Log ind

Forsvarets internationale engagement – en politisk synsvinkel

#

Jann Sjursen, MF, forsvarsordfører, Kristeligt Folkeparti.

Der er sket meget med dansk sikkerhedspolitik siden den kolde krigs afslutning. For det første er sikkerheds‐ og forsvarspolitikken i meget mindre grad end tidligere at finde på den indenrigspolitiske slagmark. Ikke sådan at forstå at partierne ikke diskuterer indædt om f.eks. forsvarsbudgetter og prioriteringer i den forbindelse. Men der er i langt højere grad end før fælles fodslag med hensyn til, hvordan Danmark er placeret i det internationale trusselsbillede, og hvilke alliancer vi skal satse på. For det andet har dansk sikkerhedspolitiks anatomi forandret sig. Sammenfattende er udviklingen i sikkerhedspolitikken blevet beskrevet som gående i retning af det ”militariserede”, ”internationaliserede” og ”aktivistiske”.1 Militariseret, fordi forsvarspolitikken er en mere legitim del af udenrigspolitikken end tidligere. Internationaliseret, fordi Danmark satser på at deltage aktivt i det internationale arbejde, hvilket f.eks. ses ved etablering af den internationale brigade, initiativet til FNs SHIRBRIG og intensiv deltagelse i såvel FN‐støttede operationer i Ex‐Jugoslavien som ikke‐FN‐støttede operationer samme steds og i Irak. Aktivistisk, fordi Danmark har forladt fodnotepolitikken og tager mere frivilligt og aktivt del i det internationale forsvarssamarbejde. Ændringer i dansk forsvarspolitik er selvfølgelig i høj grad en konsekvens af, at trusselsbilledet har ændret sig markant over de sidste 15 år. Der er ikke længere åbenlyse og presserende trusler mod Danmark, og skulle der opstå trusler, forventes der en lang varslingstid. Truslerne mod dansk sikkerhed er langt mere indirekte nemlig i form af ustabilitet og uligevægt i verden set som en helhed. Det har rykket stabilitetsarbejde, fredsbevarelse og krisestyring frem i forreste række og gjort, at forsvaret og forsvarspolitikere har måttet stille ind på en langt mere international tænkning end tidligere. I den forbindelse kan en småstat spille en større rolle end dengang verden var bipolær, og det er efter min mening glædeligt, at Danmark ikke har skåret så meget ned på forsvaret som mange andre lande, men har konverteret midler til international freds‐ og stabilitetsskabelse. Bertel Heurlin har sagt det således, at ”Forsvaret, de militære styrker, har fået nye roller under unipolariteten. Nu fungerer forsvaret som direkte og aktive skabere af stabilitet. Det drejer sig ikke mere om den ”delikate terrorbalance” mellem to lejre, men om at etablere stabilitet i Europa.”2 Her bør Danmark naturligvis tage aktiv del.

Perspektiver for FN

For Kristeligt Folkeparti er FN den helt centrale samarbejdsorganisation på verdensplan. FN er garanten for, at forskellige hensyn afbalanceres, og at folkeret fremfor militær magt bliver bestemmende for hvilke aktioner, der skal iværksættes rundt om i verden. Danmark bør i vidt omfang deltage i FNs fredsbevarende aktioner, ligesom vi bør støtte militære aktioner, der baserer sig på et FN‐mandat, men hvor det f.eks. er NATO, der står som entrepenør. Eftersom FN altid bør gives muligheden for at løse konflikter mellem nationerne ad fredelig vej, før det eventuelt kommer til væbnede indgreb, var det forkert, at der blev iværksat en militær aktion mod Irak, inden FNs våbeninspektører selv mente, at de havde udspillet deres rolle.

Perspektiver for NATO og OSCE

Unipolariteten i verden gør det helt nødvendigt, at dansk sikkerhedspolitik fortsat virkeliggøres i et tæt samspil med andre nationer i NATO‐samarbejdet med USA som krumtap. Principielt bør Danmark arbejde for, at den nuværende geografiske afgrænsning til medlemslandenes territorier fastholdes, men hvis det drejer sig om fredsskabende aktioner bør NATO selvstændigt – i forståelse med FN  ‐  eller i samarbejde med FN eller OSCE kunne stille tropper til rådighed. Danmark må arbejde på fortsat at sikre en tæt sammenhæng mellem NATOs amerikanske og europæiske del. NATO bør fortsat via Partnerskab for fred samarbejde med Øst‐  og Centraleuropæiske lande om bl.a. fredsbevarende operationer, krisestyring, katastrofehjælp og redningsoperationer. Medlemmer af Partnerskab for fred bør have mulighed for medlemskab af NATO, sådan som det allerede er sket for en række lande. Dette forudsætter, at landene både politisk og militært kan deltage i samarbejdet på lige fod med de øvrige medlemmer. Danmark bør støtte den igangværende strukturomlægning i NATO, der tager sigte på et lavere styrkeniveau og øget anvendelse af fleksible og multinationale styrker. Alliancen bør ikke virke truende på omverdenen. Større militær‐øvelser bør kun gennemføres i begrænset omfang, og NATOs atom‐ strategi bør ændres til en ikke‐førstebrugs‐strategi. Med afslutningen af den kolde krig og et åbent Østeuropa tegner der sig nye muligheder og perspektiver for et bredt sikkerhedspolitisk samarbejde i Europa. Med en aktiv OSCE‐proces og indgåelse af CFE‐aftalen om konventionel nedrustning i 1990 og en START‐aftale om nedskæring af strategiske kernevåben i 1991 samt senere tilsagn fra både amerikansk og russisk side, bør der være mulighed for ved aftaler at skabe stadig bedre sikkerhedspolitiske forhold på et lavt rustningsniveau i hele det europæiske område. OSCE er vigtig for skabelsen af en fælles europæisk sikkerhed på tværs af grænser og nuværende eller tidligere forsvarspagter. For at kunne opfylde formålet må OSCE have ressourcer og beføjelser til at iværksætte tillidsskabende foranstaltninger samt lægge vægt på kriseforebyggelse og gennemførelse af effektiv kontrol af, om indgåede aftaler overholdes.

Perspektiver for europæisk sikkerhedssamarbejde

Det europæiske forsvarssamarbejde er i dag tæt integreret med NATO og er ikke, som mange inklusiv jeg selv frygtede, blevet en konkurrerende enhed. Forsvarssamarbejdet går desuden mere på krisestyring end territorialforsvar, og her bør Danmark være med. Kristeligt Folkeparti har derfor – uden dog at samle flertal – foreslået en folkeafstemning om afskaffelse af det danske EU‐forbehold på forsvarsområdet. Forsvarsforbeholdet med den hidtidige udvikling er ikke længere er i Danmarks interesse. Som det ser ud i dag, har EU kun i begrænset omfang kapacitet til at understøtte udenrigs‐ og sikkerhedspolitikken med militære og civile styrker. Indsatsområderne er begrænsede: Humanitære opgaver og redningsindsats, fredsbevarende opgaver samt kampopgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse, som det blev fastlagt på Petersberg‐topmødet i 1992. EU kan ikke selvstændigt anvende militære styrker til andre formål end disse, der skal være enighed blandt medlemslandene om at iværksætte en aktion og tilmelding af styrker sker på frivillig basis for det enkelte medlemsland. Det er disse begrænsninger af EU’s militære arm, der reducerer forsvarsforbeholdets relevans. Danmark har på grund af forsvarsforbeholdet måttet sige nej til at deltage i forskellige opgaver i EU‐regi siden 1993. Det har bl.a. omfattet planlægning af evakueringsopgaver, minerydning, levering af nødhjælp og politiopgaver. Det betyder også, at Danmark må trække sig ud af NATO‐ledede opgaver, som overdrages til EU. Mulighederne for at deltage i aktioner, hvor Danmark hidtil har været med, bliver dermed forringet og svækker i virkeligheden vort NATO‐ medlemskab. Jeg mener ikke, at samarbejdet mellem NATO og EU vil føre til konkurrence. Nogle nuværende NATO‐opgaver vil med al sandsynlighed blive overdraget til EU. Men territorialforsvaret varetages fortsat af NATO, mens medlemslandenes forsvarsstyrker stadig er under national suverænitet. EU’s kommende indsatsstyrke er desuden af en størrelse, der begrænser de mulige opgavers omfang. Omfattende krisestyringsopgaver i nærområderne vil således fortsat skulle varetages af NATO. På den måde bliver EU‐forsvaret mere en arbejdsdeling under NATO end en selvstændig militær magt. Kristeligt Folkeparti mener, at Danmark skal knytte visse betingelser til ophævelsen af forbeholdet og et fremtidigt forsvarssamarbejde mellem Danmark og EU. For det første skal det traktatfæstes, at aktioner uden for EU’s egne grænser kun skal kunne finde sted med mandat fra FN. For det andet skal de enkelte medlemsstaters mulighed for at fravælge deltagelse i specifikke opgaver fastholdes. For det tredje skal EU‐styrkerne sammensættes af medlemslandenes egne styrker, således at en egentlig EU‐hær med egen værnepligt ikke bliver en realitet.

Perspektiver for forsvarets hjemlige rolle

Til trods for, at udviklingen går i retning af internationalisering, og at dette er en ønskelig udvikling, skal vi ikke glemme det hjemlige. Det danske forsvar skal naturligvis fortsat  ‐ i samarbejde med NATO  ‐ være i stand til at yde effektiv modstand mod angreb, at hævde suverænitet over dansk område og afvise krænkelser, at udføre effektiv efterretningsvirksomhed, overvågning og varsling og at gennemføre en fleksibel og hurtig mobilisering. Vi skal ikke lade os narre af det nuværende trusselsscenarie til at tro, at vi til evig tid definitivt kan udelukke en trussel mod Danmark igen og neddrosle alt, hvad der vedrører dansk forsvar. Det kan ikke stables på benene igen på få år. De samlede ressourcer, der stilles til rådighed til forsvaret af Danmark, må løbende afpasses til de forventede trusler og opgaver. Men større reduktion i styrkemål forudsætter, at man er sikker på, at truslen er på et stabilt lavere niveau. Blandt andet derfor mener jeg også, at vi bør opretholde værnepligten. Værnepligten er fundamental for dansk forsvar og det bedste rekrutteringsprogram for professionelle soldater. Det vil også være Kristeligt Folkepartis synspunkt, når et nyt forsvarsforlig skal forhandles på plads. Det forventes, at Danmark på grund af den teknologiske udvikling og nedrustningsforhandlingerne i fremtiden vil få brug for færre soldater. Ved at gøre den nuværende uddannelse af værnepligtige bedre og ved at oplyse bedre om muligheden for frivilligt at melde sig til værnepligtstjeneste i forsvaret, kan man nå frem til, at det kun bliver nødvendigt at indkalde ganske få, som ikke selv ønsker det, til tjeneste i forsvaret. Den internationale arbejdsdeling og de nye typer opgaver stiller nye krav til uddannelse. Forsvaret skal fortsat anvende stampersonel til opgaver og funktioner, som det ikke vil være muligt at uddanne værnepligtige effektivt til inden for den til enhver tid gældende værnepligtstid. De enheder af fast personel, der er trænet i at kunne deltage i terroristbekæmpelse, skal styrkes. Samtidig bør hjemmeværnet få en ny og mere specifik rolle. I relation til det nye trusselsbillede bør militariseringen af hjemmeværnet rulles tilbage til fordel for konkrete terrorismebekæmpende opgaver internt i Danmark. En konsekvens af det internationale forsvarssamarbejde er en mere rationel ressourceanvendelse. For eksempel er der ingen grund til, at alle lande råder over alle typer våben og mandskab. Det er en fordel for et lille land som Danmark, der kan have svært ved at følge med udviklingen i våbenteknologien, og som ikke har ubegrænsede forsvarsressourcer til rådighed. Vi skal i stedet blive endnu bedre til at satse på det, vi er gode til: Specialstyrker, som jæger‐  og frømandskorpset og fredsbevarende opgaver.

Sikkerhedspolitik er andet end militær styrke

Med kommunismens fald i Østeuropa og Sovjetunionens opløsning er der sket betydelige ændringer i baggrunden for sikkerhedspolitikken i Europa. Tidligere tiders frygt for pression eller angreb fra Warszawa‐pagten er væk. Men etniske spændinger samt politisk og økonomisk ustabilitet på Balkan og i de tidligere sovjetrepublikker betyder, at der fortsat er risiko for regionale konflikter, borgerkrige og uro. Disse problemer er en trussel mod kontinentets sikkerhed, og de må søges løst i et fælleseuropæisk samarbejde. I den fattige del af verden medfører den tiltagende forarming frustration, flygtningestrømme og grobund for diktaturer. I tillæg hertil er terrortruslen blevet mere presserende de senere år. Alt sammen udviklinger, der ‐ ud fra en bred opfattelse af sikkerhed ‐ må få Danmark til at arbejde for, at OECD‐landene øger den økonomiske og teknologiske støtte til de nye demokratier i østlandene samt i ulandene. Derfor handler sikkerhedspolitik om andet end militær styrke. Sikkerhedspolitikken må indrettes på at løse de problemer, der opstår, når menneskers rettigheder overtrædes og princippet om det enkelte menneskes værdi tilsidesættes. Samtidig er en fredelig og økologisk bæredygtig udvikling i verden på det politiske, økonomiske og sociale område det bedste grundlag for stabilitet og sikkerhed. Til det formål er der brug for en bred vifte af internationale organisationer. Danmarks medlemskab af Nordisk Råd, EU, NATO, FN, OSCE og Europarådet skal ses i den sammenhæng. De danske besparelser på ulandsbistanden, som VK‐regeringen har gennemført, kan umiddelbart virke ubetydelige, men set både i et trusselsperspektiv og med rene humanitære briller er besparelserne en fadæse, der ikke tjener VK‐regeringen til ære. Selv om de direkte trusler mod Danmark er afløst af mere indirekte trusler, er der ingen grund til at tro, at den samlede stabilitet på verdensplan er blevet større. Og vil vi føre aktivistisk udenrigspolitik er ulandsbistanden bestemt ikke det rigtige sted at spare. Sikkerhedspolitik er trods alt andet end militær styrke.