Log ind

FRANSK FORSVARSPOLITIK MOD ÅR 2000: EUROPÆISK PRAGMATISME OG GLOBAL AMBITION

#

I denne artikel af oberst M. Christensen analyseres det franske forsvars udviklingsmuligheder frem til år 2000. Obersten er forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris; en stilling som blev oprettet i efteråret 1991.

GRUNDLÆGGENDE FORHOLD

Som alle andre vestlige lande, befinder Frankrig sig i en situation, hvor forsvaret skal revurderes i de kommende år. Imidlertid er indgangsvinkelen her i landet noget anderledes end det billede, der tegner sig, når man følger hensigtstilkendegivelser i mange andre lande. Der er i Frankrig ingen opfattelse af, at en stabil fred er indtruffen med Warszawapagtens nedlæggelse, og at man som følge heraf kan reducere forsvaret dramatisk. Visse uforanderlige, geografiske træk influerer på grundlæggende vis fransk, strategisk tænkning. Den relativt uhindrede adgang til landets nordlige og økonomisk mest betydningsfulde del fra det nordeuropæiske lavland har en dybtgående indflydelse på fransk forsvarsplanlægning. De tre tyske invasioner i 1870, 1914, og 1940 har betydet, at mulighederne for, hvem der kan bevæge sig i dette område og udgøre en trussel mod Frankrig, konstant må overvejes og søgt bragt under kontrol. Kysten mod Atlanterhavet er en anden, primær adgangsvej til fransk område.

Efter at den traditionelle, fransk-britiske antagonisme er ophørt med at eksistere på militært niveau, og efter at NATO og ikke mindst USA har vist deres evne til at sørge for Atlanterhavets frihed, opfattes dette som et strategisk, sikkert område. Man har derfor ingen interesse i, at denne situation ændres ved, at USA eller NATO afsvækker kontrollen med Atlanterhavet. Med den stigende bekymring for udviklingen i de islamiske stater omkring Middelhavet er disse i høj grad kommet i fokus. Voksende militær kapacitet og mobilitet i disse lande gør, at behovet for kontrol med Middelhavet vokser. Endelig har Frankrigs besiddelser over hele verden og forsvars- og bistandsaftalerne ikke mindst med lande i Afrika en betydelig indflydelse på organisationen af de franske, militære styrker. Det bør i den forbindelse erindres, at langt de fleste besiddelser ligger langt væk fra "La France Métropolitaine", primært på den sydlige halvkugle i henholdsvis Stillehavet og det Indiske Ocean. Disse militærgeografiske forudsætninger har betydet, at trusselsbilledet i den kolde krigs tid her i Frankrig har være væsentlig mere nuanceret, end det for eksempel har været i Danmark med vores nære naboskab til Warzawapagten og kontrollen over udsejlingen fra Baltikum. Som følge heraf ses udviklingen i Østeuropa heller ikke som en mulig motivering for dramatiske ændringer i fransk forsvarspolitik. Tværtimod er det regeringens holdning, at det er nationens første pligt at have et forsvar, som kan sikre dens borgere deres kulturelle og materielle værdier. Dette er ikke blot en vurdering, som der er bred enighed om blandt de politiske partier. Opfattelsen deles af den franske befolkning, som ikke har engageret sig i nogen offentlig debat med krav om betydelige reduktioner i forsvaret på et tidspunkt, hvor man står over for vedtagelsen af en ny forsvarsordning for perioden 1992-1997. Men hvor den offentlige debat mangler, findes der en mindre synlig og mere teknisk præget debat sted, om hvorledes forsvarspolitikken skal udformes i en verden i forandring. Denne debat finder man i politiske- og fagtidsskrifter samt ved de talrige debatmøder på ekspertniveau, som er karakteristiske for den franske, politiske hverdag. Debatten omfatter naturligvis de traditionelle grundelementer i enhver forsvarsdiskussion. Det er truslen, opgaverne og disses løsning. Den smuldrende militære trussel fra de tidligere Warszawapagtlande giver på den ene side anledning til ændringer i beredskabet og reduktioner i våbenprogrammer, som kan udmøntes i en fredsdividende. På den anden side medfører ustabiliteten og omfanget af militære styrker i de tidligere Sovjetrepublikker, at denne fredsdividende bliver forholdsvis overskuelig. I den kommende forsvarsordnings 5-års periode ventes det, at forsvarsbudgettets andel af brutto-nationalproduktet falder med ca. 0,1%, således at det i 1997 udgør 3,15%.

TRUSLEN

Ud over residualtmslen fra den exkommunistiske militærmaskine er der adskillige andre forhold, der i Frankrig opfattes som nye trusler. Faren for spredning af atomvåben og "hjemeflugten" fra det tidligere Sovjetunionen giver anledning til megen bekymring og politiske overvejelser om, hvorledes situationen kan bringes under kontrol. Den islamiske revolutions tendens til at bevæge sig i retning af ustabile, udemokratiske og militante samfund er formodentlig den mest urovækkende udvikling set med franske øjne. Det er ikke blot den korte vej over Middelhavet til Nordafrika, som gør denne trussel håndgribelig. Frankrigs traditionelt gode relationer til den arabiske verden undergraves tillige af den voksende kulturkløft, som det netop i praksis er blevet demonstreret ved Habache-affæren, der ikke ville have fået samme forløb for blot få år siden. ICrigen mod Irak for at befri Kuwait var et ubehageligt varsel om, hvorledes kritiske situationer kan opstå hurtigt og uventet. Ingen nærer illusioner om, at mulige, kommende konflikter nødvendigvis vil få et lige så let forløb set med vestlige øjne. På linie med disse mere konventionelle trusselbilleder ser man her i Frankrig en udvikling i retning af at opfatte det stigende antal etniske konflikter og borgerkrige i andre lande, som trusler, hvor fransk militær i en international sammenhæng kan intervenere som fredsskabende eller fredsbevarende instrument. Det er ligeledes opfattelsen, at militæret kan anvendes til gennemførelse af humanitære nødhjælpsaktioner i forbindelse med borgerkrigslignende situationer eller ved naturkatastrofer. Den pragmatiske motivation er, at militært normalt i fredstid er ene om at besidde personel og sanitets- og transportkapacitet til at gennemføre længerevarende hjælpeaktioner. Alt i alt tegner der sig således et billede, hvor antallet af forsvarets opgaver ikke svinder ind men snarere øges. Krigsforebyggelsesbegrebet er blevet mere nuanceret, kan man sige.

FRANSK DELTAGELSE I FORSVARSSAMARBEJDE

Erfaringerne fra Golfkrigen analyseres også i Frankrig med stor interesse. Opfattelsen af, at dette kunne være fremtidens krigstype, er nærliggende. På godt og ondt har den vist klare tendenser, som man må tage ved lære af. Den mest iøjnespringende erfaring er nok, at den eneste nation, der ville have kunnet gennemføre krigsoperationeme alene, er U.S.A. Intet europæisk land ville have kunnet gøre tilsvarende. Hertil kommer erfaringerne med taktik og teknologi. Alt dette vil sætte sig tydelige spor i fransk forsvarspolitik i de kommende år. Traditionelt opfattes Frankrig som en enegænger i militære anliggender, men dagenes virkelighed er som nævnt, at det er fransk policy, at forsvarets opgaver må løses i samarbejde med andre lande. Fællesnævneren for et sådant samarbejde er politisk bestemt og kan derfor være meget variabel. Frankrig har for eksempel bilateralt forsvarssamarbejde både med Tyskland og Den centralafrikanske Republik, for at nævne et par yderpunkter. Tendensen er imidlertid, at det er samarbejdet med landene i den vestlige verden, der får prioritet, lige som Frankrig med stor entusiasme bakker op bag FNs forøgende autoritet som konfliktlønsningsorgan. Man har således en styrke på ca. 3000 marineinfanterister uddannet og klar til indsats ved en eventuel FN-fredsaktion i Jugoslavien. I forholdet til NATO er der to tydelige tendenser, som gør sig gældende, selv om de ikke officielt kommer til udtryk. Den første er de franske konventionelle styrkers voksende kompatibilitet til NATOs militære samarbejde. Styrkeopbygningen er stort set identiske med den, der er forudset i NATOs nye militærstrategi. Den snart ti år gamle "Force d’Action Rapide” er således helt på linie med NATOs ideer om hurtige reaktionsstyrker. Det vil nok foreløbig være politisk uspiseligt for Frankrig at gentilslutte sig NATOs militære samarbejde, men på det praktiske plan ville det ikke give større problemer. Den anden tendens er bekymringen for et stærkt dalende, amerikansk engagement i forsvaret af Vesteuropa. En dekobling vil skabe et tomrum, som det kan blive både økonomisk kostbart og politisk vanskeligt at udfylde. Dette gælder såvel USAs konventionelle som nukleare engagement i Europa. Dekoblingsskrækken, som tog fart efter Reykjavikmødet, er det væsentligste motiv til etableringen af den såkaldte europæiske søjle i det vestlige forsvarssamarbejde. Frankrig holder en bevidst høj profil i det kalajdoskopiske billede af initiativer, der tegner sig i denne sammenhæng. Vestunionen er blevet valgt som den pragmatiske ramme, hvori dette samarbejde skal udvikle sig. Pragmatisk, fordi unionstraktaten eksisterer og derfor kan give et nødvendigt aftalemæssigt grundlag, som det formodentlig ellers ville være yderst vanskeligt at etablere i dag. Der sættes her i Frankrig en stor streg under "udvikling" af samarbejdet. Der er ingen vej til målet, som ikke kan diskuteres, blot den fører frem til dette. En af indfaldsvinklerne er det fransk-tyske forsvarsinitiativ fra oktober 1991. Skabelsen af det fælles korps og den udstrakte indbydelse til andre europæiske NATO lande til at deltage i det har en høj symbolsk værdi. Samtidig må det også ses som en oplagt fransk interesse i at opretholde et tillidsfuldt forhold til det forenede Tyskland, der fortsat befinder sig på den anden side af den kontinentale, geografiske hoveddør til fransk territorium. Blandt de nyeste bidrag til debatten om en europæisk forsvarsidentitet er præsident Mitterands antydning i januar af, at Frankrig muligvis er villig til med tiden at udstrække den franske, ”nødvendige" atomafskrækkelse til at dække øvrige, interesserede lande i et europæisk forsvarsarbejde. Viceforsvarsminister Mellick har senere nævnt, at et sådant "interesseselskab" kunne etableres ved, at de to vesteuropæiske atommagter i deres nationale atomstrategi tog hensyn til europæiske interesser. En anden mulighed ville være en aftalt automatik for anvendelse af Avåben. Endelig kunne man forestille sig, at atommagten i hvert enkelt tilfælde konsulterede sine aftalepartnere forud for en eventuel indsættelse. Det understreges, at tidshorisonten for en mulig etablering af et sådant samarbejde er meget lang. Men det er også klart, at Frankrig med denne åbning af en debat, som tidligere var utænkehg, har indledt noget, som hurtigt kunne blive det varmeste emne i europæisk forsvarsdebat, ikke mindst hvis USAs atomparaply over Europa også svinder ind. Under alle omstændigheder finder Frankrig ikke tiden til at reducere eller afstå fra den nukleare afskrækkelse. Ganske vist vil de nye Hades kortdistance-atomraketter kun blevet fremstillet i 30 eksemplarer, som ikke opstilles taktisk, men flådens og flyvevåbnets strategiske missiler moderniseres og opretholder uændret beredskab. Ud over det militære samarbejde i NATO og Europa opretholder Frankrig fortsat omkring 30 forsvars- og bistandsaftaler, primært med lande i Afrika. I lighed med de franske besiddelser jorden rundt tjener disse aftaler til at sikre en global, fransk indflydelse. Det er vanskeligt at gennemskue den militære værdi af disse engagementer, og det kunne umiddelbart se ud som om, at denne del af forsvarsudgifterne var bedre anvendt i "La France Métropolitaine". Imidlertid må det ikke undervurderes, at franske styrkers tilstedeværelse normalt bidrager til stabilitet gennem opretholdelse af lov og orden og understøttelse af vaklende demokratier. Man kan således sige, at Frankrig med denne indsats støtter en udvikling, som er i hele den demokratiske verdens interesse, og at man næppe kan anlægge en almindelig "cost-effectiveness" beregning på indsatsen.

VÆSENTLIGE TRÆK I FORSVARETS UDVIKLING I 1990’ERNE

Som nævnt vil erfaringerne fra Golfkrigen også på det praktiske plan sætte sig betydehge spor i udformningen af Frankrigs forsvar i de kommende år. Det erkendes, at sikkerheds- og forsvarspolitik mere end nogensinde må ses i en global sammenhæng. Militære styrker må være klar til indsættelse på steder, hvorfra Frankrigs vitale interesse kan trues. Det primære instrument til opfyldelse af denne ambition er "la Force d’Action Rapide", som er et slagkraftigt korps på ca. 63000 mand, hvoraf 70% er professionelle soldater. Styrkens 240 helikoptere sikrer en høj grad af taktisk mobilitet indenfor et indsættelsesområde, hvorimod den strategiske mobilitet til og fra et fjerntliggende indsættelsesområde lader en del tilbage at ønske, som det blev konstateret under Golfkrigen. Der er imidlertid tegn på, at der i de kommende år vil blive givet prioritet til øget lufttransportkapacitet. Med henblik på yderligere at tilgodese det globale forsvarsaspekt opbygges i øjeblikket to væmsfælles kommandomyndigheder. Den ene skal planlægge og lede operationer i Europa, mens den anden får tilsvarende opgaver uden for Europa. En anden effekt af Golfkrigen er satsningen på udbygning af systemer til overvågning og udøvelse af kommando- og kontrolfunktioner samt de hertil hørende kommunikationssystemer. Ikke mindst udnyttelsen af satellitters muligheder i forbindelse med overvågning og kommunikation skal opbygges i de kommende år, således at man efter årtusindskiftet besidder et system, som vil kunne optimere anvendelsen af de kostbare, højteknologiske præcisionsvåben, som er tidens svar på personelreduktioner. Midlerne til forskning i militære rumprogrammer er mere end fordoblet fra 200 millioner FF til 450 millioner FF (ca. 509 millioner kr.) på forsvarsbudgettet for 1992 og midlerne til materiel er forøget med ca. 17% til ca. 3,6 milliarder FF (ca. 4,7 milliarder kr.) Dette skal ses på baggrund af et forsvarsbudget for 1992, som med 195,4 milliarder FF (ca. 220 milliarder kr.) udviser en meget beskeden stigning. I forhold til inflationen er der tale om en reduktion på mellem 2 og 3%. Forsvarsbudgettes reelle fald og de øgede midler til højteknologi skal naturligvis betales, og det bliver især den franske hær, som må bære den mest iøjenfaldende reduktion. Fredsstyrken nedskæres i perioden frem til 1997 fra ca. 280.000 til ca. 220.000 mand. Leveringstakten af den nye Leclerc kampvogn reduceres til et tempo (3 i 1992, 13 i 1993), der bliver det eneste, der ikke kan imponere ved dette nye våbensystem. Men også søværnet og flyvevåbnet kommer til at mærke besparelserne. Materielprogrammer reduceres og opgives og leveringstakten reduceres. Blandt andet udskydes bestillingerne på de første Rafale fly og antallet af planlagte, atomdrevne angrebsundervandsbåde - ikke at forveksle med de atomdrevne, strategiske missilundervandsbåde - reduceres. Værnepligtstiden blev sidste efterår reduceret fra 12 til 10 måneder. Dette har på professionelt niveau rejst en debat om, dels det forsvarlige i at reducere værnepligten af uddannelsesmæssige årsager, dels om man helt burde opgive værnepligten til fordel for et professionelt forsvar. Især gaullistpartiet har, i overensstemmelse med de Gaulles teorier, argumenteret for den professionelle styrke. Imidlertid er værnepligten jo som bekendt et barn af den franske revolution, og det vil sikkert blive vanskeligt at indføre et rent professionelt forsvar netop i Frankrig. Af det franske forsvars samlede personelstyrke på ca. 670.000 mand i 1991 var ca. 240.000 værnepligtige, 300.000 professionelle soldater og ca. 130.000 civile. Midlerne til opretholdelse af den nukleare afskrækkelse vil også stort set være uændret. Besparelser opnås på decimeringen af hærens nye Hadesraketter. Flyvevåbnets aldrende Mirage IV fly vil ad åre blive udskiftet med Rafale fly, som med nye stand-off-våben skal sikre den taktiske afskrækkelse. De 18 strategiske missiler på Albion-plateauet vil også hen ad vejen blive udskiftet med nye. Rygraden i afskrækkelsesstyrken, de atomdrevne undervandsbåde, der hver er udrustet med 16 langtrækkende missiler holdes fortsat på patrulje således, at 3 både altid er til søs. Efter udfasningen af den ældste af disse både vil en ny blive operativ i hvert af årene 1995 og 1997. Nye og mere effektive missiler til atomundervandsbådsstyrken er under udvikling. 1 1998 skal det atomdrevne hangarskib, Charles de Gaulle, være klar. Fartøjet vil, med sine 35.000 tons og udrustet med blandt andet de nye Rafale fly, øge Frankrigs evne til "kanonbådsdiplomati" betydeligt. Rafale-flyet skal leveres til såvel flyvevåben som flåde og ventes operativt sidst i årtiet. Det kan forudses, at det vil være et af de relativt få avancerede kampfly, der er på markedet på det tidspunkt, - et forhold som Frankrig uden tvivl er meget bevidst om.

SAMMENFATNING

Som det ses, vil Frankrig i de kommende år omstrukturere sit forsvar, så det kan møde de udfordringer, som det labile verdensbillede stiller. Den kommunistiske trussels sammenbrud giver basis for en fredsdividende, hvor den mest synlige del bæres af den franske hær, hvis fredsstyrke reduceres med mere end en femtedel. Men også flåden og flyvevåbnet rammes, - primært ved reduktioner i materielprogrammeme. Til gengæld opprioriteres indsatsen i rummet med henblik på at skabe overvågnings- og føringssystemer, der kan optimere indsatsen af de højteknologiske våben, som skal kompensere for personelreduktioneme.

Den nukleare afskrækkelse opretholdes og sikres gennem modifikation og udskiftning af de relevante våbensystemer. Fransk forsvar skal kunne indsættes over for en bred vifte af mulige trusler, hvor man i debatten især nævner mulige følgeeffekter af kommunismens sammenbrud, den islamske revolution, etniske konflikter og faren for atomvåbenspredning. Evnen til indsættelsen uden for Europas grænser skal være høj, og erfaringerne fra Golfkrigen skal udnyttes intensivt i denne forbindelse. Militære operationer skal normalt gennemføres i samarbejde med ligesindede nationer og gerne i FN-regi. En fornyet integration i NATOs militære samarbejde er ikke på dagsordenen, men den militære struktur vil ikke gøre et samarbejde vanskeligt. Den europæiske søjle i det atlantiske forsvarssamarbejde vil få høj prioritering for om nødvendigt at kompensere for en amerikansk dekobling i Europa, men også for at skabe grundlaget for et kommende europæisk forsvarssamarbejde i EF-regi. Dette kan muligvis på sigt tillige komme til at omfatte nuklear afskrækkelse. Vejen til samarbejde ligger ikke fast, men målsætningen har en vigtig, symbolsk værdi. Frankrig fastholder sit traditionelle globale engagement gennem militær tilstedeværelse i sine besiddelser over hele verden og gennem et omfattende netværk af bilaterale forsvars- og bistandsaftaler med lande i den tredje verden. To hovedlinier tegner sig således i fransk forsvarspolitik i 90’eme: Øget europæisk forsvarssamarbejde på alle niveauer og fastholdelse af et globalt engagement.