Log ind

Fra udlandet 1932 - 3

#

D E  F O R E N E D E  S T A T E R .

Anvendelse a f Mitrailleuser til Beskyttelse a f Marchkolonner. De tunge M itrailleu ser, der anvendes til Forsvar a f Marchkolonner, har følgende Opgaver: 1. Sikre Beskyttelsen a f Kolonner under M arch, det v il sige være para t til at afvise Luftangreb, alt idet man sikrer Kolonnens fortsatte Bevægelse. 2. Sikre Beskyttelsen a f Tropperne i det Ø jeblik, hvor de udvikler sig til Kamp eller gaar i Bivouak. M itrailleusem es Rolle i disse to Tilfæ lde er at be fri Kommandoen fo r at beskæftige sig med Angreb a f Flyvemaskiner, der flyve r i ringe Højde, under U dvikling til Kamp og under Indrettelsen a f Bivouak. 3. Sikre Beskyttelsen a f Proviantkolonner, Fæ gtningstrain og Køkkener. H vis Beskyttelsen i disse Tilfæ lde er virksom , v il Kommandoen blive i Stand til at bevare sin H andlefrihed og i et Minim um a f Tid være i Stand til at placere Tropperne, et Resultat, der er a f stor Betydning i K rig stid . Det tilkomm er Personellet ved A n tilu ftfo rsva re t at vaage over Troppernes Sikkerhed og Bevarelsen a f deres M oral in d til det Ø jeblik, hvor Kampen begynder. F o r at naa dette M aal maa Antiluftenhederne være omhyggeligt uddannede i Skydning, der hu rtig t v il indskrænke de fjendtlige Flyveres D ristighed til Fordel fo r de Tropper, der skal beskyttes. Yderligere maa M a teriellet være meget mobilt, hvilket kræver, at M itra illeuserne monteres paa Autom obiler. Auto- M itrailleu ser a f denne Slags kan anvendes paa fo rskellig Maade. De kan sikre Kolonnen ved springvis Frem rykning med Echelonner, ved at indtage faste S tillin g e r langs Marchvejen og ved at indordnes i Marchekolonnen echelonvis fra Tête til Queue. Det første System har den Mangel, at Auto-M itrailleuserne nødsages til at rykke frem langs Kolonnen, hvilket kræver tilstræ kkelig brede Veje. Det andet nødsager Troppekommandøren til ikke at fjerne sig fra den engang valgte Frem rykningslinie, hvis han vedblivende v il drage Fordel a f Antiluft-M itradlleusem es Beskyttelse. Det tredje anførte (Echelonneringen a f M itrailleusem e i Kolonnen) er det mest smidige. Det tillader Kommandoerne paa ethvert Tidspunkt at have Luftenhedem e i sin Haand, a t dele sin Kolonne, som det behager ham og at forandre Frem rykningslinien, hvis han a f en eller anden Grund ønsker det. F o r ikke a t belemre Kolonnen unødvendigt med et stort A n tal AutoM itrailleu ser, er man betænkt paa at anbringe paa hvert Køretøj tre M itrailleuser, der dels kan skyde hver i sin Retning, dels kan koncentrere Ilden mod den samme Flyvemaskine. Personalet paa hvert Køretøj bestaar a f tre Mand, to Oberservatører, en U ndero fficer og to Chauffører. F o r at lette Udførelsen a f Skydningen maa Auto-M itrailleusem e standse og sprede sig langs Vejen, hvis det er m uligt, fo r atter at indtage deres Pladser, naar Faren er overstaaet. Det er klart, at den Rolle, som disse Luftforsvarsenheder spiller, bliver saa meget virksommere, som Personellet er godt uddannet i Skydning og Evolering.

R ev. d’art.

Anmeldelser.

General Pershings Erindringer. (Sluttet). 2. Bind indledes med en detailleret Skildring a f Forhandlingerne paa det nys nævnte Krigsraadsmøde i Abbéville, hvor Rivningerne mellem de Allierede — navnlig mellem Foch og Pershing — antog store Dimensioner. Det var igen Spørgsmaalet om den autonome, amerikanske Hær, der var Anledningen. Foch ønskede paa Grund a f den alvorlige militære Situation en øjeblikkelig Hjælp a f amerikansk Fod folk med Maskingeværer. Enden paa den bevægede Diskussion blev, at den britiske Regering forpligtede sig til at stille fornødent Skibsrum til Raadighed til Transport fra U. S. A. til Fran k rig a f 130.000 Mand i M aj og 150.000 i Juni — udelukkende Fod folk med Maskingeværer, at Am erikas egen Tonnage skulde bruges til Transport a f A rtille ri, Ingeniørtropper, T rain m. m., og at man i Juni skulde afholde et nyt Møde fo r at træ ffe Bestemmelse om de frem tidige Foranstaltninger. Den trufne Ordning var a f stor Betydning. Saa længe U. S. A. kun havde anvendt sine egne Transportmidler, havde det i M arts og A p ril 1918 kun været m uligt at sende 60.000, resp. 93.000 Mand over A tlanterhavet. Med den engelske Tonnageydelse voxede disse Tal til ca. 240.000 i M aj og 280.000 i Juni (Marskal Fochs K rig serindringer, 2. Bind, Side 83). T il A ftalerne i Abbéville sluttede sig senere — særlig i det øverste Krigsraads Møde den 1’— 2’/6 — andre angaaende Tonnagespørgsmaalet, saaledes at fra Ju li Maaned ca. 250.000 Mand pr. Maaned kunde transporteres fra U. S. A. til Evropa. A f en skematisk Oversigt Side 70 frem gaar de amerikanske Troppekontingenters stærke Væxt. Medens Expeditionskorpsets Forplejningsstyrke (Fægtningstab og anden A fgang fraregnet) i Slutningen a f A p ril 1918 var ca. 420.000 Mand, udgjorde den i Slutningen a f M aj 650.000, Juni 870.000, Ju li 1.170.000,, August 1.400.000, September 1.700.000, Oktober 1.850.000 og November 1.950.000. Pershing er bitter over, at Forbundsfællerne ikke tidligere havde ordnet Søtransporterne. E fte r at have g jort Rede fo r Forhandlingernes Gang paa det ovenfor nævnte Krigsraadsmøde 1’— 2’ 6 skriver han saaledes: „H vilken Forskel, dersom de Allierede havde betænkt alt dette et A a r — eller blot 6 Maaneder — før, og hvis de allerede fra dette Tidspunkt havde ydet os virkelig Hjælp til Søtransporterne. Det er sikkert, at de Allierede lige fra August Maaned 1917 fuld t havde forstaaet Situationen. Det skal ikke glemmes, at saavel de Højstbefalende som deres Stabschefer paa dette Tidspunkt var naaet til den Erkendelse, at Krigens Ud fald afhang a f De Forenede Stater. Regeringerne havde ogsaa, fra August Maaned at regne, forstaaet, at vor Hærs Tilvejebringelse i Fran k rig beroede paa Transporterne til Søs, men de gjorde den Gang intet fo r at ordne Sagen. De tænkte tværtimod kun paa at bruge Amerika som et Reservoir, hvorfra de kunde tage Mandskab fo r at lade det kæmpe under fremmede Faner. De savnede Forstaaelse a f den amerikanske Mentalitet, Evne til at forudse Resultaterne. De kunde ikke beslutte sig til at gøre det eneste, som sund Fo rnu ft paabød, nemlig ved alle M idler at bidrage til at organisere en mægtig, amerikansk Arm é og saa hurtigt som m uligt transportere den til F ran k rig “ (Side 66— 67). Den 27/5 var im idlertid en ny tysk Storoffensiv begyndt, og denne Gang mod den franske Fron t ved Chemin des Dames mellem Soissons og Reims. Tyskernes med 30 Divisioner førte Angreb var „saa uventet, at Franskmændene ikke fik Tid til at ødelægge nogle vigtige Broer over Aisne og Vesle, som F jen ­ den, der fulgte umiddelbart efter, kunde overskride. Den 31. Maj havde Tyskerne bemægtiget sig Soissons og havde — 45 km derfra — naaet Marne og Chåteau-Thierry, drivende • Franskmændene i Uorden mod Paris med et Tab a f 60.000 Fanger, 650 Kanoner, 2000 Maskingeværer, Flyverm ateriel og umaadelige Mængder Ammunition og andre Forsyninger“ (Side 44). Det er Pershings form entlig i Hovedsagen rigtige S kildring a f det franske Nederlag ved Chemin des Dames, et Nederlag, der, saaledes som det vil erindres, ikke var langt fra at koste Foch og Pétain deres Stilling. Medens 1. amerikanske Division allerede den Gang var sat ind i Fronten ved Cantigny (Vest fo r M ontdidier), sendte Pershing nu paa Pétains Anmodning de to eneste disponible D ivisioner, 2. og 3., til Chåteau-Thierry, hvor de den 1/6 under yderst vanskelige Forhold gik i S tilling og fastholdt denne overfo r tyske Angreb, sam tidig med at Franskmændene gik tilbage gennem de amerikanske Linier. E fte r at Tyskerne den 4/6 havde maatte indstille Operationerne ved Chemin des Dames, fulgte den 9/6 en O ffensiv mellem Noyon og Montdidier. Denne blev efter faa Dages Fo rløb standset ved et a f General Mangin — „en a f de allerstørste franske Generaler“ (Side 83) — fo rtrin lig t udført Modangreb. Herefter indstillede Tyskerne i ca. en Maaned større Kampvirksomhed, men deres hurtigt efter hinanden følgende O ffensiver „havde reduceret de Allieredes Modstandskraft i materiel Henseende, nedsat deres M oral og ladet uhyggelige Anelser opstaa hos dem“ (Side 89). Selv den ellers sejrssikre Clemenceau syntes efter det franske Nederlag ved Chemin des Dames at have været rokket i sin Tro paa Frem tiden. Pershing fortæ ller om en Samtale, han havde med ham den 11/6, altsaa to Dage efter at den 4. tyske, store O ffensiv (mellem Noyon og M ontdidier), som ogsaa tegnede til at blive en Succes, var begyndt. Samtalen, der naturligvis drejede sig om de militære Begivenheder, navnlig den Mulighed, at Tyskerne kunde tage Paris, sluttede med, at Pershing ytrede: „Nuvel, H r. Præsisident, Situationen synes ganske vist ikke opmuntrende lige i Øjeblikket, men vi er sikre paa at sejre til sidst.“ „H an (Clemenceau) greb min Haand og sagde med en Stemme, der forraadte stor Bekym ring, til mig: „Det er virkelig Deres oprigtige Mening? Jeg er glad over at høre Dem sige det.“ Det var den første og sidste Gang, jeg troede at kunne mærke nogen T vivl i denne saa behjertede Mands Sind. ... Han har altid staaet fo r mig som Personifikationen a f det franske Folks sande, baade tillid sfulde og modige, Sjæl“ (Side 80). E t Pa r Uger senere var Pershing atter sammen med Clemenceau, der ved denne Lejlighed fremkom med nogle Udtalelser, som, paa Baggrund a f det nuværende evropæiske V ir ­ var, synes særlig bemærkelsesværdige. Emnet var de forskellige allieredes Landes sandsynlige, storpolitiske Situation efter Krigen. Clemenceau : „Storbritannien staar i Nedgangens Tegn og har efter min Mening allerede passeret sin Storheds Zenit.“ Pershing: „Hvad er det, der indgiver Dem saadanne Tanker?“ Clemenceau: „F o r det første vil den store Aareladning under K rigen gøre det um uligt fo r England at bevare den førende S tilling paa Handlens Omraade; fo r det andet vil den a f Kolonitropperne i K rigen erhvervede E rfa rin g udvikle Uafhængighedens Aand i Kolonierne, og Storbritannien vil miste den Autoritet, det har ha ft overfor dem.“ Paa Pershings Spørgsmaal om, hvad Clemenceau mente om Frankrigs Frem tid, blev Svaret kort og godt: „F ran k rig vil endnu en Gang blive den førende Magt i Evropa.“ Og om Tyskland ytrede den gamle Statsmand: „Tyskerne er et stort Folk, men Tyskland vil først efter flere Generationer opnaa at faa sin Prestige og Ind flydelse tilbage“ (Side 99— 100).

De enorme Tab, den franske og engelske Hær havde lid t i Foraaret og Forsommeren 1918, kunde langtfra erstattes ved Tilgang a f Mandskab fra Hjemlandet. Hver Gang dette Spørgsmaal blev drøftet mellem Franskmænd og Englændere, blev Diskussionen, efter hvad Pershing hævder (Side 103), bitter, idet hver a f Parterne i Virkeligheden nærede Tvivl om, at den anden P a rt gjorde sit yderste fo r at opretholde Afdelingernes Styrke. Franskmændene paastod, at Englænderne beholdt altfo r mange Mand i England og Irland til det lokale Forsvar, men Englænderne benægtede det energisk. A lle og enhver vidste Besked med, at Rekruteringsloven ikke blev strengt gennem ført i Irland. „Det virkede derfor næsten som en Bombe, der sprang mellem Britterne, da H r. Clemenceau paa et Møde i det øverste Krigsraad, hvor man drøftede Rekruteringsspørgsmaalet, spurgte M r. Lloyd George, hvorfor han ikke kaldte Irlænderne under Fanerne. Fo r at undgaa Forklaringer svarede M r. Lloyd George — efter et Ø jebliks Tøven — til almindelig Glæde fo r samtlige tilstedeværende: Man mærker tydelig, H r. Konseilpræsident, at de ikke kender Irlænderne“ (Side 103).

Om kring Midten a f Juli, altsaa sam tidig med den sidste tyske Storoffensiv under Verdenskrigen, var Amerikanernes Styrke i Fran k rig voxet til 22 Divisioner, hvoraf Halvdelen dog endnu ikke var fæ rdig uddannet. 12 var dels i 1. Linie, dels i Reserve paa den franske Front, 5 under Uddannelse i franske og 5 i engelske Lejre. A f de 12 Divisioner hos Franskmændene var 6 koncentrerede i Nærheden a f Villers-Cotterets og Château-Thierry mellem den franske Fron t og Paris, altsaa i det Terrain, hvorfra den allerede planlagte Kon traoffeïisiv mod „Lommen“ ved Marne skulde udgaa. Sam tidig var man i fuld Gang med at formere amerikanske Korpsstabe, nemlig fo r I—  IV Armékorps, men de hurtigt efter hinanden følgende Begivenheder havde endnu ikke tillad t at samle Divisionerne. A n ­ tallet a f amerikanske Eskadriller var 21 — en Tredjedel af, hvad man havde g jort Regning paa at naa til dette Tidspunkt; det var baade Materiellets og Personellets Tilvejebringelse, der havde voldt Vanskeligheder. Situationen var im idlertid nu gunstig fo r de Allierede, thi de var overlegne i nummerisk Henseende. Ved Martsoffensiven 1918 var den tyske Vesthær ca. 300.000 Mand stærkere end de allierede Hære paa Vestfronten, men takket være de amerikanske Forstæ rkninger raadede de Allierede nu — altsaa knap 4 Maaneder senere — over ca. 200.000 Mand mere end Tyskerne. Den 15/7 brød det tyske Angreb løs paa begge Sider a f Reims. Det var forudset a f de Allierede, som endog, ved en fransk Patrouilles heldige Optræden, var bleven bekendt med Dag og Time fo r dets Begyndelse. Øst fo r Reims blev Angrebet under store Tab næsten strax standset, men havde vestligere nogen Fremgang, idet det lykkedes Tyskerne at faa Fodfæste paa Højderne Syd fo r Dormans. Allerede den 17/7 var im idlertid Offensiven overalt løbet fast. I Forsvaret deltog 2 amerikanske Divisioner (3. og 42.). Den 18/7 begyndte det a f Foch omhyggeligt forberedte Modangreb mod den vestlige Side a f Saillanten ved Marne. Hovedarbejdet herved tilfald t General Man gin (X Arm é med 16 Infanteridivisioner m. m.), i hvis Styrke 2 amerikanske D ivisioner (1. og 2.) indgik. Angrebet blev gennem ført dygtigt og tappert, ogsaa a f de amerikanske Enheder, som sammen med Marokkodivisionen formerede X X franske Armékorps (det havde været Meningen at samle dem i III amerikanske Arm ékorps, men det maatte opgives, da Korpskommandoen endnu ikke var fuld t organiseret). De strategiske Følger a f Fochs Operation var meget store: Tyskerne havde fo r Resten a f K rigen mistet Initiativet og var fra nu a f henviste til Defensiven. A t de stærke, amerikanske Divisioner havde lagt et tungt Lod i Vægtskaalen, turde være sikkert, men Pershing skyder dog utvivlsom t ikke saa lid t over Maalet, naar han med frim odig IJbeskedenhed udtaler (Side 141) : „V o r 1. og 2. Divisions og den marokkanske Divisions glimrende Angreb bestemte saaledes Krigens afgørende Vending.“ Pershing dvæler naturligvis med særlig Glæde ved Amerikanernes Bedrifter og anfører bl. a. in extenso Mangins til III amerikanske Korps rettede Dagsbefaling, der selvfølgelig er højt stemt: „... De har styrtet dem ind i Kampen som til en Fest. Deres prægtige Mod har jaget den fuldstændig overraskede Fjende paa vild Flugt, og Deres uovervindelige Haardnakkethed har standset hans f r iske Divisioners Modangreb ..." (Side 141).

Det andet Slag ved Marne endte den 4/8. Tyskerne var da drevet ud a f hele „Lommen“ Syd fo r Linien Reims— Soissons (inkl.), Jernbanen Paris— Chålons var atter i de Allieredes Besiddelse, og Faren, der truede Paris, afværget. I Slaget havde efterhaanden ialt 9 amerikanske Divisioner m. m. deltaget med en samlet Styrke a f henved 300.000 Mand, hvis Tab oversteg 50.000. Resultatet var vel egnet til at fremme Amerikanernes Selvfølelse. I et Brev a f 28/7 til K rigsm inister Baker skriver Pershing: Moralen er slet hos de Allierede, og det har haft en daarlig Indflydelse paa vore Folk at være i Berøring med dem. Fo r at ophæve Virkningen a f de Udtalelser, vore Soldater har hørt, har det været nødvendigt at lade vore O fficerer fo rklare dem, at vi er komne her over fo r at genoprette de A llie ­ redes Kam pkraft og hjælpe dem til at sejre, og at vore Folk derfor ikke skal tage Hensyn til de uoverlagte Ord, deres allierede Kammerater kan fremkomme med ved visse Lejligheder. Sagen er, at vore O fficerer og Soldater fo r Tiden er de udmattede evropæiske absolut overlegne.“ E fte r at have omtalt, at Am erikanerne ofte havde været udsat fo r højere, allierede O fficerers ubehagelige Bemærkninger om de amerikanske Generalers og deres Stabes mangelfulde, militære Kundskaber, fo rtæller Pershing om et Svar, han fo r nylig havde givet en saadan K ritik e r: „Jeg svarede skarpt, at vi alt fo r længe havde fundet os i at være under Formynderskab, og at jeg frem tidig ikke ønskede at paahøre, at Absurditeter a f denne A rt blev bragt paa Tale ...“ Brevet slutter med en interessant Udtalelse om Uddannelsestiden. Pershing forlanger mindst 4 Maaneders Uddannelse fo r alt Mandskab, der skal indgaa i existerende, organiserede A fdelinger: til Oprettelsen a f Nyform ationer kræves en Uddannelsestid paa henved 1 A a r (Side 168— 164). Den franske Regerings o fficielle Belønning til Pershing udeblev ikke, idet Præ sident Poincaré den 6/8 personlig overrakte ham Æreslegionens Storkors. Ceremonien fandt Sted i Chaumont i Overværelse a f Personalet (flere hundrede Mænd og Kvinder) ved det amerikanske Hovedkvarter. Pershing fo rtæller selv herom: „... Derpaa kyssede han mig („me donna l’accolade“ ) efter fransk Skik paa begge Kinder, men ikke uden Besvær, thi han var mindre end jeg og maatte derfor staa paa Taaspidserne, sam tidig med at jeg lænede mig lid t forover ... Det være langt fra mig at rette en tilintetgørende K ritik mod den under disse Forhold anvendte Kysnings-Formalitet, men jeg maa dog tilstaa, at jeg følte m ig lid t forlegen. Og jeg var det saa meget mere, som mine i Kasernegaarden værende Landsmænd havde uhyre vanskeligt ved at kvæle leres lidet ærbødige Latterudbrud, medens de — og utvivlsom t med Sympati fo r mig — saa til. Jeg tror, at H r. Poincaré selv var ligesaa forlegen som jeg — bl. a. fo rdi han ikke kunde undgaa at bemærke den Munterhed, man forgæves søgte at holde tilbage“ (Side 181). Jeg har gengivet, hvad Pershing meddeler om denne i og fo r sig mindre betydende Begivenhed, fo rdi dens hele Forløb synes ganske betegnende fo r amerikansk Vurdering a f smukke, evropæiske Traditioner. Og det er værdt at lægge Mærke til, at Pershing ikke saa meget som antyder, at han har rettet Bebrejdelser mod de tilstedeværende Am erikanere fo r deres uhøflige Optræden overfor F ran k rig og dets Statsoverhoved. Pershing var i det hele ikke en Formens Mand. Da han saaledes første Gang o fficielt skulde modtages a f Kong Albert a f Belgien, var han ikke fæ rdig med sin Paaklædning, da Toget — ganske vist 10 M inutter fo r tidlig t — løb ind paa Banegaarden, hvor Kongen ventede ham, og Musikkorpset mange Gange maatte spille „S tar Spangled Banner", inden han endelig viste sig. Hverken dette Uheld eller Kongens under den paafølgende Samtale givne Meddelelse om, at nogle Deputerede fra U. S. A., der havde besøgt ham, havde slaaet ham paa Skulderen og kaldt ham Albert, synes at have g jort større Indtryk paa den amerikanske Overgeneral. I det berømte fransk-engelske Angreb den 8/8 (Tyskernes „sorte Dag“ ) paa Fronten M ontdidier— Albert deltog kun et amerikansk Fodfolksregiment. Under Pershings fortsatte Bestræbelser fo r at faa formeret en særlig, amerikansk Arm é mødte han en vis V rangvilje hos de engelske Myndigheder, navnlig Lloyd George, som trods de i Abbéville indgaaede Forpligtelser, var noget utilbøjelig til at ville afgive den til Søtransporterne fra U. S. A. fornødne Tonnage. „V i havde det Indtryk, at Englænderne, paa den ene Side, søgte at hindre, at vore Tropper blev samlede til en Armé, og maaske, paa den anden Side, ogsaa kunde ønske at fo rpu rre, at Forholdet mellem Am erikanere og Franskmænd blev altfo r venskabeligt“ (Side 187). Trods al skjult og aabenlys Modstand skulde det dog ikke vare længe, inden I amerikanske Arm é var nogenlunde operationsdygtig. Det første M aal fo r Operationerne skulde være at tvinge Tyskerne ud a f St. MihielBuen („La Hernie (Brokket) de St. M ihiel“ ). Den 29/8 blev Arméens Hovedkvarter oprettet i Ligny-enBarrois, ca. 40 km Sydvest fo r St. Mihiel. „Ved vor Ankom st gav den franske General, vi skulde afløse, og hans Stabschef, begge ifø rt deres røde Benklæder og blaa Vaabenfrakke, Møde fo r o fficielt at overgive Kommandoen til os. Stabschefen bar to store Protokoller, hver paa ca. 150 Sider, og indeholdende henholdsvis Angrebs- og Forsvarsplan fo r Saillanten ved St. Mihiel. Disse Dokumenter blev meget ceremonielt overrakt os. De a f mig udfærdigede Befalinger var allerede parate: A n ­ grebsplanen var paa 6 Sider, Forsvarsplanen paa 8. Naar jeg bringer denne Begivenhed i Erindring , er det udelukkende fo r at vise, hvilken Forskel der kunde være mellem Planerne fo r Skyttegravskrig (som Franskmændene var Tilhængere af) og Bevægelseskrig, som vi agtede at føre“ (Side 204). Pershings let ironiske Bemærkning om de to franske O fficerers Paaklædning og Optræden understreger paa ny hans egen uudviklede Forstaaelse af, at Overholdelsen a f visse ydre traditionsbundne Form er ikke er uden Betydning. Hans Udtalelse i samme Retning om det voluminøse, franske Dossier er i god Overensstemmelse med hans bestandige K ritik over, at det franske — og iøvrig t ogsaa det engelske — Uddannelsessystem næsten udelukkende tog Sigte paa Stillingskrigens omstændelige, a f detaillerede Bestemmelser og Fo rsk rifte r a fhængige Taktik. Man læse t. E x .: „Den franske Infanterist stolede ikke paa sit Gevær og udnyttede aldeles ikke dets store Kam pkraft. Det franske og britiske Fod folk kunde, da det saa længe havde fø rt Skyttegravskampe, ikke optræde tilfred sstillende i spredt Orden. V or Mission havde en k ra ftig O ffensiv til Forudsæ tning og krævede et Infanteri, der havde T illid til sig selv“ (Side 203). E fte r megen Korrespondance og adskillige Konferencer opnaaedes der endelig paa et Møde den 2/9 i Bombon mellem Foch, Pétain og Pershing Enighed om, hvorledes St. M ihielOperationen, som skulde ledes a f Pershing personlig, skulde udføres i sin endelige Form . Slaget ved St. M ihiel begyndte den 12/9. Det var forberedt med minutiøs Omhu, men det var jo ogsaa første Gang under Krigen, at Amerikanerne skulde operere paa egen Haand under deres Overgenerals personlige Befaling. Operationen blev ud ført a f 3 Grupper, a f hvilke den højre (9 amerikanske Divisioner), efter en Artilleriforberedelse paa fire Tim er, Kl. 5 gik frem til Angreb i nordlig Retning mod Linien Vigneulles— Thiaucourt, medens den venstre (1 fransk og 2 amerikanske Divisioner) Kl. 8 indledede et sekundært A n ­ greb fra Vest mod Øst paa den nordlige Del a f Saillantens anden Gren. Forbindelsen mellem de to Grupper opretholdtes a f en Midtegruppe (3 franske Divisioner). Desuden var 3 amerikanske Divisioner Arméreserve. An tallet a f Kanoner var godt 3000; de var alle a f fransk Fabrikat, og omtrent Halvdelen blev betjent a f Franskmænd. Endvidere raadede Pershing over ca. 1400 Flyvemaskiner, hvoraf langt over Halvdelen var overladt ham dels a f Ilaig , dels a f P é tain ; herved blev Am erikanerne H errer i Luften, hvilket selvfølgelig fik stor Betydning fo r Slagets Udfald. Endelig havde Pétain forsynet Amerikanerne med ca. 270 lette Kampvogne, alle franske og fo r henved Halvdelens Vedkommende med fransk Besætning. Pershing angiver, at I Armés samlede Styrke var ca. 550,000 Amerikanere og 110.000 Franskmænd (Side 231). Pershing nævner ikke bestemte Data fo r de tyske Styrkeforhold, men udtaler dog (Side 241), at I Arm é den 16/9 havde 18 tyske Divisioner lige over fo r sig. Det franske Generalstabsværk anslaar den tyske Styrke ved St. M ihiel til 8(4 D ivision (Side 297), hvorimod det tyske, o fficielle Arbejde „Die Schlaehten und Gefechten des grossen K r i ages 1914— 1918“ oplyser, at 14 Divisioner, der dog fo r Størstedelen var „udslidte“ , deltog i „Die Ausweichkampfe im Mihiel-Bogen 12’— 14’/9.“ De Allierede har derfor i hvert Fald været endnu mere overlegne, end Pershings Talopgivelser viser — mindst 5:1. H e rtil kom, at den tyske Hærledelse nogle faa Dage, forinden Angrebet begyndte, havde besluttet at rømme St. Mihiel-Buen, da denne efter at O ffensiverne var opgivne, ikke længere havde nogen strategisk Betydning, men snarere ved sin udsatte Beliggenhed og Form frembød en vis Fare og bandt uforholdsmæssig store Styrker. Udførelsen var im idlertid blevet forsinket som Følge a f Vanskelighederne ved at føre K rigsm ateriellet tilbage, og Stillingerne var saaledes endnu besat den 12/9, men forberedt til at rømmes. Disse Forhold, som Pershing ikke omtaler nærmere, bevirkede, at Angrebet lykkedes fuldstændigt. Den højre Gruppe arbejdede sig hurtigt gennem de tætte Pigtraadshegn, der i Løbet a f 4 A a r var blevet anlagt paa denne Del a f den tyske Front, og ogsaa de andre Grupper mødte ikke større Modstand. A llerede den 15/9 var Maalet, Linien Fresnes— Pont å Mousson, naaet og besat, og St. Mihiel-Buen var dermed rettet ud. Fo r de Allierede var Tabene forholdsvis sm aa: ca. 7000 Am erikanere og ca. 600 Franskmænd. Derimod mistede Tyskerne alene a f Fanger ca. 16.000, samt endvidere ca. 450 Kanoner og meget store Mængder Ammunition, Jernbanemateriel m. m. Slagets Resultat og hele Forløb var vel egnet til at hæve den amerikanske Hærs Selvtillid og medførte ogsaa, at baade Franskmænd og Englændere, der hid til havde været temmelig skeptiske overfor de amerikanske Kontingenters Kampværdi, nu maatte anlægge en gunstigere Vurdering. Pershing selv giver i Memoirerne Udtryk fo r sin stolte Glæde. Han gengiver de modtagne Lykønskningstelegrammer in extenso og skriver bl. a .: „Den glimrende Sejr viste uom tvisteligt, hvor klogt det havde været at formere en særlig, amerikansk Arm é ...; Resultatet var det uomstødelige Bevis for, at vor Intervention i Krigen repræsenterede den afgørende Faktor“ (Side 244). Den sidste Paastand er maaske rigtig, thi de amerikanske Forstæ rkninger havde fra Foraarstid 1918 g jort de Allierede overlegne i talmæssig Henseende og havde derhos Maaned efter Maaned forøget Forspringet. Hvad nu Offensiven ved St. M ihiel angaar, bør dog den store O ffervilje og Loyalitet, Forbundsfællerne havde vist ved at afgive Personel og M ateriel a f Specialvaabnene, bringes i E rind ring; uden denne uundværlige Hjælp vilde det nemlig aldrig have været m uligt fo r den amerikanske Hær at operere som en Enhed. Den 15/9, da Slaget ved St. M ihiel var afg jort, modtog Pershing Besøg a f Præsident Poincaré, der personlig ønskede at lykønske ham til Sejren og tillige, sammen med sin Frue, vilde se deres a f den tyske Beskydning ødelagte Landejendom ved Sampigny. Pershing fortæ ller om en i og fo r sig ubetydelig, men dog betegnende Hændelse, der indtraf, medens han, den amerikanske Overgeneral, sammen med Frankrigs Statsoverhoved og F ru Poincaré spadserede i Egnen ved Sampigny. To amerikanske A rtillerister, der vidste, hvem Pershings Gæster var „og ... ansaa en Præsentation fo r overflødig“ , nærmede sig og gav — uden Ceremonier a f nogen A rt — H r. og F ru Poincaré Haanden, hvorefter de slog Følge med det lille Selskab. „Denne lille Tildragelse giver et godt Begreb om vore demokratiske Sæder“ , udtaler Pershing (Side 246) i sine Kommentarer. Enhver vil sikkert være enig med ham heri. E fte r Operationerne ved St. M ihiel forskød I amerikanske Arm é sine Hovedkræ fter mod Nordvest, afløste her II franske Arm é og stod den 25/9 paa en Linie i Øst— Vest mellem Meuse Nord fo r Verdun og den vestlige Udkant a f Argonnerne i T ilslutning til højre Flø j a f IV franske Arm é (Gouraud). Disse to Arm éer skulde ved et Angreb i nordlig Retning deltage i de Allieredes Generaloffensiv, der skulde iværksættes over hele Fronten mellem Meuse og Nordsøen. I amerikanske Arm é bestod a f 21 amerikanske og 8 fran ­ ske Divisioner, der var fordelt i to store Grupper, saaledes at 6 amerikanske og 7 franske Divisioner fastholdt Fronten Nord, Øst og Syd fo r Verdun, medens 12 amerikanske og 1 fransk Division hørte til Angrebsgruppen paa Argonnerfronten. 3 amerikanske Divisioner var Arméreserve. Arméen raadede over ca. 200 lette Tanks, hvoraf 25 % havde fransk Besætning, og ca. 820 Aeroplaner, a f hvilke 600 førtes a f Amerikanere. Den 26/9 Kl. 530 brød I amerikanske Arm é frem til Angreb sammen med IV franske, men denne Gang gik det ikke saa let som ved St. M ihiel. I Løbet a f den første Dag lykkedes det ganske vist over hele Fronten at tage den svagt besatte 1. tyske S tilling og enkelte Steder endog at overskride den, men saa voxede Tyskernes Modstand. IV franske Arm é stødte den 26/9 og 27/9 paa en stærk, tysk Forsvarsstilling i Py-Dalen, og den amerikanske Arm é kunde — bl. a. paa Grund a f Truslen i venstre Flanke — ikke komme ud over en Linie i Øst— Vest over Apremont, 8— 10 km fra Udgangsstillingen. Den 29/9 lykkedes det IV franske Arm é ved at massere alle disponible Kræ fter mod Arméens Midte at kaste Tyskerne ud a f Py-Stillingen. Men den amerikanske Armé, der var presset sammen i det forholdsvis snævre Terrainbælte mellem Meuse og Argonnernes Vestrand, mødte fremdeles k ra ftig Modstand, som det stærkt befæstede, uoverskuelige og kuperede Terrain begunstigede. Overfor den tyske, fo rtrin lig t organiserede Kryds- og Flankeild, sidstnævnte særlig fra Østsiden a f Meuse, var det i det hele um uligt fo r Amerikanerne at komme a f Stedet. ,,De troede at kunne overvinde Vanskelighederne ved at forstærke deres Kræ fter i forreste Linie, men det førte kun til en Ophobning, og snart var det bagved værende Terrain og Forbindelsesvejene fuldstændig tilstoppet.“ Saaledes karakteriserer Marskal Foch i sine K rigserindringer (2. Bind, Side 217) den amerikanske Armés Situation Fjerdedagen efter Angrebets Begyndelse. Pershings egen Redegørelse er i Traad hermed: „I denne Periode a f Slaget kæmpede de a f vore Divisioner, der endnu manglede E rfa ring , mod Vanskeligheder, som de, ganske naturligt, næppe formaaede at overvinde. Som F ø lge a f det kuperede, skovklædte Terrain var det næsten umulig t at opretholde Forbindelsen mellem de forskellige Led. Da Infanteriet oftest blev støttet a f Artillerienheder, med hvilke det aldrig havde afholdt Øvelser, var de to Vaabens Samvirke ikke strax tilfredsstillende. I Begyndelsen ydede Kampvognene virkelig Hjælp, men de blev meget hurtig t tydeligt udpegede Skiver fo r de fjendtlige Kanoner, og deres An tal formindskedes i et rivende Tempo. Forsyningstjenesten voldte os, især i de første Dage a f Operationen Meuse— Argonnerne, uhyre Bekym ring“ (Side 271). „Det kneb meget med at bevare Telefonforbindelserne, først og fremmest paa Grund a f de a f fjendtlig t A rtille ri forvoldte Beskadigelser, men til Dels ogsaa paa Grund a f manglende E rfa rin g hos vort Personel“ (Side 272). Ogsaa en Del a f de højere, amerikanske Førere synes at have svigtet. Pershing meddeler saaledes (Side 264), at han den 28/9, paa Anmodning fra Chefen fo r 28. Division, lod en General og en Oberst overtage Divisionens to „uduelige“ Brigadekommandørers Kommando. Foch, der paa nært Hold fulgte Begivenhedernes Gang, og derfor hurtigt var klar over Amerikanernes mislige Stilling, besluttede nu at gribe ind og sendte den 1/10 sin Stabschef, Weygand, til Pershing for, i Overensstemmelse med Pétain, at foreslaa, at II franske Arm é blev skudt ind mellem IV fran ­ ske og I amerikanske, saaledes at hele Argonnerfronten med en Del a f de derværende amerikanske Divisioner blev fransk Kommandoomraade, og I amerikanske Arm é henvistes til at operere østligere, paa begge Sider a f Meuse. Pershing afviste Forslaget, der baade overraskede og ir ­ riterede ham. Han skriver (Side 278) : „Hvem havde inspireret dette Forslag? Jeg var ikke kla r derover, men jeg havde alligevel Mistanke om, at det var opstaaet som Følge a f enten Instruktion eller anden Paavirkning fra Clemenceau, som ofte anmassede sig Ret til at træ ffe militære Beslutninger. Selv om han i teknisk Henseende savnede Forudsætningerne fo r at kunne dømme om den militære Situation og Operationerne, optraadte han ikke desmindre ved mange Lejligheder, som om han var sagkyndig.“ Foch maatte da opgive Planen, men stillede som udtrykkelig Betingelse herfor, „at de amerikanske Angreb hurtigst m uligt blev sat i Gang igen og derpaa blev fortsat uden Stansning“ (Fochs Krigserindringer, I Bind, Side 218). Aarsagen til, at den amerikanske Forsyning- og Evakuationstjeneste fungerede saa slet, var, efter hvad Pershing hævder, først og fremmest, at Lastautomobiler og Heste var til Raadighed i et alt fo r ringe Antal. Trods gentagne telegrafiske og skriftlige Anmodninger Maaneder igennem manglede den amerikanske Hær Heste i Tusindvis og havde kun modtaget 20 % a f det rekvirerede Automobilantal. Det var atter Tonnageknapheden, der havde g jort sig gældende, men ogsaa en vis Planløshed med Hensyn til Udnyttelsen a f Skibsrum; han telegraferede saaledes (Side 282) til Washington: „Send os de Forsyninger, vi har Brug for, og ikke nye Mængder a f saadanne, som vi allerede har i Overflod.“ Situationen var éfterhaanden bleven saa prekær, at han den 3/10 yderligere telegraferede: „H vis man ikke forsyner os med, hvad vi har forlangt, og til den fastsatte Dato og i den angivne Mængde, vil vore Arm éer blive tvungne til at indstille Operationerne.“ Pershings kraftige Optræden bar Frug t: England stillede yderligere 200.000 Tons til Raadighed, og Forholdene trak sig nu nogenlunde hurtigt i Lave. Med en anerkendelsesværdig Kraftanspændelse formaaede Pershing, trods alle Vanskeligheder, at stille sin Arm é rede til nye Operationer, og den 4/10 genoptoges Angrebet (2. Face). Det stødte, særlig paa højre Flø j, paa haard Modstand og gik den 11/10 i Staa. Fremgangen var da paa venstre Flø j, hvor IV franske Arm é arbejdede sig frem , ind til 10 km, paa højre Flø j derimod kun faa km. Da Angrebsfronten efterhaanden udstrakte sig til Terrainet Øst fo r Meuse, ansaa Pershing det fo r rettest at udskille en ny amerikansk Armé, II, sammensat a f samtlige Tropper mellem Mosel og Fresnes, medens den vestlige Del a f Fronten ind til Argonnerskoven inkl. tilfald t I Armé. Generalerne Bullard og Liggett blev den 12/10 ansat som Førere a f de respektive Arméer. Under General Liggetts Kommando fortsatte I amerikanske Armé, paa hvis højre Flø j X V II franske Armékorps opererede, den 14/10 Offensiven (3. Face) — stadig i Tilknytning til den vestligere angribende IV franske Armé. Men den tyske Modstand var fremdeles meget kra ftig , og efter faa Dages Forløb laa den amerikanske Fron t atter fast, kun faa km Nord fo r Udgangsstillingerne. Under lokale Kampe forblev Situationen i det hele og store uforandret til henimod Slutningen a f Oktober, da det lykkedes Arméen yderligere at skyde Fronten 2— 4 km frem (4. Face). Arméens Fæ gtningslinie var da mellem Ancréville og Grandpré, idet højre Flø j paa begge Sider a f Meuse var bøjet tilbage i sydøstlig Retning. Frem skridtene var saaledes, trods store Tab (fra 26/9 til 20/10 ca. 55.000 Mand (Fochs Krigserindringer, II Bind, Side 252)), smaa. Men Vanskelighederne, der skulde overvindes a f den ret uøvede Armé, var ogsaa uhyre store. Foruden Terrainets uoverskuelige, stærkt kuperede Beskaffenhed voldte navnlig den Omstændighed, at næsten alle Veje i Argonnerne havde Retningen Øst— Vest, hele Forsynings- og Evakuationstj enesten stort Afbræk. H ertil kom, at Operationerne gjaldt den overordentligt stærkt udbyggede Hindenburg-Stilling, som Tyskerne, i klar Forstaaelse a f det amerikanske Angrebs strategisk meget farlige Retning, forsvarede med største Haardnakkethed. De amerikanske Operationers slæbende Gang blev g jort til Genstand fo r ret haard K ritik i visse franske Kredse — navnlig fra usagkyndig Side. Den temperamentsfulde Clemenceau skrev, under Indtrykket a f Amerikanernes „Stampen paa Stedet“ („piétinements“ ), den 21/10 et Brev til Foch, hvori han paa det kraftigste insisterede paa, at Pershing snarest burde afsættes, fo rdi han „takket være sin uovervindelige Stædighed“ havde „trium feret“ over selve Foch og dennes nærmeste Undergivne (Fochs Krigserindringer, II Bind, Side 246— 250). Pershing, hvis Mem oirer udkom omtrent sam tidig med Fochs, omtaler hverken Clemenceaus Skrivelse eller det beherskede, kølige Svar fra Foch, som, ud fra sin bedre Viden om de uundgaaelige Mangler ved improviserede Hære, forsvarede Pershing efter Formlen „U ltra posse nemo obligatur“ . Medi Clemenceaus Brev a f 21/10 in mente læser man med nogen Forundring Pershings Skildring (Side 338) a f et Besøg den følgende Dag hos Clemenceau: „H r. Clemenceau var i straalende Humør, da jeg besøgte ham den 22. ds. paa hans Kontor, og han overvældede mig ligefrem med Lykønskninger til vor Armés Succes.“ T ildragelsen viser bl. a., at de franske Lovtaler over Am erikanernes militære Indsats ikke altid har været lige oprigtige.

Det vil erindres, at den tyske Rigskansler allerede den 6/10 havde sendt Præ sident W ilson en telegrafisk Anmodning om Vaabenstilstand. I Resten a f Oktober Maaned udvexledes der nu forskellige Noter m. m. om dette Emne, hvilket naturligvis gav Anledning til Drøftelser, dels mellem de Allieredes Øverstkommanderende indbyrdes, dels i det øverste Krigsraad. U nder disse Forhandlinger viste Pershing sig som den haardeste a f Overgeneralerne, idet han absolut holdt paa betingelsesløs Kapitulation uden foregaaende Vaabenstilstand. Han oplyser iøvrig t (i en Note Side 351), at Præsident Poincaré var a f samme Opfattelse, men maatte give efter overfor Clemenceau, der ønskede, at man indrømmede Tyskerne en Vaabenstilstand. T il Begrundelse a f sit Standpunkt udtaler Pershing bl. a .: „I Stedet fo r at tvinge de tyske Tropper til strax at gaa tilbage, efterladende deres Materiel, Vaaben og Udrustning, tillod Vaabenstilstandsbetingelserne dem at vende hjem med vajende Faner og klingende Spil og at optræde, som om de var O fre fo r den indrepolitiske Situation. H vis man havde fordret betingelsesløs Overgivelse, vilde Tyskerne uom tvisteligt have maattet give efter, og deres Tropper vilde være vendt tilbage til Tyskland afvæbnede og under lignende Vilkaa r som K rig sfanger frigivne paa Æ resord“ (Side 351).

Foch drev im idlertid ustandseligt de ham underlagte A rméer frem , og den 1/11 angreb efter hans Ordre I amerikanske Arm é paa ny (Meuse— Argonner-Operationens 5. og sidste Fa ­ ce). Nu var Tyskernes Modstandskraft kendelig formindsket, og den 4/11 begyndte de en almindelig Tilbagegang, saaledes at I amerikanske Armé, der fulgte efter, efterhaanden kunde svinge mod Nordøst om sin højre Flø j. Sam tidig var ogsaa II amerikanske Arm é rykket frem Øst fo r Meuse, saaledes at begge Arm éer paa Vaabenstilstandsdagen den 11/11 var naaet en Linie mellem Pont sur Seille— Fresnes— Sédan (exkl.), Front mod Nordøst. Dele a f I Armés Centrum havde da sat sig i Besiddelse a f højre Meusebred.

Under disse Operationer havde II Arm é hovedsagelig kun fungeret som Flanke- og Rygsikring og derfor kun lid t forholdsvis ubetydelige Tab. I Arm é derimod havde i Tiden 26/9 — 11/11 mistet 117.000 Mand. Fo r at give Tyskerne Naadestødet havde Foch i de første Dage a f November paabegyndt en Koncentration a f en mægtig Angrebsstyrke, som under de Castelnaus Be faling den 14/11 skulde støde frem fra Fronten Nordøst fo r Nancy mod Sarrebruck, altsaa Syd og Øst om Metz. H e rtil blev Pershing den 5/11 anmodet om at afgive 6 amerikanske Divisioner, hvad han gik ind paa. De blev stillede under Be faling a f General Billia rd som en ny, amerikansk II Armé. A f franske Tropper designerede Foch V III franske Arm é (Gérard), som alt befandt sig paa denne Del a f Vestfronten, og X franske (under den frem ­ ragende Hæ rfører Mangin). Ialt fik denne Armégruppe, der skulde frem tvinge den strategiske Afgørelse, en Styrke a f 28 Infanteridivisioner med meget stærkt A rtille ri og 600 Kampvogne. Pershing slutter sine Mem oirer med en kort Rekapitulation a f de amerikanske Operationer fra M aj 1918 og gentager her, hvad han igennem hele sin Frem stilling stedse understreger, at den amerikanske Indsats gav de Allierede den nummeriske Overvægt og dermed Sejren i Hænde.

Pershings K rigserindringer er i flere Henseender langt interessantere end Fochs. Den amerikanske Overgeneral tager — modsat Fochs Reservation — Bladet fra Munden og beskriver Personer og Forhold i nøje Overensstemmelse med sine personlige Iagttagelser og Indtryk. Hans aabenhjertige, ikke altid lige elskværdige Udtalelser har da ogsaa vakt en Del Forargelse, særlig i England, men yder, paa den anden Side, et væ rdifuldt Supplement til en K arakteristik a f saa at sige samtlige Vestmagternes ledende Personligheder under Verdenskrigen. Endvidere giver næsten hver Side a f Erindringerne en tydelig Forestilling om en Koalitionskrigs uhyre Vanskeligheder. Ogsaa a f sig selv opridser Pershing — med eller mod sin V ilje — lid t efter lid t et skarpt Billede. Udstyret med sund Begavelse, Virkelighedssans, Frem syn og mægtig Energi staar han alt i alt fo r Læseren som den rette Mand paa den rette Plads, en viljestæ rk 100 % Am erikaner, en stor Organisator og en dygtig Taktiker og Strateg. Men Memoirerne viser os ogsaa en Mand, som a f sin store Selvtillid og Selvfølelse kunde føres ud i Stædighed, ja S tridbarhed. Denne Mangel i Pershings aandelige Struktur kunde ved ikke saa faa Lejligheder lægge H indringer i Vejen fo r et frugtbart Samarbejde mellem ham og Vestmagternes Hæ rførere og Statsmænd, hvis Taalmodighed ofte blev sat paa Prøve. H e rtil kom, at hans ringe Respekt fo r evropæiske Traditioner og uudviklede Sans fo r Betydningen a f Opretholdelsen a f en vis, ydre Form bidrog til, at hans Særstandpunkter kom til at fremtræde mere yderliggaaende og udfordrende, end han maaske i Virkeligheden havde tilsigtet.

K. L. Lasson

Den svenske Luftforsvarskommissions Betænkning.

I den sidste Uge a f Februar blev Resultatet a f den svenske Luftforsvarskommissions næsten 4 Aars Arbejde delvis tilgængeligt fo r Offentligheden, idet de A fsn it a f Kommissionens Betænkning, som ikke var a f strengt fo rtrolig Karakter, udsendtes paa Nordiske Boghandels Forlag under Titlen

Luftf dr svarsutredningens betdnkande. Utredning betraffande hemortens och civilbefolkningens skyddande vid luftanfal mot Sverige.

Kommissionen blev nedsat den 2/3 1928 og bestod a f nogle militære og 3 civile Medlemmer. Dens Opgave var at foretage en Undersøgelse angaaende Behovet a f Foranstaltninger til Hjemstavnens Lu ftforsvar, ligesom vedrørende de Foranstaltninger iøvrigt, som kunde være egnet til dels at forøge H jem ­ stavnens Forsvarsberedskab mod Luftangreb, dels berede M ulighed fo r at afværge eller genere saadanne Angreb samt fo rmindske deres Virkninger. Desuden paahvilede det Kommissionen at udarbejde Forslag til visse Lovbestemmelser i nævnte Øjemed. Kommissionen har saaledes ikke beskæftiget sig med Spørgsmaalet om, i hvilket Om fang Lu ftforsvarsforanstaltninger og Organisationer bør indgaa i eller tildeles de egentlige Stridskræ fter. Den offentliggjorte Del a f Betænkningen er paa ialt 139 Sider og er delt i 8 Kapitler. A f disse frembyder de fire —• I, II, IV og V I — , der omhandler henholdsvis „Alm indelige Betragtninger over Luftstridskræ fters Anvendelighed til Angreb paa Byer og andre Lokaliteter“ , „De mellem folkelige Bestemmelser fo r Lu ftkrigsførelse og kemiske Kam pm idler“ , „Undersøgelser angaaende de sandsynligste Angrebssteder“ samt „O rdning a f den civile Befolknings Beskyttelse“ , intet N yt eller særlig bemærkelsesværdigt udover, at Kommissionen er kommet til det Resultat, at det nærmest er Statens og ikke Kommunernes P lig t at sørge fo r Beboernes Beskyttelse, derunder Forsyning med Gasmasker o. 1.. Dette Standpunkt er ikke ganske i Overensstemmelse med de hid til herhjemme gældende A n ­ skuelser, hvorefter Civilbefolkningens Beskyttelse anses fo r et individuelt og kommunalt Anliggende. De andre fire Kapitler — III, V, V II og V III — er set fra et m ilitæ rt — og iøvrig t ogsaa civilt — Synspunkt a f langt større Interesse, idet der deri gøres Rede saavel fo r Organisationen a f et aktivt Lu ftforsvar og det dertil nødvendige Materiel som fo r de dermed forbundne Udgifter, og der skal derfor i det følgende gives et kort Resumé a f disse Kapitlers Indhold. Kapitel III behandler Forsvarsmidlerne i al Almindelighed. Forsvarsmidlerne deler Kommissionen i to Hovedgrupper, nemlig dels saadanne som tager Sigte paa at forhindre de fjendtlige Bombardementsmaskiners Virksomhed, dels saadanne som har til Form aal at berænse Virkningerne a f de gennemførte Angreb. V i ser her helt bort fra den sidste Gruppe T il den første Gruppe henregnes Jagere, Luftvæ rnskanoner og Maskingeværer til Beskydning a f Luftm aal, Lyskastere og Lytteapparater, ligesom Maskeringsanordninger og Ballonspæ rringer medtages. Desuden medregnes hertil Bevogtnings- og Alarm eringsforanstaltninger. Med et velordnet Bevogtningssystem regner Kommissionen med, at der vil gaa ca. 5 M inutter fra det Ø jeblik, den (de) angribende Flyvem askine(r) opdages a f Luftbevogtningsposterne, til Forsvarsorganisationen er rede til at træde i Funktion. Paa denne Tid gennem flyver en Flyvemaskine med en Hastighed a f 225 km/Time en Strækning paa ca. 18 km. Fø r Forsvarets Jagere kan komme paa Vingerne og optage Kam ­ pen, medgaar herudover den Tid, som det tager fo r dem at naa den Højde, hvori Angrebet udføres, f. Eks. fo r at naa 5000 m Højde 8— 12 Minutter. Det findes derfor ikke tilraadeligt udelukkende at basere et Lu ftforsvar paa Flyvere. Luftskytset og det hertil hørende Ildledelsesmateriels U dvikling illustreres ved følgende T a l: I Følge o fficielle Rapporter nedskød Tyskerne under Verdenskrigen fra Jorden 1520 fjendtlige Flyvemaskiner, Franskmændene 500, Italienerne 129 og Amerikanerne (paa 4 Maaneder) 58. Det engelske Lu ftvæ rnsartilleri regnede i 1917 med ca. 8000 Skud pr. nedskudt Flyvemaskine, i Slutningen a f 1918 med ca. 1500. Paa Grund af, at P a ris’s Lu ftforsvar, som tidligere varetoges a f stærke Flyverstyrker, ikke ansaas fo r at opfylde de Fordringer, som burde stilles til det, omorganiseredes det til hovedsageligt at om fatte Lu ftvæ rnsartilleri. Kanontallet opgives forskelligt til 285 og 176, Antallet a f Flyvem askiner til ca. 50. A f de 29 Bombeangreb, hovedsageligt natlige, som Paris udsattes fo r efter Gennemførelsen a f denne Organisation, a fvistes 15 fuldstændigt, de øvrige 14 kun delvist. Det samlede Antal angribende Bombardementsflyvemaskiner herunder udgjorde 455, a f hvilke 429 blev nedskudt eller afvist; kun 26 Flyvem askiner (ca. 6 %) naaede Maalet. A f Data fo r nyere Luftvæ rnspjecer anfører Kommissionen, at Skudhastigheden nu er oppe paa 20 å 30 Skud K /M .; i U. S. A. skal man endog være naaet til 40 K/M. fo r en 75 mm Pjece. Skudhastigheden maa som Regel sættes noget lavere fo r mobile Pjecer end fo r Pjecer i fast Opstilling. A f de nu eksisterende Bombardementsflyvemaskiner er kun de færreste i Stand til at stige til mere end 6000— 7000 m. Da man vel nok vil søge at forbedre Bombardementsmaskinernes Stigeevne, anser Kommissionen en Rækkevidde i Højden paa mindst 9000 m fo r nødvendig fo r Luftvæ rnsartilleriets Pjecer. Med Hensyn til de allerede tidligere omtalte Virkningsm uligheder skal man ifølge Betænkningen i 1926 i Am erika være naaet til gennemsnitlig at faa en Sprængning, der kan give Virkning i Maalet, pr. 10 Skud. Dette Resultat skal være bestyrket ved de i Sverige i den seneste Tid afholdte Skydeforsøg. Luftværnsskytsets Kaliber sættes til ind til 10,5 cm fo r fast opstillet, til 7.5 cm fo r m obilt Skyts. Det mobile Luftskyts indordnes som Regel i Batterier å 4 Pjecer, det faste vil i Almindelighed paa Grund a f dets større Præ cision kunne organiseres i Batterier å kun 3 Pjecer, uden at Ildkraften derved synker under det, som synes paakrævet. • Paa Grund a f Retningsvanskeligheder reduceres L u ftværnskanonernes Virkning betydeligt paa Afstande under 1000 m, og mod Flyvemaskiner, der flyver meget lavt. A f den Grund fastslaar Kommissionen, at Lu ftvæ rnsartilleriet maa suppleres med Maskingeværer indrettet til Beskydning a f Luftm aal. Det synes, som om et Kaliber paa mindst 13 mm er nødvendigt fo r at opfylde de Fordringer, der nu stilles med Hensyn til Rækkevidde og Virkning. Luftvæ rnets Maskingeværer samles i Almindelighed i Ildenheder paa 4— 8 Pjecer. Fæ rre end 4 Pjecer synes a f Hensyn til Opnaaelsen a f fornøden Virkning i den relativt korte Tid, som i Almindelighed staar til Raadighed, ikke at være tilraadelig t . Specielle Luftvæ rns Lyskastere med en Spejldiameter paa 150 cm og en Rækkevidde under gunstige Forhold a f ind til ca. 10 km maa være til Raadighed; de samles i Reglen i Troppe paa 4 Lyskastere, hvoraf de 2 (Lederlyskasterne) rettes mod Maalet ved Hjælp a f tilhørende Lytteapparater. Betænkningen nævner endelig Ballonspærringer, som let kan improviseres. 1 Kapitel V foretages en Undersøgelse a f Behovet a f L u ftforsvarskampmidler til det svenske Hjem stavnsforsvar. Luftvæ rnets fornemste Kampmiddel er Luftmaalsskytset. Det ældre Luftvæ rnsskyts bør paa Grund a f dets ringe Rækkevidde (ind til 5500 m i Højden) kun anvendes ved Fo rsvaret a f saadanne Lokaliteter, som paa Grund a f deres ringe Udstrækning ikke kan vente Luftbombardement fra større Højder. lø v rig t bør Hjem stavnsforsvaret udstyres med Pjecer hovedsagelig a f samme Type som den svenske Luftværnskanon 1927/30 (godt 9000 m Rækkevidde) organiseret i Batterier å 3 Pjecer og skydende fra fast Opstilling. Ved Beregningen a f det nødvendige Batteriantal til de fo rskellige Byers Lu ftforsvar er Kommissionen gaaet ud fra, at en Flyvemaskine, som nærmer sig i 5000 m Højde, skal beskydes a f 1 Batteri i ca. 1 Minut, inden den naar den Position, hvorfra Bombekastet er muligt. Kommissionen naar herefter til en Totalsum fo r det permanente Luftvæ rn paa 35 Kanonbatterier, d. v. s. 105 Pjecer, fordelt paa forskellige Byer i Overensstemmelse med et sæ rskilt fo rtrolig t Bilag, som selvsagt ikke er offentliggjort. Herudover anser Kommissionen en mobil Reserve paa 11 Batterier fo r nødvendig. Hertil maa endvidere knyttes 63 Maskingeværdelinger (å 4 Maskingeværer) med en mobil Reserve paa 24 Delinger. A f Lyskastere forlanges 19 „Troppe“ å 4 150 cm Lyskastere og 2 Lytteapparater samt en mobil Reserve paa 10 Troppe. Kapitel V II behandler Organisationen a f det svenske Hjem ­ stavnsluftforsvar. Det samlede Befalingsmandstal fo r „Rigets faste Lu ftfo rsvar“ opgøres t il :

1 Oberst,

3 Oberstløjtnanter,

4 Majorer,

29 Kaptajner,

56 Løjtnanter,

285 Underbefalingsmænd og Volontærer.

Det aarlige Kontingent a f værnepligtige til Luftvæ rnet er opgjort til 1190 Mand, hvoraf et stort Antal Studenter o. 1. (90). Uddannelsestiden fo r de forskellige Kategorier (1) Studenter, 2) Underbefalingsmænd og Specialister, 3) andre værnepligtige ved A rtillerie t, 4) andre værnepligtige.ved Infanteriet) varierer fra 260 til 140 Dage. Værnet deles i 3 Luftværnskorps: 1’ (Stockholm), 2’ (Linkoping) og 3’ (Vasterås). I Kapitel V III er Udgifterne til det svenske Hjem stavnslu ftforsvar delt i 2 Grupper, nemlig:

1) Anskaffelsesudgifter paa 32,447,500 K r. og de

2) aarlige Udgifter paa 4,577,000 Kr.

Anskaffelserne omfatter:

1 Jagerflotille å 45 Maskiner, 35 Luftkanonbatterier å 3 Pjecer med 250 Skud pr. Pjece, 63 Luftværnsmaskingeværafdelinger å 4 Maskingeværer samt 19 Lyskastertroppe å 4 150 cm Lyskastere og 2 Lytteapparter, og der er i et a f Bilagene g jort nærmere Rede for, hvorledes man naar til de ovennævnte Beløb. Da man ikke ved, paa hvormange Byer det ovennævnte M ateriel (med Personel) skal fordeles, kan man desværre ikke drage nogen helt rig tig Sammenligning mellem de Beløb, den svenske Kommission anser fo r nødvendig til Etablering a f et effektivt Lu ftforsvar, og de Beløb man fra Tid til anden herhjemme har set o ffen tlig jort i Dagspressen som paakrævet til Oprettelse a f et Lu ftforsvar a f København. Det vil dog næppe være fo r hasarderet at paastaa, at mindst 3 svenske Byer (Lokaliteter) skal nyde godt a f Fordelen ved at have et Lu ftforsvar — ellers var der jo ikke megen Grund til at oprette 3 Luftvæ rnskorps. E r denne Forudsæ tning rig ­ tig, vil det sige, at de ca. 32 M ili. skal fordeles paa mindst 3 Byer, og det kan derfor ikke være helt galt, naar man herhjemme har anslaaet Anskaffelsesudgifterne til 1 Bys — Københavns — Lu ftforsvar til højst Halvdelen a f det angivne Beløb. E. P.

E. P.

Foredrag udarbejdet ved Flyverkorpset til Brug ved Instruktionskursus. 214 Sider. Foredragene kan købes ved Flyverkorpset. P ris K r. 4.00. Um iddelbart efter at Flyverkorpset 1’ Februar 1923 var oprettet, erkendte Ledelsen, at der snarest burde udarbejdes en Frem stilling a f Flyvernes Virksomhed paa Basis a f Krigens E rfa rin g e r fo r saa hurtig t som m uligt at udbrede i Hæren et rig tig t Kendskab til det nye Vaaben. I Ju li Maaned var Arbejdet udført, og det kom til at hedde „K o rt Frem stilling a f Flyvevæsenets Organisation, Anvendelse og Betydning“ . Ledelsens Tanke om at faa det udgivet i Bogform stødte paa Modstand og kunde ikke gennemføres, og man maatte derfor følge andre Veje fo r at udbrede Kendskabet til Flyvernes Virksomhed. Det i den korte Frem stilling anførte blev senere optaget i de forskellige Feltreglementer, hvor det i Virkeligheden druknede. N aar nu Flyverkorpset i Anledning a f det i A a r afholdte Kursus fo r O fficerer a f Stabsofficers- og Kaptajnsklassen har ladet Foredragene udgive i Bogform , maa dette hilses med Glæde, thi fo r det første har Deltagerne faa noget sk riftlig t med hjem, hvad der ofte a f Kursusdeltagere klages over, at de ikke faar, og fo r det andet kan Foredragene købes, saaledes at ogsaa andre end Kursusdeltagerne kan drage Fordel a f Korpsets Arbejde, og fo r det tredie er det et saa lødigt Arbejde og i en saa tilgængelig Form , at saavel ældre som yngre vil have baade Gavn og Glæde a f at stifte Bekendtskab med Foredragene. Det maa anses for urigtigt, dersom ikke Skolerne lader disse Foredrag — i Forbindelse med Reglementerne — danne Basis fo r den Undervisning, som maa og skal gives om dette Vaaben, som de allerfleste forventer, vil komme til at spille en overordentlig Rolle i en kommende Krig. Foredragene om fatter Flyvertroppernes Organisation og Anvendelse, Lu ftfotografering, Flyvemateriel, Skydning og Bombardement, Radio, Meteorologi og Luftnavigation. Under Flyvertroppernes Organisation og Anvendelse er behandlet Kamp-, Rekognoscerings- og Bombardementsflyvevæsenet, og hver a f disse Væsener er gennemgaaet med Hensyn til Materiel, Personel og Organisation, og man har i ganske kort Form klarlagt de Grundelementer (Hastigheder, Tophøjder, Stigetider, Benzinmængde, Personel, Materiel, Opgaver o. s. v.), som maa kendes, fo r at man kan disponere over M askiner (Eskadriller). Under forskellige Forhold vedrørende Brugen a f Flyvere er givet en Række Data og et Pa r karakteristiske Eksempler paa, hvad han kan faa ud a f en Jager- og en Rekognosceringseskadrille under visse givne Forudsætninger. Lu ftfotografering, Radio, Meteorologi og Luftnavigation er behandlet paa selvsamme Maade som Organisation og Anvendelse; der er givet Oplysning om det Materiel, der haves fo r at løse Opgaverne, „Grundelementerne“ er klarlagt, der er redegjort fo r Opgaverne og deres Udførelse; hvor Korpsets B illedstof har kunnet bringes til Anvendelse, er dette bleven gjort. 2’ Foredrag i Meteorologi har næppe større m ilitæ r Interesse, men det kan dog give en Fo restilling om, hvad der gøres fo r at give den civile Flyvning de bedst mulige Oplysninger om det, som til alle Tider vil kunne berede Flyvningen de største Vanskeligheder: Vejret. I A fsnittet om Flyvem ateriel er der gaaet nærmere ind paa Flyvem askiner og Motorer, og paa ca. 30 Sider er det lykkedes at give netop saa meget, som er nødvendigt fo r den, der ikke skal uddannes til Flyver, men som skal beskæftige sig med Flyv ­ ning; de almindeligt forekommende Forhold som Opdrift, V in ­ dens Indflydelse, Landing, Rorernes Virkemaade, Stabilitet, Spind, Flyvemaskinens og Motorens Data, Kompression, Karburering, Køling o. s. v. er behandlet; disse tekniske Forhold, som generer mange, kan specielt O fficerer i Stabene ikke være uvidende om i en Tidsalder, hvor Mekaniken spiller en saa uhyre Rolle. E r det ikke m uligt ad anden Vej at blive oplyst om disse Forhold, er der givet Mulighed i Foredragene om Flyvemateriel, der slutter med en Oversigt over Hærens Materiel (med Billeder), dets Udstyr og Data. A t der i Frem stillingen er enkelte Ting, der kan give A n ­ ledning til Bemærkninger, rokker ikke ved den Kendsgerning, at man i kort, klar og læseværdig Form har givet den mere ukyndige Befalingsmand et særdeles godt Overblik over og en Række betydningsfulde Detailler om Flyverne, Flyvem ateriellet og den taktiske Anvendelse. Foredragene anbefales paa det bedste.

H. O. Hansen.

Boganskaffelser.

DET KGL. GARNISONSBIBLIOTEK. Maj 1932.

Lindbåck-Larsen, O .: S kandinavias Sikkerhet. Oslo 1932. — Langkilde, H . P.: Legem søvelsernes H is to rie 1500— 1800. Kbh . 1932. — Pontoppidan, A .: Den yngre Slæ gt Pon toppidan . Kbh . 1931. — Wille, J.: Fæ drelandsfo rsv a r og Jord spørg sm aal. Kbh . 1932. — Goetz, W .: Propyläen-W eltgeschichte. III. B e rl. 1932. — Terlinden, C.: H is to ire m ilita ire des Belges. B ru x elle s 1931. — Broch, R. & H. Hauptmann: D ie w estgalizischen H e ldengräber. K ra k a u 1918. — Lebaud: A ctes de guerre 1914— 17. P a ris 1932. — Epstein, M . : The Statesm an’s year-book 1932. Lond . 1932. — Dening, B. C.: The fu tu re o f the b ritis h arm y. Lond . 1928. — M artel: In the w ake o f the tank. Lond . 1931. — Weltmachtprobleme i : W ie w ürde e in neuer K rie g aussehen. Z ü rich 1932.

Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste.

Odensegade 17, Kjøbenhavn Ø.

Meddelelse fra „Kjøbenhavns Kreds". Odensegade 17, Ø.

I Sommersaisonen (1. Maj— 30. September) er der Sammenkomst hver Fredag Aften Kl. 8 i Kredsens Sommerlokaler, Allégade Nr. 10.

Søndag den 28. August Kl. 9 Form . pr. paa Hærens Skydebaner (N r. 5— 6) paa Amager: Præmieskydning med Hærens Pistol 1910. T il Præmieskydningen udsættes følgende Præmier: I. Den a f Foreningens Fællesstyrelse udsatte Ærespræmie fo r 1932 og et An tal Flidspræmier. — Disse Præmier kan kun vindes a f Skytter, der har deltaget i alle Kredsens Pistolskydninger i Sommer. — Der betales intet Indskud. II. E t An tal a f Kredsen udsatte Præmier, hvortil alle Kredsens Medlemmer kan konkurrere — uanset tidligere Deltagelse. — Indskud 3 Kr., som bedes betalt a f de Medlemmer, der ønsker at deltage, straks efter Ankomsten til Banerne. Som 1ste Præmie udsættes en Sølvpokal, der skal vindes 3 Gange for at blive Ejendom . (E r vundet 2 Gange a f Løjtnanterne E . Dam og A. A . Andersen. III. E n a f Lø jtnan t C. N. W. Flin d t skænket smuk Sølvskaal og 3 ekstra Flidspræm ier. Skaalen udsættes som Vandrepræmie, og Konkurrencen foregaar som Handicapskydning, hvori de Skytter kan deltage, søm i de 3 sidst forløbne A a r har deltaget i alle Skydninger om Foreningens Æ respræmie. Flidspræmierne udsættes foran Kredsens Flidspræmier. T il Skydningen om Kredsens Præmier inddeles de deltagende Skytter i 4 Klasser, og der udsættes Præmier i hver Klasse samt — fo r Deltagerne i alle Sommerens Pistolskydninger — et A n tal Flidspræmier.

Klasse A. 1. Præmietagere i Klasse A . i de 3 sidst forløbne Aar. 2. Præmietagere i Klasse B., C. og D., som i de 3 sidst fo rløbne A a r opnaaede 147 Points og derover. Klasse B. 1. Præmietagere i Klasse B., C. og D., som i de 3 sidst fo rløbne A a r opnaaede 136— 146 Points, begge incl. — 2. Vindere a f Fællesstyrelsens Flidspræm ier i de 3 sidst fo rløbne Aar. Klasse C. 1. Præmietagere i Klasse C. og D., som i de 3 sidst forløbne A a r opnaaede fæ rre end 136 Points. 2. Vindere a f Kredsens Flidspræ m ier i de 3 sidst forløbne Aar.

Klasse D. Andre Skytter Den Skytte, der ikke har vundet Præmie i sin Klasse de 3 sidst fo rløbne A ar, indrangeres, i den nærmeste lavere Klasse. Medlemmerne bedes møde ved Skydningens Begyndelse, da afsluttede Skydninger ikke genoptages. — F u g le s k y d n in g s k lu b b e n s B e s ty relse m e dd ele r, at den aarlige Fu g ­ leskydning afholdes i Kredsens Sommerlokaler, Allégade 10, Søndag den U. September Kl. 10 Form. pr. Medelmmer a f Foreningen, der ikke er Medlemmer a f Klubben, kan deltage i Fugleskydningen mod at erlægge det forløbne A a rs Kontingent — 4 K r. — , inden Skydningen begynder.

MILITÆRT TIDSSKRIFT:

Redaktør: Steen Blichersvej 1, Kjøbenhavn F., Telf. Godthaab 4932. Ekspedition: Juliu s Blomsgade 6, Kjøbenhavn L., Telf. Taga 2111 y. Annonce-Ekspedition: Pilestræ de 8, Kjøbenhavn K., Telf. Central 6522,