Foredrag: Fra totalforsvar til samfundssikkerhed
Det Krigsvidenskabelige Selskab indleder nærværende uge med endnu et vedkommende foredrag, hvor oplægsholder Rasmus Dahlberg, Lektor og PHD, udfolder hvad man forstår ved begrebet “Samfundssikkerhed’ og dertil fremfører en historisering af samfundets sektorkonvergens.
“Samfundssikkerhed er et sprog som giver et sprog”
Ved foredraget beskriver Dahlberg, hvorledes at begrebet “samfundssikkerhed” er nyt og forståelse af selvsamme er divergerende, da det vedrører et komplekst genstandsfelt. Med andre ord, er begrebet samfundssikkerhed holistisk og ved foredraget brydes dette ned i forskellige komponenter.
Herunder indledte Dahlberg med en historisk forståelse af hvad begrebet “totalforsvar” måtte betyde, da dette er helt elementært for moderne krigsførelse. Her nævnes Ludendorff, som var tysk General og hvis bog Den Totalen Krieg, første gang benævner hvorledes at den nye form for krigsforsvar, handler om at mobilisere den samlede samfundsstyrke. Med andre ord gør Dahlberg de fremmødte klogere på, at krigene før midten af det 19-århundrede, skete som regel ude ved fronten og de afledte effekter ramte civilbefolkningen, herunder plyndringer, hungersnød, sygdomme etc. Disse blev førhen betegnet som afledte effekter, men hvorimod idéen om det samlede samfund, kommer i midten af 30’erne, hvor civilbefolkningen kommer i fokus og hvor man ønsker at passe på denne gruppe.
I takt med dette, ser informationskrigen dagens lys, da civilbefolkningen gøres til et regulært krigsmål, rent kommunikativt. Denne udvikling medfører at nye organisationer og institutioner opstår, heriblandt Røde Kors, Statens Civile Luftværn, Civil beskyttelsesmekanismer, som alle havde det til fælles, at de ikke var bevæbnet.
Endvidere nævnte Dahlberg, hvorledes at Kollisionen i Hallifax d. 6. dec. 1917, danner grundlaget for et stort omfang af den første forskning og studium af katastrofer, hvor man havde fokus på skadesfaktorerne - heriblandt krigsministeriet i 1948 og Manhattan Project, som lige netop gjorde brug af denne nye viden i praksis.
Desuden lagde Dahlberg især vægt på tiden efter 9/11. Her begynder man nemlig ikke længere at sondrer mellem civile og militære trusler, det hele begynder at smelte sammen. Sektoransvarsprincippet afløser Civilforsvarsprincippet. Man flytter ansvaret ud i de forskellige sektorer under krig og kriser, for at være beredt, da dette giver bedre mening, da man ude i sektorerne kender infrastrukturen og lovgivningen samt hjemmel.
Sektorkonvergens har tidligere været kendetegnende for strukturen ved håndtering og koordinering af kriser og krige, hvor arbejdet også i hovedsagen er blevet begivenhedsdrevet.
Dahlberg fremfører desuden en væsentlig pointe, at sprog skaber virkelighed. Her mener Dahlberg, at der forekommer en fare ved at tale om kriser hele tiden - den nye normal, hvor der ikke venter fred og ro efter en krise, men derimod en ny krise, dette kan i værste fald medføre en strammere overvågning og restriktioner.
Mere vedkommende og faktabaseret viden blev også fremført af Dahlberg ved hans foredrag som blev afrundet med gode og kritiske spørgsmål af det engagerede og vel mødte publikum.
En stor tak til Rasmus Dahlberg for et informativt foredrag og til de fremmødte for et godt engagement.
