Log ind

FKF-personel i den faglige tjeneste ved regimentet

#

Oberstløjtnant Probst ved Beboldningsafdelingen kommenterer nogle af de forslag, som Kaptajnløjtnant M. C. Thygesen fremsatte i sin artikel »Faglig tjeneste ved regimentet under fredsforbold«, offentliggjort i tidsskriftets septembernummer.

I september nr. af »Militært Tidsskrift« 1961 har T-officeren ved Gardehusarregimentet kaptajnløjtnant M. C. Thygesen i en artikel benævnt »Faglig tjeneste ved regimentet under fredsforhold« beskrevet de opgaver, der i fredstid løses i T-sektionen, og herunder knyttet nogle bemærkninger og forslag til anvendelse af de enkelte medarbejdere. Det må altid hilses med tilfredshed, at de problemer, der knytter sig til den faglige tjenestes løsning — så mangeartede og komplicerede som de efterhånden er blevet — tages op til analyse og gennemgang for derigennem at søge frem til bedre vilkår end de øjeblikkelige. Skal opgaverne løses på rette måde, må man ligeledes tilstræbe, at de rette personer anbringes på de rigtige poster. Artiklen er skrevet af en officer af våbnet med interesse for den faglige tjeneste. Da der i artiklen fremføres forskellige planer, som set fra faglig side ikke umiddelbart forekommer relevante, skal der nedenfor fremsættes kommentarer til nogle af de i artiklen fremsatte forslag.

1. T-officer

T-officeren er den centralt placerede taktiske officer, som liar til opgave at koordinere den faglige tjeneste på brigade- og regiments plan, og som derfor må bolde alle trådene fra de forskellige instanser i sin bånd. Ved en passende decentralisation af sine opgaver på få, men velvalgte medarbejdere vil lian hurtigt kunne skabe sig et på øjenvidneskildring baseret kendskab til den øjeblikkelige faglige situation, således at lian kan holde sin brigade- eller regimentschef tilstrækkeligt underrettet lierom. Det er afgørende, at en så optaget person, som en T-officer ifølge sagens natur er, har så få »dispositionsenheder« som muligt. Kun derved spares der tid, og der undgås småekspeditioner, således at planlægning, ledelse og koordinering kan få, livad der tilkommer disse betydningsfulde områder. Den FKF-faglige tjeneste bør derfor efter min opfattelse deles på nedennævnte nøglepersonel:

— krigsmaterielofficer (tillige chef for værkstedskompagniet),

— depotofficer og

— ammunitionsofficer.

2. Værkstedskompagni/Garnisonsværksted

a. Krigsmaterielofficer tillige chef for værkstedskompagni.

Det hævdes — med rette — i artiklen, at erfaringerne synes at vise, at regimenter med meget og teknisk kompliceret materiel ikke kan undvære en officer, der udelukkende har til opgave at beskæftige sig med materiellets tilstand. Det foreslås, at der indføres en »materielofficer«, der i det store og liele skal løse krigsmaterielofficerens praktiske opgaver, og det hævdes, at en sådan officer ikke behøver at liave nogen videnskabelig teknisk uddannelse. Det foreslås derfor, at man vælger en officer af våbnet med teknisk interesse og udvidet praktisk, teknisk uddannelse. Denne officers opgave er herefter at kontrollere eftersyns- og vedligeholdelsestjenesten på alt materiel ved regimentet på ethvert plan og i øvrigt at løse de samme opgaver som en brigadekrigsmaterielofficer. Det er rigtigt, at det hid til ikke har været muligt at afse officerer med våbenteknisk uddannelse til tjenstgøring ved brigadegrupper og panserregimenter for der at virke som værkstedskompagnichefer og dermed deltage i kontrol og ledelse af de derværende eftersyns- og vedligeholdelsesopgaver på FKF-materiellet. Sålænge der har været en udtalt mangel på våhenteknisk uddannede officerer, har det været nødvendigt at koncentrere kræfterne og søge at løse opgaverne ved hjælp af en veludbygget centraladministration. Men i de sidste år er der tilgået et betragteligt antal våbenteknisk uddannede officerer til fordeling mellem centraladministrationen og tøjhusene, medens der ikke har været tale om nogen modsvarende større afgang. Der skulle således med konstant tilgang fra Forsvarsakademiet som hid til fremover være mulighed for at få et antal våbenteknisk uddannede officerer frigivet til tjenstgøring ved b rigader og regimenter. Denne løsning forekommer mere hensigtsmæssig og logisk end indførelse af en ny kategori med udvidet praktisk, teknisk uddannelse. Den teoretiske viden, der er bibragt elever på våhenteknisk kursus, er efter min opfattelse afgjort ikke nogen hindring for at kunne løse den foreliggende opgave som krigsmaterielofficer, men en naturlig forudsætning for at kunne bestride denne tjeneste på en såvel praktisk som teoretisk forsvarlig måde. I det civile liv arbejder som bekendt teoretisk uddannede ingeniører og praktisk uddannede håndværkere på fortræffelig måde sammen, og jeg tør roligt påstå, at det samme vil blive tilfældet inden for hæren. A t besætte stillingerne som va^rkstedskompagnichcfer med taktisk uddannede officerer uden omfattende teknisk uddannelse kan aldrig blive andet end en midlertidig løsning. I øvrigt vil det også komme FKF-centraladministration tilgode, at et antal våbenteknikere har haft lejlighed til at løse praktiske opgaver på FKF-materiellet på 1.— 3. echelon plan, forinden den daglige tilværelse bliver optaget af teknisk arbejde med megen administration på 4.— 5. echelon plan, uden synderlig mulighed for at sætte sig i brugernes sted.

Set fra såvel taktisk som faglig side har det således liast med at få et antal våbenteknisk uddannede officerer sendt ud til løsning af tekniske driftsledelsesopgaver ved f. eks. de to panserregimenter. Tjenesten vil kunne koordineres, og penge vil utvivlsomt kunne spares ved opnåelse af større effektivitet og arbejdsglæde for det implicerede faglige personel.

b. Værkstedsleder

Som enhver anden militær enhed er også et værkstedskompagni eller et garnisonsværksted leddelt for derigennem at skabe en gunstig ramme for personellet at virke i. Og ligesom i en taktisk enhed er det af afgørende betydning, at nøgleposterne besættes rigtigt. Når et civilt værksted har nået en passende størrelse, hvorved nødvendigheden af ledelsens leddeling viser sig påkrævet, udtages egnede håndværkere og gøres til værkførere direkte eller efter gennemgang af værkførerskole. De bibringes forståelse af principper og fremgangsmåder for driftsledelse. Det forekommer de underordnede håndværkere naturligt, at en af deres egne således betros ledelsen af dette rent faglige arbejde inden for værkstedet, hvor den rette kontakt mellem værkfører og den enkelte arbejder spiller en stor rolle. På ganske tilsvarende måde er forholdet i Hærens tekniske Korps. I det faste FKF-liåndværkerpersonel haves en veluddannet stamme af både civilt (alle har svendebrev inden mødet ved hæren) og m ilitært (korporal-, oversergent- og fenrikklasse) uddannet personel. Det er såvidt vides det eneste NATO-land, hvor dette er tilfældet, idet alle andre selv må ekspresuddanne militære håndværkere uden civil faglig baggrund. Eleverne på Krigsmaterielforvaltningens Skoles fenrikklasse modtager tillige fuldt så megen undervisning i faglig administration som en fenrik fra Hærens Fenrikskole gør, og desuden gives der førstnævnte undervisning i arhejdsinstruktion. For også at bibringe de lid t ældre håndværkere den samme baggrund for løsning af administrative opgaver har Forsvarets Krigsmaterielforvaltning iværksat afholdelse af særlige værkstedslederkurser beregnet for håndværkere, som har nået en sådan tjenestealder, at ledelsen af værkstedet er en væsentlig del af deres virksomhed. Det må erindres, at en værkstedsleder må være i stand til at kunne klassificere utjenstdygtigt materiel til reparation i de respektive vedligelioldelsesechelonner, kunne vurdere den faglige Lelastning på værkstedet og herunder udnytte foreliggende ressourcer på bedst mulig måde, og derfor må værkstedslederen have en faglig uddannelse som baggrund. Det må også tages i betragtning, at håndværkerpersonellet må have adgang til at besætte de topstillinger, som findes inden for den faglige tjeneste, og som de bar naturlige forudsætninger for og er prædestinerede til al skulle besætte. Det må derfor bero på en misforståelse, når den tanke kan fremsættes, at stillingen som værkstedsleder, det være sig i et værkstedskompagni eller i et garnisonsværksted, kan besættes med administrativt skolet — men ikke i værkstedsledere FKF-fagligt uddannet — personel af våbnet. En foranstaltning af den omhandlede art kan meget vel medføre, at rekrutteringen af dygtige faste militære håndværkere går i stå, fordi de i stedet søger derhen, hvor muligheden for at opnå en naturlig slutstilling som værkstedsleder er til stede. Stillingerne som værkstedsledere i værkstedskompagnier og i garnisonsværksteder bør som også gennemført af Forsvarets Krigsmaterielforvaltning i øvrigt normalt besættes med en FKF-liåndværker med graden kaptajnløjtnant eller ældre premierløjtnant af specialgruppen.

3. Depotofficerer, motorskriver og ammunitionsofficer

Det er et skridt i den rigtige retning at lade depotofficeren varetage forvaltningen af alt krigsmatcriellet bos de lokal- og motorforvaltende myndigheder. Det er derfor en logisk konsekvens heraf at henlægge motorskriverens arbejdsområde under depotofficeren. Ved en sådan sammenslagning af to hid til i nogen grad af hinanden uafhængigt forvaltede områder melder sig spørgsmålet om at få tilvejebragt en for begge parter hensigtsmæssig arbejdsdeling, således at selvstændigheden for de to officerer i muligt omfang bevares. Det ville således efter min formening være hensigtsmæssigt, om delestregen blev trukket mellem det på depot værende materiel og det i brug værende materiel. De to brugsformer for materiellet stiller nemlig vidt forskellige krav vedrørende opbevaring, vartning og tilsyn, og en mere effektiv indsats på de to områder af to specialister ville utvivlsomt give udbytte i form af et højere materielberedskab. Ved at henlægge motorskriveren under depotofficcren vil ammunitionsofficeren kunne frigøres fra sin nuværende stilling som næstkommanderende for depotofficcren, som ikke har meget tilfælles med ammunitionsforsyningstjenesten. Ammunitionsofficeren vil foruden ammunitionsforsyningstjenesten tillige kunne varetage opgaver som skydelærer, sprængningsleder m. v.

Konklusion:

Det må betragtes som et væsentligt fremskridt, at der ved hvert regiment nu findes T-officerer, hvorved mulighederne for at koordinere den faglige tjeneste er til stede i langt højere grad, end tilfældet har været før. T il hjælp for taktikeren — T-officeren — gælder det om at vælge de rette medarbejdere til løsning af de foreliggende tekniske opgaver. Der bør ved hver brigadegruppe og ved hvert panserregiment være en våbenteknisk uddannet officer, som også i fredstid kan udøve tjenesten gennem et værksledskompagni af rimelig størrelse. Det er en selvfølge, at ældste håndværker overalt — i værkstedskompagni og i garnisonsværksted — virker som værkstedsleder, hvorfor han må bibringes fornøden administrativ skoling på Krigsmaterielforvaltningens Skole, dels i fenrikklassen dels på værkstedslederkursus. A lt FKF-materiel bør administreres efter ens retningslinier, hvor depotofficer bistået af motorskriver vil få fuldt op at gøre med at vejlede og uddanne våben- og garagemestre foruden at varetage de administrative opgaver, som henhører under regimentsdepotet. Ammunitionstjencstcn bør udskilles fra FKF-materieltjenesten og derfor administreres særskilt af ammunitionsofficeren.

N. M. C. Probst.