Log ind

General Gerhard Scharnhorst og den danske hær

#

Af major Ole A. Hedegaard, leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.

“Alle Bewohner des Staats sind geborene Verteidiger desselben” . (Gerhard Scharnhorst i “Reorganisation, Zweiter Teil”, Berlin 1806).

Den preussiske general og hærorganisator Gerhard Johann David von Scharnhorst (1756-1813) er velkendt i europæisk krigshistorie. At han derimod - via sit militære forfatterskab - også fik stor betydning for den dansk-norske hær og dens uddannelse i 1790’erne og de første årtier af 1800-tallet, er derimod mindre kendt.

Nærværende fremstilling har til formål at skildre og samtidig forsøge at vurdere den store betydning for den dansk-norske hær på de indre linier, Scharnhorsts militære forfatterskab fik. Den kan således i hovedtrækkene siges at være en regle­mentshistorisk redegørelse, der egentlig har to formål: At fortælle militærhistorikere noget om militær litteratur og litteraturhistorikere noget om militærhistorie på de indre linier.

Officeren Gerhard Scharnhorst

General Scharnhorst, generalfeltmarskal Bluchers stabschef i 1813, er selvsagt fyldigt biograferet i europæisk, specielt tysk, militærlitteratur. Denne summariske skildring af manden og officeren tager derfor ikke sigte på at meddele noget egentlig nyt, men skal blot tjene som en nødvendig indføring i og introduktion til fremstillingens hovedemne, som ikke tidligere er behandlet i dansk militærhistorisk litteratur.

Den mand, hvis militære forfatterskab senere skulle blive kendt af bl.a. alle dansk-norske officerer, blev født 14. november 1757 i Hannover. I 1778 indtrådte han i den hannoveranske hær, hvor han allerede som løjtnant gjorde sig kendt som en habil militær teoretiker og dygtig, frigjort skribent, hvorved han automatisk henledte den preussiske hærs opmærksomhed mod sig.

I disse år, frem til 1804, var han som løjtnant og kaptajn ved “Det Kongelige Storbrittanniske Churbrunsvigske Artilleri-Regiment" tjenstgørende som lærer ved Militærskolen i Hannover (der hørte under den britiske krone, og hvis kongeslægt 

kom herfra). I 1804 indtrådte han efter preussisk opfordring i den preussiske hær, hvor han udnævntes til oberstløjtnant i artilleriet. Efter kort tids forløb avancerede han til chef for officersskolen for uddannelse af infanteri- og kavalleriofficerer.

Scharnhorst var - som bl.a. Clausewitz - den fødte teoretiker med udpræget pædagogiske evner. Meget hurtigt gjorde han sig bemærket ved sine fascinerende forelæsninger, som stod for konstruktiv nytænkning inden for taktik, organisation og uddannelsesmæssige principper, og han fik på usædvanlig kort tid betydelig indflydelse på ånden i det preussiske officerskorps. Det må siges at være usædvan­ ligt godt klaret af en yngre officer, der endnu ikke havde fronterfaring, hvilket langt de fleste ældre hannoveranske og preussiske officerer havde.

Allerede i 1804 blev han forsat til den preussiske generalstab, udnævntes til oberst og ophøjedes i adelstanden. Som generalstabschef, dels hos hertugen af Braunschweig og dels hos Blücher, deltog han med dygtighed i felttoget 1806 og udmærkede sig ganske særligt i slaget ved Eylau 1807. Efter freden i Tilsit s.å. udnævntes han til generalmajor. Han blev kort efter generaladjudant hos kong Fre­ derik Wilhelm III (1797-1840) tilligemed formand i den militære reorganisations­ kommission, der blev følgen af det totale dobbelte nederlag ved Jena og Auerstådt mod Napoleon i oktober 1806. Nederlagene viste med forfærdende tydelighed hele Europa, at den tidligere så frygtede og nærmest uovervindelige preussiske hær var degenereret, og at den nu blot var en bleg skygge af Frederik den Stores velsmurte krigsmaskine.

Imidlertid havde Preussens erfaringer og iagttagelser fra den første koalitions­ krig (1792-95), d.v.s. primært Napoleon Bonapartes felttog, medført, at en gruppe yngre, vidtskuende officerer i den preussiske hær var blevet overbevist om, at de i virkeligheden stod over for en ny slags krigsførelse. De så klart, at den franske revolutions udladning af al nationens opstemmende energi ikke kun var et forbi­ gående fænomen. Det var en fundamental ændring, som ville afstedkomme en total og permanent forvandling af politiske og militære forhold i det europæiske sam­ fund, og som deres eget land måtte reagere på med såvel militære som politiske reformer. Det katastrofale og fra alle sider uventede nederlag ved Jena retfærdig­ gjorde på den mest eklatante måde disse få mænds ideer. En af disse klarsynede officerer var Scharnhorst. Det stod ham klart, at de: ikke var tilstrækkeligt blot at kopiere den franske hærorganisation og teknik ved fx at indføre systemet med formering af divisioner og indførelse af let infanteri. Hele den preussiske hærs nu forældede, stivnede organisation skulle ændres radikalt og omstruktureres. Det var passende udfordringer for Scharnhorsts organisationstalent og hans positive hold­ ning til indførelse af almindelig værnepligt.

Lige til 1810 ledede Scharnhorst den preussiske hærs administration og indre forhold, og hans fremragende dygtighed på dette felt blev af allerstørste betydning for Preussen og den kommende revanche mod Frankrig. Han blev hjernen bag en lang række forbedringer og styrkeiser af hæren, opbyggede en tidssvarende forsyningstjeneste, forbedrede officersuddannelsen og indførte nye, tidssvarende 

reglementer, der stod fuldt på højde med de sidst indvundne taktiske erfaringer. Han øgede samtidig - mere eller mindre maskeret - hærens størrelse i den for Preussen pinefulde periode, hvor landet af Frankrig kun var tilladt at have en ringe styrke stående under våben. Genialt søgte han stadig at ombytte denne efter en kort tjenestetid, hvorved der - ret uigennemsigtigt - skabtes en betydelig reserve til den fra alle sider i Preussen forventede revanchekrig mod det forhadte Frankrig.

Naturligvis kunne Scharnhorsts virke ikke undgå at blive registreret og rappor­ teret af den franske efterretningstjeneste og derfra til Napoleon og den franske generalstab, og 1810 forlangte kejseren indiskutabelt, at den intelligente officer, der - set med franske øjne - klart var i færd med at opbygge en trojansk hest i Preussen, skulle træde tilbage fra sin ledende post. Besynderligt nok forblev han ansat som chef for Generalstaben og Ingeniørkorpset, hvorved han i realiteten - bag kulisserne - vedblev at være den egentlige hjerne og befordrer af reformerne, ligesom han uhindret kunne fortsætte sit forfatterskab. Hans arbejdsfæller i denne periode var bl.a. generalerne Gneisenau, Boyen, Grolman, Götzen og Clausewitz.

Hans opposition mod Frankrig voksede støt, og både 1809 og 1811 opfordrede han konge og hær til rejsning mod Frankrig, men tiden skønnedes ikke moden endnu, hvor Napoleon stod på højden af sin magt. I foråret 1812 invaderede kejseren Rusland med sin enorme hær, der - foruden franskmænd - bestod af mere eller mindre tvangsudskrevne troppeafdelinger fra alle de lande, der var i forbund med eller undertvungne af Frankrig.

Også Preussen blev tvunget til at afgive et korps under generalløjtnant Yorck von Wartenburg (1759-1830). Scharnhorst var dog ikke blandt de udtagne generaler i korpset, hvad man kan undre sig over, og han fik således rig lejlighed til bag fronten at virke for udviklingen af hærens kampdygtighed, medens Napoleon og hans stab var mere end beskæftiget i Rusland.

Under denne virksomhed sluttede han i februar 1813, da Napoleons hær var gået til grunde i snemasserne i Rusland, på kong Frederik Wilhelms vegne forbundet med Rusland. Det lykkedes ham nu at føre sin tidligere tanke om oprettelse af landeværnet ud i livet, ligesom indførelsen af almindelig værnepligt primært skyldes Scharnhorsts indsats herfor.

Da krigen mod Frankrig endelig udbrød, ansattes Scharnhorst som stabschef hos generalfeltmarskal Blücher, men i forbindelse med slaget ved Lützen såredes han hårdt 2. maj 1813 ved Gross-Görschen og døde 28. maj 1813 i Prag, et tab, der vakte den største sorg og bekymring i hele hæren.

Forfatterskabet

På denne summariske baggrund vil det så formodentlig være passende at se på Scharnhorsts militære forfatterskab, for så vidt dette fik betydning for den dansk­ norske hær under kronprins Frederik, fra januar 1808 kong Frederik VI.

Allerede i 1787, da Scharnhorst kun var løjtnant og 31 år gammel, udkom i 

Hannover hans “Handbuch Für Officiere in den anvendbaren Theilen der Kriegs- Wissenschaften”, bd. 1. Hans virksomhed på reglements- og uddannelsesområdet kom i høj grad til at ligge på niveau med den samtidige danske oberstløjtnant, senere generalløjtnant Johan von Ewald (1744-1813) og dennes indsats for infanteriets lette tjeneste og uddannelse (jægertjenesten, afhandlet i min fremstilling “GeneralløjtnantJohanvonEwaldogden “letteTieneste”-et bidrag til det danske infanteris historie” , trykt i M il. tidsskrift, nr. 4/1995, pag. 280 ff).

Bd. 1, der hovedsageligt omhandlede våbenbetjening, skydning med håndvåben og vedligeholdelse af våben, efterfulgtes i 1788 af bd. 2 med undertitlen “ Zweiter Theil vorin die Verschanzungskunst”. Det indeholdt udførlige anvisninger vedrørende forsvar af og angreb på skanser, større befæstninger og fortifikatoriske arbejder af mere permanent art, bygninger og landsbyer samt et meget instruktivt afsnit om afstandsbedømmelse. 1790 kom tredie bd.. der indeholdt “von der Taktik” for infanteri og kavalleri samt våbenlære.

I 1793 udkom “Militairisches Taschenbuch zum Gebrauch im Felde”. Den var primært beregnet som lærebog ved militærskolen i Hannover og var højst anvendelig for såvel infanteri-, kavaleri- som artilleriofficerer.

Året efter var den flittige forfatter og uddanner med sin bog “Unterricht des Königs von Preussen an die Generale seiner Armeen ” inde på en noget anden genre. Bogen, der er på ca. 400 tættrykte sider med store, foldede kobberstik over kendte slag og træfninger i Frederik den Stores krige, er en detaljeret lærebog i felttjeneste og taktik for alle våbenarter. Scharnhorst var nu avanceret til kaptajn, da han udgav den. Den er i virkeligheden en bearbejdning og uddybelse af et produkt af preusserkongens egen hånd, beregnet til generalerne i den preussiske hær. Den blev første gang udgivet i 1761, d.v.s. i slutningen af den preussiske syvårskrig mod Østrig.

“Handbuch der Artillerie”, bd. 2, udkom 1806 med emner som skyts, lavetter, måle- og sigteinstrumenter, ladninger og forsøg med andre landes skytssystemer.

Med Scharnhorsts død i 1813 var hans forfattervirksomhed dog ikke slut. 1814 udkom hans manuskript til bd. 3 af artillerihåndbogen, omhandlede skytsbetjening og våbenfremstilling, ligesom der frem gennem kommende år udkom rettede og reviderede udgaver af hans produktion. Endelig i 1856 udkom andet oplag af hans værk fra 1803 “Die Verteidigung der Stadt Menin und die Selbstbefreiung der Garnison unter dem Generalmajor v. Hammerstein ”. Det omhandlede en lærerig episode fra revolutionskrigen i Flandern 1794, hvor byen Menin var besat af en svag hannoveransk garnison på fire bataljoner. Det lykkedes garnisonen gennem et fremragende forsvar at holde franskmændene stangen i lang tid inden den afgørende storm på byen, hvorunder resterne af garnisonen under en forbilledlig disciplin kæmpede sig fri og undgik fangenskab. (Alle ovennævnte værker findes i Det Kongelige Garnisonsbibliotek). Hans værker oversattes til flere sprog. Det er naturligt, at nogle af dem fandt vej til dobbeltmonarkiet Danmark-Norge, hvis hær på denne tid var stærkt påvirket af den preussiske, og hvor kommando- og administrationssproget lige til 1772 havde været tysk, ligesom store dele af officers- og underofficerskorpset var holstenere eller indvandrede tyskere.

Hæren omkring 1800

Baggrund for organisationen af den danske hær, der eksisterede omkring 1800, da en del af Scharnhorsts oversatte reglementer begyndte at spille en stigende rolle herhjemme, var den berømte, omfattende forordning af 20. juni 1788, populært benævnt Stavnsbåndets ophævelse, utvivlsomt det mest skelsættende dokument i hærens historie siden den mere formaliserede oprettelse af ledingen i Jyske Lov, kap. III, fra 1241. Efter forordningen skulle fædrelandets forsvar være en almindelig, personlig værnepligt, dog med den - i vore øjne - sørgelige, asociale indskrænkning, atden alene skulle påhvile “den upriviligerede delafbondestan­ den ”, altså bønderne, der omfattede størstedelen af befolkningen.

Tiden var den sidste fase af den lange fredsperiode fra Store Nordiske Krigs slutning i 1720, hvilket klart kom til at præge hæren og dens stigende ineffektivitet, inden det nye århundrede hvirvlede et uforberedt Danmark-Norge ind i Napoleon­ skrigene. De uventede, med held førte, franske revolutionskrige var endnu for nye til at danne nogen skole, og reglementerne i den dansk-norske hær var således fortsat bygget på erfaringerne fra Frederik den Stores krige. Det gjaldt således det omfattende “Exerceer-Reglemetfor Det Kongelige Danske og Norske Infanteriefra Aaret 1787” (Kbh. 1787) samt dettes nye, reviderede udgave fra 1801. Hertil knytter sig “Forandringer i det i Aaret 1787for Det Kongelige Danske og Norske Infanterie udgivne Exerceer-Reglement” (Kbh. 1807). D.v.s. lineartaktikken i alle dens klassiske faser.

Det skal med vægt understreges, at med datidens brug af ordet “eksercerregle- ment” indeholdes samtidig begrebet “feltreglement", altså den taktiske brug af kompagni, bataljon og regiment (evt. brigade), hvilket som bekendt ville være utænkeligt med vore dages brug af ordet.

Som en følge af forordningen af 1788 var den udenlandske hvervning på tilbagetog (den sidste udlænding hvervedes 1808), og Generalhverve-Commissio- nen, der primært var blevet oprettet med henblik på den udenlandske hvervning til linieregimenterne, ophævedes for ikke mere at genopstå. Danske Kancelli udtalte således pompøst i 1792, at det “regner det til en af de behageligste Pligter at bidrage med alle sine Evner til Forsvarsvæsenets Vedligeholdelse og muligste Fuldkommenhed”, og at “intet er Kancelliet behageligere end at kunne, forenet med Generalitetet, virke til al mulig Fordeelfor Kongens militaire Tieneste”. Der var toner, man ikke i årtier havde hørt i forholdet mellem de civile og militære myndigheder på baggrund af den hidtil almindelige foragt for de udskrevne danske bondesoldater som frontkæmpere og had til de udenlandske, mere eller mindre anløbne hvervede.

I 1790’erne var der jævnt og roligt hvert år blevet udskrevet og indkaldt godt 4000 mand, og et tilsvarende antal gled hvert år ud af hæren som uddannede. Nationen begyndte således at kunne se konturerne af en national mobiliseringsstyr­ke uden hvervede.

Denne udvikling blev brat afbrudt i begyndelsen af det nye århundrede, hvor Danmark-Norge i stigende grad hvirvledes ind i de malmstrømme, som giganten i Frankrig avlede ved sine mange felttog og nærmest globale planer, og en alvorlig begyndelse var sket allerede i 1800 med fregatten “Freya”s gloriøse sammenstød i Kanalen med britiske orlogsskibe.

Nu nærmede uvejret sig hastigt vore kyster, og nationens “heroiske” tid brød frem med en kraftigt opblussende patriotisme, højstemte taler og opråb, ganske som i martsdagene 48 år senere, men som smerteligt ebbede ud med statsbankerotten 1813 og afståelsen af Norge ved freden i Kiel 1814, en periode, hvis vigtigste militære og politiske begivenheder forudsættes kendt af læseren. Perioden var dog et uigendriveligt bevis på, at Mussolinis senere kendte maxime: “Evig fred udmarver en nations moral! ” ikke var helt rigtig.

Det er ikke overspillet at påstå, at danskerne i løbet af få år nærmest blev et folk i våben. Overalt oprettedes frivillige korps, hæren mobiliseredes, 1801 oprettedes kystmilitsen og landeværnet, flåden styrkedes, og langs den lange udsatte kystlinie blev der anlagt bestykkede skanser på alle strategisk vigtige punkter. Danmark- Norges forsvar blev det største, nationen nogensinde har haft opstillet.

Efter den franske besættelse af Hannover 1803 opstilledes i Holsten et korps på 16.000 mand til beskyttelse af sydgrænsen. Det opløstes dog snart, da Preussens passivitet ikke inspirerede den danske regering til et brud med med Frankrig. Fra 1805 og udbruddet af den europæiske storkrig formeredes atter et korps i Holsten på 20.000 mand, ligesom kronprinsen (med den sindssyge konge) og udenrigsministeren tog varigt ophold i Kiel, hvilket fik katastrofal betydning for begivenhederne ved København i 1807.

Som det var at vente, medførte handlingsforløbet i august-september 1807 og dobbeltmonarkiets forbund med Napoleon en stærkt forøget udskrivning, idet alt tjenstdygtigt reservemandskab i alderen 21 til 26 år blev udskrevet til den stående hær. Endelig tog man i 1808 det rationelle skridt at forbinde landeværnet til en enhed med den stående hær.

Scharnhorst indføres i hæren

Det er umiddelbart indlysende, at hele denne - for danske forhold - uvant store og langvarige militære aktivitet i en hær, der ikke havde været brugt i mere end 80 år, i mange henseender - ikke mindst på det uddannelsesmæssige område - måtte komme til at virke som en enorm belastning. Behovet for befalingsmænd, tidssvarende reglementer og lærebøger mangedobledes, og de hidtidige reglementer og deres indholds relevans kom pludselig for alvor i søgelyset. En stor lettelse i den 

forcerede uddannelse, der nu og i de kommende år fandt sted, var, at skydevåbnene dengang, i højere grad end senere, stort set var ens. Et flintelåsgevær i Napoleons og den danske hær var stort set identiske, og skydeegenskaberne samt betjenings­ procedurerne lignede meget hinanden.

Allerede i 1792, altså før den egentlige krigsperiode, havde løjtnant Scharn­ horsts arbejder påkaldte sig opmærksomhed i udlandet, og s.å. holdt et produkt af denne sit indtog i den dansk-norske hær i en dansk oversættelse. Det var “Taktikfor Kavallerie og Infanterie, hvori der afhandles: om Vaabnene, Kavalleriets og Infanteriets Stillinger og Bevægelser, samt deres Forhold i Actionerne, etc. tilligemed etAnhang, som viser: hvorledes man paa en hastig Maade kan bestemme Troppers eller andre bekiendte Gienstandes Frastand, etc. udgivet a f G. Scharn­ horst, Lieutenant ved det hannoveranske Artillerie, samt Lærer ved Militair-Skolen i Hannover”.

Reglementet var oversat af “Nie. Tidemand, Premier Lieutenant ved det Iste Jydske Infanterie-Regiment med 5 Kobbere” (400 sider) og udgivet i København 1792. Tidemand, født 1766 i Drammen i Norge, blev en farverig, ivrigt skrivende officer i hæren. Han startede sin militære løbebane 1782 som musketer ved et norsk infanteriregiment og arbejdede sig op gennem graderne. 1788 forsattes han som premierløjtnant til et regiment i København og benyttede opholdet her til flittige militære og matematiske studier. 1795-1800 arbejdede han som landmåler under vejvæsenet i Jylland og på grevskabet Knuthenborg. 1801 beordredes han som kaptajn som aide-ingeniør ved befæstningsanlæg på Samsø og Kyholm og erhvervede kronprinsens og kollegiets anerkendelse for et nidkært og dygtigt arbejde. 1802 blev han major og i årene 1807-10, trods en vanskelig, stridbar natur, var han en myndig og energisk kommandant på Samsø. 1815 afskedigedes han efter ansøgning af dansk tjeneste med obersts karakter og ansattes s.å. i den norske hær å la suite og kom ikke mere i aktiv tjeneste. Han døde 1828.

At Tidemand evnede at levere en kvalificeret oversættelse af Scharnhorsts reglement, er naturligt. Alle danske officerer dengang talte og skrev flydende tysk, og i alle i de tre hertugdømmer garnisonerede enheder taltes derjo overalt tysk, selv om kommandosproget dansk var ved at trænge igennem, ligesom mange af Tidemands kolleger var holstenere eller tyskere.

Tidemand var ikke den, der satte sit lys under en skæppe. I forordet til oversættelsen henvender han sig direkte til kronprinsen (som i øvrigt var skik og brug) og beder om at måtte tilegne denne sit arbejde. Han var nogenlunde sikker på at få kronprinsens bifald, da han kendte dennes store interesse for militærlitteratur og den fortsatte uddannelse af såvel officerer som underofficerer.

Den nye oversættelse, der altså skulle supplere, evt. erstatte dele af det gældende danske tilsvarende reglement fra 1787, adskilte sig fra dette på flere måder.

At reglementet straks ved udgivelsen i Danmark-Norge var efterspurgt og givet 

udfyldte en lakune, kan ses forrest i bogen, hvor en komplet subskriptionsliste med navne og grader er aftrykt.

Denne subskripionsliste er der skellig grund tfl at studere nøjere, idet den må opfattes som en første katalysator til introduktionen af Scharnhorsts senere litterære produktion og dermed kendte navn i den dansk-norske hær.

Hele kongehuset, incl. prinserne af Hessen-Cassel og Augustenborg, der var generaler i hæren, bestilte værket. D.v.s. i alt 27 xpl., deraf 12 xpl. til kongen selv (formentlig til brug som gaver). A lle korps og regimenter m.fl. bestilte eksemplarer, og for hvert regiment er grader og navne omhyggeligt nævnt. Fx bestilte ved 2. Tronhjemske Infanteri-Regiment ikke mindre end 37 officerer et xpl. hver (hvilket må have været næsten hele regimentets officerskorps).

Det er karakteristisk og sympatisk, at det er alle grader, der bestiller, ældre som yngre, som regel med regimentscheferne (som dengang normalt var generalmajorer) i spidsen og helt ned til yngste grad fændrikken.

I alt er subskriptionslisten på over 305 xpl., der altså blev solgt forlods ved udgivelsen hos den kendte bogtrykker Sebastian Popp i København.

Den omhyggelige og samvittighedsfulde Scharnhorst toner som en anstændig forsker rent flag og anfører i sin indledning loyalt de kendte inden- og udenlandske m ilitæ re skrifter og reglementer, han har benyttet som kilder. V i støder her på en række af 1700-tallets kendteste franske og tyske militærskribenter og militære teoretikere med Frederik den Store som en centra figur. Det vil endvidere sige sådanne som fx Moritz af Sachsen, Leopold af Dessau, Pierre de Bourcet, Jacques de Guibert, Frederik W ilhelm af Brandenburg og især von Salderns “Tachtische Grundsätze und Anweisungen zu militairen Evolutionen” (1781).

Det er desværre ikke lykkedes nærværende forfatter - på baggrund af bl.a. omfattende forskninger i Forsvarets Arkivers og Det Kongelige Gamisonsbiblioteks vidtfavnende reglementssamlinger - på en overbevisende måde at kunne klargøre, om reglementet nogensinde officielt blev approberet i den dansk-norske hær. Det gjorde det vist nok ikke. Til gengæld er det tydeligt, at reglementet blev brugt overalt i hæren, og at centrale dele af det var der taget hensyn til i den udgave af reglementet af 1787, som blev approberet og udgivet i 1801, hvorved det altså fik et bredt “kølvand” i hæren.

Dette forhold bliver især synligt, når vi kommer til de bærende kapitler om taktikken og eskadronens, kompagniets, bataljonens og regimentets evoleringer og optræden under kamp. Her mærker man det brede, internationale og fagligt højt kvalificerede kildemateriale, som Scharnhorst har s øttet sig til og flittigt øser af.

De centrale passager i Scharnhorsts reglement, mere eller mindre omarbejdede, kom til at overleve den skelsættende hærordning af 25. januar 1816, hvor Frankrig endelig var knust, og en militær afmatning overalt i Europa holdt sit meget naturlige indtog. Danmark havde nu mistet Norge, finanserne var ødelagt, og hærordningen betød samtidig en omfattende hærreduktion, ligesom de fleste frivillige korps blev nedlagt. Hærplanen af 1816, hvis vigtigste ingrediens utvivlsomt var ophævelse af 

en række overflødige enheder, varede i fulde 26 år lige til den berømte forordning af 1842, d.v.s. den lange, fredelige - militært nærmest forstenede - stilstandsperiode, der i vor historie er blevet stående som “Frederik VI’s tid”. I denne periode var eksercerreglementet af 1821 gældende, et reglement, hvori man også stadig aner Scharnhorsts pen og synspunkter.

Det er indlysende, at perioden også på reglementsskriveriets område blev noget af en stilstand. Der produceredes ikke mange nye tanker og teorier på området, selv om flere officerer med kongelig understøttelse foretog tjeneste- og studierejser til udenlandske hære med pligt til ved hjemkomsten at aflevere fyldige rapporter (af hvilke KGB og Forsvarets Arkiver har flere liggende). Trods reduktionerne og tabet af Norge vedblev landet dog - efter pres fra den enevældige, militærglade konge - at have alt for store styrker under våben, hvilket skabte store økonomiske problemer i 1820’erne, inden nationens økonomi igen var kommet til hægterne.

Hæren blev på krigsfod (befalingsmænd iberegnet):

Skærmbillede 2021-03-10 kl. 15.16.01.png

Værnepligten vedblev at hvile udelukkende på bondestanden. Både Frederik VI og den kultiverede efterfølger Christian VIII var personligt for indførelse af almindelig værnepligt, men turde ikke røre ved sagen, idet de vidste, at de i så fald ville støde adels-, embeds-, godsejer- og den højere borgerstand fra sig. Endnu så sent som i Stænderforsamlingen i 1836 udtalte et af medlemmerne uforskammet om en stor del af sine landsmænd:

“Bondens søn hører til den tyendeklasse, hvis arbejde er det simpleste og strengeste. Hvad enten han tjener i det militære eller hos fremmede, kan ordentligvis være ham lige meget. I hansfremtidige bestemmelse sker ham derved intet afbræk. Tværtimod vinder han ved den militære tjeneste både nogen kultur og mere arbejdsdygtighed, orden og lydighed. De øvrige borgerklasser vil derimod lide overmåde meget ved almindelig værnepligt, idet det vil være beskæmmendefor dem at skulle stå i geled med de unge bønderkarle, og byungdommens uddannelse tåler desuden ikke nogen afbrydelse!”.

T il bondestanden henregnedes - meget rummeligt og praktisk - også landsby­ håndværkere, møllere, kromænd, ladefogeder, skovfogeder og skytter, der boede uden for købstadsjord. Den ældgamle tilladelse til at stille en anden for sig til krigstjeneste, der er ældre end de stående hære og formentlig går helt tilbage til middelalderens leding, optoges desværre i hærplanen af 1816 og gav selvfølgelig permanent anledning til stort misbrug. Det kunne naturligvis ikke undgås, at hæren som oftest fik en slet soldat i stedet for en god. Underofficererne fik et betydeligt tillæg til deres lønning ved den - i vore øjne urimelige og asociale - tilladelse, de fik, efter seks års tjeneste at lade sig stille for en værnepligtig. Tjenestetiden varede 24 år, deraf otte år i linien eller den stående hær, otte år i forstærkningen og otte år i reserven. I linien skulle soldaterne i de to første år ligge til stadig tjeneste. I de næste to år indkaldtes de til 28 dages årlig våbenøvelse og eksercits og var herefter fri for videre tjeneste i fredstid.

Foruden et eksercerreglement indførtes i denne fortsat meget store fredshær i 1804 også Scharnhorsts europæiske “best seiler” i dansk oversættelse “Militairisk Lommebog til Brug i Felten” etc., oversat a f P. Clementin, Secondlieutenant ved Hans Kongl. Høihed Arveprinds Friederichs Regiment. Med 8 Kobbere”, udgivet på Arntzens & Harkiers Forlag og trykt hos bogtrykker Zacharias Breum (Kbh. 1804). Clementin er ikke så kendt som Tidemand. Han begyndte sin karriere som frikorporal 1801, blev 1808 premierløjtnant og garnisonsadjudant i Kastellet. Han udnævntes 1827 til pladsmajor i nævnte fæstning og afskedigedes som karakteri­ seret oberstløjtnant i 1839. Han døde 1848. Hans oversættelse af Scharnhorsts vidtspændende bog er ikke så lidt af en bedrift, idet “lommebogen” er på ikke mindre end ca. 475 sider med mange bilag, talrige tabeller og foldede kobberstik.

Clementin markerede sig dog bl.a. ved at være en af initiativtagerne bag den egentlige oprettelse af det nuværende garnisonsbibliotek i København, der - oprindelig oprettet 1785 - 31. maj 1818 fik kgl. approbation på sit nuhavende navn med tilhørende forkortelse KGB. (Biblioteket er således uden skyld i, at man ovre østpå senere har kopieret denne forkortelse).

Det, at udarbejde en lomme- eller huskebog for officerer, er en international, tidløs foreteelse. Det var mere almindeligt i tidligere perioder, hvor trykte reglementer eller tjenesteforskrifter ikke var så almindelige, men der lever stadig officerer, som kan huske, hvorledes man jævnsides med uddannelsen på korporals-, sergent-, kornet- og officersskolerne brugte en god del af tiden til at udarbejde en handy lomme- eller huskebog til at have med i oppakningen. KGB ejer således flere både danske og udenlandske håndskrevne eller trykte lomme/huskebøger. En af de kendteste, der opnåede halvofficiel status, og i 1950’erne og 60’erne tryktes med ministerielt tilskud, var nok “Kommandobefalingsmandens huskebog’’.

Også Clementin tilegnede kronprins Frederik sin oversættelse. Hans dybt - i vore øjne nærmest kvalmende - royale tilegnelse fortjener gengivelse in extenso i en tid, hvor traditionel militær courtoisi og respekt for fx uniformsbestemmelser er på fuldt tilbagetog:

Naadigste Herre.
Aldrig havde jeg vovet at tilegne Deres Kongelige Høihed dette Arbeide, dersom jeg ikke blandt de store Fyrstedyder, der i saa høi Grad giøre Dem Tronen og det danske Folks uskrømtede Kierlighed værdig, ved saa mange Ledigheder havde seet Prøver paa den overbærende Mildhed, der endog giør den Ringste dristig nok til med tillidsfuld Frimodighed, at nærme sig Dem, Fædrenelandets anden Fader.
Ikke viljeg anprise Bogens Værd, Forfatterens Navn (altså Scharnhorst) maa være den Borgen. Det som bevægede mig til at indføre den i den danske Litteratur var kun Gavnelyst og den Forestilling at min Oversættelse muligen kunde blive et Middel til at giøre dette nyttige Værk mere kiendt blandt mine militaire Landsmænd. Maatte dette mit Øiemed, finde Deres Kongelige Høiheds Yndest; maatte mit Arbeide krones med min Fyrstes Bifald, da vilde jeg herifinde min skiønneste Belønning.

Underdanigst P. Clementin”

Når man abstraherer fra denne traditionelle militære og civile lyrik fra en dansk officer i enevældens underdanige tidsalder, er der kun grund til at nære beundring for Scharnhorsts informative, omfangsrige lommebog, som han ikke er kommet gratis til, og de talrige emner, den behandler inden for infanteri- og kavalleritjenesten.

Naturligvis er emnerne produkter af deres tid og det niveau, videnskaben stod på og kan derfor på sin vis dårligt sammenlignes med, hvad vi i vore dage har af viden og derfor ville optage i en sådan bog. Fx er det tydeligt, at mange af de iagttagelser og videnskabelige teorier, man dengang troede, var korrekte, i virkeligheden var forkerte. Det gælder således kendskabet til kemiens verden, herunder fx krudtets egenskaber, sprængningsformler, indre og ydre ballistik og riflede våbens væsen. Især skal nævnes problemet med bagladning, som var kendt, men som man ikke forstod at udvikle og udnytte på grund af krudtets ringe bonitet før opfindelsen af fænghætten, knaldkviksølvet og dermed enhedspatronen med metalhylster.

Det ret primitive stade, skydeuddannelsen med glatløbet gevær stod på, og hvor man kun i store træk kendte til ordinaternes verden, ses tydeligt af fx kapitlet “Infanteriets Forhold i Action ” (§ 148 “Skyden hvor det anføres, at

“Paa 150 Skridt træffer hver 2den Kugle

-200- --5te-

- 300 - - - 7de -

-400- - -IStende-"

Bogen er udarbejdet på den hensigtsmæssige og pædagogisk velunderbyggede facon, at der jævnsides med de forskellige emner samtidig - trykt med petit - er bragt en bestemt, autentisk krigshistorisk begivenhed, hvilket samtidig gør det tykke værk til en veritabel krigshistorie, primært vedrørende den preussiske syvårskrig, hvorfra de fleste skoleeksempler er bragt. Disse eksempler er selvfølgelig blevet absorberet af de mange dansk-norske officerer, som købte bogen og har i større eller mindre grad påvirket disse i en tid, hvor Frankrig få år efter blev endegyldigt knust, og der ikke forelå megen anden relevant udenlandsk militærlitteratur end den tysksprogede.

Fx er kapitlet ‘Angreb på Fæstninger og deres Forsvar” selvfølgelig særdeles omfangsrigt (s. 341-432) og dækker alle facetter i denne del af den mere videnska­ beligt prægede del af krigskunsten. (Eksemplet kan passende stå som eksponent for alle bogens øvrige kapitler).

En belejringshær medførte på dette relativt sene tidspunkt i krigshistorien en del ingeniørmateriel til bygningen af belejringsmateriel, men medens artilleriets formåen (ikke at tale om flyvevåbnets!) i vore dage ville overflødiggøre en egentlig belejring i traditionel forstand, var det ikke tilfældet dengang. Der kunne i den forbindelse erindres om det preussiske artilleris langvarige beskydning af Dybbølskanserne så sent som i 1864, hvor danske soldater efter mørkefald i vid udstrækning havde held og styrke til at udbedre store dele af dagens skader på skanserne. Det foranledigede den preussiske artillerifører en dag til harmfuldt, med kikkerten for øjnene, at udbryde: “ Vi sender hver dag fo r over 6000 gulddukater granater over til dem, men om natten reparerer det pak (danskerne!) det igen fo r seks sølvgroschen!”, en udtalelse, der nok ville have glædet de danske soldater at  høre. Det er således overraskende at se, hvor meget fx træ en hær skulle bruge til belejrings- og skansearbejder, så meget, så man kan regne ud, at hele omegnen af en belejret by simpelthen ville blive nærmest barberet for alle større og mindre træer. Det er en foreteelse, der uvilkårligt leder tankerne hen på krigshistoriens berømteste belejring, romernes langvarige og blodige belejring af Jerusalem i 70 e. Kr., hvor Vespasians og Titus’ legioner nærmest kulegravede hele byens omegn, herunder Kedrondalen, Oliebjerget og Getsemane Have, for træ til bygning af belejringsmaskinerne og til brænde til forplejningstjenesten.

Jævnsides med det faglige bringes i dette kapitel komprimerede skildringer af belejringerne af Glogau, Prag, Schweinitz og Minden, så læseren har nogle autentiske begivenheder og korrekte lærestykker at hænge læsningen op på.

Et forhold, der er gennemgående i næsten alle kapitlerne, er, at metersystemet ikke eksisterede, og der opereres derfor med et utal af nationale mål og længder, fx engelske, rhinske, franske, hollandske etc., fod, skridt, mil, korn- og møntstørrelser o.s.v., et forhold, man dengang selvfølgelig fandt naturligt.

Illustrationsmaterialet er, som anført, et antal store, foldede kobberstik, som var datidens ordinære reproduktionsmåde som afløser af det senmiddelalderlige, kunstnerisk og visuelt mere primitive træsnit. De er tegnet og stukket glimrende i en instruktiv og letfattelig udførelse med mange detaljer, og bogtrykkeren har været meget nøjeregnende med at få dem gengivet så tydeligt og - set fra et bibliofilt synspunkt - så smukt som muligt.

Konklusion

I forbindelse med udarbejdelsen af denne fremstilling har det gentagne gange været fristende at uddybe den væsentligt ved at tegne et mere tydeligt portræt af general Scharnhorst som militær organisator og skribent. Det ville dog være langt at overskride intentionerne bag denne fremstilling og dermed, hvad der er anført i indledningen, ligesom redaktøren givet også ville protestere over det svulmende sideantal. Man kunne så måske - på baggrund af min tidligere produktion - med nogen rimelighed forvente, at der senere ville fremkomme en afhandling med dette emne.

Dette bliver dog ikke tilfældet. Med henvisning til en snarlig afsked og dermed afgang som leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder og Hærens boghistoriske Samling gennem ni år afsluttes med nærværende fremstilling et 40-årigt militær­ historisk forsknings- og skribentarbejde, primært koncentreret om dansk krigs- og militærhistorie og dermed beslægtede emner, et arbejde, der har taget det meste af min tid uden for tjenesten gennem de 40 år. Andre vil forhåbentlig fortsætte denne virksomhed i overensstemmelse med traditionerne i officerskorpset.

Nøjagtigt i bredde og dybde at måle og vurdere den effekt i det militærfaglige kølvand i den dansk-norske hær og dens officerskorps, som general Scharnhorsts litterære arbejder fik, lader sig selvsagt ikke udtømmende gøre i vore dage. Kildematerialet er for spinkelt, men som et gammelt forskningsmundheld siger, er det altid tilladt at digte videre på kilderne, men aldrig imod dem.

For at kunne lade denne fremstilling klinge ud i noget, der kunne ligne en komparativ analyse og konklusion, er det derfor nødvendigt at lade Scharnhorsts arbejder - de til dansk oversatte - og de øvrige, der var kendt i hæren, indsætte i den danske militærlitterære virksomhed, som udfoldedes i perioden. Her blev af særlig betydning grundlæggeren af Generalstaben i 1808, generalmajor, generalkvarterme- ster J.L. von Binzers (1746-1811) virksomhed vedrørende uddannelsen af generalstabselever, som indledningsvis dog kun omfattede en snæver kreds. Derimod kunne man med udgivelsen af tidsskriftet “Det danske Krigsbibliothek” (fra 1799 “Detdanske Krigsmagazin”) nå ud til de mange små provinsgarnisoner, hvor officererne kun havde ringe og utilstrækkelig adgang til militær litteratur. Da disse magasiner - forløberne for “Militært tidsskrift” - også bragte fyldige anmeldelser af udenlandsk, især tysk, nyudkommet faglitteratur, blev værker som Scharnhorsts derigennem kendte. Herforuden bragte tidsskriftet også mange oversættelser af relevante udenlandske artikler.

Dette tidsskrift, der redigeredes af premierløjtnant, senere titulær professor J.H. Rawert (1751-1823), udkom i den stormfulde franske revolutionsperiode 1794-99 og afløstes 1803 af “Journal for Militaire”, redigeret af artillerikaptajn J.H. Steffens (1771-1815), og hvor man også gennem flere år forrest i numrene aftrykte subskriptionslister.

Disse subskriptionslister kunne utvivlsomt have i hvert fald to formål: Det informative for læserne og de afdelinger, der bestilte værket eller tidsskriftet, men nærværende forfatter kan - efter gennem en lang årrække at have studeret Frederik V I som officer og militær øverstkommanderende - ikke frigøre sig fra den hypotese, at kronprinsen/kongen, der var meget interesseret i militær litteratur, via disse lister på en behagelig og ikke nyfigen måde var i stand til i nogen grad at kigge officerskorpset i kortene og erkyndige sig om, hvilke officerer, der viste interesse for militære studier. Fx var der i de store tyske værker af G. Venturini “Beschrei­ bung und Regeln eines neuen Kriegs-Spiels, zum Nützen und Vergnügen, besonders aber zum Gebrauch in Militair-Schulen” og “Lehrbuch der angewandten Taktik", som begge udkom i Slesvig 1797 og 1798, indheftet fortegnelser over de dansk­ norske officerer, som bestilte værkerne.

Den førnævnte officer og oversætter af Scharnhorst P. Clementin virkede sammen med de i denne militære forfaldsperiode efter Napoleonskrigene meget skrivende officerer, som primært var stabskaptajn J. Aubert (1769-1844), oberst H.J. Blom (1792-1864), oberstløjtnant J.A. Fibiger (1791-1851), generalmajor J.S. Fibiger (1793-1861), premierløjtnant J.F.H. Jahn (1818-49), generalløjtnant J.P.T. Ræder (1795-1869) og oberst (krigsminister) A.F. Tscherning (1795-1874). Disse officerer, der - med undtagelse af Tscherning - i vore dage er ret ukendte, lagde i virkeligheden, stærkt påvirket af udenlandske militærskribenter som Scharnhorst, ved deres litterære arbejder grunden til senere generationers kendte m ilitæ rskriben­ ter og militærhistorikeres virksomhed i tiden omkring og efter de slesvigske krige. Herved profilerede de kraftigt officerskorpset i befolkningen. Det havde især betydning i den nationalt bovlamme periode efter den tabte krig i 1864, hvor “hvad- skal-det-nytte?-politikken nærmest lammede nationen og næsten drænede landet for national selvrespekt i generationer frem i tiden, stærkt næret af socialdemokratisk­ radikale kredse. Fx på det militærhistoriske område gælder det i høj grad premier­ løjtnant ved Lauenborgske Jægerkorps F.H. Jahn (1789-1828). Han blev af Frederik V I personligt ligefrem forflyttet til København, så han kunne være i bekvem nærhed af arkiverne a.h.t. sin forskning og deraf følgende forfattervirksomhed, en sympatisk disposition, man næppe skulle forvente fra den ellers stive og knortede monark, hvis private avislæsning ikke så meget var “Berlingske Tidende”, men mere “Politivennen’’, datidens sensationssprøjte og “Ekstra Blad”.

Brydningstiden under Napoleonskrigene tilhørte ubetinget hærens yngre officerer, for så vidt som de unge normalt har lettest ved at tilegne sig nye tanker og ideer, og de yngre skrivende officerer tøvede heller ikke med at hakke på de ældre for manglende indlevelsesevne og personligt engagement over for militære nyskabelser. Det var således ikke uden utraditionel spydighed, at en yngre officer allerede i 1797 i “Det danske Krigsbibliothek” skrev i anledning af et forslag til et nyt eksercerreglement: “Maaskee kan det give Anledning til at løsne Tungebaandet paa de mange beskedne Generaler og andre høiere Officierer, hvis Navne man ellers siælden finder under Litteraturens Producter - selv den lede Mistro vilde deerved overbevises, at Arméens høiere Bestyrelse var anbetroet Mænd, som ei allene fortiente Etatens, men ogsaa den øvrige Nations uindskrænkede Tillid og Agtelse”. Det hvasse, respektløse udfald på tryk mod kronprinsens generaler og ældre officerer (som i øvrigt ikke fik nogen følger for forfatteren) vidner om, hvor rummelig den danske enevælde i virkeligheden var trods censurens snærende bånd. Det var den censur, der blot tre år senere ved et kongeligt dekret landsforviste P.A. Heiberg (1758-1841) bl.a. for hans berømte linier “Ordener hænger man på Idioter, Stjerner og Baand man kun Adelen gier", og i dette tilfælde oven i købet viste lemfældighed over for et medlem af officerskorpset, af hvem den enevældige konge- og statsmagt formodentlig har forventet en højere grad af loyalitet og ærbødighed end fra andre befolkningsgrupper.

Det var i det hele taget karakteristisk for Frederik VI, at han skiftevis opfattede sig som hærens øverstbefalende, hvem man i en vis udstrækning fagligt kunne sige imod, og monark, hvem man absolut ikke kunne være uenig med, alt sammen meget besværligt for hans nærmeste omgivelser.

Den militærlitteratur, hvortil dansk-norske officerer i det store og hele var henvist til omkring århundredskiftet 1799/1800, repræsenterede i vid udstrækning en overgangsperiode, som bl.a. Scharnhorst i udsyn, format og frigjort skaberevne bevidst søgte at frigøre sig fra. Litteraturen klæbede i mange henseender endnu til lineartaktikken, i hvis periode formen var det essentielle, og som trådte stærkt i 

forgrunden, som oftest på bekostning af udførelsen. Den militære videnskab var i vid udstrækning forfaldet til hovedsagelig at omfatte en række stivnede dogmer for de forskelligt forekommende taktiske tilfælde, ligesom der var en udtalt tilbøjelig­ hed til at gøre krigskunsten til en eksakt videnskab (hvad den netop ikke er) og primært grundlægge den på matematik og formalistiske matematiske principper, og hvor ordet “improvisation” var en vederstyggelighed, hvad Scharnhorst netop kæmpede imod.

Dette beklagelige forhold, der stod for massiv stagnation, aflæses måske tydeligst af artillerikaptajn, senere professor J.H. Krebs’ (1742-1804) regelmæssige forelæsninger over krigskunst og matematik for officererne i hovedstaden, som fandt sted allerede fra 1787, og som - til stor almindelig forargelse - blev holdt på tysk. Disse foredrag var i høj grad præget af denne pedantiske, matematiske opfattelse.

Her over for stod - ved siden af fx Scharnhorst - nogle store franske teoretikere som fortalere for en ny taktisk doktrinudvikling, der ikke ville anerkende noget fastlåset system, og som docerede, at den overordnede strategi og slagmarkens taktik ikke blot var en gammel videnskab, oprindelig grundlagt i oldtidens store kulturriger, men tillige en uafbrudt levende, evigt improviserende kunst, der uafladeligt krævede nytænkning, frie dispositioner og talentfuld improvisation. Herigennem blev terrænbenyttelsen i moderne forstand den af slagmarkens discipliner, som først faldt i øjnene.

Da vort artilleris grundlægger, den fra Hessen indkaldte general W . von Huth (1717-1806) således så tidligt som i 1790 fik til opgave at undervise prins W ilhelm af Württemberg-Stuttgart (1761-1822), som blev opdraget her i landet, anbefaledes det i undervisningen at udføre en plastisk model af terrænet efter et nøjagtigt kort og derpå lade prinsen sammenligne den med naturen, hvilket selvsagt ville lette øvelsen i hurtigt at bedømme et terræn og dets taktiske muligheder. Det var nok en svag forløber for senere tiders terrænborde og fx tyskernes op mod krigsudbruddet i 1939 bygning i Tjekkoslovakiet af kopier af de belgiske forter, som man så med de dertil designerede styrker og førere kunne øve sig i at angribe og finde disses svage sider. Foreteelsen vidner om datidens sans for og spinkle forsøg på at kombinere luftig teori og bastant praksis.

Scharnhorsts litterære produktion kan, set med danske officerers øjne, opdeles i tre dele: 1) Den del, der oversattes til dansk, 2) den del, der ikke oversattes, men som mange officerer alligevel kendte og 3) hans mange mere eller mindre interne forslag og betænkninger til reformer og hærordninger, således som disse fremgår af bl.a. den tyske professor, dr. Reinhard Hohns bog “Sharnhorsts Vermächtnis” (Bad Harzburg 1972). Bogen er en væsentlig skildring af den tyske hærs organisa­ tionsudvikling i første halvdel af 1800-tallet, baseret på omfattende arkivstudier.

Scharnhorsts indsats som organisator og skribent var stigende op mod sammenbruddet ved Jena 1806. Fra da af “leuchte er wie ein Meteor am politischen Himmel eines Staates auf und verschwand durch seinen plötzlichen Tod, ohne sein Werk vollendet zu haben, wieder von der Bühne”, som dr. Høhn så træffende udtrykker det. Hans efterladte skriftlige arbejder, som i dag beror i Heeresarchiv, Potsdam (Altes Kriegsarchiv), viser hans eminente dygtighed til at organisere og kommunikere sine revolutionerende tanker på skrift.

Der eksisterer en utvetydig, indiskutabel udtalelse af en dansk officer, oven i købet fra Scharnhorsts samtid, om hans store betydning for det dansk-norske officerskorps. Udtalelsens udsagnskraft er formodentlig bedre og mere bæredygtig end mange sindrige udredninger, efterrationaliseringer og mere eller mindre velunderbyggede hypoteser og teorier fra vore dage og kan passende stå som den endelige konklusion på, at Schamhorst som skribent var kendt og agtet i det dansk­ norske officerskorps, længe inden han nåede til tops i den preussiske hærs generalstab.

Efter slagene ved Jena og Auerstädt i oktober 1806, hvor Blücher førte rytteriet, overgav den preussiske hær sig i november, og Blücher måtte også med sine styrker kapitulere (på grund af ammunitionsmangel) efter at have slået sig igennem til Lübeck. Indtagelsen af Lübeck havde været lige så overrumplende for Blücher selv. Han omringedes i sit Kvarter i byen, kroen “Den goldne Engel" i nærheden af rådhuspladsen, hvor hele hans generalstab med generalkvartermesterløjtnant, den senere berømte Scharnhorst i Spidsen, blev taget til fange, og han selv med nogle få mænd med nød og næppe undkom til Bad Schwartau. Scharnhorst blev straks udvekslet af Blücher, som ikke kunne undvære sin stabschef ved kapitulationens udfærdigelse. Han blev derfor undtaget kapitulationens bestemmelser om de preussiske officerer, der måtte vandre i fransk krigsfangenskab. Den 14. november 1806 rejste Schamhorst fra Lübeck til Hamborg sammen med fem andre preussiske officerer. Da de skulle passere det sydlige Holsten, derjo var dansk område, var de alle forsynet med danske pas, og de måtte passere en dansk grænsepost. Vagtkom­ mandøren, den kun 20-årige danske fændrik ved Holstenske Jægerkorps Hans Christian Rømeling (1786-1856, senere oberst i Generalstaben) skrev om passagen i sin rapport (på tysk!) til korpset:

“... Bis zum Ilten Vormittagsfiel weiter nichts vor; um diese Zeit passirte aber der preussische Hr. Oberst von Scharnhorst mit noch 5 anderen Officieren; er reiste nach Hamburg und war mit dänischen Pässen versehen. Ich gab mir alle Mühe, diesen Manne, der als militärischer Autor bei jeden Ojficier sich so viel Verdienst erworben hat, meine Hochachtung zu bezeugen.

Römeling Fähnrich."

Bedre, mere fyldestgørende og på et mere historisk velboniteret grundlag kan general Scharnhorsts betydning som militær skribent for den dansk-norske hær og dens officerer næppe udtrykkes.

Bibliografi

Udover de i fremstillingen nævnte fremstillinger/tidsskrifter etc. er nedennævnte værker benyttet. De findes alle i KGB. Desuden er der gennemført en række forskninger i Forsvarets Arkiver og det Kongelige Garnisonsbibliotek.

Bruun, Daniel: “Krig gennem Aartusinder”, bd. Il-V (Kbh. 1909-11), “Calen- der over samdige ved den Kongelige Danske og Norske Armee ansatte Offici- erer og øvrige Betiente, saavel som over Borgervæbninger ogfrivillige Corps ” (Kbh. 1809-39).

Bülow, E.von: “Der Feldzug von 1805 militärisch-politisch betrachtet” (Berlin 1805).

Eriksen, Egon og Ole L. Frantzen: “Dansk Artilleri i Napoleonstiden. Forudsæt­ ninger og udvikling 1760-1814” (Kbn. 1988).

“Excerceer-Reglementfor Det Kongelige danske Infanterie 1846” (Kbh 1846). Hedegaard, E.O.A.: “Generalstabens Guidekorps. Et Bidrag til Generalstabens og Underofficerskorpsets Historie” (Helsingør 1958).
Hedegaard, E.O.A.: "Krigen på Sjælland 1807” (Helsingør 1970).

Hedegaard E.O.A.: Frederik VI og De røde Fjer. Studier i Danmarks militære og politiske historie under Napoleonskrigene", bd I-II (Kbh. 1975).
Howard, Michael: “Krigene i Europas historie”(Kbh. 1977).
Jensen, N.P.: “Infanteritaktikkens Udvikling fra Frederik II til Nutiden” (Kbh.

1882).
Johansen,Jens:“Frederikden VI’sHær”,udg.afGeneralstabcn'(Kbh.1948). Höhn, Reinhard: “Scharnhorsts Vermächtnis” (Bad Harzburg 1972). Meddelelserfra Krigsarkiverne, bd. I-IX, udg. af Generalstaben (Kbh. 1883-

1902).
M iller, Franz von: “Reine Taktik der Infanterie, Cavallerie und Artillerie, in zwei Teilen verfasst. M it Kupfern”, bd. I-II (Stuttgart 1788).
Paret, Peter: “Yorck and the Era ofPreussian Military Reform" (Princeton University 1966).
Quimby, Robert S.: The Background ofNapoleonic Warfare ” (Columbia University 1957).

“Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve den danske Krigsmagt til Lands angaaende, samlede afP. Rosenstand Goiske, J.C. Hedegaard og H. Kierulf’, bd. III-XVIII (Kbh. 1773-1840).
Richter V.: “Den danske Militæretat 1801-94”, bd. I-II (Kbh. 1897).

Rink, Martin: “Treffen statt Knallen! Die Entwicklung der Schützenkonzeption der preussischen Armee 1792-1813”, tr. i “Militärgeschichte”, Heft 2 (Beding, Bonn, Hamburg).
Rockstroh, K.C.: “Udviklingen afden nationale Hær i Danmark i det 17. og 18. Aarhundrede ”, bd. I-III (Kbh. 1909-26).

Ræder, J.: “Den danske Armees Organisation og sammes Vedkommende” (Kbh. 1837).
Theodor, Philip von Pfau: “Geschickte des Preussischen Feldzuges in der Provinz Holland im Jahr 1787” (Beding 1790).

Ræder, J.: “Bemærkninger og Anskuelser over Armee-Organisation i Almindelig­ hed især med Hensyn til den danske Armees Organisation” (Kbh. “ 1838).

“Samling afParolbefalinger 1801-10, udg. afHerman Kierulf” (Kbh. 1812) Vaupell, Otto: “Den danske Hærs Historie til Nutiden“ etc., bd. I (Kbh. 1876). Venturini, G.: “Neue derjetzigen Taktik angemessene Ausführung der Regel: Die angreifende Infanterie muss den Choc anwenden, um die Sieg im entscheidendsten Augenblick zu bewürken” (Leipzig 1801).

Venturini, G.: “Kritische Betrachtungen des letzten und wichtigsten Feldzugs in ackzehnten Jahrhundert und der dem Oesterreichischen Staate angemessensten Kriegsführung gegen Westen und Südwest” (Braunschweig 1802).
Venturini, G.: “Mathematisches System der reinen Taktik” (Braunschweig 1802). Venturini, G.: “Kritische Uebersicht des letzten und merkwürdigsten Feldzuges im 18. Jahrhundert” (Leipzig 1802).

Venturini, G.: “Beurtheilung des Operationsplans der preussischen Armee im Jahr 1806” (Duedlinburg 1809).