Log ind

Forsvarets administrative frihedsberøvelser

#

Kaptajn i Flyvevåbnet, stud. jur. J. O. Skov-Madsen analyserer her visse aspekter i den ny militære straffeog retsplejelov.

Indledning

Den 1. april i år fik forsvaret en ny straffe- og retsplejelov. De nye love ophævede de særlige militære straf arter: vagtarrest og kvarterarrest til fordel for borgerlig straffelovs almindelige straf arter: bøde og hæfte. Endvidere flyttede de nye love den abitrære straffekompetence, som tidligere tilkom de militære chefer, over til auditørerne, der er jurister. Baggrunden for kompetence-flytningen skal sikkert findes i den omstændighed, at den personlige frihed er et stadigt højere værdsat gode, hvorfor kravene til retssikkerhedsgarantierne ved indgreb i godet fortsat er blevet større. Det er derfor rigtigt at understrege det juridiske element i strafforfølgningen - dette krav er tilgodeset ved at overlade strafforfølgningen til auditørerne. De militære chefer havde imidlertid fortsat et entydigt defineret ansvar for uddannelse, disciplin og trivsel. Som kompensation for straffekompetencen vedrørende frihedsstraffe fik de udvidet sortimentet af disciplinarmidler. Et disciplinarmiddel er et strafsurrogat, der kun kan ikendes, når der er begået en strafbar handling. Det kan ikke indbringes for domstolene til prøvelse. Ikendelsen af et af de nye disciplinarmidler indebærer som selvstændig sanktion en tilbageholdelse på tjenstestedet i op til 14 dage. Disciplinarmidlet kan ikendes af under afdelingschef er og højere chefer. Det kan ikendes ikke-officerspersonel, der har gjort tjeneste i forsvaret i mindre end 5 år, dvs. at det kan ikendes alt værnepligtigt personel og yngre stampersonel. Jeg vil i det følgende påvise, at anvendelsen af disciplinarmidlet »tilbageholdelse på tjenestestedet« medfører en administrativ frihedsberøvelse. Jeg vil endvidere skitsere retsstillingen for det personel, der ikendes disciplinarmidlet.

Administrativ frihedsberøvelse

Ved administrativ frihedsberøvelse forstås almindeligvis den berøvelse af friheden (lokalfriheden), der iværksættes uden for straf feretsplejen af en offentlig, ikke-kømmende myndighed. Ved grundlovsrevisionen i 1953 blev det i grundlovens § 71 stk. 6 og stk. 7 bestemt, at administrative frihedsberøvelser skulle kunne underkastes en kvalificeret kontrol, dels judiciel, dels af parlamentarisk art. En medvirkende årsag til indføjelsen af disse regler i grundloven, var Danmarks tilslutning til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne af 4. november 1950. Konventionen krævede nemlig, at der i alle tilfælde skulle være domskontrol med administrative frihedsberøvelser. Danmark ratificerede konventionen den 13. marts 1953. I kølvandet på grundlovsrevisionen fulgte en lang række lovændringer, der skulle bringe bestående love i overensstemmelse med de nye regler i grundloven. En sådan ændring kom i 1957 og gjaldt den militære retsplejelov, der var gældende indtil 1. april i år. Ændringen indebar, at der ikke længere var hjemmel til som selvstændigt disciplinarmiddel at tilbageholde personellet på tjenestestedet mellem tjenestetids ophør og befalet sengetid. Personellet kunne fortsat nægtes orlov, men det kunne ikke bestemmes, at det skulle blive på tjenestestedet, når det havde fri. Kvarterarrest og vagtarrest var i det omfang, de blev ikendt af de m ilitære chefer også administrative frihedsberøvelser, men her var de nye regler i grundloven tilgodeset ved den bestemmelse i den militære retsplejelov, der sagde, at kvarter arrest og vagtarrest var straffe og kunne indbringes for domstolene til prøvelse. Siden 1957 har forsvaret afskaffet begreber som tildeling af nattegn og orlov, befalet sengetid og obligatorisk kasernering af værnepligtige. For­ svarets personel har, som det er tilfældet i det øvrige samfund, fri, når det ikke er på arbejde. Personellet er således kun kaserneret, når det gør tjeneste ved særligt afsides liggende tjenestesteder, eller det undtagelsesvis har bopæl i en anden landsdel. Langt den største del af personellet har derfor privat bopæl med selvstændig husstand. Kasernen er ikke længere soldatens »andet hjem«. En tilbageholdelse i op til 14 dage på et kasemeområde, hvor man ikke har stillet noget kvarter til rådighed, og hvor man normalt kun kommer for at skifte tøj, før man bevæger sig til sin private bopæl, må derfor betegnes som et ret voldsomt indgreb i bevægelsesfriheden (lokalfriheden). Forsvarsministeriet har i bekendtgørelse detaljeret gjort rede for, hvad der i denne forbindelse skal forstås ved »tjenestestedet«, og jeg må indrømme, at bevægelsesfriheden »indenfor hegnet« er absolut. Når diskussionen drejer sig om frihedsberøvelse, må man imidlertid erindre, at det ikke er den tilmålte plads, hvor bevægelse kan finde sted, der er afgørende, men derimod hvorvidt der er etableret en skranke, der forhindrer normal kontakt med omverdenen. Da en tilbageholdelse uden kontrol synes klart uden mening, må man spørge, hvilke foranstaltninger etablerer tilbageholdelsen/skranken? Medens forsvarsministeriets bekendtgørelse vedr. »tjenestestedet« er meget detaljeret, er den vedr. »tilbageholdelsen« desværre tavs. Det er derfor overladt til den enkelte ikendende chefs skøn, hvorledes tilbageholdelsen etableres. Tilbageholdelseforanstaltningerne varierer derfor fra tjenestested til tjenestested. Da tilbageholdelsen i mange måder minder om den nu af skaffede kvarterarrest (husarrest), kan man vel ikke bebrejde en chef, at han under udøvelsen af sit frie skøn, skeler til kontrolforanstaltningerne, der var gældende for kvarterarresten. Når yderligere generalauditøren har udtalt, at brud på tilbageholdelsen kan medføre frihedsstraf (hæfte), kan der ikke være berettiget tvivl om, at »tilbageholdelse på tjenestestedet« i op til 14 dage er en administrativ frihedsberøvelse, der må være omfattet af retsvæmet i grundlovens § 71 stk. 6.

Retsstillingen for det »tilbageholdte« personel

Militær retsplejelov bestemmer, at disciplinarmidler (uanset deres indhold af frihedsberøvelse som selvstændig sanktion) ikke kan indbringes for domstolene. Det synes her relevant at spørge, om reglen i militær rets­plejelov er grundlovsstridig, når den udelukker frihedsberøvet militært personel fra § 71 stk. 6-værnet. § 71 stk. 6 gør kun undtagelser for såvidt angår udlændinge. Svaret, der umiddelbart synes bekræftende, er dog benægtende, idet grundlovens § 85 bestemmer, at for forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger, der følger af de militære loves forskrifter. Militær retsplejelov er en sådan lov, og juraen er således formelt i orden. Siden § 85 blev givet i 1849, har den kun været underkastet forandringer én gang, nemlig i 1915, hvor »forsvarsmagten« blev indføjet i stedet for »krigsmagten«. Da grundlovsfædrene gav § 85, bestod den daværende § 71 kun af de nuværende stk. 1, 2 og 3, og de vise fædre kan derfor ikke have haft i tankerne, at militært personel skulle udelukkes fra § 71 stk. 6 og 7. Stykkerne blev som allerede nævnt indføjet i 1953. Militær retsplejelov udelukker altså domstolsprøvelse og henviser den disciplinærstraffede til at indbringe den ikendende chefs afgørelse for rettergangschefen. Dennes afgørelse kan igen indbringes for et disciplinarnævn, hvor den juridiske sagkundskab for første gang er repræsenteret ved auditørens tilstedeværelse. Dette nævns afgørelse kan endelig indbringes for ankenævnet, der alene på grundlag af en skriftlig fremstilling af sagen træffer sin afgørelse. Indbringelse af afgørelsen for rekursinstanserne medfører ikke ubetinget udsættelse med udståelsen af det ikendte disciplinarmiddel. Rekursinstanserne kan skærpe de indbragte afgørelser, og deres afgørelser kan ikke indbringes for forsvarsministeren eller for domstolene. Vedrørende ankenævnet vil man bemærke, at det består af en landsdommer som formand, en advokat udpeget af advokatrådet og af generalauditøren. Nævnet er fælles for hele forsvaret og af begrænset kapacitet. Nævnets tilstedeværelse medfører ikke nogen retsgaranti, fordi dets afgørelser først vil foreligge efter udståelsen af disciplinarmidlet og for værnepligtigt personels vedkommende endvidere efter hjemsendelse. Hvis ankenævnets formand bestemmer, at indbringelsen for nævnet skal have opsættende virkning m.h.t. udståelsen, kan den ikendende chef i de tilfælde, hvor de disciplinærtstraffede er værnepligtige, komme i den situation, at ankenævnets afgørelse ikke foreligger så betids før hjemsendelsen, at afviklingen er mulig. Disciplinarmidlet må da afskrives. Uanset hvordan tingene vendes og drejes, forekommer løsningerne for parterne at være utilfredsstillende og tidrøvende.

Et ikendt disciplinarmiddel kan indbringes for ombudsmanden. Han kan på den anden side forlange rekurs-adgangen udnyttet og kan derfor tidligst komme ind i billedet, efter at ankenævnet har talt. Når personellet har påbegyndt udståelsen af en tilbageholdelse på tjenestestedet, skulle der imidertid ikke være noget til hinder for, at der rettes henvendelse direkte til ombudsmanden eller folketingets § 71 stk. 7-udvalg. Udvalget udøver parlamentarisk kontrol med alle, der er berøvet deres personlige frihed. Ifølge instruks for ombudsmanden har enhver, der er berøvet sin personlige frihed ret til i lukket skrivelse at rette henvendelse til ham. For at undgå dobbeltadministration indskrænkes denne regel dog andetsteds i instruksen, hvorefter klager fra personel, der er berøvet deres personlige frihed uden for straf feretsplejen (administrative frihedsberøvelser) henvises til folketingets § 71 stk. 7-udvalg. Igen når talen er om grundlovens § 71 toner skyggen af § 85 frem, når det drejer sig om militært personel. Lovgiver har dog ikke udnyttet fuldmagten i § 85, og militært personel er derfor ikke afskåret fra at rette henvendelse til § 71 stk. 7-udvalget. Tilsynets virke er i øjeblikket af beskedent omfang, men da retsstillingen er den, at udvalgets eksistens er den eneste realistiske og mulige retssikkerhedsgarant, kan der ikke ses bort fra udvalgets renæssance.

Konklusion

På mange områder er personellets retsstilling forbedret med den ny m ilitær straffe- og retsplejelov, men for så vidt angår administrativ frihedsberøvelse, finder jeg, at den er forringet i forhold til, hvad der var gældende under den gamle lov. Jeg ønsker ikke den gamle lov tilbage, men jeg undrer mig over, at lovgiver havde så travlt med at afskaffe de administrative frihedsstraffe: kvarterarrest og vagtarrest, at han overså, at der skjult i de nye disciplinarmidler, som blev stillet til chefernes rådighed, befandt sig en administrativ frihedsberøvelse, der retssikkerhedsmæssigt er langt mere betænkelig end kvarterarrest og vagtarrest, fordi den ikke kan indbringes for en dommer. Jeg finder personellets nye retsstilling urimelig, og da jeg ikke kan se, at disciplinen i forsvaret vil lide skade ved, at disciplinarmidlet »tilbageholdelse på tjenestestedet« udgår af militær retsplejelov, vil jeg anse et lovgivningsinitiativ for ønskværdigt.

J. O. Skov-Madsen