Et troværdigt områdemissilforsvar med SM-6

Med indkøbet af 46 stk. SM-2 Block IIIA¹ missiler har Søværnet bevæget sig ind i en ny epoke, hvor man med tre AAW-fregatter kan bidrage til et områdeluftforsvar. Spørgsmålet er dog, om dette områdeluftforsvar er troværdigt i sin nuværende form. Det mener jeg ikke. Hvorfor, har jeg forsøgt at beskrive i denne observation, startende med et citat fra Aftale på Forsvarsområdet 2018-2023 omhandlende områdeluftforsvar:

”Forsvarets fregatter klargøres og udrustes med missiler, så de eksempelvis kan forsvare en flådestyrke eller kystnære landområder mod fjendtlige fly og mod visse typer af missiler. Evnen til områdeluftforsvar er en del af en troværdig afskrækkelse og kollektivt forsvar, ligesom fregatterne også vil kunne udsendes til internationale missioner i en områdeluftforsvarsrolle.

Som led i klargøringen af fregatterne indkøbes et antal SM-2 missiler, og der indledes forarbejder til anskaffelse af SM-6 missiler, som har længere rækkevide. Derved får Danmark en mere komplet fregatkapacitet, der opfylder NATOs styrkemål vedr. maritimt områdeluftforsvar.”

^{Dansk AAW-fregat (F361). Foto: Forsvaret.}

Observationen er en opfølgning på mit tidligere indlæg om SM-2 IIIA missilets muligheder og begrænsninger fra foråret 2020. Jeg beskrev dengang, hvorledes SM-2 missilet på mange punkter blot er en længere flyvende version af Forsvarets nuværende ESSM (Evolved Sea Sparrow Missile). SM-2 missilet er et såkaldt semi-aktivt anti-luft missil, hvilket betyder, at det konstant skal guides af fregattens fire-control radar (APAR), og derfor kun kan engagere mål, der er synlige for radaren. Dette betyder, at missilet hurtigt vil komme til kort overfor moderne trusler fra f.eks. Rusland, Kina og Iran. Det er ikke kun missiler, men også moderne fly og helikoptere, der med diverse modforanstaltninger kan snyde SM-2 Block IIIA. Netop denne svaghed har medført, at US Navy har droppet missilet og i stedet overgået til SM-2 Block IIIB, der benytter et IR søgehoved. Det afgørende er selvfølgelig troværdigheden, og jeg mener, at Danmark kan realisere troværdigheden af områdemissilforsvaret ved at supplere de allerede indkøbte SM-2 IIIA missiler med det moderne SM-6 Dual-1 missil, og derved på sigt kunne opstille et stærkt Integrated Air & Missile Defense i samarbejde med Flyvevåbnets nye F-35.

Søværnets tre AAW fregatter er fra begyndelsen konstrueret med en MK41 vertical launcher, og er derfor forberedt til at kunne medføre SM-6 missilet. Mere alvorligt bliver det dog i forhold til sensorpakken, som vil kræve omfattende og dyre opgraderinger for at kunne affyre et SM-6 missil. Helt grundlæggende arbejder fregattens multi-funktions radar fra producenten Thales i et andet frekvensbånd, end det der kræves for at kunne guide og skyde et SM-6 missil. En opgradering af fregatternes sensorpakke er allerede aktuel, da de nuværende luftvarslingssensorer ikke er optimale i forhold til truslerne, og derudover producerer Thales ikke længere reservedele til systemerne. FMI bør derfor i samme ombæring se på mulighederne for at kombinere denne opgradering med et indkøb af SM-6, således integrationen er på plads fra dag ét.

En anden sag er Søværnets nuværende begrænsning i forhold til at kunne nedskyde moderne anti-skibs-missiler - selv med SM-2 IIIA som en del af enhedens arsenal. Nationer som Rusland, Kina og Iran har alle udviklet moderne anti-skibs missiler, så truslen er allerede tilstede i dag. F.eks. har Iran udviklet Zolfaghar-missilet², der er et short range ballistisk missil, der gør det nærmest umuligt for vores fregatter at opdage, og efterfølgende nedskyde missilet. Af samme type som Zolfaghar findes det russiske Kinzhal-missil, der kan medføres af MIG-31K, der pt. er deployeret til de russiske baser i Arktis, og derfor kan blive en trussel mod vores ASW enheder i GIUK regionen. En anden seriøs trussel er de russiske SS-N-27 ”Sizzler” missiler, der i terminalfasen accelererer, bevæger sig uregelmæssigt og derved besværliggør et sent engagement. I begge tilfælde vil Søværnets AAW fregatter have store problemer, hvis overhovedet en chance, i deres nuværende våben og sensor konfiguration. Dette ville dog kunne løses med tilføjelsen af SM-6 dual-1 missilet, der kan nedskyde ballistiske missiler³ i deres endo-atmosfæriske terminal fase. Derudover vil SM-6 også kunne engagere SS-N-27 missilerne, inden de påbegynder deres accelerationsfase qua SM-6 missilets aktive søgehoved, der gør det muligt at engagere uden for egen radarrækkevidde/horisont. Dette vil dog kræve, at man engagerer på måldata fra andre enheder som f.eks. fra en ny dansk F-35, hvilket SM-6 missilet ligeledes kan.

Netop opgraderingen fra SM-2 missilets semi-aktive til SM-6 missilets aktive søgehoved er en essentiel del af et troværdigt områdeluftforsvar. En åbenlys fordel ved det aktive søgehoved er, at enheden aldrig bliver begrænset i mængden af missiler, den kan have i luften, og gør det derved muligt at engagere flere missiler end tidligere. Dette kan vise sig at være vitalt, da man må formode, at et eventuelt angreb vil bestå af mere end blot et par anti-skibs-missiler. Derudover vil et aktivt søgehoved gøre det muligt at udnytte SM-6 missiles rækkevidde, da man ikke er begrænset af kontinuerlig illumination af målet med skibets egne sensorer, som det er tilfældet med SM-2 og ESSM.

Pga. SM-6 missilets software, rækkevidde og fart kan det ligeledes engagere ballistiske missiler i deres endo-atmosfæriske terminalfase - en mulighed der vil bidrage til BMD (Ballistic Missile Defense), hvor Forsvaret med de rigtige sensorer vil kunne både detektere samt nedskyde de fleste typer af ballistiske missiler, når de bryder tilbage ind i atmosfæren. For at kunne engagere alle typer af ballistiske missiler vil det dog kræve et indkøb af SM-3 missiler, der kan engagere ballistiske missiler exo-atmosfærisk. Netop truslen fra ballistiske anti-skibs-missiler er blevet mere og mere aktuel, da vores potentielle fjender har opdaget vores begrænsede mulighed for at kunne detektere og bekæmpe sådanne trusler. Iran, Rusland og Kina har haft stor succes med at udvikle denne type missiler. Enheder, der opererer i og omkring disse nationers interessesfære, må derfor være forberedt på en sådan trussel. Set med danske briller betyder det lige nu, at fregatten HDMS Iver Huitfeldt vil være begrænset i at forsvare sig selv eller andre enheder, såfremt Iran pludseligt vælger at eskalere situationen i det danske skibs operationsområde. På sigt vil dette også blive et problem i GIUK-gappet, hvor man f.eks. ikke vil kunne beskytte vores ASW fregatter, mens de opererer mod det russiske Kinzhal missil. Det samme gør sig gældende i en konflikt med Kina, der ligeledes har satset på udviklingen af anti-skibs ballistiske missiler (ASBM), som f.eks. DF-21d og DF-26⁴, og med disse vil være i stand til at dominerer potentielle fjender i Det Sydkinesiske Hav.

Den sidste funktion, man får med i hatten ved et indkøb af SM-6 Dual-1 missilet, er muligheden for at bruge missilet i dets anti-surface mode, der gør det muligt at engagerer skibe og landmål vha. missilet GPS/inertial guidance. Denne feature er allerede testet af den amerikanske flåde ved en øvelse ud for Hawaii, hvor de succesfuldt engagerer overflademål med et SM-6 missil. Til trods for missilets begrænsede sprænghoved, set i forhold til andre anti-skibs missiler, havde det alligevel en stor destruktiv effekt. Derudover vil missilets hastighed gøre det svært at nedkæmpe, hvilket er en stor opgradering i forhold til vores nuværende HARPOON Block II missiler, der er subsoniske og efterhånden har rundet de 50 år. Netop SM-6 missilets hastighed vil være en faktor i f.eks. angreb på time-sensitive targets i forbindelse med nedbrydningen af A2/AD omkring Kaliningrad, hvor særligt den langtrækkende radar for S-400 missilsystemet kunne være et sådan mål, da den kan flyttes med kort varsel.

Med et indkøb af SM-6 Dual-1 ville Søværnet opnå en 3-i-1 løsning med et moderne missil, der kan:

- Aktivt søge sine mål på måldata leveret fra en anden enhed

- Nedkæmpe ballistiske missiler i terminalfasen

- Engagere overflademål til havs og på land

Moderne trusler kan kun bekæmpes med moderne forsvarssystemer. Et indkøb af SM-6 Dual-1 samt den krævede opgradering af fregatternes sensorpakke, som alligevel skal gennemføres, uanset om man køber SM-6 eller ej, vil tilføre Danmark et troværdigt områdemissilforsvar, samt et tiltrængt skulderklap i NATO-regi. NATO har gentagende gange påpeget vigtigheden af IAMD systemer, hvorfor indkøb ligeledes vil fremstå som et tillidsvækkende bevis på, at Danmark er parat til at bruge penge på højteknologiske våben som et stærkt supplement til den kollektive afskrækkelse. Såfremt et indkøb af SM-6 ikke realiseres, kan man stille spørgsmålstegn ved AAW fregatternes reelle eksistensberettigelse i et krigsscenarie mod f.eks. Rusland.

^{SM-6 launch fra US Destroyer. Foto: US Navy Photo.}

Fakta om Raytheon Standard Missile-6 (SM-6 eller RIM-174)

Af: KL Sune Hansen, FAK - IMO, Center for maritime operationer.

Fodnoter:

1) https://www.dsca.mil/press-media/major-arms-sales/denmark-sm-2-block-iiia-standard-missiles

2) https://missilethreat.csis.org/missile/zolfaghar/

3) LRBM, MRBM & SRBM, Long-, Short- and medium range ballistic missiles

4) https://www.scmp.com/news/china/military/article/3109809/chinas-aircraft-carrier-killer-missiles-successfully-hit-target