Log ind

Forsvaret af Danmark i det nye Europa og grænsen for nedbygning - præmisserne og krigsstrukturen

#

Oberstløjtnant M. H. Clemmesen giver i denne artikel et bud på hovedlinierne i de ændringer, som vil være nødvendige at gennemføre i dansk forsvar som konsekvens af udviklingen i Europa. Der forudses politisk krav om store reduktioner, hvis gennemførelse vil omkalfatre det forsvar, vi kender i dag. Det er redaktionens håb, at denne såvel som de to foregående artikler i dette nummer af tidsskriftet vil sætte en debat i gang om dansk forsvars fremtid. Oberstløjtnant Clemmesen, Faggruppe Operationer og Logistik på Forsvarsakademiet samt chef for Panserjagerbataljonen ved Jyske Division, turde være kendt af dette tidsskrifts læsere, og når hans tjenestestillinger nævnes, skyldes det, at de i sidste nummer af Militært tidsskrift var fejlagtigt angivet af Redaktøren, som beklager.

I glæden over sammenbruddet af det socialistiske eksperiment ved de politiske revolutioner i 1989 er mange af de medborgere, der har støttet den førte sikkerheds- og forsvarspolitik, blevet forvirrede og tvivlende. Deres umiddelbare holdninger bød dem at mene, at Danmark skulle være medlem af NATO, og at landet skulle have et rimeligt godt, men helst billigt, forsvar. Hvorfor det var sådan, havde de ikke tid til at sætte sig dybere ind i. Man måtte nøjes med, hvad TV-avisen, erhvervssiderne og lokalaviserne gav af baggrundsviden. Man overlod til andre, der som bl.a. officerer fik betaling for det, at opnå en dybere forståelse. Med de massive ændringer, der er sket, holder man snusfornuftigt fast ved NATO, men forsvaret ses der ikke nogen indlysende grund til at opretholde bortset fra Livgarden, Garderhusarregimentets hesteeskadron og søredningstjenestens bistand til fritidssejleme. Truslen om invasion af villakvartereme med kommunistiske russere opfattes som forsvundet. Det forhold, at forsvarets automatiske tilhængere er ved at betragte organisationen som den del af den offentiige sektor, der lettest kan spares på, stiller nye og brutale krav til gennemtænkning og revurdering af forsvarets organisation og opgaver. Man kan ikke længere tage nogetsomhelst som givet. Vi skal kunne retfærdiggøre hver krone, der bruges, med argumenter, der er indlysende rigtige. Denne artikel tager udgangspunkt i denne nye indenrigspolitiske situation, hvor »hvad skal det nytte«-udtalelser ikke hviler på forsvarspolitisk opgivenhed, men på opfattelsen af manglende behov.

De teoretiske muligheder

Når man indretter et forsvar, kan det ske ud fra forskellige udgangspunkter m.h.t. beredskabskrav. Disse kan så danne grundlag for prioritering af ressourceanvendelsen.

- Man kan se det nødvendigt og rigtigt at sammensætte forsvaret med prioritering af et højt indsatsberedskab.

- Man kan på den anden side prioritere opretholdelsen af et højt mobiliseringsberedskab.

- Man kan også lægge den afgørende vægt på evnen til at opbygge den størst mulige krigsstyrke med en lang tids udholdenhed.

- En fjerde mulighed er at satse på at bevare et alsidigt militært potentiale.

Hvis vi tager udgangspunkt i et givet ambitionsniveau for det klargjorte forsvar, afhænger spørgsmålet om, hvor vægten lægges, af det forudsatte varsel. Normalt vil det være nødvendigt at opbygge forsvaret i en ikke helt afklaret balance mellem disse forskellige prioriteringsgrundlag. På nuværende tidspunkt står vi i dansk forsvar spredt mellem de tre første. De fire mulige prioriteringsgrundlag er skitseret, fordi de danner én anvendelig referenceramme for diskussionen af det fremtidige danske forsvar, hvor forsvarsbudgettet må forventes udsat for et betydeligt pres. De fire prioriteringer repræsenterer fire økonomiske niveauer, hvor hvert niveau skal ses som sammenhængende med varslingsmulighederne. Ved det højeste beredskabsniveau er forberedelsestiden fra et par dage til en god uge. Det var situationen herhjemme i begyndelsen af 1960erne. Ved det næsthøjeste niveau er den reelle forberedelsestid et par uger til et par måneder. Det er situationen i den danske hær og store dele af de andre værn i dag. Forberedelsestiden ved næstlaveste niveau ligger på i størrelsesordenen et par måneder til et par år. Et eksempel er det svenske forsvar før den forøgelse af beredskabet, som man har gennemført i 1980eme. Det laveste niveau, d.v.s. den fjerde mulighed, betyder, at der skal anvendes mindst et par års intensive og målrettede forsvarsforberedelser, før værnene kan blive klar til at løse de forsvarsopgaver, de vil have under en europæisk storkrig. Indledningsvis skal der bl.a. gennemføres formering og uddarmelse af de kadrer, der skal muliggøre ekspansion. Klargøring til mindre krævende opgaver vil kunne ske langt hurtigere. Et tilnærmet eksempel på denne forsvarsstruktur var de amerikanske værn i mellemkrigstiden, et andet kan siges at være de danske værn under 1932-ordningen

Situationen fremskrevet

I de seneste måneder har situationen været særdeles flydende. Det må den forventes at være i nogen tid endnu, men konturerne af den mest sandsynlige fremtid tegner sig. Det samlede Tyskland vil på en eller anden måde forblive i det vestlige sikkerhedspolitiske samarbejde. Om karakteren af tilknytningen bliver primært atlantisk eller primært europæisk afhænger først og fremmest af, hvor stejlt Sovjetunionen fastholder kravet om, at Tyskland bliver neutralt eller forbliver medlem af begge alliancer. Hvis kravet om udtræden af Atlantpagten fastholdes, vil det fortsatte samarbejde ske via en udbygning af EF-samarbejdet til at dække det sikkerheds- og forsvarspolitiske område. Der vil sandsynligvis også ske en institutionalisering af CSCE-samarbejdet som en ramme for etableringen af en europæisk kollektiv sikkerhedsordning. Men som alle andre kollektive sikkerhedsordninger vil den først få andet end en koordinerende og konsultativ rolle, når der ikke længere eksisterer sikkerhedsproblemer. Det samlede Tysklands militære styrker vil være betydeligt svagere end det nuværende Forbundsværns. Dette vil dels være et resultat af internationale forhandlinger og aftaler, men det vil også være en følge af et drastisk skift fra en satsning på et højt indsatsberedskab bygget på fast personel og lang værnepligtstjeneste til mobiliseringsstyrker bygget på en kort værnepligtstjeneste. Når denne tyske nedbygning ses i sammenhæng med de sandsynlige meget væsentlige reduktioner i den amerikanske militære tilstedeværelse i Tyskland, må man konstatere, at et forsvar af det centraleuropæiske - d.v.s. tyske - område også i fremtiden vil skulle bygge på bidrag fra ikke-tyske styrker. De vil dog i fremtiden i højere grad end i dag skulle være europæiske, og de vil i langt mindre grad end nu være fredstidsstationeret i Tyskland. De tidligere Warszawapagt-lande vil nærme sig Finlands status med neutralitet kombineret med bilaterale traktatforpligtelser over for Sovjetunionen. Men i modsætning til Finland er det usandsynligt, at de vil bygge deres neutralitet på stærke militære styrker. For at spare penge til den økonomiske genopbygning, men også for at skabe tillid hos den østlige nabo ved at demonstrere militær magtesløshed, vil deres militære styrker blive stærkt reduceret, også til betydeligt lavere niveauer end de lofter, der vil blive fastlagt i forbindelse med nedrustningsforhandlingerne i Wien. Behovet for at demonstrere militær magtesløshed hænger sammen med, at den samtidige udbygning af det politiske og økonomiske samarbejde med Vesten ellers vil undergrave neutralitetens troværdighed. Øst for det militært nedbyggede Vesteuropa og det næsten militære tomrum i Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn vil fortsat ligge den militære supermagt Sovjetunionen. Måske bortset fra et symbolsk militært kontingent i Tyskland, afbalanceret af et tilsvarende amerikansk, vil sovjetiske styrker være trukket tilbage til eget territorium. Påvirket af tabet af Østeuropa som sikkerhedszone vil man igen forsøge på at oversikre sig militært inden for eget territorium. Indtil et eventuelt totalt sammenbrud af det nuværende forsøg på at stabilisere og kontrollere udviklingen, vil Sovjetunionen forblive en konservativ massiv militærmagt, som Det russiske Imperium var for hundrede år siden. Gennemførelsen af nedrustningsaftaler som de nu skitserede for både de konventionelle og kernevåbenbevæbnede styrker vil intet ændre på dette forhold. Dette skyldes også, at det militære samarbejde i NATO vil blive nedbygget, og at kvaliteten af det sovjetiske materiel for første gang entydigt ligger på højde med Vestens bedste. Denne nye situation kan næsten ikke undgå at skabe en undertone af uro og usikkerhed i det fremtidige forsvarsmæssigt mere decentraliserede Europa. Det er NATO’s militære samarbejde, der i dag gør, at man kan tro på, at summen af mange mindre landes styrker kan danne modvægt mod en meget større stats styrker. Hvordan den økonomisk-sociale-politiske proces i Sovjetunionen vil forløbe er uklart. Det er dog klart, at det forsøg på opbremsning og kontrol under et fortsat reformforløb, som nu er sat iværk, ikke vil få succes. Enten må der anvendes massiv magt for at bringe den demokratiske udvikling efter republikvalgene under kontrol, eller også må man lade reformkræfterne accellerere udviklingen, hvilket vil medføre unionens sammenbrud. Begge forløb vil kunne medføre borgerkrigsagtige tilstande, og forsøg på at stabilisere opbremsningen med magt udelukker ikke, at reformkræfterne overtager styringen. Det vil blot skabe større sandsynlighed for et voldeligt forløb. Hvad processen og resultatet giver af sikkerhedspolitiske problemer for Europa er uklart. Men at det er naivt tro, at bevægelsen mod et demokratisk Rusland vil forløbe let, demonstreres af den igangværende opbremsning. Revolutioner har det med at accellerere uden hensyn til, hvad der er fornuftigt. De har også en tilbøjelighed til at ende med en autoritær regering, der kan genetablere mere ordnede tilstande. Det er i en turbulent tid godt at erindre, at krige i vor tid så at sige aldrig startes, fordi statsledelsen føler sig sikker på at kunne opnå en fordel, selvom man håber på denne og hjernevasker sig til at betragte den som sandsynlig. Krigene startes, fordi ydre eller indre faktorer placerer en stats ledelse i en situation, hvor anvendelse af militær magt synes at være det mindst ringe alternativ. Hvornår og hvordan en sådan opfattelse danner sig, er uklart. Men det er indlysende, at ustabile forhold øger risikoen.

Hvad det burde betyde for forsvaret

Man kan udlede følgende forhold af militær betydning af denne udvikling

- For det første er Danmark ikke længere i samme grad som tidligere en frontliniestat. Den mulige konfrontationslinie er nu på vej til at ændre karakter til en neutral bufferzone, bl.a. omfattende Polen.

- For det andet har varslet drastisk ændret karakter og længde. Varslet om angreb er nu på vej til at blive længere end varslet om konflikt. Risikoen for, at en konflikt i første omgang vil medføre en invasion af Danmark, er minimal.

- For det tredie er muHgheden for at forudse en evt. kommende konflikts udviklingsforløb mindsket.

- For det fjerde gør det forhold, at alle naboerne ønsker et militært relativt svagt Tyskland, at vi må fortsætte med at se forsvaret af Tyskland som et fælles anliggende.

Det varsel, som vi som minimum må regne med i den nye situation, før en konflikt kan tænkes at medføre invasion af Europas centrale dele, er vel på et antal måneder. D.v.s., at styringsgrundlaget burde ligge imellem de to midterste af de fire udgangspunkter for styrke- og beredskabskrav, som er skitseret ovenfor. De ændrede forhold betyder, at der vil kunne spares på de dele af forsvaret, hvis aktiviteter og ressourceforbrug har været stærkt præget af høje beredskabskrav. Da dansk forsvar ligger på et lavt beredskabsniveau på forhånd, er det dog begrænset, hvor store besparelser, der kan hentes herfra, selvom man placerer sig mellem det andet og tredie niveau, på hvad man også kunne kalde et middellavt mobiliseringsberedskab. Det forhold, at det nu er betydeligt vanskeligere på forhånd at fastlægge nøjagtigt, hvor og under hvilke indsættelsesvilkår dansk forsvar skal virke, gør, at der bør lægges betydeligt mere vægt på strukturel og operativ fleksibilitet, end vi har været vant til under opbygning af styrkerne og deres logistik i de sidste mange årtier. Ingen ved eksempelvis på forhånd, om danske mobile felthærsenheder kun skal løse opgaven som reserver på dansk territorium, om de efter aftale eUer i situationen skal anvendes i det fælles forsvar af Tyskland eller andetsteds i vort nærområde. Det er vanskeligt nøjagtigt at forestille sig, hvilke dele af det større og mere samlede europæiske samarbejde, der i en given situation vil være placeret direkte udsat. Det forhold, at Danmark sandsynligvis vil være mindre direkte truet, vil dog mindske behovet for større territoriale forsvarsenheder. Andre besparelser på såvel investerings- som driftsiden vil blive resultatet af de styrkebegrænsninger, der sandsynligvis følger af forhandlingerne i Wien. Men da der i forvejen manglede penge til investeringer, er det heller ikke meget, der kan hentes her. Heller ikke de igangværende og forudsete rationaliseringer vil give grundlag for meget væsentlige besparelser. Samlet vil disse forhold gradvis kunne medføre et mindre ressourceforbrug. Det kan ikke bringes i nærheden af den »mindst halvering af forsvarsbudgettet i 1990eme«, som har været nævnt i debatten. Det skal ses i sammenhæng med, at der ved de større rationaliseringer, som forsvaret er ved at gennemføre i forlængelse af forsvarsforlig og kommissionsberetning, er tale om mål på i størrelsesordenen hundreder af ansatte. En reduktion på 1 milliard kroner svarer til i størrelsesordenen 5000 ansatte i fredsstrukturen. Selv ikke en overgang til det lavesete niveau, der forudsætter en beredskabsopbygning på flere år, vil kunne give voldsomme besparelsesmuligheder. Det skyldes først og fremmest, at en meget stor del af forsvarets ressourcekrævende funktioner - herunder bl.a. skoler og centrale forvaltnings- og støtteelementer - er forholdsvis upåvirkede af krigs- og fredsstrukturens størrelse. En meget stor del af forsvarsbudgettet bruges til at dække de grundlæggende udgifter ved at have et nationalt forsvar.

Krigsstrukturen

Udgangspunktet for enhver diskussion af et militært forsvars ressourcebehov er det styrende produktionsmål: Krigsstrukturen. Det gælder i det store og hele uanset, hvilket af de fire teoretiske beredskabsniveauer, der vælges som styrende. Krigsstrukturen består i sidste instans af materiel, infrastruktur og uddannet personel. Uanset fredsstrukturen er materiel og infrastruktur forudsætningen for, at det tredie element, personellet, det uddannede personel, kan tilvejebringes. Den ændrede sikkerhedspolitiske situation for Danmark har, som allerede kort skitseret, nogle elementer med indflydelse på behovet for krigsstruktur. Det gælder landets geografisk mindre udsatte situation, den større uklarhed m.h.t. indsættelsesvilkår, og de rammer, som nedrustningsaftaler vil sætte. For hærens vedkommende skal krigsstrukturen fortsat indeholde et antal også operativt mobile, afbalancerede felthærstroppeenheder, der efter omstændighederne enten kan indsættes i eller uden for Danmark. Der skønnes fortsat at være behov for i størrelsesordenen 4-5 brigader samt muligheder for at koordinere samarbejde mellem flere brigader o.a. to steder (d.v.s. to divisionskommandoer). Det kan være som bidrag til et solidarisk europæisk forsvar, i et forsvar af øerne eller som mobil reserve i Jylland. Derudover vil der være behov for specialiserede »regionale« styrker til sikring af infrastruktur (bl.a. broerne) og andre nationale værdier. Placering af dansk territorium så langt tilbage i forhold til de sandsynlige konfrontationsområder og det (forudsatte) fremtidige venligtsindede søherredømme i Østersøen vil mindske umiddelbare, større direkte trusler mod landterritoriet. D.v.s. at den egentlige hærs krigsstyrke sandsynligvis på lidt længere sigt, forudsat at de opstillede forudsætninger holder, vil kunne begrænses noget, måske endda ned til 54-55.000 ubetinget velegnede, som i alt væsentligt er grupperet i felthærens enheder. Ældre værnepligtige ud over dette tal, måske godt 10.000, vil kunne anvendes til rene bevogtningsenheder m.v., bl.a. til opbakning af hjemmeværnet. Dette vil næppe reducere behovet for værnepligtige, men ændre kravene til nogle enheders materielle udrustning. De ændrede vilkår ændrer ikke på det forhold, at hvis vi ønsker at bevare et nationalt forsvar, skal dette holdes bevæbnet. D.v.s. at der skal købes materiel. Nedrustningsaftaler vil ganske vist få indflydelse på enhedernes type og karakter, og derigennem på, hvilket materiel, der skal anskaffes. Men man bør også til stadighed søge at opnå besparelser på driftsbudgettet gennem afløsning af materiel med nyere personelbesparende typer og ved at søge materielstandardisering. De ændrede operationsvilkår vil også betyde ændrede krav til enhedernes udrustning. At et nationalt forsvars krigsstyrke fortsat må være bevæbnet synes nu anfægtet, jf. beslutningen om ikke straks at bevæbne den nye Standardfleksserie. Søværnets behov for krigsstyrke hænger sammen med farvandsgeografien, og produktionstiden for krigsskibe gør, at værnets materielindhold i fred - uanset beredskabsniveauet - bør være lig med krigsstrukturen. Selv fredstidsopgaverne i søværnet kan ikke være dimensionerende for værnets størrelse. Båndet til områdets geografiske udstrækning gælder også i betydelig grad også for flyvevåbnet. Det skal dog evt. også kunne bidrage til det solidariske europæiske forsvar med bl.a. luftforsvarsenheder. Endnu i mange år må man imidlertid forvente, at der vil være planlagt betydelige allierede flyforstærkninger til dansk område. Det er i forsvarets fredsstruktur, ikke i nogen væsentlig grad i krigsstrukturen, at man skal søge evt. besparelser ved en mere afspændt international situation. Det er først og fremmest i rammerne for fredstidsprodutionen, at evt. besparelser kan og bør findes.

M H. Clemmesen.

Artikel
Publiceret den 20. mar. 1990
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner