Som bekendt er Evakuationen af Civilbefolkningen fra særlig udsatte Steder i Tilfælde af Luftbombardement en af Maaderne at sikre Befolkningen mod Følgerne af et fjendtligt Angreb. I Frankrig udkom allerede i 1931 et Reglement „Instruction pratique sur la défense passive contre les attaques aériennes“, der omhandler de Forholdsregler, der bør tages til Beskyttelse af Civilbefolkningen i Tilfælde af fjendtligt Luftangreb. Til dette er der i de efterfølgende Aar udkommet forskellige Bilag, omhandlende de forskellige Omraader for den civile Luftbeskyttelse. Det sidste Bilag, der udkom i 1935, omhandler Evakueringsforskrifter og skal nærmere omtales her. Første Kapitel nævner de forskellige Forebyggelsesforholdsregler til Luftbeskyttelse, nemlig: Beskyttelse ved Beskyttelsesrum, der først træder i Virksomhed ved truende Fare, altsaa ved Flyveralarmering. Fordeling, der omhandler Personer og Hjælpekilder paa det truede Sted, der skal fordeles i Omegnen. Denne maa aldrig vente med at træde i Kraft til det Øjeblik, Alarmeringen sker. Rømning, der er en permanent Forholdsregel, kommer kun i Betragtning ved Storbyer, og som Tilflugtssteder anvendes mindre truede Egne. Paa den paagældende Præfekts Indstilling bestemmer Indenrigsministeren, hvilke Byer der kommer i Betragtning, ligesom han samtidig anviser Tilflugtskvartererne. Endelig er der den frivillige Udvandring, der drejer sig om alle de Personer, som har eller kan skaffe sig et Tilflugtssted paa Landet. En saadan Udvandring skal lettes det mest mulige. I andet Kapitel omtales Forberedelser til Rømning. I hvert Departement opsætter Præfekten i Forbindelse med de stedlige militære Myndigheder en Liste over de Steder, der er udsatte for Luftangreb. For disse maa forudsættes en Rømning, saafremt den samlede Befolkning ikke kan underbringes i Beskyttelsesrum. I dette Tilfælde paalægger Præfekten Borgmesteren eller en af denne udpeget Person at udarbejde en Rømningsplan. Den samlede Befolkning med Undtagelse af de militærpligtige Borgere og de frivilligt udvandrede, som fradrages, deles i 3 Klasser:
de, der til Stadighed skal indkvarteres udenfor Byen,
de, der dagligt maa søge ind til Byen, og
de, der under alle Omstændigheder maa forblive i Byen.
Til første Klasse hører alle de Personer, der ikke har et offentligt eller privat Hverv at udføre, der ikke har nogen Virksomhed i Luftbeskyttelsen eller i det kommunale Liv, og som derfor uden Vanskelighed kan forlade Byen under hele Krigens Varighed. Disse Personer flyttes til de længst bortliggende Tilflugtssteder. Til anden Klasse hører alle Personer (Embedsmænd, Forretningsmænd, Funktionærer og Arbejdere), som i Følge deres Virksomhed er tvunget til dagligt at udføre deres Arbejde i Byen, men som kan forlade den om Natten. Denne Kategori maa anbringes i Byens umiddelbare Nærhed sammen med deres Familie, der til Stadighed forbliver paa Tilflugtsstedet. Til tredje Klasse henregnes Resten af Befolkningen af begge Køn, hvis Nærværelse i Byen er paakrævet saavel om Dagen som om Natten, hvad enten de arbejder i Virksomheder, der er i Gang hele Døgnet, eller de udfylder en Opgave i Luftværnet. Denne Kategori underbringes i Beskyttelsesrum. Tillader Antallet af Beskyttelsesrum at beskytte flere, end de her omtalte Personer, kommer Personer af anden Klasse i Betragtning. Det fastslaas som Hovedregel, at man aldrig maa lade flere Personer blive i Byen, end der er Plads til i Beskyttelsesrummene. Naar Tallet paa dem, der skal evakueres, er fastslaaet, sender Borgmesteren Meddelelse til Præfekturet med Oplysning om ovennævnte Klasseinddeling. Paa Grundlag af denne Meddelelse bestemmer Præfekten de nødvendige Tilflugtssteder og fordeler dem mellem de forskellige interesserede Borgmestre. Herved bør han tage Hensyn til, at hans Departement i paakommende Tilfælde kan komme til at optage Flygtninge fra Grænsedepartementerne eller fra stærkere belastede Nabodepartementer. Tilflugtsstederne udvælges blandt de Byer, Landsogne og Godser i eget Departement, hvor man paa Grund af deres ringe Betydning ikke kan vente Luftangreb. Kun undtagelsesvis, nemlig naar Antallet af Departementets Tilflugtssteder faktisk er utilstrækkeligt, maa Indkvarteringen ogsaa strække sig over et Nabodepartement. Hertil kræves dog en udtrykkelig Tilladelse af Indenrigsministeren og begge Præfekters Samtykke. Alle Kommunernes Indkvarteringsevne udnyttes til det Yderste, saaledes kan f. Eks. et Landsogns Befolkning uden Vanskelighed fordobles. Eventuelt kommer ved Indkvarteringen Træbarakker og andre Bygninger i Betragtning. Naar alle Forberedelser er truffet, er Borgmesteren i Stand til at fastslaa Enkelthederne i Rømningsplanen. Disse omfatter: Meddelelse til Landsognene, som er anvist, og Forberedelse af Boligerne i Fællesskab med Stedets Forvaltningsmyndigheder (herunder er navnlig at fastslaa det nøjagtige Tal for Indkvarteringsmulighederne) . Indrettelse af alle tekniske Hjælpemidler, der kræves for at muliggøre de evakuerede Tjenestegrenes Arbejde paa de nye Steder (f. Eks. telefoniske Forbindelser). Oprettelse eller Forstærkning af Politi. Organisation af Forplejning og Lægehjælp. Ordning af Transportmidlerne o. s. v.
Endelig omtales i dette Kapitel Opstillingen af en Transportplan saavel for Transporter een Gang for alle som for de daglige Transporter. Da Transporterne sker i Forsvarets Interesse, kan der lægges Beslag paa alle til Raadighed staaende Transportmidler. I Transportplanen een Gang for alle maa forudsættes to Muligheder, alt eftersom Rømningen anordnes før eller efter Mobiliseringen. I første Tilfælde møder Rømningen ingen Vanskeligheder, idet alle Transportmidler kan udnyttes til deres fulde Ydeevne. I andet Tilfælde kan kun gøres Regning paa Transportmidlerne i det Omfang, som de ikke kræves af Militæret. Transportplanen for den daglige Rømning kan faktisk kun regne med de til Raadighed staaende Befordringsmidler saasom Motorcykler, Cykler, Autobusser, Sporvogne og eventuelt Jernbaner. Kan der ved Gennemførelsen af en Rømning ikke skaffes det nødvendige Transportmateriel tilveje, maa Evakuationen i paatrængende Tilfælde paabegyndes til Fods for senere at fortsættes med Køretøjer. I tredje Kapitel, der omtaler Gennemførelsen af Evakuationen, fastslaas som Hovedgrundsætning, at en Rømning aldrig maa udføres i det Øjeblik, der alarmeres. Den maa betragtes som en første Beskyttelsesforanstaltning og om muligt allerede foretages, naar en Konflikt truer. Befalingen til Rømning bliver før Mobiliseringen givet af Regeringen gennem Præfekterne, efter Mobiliseringen i Operationsomraadet af de militære Myndigheder, i det Indre af Præfekterne. I hvert Tilfælde skal Rømningsbefalingen gives saa tidligt, at Befolkningen ikke udsættes for et overraskende Angreb. Fjerde Kapitel understreger, at Rømningsplanen er en integrerende Bestanddel af Landets Forsvarsplan.
C. F.
