Log ind

Fyenske Regiment lette Dragoner under Felttoget 1813 - En Studie

#

I Aaret 1813, da Danmark skulde stille et Auxiliærkorps til Støtte for Marchal Davout under dennes Operationer i Nordtyskland, havde blandt andet ogsaa Fyenske Regiment lette Dragoner faaet Ordre til at indgaa i Korpset. Da Regimentet modtog Ordren, laa det paa Sjælland, og paa Grund af Englændernes Blokade havde det meget vanskeligt ved at komme over Store Bælt. Det maatte sættes over Eskadron for Eskadron, og da Auxiliærkorpsets Hovedstyrke begyndte sin Fremrykning den 19’ August, var Regimentet derfor endnu saa spredt, at det ikke kunde deltage i de første Operationer. 1’ Eskadron stod da i Slesvig, 2’ var naaet til Haderslev, 3’ til Kolding og 4’ Eskadron var netop naaet over Store Bælt.* Allerede under denne Fremmarch viste det sig, at Forholdene ved Regimentet var alt andet end gode, og saa snart det kom til at tage aktiv Del i Krigsbegivenhederne, blev det klart for alle, at Regimentet paa en uheldig Maade skilte sig ud fra de øvrige danske Kavalleriregimenter. Den første lidt større Affære, som Dele af Fyenske Dragoner kom til at deltage i, var Fourageringen ved Kogel den 4’ September, efter at Marchal Davout havde trukket sig tilbage fra Schwerin til Stillingen ved Ratzeburg. Kogel laa lidt foran denne Stilling, hvorfor der til Dækning for Fourageringskommandoet var befalet en Styrke paa 1 Eskadron Fyenske og 2 Musketerkompagnier, alt under Kommando af Eskadronchefen, der var Major. Det løb saa uheldigt af som vel muligt. Ikke alene savnede Majoren ethvert taktisk Begreb og forstod ikke at operere med en kombineret Styrke; men det værste var, at da der viste sig et Par Hundrede Kosakker foran Kogel, lod han Fourageringsmandskabet i Stikken og trak sig tilbage til en anden Landsby nærmere Ratzeburgstillingen, hvorved Kosakkerne erobrede 20 belæssede Vogne og tog 3 Fanger. Den Øferstkommanderende for det danske Auxiliærkorps, Prins Frederik af Hessen, var dog ikke sen til at gribe ind. I Spidsen for friske Tropper rykkede han frem til Støtte for Majoren, og efter at denne var yderligere forstærket med endnu en Eskadron af Fyenske Dragoner, gav Prinsen ham direkte Ordre til at attakere. Kogel blev med Lethed tilbageerobret, og man tog nu paa sin Side nogle af Fjendens Vogne som en Slags Erstatning for de mistede. Det par jo en højst uheldig Affære for ikke at sige Skandale. Majoren slap ganske vist med 24 Timers Arrest i Bivuaken, fordi han for tidligt havde forladt sin Post i Kogel; det, der reddede ham i denne Omgang, var, at han under den sidste Del af Affæren havde vist personlig Tapperhed. Men det var kun Galgenfrist, og da han kom med sin Beretning om Kampen, var han færdig. Det har ogsaa været et højst originalt Dokument. Kaptajn Scholten citerer i et Brev et Par Brudstykker efter Hukommelsen. Det ene lød saaledes: „Deres højfyrstelige Durchlauchtighed ville naadigst undskylde, at jeg ikke egentlig handlede efter nogen Plan; men da disse vilde Mennesker (o: Kosakkerne) handlede aldeles uden Plan, var det mig umuligt at gøre nogen Kontraplan; som overhovedet dette er altfor ryggesløse Mennesker, til at det er værdt at have noget med dem at bestille“. Det kan næppe undre, at da denne Beretning blev forelagt, var ogsaa Majorens militære Løbebane snart afsluttet.

Saa skete der ikke noget før den 18’ September, da Marchal Davout havde befalet en større Fremrykning mod Zarrentin, hvori ogsaa 3 Eskadroner Fyenske Dragoner deltog (Regimentet var paa 4 Eskadroner ialt). Om Zarrentin opstod en kort Skydefægtning, der endte med, at de dansk-franske Tropper kastede Fjenden ud af Byen med Bajonetten. Den store Slette paa den anden Side af Byen egnede sig ikke til Optagestilling, hvorfor Fjenden maatte bekvemme sig til et almindeligt Tilbagetog, som han lod dække af 3 hanseatiske Eskadroner til Øst for Schallfloden. 1’ og 2’ Eskadron Fyenske Dragoner blev sendt frem til Forfølgning gennem Zarrentin og ad den defiléagtige Vej paa den anden Side af Byen. Tæt Syd for Zarrentin stødte 1’ Eskadron under Regimentets Oberstløjtnant paa en fjendtlig Eskadron, der dannede Bagdækning, og Oberstløjtnanten attakerede straks. Naar der her er benyttet Udtrykket „stødte paa“, er det vist ikke ganske korrekt, for Sekondløjtnant Wind, der selv deltog i Attaken, skriver i sine Erindringer fra P'elttoget, at den begyndte i en Afstand af 2000 Skridt fra Fjenden, saa Hestene var temmelig matte, da man naaede ind paa Livet af ham, og om Oberstløjtnanten siger han, at „han vidste ej, hvad han skulde gøre“. I hvert Fald er det det almindelige Indtryk, at Attaken førtes uden synderligt Sammenhold, hvad der unægtelig ikke er sært, naar man skulde attakere over en Strækning af 2000 Skridt, men til Trods herfor „lykkedes det dog at kaste den fjendtlige Eskadron ind paa Hovedstyrken“, som det danske Generalstabsværk om Felttoget siger. Nu gik Fjenden imidlertid over til Modangreb, og 1’ Fyenske maatte tiltræde et ilsomt Tilbagetog, til den kunde blive understøttet af de bagved værende danske Kavalleristyrker, 2’ Fyenske og Husarer, og saa gik det fremad igen lige til Schallfloden. Heller ikke denne Affære blev til synderlig Berømmelse for Fyenske Dragoner. Den indledende Attake blev slet sat an og som Følge deraf daarligt gennemført, skønt Hanseaterne ikke hørte til Fjendens mest fremragende Tropper. Som Kuriosum kan nævnes, at Regimentskommandøren forlod Valpladsen i Begyndelsen af Kampen „paa Grund af Hovedpine“, og det var ham sidenhen fuldstændig ubegribeligt, at en ganske almindelig Hovedpine kunde vække saa voldsom Opsigt, som den gjorde.

Fra nu af kom Fyenske Dragoner ikke mere ud i nogen større Affære under sin gamle Officersbesætning; men i Slutningen af September skete det meget alvorlige, at der nær var blevet Mytteri i Regimentets 1’ Eskadron. Det kom sig over en Dragon, som trods givet Forbud havde fyret sin Pistol af i Bivuaken. Da man vilde tage Synderen ved Vingebenet, stimlede hele Eskadronen sammen mod Oberstløjtnanten, der var Eskadronens Chef, og en af Dragonerne traadte frem og forlangte den arresterede fri og truede med, at ellers vilde de alle sammen arresteres, og da Oberstløjtnanten befalede ham at tie, skreg hele Eskadronen op. Den paagældende blev nu arresteret og ved en Standret dømt fra Livet. Prinsen benaadede ham dog og idømte ham 2 Dages Spidsrodsstraf og Bortførelse i Slaveriet. Men da Spidsrodsstraffen skulde eksekveres, maatte man lade et af Fodregimenterne tage Opstilling bag Eskadronen med Skarpt i Geværerne, for at være sikker paa, at Manden fik, hvad der tilkom ham. Men med denne Affære var det ogsaa slut med de uheldige Begivenheder ved Fyenske Dragoner. I Begyndelsen af Oktober skred Prinsen af Hessen nemlig til en radikal Udrensning blandt de ældre Officerer ved Regimentet og viste dermed, at han ikke i Længden vilde finde sig i uduelig Føring og slap Disciplin. Regimentskommandøren og Oberstløjtnanten fik Lov til at blive; men de fleste andre ældre Officerer blev fjernede, og i Stedet ansattes følgende: Major IIøegh-Guldberg, der netop faa Dage forinden fortrinligt havde udmærket sig som Rytterfører i Jydske Regiment lette Dragoners smukke Kamp ved Rosengarten, blev Premiermajor. Som Eskadronchefer ansattes Ritmestrene Grev Moltke af Livregiment Ryttere, P. Bardenfleth, der hidtil havde været Adjutant hos Prinsen af Ilessen og endelig H. Sønnicksen af Livregiment lette Dragoner, der under den forløbne Del af Felttoget havde gjort fortræffelig Tjeneste ved Husarerne. Desuden blev Løjtnant Wiggers af Jydske Dragoner forsat til Fyenske. Ogsaa han havde udmærket sig ved Rosengarten ved ene Mand at tage 3 Kosakker til Fange. Som Kaptajn Scholten skriver: „Næsten synes denne Hændelse utrolig, men General Vichery og alle Øjenvidner fortæller den aldeles saaledes, og altsaa tør jeg aldeles indestaa for Sandheden af den“. Med denne Officersbesætning gik Fyenske Regiment lette Dragoner en ny Tid imøde, og da Felttoget var endt, havde Regimentet ganske udslettet de uheldige Indtryk fra Begyndelsen og, som vi skal se, sat sig grundigt i Respekt hos Fjenden. Det begyndte straks faa Dage efter, den 18’ Oktober. Davout havde til denne Dag planlagt en Recognoscering mod Vallutin og Zarrentin, hvori baade Husarer, Jydske og Fyenske skulde deltage. De kom dog ikke i Kamp undtagen 1/2 Eskadron Fyenske under Ritmester Sønnicksen, der var underlagt den franske General Romme. Denne befandt sig under Fremrykningen helt fremme blandt sine forreste Sikringsdele, der bestod af Sønnicksens Kommando og 1 /2 Eskadron ridende Jægere. Disse dannede Blænkerkæde, men da Generalen ikke gav dem Tid til at undersøge Terrainet ordentligt, blev han i Højde med Kogel pludselig overfaldet i Flanke og Ryg af 2 fjendtlige Batailloner og 1 Eskadron. Ritmester Sønnicksen førte uden Tøven „med sædvanlig Bravour“ sin Halveskadron frem til Attake, hvorved det lykkedes Generalen at slippe væk, men 2 af hans Officerer i Staben faldt og 7 Jægere og en Del Heste blev fanget. Af Fyenske blev Sekondløjtnant Levetzau og 2 Dragoner fangne, Ritmester Sønnicksen fik Casquen slaaet af Hovedet af Sabelhug og Premierløjtnant Preusser fik et Hug over Haanden. Fjenden mistede 1 Officer, 1 Rytter og 10 Heste, og under en senere Forfølgning med Fyenske Regiment toges yderligere 2 Fanger.

Der er ingen Tvivl om, at den Situation, som her var opstaaet, var den uheldigst mulige; men Ritmester Sønnicksen havde allerede Krigserfaring og gjorde det eneste, der kunde gøres, og Fyenske Dragoner fik nu for første Gang Lejlighed til at vise, at naar blot de blev ordentlig ført, kunde ogsaa de levere en smuk Rytterkamp. Den 8’ November havde Ritmester Sønnicksen en ny lille Affære ved Gr. Zecher i Nærheden af Zarrentin. Den var ret betydningsløs, men ganske ejendommelig paa Grund af den anvendte Taktik. Ritmesteren skulde med 80 Dragoner holde et bestemt Terrain, indtil han kunde blive understøttet af andre Tropper. Fjenden bestod af afsiddet Rytteri og Tyrolerjægere; men Ritmesteren lod sine Folk besvare Fjendens Ild ved Karabinskydning fra Sadlen, hvorved det ogsaa lykkedes ham at holde Stillingen, til Hjælpen kom. For en Nutidsbetragtning virker denne Taktik jo ret ejendommelig, og det var da vist ogsaa sidste Gang i den danske Krigshistorie, at den blev anvendt af en samlet Troppestyrke. Omkring Midten af November fik man paalidelige Efterretninger om Napoleons store Nederlag ved Leipzig den 17—18 Oktober, og Davout trak sig nu en lille halv Snes Kilometer tilbage til Stecknitzlinien. Her blev han staaende til Maanedens Udgang, uden at der forefaldt noget af Betydning, og den 1’ December gik han yderligere tilbage mod Hamburg med de franske Styrker og Jydske Dragoner, medens Resten af Auxiliærkorpset trak sig mod Nord for at dække Danmarks Sydgrænse. Under denne Retraite forefaldt den 4’ December Fægtningen ved Gr. Boden. For om muligt at bevare Forbindelsen med Davont havde man sendt et Par Recognosceringskommandoer ud. Det ene af disse stødte i Omegnen af Gr. Boden paa ret overlegne fjendtlige Styrker, som dog stod meget spredt. Det danske Fodfolk besatte Byens Sydøstkant med 5 Kompagnier, medens 5 andre Kompagnier og 60 Fyenske Dragoner under Major Høegh-Guldberg dannede Reserve. Kl. 3 om Eftermiddagen angreb Fjenden med 1 Bataillon, og senere satte han endnu en Bataillon ind; men da var Taagen saa tæt, at man ikke kunde se 15 Skridt foran sig. Saa snart Fjenden viste sig, blev han modtaget af en „Generalsalve“, efterfulgt af et energisk Bajonetangreb. Fjenden veg, men Kl. 4 1 / 2 brød Major Høegh-Guldberg frem med sine Dragoner, forstærket med nogle Husarer, og nu udartede Fjendens Tilbagegang til vild Flugt, hans ene Bataillon blev fuldstændig sprængt, og Angrebet standsede ikke, før det viste sig, at Fjenden var ganske demoraliseret. Fyenske Dragoner tog 3 Officerer og 20 menige Infanterister til Fange og mistede selv kun 2 Mand, hvoraf den ene faldt. Det var, som Prinsen af Hessen sagde, „en overordentlig brillant Affære“, som begge Vaaben havde Æ re af, og Fyenske Dragoners Indsats erkendes ogsaa fra Fjendens Side. Generalløjtnant B. von Quistorp skriver herom i sin „Geschichte der Nord-Armée im Jahre 1815“ følgende: „Diesen Augenblick (5: Bajonetangrebet) ergriffen die wenige fünenschen Dragoner zum Anreiten auf dem Knickwege durch ihre Infanterie hindurch und versetzten die Kolonne des Bataillons Anhalt in völlig Auflösung, drangen auch zur Rechten des Weges in eine Koppel ein, schnitten einen Theil der Schützen von Bremen-Verden ab und machten Gefangene“. Det var en meget vellykket Attake, og den blev sat an netop i det psykologiske Øjeblik, da man kunde vente med ringe Tab at opnaa store Resultater, nemlig da Fjendens Angreb var brudt, og han var i Færd med at tiltræde Tilbagetoget. Det var Rytteriets Opgave at fuldende Sejren ved at forvandle et ordnet Tilbagetog til panisk Flugt og derved gøre det umuligt for de paagældende Tropper igen at gribe ind; denne Opgave blev fortrinligt løst trods Fyenske Dragoners ringe Antal, og man tager næppe Fejl i, at det var den meget dygtige Major Høegh-Guldberg, hvem Æren herfor i første Række tilkommer; for det var utvivlsomt ham, der valgte Øjeblikket til Attake. Resultatet viste, at Valget var rigtigt. I de nærmest følgende Dage trak Auxilierkorpset sig yderligere mod Nord og bestod den 7’ December Kampen ved Bornhøved; men her kom Fyenske Dragoner ikke til at deltage. Først i Slaget ved Sehested den 10’ December kom Regimentet igen til at gøre en Indsats, den sidste. Situationen var den, at Auxiliærkorpset marcherede langs den nordlige Side af Ej deren for at naa Rendsborg, mens Fjendens Marchvej var valgt saaledes, at han under en Fremrykning fra Syd maatte krydse Auxiliærkorpsets Fremrykning ved Sehested. Faktisk havde han ogsaa faaet sin Avantgarde over Ejderen ved Kluvensick, Syd for Sehested. Den var herfra marcheret videre mod Nord for at søge Auxilierkorpset i Retning af Eckernførde, og dens sidste Tropper var næppe forsvundne fra Terrainet om Sehested, før Auxiliærkorpset i Retreste Sikringsdele kom til Syne paa March mod Rendsborg. Imidlertid var de forreste Led af Fjendens Hovedstyrke ligeledes kommen over Ejderen og var rykket et Stykke ud over Sehested; men denne By gjaldt det for Prinsen af Hessen om for enhver Pris at bemægtige sig, thi Vejen til Rendsborg gik i Byens Nordkant, og uden at være Herre over denne Vej, kunde han ikke føre sit Train med sig. Han gav derfor Ordre til at angribe de Tropper, der allerede var kommet over, og efter en forbitret Kamp blev de trængt helt ud af Byen, hvis Sydkant straks blev besat af danske Tropper. Kunde de nu holde den tilstrækkeligt længe, vilde Trainet kunne komme forbi, og intet vilde da kunne hindre Prinsen af Hessen i at naa Rendsborg med Korpset.

Situationen var nu den, at selve Sydkanten af Byen var besat af 3 Kompagnier, hvoraf det ene endda var ret medtaget af den forudgaaede Kamp, og imod denne lille Styrke sendte Fjenden nu en frisk Bataillon frem nede fra Broen ved Kluvensick. De høje Hegn og Gærder dækkede den godt mod Beskydning under Fremrykningen, saa den var forholdsvis intakt, da den naaede frem. De danske Tropper maatte vige for Overmagten og søge Dækning i de nærmeste Grøfter, og de fjendtlige Infanterister kastede sig jublende over en Haubitz, som man havde maattet lade staa. General Schulenburg, der paa dansk Side førte Kommandoen paa Stedet, erkendte straks den kritiske Situation og gav Fyenske Dragoner Ordre til at attakere, og deraf resulterede Fyenske Regiment lette Dragoners berømte Attake ved Sehested. Regimentet holdt ved Kirken i Sehested under Major Høegh-Guldberg. En af Eskadronerne var afgivet, saa at Styrken nominelt var paa 3 Eskadroner; men i Virkeligheden talte Regimentet paa det Tidspunkt kun ca. 150 Sabler, altsaa omtrent hvad vi nu regner for en krigsstærk Eskadron.

Da Majoren fik Ordren, spændte han Hageremmen paa Casquen fastere, iførte sig et Par Stridshandsker, der naaede næsten til Albuerne, trak Sablen og raabte med en Stemme, der kunde høres af alle: „Naar jeg rider frem, følg mig! Hvis jeg vender om, saa skyd mig!“ Derpaa kommanderede han fremad, og med 3’ Eskadron i Teten galloperede Regimentet gennem Sehested mod Syd. Da den fjendtlige Bataillon saa de fyenske Dragoner komme ud af Byen i fuldt Sving, blev den fuldstændig lammet, og Chefen, der selv red i Spidsen, tabte aldeles Hovedet og vidste ikke, hvad han skulde gøre. De to forreste Kompagnier søgte ud i Koblerne til begge Sider af Vejen; men de bagerste, der overhovedet ikke havde set Dragonerne, blev redet over Ende, inden de fik løsnet et Skud. Bardenfleths Eskadron og en Del af Moltkes fortsatte Attaken ned ad Vejen gennem den fuldstændig sprængte Bataillon, og det var denne Styrke, der afskar den Mængde Fanger, der blev gjort ved denne Lejlighed. Den øvrige Del af Moltkes Eskadron bøjede til venstre, mens Høegh-Guldberg opmarcherede til højre for Vejen. Som Katte kravlede Hestene over de stejle Hegn, satte over Grøfterne, splittede den fjendtlige Linie, der havde søgt Dækning bag Gærderne og fortsatte den vilde Fart næsten ned til Ejderbroen. Ritmester Moltke og Løjtnanterne Wind og Top med nogle faa Dragoner erobrede to Kanoner og fik dem bragt tilbage; Chefen for de grønne Husarer, Oberstløjtnant v. d. Goltz, blev fanget, og om det saa var den fjendtlige Overgeneral, General Wallmoden, var han lige ved at blive taget. Omsider ebbede dog Kræfterne ud, og Dragonerne maatte vende om og søge tilbage til deres tidligere Standplads, beskudt i Front og Flanke af det fjendtlige Fodfolk. Virkningen af dette glimrende Angreb var i Forhold til Regimentets Styrke overraskende stor. Ikke alene gik det ud over den Bataillon, der havde været direkte udsat; men to andre Batailloner, der havde deltaget i de indledende Kampe og nu var under Tilbagegang, blev revet med paa den hovedkuls Flugt ned mod Ejderbroen, og foruden de ovenfor nævnte Erobringer blev der gjort 5—600 Fanger. Ogsaa paa anden Maade virkede Angrebet ved at sprede Forvirring i Fjendens Rækker; overalt herskede Uro og Forvirring; Adjutanter sprængte omkring med forvildede Miner, og der blev givet Ordrer og Kontraordrer.

Senere deltog Regimentet i en ny Attake som en Slags Reserve for 6’ Husareskådron; men Hestene var blevet temmelig udpumpede under den første og havde ikke helt genvundet Kræfterne, saa den sidste Attake blev ført med mindre Fart end den første. Husarerne derimod, som ikke før havde været i Ilden ved denne Lejlighed, udførte et glimrende Angreb. I Sammeligning med den Ravage, som Fyenske Dragoner forvoldte, maa Regimentets Tab siges at være ringe. For begge Angreb tilsammen beløb det sig til 8 faldne, 17 saarede, deraf 1 Officer, og 1 savnet. For at give et Indtryk af den Aand, der nu herskede i Regimentet, skal der her til Slut fremhæves to af de menige Dragoner, der særligt udmærkede sig. Der var først Dragon Søren Nielsen Drigstrup af 1’ Eskadron. Han var Ordonnans hos Major Høegh-Guldberg og førte en halv Snes Kammerater ind i Flanken paa Fjenden, huggede 2 ned og gjorde 2 Fanger. Den anden var Dragon Nr. 106 Jacob Sørensen af 3’ Eskadron, der efterhaanden fik tre Heste skudt under sig, nemlig først Regimentshesten og siden to fjendtlige, som han bemægtigede sig for at fortsætte Angrebet mod Fjenden. Som vi ved, lykkedes det Prinsen af Hessen at holde Fjenden Stangen og naa til Rendsborg i god Behold med sine Tropper.

Skønt det ikke er Meningen at komme ind paa en nærmere Omtale af den anvendte Taktik, skal der dog anføres endnu et Citat af v. Quistorps Bog, saa meget mere som det viser sig at have direkte Adresse til Fyenske Dragoner. Det lyder saaledes: „Die Erfolge, welche eine verwegene Reiterei selbst unter ungünstigen Vorbedingungen, durch Ueberraschung zu erreichen vermag, sind kaum jemals heller ins Licht getreten als in diesen Gefecht (o: Sehested). Die verlustreichen Angriffe auf Knickwegen in schmaler Fronte sind typisch geblieben bei der dänischen Kavallerie; andererseits hört man noch heute im hannoverschen Volksmunde als „fünschen Kerl“ eine Persönlichkeit bezeichnen, von der man unternehmender Thatkraft gewärtig ist.“ Bogen udkom i Berlin 1894. Derudover vil vi lige ofre Affæren ved Gr. Zecher et Par Ord paa Grund af den der benyttede særlige Taktik: Skydning fra Sadlen. Endnu paa den Tid var det Genstand for ret flittig Indøvelse, og i Reglementet fra 1791 er nøje beskrevet, hvorledes man skulde bære sig ad. Man skød geledvis med Karabinmundingen rettet fremad mellem Hestens Øren, men uden at røre dens Hoved. Tøjlerne holdtes samlet mellem venstre Haands Ring- og Lillefinger, og de skulde være saa lange, at man uden at rykke Hesten i Munden ogsaa kunde bruge venstre Haand til Hjælp ved Karabinens Betjening under Ladning og Skydning. Naar det første Geled havde skudt, red det om bagved for at lade igen. Som et Eksempel paa Tidens nøjagtige Eksercits skal anføres en Bemærkning i § 144. Den lyder saaledes: „Kun det forreste Geled fyrer, og for ei at gøre Escadrons-Commandeuren Skade, skyde de 4re mitterste Mænd ikke med, men beholder Geværet paa Knæet.“ Man forestille sig, hvad der vilde ske, hvis „Escadrons-Commandeuren“ ikke holdt nøjagtigt ud for de fire Mænd, der ikke skulde skyde med! I 1806 var man dog gaaet bort fra at bruge samlet Skydning til Hest i Felten; men den blev bibeholdt som Fredsøvelse for at træne saavel Mandskab som Heste. Man maa derfor næppe forestille sig Ritmester Sønnichsens Dragoner holdende paa Linie ; de har nok snarere dannet en Slags Skyttekæde, som i nogen Grad har været i Stand til at udnytte de Fordele, Terrainet bød. Nu om Stunder har denne Øvelse kun Kuriositetens Interesse, og den er ogsaa kun trukket frem her for at fuldstændiggøre Billedet af de Fordringer, man i ældre Tid stillede til den menige Kavallerist og hans Hest. For den kræver jo en Masse Træning, ikke mindst af Hesten, for at man skal have noget Udbytte af den under Feltforhold. Jfr. vore egne Pistolskydninger til Hest. Det, som ellers er Hovedhensigten med nærværende Fremstilling, er imidlertid at paavise, af hvor stor Betydning det er at sætte de rigtige Folk i Spidsen for selvstændigt opererende Afdelinger, og i den Henseende er Fyenske Dragoners Deltagelse i Felttoget særdeles oplysende. At Forholdene ved Regimentet ikke var gode ved Felttogets Begyndelse, faar man en tydelig Fornemmelse af ved at læse Sekondløjtnant Winds Erindringer fra den Tid. Han levner ikke een af de ældre Officerer Æ re for fire Skilling, og vi har jo ogsaa set, at flere af dem optraadte paa en temmelig mærkværdig Maade. Der var vistnok intet i Vejen med deres personlige Tapperhed; selv Regimentskommandørens herostratiske Hovedpine ved Zarren tin kunde jo være ægte. Men for en Officer, og navnlig for en selvstændigt opererende, er Tapperhed alene ikke nok. Han maa for det første have Initiativ. Det er ikke saa stor en Fejl, at det, der bliver gjort, ikke er fuldstændig rigtigt, som det er overhovedet ikke at gøre noget. Det maa ikke gaa, som det gik Majoren ved Kogel, at han ikke kunde lægge nogen Plan, fordi Fjenden optraadte planløst. Selv om man intet ved om Fjendens Plan, kan man altid lægge en Plan ud fra den Opgave, man selv har at løse, og for Majorens Vedkommende var det meget simpelt. Han skulde sikre Fourageringskommandoet; altsaa skulde han recognoscere Stillinger med forskellige Eventualiteter for Øje og klargøre sig, hvorledes han bedst skulde placere sine Tropper, saa han straks kunde træde i Virksomhed, naar Fjenden viste sig. Han har øjensynlig intet gjort og tabte derfor Hovedet, da det blev Alvor. Og „som overhovedet dette er alt for ryggesløse Mennesker, til at det er værdt at have noget med dem at bestille“, trak han sig fornemt tilbage og lod Fourageringskommandoet om at klare Æ rterne alene.' Dernæst maa han have taktisk Blik, saa han kan bestemme, hvor og hvomaar han skal sætte sine Styrker ind, paabegynde et Angreb eller tiltræde et Tilbagetog. Ganske vist truede Frederik den Store som bekendt den Rytterofficer, der lod sig attakere paa Stedet, med infam Kassation; men derfra og til at begynde en Attake paa 2000 Skridt, som Oberstløjtnanten gjorde ved Zarrentin, er der dog et langt Spring — næsten 1500 Skridt! Det kan derfor heller ikke undre, at det, skønt Styrkeforholdene i den indledende Attake var omtrent lige, kun med Nød og næppe lykkedes at kaste den fjendtlige Eskadron. Det var heller ikke nødvendigt at angribe straks, naar Afstanden til Fjenden var saa stor; det havde været langt klogere, og ogsaa let gennemførligt, at vente til de efterfølgende Eskadroner var kommet igennem Defiléet. Selv om saa ogsaa Oberstløjtnanten vilde attakere alene med den forreste Eskadron, vilde der da være en Optagestyrke klar til at støtte ham, hvis det skulde gaa galt. Nu gik det galt, og det tilmed paa et saa tidligt Tidspunkt, at den næste Eskadron daarlig nok var kommet klar af Defiléet, og det var ikke Oberstløjtnantens Skyld, at det hele endte saa forholdsvis godt, som det gjorde. Endelig maa den Øverstkommanderende være den stærke og overlegne Personlighed, saa han ikke alene er i Stand til at holde Disciplin i sin Afdeling, selv under de vanskeligste Forhold, men ogsaa indgyder sine Folk den Tillid, der gør, at de følger ham gennem tykt og tyndt, „lige lukt ned i Helvede og et godt Stykke ud paa den anden Side“ for at bruge en Vending af en amerikansk Forfatter. Men ogsaa i den Retning var Regimentets Officerskorps meget stedmoderligt forsynet. Folkene overtraadte givne Forbud — om med Forsæt eller tilfældigt er ikke kanske klart — ; man da man vilde straffe Synderen, bliver der næsten Oprør, og det er i hvert Fald ingen Tilfældighed, det er kun en Følge af hele Aanden i Regimentet. Herom skriver Stabschefen ved Auxiliærkorpset, Major Bardenfleth (en Broder til Ritmesteren) : „Folkene er ulydige, ellers vil jeg nok tro, at de kunne være lige saa tapre som de andre, men de følge ikke deres Officerer, føres ikke, og vil selv alle kommandere“, og et andet Sted: Nu er Regimentet roligt, men Folkene er alt for kosmopolitisk opdraget for at være af de bedste. Det er Følgen af den Svaghed og Mangel paa Straf, som Pædagogerne hjemme skriger saa meget ud.“ — Det er fristende at drage visse Sammenligninger; men vi skal afstaa derfra.

Det er et trist Billede, Fyenske Dragonregiment frembyder i de første halvanden Maaned af Felttoget, og man maa nærmest undres over, at Prinsen af Hessen lod det gaa saa længe. Officererne fik i hvert Fald deres Chance for at rette paa Forholdene; men de undlod at benytte den. Hvis han derfor ikke vilde have Regimentet helt ødelagt, maatte han nødvendigvis gribe ind. Man maa uforbeholdent tilstaa, at Prinsen her havde en ualmindelig heldig Haand, og at det lykkedes ham med forholdsvis faa Forsættelser at gøre Regimentet næsten helt ukendeligt, saa at det to Maaneder senere var i Stand til at udføre en Rytterdaad, der gjorde dets Navn til et beundrende Mundheld i Fjendeland. Da nu Mandskabet stort set var det samme under hele Felttoget, følger deraf, at Forandringen i Regimentets Holdning først og fremmest skyldes de Mænd, der nu blev sat i Spidsen for det. Den betydeligste af disse var naturligvis Major Christian Høegh-Guldberg. Han var født 1/8 1777 som Søn af den bekendte Statsminister og havde under hele sin Tjenestetid staaet ved det Regiment, der paa nærværende Tidspunkt hed Jydske Regiment lette Dragoner, indtil han i Begyndelsen af Oktober 1813 blev forsat til Fyenske. Som alt bemærket havde han, faa Dage før han blev forsat, udmærket sig i Jydske Dragoners Fægtning ved Rosengarten den 12’ Oktober, og under Resten af Felttoget bevarede han sit Ry som en dygtig og dristig Rytterfører. I Virkeligheden var han vor mest fremragende Rytterofficerer paa den Tid, og den franske General Lallemand, der under hele Felttoget gjorde Tjeneste ved det danske Auxiliærkorps, kaldte ham en af Europas første Kavallerister. Han gjorde da ogsaa en smuk Karriere i Hæren og endte som Generalløjtnant. Den fra Aarhusfægtningen i 1849 saa bekendte Ritmester, senere Oberst, Barth tjente som Brigadeadjutant hos HøeghGuldberg fra 1842—48 og giver i sine Erindringer følgende Karakteristik af ham: „General Guldberg var en højst kolerisk Mand. Han kunde give en Lansener en vældig Dragt Prygl den ene Dag og den næste byde ham op til sit eget Bord at spise Frokost. Han var i allerhøjeste Grad mistroisk, og var bestandig overbevist om, at man talte ilde om ham. Et Arbejde skulde gaa fra Haanden som en Røg, og forlangte han meget af andre, saa skaanede han heller ikke sig selv. Han var en virkelig videnskabelig dannet Mand og havde en utrolig Hukommelse for, hvad han læste. Han besad en forbavsende Overtalelsesevne. — -— Hyppigt kom han til at fornærme Folk, men gjorde man ham frimodigt og ærligt opmærksom derpaa, var han altid villig til at erkende sin Uret.“

Naar man læser ovenstaaende, forstaar man, at denne Mand kunde overbevise den franske General Vichery om, hvorledes Situationen ved Rosengarten rettelig burde tages, og man forstaar, at han var som skabt til at bringe Fyenske Dragonregiment paa Fode igen. Han har sikkert været mere haardhændet, end man nu vil anse for berettiget; men dels laa det til Tiden, dels var det uomtvistelig nødvendigt. For der skal nu engang skarp Lud til skurvede Hoveder, og det er ingen let Sag at gøre et halvt ødelagt Regiment kampdygtigt igen midt under et Felttog; men saa meget desto større bliver hans Fortjeneste, at det lykkedes. Den Lære, som altsaa fremtræder saa overordentlig tydeligt af Fyenske Dragoners Deltagelse i Felttoget, er da den, at man vanskelig kan overvurdere Betydningen af det Valg, der skal træffes, naar man skal give en Afdeling en ny Chef. Hans taktiske Forstaaelse kan man i Fredstid saa nogenlunde danne sig et Begreb om ved Hjælp af Krigsspil og Øvelser; hans Personlighed derimod kan ikke maales paa den Maade. For at komme til Klarhed over den kræves der Menneskekundskab hos den, der skal ansætte ham. Alt det, som her er udviklet, er selvfølgelig noget, som alle ældre Officerer ved, og det er da heller ikke saa meget for deres Skyld, at det er skrevet. For de yngre derimod, hvis militære Erfaring først skal til at udvikles, turde det ikke være uden Interesse at se, hvorledes Krigshistorien kan bekræfte en Teori. Det her fremdragne Eksempel er vist det i den nyere danske Krigshistorie, der tydeligst viser Betydningen af Førerens Personlighed. Vilde man gaa til Udlandets Krigshistorie, kunde man naturligvis finde endnu bedre Eksempler. Klassisk er saaledes den franske „italienske Armé,, i 1796; men de her beskrevne Operationer er gode nok til at drage Lære af, især da det her ikke drejer sig om en hel Armé, men kun om en enkelt Afdeling i samme, hvilket viser, at Reglen har almen Gyldighed.

Th. Dyppel.

ANM. Maaske vil det interessere Læserne at erfare, at de to Kanoner, som Fyenske D ragoner erobrede paa saa smuk en Maade ved Sehested, nær var blevet solgt ved offentlig Auktion paa Generalkrigskommissariatets Foranledning. Det lyder utroligt, men er ikke desto m indre rig ­ tigt. Prinsen a f Hessen anede intet, før han saa Bekendtgørelsen om Auktionen, men saa satte han ogsaa Himmel og Jord i Bevægelse for at sætte en Stopper for denne Skandale. Det lykkedes, og Kanonerne kan den Dag i Dag beses paa Tøjhusmusæet.