En anmeldelse.
Meget er allerede skrevet om Finlands legendariske marskal og statsmand, friherre Gustaf Mannerheim, og hans afgørende indsats for det selvstændige Finland. Det må derfor være naturligt at spørge, om endnu et studie af manden og hans livsværk kan bringe noget nyt — kender vi ikke allerede gennem forskellige biografier og marskallens egne memoirer hans liv og gerning, så vidt de er tilgængelige og ikke dølger sig under diskretionens eller hemmelighedsstemplets slør?
Svaret herpå får man, hvis man læser general E rik Heinrichs overordentlig interessante og velskrevne Mannerheim-biografi, hvis anden og sidste del nu er udkommet.1) Heinrichs biografi er — i modsætning til flere andre skildringer af Mannerheim — ikke blot en oversigt over marskallens levnedsløb og virksomhed, men også en skildring og analyse af sådanne problemer under den store mands gerning, om hvilke det sidste ord måske endnu ikke er sagt. Biografien er også finsk historie i en for landet skæb nesvanger tid. Og historie kan som bekendt fortælles på forskellig måde
Ingen turde heller være bedre egnet end E rik Heinrichs til at tegne og belyse Mannerlieim skikkelseii. Forfatteren, der fører en udmærket stilistisk pen, var under vinterkrigen og dens fortsættelse 1941— 45 en af Marskallens nærmeste militære medarbejdere og tillige hans fortrolige; det var også ham, der senere i Schweiz hjalp Mannerheim med at gennemgå og ordne kilderne til lians memoirer. Forfatterens, gennem mangeårigt nært personligt samarbejde vundne, indsigt i marskallens måde at se tingene på og at reagere på over for forskellige problemer kommer også gentagne gange til udtryk i det foreliggende værk, som også på flere steder bærer selvoplevelsens præg. Foruden det stof, der er hentet fra hans egne erindringer og oplevelser, har han også øst af andre kilder: bl. a. ikke offentliggjort arkivmateriale og mundtlig indhentede informationer, som han omhyggeligt har provet og analyseret med en videnskabsmands ssamvittighedsfuldhed, inden lian fældede sin dom. Frem stillingen virker pålidelig, saglig og i alt væsentligt objektiv, stilen er kort og krystalklar. Den nu foreliggende, afsluttende del, der til undertitel har „M arskallen af Finland“ , omfatter tiden fra tyvernes begyndelse til marskallens død ved nytår 1951. Den tegner Mannerheims liv og personlighed i de tiår, hvor hans bane kulminerede, og den skildrer lians rolle i det drama, der omfatter Fin lands to sidste krige, forspillet til dem, deres korte mellemakt og deres mørke epilog.
Det første afsnit handler om tiden mellem de to verdenskrige og skildrer bl. a. ikke blot Mannerheims arbejde — som forsvarsrådets formand — for at øge forsvarsviljen og effektivisere beredskabet, men også lians målbevidste og resultatrige arbejde for en finsk orientering mod Skandinavien, først og fremmest Sverige. A t Mannerheim ikke blot var soldat, men også en politiker med mere end sædvanlig fremsynethed mærkedes på lians på et tidlig t stadium erklærede indstilling til stormagterne Sovjet og det nationalsocialistiske Tyskland. Da derfor uvejret kom til Finland i 1939, talte Mannerbeim, ligesom Paasikivi, for større eftergivenhed og større moderation end folkets flertal, der ikke ville afstå en tomme finsk jord, end ikke i bytte for noget andet. Hvorfor give efter, hvorfor imødekomme krav, som inden længe v il b live efterfulgt af andre, ræsonnerede de fleste med de baltiske staters skæbne for deres øjne. Mannerheim tænkte anderledes. Også han følte visselig bitterhed ved tanken om, at Finland skulle nødsages til at bytte områder bort, og også han — ban om nogen — regnede mistroisk med nye fordringer, hvis man samtykkede. Men ikke desto mindre domineredes hans ræsonnement af. at Finland måtte søge at opnå et kompromis. A t Sovjet skulle finde sig i et blankt afslag, troede han ikke et øjeblik, lige så lid t som på fredstraktater, ikke-angrebs- og Kellogpagter eller på nogen effektiv indgriben fra Folkeforbundets side.
Men Mannerheim gennemtvang ik ke sin vilje, og Heinrichs giver en helt acceptabel forklaring herpå. T il de interessanteste afsnit i bogen hører kapitlerne om vinterkrigen og dens fortsættelse samt forspillet til sidstnævnte. Ansvaret for, at der ikke fremsattes nogen formel anmodning om hjælp fra vestmagterne i Marts 1940, lægges helt og holdent på Mannerheim, der regnede med, at det i udsigt stillede ekspeditionskorps dels ville komme for sent, hvis det i det hele taget ville nå frem, dels ville være for lille . Mannerheim gav derfor regeringen det „kategoriske råd“ at slutte fred. Det var en tung beslutning, men den dikteredes af M arskallens dybe pligtfølelse, og H einrichs anser Mannerheims pessimistiske vurdering den 9. marts for rigtig. I spørgsmålet om Finlands politik før fortsættelseskrigen er H einrichs stillingtagen særlig markant Han refererer indgående de påstande, der er fremkommet i den tyske efterkrigslitteratur om de tysk-finske kontakter og dementerer en stor del af dem. Her har biografien i høj grad karakter af memoirenotater, thi Heinrichs spillede som Mannerheims generalstabschef og nærmeste mand en vigtig rolle under disse forhandlinger. Tyskland gjorde gentagne forsøg på at få officiel besked om Finlands beredvillighed til at deltage i en eventuel krig mod Sovjetunionen, men fik aldrig noget løfte i så henseende. Sådan var situationen, da tyskerne den 22. juni angreb Sovjetunionen samtidigt med, at H itle r udstedte den berygtede dagsbefaling, i h vilken også Finland nævntes. Dagsbefalingen var både indiskret og inopportun i et øjeblik, hvor der — teoretisk — endnu forelå mulighed for, at Finland kunne holdes uden for krigen, skriver Heinrichs, der også citerer Mannerheims Minnen: „Jeg kan ikke undertrykke den tanke, at hensigten dermed var at stille Finland over for et fait accompli, som skulle fremtvinge et russisk angreb, men jeg er på den anden side overbevist om, at et sådant angreb under ingen omstændigheder var udeblevet.“ Mannerheims tro på en tysk sejr i krigen mod Rusland begyndte at vakle på et meget tidlig t tidspunkt. Han førte derefter, ifølge Heinrichs, en sejg, henholdende kamp mod tyskerne uden at finde megen forståelse for sine synspunkter hos sine militære omgivelser. Men hans klarsynethed førte til, at han på et tidligt tidspunkt forstod, at F in land måtte søge at trække sig ud af krigen og slutte fred, inden det forestående tyske sammenbrud kom. Ribbentropaftalen, der blev underskrevet af præsident R y ti alene, for at en ny præsident hurtigt kunne gøre sig fri af dens forpligtelser, blev indgået med Mannerheims udtrykkelige tilslutning og ene og alene for at gøre landets udtræden af krigen militæ rt mulig. Der fandtes dog kun een mand, der kunne føre landet ud af krigen og slutte en fred, hvis pris bl. a. var en ny krig — den mod de tidligere våbenbrødre. Den mand var Mannerheim. Og han påtog sig opgaven. Ingen svigtede, hele folket sluttede op bag ham i den bitre stund. Ligesom det også gjorde 7 år senere, da otte rid dere af Mannerlieimkorset sænkede hans støv i graven på Sandod. En gammel vandringsmand var vendt tilbage til sine fædres jord. Mannerheimskikkelsen er et værk sprængfyldt med dramatisk stof, snart sagt hver side er mættet med vigtige fakta. Men man kan også læse bogen som et personligt portræt. Det portræt, som Heinrichs tegner, er af en grandseigneur, rankrygget og ligefrem, en ridder sans peur et sans reproche, en folkeleder uden hvis viljestyrke og hårdhed Finlands folk ikke ville have stået, hvor det står i dag: „på egen jord, trods alt, og inden for nationernes kreds.“
Gerald Hamilton
