Oberstløjtnant Per Svensson, Forsvarskommandoen, der i tidligere artikler har beskæftiget sig med psykologisk krigsførelse, redegør her for det psykologiske forsvar.
Psykologiske påvirkninger.
Iværksættelse af en psykologisk krigsførelse forudsætter tilstedeværelsen af en modstander - en fjende. Ganske vist opfatter tilhængere af visse politiske ideologier tilværelsen som en uafbrudt kamp mod klassefjenden, men den politiske aktivitet, denne opfattelse medfører, betragtes ikke som psykologisk krigsførelse. Psykologisk krigsførelse har som mål at påvirke fjenden psykologisk med henblik på at svække hans vilje til at fortsætte krigshandlingerne. Psykologisk krigsførelse rettes mod fjenden og mod befolkningsgrupper under hans kontrol, og hertil anvendes kommunikationsmedia og andre midler, der er egnede til psykologisk påvirkning. Den psykologiske krigsførelse kan være strategisk eller taktisk, hvor førstnævnte fortrinsvis er politisk bestemt, medens sidstnævnte planlægges og ledes som en integreret del af de øvrige militære operationer. Lidt forenklet kan det siges, at medens den strategiske psykologiske krigsførelse rettes mod en befolkning som helhed, er den taktiske fortrinsvis rettet mod det militære personel. Forsvar mod strategisk psykologisk krigsførelse må derfor tilrettelægges og ledes som en del af et lands totalforsvar, medens den militære uddannelse må beskæftige sig specielt med forholdsregler til imødegåelse af en taktisk psykologisk krigsførelse. Ifølge den af NATO standardiserede og af Danmark tiltrådte definition på psykologisk krigsførelse finder denne form for krigsførelse da også kun sted i krig og under krigslignende tilstande, men ikke under normale fredsforhold. Dette ændrer imidlertid intet ved det forhold, at alle - krigsdeltagere som ikke-kri gs d elt ager e, neutrale som allierede - såvel i fred som i krig udsættes for planlagt psykologisk virksomhed i form af politisk, ideologisk, økonomisk, oplysende og militær aktivitet, alt med det formål at skabe holdninger og adfærd, der er gunstige for opnåelse af politiske og militære mål. Den i forbindelse med Yom Kippur-krigen iværksatte olieblokade er blot ét eksempel herpå. Da endvidere grænserne mellem fred, krise og krig til tider kan være ret så flydende, vil det derfor være nødvendigt, at forsvar mod psykologisk krigsførelse iværksættes allerede før egentlig undtagelses- eller krigstilstand indtræder officielt. I det følgende er der derfor anført nogle rent personlige betragtninger, der på et teoretisk grundlag kan danne udgangspunkt for en drøftelse med henblik på en mere seriøs og konkret behandling af emnet.
Åbne og lukkede samfund.
Før et forsvar mod en eventuel psykologisk krigsførelse overhovedet kan debatteres, kan det være på sin plads at betragte situationen, som den er i verden af idag - ikke mindst i den del af verden, som udgøres af Danmark, Danmarks nærmeste naboer samt de lande Danmark er knyttet til gennem traktater og aftaler. Et af de første forhold, der i denne forbindelse tiltrækker opmærksomheden, er forskellen i samfundsstrukturen i Danmark og de øvrige vestlige industrilande - fortrinsvis de skandinaviske og de angelsaksisk prægede lande — sammenholdt med situationen i andre vestlige lande, i Warzawapagtlandene samt i de fleste udviklingslande. Størstedelen af de vestlige industrilande er såkaldte åbne samfund, hvor det frie ord tillægges overordentlig stor betydning, så stor at pressen til tider sidestilles med den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt som en fjerde magt, den kritisk kontrollerende. Den frie presse har endog været i stand til at få USA’s præsident til at gå af. I modsætning hertil har statsmagten i de lukkede samfund gennem censur og kontrol et fast greb om nyhedsformidling og meningsdannelse. Ikke fordi manden på gaden behøver at lide direkte herunder, men i de lukkede statssamfund er det ikke statsoverhovedet eller regeringen, men den mere markante og betydningsfulde meningsafviger, der i givet fald må trække sig tilbage til ubemærketheden. Opdelingen i åbne og lukkede samfund er ikke noget nyt. Zartidens Rusland var også et lukket samfund, hvor meningsdannelsen overvågedes og kontrollere des bl. a. af et hemmeligt politi. Hitler’s Tredie Rige var et andet eksempel på et lukket samfund. Ved at sammenligne åbne og lukkede samfund af idag, kan man rent umiddelbart få det indtryk, at de åbne statssamfund er mere påvirkelige af - og derfor formentlig også mere sårbare over for - systematiske psykologiske påvirkninger. På den anden side kan det åbne samfunds karaktér måske netop være garantien for, at specielt iværksatte psykologiske påvirkninger blot opsuges på lige fod med det væld af andre psykologiske påvirkninger, den enkelte udsættes for, uden at der opnås den tilsigtede effekt.
Ret og skyld.
Et andet forhold, der karakteriserer vor del af verden, er opfattelsen af ret og skyld. Den vesteuropæiske samfundsopfattelse er baseret på en tusindårig påvirkning af et kristent livssyn, der har sin rod i tidligere tiders mellemøstlige - ikke mindst jødiske kultur. Samme påvirkninger har befolkningerne været udsat for i de østeuropæiske lande, men her i en mere ortodoks retning end f. eks. befolkningerne i de nordiske lande. I al den tid har den kristne kirke talt om synden og dens forladelse, idet kirken her bygger på en i den enkelte eksisterende skyldfølelse. Lad så være, at ikke ret mange idag bekender sig som troende kristne eller som kristne overhovedet. Bevidst eller ubevidst bærer mange på et nedarvet skyldkompleks. Heroverfor er så fremstået andre livsopfattelser - her konkretiseret i den marxistisk-leninistiske filosofi - der er baseret på den enkle kendsgerning, at den er den eneste rette lære. Alle andres opfattelse af en situation er enten forkert eller misforstået, de alene har nøglen til en bedre og lykkeligere tilværelse. Der, hvor mange har forladt tanken om et paradis i en anden verden, har den livsopfattelse, der lover en bedre tilværelse i denne, en chance. At så dette paradis på jord ligger mange generationer ud i fremtiden, gør ikke så meget - man lever jo under presset af alle de synder forfædrene har gjort sig skyldige i, da de koloniserede og udnyttede den tredie verden og gennem industrialiseringen iværksatte forureningen af vor egen. Hvem der er mest fast i troen over for iværksatte psykologiske påvirkninger kan formentlig kun tiden vise, men følelserne skyld og frygt har været ofte anvendte temaer i denne forbindelse.
Kritiske holdninger.
Som et tredie forhold, der har indflydelse på verden af idag, skal nævnes den i mange lande bevidst fremelskede kritiske indstilling til tilværelsen. De generationer, der på deres egen krop har oplevet Hitlers forløjede og fordrejede propaganda og nyhedstjeneste, har meget naturligt gjort alt for, at deres egne børn og unge ikke skal falde for den første den bedste udokumenterede udtalelse eller erklæring. Samtidigt har der fundet en ændring sted i undervisnings- og uddannelsessektoren. Erkendelsen af, at ikke alt, hvad der læres i skolen, finder anvendelse i den voksne tilværelse, sammenholdt med, at kendskabet til den omgivende verden øges med eksplosionsagtig hast, har bl. a. her i landet medført en ændring i undervisningens form og indhold. Fra en tilstræbt erhvervelse af en afgrænset viden omfatter den nu i højere grad anvendelsen af de hjælpemidler, hvormed man selv kan finde frem til relevante oplysninger og kendsgerninger, der kan danne grundlag for løsningen af et bestemt problem. Man lærer altså at sætte spørgsmålstegn, for dernæst selv at finde frem til de relevante sammenhænge. Da ikke alle voksne har gennemgået denne ændrede form for undervisning, kan dette medføre, at hvad den ene betragter som almindelig børnelærdom, har den anden måske overhovedet aldrig hørt om. Samtidigt kan det befrygtes, at udviklingen går så stærkt, at der ikke er tid til at gå til bunds i et problem, før der skal tages stilling til dette. Resultatet bliver så i bedste fald, at man ikke tager stilling, i værste fald, at man falder for forenklede og ofte gentagne påstande, der kun tager hensyn til én side af problemstillingen. Dette skal så sammenholdes med den opelskede kritiske indstilling til tilværelsen i al almindelighed, hvorved i forvejen eksisterende modsætningsforhold mellem generationerne kan udgøre et udmærket tema i forbindelse med iværksættelse af bevidst styrede psykologiske påvirkninger.
Fjernsynets rolle.
Som en relativt ny og efter manges mening altdominerende faktor i meningsdannelsen er fjernsynet kommet ind i den enkeltes dagligdag. Der kan da heller ikke være tvivl om, at fjernsynet med dets påvirkning via såvel syns- som høresansen spiller en stor rolle for de flestes opfattelse af, hvad der sker i verden omkring os. På den anden side har fjernsynet også sine begrænsninger og dette gælder ikke mindst på nyhedsformidlingens område.
Kameraet ser således situationen med fjernsynsreporterens - eller rettere hans kameramands øjne, d.v.s. i en koncentreret form, hvor alt uden for kameraets synsfelt er skåret bort. Og det er måske netop det, der på denne måde mangler eller som i bogstaveligste forstand senere klippes bort, der kunne have givet balance i oplevelsen. Dernæst skal optagelsen måske passere et nyhedsbureau, hvor det skal konkurrere med andre fjernsynsreportager. Og endelig skal optagelsen passes ind i hjemlandets fjemsynsnyhedsudsendelser, hvor tiden til det enkelte indslag snarere måles i sekunder end i minutter. Når indslaget omsider bringes, skal det til sidst passere det mentale filter, hvormed enhver seer opfatter eller overser det, der enten har hendes eller hans interesse eller ikke. Intet under, at fjernsynsreportager til tider fremtræder med en forenklet problemstilling og ofte med et sensationelt eller kontroversielt indhold. Efterhånden som flere og flere får udviklet deres kildekritiske sans, vil fjernsynets indflydelse på meningsdannelsen nok blive mere afbalanceret. Der kan derfor være grund til at være opmærksom på, at det der udsendes i fjernsynet ikke nødvendigvis behøver at være udtryk for, hvad der virkelig rører sig i en befolkning - det er højst et udtryk for, hvad fjernsynets programlæggere mener kan have seernes interesse. Men dette ændrer intet i det forhold, at fjernsynet kan være et vigtigt middel i en psykologisk påvirkningsproces.
Styring eller inspiration.
Et andet område, hvor fjernsynet spiller en rolle, er som inspirator og idéformidler mellem ligesindede. Terroraktioner og gidseldramaer er for at opnå den tilsigtede effekt ligefrem afhængige af, at aktivisterne kan få fjernsynet involveret direkte i aktionen. Der havde formentlig heller ikke fundet så mange flykapringer og bankrøverier sted, dersom ikke fjernsynet mere eller mindre havde givet opskriften lige ind i stuen, hvad enten denne så befandt sig i Europa, Afrika, Asien eller Amerika. Og har fjernsynet formidlet idéer viden om, har de relativt billige rejsemuligheder sammen med de åbne grænser medvirket til, at ligesindede har kunnet mødes for at uddybe ideerne. Charterrejser kombineret med billige overnatningsmuligheder har åbnet mulighed for en internationalisering af strømninger og bevægelser i tiden, hvad enten det så drejer sig om revolutionære eller om gurubevægelser. Men medens man således ikke kan fastslå, at enhver strømning i tiden skyldes en bevidst psykologisk påvirkning, er der næppe tvivl om, at for den, der vil iværksætte sådanne påvirkninger, har mulighederne nu fået en ny dimension som følge af fjernsyn og de øgede rejsemuligheder.
Iværksættelse af psykologisk krigsførelse.
Med henblik på at finde frem til, hvorledes et forsvar mod en eventuel psykologisk krigsførelse kan etableres, skal der i det følgende gives en skematisk model, der kan belyse, hvilke teoretiske muligheder en aggressor vil have over for et højt udviklet industrisamfund, f. eks. det danske. Modellen bygges op over den fra kommunikationsteorien kendte, meget forenklede model:
Indledningsvis vil de psykologiske påvirkninger formentlig blive iværksat forud for eventuelle åbne og direkte krigshandlinger med henblik på at få regering og folketing til at afstå fra overhovedet at modsætte sig den truende aggression - altså at opgive kampen på forhånd. Lykkes dette ikke, vil den psykologiske krigsførelse indgå sammen med den øvrige politiske og militære aktivitet med det formål at undergrave viljen til fortsat krigsførelse. Gennem den psykologiske krigsførelse vil man bl. a. søge at skabe splittelse mellem forskellige grupper i den danske befolkning og mellem Danmark og dets allierede. Den taktiske psykologiske krigsførelse kan således tænkes at prøve at udnytte eventuelle modsætningsforhold mellem f. eks. officerer og mandskab, medens man for den strategiske dels vedkommende kan tænke sig forsøg på at skabe splid mellem den politiske og den militære ledelse eller mellem regering og befolkning. Den psykologiske krigsførelse vil blive iværksat under anvendelse af de almindeligt kendte kommunikationsmedier, men også andre midler kan tages i anvendelse. Da nationalistgeneralen Emilio Mola i november 1936 rykkede mod Madrid, udtalte han, at han havde fire kolonner under fremrykning mod byen, men at hans femte kolonne bestående af sympatisører skjult i selve byen ville blive den afgørende faktor med henblik på at sikre sejren. Denne femte kolonne, der ikke bestod af spioner eller sabotører, men af mennesker der ud fra de bedste motiver mente, at de handlede i landets virkelige interesser, udgjorde derved et medie i den psykologiske krigsførelse ved gennem den personlige kontakt at medvirke til at svække modstandsviljen blandt byens forsvarere.
De psykologiske påvirkninger vil blive rettet mod forskellige målgrupper. På kamppladsen vil det ganske naturligt være soldaterne, der vil være målet, medens nøglepersoner i regering og folketing vil udgøre en målgruppe i baglandet. Også journalister vil udgøre et mål, omend de i denne forbindelse mere vil blive betragtet i mediets rolle, d.v.s. som opinionsledere og -formidlere via hvilke man kan påvirke såvel landets ledelse som dets befolkning. Modellen for den psykologiske krigsførelse ser altså således ud:
Den psykologiske krigsførelse vil imidlertid næppe få afgørende betydning, dersom de fremsatte påstande, udtalelser og erklæringer ikke har et skær af troværdighed over sig. Erfaringen viser her, at man må bygge på følelser, indstillinger og holdninger, der i forvejen er til stede i den befolkningsgruppe, man henvender sig til.
Forsvar mod psykologisk krigsførelse.
Når man opdeler den psykologiske krigsførelse som gjort i det foranstående, skulle der samtidig være mulighed for at udlede, hvilke modforanstaltninger, der kan iværksættes herimod. Som det fremgår af modellen, er psykologisk krigsførelse en kommunikationsproces, der i alt overvejende grad er énvejsrettet. Et første led i opbygningen af et psykologisk forsvar må derfor være, at man i de potentielle målgrupper får fjernet det nærmest odiøse skær, der i lang tid har hvilet over begrebet psykologisk krigsførelse. Der er intet mystisk og fordækt ved denne form for krigsførelse, og man hverken fjerner eller løser et problem ved ikke at tale om det — snarere tværtimod. Som en næste foranstaltning må oplysningen om sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål intensiveres. Meget gøres allerede på dette område, men i det væld af oplysninger, der iøvrigt strømmer ind over den enkelte, er det ligesom om, at en tilstedeværende forsvarsvilje ikke baseres på den fornødne forsvarsforståelse. For det tredie bør der iværksættes foranstaltninger med henblik på - i totalforsvarsramme - at oplyse om og eventuelt uddanne i, hvad den enkelte bør kunne gøre selv og sammen med andre med henblik på at afbøde virkningerne af eventuelle krigshandlinger. Det kan ikke med rimelighed henregnes til krigsophidsende propaganda, at man f. eks. oplyser om beliggenheden af beskyttelsesrum og om eventuelle evakueringsmuligheder fra et tætbebygget område eller dersom man iværksætter uddannelse i førstehjælp og brandbekæmpelse. Intet er så godt mod psykologiske påvirkninger som at vide, hvad man skal gøre i en given situation.
Sammenfatning.
Alle udsættes til daglig for psykologiske påvirkninger med det formål, at få en til at mene dette eller hint, købe noget nyt eller stemme for et eller andet. I krigstid vil man endvidere blive påvirket i et forsøg på at fremtvinge en opgivelse af modstanden. Nogle samfund synes mere modtagelige for psykologiske påvirkninger end andre, ligesom mennesket rummer følelser, der bevidst kan udnyttes i et forsøg på at nedbryde en forsvarsvilje. Tiden synes at have givet yderligere muligheder for at så splittelse mellem mennesker. Fjernsynet er blevet en vigtig faktor i meningsdannelsen, og sammen med de øgede rejsemuligheder er det instrument for udbredelse af inspiration og ideer. Alle disse forhold spiller ind med større eller mindre vægt, hvis man forbereder iværksættelse af en psykologisk krigsførelse - og når man vil opbygge et forsvar herimod. For den militære ledelse er problemet overskueligt. Her gælder det om gennem ledelse og uddannelse at tilvejebringe effektive militære enheder på det grundlag, der stilles til rådighed fra politisk side. Effektive enheder vil have det fornødne sammenhold, der ikke giver mulighed for at skabe splittelse alene ved psykologiske påvirkninger. For den politiske ledelse er problemet knap så overskueligt. Og problemet er ikke blevet lettere at løse ved at den politiske debat fortrinsvis drejer sig om økonomi. På den anden side kommer man ikke uden om, at det er et politisk ansvar gennem tildeling af fornødne midler at give den militære ledelse mulighed for overhovedet at opstille effektive enheder. Og det er også en politisk opgave, at forklare landets vælgere de sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål, der præger vor del af verden. Problemet er erkendt! Mon der også er politisk vilje til at søge det løst?
Per Svensson.
TILLÆG
Kommunikation:
Proces, hvorved viden, meninger, indstillinger og følelsesmæssige reaktioner meddeles fra et individ eller en gruppe (senderen) til andre individer og grupper (modtagere). (Goldschmidt).
Propaganda:
Enhver oplysning, idé, doktrin eller særlig appel, der udbredes med henblik på, direkte eller indirekte, at påvirke en udpeget gruppes meninger, følelser, holdninger eller adfærd til fordel for den, der udsender propagandaen eller står bag denne. (NATO).
Psykologisk krigsførelse:
Anvendelse af kommunikationsmedia og andre psykologiske midler med henblik på under erklæret undtagelsestilstand og i krig at påvirke fjenden psykologisk og opnå gunstig indflydelse på holdninger og indstillinger hos fjendtligt indstillede og andre befolkningsgrupper under fjendens kontrol. Det primære mål for psykologisk krigsførelse er at understøtte alle bestræbelser, der har til formål at svække fjendens vilje til at engagere sig i eller fortsætte fjendtlighederne samt reducere hans evne til at føre krig. (NATO).
Strategisk psykologisk krigsførelse:
Handlinger, der under erklæret undtagelsestilstand eller i krig forfølger langsigtede og hovedsageligt politiske mål med henblik på at svække fjendens vilje til at kæmpe samt reducere hans evne til at føre krig. Denne virksomhed rettes mod fjendens dominerende parti eller partier, mod hans regering og administration, mod befolkningen som helhed eller mod særlige dele af denne. Retningslinier og mål for strategisk psykologisk krigsførelse er et nationalt ansvar. (NATO).
Taktisk psykologisk krigsførelse:
Handlinger, der har til formål at påvirke fjendens militære styrker og civile psykologisk, dels til støtte for taktiske land-, sø- eller luftmilitære operationer, dels i områder, hvor sådanne operationer planlægges eller gennemføres. Taktisk psykologisk krigsførelse skal tilpasses den overordnede strategiske psykologiske krigsførelses retningslinier og mål, men gennemføres som en integreret del af de øvrige militære taktiske operationer. Den øverste militære ledelse inden for et område er ansvarlig for, at den taktiske psykologiske krigsførelse ledes og gennemføres i overensstemmelse med de retningslinier, der er fastlagt fra politisk side. (NATO).
