Af kontreadmiral K. Winther, cheffor Søværnets operative Kommando.
Som udgangspunkt for en redegørelse for mine forventninger og visioner i relation til aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 kan det nok være nyttigt at erindre, at Søværnets operative Kommandos (SOK) tre overordnede ansvarsområder er for det første ledelse af den operative indsats med eskadrer, skibe og marinedistrikter, for det andet træning og uddannelse herunder ledelse og drift af søværnets skolevirksomhed og endeligt forvaltningen af hovedparten af søværnets militære personel. Målet med denne virksomhed er - i DeMap sprog - at opstille operative enheder og at indsætte enheder og andre af strukturens elementer som for eksempel SOKs hovedkvarter og marinedistriktshovedkvarterer til løsning af de pålagte, operative maritime opgaver. Det er desuden væsentligt at holde for øje, at omend SOKs myndighedsområde står for søværnets slutproduktion - udtrykt i opgaveløsningen - så forudsætter det en velfungerende støtteproduktion først og fremmest leveret fra Søværnets Materielkommando (SMK), men tillige fra den skole- og personelfunktion, der ligger indenfor SOK eget myndighedsområde. Endeligt er der en række vigtige samarbejdsrelationer med en lang række andre myndigheder, som på forskellig vis påvirker og er del af den samlede opgaveløsning. Mange kunne nævnes - både militære nationale og allierede og partnere i ’’partnerskab for fred” samt civile - men jeg vil blot som de vigtigste og i denne sammenhæng mest relevante pege på Forsvarskommandoen og Flyvertaktisk Kommando samt de to Nordatlantiske kommandoer, Grønlands kommando og Færøernes Kommando.
Forsvarschefen har i sit indlæg fremhævet forsvarsaftalens overordnede tema og strukturide og chefen for SMK behandler i sit bidrag udviklingen af søværnets materielstruktur. Forligets nærmere indhold forudsættes i øvrigt bekendt, og jeg vil ikke gentage det her, men i stedet fortsætte direkte med mine forventninger for de kommende år.
For søværnet tegner der sig en periode, hvor hverdagen først vil være præget af omstilling og reduktioner i år 2000 og i 2001 og dernæst i stigende grad af udvikling i de næste tre år 2002-2004. Forligets første år står derfor nok så meget i reduktionernes tegn. Fra den 1 januar i år udgik 8 torpedomissilbåde af WILLEMOES -klassen, 2 minelæggere af FALSTER-klassen samt inspektionsskibet BESKYTTEREN og tankfartøjet RIMFAXE af den operative struktur og de er eller vil hurtigt udgå helt af flådens tal. BESKYTTEREN påregnes at blive doneret til Estland senere i år, medens de øvrige enheder bortsælges. Senere i år udgår de to sidste enheder af WILLEMOES-klassen og med dem også det sidste tankfartøj, SKINFAXE. Den 1. januar blev tillige 2 af søværnets 5 undervandsbåde henlagt med den betydning, at der herefter kun er materielmæssigt grundlag for at sejle med 3 både, samt at disse vil have et varierende materielberedskab og som konsekvens af dette også et varierende træningsstade for de pågældende besætninger. Med udgangen af september nedlægges Sundets Marinedistrikt og Stevnsfort. Mere præcist er det Sundets Marinedistrikts hovedkvarter på Stevns, der nedlægges. Radarstationer og kystudkigstationer og distriktsopgaveme i øvrigt fortsættes naturligvis, men nu som elementer underlagt henholdsvis Kattegats og Bornholms marinedistrikter, medens en række lokale planlægnings og materielvedligeholdelsesopgaver overtages af et fra 1. oktober nyoprettet Marinedistrikts Element Korsør. Derudover arbejdes der med de arbitrære 10% reduktioner i SOK stab og i skolerne i en tung proces, fordi disse reduktioner jo netop er arbitrære og ikke bundet til konkrete strukturelle eller opgavemæssige ændringer.
Som konsekvens af udfasningen af WILLEMOES-klassen samt henlæggelse af de 2 undervandsbåde er det bestemt i forsvarsaftalen, at tilmeldingen til NATO’s reaktionsstyrker reduceres med 4 enheder af WILLEMOES-klassen samt at tilmeldingen af undervandsbåde justeres til fast en og periodevis to enheder. På sigt tilmeldes et af de kommende fleksible støtteskibe som kommando- og støtteskib for Mine Counter Measures Force North. Indtil da anvendes minelæggere af FALSTER- og LINDORMEN-klassen til denne opgave. Herudover tilmeldes som hidtil korvetter og STANDARDFLEX-enheder i minerydnings-, kamp- og antiubådsroller, ligesom to inspektionsskibe fortsat skal kunne indgå i reaktionsstyrkerne.
Det er dog ikke kun reduktioner, der udmøntes i år 2000. På udviklingssiden skal det noteres, at personel svarende til de 4 operative WILLEMOES-klasse besætninger er i gang med en omskolingsproces til tjeneste i STANDARDFLEX- /FLYVEFISKEN-klassen. Med denne overførsel vil det blive muligt at opnå maksimal udnyttelse af klassens i alt 14 enheder. Dette skal ses i sammenhæng med, at moduludrustningen til alle de forudsete roller - kamp-, antiubåds- og minerydningsrolleme samt de civile komponenter - som resultat af tidligere forsvarsaftaler vil blive afslutte i løbet af denne forligsperiode. Her er der således tale om en fortsat kvalitativ forbedring og konsolidering af operative muligheder, hvor det for så vidt angår minerydning og antiubåds kapaciteten er områder, der tidligere i lyset af den kolde krigs scenarier var meget lavt prioriterede. Med nutidens krav om større alsidighed er det til gengæld væsentlige kapaciteter. I skrivende stund udestår politisk afklaring af søværnets fremtidige eskadrestruktur og skibenes basering. Beslutninger om dette har naturligvis stor betydning for søværnets personel - hvilken geografi skal man personligt planlægge efter - men det har også stor betydning for de daglige driftsvilkår og for mulighederne for at opnå en meget nødvendig styrkelse af den operative træning på højere og mere krævende niveau end den basale skibstypetræning. Der er således mulighed for her at skabe et væsentligt og meget positivt udviklingsprojekt, samtidig med at der opnås den driftsmæssige rationalisering, der naturligt følger af det mindre antal skibe i den samlede struktur.
Strukturen skal bemandes og drives for at opgaverne kan løses. Det vil være kendt, at økonomien i forligsperioden er således fordelt, at der i de første år, inden virkningen af de mange rationaliseringer frigør penge til investering og drift, skal skaffes investeringsmidler via midlertidige besparelser på personelområdet og ved begrænsning i øvrige driftsmidler. Eller med andre ord - i de første forligsår vil der hverken være personel eller penge til at drive strukturen fuldt ud i forhold til de opgaver, der som målsætning ønskes løst, og som det er hensigten, at forsvaret, efterhånden som forligsindholdet gennemføres, skal kunne løse. For SOK betyder dette, at der især i dette år - 2000 - som resultat af personelmangler og en restriktiv ansættelsespolitik samt en reduceret økonomisk driftsramme, vil være en række opgaver i ’’slutproduktionen” - den operative opgaveløsning - der ikke kan løses fuldt ud. Den situation er bearbejdet i en tæt dialog med Forsvarskommandoen. Resultatet er udtrykt i årets handleplan, af hvilken det fremgår, at den samlede volumen af skibsdage til søs i år er reduceret med ca. 9% i forhold til niveauet i 1999. Prioriteringsprocessen udtrykker desuden en balance mellem de højest prioriterede opgaver som for eksempel bemanding og aktivitet for reaktionsstyrke enheder - altså den internationale kapacitet - og bemanding og aktivitet for de enheder, der hjemme og i Nordatlanten løser de mange myndighedsopgaver så som overvågning, inspektionstjeneste, søredning og miljøopgaver. Prioritering er i den sidste ende et fravalg, men det skal noteres, at ingen prioriterede opgaver er valgt fra i helhed. Derimod er der foretaget en række specifikke reduktioner af evnen til at løse dele af de samlede opgaver. Der er altså ting vi burde gøre, som det har været nødvendigt ikke at tilgodese fuldt ud, fordi det i givet fald ville have forudsat for store reduktioner i andre også prioriterede opgaver. Det er tillige meget klart, at ekstra sejladsaktiviteter kun er mulige ved samtidig og tilsvarende reduktion i de ellers planlagte aktiviteter. Det betyder ikke, at vi ikke kan eller vil være fleksible overfor uforudsete situationer og nye krav. Men det betyder, at fleksibiliteten skal følges helt til dørs med accept af de fravalg, der så også kræves.
Den meget pressede situation på personel og aktivitetssiden påregnes trinvis at blive bedret fra år 2002. Og det vil også være fra forligsperiodens anden halvdel at den planlagte tilgang af nye skibe efterhånden bliver synlig i søværnets operative hverdag - jævnfør chefen for SMK indlæg om dette.
Aftalen om forsvarets ordning 2000-2004 er ikke kun en fortsat udvikling af forsvarets opgaver og struktur i det forløb, der har været fra 1989 og til nu. Den indeholder derudover et markant skift i den overordnede prioritering af evnen til international indsats over evnen til forsvar af dansk område - vel at mærke set i relation til hvilke af disse to krav, der skal være styrende for strukturudviklingen og for ’’fredstids” bemandings- og aktivitetsniveauet. Evnen til forsvar skal fortsat bevares, men med en mindre national styrke forudsættes dette at skulle ske entydigt i en alliancesammenhæng.
Det kan ses som et jobskifte, hvor det er sundt at gøre sig klart, hvad det nye job betyder. Hvad skal jeg nu, som jeg ikke skulle før - og hvad af det jeg skulle før, skal jeg ikke mere? Og svarer den nye struktur - værktøjet til de nye opgaver?
Kapaciteten til internationale operationer skal styrkes. Med den aktuelle struktur kan søværnet bidrage til dette med kvalificerede korvetter og minerydningsenheder samt med undervandsbåde. Desuden har både FALSTER-klassen og LINDORMEN-klassen i flere omgange vist deres anvendelighed som kommando- og støtteskibe for internationale minerydningsstyrker både i Nordeuropæiske farvande og ved deployeringer over Atlanten og til Middelhavet. Som nævnt vil den samlede kapacitet hurtigt udvides til også at omfatte STANDARDFLEX-enheder i kamp- (’’missilbåds”) rolle og i antiubådsrollen. Der vil altså på kort sigt ske en kvalitativ udvidelse af evnen til at bidrage med enheder til internationale opgaver. Gennem de sidste 10 års erfaringer fra deltagelse i internationale operationer har vi tilpasset bemandings og træningsmønstret til disse krav, og vi har udviklet kapacitet og procedurer, der sikrer at udsendte enheder også logistisk kan understøttes i en international operation i større afstand fra Danmark. Vi har tillige sikret gennem de seneste års aktivering af en Task Group stab, at der er opbygget viden og procedurer for at udsende en samlet styrke til en given opgave, og vi har i den sammenhæng overfor allierede demonstreret evnen til at lede og udføre især kystnære operationer. Reaktionsstyrketilmeldingen har dermed flere optioner - hvor der kan vælges mellem at udsende de tilmeldte enheder hver for sig for som enkeltenheder at indgå i allierede Task Groups, eller de kan danne en egen Task Group med en dansk styrkechef. Hvad der skal vælges er ganske afhængigt af, hvad man politisk ønsker at bidrage med i den foreliggende situation. I mere begrænsede krisesituationer ligger deltagelse med enkeltenheder nærmest for, medens større kriser taler for udsendelse af en større samlet kapacitet. Men der kan være variationer, hvor udsendelse af en Task Group kan være relevant også i en mere begrænset opgave, såfremt en operation skal fortsættes over lang tid, hvor alle bidragende nationer kan have en interesse i at nogle opgaver kan deles tidsmæssigt imellem deres flåder. Med tilgang af de nye fleksible støtteskibe og på sigt patruljeskibe og nye undervandsbåde vil søværnets internationale evne strukturelt blive fortsat og kvalitativt forbedret med den ønskede vægtning af øget udholdenhed og mobilitet. Den udvidede internationale opgave er således erkendt og mulig, og grundlaget vil yderligere forbedres i de kommende år. Myndighedsopgaverne hjemme og i Nordatlanten optager i dag samlet omkring 1/3 af den operative ressourceindsats. Disse opgaver både videreføres og ændres. Der er tale om øgede opgaver på havmiljøområdet, medens opgavernes omfang ved de Nordatlantiske rigsdele måske og måske ikke vil ændres i indhold og omfang. Behovet for overvågning af de hjemlige farvande vil bestå, men kan forventeligt løses med en ændret ressourceindsats især for så vidt angår skibe. De nye mindre standardfartøjer kan som velfungerende patruljeenheder her vise sig at kunne løse opgaven med samme kvalitet men til en lavere omkostning. Opgaverne til de landbaserede dele - SOKs hovedkvarter/ operations-central og de to marinedistriktshovedkvarterer - herunder ledelse af overvågning, redningstjeneste og miljøindsatsen må forventes at fortsætte på stort set nuværende niveau, og de gevinster, der kan følge med ny teknik, er høstet i denne omgang med den igangværende modernisering af det samlede kommando- og kontrolsystem. Der må som sagt samlet ventes visse ændringer i disse opgaver, men kvalitativt kan de løses. Det er imidlertid allerede mærkbart, at det totale antal skibe i strukturen er reduceret, og at den resterende struktur presses af kapacitetskravene til myndighedsopgaverne. Det vil her som nævnt være meget vigtigt at udvikle de nye mindre standardfartøjer til kvalificerede patruljeenheder egnede til at løse hovedparten af de kontinuerte myndighedsopgaver i de hjemlige farvande. For så vidt angår Nordatlanten synes den planlagte erstatning for BESKYTTEREN og de nuværende inspektionskuttere med nye inspektionsfartøjer, der størrelsesmæssigt vil være større end kutterne men mindre end inspektionsskibet, at kunne sikre god strukturel kontinuitet og en god kvalitativ kapacitet.
Forligsaftalen fastslår, at der kan foretages reduktioner af forsvarets kapacitet til forsvar af dansk territorium. Kapaciteten til forsvar af dansk område er ikke længere det dimensionerende krav og et forsvar forudsættes under alle omstændigheder udført i en allianceramme. Derfor udfasningen uden erstatning af de 10 torpedomissilbåde af WILLEMOES-klassen og af 2 af de i alt 4 minelæggere af FALSTER-klassen. Den resterende struktur vil have en god kapacitet til at bidrage til kamp mod overfladeenheder, og der vil uændret rådes over en god og moderne beholdning af søminer. Vores enheders evne til luftforsvar er allerede væsentligt forbedret både i antal hiftforsvarssystemer og i disses effektivitet og yderligere forbedringer er planlagt. Evnen til at rydde miner og til at bekæmpe undervandsbåde vil som sagt også være meget bedre end tidligere. Men det skal huskes, at STANDARDFLEX nok er fleksibel, men der kan kun bæres en rolle ad gangen. Skal vægten lægges på overfladekamp, så kan der ikke på samme tid med vægt ryddes miner eller indsættes enheder i antiubådsrolle. Strukturen vil have gode kvalitative egenskaber. Svagheden, eller begrænsningen om man vil, er i kvantiteten. En talmæssigt lille styrkestruktur har to operative svagheder - den har en begrænset aktiv kapacitet - og den er følsom overfor selv begrænsede tab. Og denne manglende robusthed vil tillige medføre en risiko for en svag operativ indsættelse af den rådige styrke, fordi konsekvenserne af tab vægtes for tungt i forhold til det mulige resultat af en mere beslutsom og aktiv indsats. Det er min opfattelse, at helt samme overvejelser vil være relevante for så vidt angår flyvevåbnets situation og dermed for flyvevåbnets bidrag til de maritime operationer.
Med en mindre styrke er det derfor vigtigt at fastholde den sammenhæng, at forsvar af dansk område forudsættes at være en samlet og både ’’combined” - det vil sige med indsats af militære styrker fra flere nationer - og ’’joint” - det vil sige med koordineret indsats af flåde-, fly- og landstyrker - operation, hvor kravet til vore enheder udover egen effektivitet som våbenplatform vil være evnen for hvert enkelt skib til doktrinmæssigt, proceduremæssigt og taktisk samt med tilstrækkelige kommando, kontrol og kommunikationskapacitet at indgå med fuld effekt som del af en allieret styrke. Dette krav er imidlertid helt sammenfaldende med de krav, der kan gøres gældende for deltagelse i reaktionsstyrker i international indsats. Vi vil altså i et forsvar af dansk område kunne indgå effektivt som dele i en samlet allieret styrke - og det er herefter opgaven.
Strukturelt er søværnet vel forberedt til det nye job, og forligets gennemførelse vil yderligere forbedre denne situation. Men det er vigtigt at holde sig jobændringen for øje. Det nye er let at se og at acceptere. Det kræver lidt udenadslære at forstå, at vi ikke kan - og ikke skal kunne - alt hvad vi kunne til tidligere tiders opgaver.
Jeg er indtil nu gået udenom det område, der aktuelt internt i søværnet og i forsvaret i øvrigt nok opleves som det vanskeligste, nemlig personellet. Når det er vanskeligere end andre områder er det fordi det ikke i samme grad lader sig beslutte og gennemføre som strukturer og materielindkøb. Man kan nok fastlægge rammer og vilkår for personelstrukturen, men rekruttering og fastholdelse kræver derudover en frivillig og aktiv medvirken fra et stort antal individuelle personers side. Og det kræver på sin side at forsvaret opfattes som en attraktiv arbejdsplads med en god balance mellem jobbets udfordringer, muligheder, oplevelser, omveksling og alligevel stabilitet - ikke mindst udtrykt som planfastholdelse for den enkelte - samt rimelige økonomiske vilkår. En vanskelig blanding af bløde og hårde værdier, hvor forsvaret imidlertid grundlæggende har ganske gode forudsætninger for at komme med et godt tilbud. Rent faktisk rekrutterer og fastholder vi jo også særdeles mange velkvalificerede og velmotiverede mennesker, men ikke helt nok. Resultatet er en mangelsituation, der kendes ved de fleste tjenestesteder. Selv om den totale mangel ikke er voldsomt stor, er den et meget synligt og mærkbart problem i dagligdagen, og det er vigtigt, at der arbejdes målrettet for at bedre på dette. Vi må utvivlsomt i kraft af den generelle samfundsudvikling herunder holdningen til job og karrriereskifte leve med et generelt større gennemtræk end tidligere. Det koster penge, og vi kan ikke som andre virksomheder bare rekruttere erfaren arbejdskraft fra en af de andre i branchen. Vi skal selv rekruttere og uddanne fra bunden hver gang. I den proces er en restriktiv ansættelsespolitik ingen hjælp, fordi den medvirker til at udtørre de kilder, vi kan rekruttere fra, og de begynder ikke at springe af sig selv igen, den dag restriktionerne hæves. Sparet personel er hurtige penge og synlige penge. Derfor er personelreduktioner også et væsentligt element i en meget stor del af de enkeltprojekter, der udgør det samlede forligsgrundlag. Vi - forsvaret - har også selv i årenes løb medvirket til at stramme personelskruen ved at bidrage til normtal, der ikke tog hensyn til det fulde og samlet set meget betydelige uddannelsesfravær fra ’’aktiv” tjeneste. Resultatet er en personelstruktur, der er så skrabet, at den nødvendigvis vil være meget følsom for ekstra belastninger. Samtidigt med en opgaveudvikling, der som en indbygget del i omfattende grad skal kunne opfange ekstra belastninger. På personelsiden er der ikke balance mellem mål og midler. Men det er jo en del af forligets målsætning, at det skal ende med balance. Så der er måske håb. På kort sigt er det afgørende for at sikre oplevelsen af de positive sider ved arbejdet i forsvaret, at den konkrete aktivitetsplanlægning tager udgangspunkt i faktisk værende ressourcer. Skal jeg samlet vurdere situationen, må jeg imidlertid konstatere, at forliget på den ene side meget langt giver grundlag for at sikre rimelige vilkår for det personel, der må forlade forsvaret, men at det på den anden side slet ikke i samme grad tager højde for spørgsmålet om, hvorledes der i dagens samfundsmæssige situation kan sikres tilstrækkelige forudsætninger for at rekruttere og fastholde den personelstyrke, der fortsat skal løse forsvarets mange opgaver.
Når jeg vender mig til de mere langsigtede betragtninger, er det fortsat min vision, at den danske flåde skal bestå af kvalificeret materiel og bemandes med besætninger, der sikrer at de pålagte operative maritime opgaver løses på en professionel måde. Det gælder hvadenten opgaverne er kamp eller øvrige operationer under krigs vilkår eller det er myndighedsopgaver som patruljetjeneste for fiskeriinspektion, farvandsovervågning, søredning og is- og miljøopgaver. Det er en vision, der svarer til den nuværende kvalitative sammensætning af flåden og til det med forsvarsforliget fastlagte nybygnings- og udviklingsprogram. Det vil sige en flåde med kvalificeret militær evne til overfladekamp, luftforsvar af egne enheder, minekrig og undervandsoperationer såvel med som mod undervandsbåde og med evne til at indgå i operationer som del af såvel ’’combined” som ’’joint” styrker og med en selvstændig evne til kommando og kontrol på operativt og taktisk niveau. Det vil tillige være en flåde med særlig ekspertise i kystnære operationer - ’’littoral warfare” - men også med evne til at deployere over det åbne hav. Personelmæssigt er den nuværende balance mellem officerer, stampersonel og værnepligtige anvendelig forudsat såvel uddannelsesstruktur som øvelsesaktivitet til søs samt reel operativ indsættelse ikke begrænses til et niveau, der kan underminere professionalisme og herunder sikkerhed til søs. For god ordens skyld skal det tilføjes og skæres ud i pap, at visionen ikke omfatter hangarskibe og deres fly, amfibiekapacitet eller ballistiske undervandsbåde, og altså ikke er udtryk for en ’’mini udgave af en stormagtsflåde”, men derimod en flåde, der kvalificeret kan indgå i en alliancestrukturs mere almene elementer. En sådan flåde har vi gode muligheder for at opretholde, og som det fremgår af chefen for SMK indlæg har vi med den samlede FLEX-koncept en enestående valgfrihed og robusthed overfor strukturskift, fordi så meget af de kostbare materielsystemer kan udnyttes med fuld effekt også i en ny eller justeret struktur.
Forsvarsforliget gælder 5-års perioden 2000 - 2004, men en række beslutninger specielt om materielinvesteringer og personelforhold vil have virkning i mange år derefter. Et fleksibelt støtteskib, der indgår i flådens tal i 2006 vil for eksempel have en forventet levetid på 30-40 år altså til omkring år 2036 - 2046. Selv med en sådan levetid tager vi dog vore nationale forsvarsbeslutninger vel i læ af de større nationers mere langsigtede dispositioner. Vores struktur kan tillige enten købes ’’off the shelf’ eller i det mindste udvikles med moderate udviklingstider og -omkostninger. I forhold til de større nationer og selvfølgeligt først og fremmest USA kan vi således uden risiko for store spildte udgifter beslutte os senere og handle på noget kortere horisonter. I den sammenhæng udtrykker forliget i det meste en fornuftig balance mellem beslutninger og friholdte optioner. Forudsat at de sidste følges op i tide. Jeg tænker uvægerligt på en episode i en af tidligere tiders store beredskabsøvelser - en WINTEX . I en situation hvor man i dagens møde i Krisestyringscenteret i Udenrigsministeriet havde besluttet at afvente udviklingen yderligere en dag, før der ville blive taget stilling til et givet beredskabstiltag, konstaterede ’’øvelsesstatsministeren”, kommitteret Henning Gottlieb fra Statsministeriet, at vi nu havde nået den foretrukne danske beslutning - nemlig at udskyde beslutningen til i morgen. Vi havde på samme tid vist handlekraft - nemlig truffet en beslutning om at beslutte os i morgen - og bevaret vores fulde handlefrihed - vi havde jo ikke bundet os til en bestemt handlemåde omkring beredskabet. Optioner er gode - men kun for en tid. I det lys er den endelige effekt af aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 ikke kun et spørgsmål om denne aftales indhold, men i høj grad også et spørgsmål om i hvilken grad dens optioner forstået i bredeste forstand vil blive udnyttet i et næste forlig for perioden efter 2004.
