Log ind

Fehmarn og den indre tyske grænse

#

Grunden til den nuværende opdeling af Tyskland i to lande blev som bekendt lagt ved opdelingen af det slagne »3. rige« efter 2. Verdenskrig. Den nuværende grænse mellem Den tyske Forbundsrepublik og Den tyske demokratiske Republik — tidligere kaldet »Jerntæppet«, nu benævnt »den indre tyske grænse« — er identisk med grænsen mellem på den ene side den britiske og den amerikanske besættelseszone, på den anden side den sovjetiske zone. Allerede på et meget tidligt tidspunkt — længe før invasionen i juni 1944 — begyndte forhandlingerne mellem de allierede om de vilkår, man ville give Tyskland efter krigen. I en bog — The Wartime Alliance and the Zonal Division o f Germany (Clarendon Press, Oxford 1975) — gør forfatteren, Dr. Tony Sharp, rede for historien bag Tysklands deling 1943—1945, herunder også for opdelingen af Berlin og for den franske besættelseszones opståen. Det er ikke hensigten her at referere bogens indhold, men kun at fremdrage en enkelthed som er af særlig betydning for Danmark. I 1943 oprettedes »European Advisory Commission« (EAC) med udenrigsministerielle repræsentanter fra de allierede stormagter Storbritannien, USA og Sovjetunionen. EAC’s opgave var »at undersøge og stille forslag« til de tre regeringer om »europæiske anliggende forbundet med afslutningen af fjendtlighederne«. Ved kommissionens andet møde den 15. januar 1944 forelagde den britiske repræsentant, Sir William Strang, en række dokumenter, herunder et forslag til opdeling af Tyskland i besættelseszoner. Forslaget, vist på et kort, svarede i det store og hele til den nuværende grænse for så vidt angår grænsen mellem Sovjetzonen og de to andre zoner. Zonegrænsen var på kortet ført fra syd ud til Lübecker Bucht, hvor den naturligt endte i havet. Den 18. februar fremlagde den sovjetiske repræsentant i EAC, Feodor Gousev, et skitseforslag til »Terms of Surrender for Germany«. Det russiske 

Skærmbillede 2020-04-14 kl. 11.20.25.png

forslag gentog — denne gang i ord, men ikke på et kort — det britiske, med to undtagelser. Den ene, som er uden særlig interesse her, var en overførelse af dele af Braunschweig fra den russiske til den britiske zone. Den anden forskel udnyttede den uklarhed, som briternes afslutning af zonegrænsen medførte, ved at forlænge linien mod nord, således at Fehmarn og dele af Oldenburg-halvøen, inklusive Heiligenhafen, kom med i østzonen. I de følgende måneder prøvede briterne at overbevise Gousev om, at hele Schleswig-Holstein måtte høre med til den britiske zone af administrative grunde, men Strang blev instrueret om ikke at presse på, idet der ikke var militære indvendinger mod at miste disse landområder eller territorialfarvandet på vestsiden af Lübecker Bucht. I hvert fald var argumenterne mod at acceptere det russiske forslag ikke vigtige nok til at sætte resultatet af EACforhandlingerne på spil. (At Strang senere — i 1956 i sine erindringer »Home and Abroad« — anfører, at han var rede til at modsætte sig »Further advance of Soviet influence in the Baltic towards Denmark« kan være en efterrationalisering). Den 31. maj mødtes de tre delegationer uformelt. Her gentog Gousev, at han foretrak den demarkationlinie, han havde foreslået den 18. februar. Endnu den 5. juni fastholdt Gousev, at Fehmarn hørte med til den russiske zone. Men pludselig den 19. juni gav Gousev efter, uden nogen øjensynlig grund, og tiltrådte det britiske forslag. I de forløbne 34lA år har dette forslag altså dannet grundlag for Tysklands opdeling. Men det kan løbe én koldt ned ad ryggen at tænke på, hvad der var sket, hvis Sovjetunionen havde fastholdt, at Fehmarn m.m. tilhørte østzonen. Havde Gunnar Larsens anstrengelser med den knækkede spade ved de indledende arbejder på »Fugleflugtslinien« været helt forgæves? Havde millioner af danskere og svenskere måttet lægge vejen om ad Fyn-Jylland til det europæiske kontinent i stedet for at sejle til Puttgarden? Hvad med forsvaret af »The Baltic Approaches«? Commander Allied Land-Forces Jutland and Schleswig-Holstein måtte have ændret sine planer for forsvaret af den jyske halvø, og Sjællands forsvarer måtte have vendt blikket i en helt ny retning.

H. T. Havning.