Log ind

Generalmajor Johan Christian Lund

#

Da General Lund den 5’ April lukkede sine Øjne, afsluttedes et Liv, hvis væsentligste Kendemærker var sæ rligt gode Evner, ualmindelig flittigt Arbejde og en Karakter, som ikke kendte til Svig. Det er næppe fo r meget sagt, at sjældent er Budskabet om et Dødsfald blevet modtaget med større Vemod, baade af de mange, som han efter kun selv et løsere Bekendtskab kunde regne som sine Venner, og de færre, der gennem dybere Kendskab til ham kunde dømme om hans militære Værd. Livet har fø rt ham og mig sammen i lange Tider, og naar Redaktionen har ønsket et Par Mindeord fra min Haand, gør jeg det gerne, føler det ogsaa som en P lig t over fo r min trofaste Støtte gennem adskillige og ofte vanskelige Aar.

Jeg lærte ham først at kende, da han som Prem ierløjtnant gennemgik Stabsafdelingen med det sidste Hold, som afdøde General Kiihnel førte frem ; Flid , sund Sans, stor Arbejdsevne karakteriserede ham allerede den Gang, men noget særlig betydeligt Indtryk efterlod han ikke ved Skolens Slutning. Han udviklede sig, som ikke saa sjældent er Tilfæ ldet netop med de solideste Elementer, ret sent; dertil kom, at hans Frem træden, saa vindende den ogsaa var ifølge hans personlige Egenskaber, altid var meget dæmpet og tilbageholden. Men var hans Udvikling ret sen, saa var den saa meget stærkere, da der først for Alvor blev kaldt paa ham; efter Hærloven a f 1909 var 3’ Division oprettet 1910, og ved dens første Stabschefs A fgang i 1912 blev Lund kaldet til denne Plads hos mig som Divisionschef. V i havde et Par rolige, udmærkede A a r til at arbejde os sammen, og jeg fik snart Øjet fuldt op for Lunds usædvanligt gode Kvalifikationer til at udfylde sin Plads. Saa kom Verdenskrigen og Sikringsstyrkens Formering 1914; Ansvaret for alt paa Sjælland udenfor København og Nordøstsjælland, senere ogsaa for Lolland og Falster, hvilede paa 3’ Division. Divisionskommandoen med dens mangehaande Organer skulde formeres og straks i Funktion, talrige Bevogtningskommandoer og Vagtel1 etableres, Forhold til civile Myndigheder reguleres, Indkvarteringsvanskeligheder overvindes; det drejede sig om næsten krigsmæssige Styrker, under Øvelserne i September 1914 talte Divisionen op mod 14,000 Mand. Hans Indsats her maa vurderes højt; han hørte til dem, der synes at vokse med Opgaven og Ansvaret; at alt gik i Orden let og hurtigt og — tror jeg nok at kunne sige — uden nævneværdig Friktion, derfor tilkommer Æ ren i første Række Lund, i næste Række den Stab, han ledede, og de Kommandoer, han samarbejdede med; han havde ganske særlige Evner netop som Stabschef, Evner til at virkeliggøre Idealet af Tjenesten i en Stab, Samlingen a f alle Elementer i forstaaende, selvfornægtende Arbejde til en sluttet, harmonisk Enhed.

I sit Forhold udefter bevarede Lund sin tidligere noget tilbageholdende Fremtræden; men han forstod udmærket at hævde sig, kunde ogsaa bide fra sig, naar det behøvedes; men med sit Naturel gjorde han det sjældent, og jeg tror, han gjorde det nødigt. Opefter hævdede han aabent og klart sin Mening; men lige saa loyalt arbejdede han for sin Chefs A fgørelse, selv om den gik ham imod.

I 1917 skiltes vore Veje, foreløbigt; ved Generalkommandoen ønskede jeg ham alt i 1921 som min Stabschef, men det strandede paa praktiske, ikke tjenstlige Vanskeligheder; først i 1925 overtog han denne Stilling efter at have prøvet den praktiske Tjeneste som Bataillons- og Regimentschef. Han var nu forlængst velskolet i alle det militære Livs Forgreninger og fortrinlig t egnet til at beklæde denne Stilling, til hvis fyldestgørende Bestridelse der hører Kundskaber og Egenskaber, som Udenforstaaende vanskeligt kan dømme om. Meget ofte var Forholdene vanskelige, baade økonomisk og rent organisationsmæssigt; Lunds utrættelige Arbejde, hans klare Overblik og fornuftige Dispositioner har været af vidtrækkende Betydning ved at tilvejebringe Betingelserne for, at Afdelingerne kunde faa et saa rigt Udbytte som muligt af deres egen store Indsats i Arbejdet. Hans betydeligste Værk — i de Forhold, som berører større Kredse — var Tilrettelæggelsen af de større Øvelser i 1925, den eneste Gang i de 8 1/2 Aar, hvori jeg var kommanderende General, hvor det blev os forundt at afholde saadanne; hans Arbejde her var mønsterværdigt.

Hans klare og rolige Omdømme, hans sunde taktiske Blik, hans Beslutsomhed og Ligevægt under alle Forhold og ikke mindst hans komplet lydefri Karakter gav ham en ubetinget Plads blandt de første mellem de mange dygtige Officerer, vor Hær just under de sidste Decenniers vanskelige Forhold har fostret. Hans Død var efter menneskelig Beregning altfor tidlig; lad os bevare det Ilaab, at vi, som endnu lever, ikke maa misunde ham.

Generalløjtnant Wolff.