Log ind

Forholdet mellem Regeringerne og de Øverstkommanderende under Verdenskrigen

#

Organisationen af dette Forhold liar større Betydning end Personerne, naar der ikke findes et enestaaende Geni, der kan forene begge Myndigheder i sig som Aleksander, Frederik den Store eller Napoleon, eller en overvældende stor Personlighed som Bismarck eller Clemenceau, der kan faa alle fil at arbejde, som de vil have det. Tyskland var i 1914 i visse Henseender en enevældig regeret Stat, hvor Kansleren kun var ansvarlig overfor Kejseren, ikke overfor Rigsdagen, medens Frankrig var en demokratisk Republik, hvor hele Magten laa i Deputeretkamret. Der er i den moderne Tids Historie tre Perioder, hvor et Demokrati, der rimeligvis vil være det normale i Fremtidens Stater, har gennemført en stor Krig, nemlig den franske Revolution, den amerikanske Borgerkrig og Frankrig i 1870 efter Kejserdømmets Fald. Da Conventet traadte til i 1792, var Frankrig i K rig ; alt maatte improviseres, og der var ingen skarpe Grænser imellem den lovgivende og udøvende Magts Myndighed. I Begyndelsen a f 1793 oprettedes en Forsvarskomité, der afholdt offentlige Møder, men det svarede jo ikke ganske til den meget alvorlige Situation, Landet var stedt i, og den blev derfor erstattet a f Comité de salut publique, der fik stor Betydning, da Carnot traadte ind i den. Han ledede Operationerne, medens Frem stilling a f Vaaben og Forplejning blev overladt til andre. Denne Comité var dog ikke eneraadende. Gang efter Gang greb Conventet ind, selv ved Udnævnelse af Generaler. Conventet udsendte desuden nogle a f sine Medlemmer til Hærene, og disse korresponderede direkte med det; — under Verdenskrigen udsendte Deputeretkamret og Senatets Ilærkommissioner ogsaa nogle a f sine Medlemmer til Hærene, men det var kun som Kontrollører, der aflagde Beretning til deres Kommissioner, hvilke saa afholdt Samraad med Ministeren om Sagerne. — Conventet repræsenterede hele Folket, og de daarlige Forbindelser gjorde det nødvendigt, at den udøvende Magt ved A r ­ méerne havde Repræsentanter, der tog afgørende Beslutninger paa Stedet og saaledes greb ind i Kommandomyndighedernes Omraade. Disse Kommissærer var ofte mistænksomme og lagde Hovedvjegten paa, at Generalerne var rigtigt Patrioter, og de havde Magt og Ret til at afsætte dem. Hele K rigsførelsen kom derfor til at ligge i Carnots Haand ; han havde dannet sig en Generalstab, der hjalp ham, og han maatte naturligvis ofte gribe ind i de kommanderende Generalers Myndighed, naar de var ude af Stand til selv at ordne Sagerne, og han ikke kunde afskedige dem. Den civile Magt var eneraadende, og det anerkendtes a f alle. Under Slavekrigen i Amerika manglede ogsaa enhver Organisation paa begge Sider-. Sydstaternes Præsident Davis var uindskrænket Dictator; Overgeneral Lee var kun udførende, og Davis korresponderede direkte med alle Arméchefer. Paa Nordstaternes Side var Forholdene ikke bedre. Lin ­ coln var meget autoritativ og greb stadigt ind i Generalernes Dispositioner, da den amerikanske Præsident i Henhold til Fo rfatningen har Overkommandoen over Republikkens Stridskræfter og udnævner Officerer; — deres Udnævnelse skal dog billiges a f Congressen. Da Krigen trak i Langdrag, tvang den offentlige Mening igennem, at den dygtige Grant fik Overledelsen a f Operationerne. Han var meget hensynsløs overfor Regeringen og underrettede end ikke Lincoln om, hvad han vilde foretage sig. Regeringens Opgave var reduceret til at fremskaffe Soldater og Materiel, der stilledes til Grants Raadighed. F ra utidig Indgriben a f den øverste civile Øvrighed gik man lige til den Øverstkommanderendes Enevælde, men det gik naturligvis ikke uden megen Friktion. E fte r Kejserdømmets Fald i Frankrig i 1870 greb Regeringen for det nationale Forsvar Magten, men der manglede fuldstændig Organisation af alle militære Forhold; man har med Rette kaldt denne første Tid a f dens Virksomhed for Forsvarsanarchiet. Man havde først kun Tankerne henvendt paa Forsvaret a f Paris, der slet ikke var truet paa dette Tidspunkt, og besluttede, at Regeringen skulde blive i Paris. Alle de Hære, der stilledes paa Benene i Provinsen, fik til Opgave at undsætte Paris, og man beholdt i Byen 75,000 Mand, der bedre kunde have været brugt til at encadrere de Hære, der opstilledes. Da Paris indesluttedes, gik en lille Del a f Regeringens Medlemmer til Tours, men de udrettede intet, for Gambetta kom fra Paris i Ballon. Han stillede ialt Hære paa Benene, der talte 600,000 Mand, men der manglede Stabe og Befalingsmænd. Freycinet, der var Gambettas LIjælper, blandede sig paa en meget uheldig Maade i Føringen og jagede de ganske uuddannede og immobile Hære til Undsætning for Paris i Stedet fo r at uddanne dem under fornøden Sikring. De tre store Nederlag ved le Mans, Saint Quentin og Hericourt beseglede Landets Skæbne. Freycinet manglede frem for alt en Generalstab, der kunde undersøge Muligheden for Gennemførelsen a f de forelagte Planer; men han tog Lære a f de sørgelige Begivenheder, og 10 A a r efter oprettede han en permanent Generalstab, der kunde arbejde metodisk og til Stadighed paa Forberedelserne til den næste Krig.

1 intet a f disse Tilfælde var det lykkedes at ordne Forholdet mellem Regering og Øverstkommanderende paa en praktisk Maade. — V i vil nu kort se, hvorledes det forsøgtes ordnet under Verdenskrigen i nogle af de vigtigste Stater. Da England ikke har kendt nogen Invasion siden Wilhelm Erobrerens Dage, har det kun ført Ekspeditionskrige, i hvilke de parlamentariske Ministre ubestridt har ledet Krigene. Som Regel nærede de højere militære Førere ikke store Tanker om de civile Ministres Evner til at lede militære Operationer eller til at forstaa andre militære Sporgsmaal, og de optraadte ofte meget selvstændigt og energisk overfor Ministrene. Kort fø r Verdenskrigen, da det var ved at komme til væbnet Kon flikt imellem det protestantiske Ulster og det øvrige Irland, gik mange O fficerer saa vidt, at de sogte deres Afsked for at undgår. at kæmpe mod Ulstermændene, hvis Regeringen gav dem Ordre dertil — iblandt dem var den senere Feltmarchal Wilson, der var Sjælen i Forhandlingerne med Frankrig om den engelske Hærs Indgriben mod Tyskland, hvis dette Land skulde falde over Frankrig. Ofte benyttede de engelske O fficerer Oppositionspressen til Angreb paa Regeringen, naar denne gik imod deres Ønsker. 1 Fredstid fandtes der et Arméraad, der bestod a f K rig sministeren som Formand, fire højere militære, hvoriblandt Chefen for Generalstaben, og to Politikere. Desuden fandtes der en Forsvarskomité for hele Riget. Men begge disse Raad opløstes, da Krigen brod ud, fordi de militære Medlemmer gik til Fronten. Regeringen manglede nu ganske militære Raadgivere, selv om Chefen for Generalstaben blev i England, thi hans Stab rykkede ud med Hæren. Kitchener udnævntes til Krigsminister og var i Virkeligheden ogsaa Generalstabschef, da alle bøjede sig for hans A u ­ toritet. Den Instruktion, som French modtog a f ham, var a ffattet saaledes, at han som engelsk Gentleman skulde hjælpe en Ven, der blev angrebet, men uden at kompromittere den Hær, som han forte. Da Kampen kom til at staa i Flandern, blev det klart, at det nu gjaldt selve England. Den 31. August sendte French et Telegram til Kitchener om, at han havde tabt al Tillid til den franske Overkommando og derfor den næste Dag vilde begynde et Tilbagetog bag Seinen og videre sydvest om Paris. Han søgte saaledes Støtte hos Krigsministeren, men denne fik ham fra den vanvittige Plan. Paa den anden Side a fviste French bestemt Kitchener, da denne i Begyndelsen a f September vilde inspicere Tropperne ved Fronten.

Kitchener blev ogsaa den ledende sammen med første Sølord i det i November oprettede Krigsraad. Han ledede Uddannelsen af de nye Divisioner i England og sendte dem efter eget Forgodtbefindende enten til Frankrig eller til Dardanellerne, da dette Felttog var begyndt, uden at spørge de andre M inistre til Raads. Wilson, der var Stabschef hos French, fortæller, at han maatte gribe til den Udvej at lade den franske Regering ad diplomatisk Vej støtte hans Anmodninger om Fo rstærkninger. Kitcheners Selvraadighed vakte stærk Harme, og Regeringen maatte oprette en Krigskomité i Efteraaret 1915. Denne var dog kun raadgivende — det var Regeringen, der skulde træffe Beslutningerne.

Da Kitchener tilbød Robertson at blive Chef for Generalstaben, forlangte denne at blive virkelig Generalstabschef, og at Kitchener som Krigsminister skulde nøjes med at udfore de Forretninger, der med Rette henhørte under ham. Men hertil svarede Kitchener, at Parlamentet havde den øverste Kontrol med alle Krigsforetagender, og derfor maatte Krigsministeren kunne gøre rede for alt, og følgelig maatte Chefen for' Generalstaben være underlagt Krigsministeren og ikke Krigsraadet. Robertson maatte bøje sig og blev Generalstabschef i December 1915. Han arbejdede godt med Kitchener til dennes Død i Juni 1916, men derefter fik han under de civile Ministre betydelig mere Indflydelse. Han kunde ikke komme ud a f det med Lloyd George og trak sig tilbage i Februar 1918, da General Wilson blev sat ind i det allierede højere Krigsraad i Versailles, med Foch som Formand, fordi han mente, at hans Stilling havde tabt i Betydning ved Oprettelsen af dette Raad. Den amerikanske General Pershing kommanderede et meget stort Ekspeditionskorps. Moderlandet var ikke truet, og dets Regering kunde træffe Bestemmelser i Fred og Ro. Pengemidler og Soldater var til Raadighed i ubegrænset Maalestok, Vanskeligheden var kun at faa Styrkerne transporteret over til Europa. Hovedbyrden ved disse Transporter laa paa Englands Skuldre; hvorimod Frank rig forsynede de amerikanske Hære med Kanoner og Ammunition o. a. Forholdet mellem Regeringen og Pershing var let og voldte kun ringe Friktion. Pershings Kongstanke var at faa opstillet en selvstændig amerikansk Hær under sin Kommando og derfor saa vidt muligt at undgaa Sammenblanding a f amerikanske Tropper med de franske og engelske. Disse Bestræbelser maatte naturligvis give Anledning til Rivninger mellem ham og Cheferne fo r de andre Hære, der havde saa god Brug for de amerikanske Tropper, da baade Englands og Frankrigs Reserver var opbrugte. Den store Krise i Marts 1918 tvang dog Amerika til at afvige fra den oprindelige Plan at sende formerede Divisioner over til Europa. Amerika maatte hurtigst muligt sende Fodfolk og Mitrailløseskytter over, uden at de var encadrerede i Divisioner. Baade den franske og engelske Regering maatte ad diplomatisk Vej gribe ind for at faa dette gennemført. Pershing holdt imidlertid fast paa sin oprindelige Plan, og det lykkedes ham at faa opstillet en amerikansk Hær, som med Hjælp a f fransk A rtille ri i September erobrede St. Mihiel. Under Kampene Øst for Argonnerskoven i Oktober 1918 svigtede dog den amerikanske Føring, og der blev et forfærdeligt Rod bag Fronten, saa at Fremrykningen maatte standse, hvad der bevirkede, at fjerde franske Hær under Gouraud heller ikke kunde rykke frem. Baade Wilson og Pershing har dog en stor Del af Æ ren for, at Enhedskommandoen under Foch blev oprettet 26. Marts, og den 28. s. M. stillede Pershing sig med alle Tropper til Fochs Raadighed.

Den tyske Ordning a f Magtfordelingen mellem Regering og Overkommando var i denne K rig den samme som i Krigen 1870, og Traditionen var saa stærk, at en Æ ndring heri vilde have tru ffet paa ubrydelig Modstand. E fte r Krigen har Ordningen været Genstand for stærk K ritik fra saavel civil som militær Side. Bl. a. har General Kuhi skrevet, at der i Tyskland har været Mangler saavel ved Forberedelsen som Ledelsen a f Krigen, at der manglede en fælles Ledelse a f Politiken, Operationerne og det økonomiske Liv, og at selve den militære Ledelse a f Bevægelseskrigen i 1914 havde oversteget den øverste Hærledelses Kræ fter paa den Maade, som den var organiseret.

Ludendorff og Falkenhayn mener, at Fejlen ikke saa meget laa i Systemet som i svigtende Evner hos nogle af de ledende Personer, navnlig Kejser Wilhelm. I 1870, under Wilhelm den 1’, da de afgørende Personer var Bismarck, Roon og Moltke, var det gaaet godt, — men det maa dog tilføjes, ikke uden Friktion imellem dem, og Krigen varede kun et halvt Aar. Kejseren var baade i Fred og K rig Hærens øverste Chef, der ikke skyldte nogen Regnskab; hans Ministre og Chefen fo r Generalstaben var kun ansvarlige overfor ham og ikke overfo r Rigsdagen. Som øverste Krigsherre kommanderede Kejseren over alle Tysklands Stridskræfter til Lands og til Vands. Til Hjælp havde han Krigsministeren og Marineministeren, Generalstaben og Marinestaben, det militære og maritime K abinet og den bayerske Hærs Generalstab; men disse Myndigheder er ikke underlagt hinanden, saa Kejseren maa træffe Afgørelsen, naar der opst&ar Divergenser imellem dem.

Krigsministerens Forhold til Generalstaben er ordnet efter Formlen: den forste skærper Pilene, den anden skyder dem ud; det vil sige, Krigsministeren skal skaffe de Bevillinger, som Generalstaben anser for nødvendige til Udskrivning a f Rekrutter og deres Uddannelse, til Anskaffelse a f Materiel o. s. v. Generalstaben udarbejder Planer for Hærens Opmarch og Optræden i alle Krige, der sandsynligvis vil kunne opstaa. Chefen for Generalstaben sørger selv for Uddannelsen af sine Officerer, Krigsskolen er derfor underlagt ham, og han har endvidere de i Generalstaben indtraadte Officerers Avancement i sine Hænder. Kun en Sjettedel a f de Officerer, der gennemgaar Krigsskolen, kommer ind i Generalstaben, Resten kommer ud til Tropperne, hvor de er Talsmænd for den Lære, der doceres paa Krigsskolen. Generalstabsofficererne foler sig som en særlig Klasse blandt de andre Officerer, men de er ikke videre afholdt a f dem. Hærinspektørerne skal sørge for, at Armékorps og Divisioner uddannes ensartet.

E fte r at Bismarck var gaaet af, tiltog Generalstaben sig efterhaanden mere og mere Magt, og den mente ikke at skylde Rigskansleren eller Udenrigsministeren Regnskab for de Fo rhandlinger, den førte med andre Landes Generalstabe angaaende Føringen a f en eventuel Krig. I 1918 rejste saaledes Grev Waldersee a f Generalstaben til Italien for at forhandle med den italienske Generalstab om visse Spørgsmaal vedrørende Italiens Indgriben i en K rig mod Frankrig, uden at Udenrigsministeriet fik Underretning derom.

Bethmann-IIollweg havde vel som Rigskansler i store Træk faaet Kendskab til den tyske Krigstogsplan i 1911, men han siger selv, at han ikke ansaa sig for berettiget til og følte sig for ukendt med militære Forhold til at turde udtale sig imod den, selv om den i høj Grad berørte Udenrigspolitiken ved Krænkelsen a f Belgiens Neutralitet. Militærkabinettet, der direkte var underlagt Kejseren, sørgede fo r Avancementet for O fficerer a f alle Grader i hele den tyske Hær undtagen Bayern; for denne Hærs Vedkommende skulde der dog forhandles med Kejserens militære Kabinet, naar det drejede sig om Generaler. Krigen er en Fortsættelse a f Landets Udenrigspolitik „mit Einmischung anderer Mittel“ , skriver Clausewitz, og han vil derfor have, at de, der har ledet Landets Udenrigspolitik i Fredens Dage, ogsaa skal gøre det i Krigstid, og at den Øverstkommanderende skal være tilstede ved de vigtigste Forhandlinger om Landets Politik, naar K rig truer og i Krigstid.

Det var en stor Fordel ved den tyske Ordning, at Overgangen fra Fredsfod til Krigsfod ikke bevirkede nogen Fo randring med Hensyn til Statens Styrelse eller Kommandoforholdene i Hæren. I de skæbnesvangre Dage i Juli 1914 lod Rigskansleren Moltke vide, at han godt kunde rejse paa Kur til Wiesbaden, og at Waldersee kunde tage Orlov. Lige før Krigens Udbrud førte Generalstaben sin egen Udenrigspolitik. Moltke telegraferede til Conrad von Hoetzendorff den 31. Juli: „Den russiske Mobilisering opretholdes. Mobiliser straks mod Rusland. Tyskland mobiliserer. Tving Italien ved Compensåtioner til at forblive i Alliancen.“ Det var et alvorligt Overgreb, at Generalstaben førte sin egen Udenrigspolitik. Da Conrad havde faaet Moltkes Telegram, gik han med den østrigske Krigsminister til Udenrigsministeren Grev Berchtold. Her a fholdtes et Møde, hvor de vigtigste a f Regeringens Medlemmer var tilstede, Moltkes Telegram bestyrker dem i at fortsætte med den udfordrende Politik overfor Serbien, og Regeringen faar Kejserens Bemyndigelse til at mobilisere.

Den 1. August undertegner Kejser Wilhelm Mobiliseringsordren. Da han samme Dag faar et Telegram fra den tyske Gesandt Lichnowski i London, at England vil søge at faa Frankrig fra at gribe til Vaaben, hvis Tyskland vil love ikke at angribe det, vil Kejseren kun samle Hæren mod Øst og kalder Moltke til sig, men denne hævder, at det er umuligt at ændre Hærens fastlagte Concentrering; Kejseren bliver vred, men Moltke holder fast paa sit Standpunkt og siger, at man saa bagefter kan lade Hærene koncentrere mod Øst. — Da det var fastslaaet, at Luxemburg skulde besættes den første Mobiliseringsdag, vilde det jo have været en saa alvorlig Trusel mod Frankrig, at det nraatte mobilisere. Det var altsaa de militære Myndigheders Foranstaltninger, der paatvang Udenrigspolitiken Dobbeltkrigen, og det var Generalstaben, der bestemte Mobiliseringsøjeblikket, og ikke Rigskansleren.

Kejseren, der baade var tysk Kejser og preussisk Konge, maatte ifølge Traditionen fra Frederik den Stores Tid rykke ud med Hæren: han maatte være mellem Tropperne paa Hovedfronten. Kejseren rejser midt i August til Coblenz, og med ham følger Regeringens vigtigste Medlemmer, der som hans Raadgivere maa være tilstede, naar der skal træffes vigtige Beslutninger. I Følget er Rigskansleren, Udenrigsministeren, Krigs- og Marineministeren, Cheferne for det militære, maritime og civile Kabinet og naturligvis Generalstabschefen med Generalstaben. Følget var saa stort, at der behøvedes 11 lange Tog for at transportere det. Ministrene tog med, men Størstedelen af Kontorernes Personale forblev i Berlin, hvad der naturligvis vanskeliggjorde Administrationen meget, og vanskeligere vilde det jo blive, hvis Hovedkvarteret kom til at rykke helt ind i Fjendens Land, samtidig med at der førtes K rig paa Østfronten. Baade den gamle Moltke og Verdy du Vernois havde villet lade Krigsministeren blive i Berlin, men Roen havde i 1870 været i Hovedkvarteret, og Traditionen tro var Falkenhayn ogsaa med i Hovedkvarteret. Man ventede, at Krigen vilde blive kortvarig, — Moltke havde lovet Conrad at være paa Østfronten 40 Dage efter Krigens Udbrud, efter at Frankrig var slaaet til Jorden, og hele Krigen ventedes sluttet til Jul. I saa kort Tid kunde Kejseren, Rigskansleren og Krigsministeren nok være borte fra Hovedstaden.

Rigskansleren, Krigsministeren, Chefen for Generalstaben og Cheferne for de tre Kabinetter var ligestillede. Naar der skulde træffes en Beslutning, der berørte flere a f disse Myndigheder, maatte Kejseren selv træffe den endelige Afgørelse imellem de ofte stridende Parter. En saadan Stilling kunde maaske bestrides a f et Geni, men ikke a f Wilhelm II, der var uselvstændig. Chefen fo r Kabinetterne var altid om Kejseren og havde derfor stor Indflydelse paa den svage og forfængelige Mand, der ikke kunde lade være at stille sig i Positur som Kejser, naar der var flere tilstede. Kabinetscheferne var tilstede ved alle Konferencer, der drejede sig om Sager, der vedrørte deres Ressort. Skete det nu f. Eks., at Cheferne for Generalstaben og Krigsministeren ikke var enige, saa maatte Kejseren træffe Afgørelsen, og da nu Chefen for Militæ rkabinettet havde været tilstede, saa forhandlede Kejseren bagefter med ham, og lian, der var ganske uansvarlig, fik saaledes en meget vigtig Rolle. Kronprinsen, v. Tirpitz, Ludendorff og Oberst Bauer beklager sig stærkt over denne Klikke a f Kabinetschefer, der holdt Kejseren fangen i et „Elfenbenstaarn“ , hvor kun de Meldinger, der kunde være Kejseren behagelige, blev forelagt; var der daarlige Meldinger, blev de indsukrede, før Kejseren saa dem.

Kabinetternes egentlige Opgaver, Styrelsen a f Avancementerne, gav Grund til mange Klager og stor Utilfredshed. Det var næsten umuligt at faa Officerer, der havde udmærket sig, forfremmede udenfor Tur, og paa den anden Side var det meget vanskeligt at faa højtstaaende Officerer, der var udslidte, erstattede med yngre Kræfter. Rigskansleren opslugtes helt i dette militære Milieu, og Generalstabschefen ansaas almindeligvis for Kejserens vigtigste Raadgiver; han ledede Operationerne, som Ludendorff skriver, „efter Kejserens V illie “ , fuldstændigt uafhængigt. Vigtige Beslutninger krævede dog Kejserens udtrykkelige Billigelse, da Generalstabschefen ikke havde Kommandomyndighed. K e jseren kan altsaa i Virkeligheden intet gøre uden sin Generalstabschef, og da Moltke er frygtsom og intet tør gøre uden Kejserens Billigelse, gaar det kun godt, saalænge det gik efter den forudlagte Plan. Da det gik galt, blev Moltke jaget væk, Kejseren er principielt ufejlbarlig. Hovedkvarteret blev ogsaa i Coblenz efter de første store Kampe ved Grænsen. Moltke lod sig derfor fuldstændig fra ­ tage Ledelsen a f Armécheferne og lod sig narre a f deres meget optimistiske Meldinger om disses Kampe, navnlig a f General von Biilows Sejrsmeldinger, og han sendte ikke engang Generalstabsofficerer ud for at følge Arméerne, da de „kommanderende Generaler ikke fortjente en saadan Mistillid". Sikker paa, at den endelige Afgørelse ikke vilde lade vente paa sig, besluttede Moltke at sende to Armékorps fra Vestfronten til Østfronten for at hjælpe den preussiske Armé, der var gaaet bag Weichselfloden. Formodentlig har han, paavirket a f Kejseren, næret Ønske om at beskytte Provinsen mod Plyndring af Russerne. Disse to Armékorps kom for sent til at tage Del i Slaget ved Tannenberg og savnedes stærkt i Slaget ved Marne. Bekendt er Overkommandoens uheldige Indgriben i Slaget ved Marne ved at udsende Oberstløjtnant Hentsch med udstrakt Myndighed til at handle paa dens Vegne. E fter Slaget ved Marne maatte Moltke gaa af, og Falkenhayn blev Chef for Generalstaben samtidig med, at han blev ved med at være Krigsminister. Da Manøvrerne ved Thorn og Lodz ikke var lykkedes, vilde Rigskansleren fjerne Falkenhayn fra Stillingen, da denne ikke troede paa en endelig Sejr. Han indgik i en Sammensværgelse med Kejserinden, Moltke og Hindenburg, men da han ikke kunde faa Kejserens Fløjadjutant og Chefen for Militærkabinettet med, maatte han opgive det. Falkenhayn maatte dog snart opgive Krigsministeriet, som lian overgav til en a f sine Afdelingschefer. Dette fo rrin ­ gede Ministeriets Prestige meget, og mange betragtede senere Generalstaben som den egentlige styrende ogsaa paa Omraader, der burde have været underlagt Krigsministeriet.

Falkenhayn skrive r: „Den almindelige Politik og Hærens Administration var saa snevert forbundne, at de ikke kunde skilles fra hinanden, og naar det er Tilfældet, vil Resultatet altid blive daarligt. Som Chef fo r Generalstaben har jeg meget ofte maattet arbejde med de civile Myndigheder, men jeg søgte altid omhyggeligt at undgaa at beskæftige mig med Beslutningernes Udførelse. Opstod der Divergenser, var Kejseren Opmand, og hans Afgørelse blev fuldt ud respekteret.“ — Falkenhayn truede ikke straks med at tage sin Afsked, naar A f ­ gørelsen gik ham imod. I Efteraaret 1915 vilde han have paabegyndt den uindskrænkede Undervandskrig, man da Bethmann fik Kejseren til at støtte sig mod Falkenhayn, fordi han indsaa, at det vilde medføre K rig med Amerika, bøjede Falkenhayn sig. Højrepartierne i den preussiske Landdag fik dog i Februar 1917 vedtaget en Resolution i Finansudvalget, der udtalte, at Hensynet til Amerika ikke burde influere paa Beslutningen om Undervandskrigen, og de sørgede for at offentliggøre denne Resolution, inden Regeringen fik det at vide; dog lykkedes det ogsaa denne Gang Bethmann at faa Kejseren og Rigsdagen til at hindre Paabegyndelsen a f Undervandskrigen. Da Kampene ved Verdun ikke havde givet det ønskede Resultat, og Rumænien greb tidligere ind i Krigen end ventet, lykkedes det Bethmann og hans Sammensvorne at styrte Falkenhayn, hvorefter Hindenburg og Ludendorff kom til Magten. Disse to var omkranset a f de store Sejre paa Østfronten, og det havde vist sig, at de flere Gange havde haft Ret overfo r Falkenhayn. De var Tysklands sidste store Trumf, og de forstod at gøre sig gældende overfor Rigskansleren. De fordrede, at den uindskrænkede Undervandskrig skulde begynde straks, naar de fandt Øjeblikket belejligt, d. v. s. i Februar 1917, naar de havde faaet befæstet Grænserne imod Holland og Danmark, hvis smaa Hære man frygtede, fordi man intet havde at stille op imod dem, hvis disse Lande vilde gribe til Vaaben, naar den uindskrænkede Undervandskrig blev erklæret. Det berømte Hindenburg Program for den fædrelandske Hjælpetjeneste udarbejdedes, og det forlangtes, at Kansleren skulde gennemføre det. Hindenburg og Ludendorff blev dog meget utilfredse med Resultatet, der kom ud af Rigsdagen. De to greb ogsaa ind angaaende Oprettelsen a f en polsk Hær, men den blev en ren Fiasko. Da der i de arbejdende Klasser i Tyskland udbrød Strejker, og der overalt viste sig Krigstræthed, fordrede de to af Kansleren, at han skulde gribe kra ftigt ind fo r at forbedre Stemningen i Folket, og selv gav de de stedfortrædende Generaler rundt omkring i Riget Ordre om Kontrol med Pressen, om Forbud mod offentlige Møder o. s. v. Dette opvakte en saa stor Modvillie i Rigsdagen, at der vedtoges en Lov, der henlagde de stedfortrædende Generaler under Krigsministeren, skønt Ludendorff søgte at faa Indflydelse paa Rigsdagen igennem Højrepartierne. Den øverste Hærledelse forvaltede ogsaa eneraadigt de erobrede Egne mod Øst, som den vilde annektere for Tyskland uden at tage mindste Hensyn til de civile Myndigheder.

Alle disse Overgreb frembragte et spændt Forhold imellem Rigskansleren og Overkommandoen, og da der blev Tale om, at Rigsdagen, efter at det havde vist sig, at den uindskrænkede Undervandskrig ikke vilde give Krigen en gunstig Vending, vilde vedtage en Resolution om Fred uden Annektioner og Erstatninger samt om Udvidelse a f Valgretten i Preussen, besluttede Hindenburg og Ludendorff at faa Bethmann-Holweg fjernet. De klager til Kejseren og tager til Berlin den 7. Juli 1917 for at faa ham til at afskedige Bethmann, men da Kejseren siger Nej, rejser de selv tilbage til Hovedkvarteret og efterlader Oberst Bauer, der nu udspreder det Rygte i Rigsdagens Korridorer, at hvis Bethmann ikke gaar, saa vil de gaa. Den 12. indgiver de virkelig deres Afskedsbegæring, og da Centrum og Højrepartierne ogsaa vil gaa imod Kansleren, gaar denne, fordi man ikke kan afskedige de to Generaler, som Folket endnu har Tillid til. Michaelis bliver Rigskansler, men Fredsresolutionen vedtages alligevel a f Rigsdagen den 19. Juli. Hverken under ham eller Grev Hertling, der i Overensstemmelse med Rigsdagens Ønske bliver Rigskansler i Oktober, var Forholdet til Overkommandoen godt. Denne bliver ved at blande sig i Regeringens A ffæ rer og faar Højrepartierne til at fortrædige Kansleren i Rigsdagen.

Under Vaabenstilstandsforhandlingerne med Rusland, hvilke Overkommandoen betragtede som en Sag, der kun vedkom den, opstod der igen Kon flikt med Regeringen, fordi mange af de stillede Betingelser greb ind paa de civile Ministeriers Omraade. Senere, under Fredsforhandlingerne i Brest, var det igen General Hoffmann, der greb afgørende ind, skønt Fo rhandlingerne lededes a f Udenrigsminister Kuhlmann, og atter blev Forholdet spændt mellem Regering og Overkommando. De to Hærførere vilde igen gerne skifte Rigskansler, men opgav det, da Kejseren hverken vilde have Furst Biilow eller Storadmiral v. Tirpitz, og Ludendorff, som han selv siger, ikke paa engang kunde føre Hæren og være Rigskansler. Jo sikrere Ludendorff ved sine gentagne Trusler om at gaa, der ikke var blevet modtagne, følte sig, desto mere arrogant blev han overfor Kejseren. I Begyndelsen stillede han og Hindenburg til det daglige Referat hos Kejseren, men i 1918 maatte de to andre møde hos ham paa hans Kontor, hvor han kort satte dem ind i Situationen og undskyldte sig fo r at spise Frokost med Kejseren a f Mangel paa Tid. Ludendorff alene ved og bestemmer, hvad der skal gøres, og de to andre har kun at sige Ja. Fø r den store Offensiv i Marts 1918 flytter H in ­ denburg og Ludendorff til Avesnes, medens Kejseren og Resten af det store Hovedkvarter bliver i Spa. Kejseren bliver kun tilkaldt, naar der forestaar store Begivenheder, og alt er i Orden, saa han kun skal billige de trufne Beslutninger. Man forstaar, at Kejseren ikke kunde fordrage at se Ludendorffs „Underofficersfjæs“ . Vendepunktet i Krigen var det franske Angreb den 18. Juli, men først efter det engelsk-franske Angreb den 8. A u ­ gust, som Ludendorff kalder den sorte Dag i Verdenskrigen, forstaar han, at Krigen ikke kan vindes ved militære Kræ fter alene. Der afholdes en Conference i Spa under Kejserens Fo rsæde, hvor Kansleren og den lige tiltraadte Udenrigsminister Hintze er tilstede, og det besluttes at komme til Forhandling med Fjenden, naar Situationen har bedret sig noget. Da der endnu ikke er indledet Forhandlinger den 29. September, forlanger de to Generaler, at Regeringen direkte skal henvende sig til Præsident Wilson paa Grundlag a f hans berømte 14 Punkter, samtidig med at man lover at indføre et demokratisk Styre. Det er altsaa de to Generaler, der forlanger, at det de-: mokratiske Styre skal indføres, rimeligvis, fordi de vilde have andre til at dele Ansvaret for Nederlaget med sig. Proklamationen om, at Mænd, der nyder Folkets Tillid , skal have Del i Regeringen, bevirker, at Hertling trækker sig tilbage. Prins Max a f Baden bliver Rigskansler, og da han vil diskutere Betimeligheden a f en øjeblikkelig Bøn om Vaabenstilstand, bliver han, da Ludendorff insisterer herpaa, kaldt til Orden af Kejseren, og Noten afsendes den 5. Oktober til Wilson, der a ffejende svarer: ingen Discussion, uden at det besatte Land er rømmet, og Garanti for, at der er en demokratisk Regering. Den 6. Oktober har Regeringen ønsket at høre andre Generalers Mening, „da Ludendorffs Nerver er brudt sammen“ , men denne truer med at gaa, hvis Mødet finder Sted. Da Wilson i sin anden Note fordrer Opgivelsen af Undervandskrigen, svarer Regeringen uden at have forhandlet med Ludendorff, der Dagen efter udtaler, at Opfyldelsen a f Wilsons Krav er K apitulation; men Kejseren billiger Regeringens imødekommende Svar. Da Wilson i den næste Note fordrer, at Tyskland skal stilles saaledes, at Krigen ikke kan genoptages af det, vil Lu ­ dendorff og Hindenburg rejse til Berlin for at hindre, at Regeringen igen svarer imødekommende; men Prins Max beder dem blive borte, for at det ikke skal faa Udseende af, at Regeringen er under Pres. Da de alligevel rejser til Berlin, fordrer Prinsen a f Kejseren, at Ludendorff skal afskediges, men H in ­ denburg blive. Dagen efter, den 26. Oktober, afskediger K e jseren Ludendorff med haarde Ord, fordi en Proklamation om Modstand til det yderste fra Overkommandoen var blevet sendt til Tropperne imod Regeringens Ønske; — det var dog vist sket uden Ludendorffs Vidende.

Til Ludendorffs Efterfølger udnævnes General Gröner. Han afviser den 1/11 Indenrigsministeren, da denne fordrer Kejserens Abdikation, og Kejseren er stolt over „sein guter Schwaber“ . Den 8. afholdes Krigsraad i Spa, hvor der fo rhandles om at indlede Operationer imod Oprørerne i Tyskland, men Prins Max griber ind og beder Kejseren indstændigt ikke at paabegynde en Borgerkrig. Kejseren svarer „Sludder, Tropperne staar bag mig“ . Den 9. fortsættes Krigsraadet, men Hindenburg og Gröner beder sig nu undskyldt. Kejseren bliver rasende, men Groner springer op og siger: „Under sine Generaler og Førere vil Hæren i Ro og Orden marchere tilbage til Hjemmet, men ikke under Befaling af Deres Majestæt. Den staar ikke mere bag Dem“ . Kejseren fordrer, at Groner skal give ham det skriftligt og udbryder: „Har Hæren ikke svoret mig Faneed“ , hvortil Groner svarer: „Den er i en saadan Situation en Fiktion“ . Meldinger fra flere Hære siger, at alle har opgivet Kejseren, og Guvernøren i Berlin melder: „Jeg har ikke flere Tropper, alle er løbet over“ . Saa opgiver Kejseren og kører ilsomt ind i Holland. Sammenbrud, dels fordi de vigtigste Personer, navnlig Kejseren, ikke var deres Stilling voksen, dels fordi den saa højtpriste Ordning af Forholdet mellem de afgørende Myndigheder ikke var tidssvarende under Krig og ikke var i Stand til at tillempe sig efter de nye Forhold.

(Ovenstaaende er udarbejdet efter Bøger af Ludendorff, Falkenhayn, Kuhi, Bauer, W risberg o. f 1.).

I Frankrig var det — i Henhold til Forfatningen — i Fredstid Præsidenten, der havde den øverste Myndighed over Hæren, men i Virkeligheden var det Ministerraadet. Dette vidste dog slet intet om, hvorledes Hæren skulde bruges i Krigstid, da Ministerierne før Verdenskrigen skiftede hurtigt og havde nok at gøre med at holde sig paa Taburetterne. Conseil supérieur de la Guerre var oprettet af Freycinet efter de sørgelige Erfaringer i 1870; det skulde udtale sig om Lovforslag vedrørende Hæren og om Reglementer, der skulde bruges i den. Imellem Medlemmerne var allerede i Fredstid de højeste Kommandoposter i Krigstid fordelte. Krigsministeren var Præsident i Raadet, men den egentlig ledende var Vicepræsidenten, der samtidig var Chef for Generalstaben — som Indehaver a f disse to Stillinger var han den mægtigste Mand i Hæren. Det var i 1914 General Joffre, der var udnævnt i 1911. I et Dekret a f 1914 var følgende fastslaaet: Regeringen, der har Ansvaret for Landets vitale Interesser, er den eneste Myndighed, der kan fastslaa Krigens politiske Maal. Dersom Krigen føres paa flere Fronter, bestemmer den, hvilken Front der skal betragtes som Hovedfronten, og mod hvilken Størsteparten a f Kræfterne skal dirigeres. Den fordeler ogsaa Materiellet imellem Fronterne og stiller det til Raadighed for de Generaler, der skal have Overkommandoen paa Fronterne.

Princippet var altsaa fastslaaet, men ikke hvorledes det skulde føres ud i Livet. Poincaré skriver i „A u service de la France“ : „Hverken Forfatningen eller nogen Lov havde ordnet Forholdet mellem de offentlige Myndigheder i K rigstid og endnu mindre Forholdet imellem den udøvende Magt og den øverstkommanderende. Det var ad Experimentets Vej ved succesive Tilføjelser, som krævede god Villie fra alle Sider, at vi naaede til at ordne Samarbejdet mellem de forskellige Myndigheder, der er lige nødvendige for Folkets Liv og Forberedelsen a f Sejren“ .

Ordre de bataille for de forskellige Fronter var altsaa fastsat a f Regeringen, men den Øverstkommanderende havde Ret til under Felttoget at foretage Forandringer indenfor den Hær, der var ham betroet, og der var ingen Forberedelser trufne vedrørende Transporten a f Tropper fra en Krigsskueplads til en anden. Dog var der i selve Frankrig tru ffet den Bestemmelse, at den egentlige Krigszone var underlagt Hærens Chef, og Landet bagved Krigsministeren, samt at Grænserne imellem disse Zoner kun kunde ændres paa den førstes Forslag. Da Krigen brød ud, blev Jo ffre Overgeneral, og Conseil supérieur de la Guerre opløstes, fordi alle Medlemmerne overtog de Kommandoer, der var bestemt for dem. Generalstaben rykkede ud med Joffre. Regeringen synes praktisk talt at have overladt alt til Joffre, saa at den blev fri for Ansvaret — den traadte tilbage i Skyggen. Krigsministeren Messimy forsøgte dog den 25/8 efter de uheldige Grænsekampe at gribe ind i Operationerne, idet han gav Jo ffre Ordre til at sende tre Arm ékorps til Paris til Bevogtning a f den befæstede Stilling om Byen. Jo ffre gav vel Kvittering for Modagelsen a f denne Ordre, men han gjorde iøvrigt intet. Kort Tid efter oprettede han V I Armé, der var fuldt tjenstdygtig, og stillede den under Gallienis Kommando, saa at han kunde bruge den i Slaget ved Marne.

Messimy gik i Slutningen af August’af, og Millerand blev Krigsminister. Han sendte den 1/9 Jo ffre et Forslag til en Operation, udarbejdet a f French, men Joffre afslog at følge Opfordringen og fordrede med Understøttelse a f Krigsministeren, at Regeringen skulde forlægges til Bordeaux. Trods Poincarés bitre Modstand maatte Regeringen rejse bort, „fordi dens Nærværelse kunde genere Operationerne“ . Jo ffre holdt Forbindelse med Regeringen ved Hjælp a f to Forbindelsesofficerer, der stadigt var paa Rejse imellem dem, men forøvrigt er han meget sparsom med de Oplysninger, han lader Regeringen faa i den farlige Situation. Deputeretkamret holder Mode til den 3. September og samles endnu et Par Dage i samme Maaned, men hjemsendes saa til Januar 1915, hvorefter det forbliver samlet hele Krigen igennem. Kun eet Ministerium, Painlevés, i Novbr. 1917, væltes a f Kamret. Alle de mange andre Forandringer i Ministeriernes Sammensætning foretoges a f Conseilspræsidenterne, naar de ansaa det for nødvendigt for at bevare Majoriteten i Kamret. Det første hemmelige Mode afholdtes a f Kamret i Juni 1916, men da Medlemmerne ikke kunde holde tæt, opgaves det. E fte r Sejren ved Marne følte Jo ffre sig sikker i Sadlen og vilde i lang Tid slet ikke svare paa Poincarés Ønske om at besøge Fronten, skønt han efter Forfatningen var Hærens Chef, og skønt Jo ffre skrev direkte til ham udenom Ministeren og vilde have fastslaaet, at han var direkte underlagt Præsidenten, ligesom den tyske deneralstabschef var direkte underlagt Kejseren.

Politikerne i Frankrig, og særlig Poincaré, havde en mærkelig Tiltro til deres Popularitet blandt Soldaterne, men i V ir ­ keligheden satte Soldaterne dem ikke højt, og det blev værre, jo længere Krigen trak ud. Deres Nedladenhed og skønne Ord ærgrede dem, og da det var i Hvileperioderne, at de Deputerede kom, maatte Soldaterne før saadan et Mode stille til Parade og ofte foretage ikke helt smaa Marcher for at komme til Paraden. Anderledes blev det først, da Clemenceau kom til Magten, thi han besøgte dem i de forreste Skyttegrave, hvor han delte Faren med dem. Jo ffre tog sig i det hele mange Friheder overfor Regeringen og følte sig som den virkelige Herre; i Kamret sagde man, at Millerand havde sat ham paa en Piedestal og selv var krøbet i en Niche ved Fodstykket. Jo ffre var dog ofte nødt til at træffe Afgørelser i Stedet for Regeringen, saa længe denne var i Bordeaux; naar Regeringen vilde sætte ham paa Plads, truede han med at gaa sin Vej. Jo ffre forstod at holde denne Stilling, indtil Regeringen havde besluttet at sende Tropper til Dardanellerne. Nu var der to Fronter, og efter Forfatningen skulde Regeringen fordele Kræfterne imellem dem. Jo ffre foreslog da, at der skulde oprettes et Raad for det nationale Forsvar bestaaende af Præsidenten og de vigtigste Ministre, og at han skulde være raadgivende. Dette gennemførtes.

Imidlertid var der i Foraaret 1915 fra Sarrails Armé kommet hemmelige Rapporter til Poincaré og nogle radikale Parlamentarikere, hvori der klages over Joffres Udygtighed og Kgenraadighed, og Sarrail fremstilledes som Frankrigs Redningsmand. Poincaré foresla.ar Jo ffre at afholde periodiske Krigsraad med sine nærmeste Underchefer, men Jo ffre vil kun gaa med til at sammenkalde dem, naar han finder for godt, og det maa ikke paa nogen Maade have Udseende af Krigsraad. Derimod tager Jo ffre Offensiven overfor Regeringen og skriver, at han ikke vil indberette om forestaaende Operationer, da Ministrene ikke kan holde Mund, og samtidig vedbliver han at kræve, at han skal være med i Forsvarsraadet, naar det drejer sig om andre Fronter end den i Frankrig. Han vedblev at korrespondere med de fremmede Militærattachéer og de franske ved de allierede Hære, blandede sig i Landets Udenrigspolitik, navnlig i Forholdet til Grækenland, vedblev at henvende sig til Poincaré og Udenrigsministeren udenom K rig sministeren, og han stod stejlt paa at ville have alt a f Betydning om Udenrigspolitikken at vide.

Situationen forværredes endnu mere imellem Jo ffre og Regeringen, da radikale Medlemmer a f Deputeretkamret fik sat igennem, at Sarrail, som Jo ffre havde afsat, fordi han konspirerede imod ham, fik Kommandoen over Salonikiarméen. Hertil kom, at Millerand, der altid loyalt havde støttet Joffre, gik af, og Gallieni, som Jo ffre ikke stod i et godt Forhold til efter Slaget ved Marne, blev Krigsminister. Da Orientarméen stadigt krævede flere Tropper og mere Materiel, som i høj Grad savnedes paa Fronten i Frankrig, forlangte Joffre, at denne Armé skulde underlægges ham, samtidigt med at han beholdt Kommandoen over Arméen i Frankrig. Dog vilde han samtidig oprette en Slags Generalstab med en General som Chef i Paris til Raadighed for Regeringen. Han fik virkelig sat igennem, at han den 2/12 1915 blev udnævnt til Chef for alle franske Arméer. Denne Ordning viste sig ikke heldig, fordi Jo ffre naturligvis interesserede sig mest for Ilæren i Frankrig, som han selv kommanderede, og mindre for Orientarméen, hvis Oprettelse han havde bekæmpet, og som hans Fjende Sarrail var Chef for. Da der stadigt klagedes hemmeligt fra Fronten til Regeringen, skrev Gallieni den 16/12 til Joffre: at Regeringen har faaet at vide, at der findes Mangler ved Forsvarsarbejderne paa Fronten, navnlig ved Verdun. Hertil svarer Joffre: „Jeg kan ikke finde mig i, at Militære under min Kommando beklager sig til Regeringen vedrorende Udførelsen af mine Ordrer ad andre Veje end ad Tjenestevejen. Jeg kan endvidere ikke indlade mig paa at forsvare mig imod Beskyldninger af Personer, som jeg ikke kender Navnet paa. Alene det Faktum, at Regeringen modtager den Slags Meddelelser fra Deputerede, der er mobiliserede, eller direkte eller indirekte fra Officerer, der gør Tjeneste paa Fronten, er egnet til i høj Grad at ødelægge Hærens Disciplin. Jeg vil ikke finde mig i, at det fortsættes, jeg maa have Regeringens fulde Tillid. Dersom den virkelig viser mig den, kan den ikke opmuntre eller taale Fremgangsmaader, som formindsker min Kommandos moralske A u ­ toritet. Hvis det bliver ved, kan jeg ikke paatage mig Ansvaret.“ Gallieni maatte den 22/12 forsikre Jo ffre om Regeringens Tillid til ham.

Men Gallieni vilde have Jo ffre væk, og kort før sin Afgang fra Ministeriet i Marts 16, oplæste han i Ministerraadet en Note, hvori han forlangte, at Jo ffre skulde vises tilbage til den Plads, der tilkom ham som Øverstkommanderende, selv om han vilde gore Alvor a f Truslen om at gaa. Briand vilde dog endnu ikke afskedige Joffre. T il Krigsminister udnævnes nu General Roques, der var en god Ven a f Jo ffre og tjente under ham ; men selv denne fredelige Mand træder Jo ffre paa Tæerne, saa Forholdet bliver spændt imellem dem, og Roques foretager saa som Krigsminister en Inspektionsrejse til Orientarméen, der var underlagt Joffre. I Rapporten om denne Rejse giver han paa flere Punkter Sarrail Ret overfor Joffre. Da Sommeoffensiven ikke bringer de ønskede Resultater, faar Joffres Modstandere igen Vind i Sejlene. Briand maa rekonstruere sit Kabinet, og Roques maa gaa. Foch stilles til Disposition, og Jo ffre udnævnes den 18/12 til Regeringens tekniske Raadgiver med en Stab til at gøre Studier for sig, men beholder foreløbig Kommandoen over alle franske Hære, medens Nivelle faar Kommandoen paa Fronten i Frankrig. Jo ffre trænger paa for at faa at vide, hvad han egentlig skal bestille, men faar undvigende Svar. Han forstaar nu, at Slaget er tabt og indgiver sin Afskedsansøgning, hvorpaa han udnævnes til Maréchal. Lyautey, der bliver Krigsminister, vil samtidig være Regeringens tekniske Raadgiver og overtager en Stab i Paris til Hjælp ved Arbejdet. Nivelle blev Overgeneral, fordi man ikke kunde blive enig om at tage enten Pétain eller Castelnau, der begge havde mange Fjender i Deputeretkamret. Nivelle fandt en a f Joffres Stab udarbejdet Plan for en stor Offensiv, der skulde have fundet Sted i Begyndelsen a f 1917. Han arbejdede videre paa den med fuld Støtte af Regeringen og fik Lloyd George til at stille Haig under hans Kommando, saa længe Offensiven varede. Ludendorff satte en Kæp i H julet for Gennemførelsen a f denne Plan ved at gaa tilbage til Hindenburglinien. Da Situationen efter Tyskernes Tilbagetog, Udbruddet a f den russiske Revolution og Amerikas Indgriben i Krigen var blevet en anden, og da man var sikker paa at sejre blot ved at vente, var der mange i Frankrig, der ansaa det for bedst at opgive Offensiven. Blandt disse var Painlevé, der ikke havde villet indtræde i Ministeriet, fordi Nivelle, som han ikke havde Tillid til, var blevet Overgeneral.

Da Lyautey i Marts vilde holde en stor Tale i Kamret om Krigens Førelse, begyndte han med at sige, at han ikke vilde udtale noget i de parlamentariske Forsamlinger om, hvad man vilde gøre, fordi det altid blev røbet. Herover blev en Del radikale Medlemmer rasende og raabte op. Den gamle General blev saa vred, at han straks indgav sin Afskedsansøgning, der faa Dage efter trak hele Ministeriet Briand med sig. Ribot danner Ministerium med Painlevé som Krigsminister. Denne opsøgte straks General Nivelle og lovede at støtte ham, — men samtidigt samlede han Materiale i Ministeriet, der skulde vise, at det ikke var klogt at angribe. Nivelle lover Ministeren at trænge igennem de tyske Linier i Løbet a f 48 Timer, og hvis det ikke lykkes, vil han standse Angrebet. Painlevé beslutter saa at lade Nivelle angribe og at gribe ind, hvis det ikke lykkes. Han følte, at den offentlige Mening forlangte Handling, og Lloyd George lagde et stærkt Pres paa ham for at støtte Nivelle. Sagen syntes saaledes at være i Orden, da Freycinet modtog Breve fra flere højerestaaende Officerer, der tjente under General Micheler, som skulde føre Hovedangrebet, og heri stod, at der i Hæren var en udbredt Fryg t for, at Angrebet ikke vilde lykkes, men bringe meget store Tab. Flere Deputerede, der kom hjem fra Besøg ved Fronten, havde faaet det samme Indtryk a f Stemningen i Hæren. Poincaré foranlediger nu, at der sammenkaldes et Møde i Compiegne den 6/4; tilstede var — foruden Præsidenten — de vigtigste Ministre og Generalerne Nivelle, Castelnau, Franchet d’Esperey, Micheler, Pétain o. a. — de sidste stod alle under Nivelles Kommando. Da flere a f Generalerne kritiserer Nivelles Plan, bliver han vred og tilbyder at træde tilbage, men hans Demission modtages ikke, og Raadet vedtager, at der skal angribes. Angrebet finder Sted den 16. A p ril i daarligt Vejr. Da det ikke lykkes at trænge igennem trods ikke ubetydelige Fremskridt og Erobringen a f mange Fanger og Kanoner, vil Nivelle fortsætte Offensiven, men med begrænset Maal. Flere Deputerede havde den 16. A p ril begivet sig til et højt liggende Udsigtspunkt, hvorfra de kunde følge Slagets Gang. Det havde gjort et daarligt Indtryk paa Tropperne. — I 1793 var Folkekommissionærerne ogsaa tilstede i Slagene, men de delte Farerne med Tropperne. Sandsynligvis har det for en Del bidraget til, at de store Mytterier, der udbrød i Maj og Juni, fik en udpræget antiparlamentarisk Tendens. Det lykkedes dog som bekendt Pétain ved mild Fasthed igen at fæstne Disciplinen. Da Nivelle kort efter vilde angribe Fortet Brimont ved Reims, greb Regeringen paa Poincarés Initiativ atter ind paa Grund a f modtagne Meldinger fra O fficerer ved Fronten, og Forholdet mellem Nivelle og Regeringen blev meget spændt. Pétain udnævnes til Chef d’Etat major général de l’Armée og underlægges direkte Ministeren som hans Raadgiver. Han tager straks ud til Nivelle, og de bliver enige om, at Angrebet paa Brimont skal fortsættes, men Nivelles Stilling overfor hans Undergivne er blevet uholdbar. Han maa afskediges, men vil ikke gaa frivillig for ikke at erklære sig for besejret. Regeringen maa afskedige ham, Pétain bliver hans Efterfølger og a fløses igen a f Foch, hvis Funktioner fastsættes ved et Dekret af 11. Maj : Han skal være teknisk Raadgiver for Regeringen og faar to Generaler til Raadighed som Chefer for henholdsvis Operationerne og Tjenesten bag Fronten. De fremmede M ilitærattacheer og de franske skal ikke længere forhandle direkte med Overgeneralen, men med ham. Førstnævnte er dog ikke underlagt ham, og han maa ikke blande sig i Gennemførelsen af en vedtagen P la n ; det er udelukkende Overgeneralens Sag.

Denne Orning ændredes igen under Clemenceaus Ministerium. Da Foch blev Chef for de allierede Styrker, blev Ledelsen a f Operationerne nedlagt, og kun Ledelsen a f Tjenesten bag Fronten blev opretholdt under Alby, men samtidig blev den meget dygtige General Mordacq Direktør i Krigsministeriet. Clemenceaus mægtige Personlighed var frygtet, men respekteret, a f alle baade franske og allierede Militære, og han gik frem med haard Haand mod Defaitisterne — selv saa mægtige Mænd som de forhenværende Ministre Caillaux og Malvy maatte vandre i Fængsel — , og han greb ogsaa ind imod de værste Ophidsere a f Arbejderne. Han afholdt sig for det meste fra at gribe ind i Pétains og Fochs Kommandoomraade. Kun een Kon flikt havde han med Pétain, det var angaaende Brugen a f Reservedivisionerne før Tyskernes Angreb i Marts 1918. Pétain vilde have dem uddannet til at modtage Tyskernes A n ­ greb, men Clemenceau vilde have, at de skulde bygge en Stilling i anden Linie. Konflikten løstes ved, at der blev fremskaffet 60,000 italienske Arbejdere til Hjælp, og saa kom Tropperne kun til at afgive Arbejde faa Dage. Clemenceau havde svære Kampe at bestaa i Kamret for at faa Aargangen 1919 indkaldt og for at faa Kadrene foryngede, men han fastholdt urokkeligt sit Program: „Je fais la Guerre“ . Han fik Foch valgt til Chef fo r alle allierede Hære i Doullens Marts 1918. De haardeste Kampe maatte han bestaa i Kamret efter Nederlaget ved Chemin des dames i Maj 1918, da Kamret forlangte Pétain og Foch afskedigede.

Medens Forholdet til Pétain var godt, stod Foch og Clemenceau skarpere og skarpere overfor hinanden. Navnlig bebrejdede han Foch, at han ikke førte tilstrækkelig fast Kommando over Haig og Pershing. Paa dette Punkt havde dog Foch Ret; thi begge disse to Generaler kunde henvende sig direkte til deres Regeringer, hvis de fik en Ordre, der ikke forekom dem at være i Overensstemmelse med deres Hæres Interesser. Foch maatte søge at overtale dem til at gøre, hvad han ønskede, de skulde gøre. Clemenceau maatte flere Gange ad diplomatisk Vej hjælpe Foch, naar denne vilde have Understøttelse af de amerikanske Tropper ved at sætte dem ind i de franske og engelske Enheder, hvad Pershing var meget imod, da han vilde skabe en særlig amerikansk Hær, som han var eneraadende Chef for; dog naturligvis under Fochs Overkommando. Foch søgte flere Gange at hævde, at han ikke var fransk General alene, men ligesaameget underlagt de andre Regeringer, livis Hære han kommanderede. Clemenceau optraadte imidlertid bestemt imod ham og satte ham paa Plads. Deres Stridigheder under Fredsforhandlingerne, hvor Foch virkelig overskred sin Competence, skal her forbigaas. Clemenceaus Prestige var saa stor, at det egentlig var ret ligegyldigt, hvorledes Forholdet mellem Regering og Overgeneral var ordnet, Det gik nemlig, som han vilde.

Efter Krigen har Spørgsmaalet om Forholdet mellem Regering og Overgeneral i en kommende K rig været stærkt diskuteret. I Juli 1927 vedtoges en Lov af følgende Indhold: Hver Krigsskueplads skal stilles under en General, der har den fulde Kommandomyndighed, og som antager Titlen Commandant en chef. Alle franske Stridskræfter paa alle Krigsskuepladser kan stilles under Kommando a f den samme Chef, som leder alle Operationerne. E r Frankrig i Alliance med andre Magter, udnævnes Overgeneralen over alle allierede Hære efter Forhandling mellem Regeringerne. Det fremgaar a f denne Tekst, at Spørgsmaalet i Virkeligheden endnu ikke har faaet en endelig Løsning. Man er mest tilbøjelig til intet at fastsætte for at kunne handle efter Fo rholdenes Bydende — det kan gaa, hvis man til den Tid har en Clemenceau; — men har man det?

En Regering maa sammen med de militære Myndigheder forberede Krigen i Fredstid, dels ved Udskrivning og Uddannelse a f Soldater, dels ved Fremskaffelse a f Krigsmateriel. Men ogsaa ved Udarbejdelsen a f Felttogsplanen maa der fin ­ de et Samarbejde Sted imellem ovennævnte Myndigheder, da Gennemførligheden afhænger a f politiske, økonomiske og m ilitære Forhold, der nøje maa undersøges a f Fagmænd hver indenfor sit Omraade. Felttogsplanerne maa være udarbejdede overfor alle sandsynlige Krige; Regeringens Afgørelse omfatter: det Maal, der skal tilstræbes ved Operationerne, og Øjeblikket, naar der skal mobiliseres; men der skal forhandles med den designerede Overgeneral. Hvis denne ikke mener at kunne føre Operationerne til et heldigt Resultat under de foreliggende Omstændigheder, bør han henstille til Regeringen, at en anden tager Kommandoen. Regeringen faar store Opgaver at løse under Mobiliseringen, som ikke kan løses a f de militære Myndigheder. Der bør ikke udnævnes en Diktator, men det bør være de samme civile Myndigheder, der har haft Styrelsen i Fredstid a f Statens Sager, og som er ansvarlig overfor Parlamentet, der ogsaa beholder Ledelsen i Krigstid. I en moderne Stat vil en Diktator ikke kunde styre Staten uden mange Hjælpere paa alle Omraader; svigter de, vil Diktaturet miste sin eneste virkelige Fo rdel, nemlig den faste Haand og Villie, og kun vække Modstand hos alle, der ikke billiger det.

Den civile Regering maa stadig være den afgørende, men den maa føre Krigspolitik o : alle Nationens Kræ fter bør rettes imod det ene at bringe Sejren hjem. Krigen har altsaa Regeringen den øverste Ledelse af, men Overgeneralen har den afgørende Ledelse a f Operationerne, som Regeringen ikke maa blande sig i, naar Beslutningen om, hvad der skal gøres, engang er truffen. Dens Opgave er da kun at fremskaffe de fo rnødne Vaaben og Soldater, der skal stilles til Overgeneralens Raadighed. Udenrigspolitikken er Overgeneralen uvedkommende, den skal sørge fo r Alliancer og hindre andre Magter i at gribe ind i Krigen. Da ingen kan raade udover det første store Sammenstød i en Krig, maa Regeringen have en General med det fornødne Personel som teknisk Raadgiver, saa at den ikke er fuldstændig afhængig a f Overgeneralen. Denne raadgivende General skal for Regeringen undersøge Muligheden a f de Operationer, der kan være Tale om at udføre, og staa i snæver Forbindelse med Overgeneralen. Føres der K rig paa flere Fronter, vil naturligvis alle de Øverstkommanderende tillægge den Front, de selv kommanderer paa, den største Vægt eller i hvert Tilfælde være tilbøjelig til at overvurdere Betydningen a f deres egen Front. Det er derfor ganske nødvendigt, at den ansvarlige Regering har den øverste Ledelse a f alle Foretagender, saa den kan fordele Midlerne efter Forholdenes Bydende. De Øverstkommanderende paa alle Fronter — eventuelt den a f Regeringen udnævnte Øverstkommanderende over alle Stridskræfterne paa alle Fronterne — er altsaa direkte underlagt Regeringens Chef, og den General, der er Regeringens Raadgiver, har ingen Kommandomyndighed. Naar en saadan Ordning er gennemført, kan Regeringen give Direktiver, der hviler paa et gennemstuderet Grundlag, og den vil være istand til at udøve en virksom Kontrol.

C. O. R. Larssen.