Et Tilsvar

Af Oberst N. P. Jensen.

„Militært Tidsskrift“ har i det sidste Hæfte offentliggjort en Slags Anmeldelse af „Den anden slesvigske Krig 1864“ i Form af „Nogle Bemærkninger“ af Generalmajor Tuxen.

Anmelderen udtaler sin Forundring over, at jeg — efter at Kaptajn G. Th. Sørensen og Generalstaben havde udgivet Værker om Krigen 1864, udarbejdede paa Grundlag af officielle Aktstykker — har villet give en selvstændig Beskrivelse af Krigen. Jeg skal forklare Grunden, skønt jeg tror, at den er bekendt. Efter at Kaptajn C. Th. Sørensen, der i 1876 blev kommanderet til Tjeneste ved Generalstaben for at give en Fremstilling af Krigen 1864, havde afsluttet sit Arbejde, stødte Udgivelsen deraf paa Vanskeligheder hos Krigsbestyrelsen, saa at han først i 1883 fik Tilladelse til at udgive det, men under eget Navn. Det var et meget fortjenstfuldt Værk. Det var udarbejdet ikke alene paa Grundlag af de officielle Aktstykker, men i rigtig E rkendelse af, at dette Materiale ikke var tilstrækkeligt, havde Forfatteren, foruden at benytte den foreliggende Litteratur, tillige suppleret Aktstykkerne ved at indhente Oplysninger hos Officerer af Hær og Flaade samt hos Mænd i Ind- og Udland, der vare fortrolige med de politiske Tildragelser. Da Arbejdet var udført ved General­ staben som en Tjenestesag, var Forfatteren henvist til mere at fremsætte sin Kritik indirekte end direkte. Men der var intet fortiet, som kunde bidrage til Forstaaelsen af den sørgelige Krig, og det var Erkendelsen af, at man her stod over for en Fremstilling, der var baaren af en ærlig Bestræbelse efter at give et sandt Billede af Krigen, der skaffede Kaptajn Sørensens Værk Indgang og Paaskønnelse saavel i Hæren som blandt Befolkningen. Værket havde en Mangel, men den laa ikke hos Forfatteren. Da han skrev, forelaa der ingen officiel Fremstilling af Krigen fra preussisk Side, og derfor var der adskilligt med Hensyn til Fjendens Planer og Hensigter, om hvilket vi savnede Oplysninger.

I Aarene 1886— 87 udkom det preussiske Generalstabsværk. Derved fik vi ikke alene Oplysning om det, vi havde savnet, men vi fik tillige en Dom over vor Krigsførelse. Hvad denne angik, da blev det Mod og den Udholdenhed, hvormed vore Tropper havde kæmpet under de vanskelige Forhold, anerkendt, men paa samme T id blev det fremhævet, at vor Ledelse ikke havde forstaaet at benytte de gunstige Chancer, der nu og da havde vist sig, og at den til Tider havde begaaet Fejl. Denne Kritik kom os ikke uventet, thi den levede i den Hær, der havde kæmpet; den var antydet hos Kaptajn Sørensen, og nu kom den i uddybet Form gennem det anførte Generalstabsværk.

Da det var under Generalstaben, at Kaptajn Sørensen havde udarbejdet sit Værk, var det ganske naturligt, at Generalstaben, efter at man gennem det preussiske Generalstabsværk var kommen i Besiddelse af det fuldstændige Materiale, fik Ordre til at udgive en ny Frem ­ stilling af Krigen. Arbejdet blev overdraget den daværende Oberstløjtnant Tuxen , og i Aarene 1890— 9g udkom „Den dansk-tyske Krig 1864“ , udgiven af Generalstaben. Kaptajn Sørensen havde kaldt sit Værk „Den anden slesvigske K rig“ . Titlen var saaledes bleven forandret; det havde dog mindre at sige.

Naar man vil skildre en Krig, kan man ikke have for mange Kilder, thi kun gennem Sammenligning er man i Stand til at naa til Sandheden. Forfatteren af Generalstabsværket deler ikke denne Anskuelse. Han har ment at kunne nøjes med de officielle Aktstykker, der findes i Krigsarkivet, og det preussiske Generalstabsværk. Men Følgen deraf blev og maatte blive, at Fremstillingen af, hvad der skete i 1864 paa vor Side, kom til at lide af Urigtigheder og Mangler. Thi de officielle Aktstykker trænge altid til at suppleres og bekræftes gennem Oplysninger ad anden Vej, og desuden passerer der under en Krig meget, der ikke gøres til Genstand for skriftlige Indberetninger, men som alligevel maa medtages i Skildringen. Hvordan det preussiske Generalstabsværk er bleven benyttet af Forfatteren, skal jeg ikke komme nærmere ind paa, fordi det vilde tage for megen Plads; men jeg skal nøjes med at berøre et enkelt Punkt. Det har altid sin store Betydning at se Modstandernes Kritik af Krigsførelsen. Det preussiske Generalstabsværk havde kritiseret vor Ledelse meget stærkt, men deraf fulgte jo ikke, at Kritikken var begrundet. Det maatte godtgøres gennem en Undersøgelse. Hvor Kritikken var berettiget, maatte det indrømmes uden Forbehold, thi det er jo kun ved at faa de Fejl, der begaas under en Krig, klart belyste, at man kan undgaa dem i Fremtiden. Var der gjort os Uret, maatte Kritikken imødegaas, men ties ihjel, det kunde den ikke, thi den forelaa for Offentligheden. Forfatteren af Generalstabsværket havde en Erkendelse heraf, men han fandt en Udvej. Han afsluttede de enkelte Krigsbegivenheder med en Kritik, men, hvor der var begaaet Fejl eller sket noget uheldigt, forsvarede han Ledelsen og søgte Skylden enten i den løst sammensatte Hær, eller i de højere Kommanderendes Mangel paa Tillid til Troppernes Kampdygtighed eller i Uregelmæssigheder i Meldingstjenesten o. s v. o. s. v . , kort sagt, Generalstabsværket lod Tropperne undgælde for, hvad Ledelsen havde forskyldt. Men den Opfattelse af Krigsførelsen, som Generalstabsværket paa denne Maade søgte at skaffe Indgang, stod i afgjort Modstrid med den Opfattelse, der levede blandt de Officerer, som havde kæmpet i Geleddet. Derfor maatte der nedlægges en Indsigelse, og det var dette, som bragte mig til at tage Ordet.

Allerede under Krigen 1804 havde jeg besluttet at ville give en Fremstilling af den. Forarbejderne begyndte jeg i 1867, og i den efterfølgende Periode blev Materialet forøget. Men Tjenesten og andre Arbejder, der lagde Beslag paa min Tid, standsede dets Afslutning, og desuden ønskede jeg at afvente Udgivelsen af det preussiske Generalstabsværk. Men, da det udkom, og det blev bekendt, at Generalstaben for anden Gang havde taget fat paa at give en Fremstilling af Krigen, opgav jeg min Plan, fordi jeg ventede, at der vilde komme til at foreligge en tilfredsstillende Løsning af Opgaven. Da jeg blev skuffet i denne Henseende, tog jeg dels af egen Tilskyndelse, og jeg kan ogsaa sige af „Pligtfølelse“ , men ikke mindre paa Opfordring af Kammerater, atter fat paa Arbejdet, saa snart min T id tillod det, og saa udkom min Fremstilling. Den var en Indsigelse mod Generalstabsværket, og det har jeg aldrig lagt Skjul paa, men samtidig var mit Hovedmaal paa Grundlag af hele det foreliggende Materiale, yderligere suppleret gennem nye Oplysninger at give en saa sanddru Fremstilling af den sørgelige Krig, som det var mig muligt.

Hermed har jeg givet Oplysning om Grunden til, at jeg skrev „Den anden slesvigske Krig 1864“ . A t An- ' melderen umuligt kunde føle sig tiltalt af min Fremstilling, var paa Forhaand givet, thi som bekendt er han jo Forfatter af Generalstabsværket. Derfor har jeg jo heller ingen Ret til at undres over, at han har givet sin Misfornøjelse Luft gennem „Nogle Bemærkninger“ ; men jeg havde haft Ret til at vente, at disse Bemærkninger vare bievne iklædte en mere moderat Form og Tone.

Dette skal jeg dog ikke komme nærmere ind paa, thi for mig drejer det sig kun om Sagen. Anmelderens Bemærkning om, at jeg ikke har angivet mine Kilder, ser lidt besynderligt ud, henset til, at ganske det samme gælder Generalstabsværket. A t jeg ikke ledsagede min Fremstilling med en samlet Fortegnelse over de trykte Kilder, jeg har benyttet, var, fordi de ere saa almindelig bekendte, at jeg ansaa det for overflødigt. Hvad de utrykte Kilder — Dagbøger, Breve, mundtlige Meddelelser og personlige Erfaringer — angaar, saa plejer man jo ikke at angive dem. Men, fordi jeg ikke har omtalt mine Kilder, saa paahviler der mig alligevel den Pligt paa Forlangende at godtgøre min Hjemmel, hvor jeg har anført noget nyt, der berigtiger tidligere Fremstillinger, og denne Pligt skal jeg ikke unddrage mig. Jeg skal derefter gaa over til Punkt for Punkt at belyse Anmelderens saglige Bemærkninger, i hvilke han søger Berettigelsen til at advare imod at tro paa Rigtigheden af min Fremstilling og paa det berettigede i min Kritik.

I. Min Fremstilling af Tilbagetoget fra Dannevirke.

1. Beslutningen om Tilbagetoget.

Anmelderen mener, at jeg i min Fremstilling har forlangt, at Overkommandoen skulde rømme Dannevirkestillingen paa en „løs“ Efterretning om, at Prins Friedrich Carl vilde gaa over Slien med sit Korps. Spørgsmaalet bliver derfor om, hvorvidt den omhandlede Efterretning kan betragtes som „løs“ . Ved Angrebet paa Mysunde den 2. Februar viste Fjenden, at det var hans Plan at lade højre Fløj, Prins Friedrich Carls Korps, gaa over Slien for at komme i Ryggen paa vor Hovedstyrke og forhindre den i at komme tilbage til Flensborg. Angrebet mislykkedes, men Prinsen trak sig mod Øst og blev staaende mellem Ornurn og Ekernførde. Planen var altsaa ikke opgiven, men Sandsynligheden talte for, at Prinsen vilde vælge et andet Overgangssted, østlig for Mysunde. Den 3. Februar om Morgenen vidste vi, at Prinsen var bleven staaende bag Slien. Kl. I 1/» om Eftermiddagen telegraferede Overkommandoen den Efterretning, som Anmelderen gengiver, og som efter hans Mening „var uden virkelig Værdi, ikke en Smule bedre end saa mange andre, der indløber, naar man staar over for Fjenden“ . Men, hvis saa var, hvorfor telegraferede Overkommandoen den saa til General Gerlach? At det skete, vidner jo netop om, at der blev tillagt den Betydning paa Grund af de tilstedeværende Forhold.

Da Prinsen rykkede mod Mysunde, var han forberedt paa, at Angrebet kunde mislykkes. Derfor skød han samtidig flere Afdelinger frem gennem Svansen for at rekognoscere Den 3. blev Prinsen staaende i sine Kantonnementer med fremskudte Forposter mod Mysunde og Observation ved Slien (Side 106 og 127). De Efterretninger, han havde modtaget om Piekognosceringen den 2. „pegede i Retning af, at en Overgang var mulig ved Kappel og Arnæ s“ . Den 3. rekognosceredes paa ny. Resultaterne gengives i min Bog Side 138, hvor der berettes om Begivenhederne den 4. og 5. Paa samme Side tindes det „allerede“ , som Anmelderen benytter for at faa mig til at stille en urimelig Fordring til Overkommandoen; læst i Sammenhæng kan Ordet selvfølgelig ikke misforstaas. Det viser sig altsaa, at Prins Friedrich Carl allerede den 2. om Eftermiddagen havde bestemt at ville søge et andet Overgangssted end Mysunde, og at Rekognosceringerne den 2. og 3. førte til, at Kappel og Arnæs m&atte anses som de bedst egnede Overgangssteder. Som Følge heraf anmodede Prinsen den 4. om Wrarigels Billigelse til Udførelsen af Foretagendet, og den blev given samme Dag. Alt, Overfartsmidlerne saavelsom Tropperne vare rede. Den 4. om Aftenen blev der given Befaling om Fremrykningen, og den 5. om Morgenen satte Tropperne sig i Marche. Undersøger man Forholdene paa vor Side, viser det sig, at General Gerlach var stillet over for en mere end vanskelig Opgave. Generalen skulde med sin Division forsvare Slien i en Udstrækning af 41/a Mil. Men trods hans meget begrundede Indvendinger, forbeholdt Overkommandoen sig Raadighcd over Brigaden Wbrishoffer, der hørte til Divisionen. Under Kampen ved Mysunde trak Generalen paa eget Ansvar Brigaden til sig i Troen paa, at han nu vilde faa Lov til at beholde den. Men den eneste Indrømmelse, Overkommandoen vilde gøre, bestod i, at den forlagde Brigaden til et Kantonnement omkring Moldenit, der ligger midtvejs mellem Slesvig og Mysunde. En foruroligende Efterretning om et nyt Angreb, som General Gerlach fik den 2. Februar, førte til, at han samme Aften trak en Bataillon til sig af Worishoffers Brigade.

Da General Gerlach den 3. modtog Overkommandoens Telegram af Kl. D T E ftm ., havde han ad anden Vej modtaget Efterretning om, at Fjenden vilde foretage en Overgang mellem Mysunde og Rabølsund (Side 129). Disse Efterretninger betragtede han ikke som „løse“ , thi samme Aften forlagde han .sit Divisionskvarter fra Brodersby til Thorsted (o: x/z Mil bagud), og skønt han Kl. 11 tb Aften fik en fornyet Tilkendegivelse fra Overkommandoen om , at han ikke maatte trække Brigaden Worishoffer til sig uden Overkommandoens udtrykkelige Bestemmelse, beholdt han dog den Bataillon hos sig, som han havde trukket til sig den 2. Februar. Side 129, hvor dette berettes, gives tillige Oplysning om den Fo rsvarsstyrke, General Gerlach raadede over mellem M ysunde og Rabølsund, en Afstand, der i Luftlinie er 3 Mil. Den bestod af Brigaden Lasson (2. og 22. Regiment), 8 Felt- og 8 Fæstningspjecer,'der vare anbragte i Placements paa Steder, hvor man frygtede en Overgang. Men 22. Regiment, der nærmest rekruteredes fra Holsten, havde i Slutningen af December 1863 faaet tildelt 1100 danske Forstærkningsmænd, som Befalingspersonalet slet ikke kendte. Suppleringsmandskabet, 6 8 8 Mand, ankom først i Dagene den 3. og 4. Februar. Det var ogsaa ukendte Forstærkningsmænd, af hvilke der skulde udtages Underbefalingsmænd. De mødte med et Gevær, med hvilket de aldrig havde skudt, og som de, efter Regimentskommandørens Erklæring, „næppe forstod at lade“ . Regimentet var saaledes ikke kampdygtigt. For dog at stille en Slags Forsvar paa Benene, blev Brigadekommandøren nødsaget til at bryde Regimentsinddelingen og ordne Forsvaret i 2 Fløje, der hver kom til at bestaa af en Del af 2. og en Del af 22. Regiment. Jeg har i min Bog ved at omtale dette, tilføjet, at der kun var ringe Haab om at forhindre en Overgang med et saadant Forsvar; jeg kunde uden Overdrivelse have sagt, at der var intet Haab. Thi, selv om man vil gaa ud fra, at Overkommandoen — paa Melding om, at Fjenden rykkede frem for at gaa over ved Arnæs og Kappel — havde bemyndiget General Gerlach til at trække Brigaden Worishoffers 3 resterende Batailloner til sig, saa vilde de være komne for sent,- thi fra Moldenit til Arnæs er der ad Landevejen 3 kb Mil.

Af hvad ovenfor er anført, fremgaar, at saavel Overkommandoen som General Gerlach tillagde den omtalte Efterretning Betydning, og det var ganske naturligt. Thi den støttedes af, 1) at Prins Friedrich Carl stod truende bag Slien, 2) at han samlede Baade i Kiel og Ekernførde, hvilket ikke kunde holdes hemmeligt, og 3) at hans hyppige Rekognosceringer af Overgangsstederne ved Kappel og Arnæs ikke kunde undgaa vore Forposters Opmærksomhed. Da General Gerlach maa have indberettet, at han den 3. om Aftenen forlagde Divisionskvarteret V2 Mil bagud af Hensyn til det forestaaende Angreb, og da Overkommandoen kendte Tilstanden ved 22. Regiment, inaa den senest den 4. om Morgenen have vidst, at en Overgang over Slien var forestaaende, og at vi var ude af Stand til at forhindre den. Der burde nu være tagen en Beslutning, thi den kommanderende Generals Instruks af 24. Januar paabød, „at Kampen i Dannevirkestillingen ikke maatte føres saa vidt, at Hærens Stilling som Hær kompromitteredes“ . Den Fare, der truede, var nemlig af den alvorligste Art, thi kom Fjenden ind paa vor Kommunikationslinie, vilde vor Hær være bleven ødelagt. Derfor var det nødvendigt at rømme Dannevirkestillingen. Foreløbig gjaldt det dog kun om at forberede Tilbagetoget, saa at det kunde tiltrædes, saa snart Fjenden rykkede frem for at tiltvinge sig Overgangen. — Fjendens Fremrykning skete som bekendt den 5. Februar om Morgenen, og Tilbagetoget burde derfor have været tiltraadt den 5. om Aftenen. Det var jo i Virkeligheden dette som skete, men af andre Grunde. Hvad disse angaar, maa jeg henvise til min Bog (Side 134—137), hvor der findes en Fremstilling af Krigsraadets Forhandlinger og Beslutning, belyste gennem fjendtlige Rekognosceringsberetninger fra den 4. Febr., til hvilke Aktstykker jeg har knyttet mine Bemærkninger om Krigsraadsbeslutningen. Kaptajn Sørensen (I Side 341) er kommen til det Resultat, at „det ikke var Foranstaltninger fra Fjendens Side, der foranledigede Beslutningen“ . Jeg har paavist (Side 137), at Beslutningen blev tagen paa taktiske Formodninger, som vare urigtige. Det preussiske Generalstabsværk underkender ligeledes Beslutningen af taktiske Grunde, og samtidig forsvarer det vore Tropper mod den Mistillid, der blev vist dem af Overkommandoen.

Man har ondt ved at forstaa, at Krigsraadet ikke tog nogetsomhelst Hensyn til Forholdene paa Fløjene, og navnlig til Forholdene paa venstre Fløj. Forklaringen maa vistnok søges i, at Beslutningen om at holde Krigsraad er kommen meget pludselig; thi den 4. om Morgenen var der ingen ved Overkommandoen, der tænkte paa, at man inden Aften vilde beslutte at rømme Stillingen.

Dette maa da have været Grunden til, at hverken General Gerlach eller hans Stabschef blev tilkaldt. Var det sket, er der ingen Tvivl om, at den strategiske Grund til at rømme Stillingen — Faren for en fjendtlig Overgang over Slien — var kommen til at blive Hovedmotivet i Beslutningen. Man ser det af en Skrivelse fra General Gerlach af 9. Februar. I denne slutter han sig nemlig til den af Krigsraadet tagne Beslutning, men anfører som yderligere Grunde til Rømningen „den utilfredsstillende Beskaffenhed af et enkelt af Værkerne ved Mysunde og den vanskelige Opgave, der var stillet Divisionen ved Forsvaret af Slien paa en meget ugunstig Aarstid, da en Del af dens Styrke (o: Brigaden Worishoffer) maatte unddrages dens Raadighed for at anvendes paa andre truede Punkter“ . Beklageligt er det, at Krigsraadet ikke anførte den strategiske Grund som Motiv. Krigsministeren vilde i saa Fald ikke have været i Stand til at rejse Indvending mod Rømningen, fordi dens Nødvendighed maatte være indlysende for ham som for alle. De sørgelige Følger, der knytte sig til Tilbagetoget, vilde da være bievne undgaaede. Som Bevis vil det være tilstrækkeligt at henvise til, at det, der i de bevægede Februardage bragte Sindene til Ro, netop var Efterretningen om, at Prins Friedrich Carl den G. om Morgenen var gaaet over Slien, fordi man erkendte, at den store Fare, som denne Overgang rummede, var bleven undgaaet ved, at General de Meza var gaaet tilbage i Tide.

2. Befalingen om Stillingens Rømning.

Anmelderen kalder min Bemærkning om det ønskelige i, at det var blevet meddelt Tropperne, at Beslutningen om Rømningen var tagen i et Krigsraad, uberettiget, for saa vidt den er rettet mod Overkommandoen. Som Bevis aftrykker Anmelderen Indledningen til den Befaling, Overkommandoen sendte Infanterireserven og mener, at den maa jeg kende, da jeg var Kompagnikommandør i 8 . Regiment, der var underlagt Infanterireserven. Men Anmelderen véd jo meget godt, at denne Befaling var „fortrolig“ . Hvad der af den er bleven meddelt Regimentskommandørerne, er mig ubekendt, men jeg véd, at alt, hvad Kompagnikommandørerne ved de 2 Regimenter, der dannede Infanterireserven, tik at vide, var, at Kompagnierne skulde stille paa Alarm ­ pladsen i Altstadt Kl. 7 Aften. En halv Tim e senere afmarcheredes med 8 . Regiment foran ad Vejen N. om Slesvig; men paa denne Vej færdedes Infanterireserven Dag og Nat; thi hver Gang der blev alarmeret, og det skete desværre kun altfor hyppigt, maatte den passere Vejen for at rykke ud i Pølhegn. Det var først, da 8 . Regiment naaede Flensborg Chaussée ved Huhnerhauser, og i Stedet for efter Sædvane at gaa tværs over Chausséen, svingede til højre mod Flensborg, at vi anede, at vi skulde rømme Dannevirkestillingen. Da lød der en klagende Lyd gennem Regimentet, og den havde en saa sørgelig Klang, at det var Erindringen derom, der bragte mig til i min Fremstilling at tale om „et Suk over et fejlslagent Flaab.“

At der var andre Afdelinger, der var stillede paa lignende Maade, vil kunne ses af, at det i en af Kom ­ missionsbetænkningerne hedder, „at liere Troppeafdelinger begyndte Udmarchen fra deres Stillinger og Kantonnementer den 5. Februar om Aftenen med fast Holdning og under Sang i den Forudsætning, at det gik mod Fjenden“. Naar jeg har talt om det umulige i at udholde de Anstrengelser, som Overkommandoen krævede af T rop ­ perne, og særligt illustreret det ved at anføre Eksempler (Side 137) paa, hvad der blev forlangt af Infanterireserven, saa ligger deri ingenlunde nogen Erkendelse fra min Side af, at det var nødvendigt at benytte Infanterireserven paa den Maade. Det er tværtimod min Overbevisning, at den blev overanstrengt uden Grund. Det, jeg har ment med Udtalelserne i min Bog, er derfor, at hvis Overkommandoen ansaa det nødvendigt fremdeles at benytte Infanterireserven paa samme Maade, maatte den gaa til Grunde af Overanstrengelse. Anmelderen henviser til sine personlige Erfaringer; men de skrive sig fra Mysunde. At „de fleste“ (o: i Mysunde) der den 5. om Morgenen, da det rygtedes, at der var kommen en fortrolig Skrivelse fra Overkommandoen, gættede paa, at den rnaaske indeholdt Befaling til, at Dannevirkestillingen skulde rømmes, finder jeg ganske naturligt. Thi man vidste i Mysunde, at man var ude af Stand til at forhindre en Overgang mellem dette Punkt og Kappel, og fra den tidlige Morgenstund saa man sta;rke fjendtlige Kolonner under Fremrykning i denne Retning. Derimod kunde man ikke i Mysunde have noget Kendskab til Forholdene i Centrum. A t det var en Krigsraadsbeslutning, der foranledigede Dannevirkestillingens Rømning, hørte jeg først efter Ankomsten til Flensborg.

3. Major Lundbye ved Mysunde d. 5. Februar Aften.

Anmelderen fortæller, at jeg (Side 143) har givet en saadan Fremstilling af Major Lundbyes Forhold, at hvis den var rigtig, burde han have været stillet for en Krigsret, og, selv om det ikke skete i hine bevægede Dage, burde hans Forhold have gjort ham umulig til at opnaa en højere Kommando. Det er, som det vil ses, en meget graverende Beskyldning, der fremsættes imod mig. For at faa Lejlighed dertil, har Anmelderen benyttet en Navneforveksling, som jeg har gjort mig skyldig i, uagtet han maatte kunne slutte sig til Sammenhængen. Medens saavel Kaptajn Sørensen som Generalstabsværket benævner alle Troppelegemer, de største som de mindste, ved Num ­ mer, betegner jeg dem nemlig i min Bog ved Navnet paa Kommandøren. I det foreliggende Tilfælde nævne begge de angivne Værker „18. Regiments II. Bataillon“ . Jeg har ved Uagtsomhed læst I i Stedet for II og derfor nævnt Major Lundbye, hvor jeg skulde have talt om Major Weyhe, thi det var ham. der kommanderede 18. Regiments II Bataillon.

For at forstaa Anmelderens Sigtelse imod mig, er det nødvendigt at gengive hele det Stykke af min Bog, af hvilket Citatet er revet ud. Det lyder (Side 143): „Brigadens Vogt havde Befaling til at bryde op Kl. 9 Aften og afmarchere over Vedelspang. Allerede Klokken mellem 1 og 2 Eftm. havde der fundet et Forpostengagement Sted foran Mysunde, og, da det ved Mørkets Frembrud meldtes, at Fjenden rykkede frem paany, mente Brigadekommandøren at burde gaa tilbage for ikke at blive indviklet i en alvorlig Kamp. Han lod derfor Afdelingerne, der stod N. for Slien, afmarchere Kl. 6 V2 Eftm. Major Lundbye (skal være Major Weyhe), der med sin Bataillon af 18. Regiment havde besat Mysundestillingen (0 : Stillingen S. for Slien), fik Efterretning om denne Afmarche, og, da der ikke tilgik ham nogen Ordre, betragtede han det (o: Afmarchen) som et Tegn paa, at alle Tropperne skulde gaa tilbage, lian trak derfor Forposterne ind og afmarcherede med sin Bataillon til den nordlige Bred af Slien. Broerne skulde nu afbrydes, og Afbrydningen maatte dækkes. Da denne tog Tid, afmarcherede Lundbye (skal være Weyhe) Kl. 9bu med 2 Kompagnier. De 2 andre fulgte efter Kl. 11, til hvilken T id Afbrydningen var tilendebragt". Jeg tillader mig at tro, at man i denne Fremstilling ikke vil finde noget, der kan opfattes, som om Bataillonskommandøren ved denne Lejlighed havde gjort sig skyldig i et Forhold, der kunde paadrage ham Ansvar, og jeg skulde saa meget mere beklage, om mine Udtryk kunde fortolkes paa en saadan Maade, som det har været min Tanke saa fjernt som muligt. Thi efter min Mening handlede Bataillonskommandøren fuldstændig korrekt. Om det samme kan siges for Brigadens Vedkommende, skal jeg ikke komme ind paa, uagtet A n ­ melderens Angreb indeholder en Opfordring dertil. T il Sammenligning skal jeg gengive de Steder i Generalstabsværket og nos Kaptajn Sørensen, der svarer til Anmelderens Citat af min Bog. Generalstabsværket skriver (I Side 272): „Denne F o ranstaltning (o: Afmarchen af Bataillonerne, der stod N. for Slien) synes af den øvrige Del af Besætningen i Mysunde, ukendt efter hvilken Ordre, at være bleven opfattet som Signal til en almindelig Tilbagegang, idet Kanonerne noget efter fornagledes, og 18: Regiments II (o: Major Weyhe) inddrog Forposter og Skansebesætning og trak sig over Slien“.

Kaptajn Sørensen udtaler (I Side 362): „Det ene med det andet førte til, at Besætningen i Skanserne S. for Slien noget efter (Afmarchen af Bataillonerne) førtes over paa den nordre Side, uden at det vides, hvem der egentlig gav Ordre dertil“ . Der er saaledes i min Fremstilling kun en Nuance med Hensyn til Ordene] men den har ingen Betydning, thi Hovedsagen er, at Balaillonen Weyhe blev staaende N. for Slien og dækkede Broernes Afbrydning , for at Fjenden ikke skulde benytte dem.

4. Sankelmarksdagen den 6. Februar.

Anmelderen mener, at mine Bemærkninger om, at Brigaden Max Müller ikke blev understøttet i Kampen ved Sankelmark, burde have været rettet imod General Sleinmann, „fordi“ — siger Anmelderen — „han gav Hovedmassen af sine Tropper ud af sin Haand og endda undlod at sende Melding derom.“ I de indledende Bemærkninger til dette Punkt udtaler Anmelderen, at naar man spørger om Skylden i i dette Tilfælde, saa er Spørgsmaalet let at faa klaret, „eftersom General Steinmann herfor tager Ansvaret paa sig“ . Da Generalen aldrig har givet nogen Erklæring herom, maa Anmelderens Mening vel være den, at Ansvaret maa hvile paa Generalen paa Grund af de Dispositioner, han traf. Men det er jo netop det, som skal bevises. Det var Overkommandoens Ønske at naa Flensborg uden Kamp. Midlet dertil maatte være, at Arriéregarden ikke blev gjort stærkere end højst nødvendigt, thi i modsat Fald vilde Tilbagetoget blive forsinket. I Følge Overkommandoens Befaling fik General Steinmann Ordre til at dække Afmarchen paa Chausséen som Arriéregarde med sin Division, der yderligere forøgedes med 1 Batteri. Da hele den Infanteristyrke, der gik tilbage ad Chausséen, beløb sig til G Brigader — Infanterireserven regnet som Brigade — vilde Overkommandoen altsaa benytte de 3 Brigader til som Arriéregarde at dække de 3 andre. Det var ingen heldig Disposition. Man kan derfor ikke fortænke General Steinmann i, at han, der skulde disponere over de ham tildelte Tropper, sendte Brigaden Neergaard og det Rytteri og Artilleri, han mente at kunne undvære, forud, saa at Arriéregarden kom til at bestaa af Brigaderne Max Müller og Scharffenberg, 1 Eskadron og 4 Kanoner, thi det var tilstrækkeligt.

Den G. Februar Kl. 10 stødte Fjendens Fortropper, 3s / 4 Eskadron østrigske Husarer, paa vor Bagtrop ved Helligbæk Kro. General Steinm ann, der var til Stede, meldte ved dette Klokkeslet til Overkommandoen, „at fjendtlige Kavaleri- og Infanteripatrouiller havde vist sig, samt at Brigaden Scharffenberg tog en Arriéregardestilling ved Stenderup“ (c. 2 M il fra Flensborg). Anmelderen siger om denne Melding: „Den er ganske uskyldig. Den udsagde i Virkeligheden kun, at vor Afmarche fra Dannevirkestillingen var opdaget, og at Fjenden sendte Patirouiller efter os, noget, som det var hans Pligt at gøre,! for nemlig at se, hvor vi trak os hen; at 8 . Brigade (Scharffenberg) indtog en Arriéregardestilling betød intet“ . Dette Ræsonnement holder ikke Stik. Thi, efter at Fjenden havde opdaget vor A fmarche, havde han dojg vel en anden Opgave end den at se, hvor vi gik hen. A f den Grund behøvede han i øvrigt ikke at fremsende Patrouiller, thi han indsaa, at vi maatte gaa tilbage til Flensborg. Men Fjendens Hovedopgave maatte selvfølgelig være at forfølge os for at gøre os den størst mulige Skade. Og det var ogsaa det, han eftertragtede. Thi allerede Kl. 9 erobrede de østrigske Husarer en Del Train og 2 Fæstningspjecer ved Isted Kro, og Kl. 10 attakerede de vor Bagtrop for at komme i Besiddelse af en stor Del Train, der var kørt sammen ved Helligbæk Kro.

General Steinmanns Melding maa være indtruffen ved Overkommandoen Kl. mellem 12 og 1. Det fremgik af den, at Fjenden hatde opdaget vor Tilbagegang og forfulgte paa Ghausséen. Naar det hed i Meldingen, at Generalen havde beordret Brigaden Scharffenberg til at tage Stilling ved Stenderup, saa maatte der være Grund dertil, thi ellers var der ingen Anledning til at omtale det. Da Overkommandoen i det Øjeblik umuligt kunde forudse, hvorledes Forholdene vilde stille sig paa Chausséen, burde den have afventet yderligere Oplysninger, inden den traf Dispositioner. Desuagtet befalede den Kl. 1 */2 , at Forposterne, der stod tæt S. for Flensborg, skulde skydes 1 M il frem imod Syd, saaledes at Brigaden W orishoffer, der dannede Fprposterne ved Flensborg, blev skudt frem paa Mysundevejen til Lille Solt og Munkvolstrup; Brigaden Max Muller skulde, naar den under T ilbagetoget naaede Egnen t ved Sankelmark, blive staaende paa Ghausséen og udstjille Forposter, der til venstre skulde søge Forbindelse med Brigaden Worishoffers Forposter og til højre med [Forposter, der skulde udstilles fra Afdelinger af Divisionen Hegerniann, som placeredes paa Husumvejen. Men der blev ikke af Overkommandoen udnævnt nogen Forpostkommandør, og der var derfor ingen, der kunde træffe Bestemmelser om Ordningen af Detaillen ved Udstillingen, om Maaden, hvorpaa Fo rsvaret skulde føres, eller om Ordningen af Meldingstjenesten. (Side 150). Brigaden Scharffenberg blev staaende i Stillingen ved Stenderup i 2 Timer. Det var ikke heldigt, thi derved fik Fjenden Lejlighed til at komme op, og, da Brigaden gik tilbage, blev den forfulgt af de østrigske Husarer og beskudt først med 2 senere med 0 Kanoner, hvormed Husarerne bleve forstærkede. N. for Oversø, omtrent 400 Skridt S. for Sankelmark Skov. havde General Steinmann ladet Brigaden Max Müller tage en Ventestilling. Brigaden Scharffenberg trak sig igennem, beskudt af Fjendens Kanoner. Disse saavelsom Husarerne bleve staaende ved Oversø. Generalstabsværket sætter Tiden for denne Gennemgang til Kl. 2; Kaptajn Sørensens Værk angiver Tiden til henimod 31/». Jeg har fulgt den sidstnævnte A n ­ givelse; men en høj Grad af Sandsynlighed taler for, at begge Angivelser er urigtige, og at Tiden for Gennemgangen maa sættes til Kl. hen imod 3; thi det er afgjort, at der indtraadte en Fægtningspause.

General Steinmann havde under Scharffenbergs Tilbagetog modtaget Overkommandoens Befaling om , at Brigaden Max Müller skulde blive staaende paa Chausseen og udstille Forposter. Generalstabsværket udtaler intet herom, men beretter (1 Side 2S4), at Brigaden Scharffenberg efter at være gaaet igennem fik Befaling til at marchere til Flensborg og tilføjer: „7. Brigade (Max Müller) med 2 Kanoner af 11. Batteri dannede altsaa nu Arriéregarden“ . Kaptajn Sørensen (I Side 384) fortæller: „Han (o: General Steinmann) lod 8 . Brigade (Scharffenberg) marchere til Flensborg og 7. Brigade (Max Müller) berede sig paa at udstille Forposter. Hertil kom det dog ikke; thi saasnart 8 ..Brigade var gaaet gennem 7. Brigades Opstilling, og de forfølgende Østrigere fandt sig lige hver for denne, begyndte de en livlig Granatskydning mod den og det saa tidligt, at nogle i den bortgaaende Brigades Rækker saaredes derved.“

T il Forstaaelse maa her indskydes, at General Gablenz Klokken henimpd 31/2 ankom til Oversø, hvor han straks modtog en Befaling fra Feltmarskal Wränget, der gav Anledning t il , | at han besluttede at fortsætte Fremrykningen, og som'Indledning lod han Kl. omtrent 3 V2 det østrigske Batteii, der nu havde alle sine 8 Kanoner, aabne en heftig Ild mod Brigaden Max Müller. Det er denne Skydning, .Kaptajn Sørensen sigter til.

Som det vil ses, var der altsaa efter Generalstabsværket en Fægtningspause paa IVa Tim e , fra Kl. 2 til Kl. 3Vs, medens den nos Kaptajn Sørensen næsten reduceres til intet. Denrie Uoverensstemmelse søgte jeg at faa klaret, og det gav Anledning til min Fremstilling Side 153. Anmelderen spørger om mine Kilder. Jeg har benyttet Kaptajn Sørensens „Erindringer fra 1. R egiment 1864“ , mundtlige Oplysninger af Officerer af samme Regiment, navnlig Kaptajnerne Bernth og Weiss samt en Artikel af Oberst Müller „Mere i Anledning af Bajonettens Anvendelse“. Men, da der var Uoverensstemmelser i Angivelserne, har jeg maattet sammenarbejde Fremstillingen [efter Skøn, og derfor er det ganske naturligt, at der1 kan være Fejl i Enkelthederne. Dette har dog mindre at!sige, for saa vidt de ikke berøre Hovedpunktet, der anga^r, hvem der førte Kommandoen. Om dette har jeg udtalt1 Side 153: „Steinmanns Hverv — at dække Hærens Tjlbagetog. paa Chausseen — var løst ved Overkommandoens Befaling“ . Herved sigtes til Befalingen om, at Brigaden Max Müller skulde udstille Forposter. Dette er Hovedpunktet, og det er her, at der er Uoverensstemmelse mellem Generalstabsværkets og min Fremstilling. Hvis det forholdt sig rigtigt, hvad Generalstabsværket hævder, at Brigaden Scharffenberg gik igennem og fik Befaling til at marchere til Flensborg, saa at Brigaden Max Müller med de 2 Kanoner nu dannede Arrieregarden, saa havde Forfatteren af Generalstabsværket Ret i, at General Steinmann dermed gav Hovedmassen af sine Tropper ud af sin Haand. Men saaledes var Forholdet ikke. General Steinmann maatte betragte sit Hverv som endt, og derfor er det ikke korrekt, naar jeg i min Fremstilling har ladet Generalen optræde i Samtalen med Oberst Müller som Kommanderende, efterat han havde meddelt denne Befalingen om Udstillingen af Forposterne. Thi, jeg har faaet Oplysning om, at fra det Tidspunkt har Generalen ikke givet Oberst Müller nogensomhelst Befaling, og at han overhovedet blev til Stede under den paafølgende Kamp, skyldes tilfældige Omstændigheder, hvad jeg skal paavise.

Fægtningspausen, den være nu lang eller kort, foranledigede, at saavel General Steinmann som Oberst Müller antog, at Fjenden ikke vilde rykke frem over Oversø. Hvis dette ikke havde været Tilfældet, vilde General Steinmann selvfølgelig ikke have ladet Brigaden Scharffenberg fortsætte Marchen til Flensborg. Men i Troen paa, at det ikke vilde komme til Kam p, blev Befalingen dertil given, og dermed var General Steinmanns Hverv endt. Han forlod derfor Oberst Max Müller og red op imod Munkvolstrup rimeligvis for at se, om de Afdelinger af Brigaden Wörishöffer, der skulde udstille Forposter ved denne B y , vare ankomne. Da Generalen nærmede sig Byen, aabnede det østrigske Batteri pludselig en heftig Ild mod Brigaden Max Müller. Klokken maa derfor have været henved 3 V2 . Generalen vendte straks om for at se, hvad der foregik. De 2 Kanoner, Oberst Müller raadede over, kommanderedes af Premierløjtnant Grüner. Da Fjenden aabnede Artilleriilden, bleve de trukne frem paa Brigadens venstre Fløj. Men Fjendens Ild, der blev rettet mod dem, var saa overvældende, at Premierløjtnant Grüner maatte trække sig tilbage. Derved kom han til at passere General Steinmann, der netop ankom fra Munkvolstrup. Generalen beordrede straks sin Ordonnansofficer at ride til Flensborg for at bringe Overkommandoen Melding og anmode den om at afsende Forstærkning af Artilleri. Jeg har sigtet hertil i min Fremstilling Side 157, hvor det hedder: „Ved Kampens Begyndelse havde han (General Steinmann) sendt sin Ordonnansofficer til Flensborg for at hente Forstærkning.“ Skønt Kaptajn Sørensen i sit Værk (1 Side 391) benytter omtrent de samme Ord, kalder Anmelderen det dog „en tvivlsom Meddelelse“ og søger at paavise dens Urigtighed. Men den er rigtig; min Kilde er Ordonnansofficeren, nuværende Oberstløjtnant Nysted. Flvis nu Generalen havde været af den Anskuelse, at det var ham, der havde Kommandoen og Ansvaret, vilde han jo ikke have behøvet at henvende sig til Overkommandoen, men kunde have trukket Forstærkning til sig af sit eget Artilleri. Men General Steinmann betragtede Oberst Müller som staaende direkte under Overkommandoen. Derfor maatte det være denne, der skulde sørge for Understøttelsen, og derfor rettede Generalen sin Anmodning til Overkommandoen.

Men Overkommandoen var allerede den Gang ad anden Vej bleven underrettet om, at der foregik en alvorlig Kamp. Oberst Müller oplyser nemlig i sin tidligere omtalte Artikel om , at det østrigske Brigadebatteri afgav 1255 Granat-, 108 Shrapnel- og 9 Kardætskskud, ialt 372 Skud, hvoraf det langt overvejende Antal faldt i Tiden mellem 3V2 og 4, paa hvilket Klokkeslet det østrigske Infanteri (Brigaden Nostitz) rykkede frem til Angreb. Brigaden Wüster, der paa Tilbagetoget fra Frederiksstad Kl. 2 V2 var naaet til Skovkro (o: 3U M il fra Kamppladsen), hvor den holdt Hvil, blev staaende og indtog en Fægtningsstilling paa Grund af den stærke Skydning, og telegrafisk Melding afsendtes til Overkommandoen fra Skovkro Station. 8. Regiment, og ikke som Generalstabsværket beretter (I Side 292) „flere Kompagnier af Infanterireserven“ , der iaa i Bov og Volrnerstoft (i Lu ftlinie henimod 2 Mil fra Kamppladsen) traadte under Vaaben , fordi den stærke Skydning trak sig ind imod Flensborg. Men Overkommandoen, der jo ogsaa maatte høre denne Skydning, tog intet Hensyn dertil. Anm elderen siger derom : „Den (o: Overkommandoen) gik ud fra og maatte gaa ud fra, at hele 3. Division (Steinmann) endda forstærket med et Batteri, dannede Arriéregarden, og den fandt sig ikke foranlediget til at træffe særegne Foranstaltninger, fordi en Kamp førtes S. for Flensborg af de dertil bestemte Tropper og sandsynligvis mod en underlegen Modstander 1).“ Hertil skal kun bemærkes, at fordi Overkommandoen ikke fandt Anledning til at træffe særegne Foranstaltninger, saa burde den dog have skaffet sig Oplysning om , hvad der foregik. Thi den vidste ikke, om det var Divisionen Steinmann eller Forposterne, der kæmpede, og selv om den gik ud fra, at det var Steinmann, der førte Kampen, saa vidnede jo Kanontordenen, der mere og mere nærmede sig Flensborg om, at vore Tropper maatte trække sig tilbage. Der var derfor langt mere Anledning til at gaa ud fra, at Fjenden havde Overmagten, end at gaa ud fra det modsatte. I alle Tilfælde kunde det jo ikke være ligegyldigt, hvor tæt Fjenden kom ind paa Flensborg, thi deraf maatte det jo være afhængigt, om Byen overhovedet kunde benyttes som Kantonnement.

Generalstabsværket udtaler (I Side 303), at Grunden til, at Brigaden Max Müller kom til at føre en isoleret Kam p, var, „at Overkommandoen lodes ukendt med Situationen“ . Men dér ligger Grunden ikke, thi man kan aldrig bygge paa, at kæmpende Tropper tænke paa at sende Melding. Grunden til det, der skete, maa søges paa et helt andet Punkt. Den maa søges i, at man tilsidesatte den gamle Regel, at Ledelsen aldrig kan forlade sig paa, at de Dispositioner og Ordrer, der gives, følges eller kan følges. Derfor er Kontrol nødvendig, og den kan kun øves fra Sadlen. I dette Tilfælde var Kontrol saa megt nødvendigere, som Overkommandoen havde glemt at udnævne en Forpostkommandør. A n ­ melderen erkender, at det ikke havde været vanskeligt at faa Brigaderne Wilster og Wdrishoffer lil at gribe ind. Jeg har udtalt det samme i min Fremstilling (Side 159) men tilføjet, at det er ufatteligt, at Brigaden Worishoffer sendtes frem af Overkommandoen uden Vejledning. Hvor let vilde det ikke ellers have været at lede dens 17. Regiment, der sendtes til Munkvolstrup, frem til et Angreb i Brigaden Nostitz’s højre Flanke og Ryg. Nu bidrog 17. Regiments Tilstedeværelse i Munkvolstrup kun til, at Major Rist forlod Kamppladsen med en Del af 1 l. Regiment for at vende sig mod 17., som han antog for en Fjende. Jeg skønner derfor ikke rettere, end at man ikke kan lægge General Steinmann noget til Last.

5. Begivenhederne samme Aften (o: den 6. Februar).

Under Bemærkningerne til det foregaaende Punkt har Anmelderen citeret en Udtalelse i min Bog (Side 100) rier gaar ud paa, at Overkommandoen forholdt sig passiv, saalænge der skulde handles, og, da den endelig skred til Handling, vare de Foranstaltninger, den traf, „ikke heldige“ . Denne Udtalelse bør stilles i Spidsen for mine Modbemærkninger til dette Punkt, thi der hører den hjemme. Anmelderen skriver: „Kl. ti Eftermiddag, da Overkommandoen udgav Ordrerne for den følgende Dag, var Situationen tryg.“ Ordrerne, der udgik ved dette Klokkeslet, vidne om, at denne Tryghed var af en egen Art.

T il Infanterireserven afsendtes nemlig følgende Befaling: „Infanterireserven beordres til at indtage en Fægtningsstilling paa de to Kolonneveje tæt V. for Flensborg, som føre fra Nystaden over Tøndervejen til Husum Cbausséen og Slesvig Chausséen. I denne Stilling optages eventuelt den nu indledede Fægtning og bivouakeres i alle T ilfælde hele Natten.“ (Generalstabsværket I Side 292). Dette „nu“ , som er udhævet af mig, maa man i høj Grad forbauses over. Endog Generalstabsværket véd, hvor urigtigt det er, thi det fortæller (I Side 2S8):- „Da Mørket faldt paa, ca. Kl. o Eftermiddag, ophørte Skydningen“ . Kampen havde altsaa været endt 1 Time, men Overkommandoen talte om den, som om den lige var indledet. Da Infanterireserven laa N. for Flensborg, kunde det ikke ventes, at Regimenterne vilde naa den angivne Stilling før henimod Midnat. Hvorledes de skulde kunne løse den dem „eventuelt“ stillede Opgave — at optage Afdelinger, der Kl. G trak sig tilbage under Kamp — er ikke let at forstaa, og man vil vist derfor give mig Ret i, at denne Foranstaltning var „ikke heldig“ . Hvad Udførelsen angaar, da har jeg i min Bog Side 1G3 givet en Fremstilling deraf for 8. Regiments Vedkommende, der berigtiger den, der findes i Generalstabsværket I Side 294. Hvad 15. Regiment angaar, har jeg paa dette Punkt uden nærmere Undersøgelse fulgt Generalstabsværket. Jeg skal derfor efter Oplysninger af Officerer af 15. Regiment berigtige Fremstillingen derhen, at dette Regiment, efter at være bleven samlet, holdt Krigsraad, og, da deri gjordes gældende, at man i alle Tilfælde maatte komme for sent til at besætte de omtalte Kolonneveje, blev det besluttet ikke at følge Ordren, men at indlage en Stilling N. for Flensborg, og denne Beslutning bragtes til Udførelse.

Dette kan dog næppe kaldes „heldige“ Foranstaltninger. Den Tryghed, Anmelderen taler om, viser sig ogsaa at være ret ejendommelig, eftersom den krævede, at Infanterireservens 4 Batailloner bleve jagede ud i Mulm og Mørke for „i alle Tilfælde“ at bivouakere „hole Natten“ , uden at det er muligt at se, hvad det var, der gjorde dette nødvendigt. Samtidig med, at der udgik Ordre til Infanterireserven, altsaa Kl. G, sendtes en Ordre til Divisionen du Plat, der indlededes med: „Fjendtlige Afdelinger af ikke ringe Styrke have været engagerede med den 3. Division (Steinmann) som staar med hele sin Styrke i Marken tilligemed 1. Divisions 3. Brigade (Wörishöffer) S. for Flensborg“ . 1) — Alt, hvad heri berettes om Divisionen Steinmann, er urigtigt. Thi ved dette Klokkeslet havde Brigaden Neergaard samt, hvad der fulgte den, været indkvarteret i henved 3 Tim er i Flensborg, Brigaden Scharffenberg var ankommen til den sydlige Del af Byen, og Brigaden Max Müller var under T ilbagegang i opløst Tilstand. Overkommandoen var saaledes ikke alene ubekendt med Forholdene S. for Flensborg, men den kendte heller ikke Forholdene i Flensborg, hvor den opholdt sig.

Efter Side 1G0 at have omtalt, hvad der foranledigede Overkommandoen til Kl. 7 Eft. at lade blæse til hurtig Udrykning i Flensborg og sende Divisionerne du Pla t og Hegermann Befaling til at rykke frem til Skæferhus, har jeg sluttet Fremstillingen med: „Det skulde synes naturligere, om Overkommandoen, inden den foretog sig et saadant Skridt, havde søgt at skaffe sig paalidelige Oplysninger.“ Man maa her bestandig erindre, at Talen er om at jage de dødstrætte Tropper ud af Kvartererne for i Nattens Mørke at lade dem bivouakere paa Sne i stærk Kulde. Anmelderen siger: „Man studser ved denne haarde Slutningsbemærkning af Forfatteren (o: mig), thi de anførte Efterretninger er alle fuldt paalidelige.“ Forsaavidt disse angaa Brigaden Max Müller, har jeg slet ikke draget dem i Tvivl, thi jeg har selv givet en Skildring af', hvorledes det var gaaet 1. Regiment. Men de Oplysninger, jeg mente, at Overkommandoen burde have skaffet sig, inden den gav en saadan Befaling, var selvfølgelig Besvarelsen af Spørgsmaalet: „Hvor staar F jenden?“ Havde Overkommandoen ladet sende en Officerspatrouille frem ad Chausseen, vilde den hurtigt være kommen til Kundskab om, at Fjendens Forposter stod ved Sankelmark Skov, saa at der fra denne Kant ikke truede nogen øjeblikkelig Fare.

Anmelderen fortæller, at jeg har undladt at meddele det vigtigste, der foranledigede denne Alarmering, navnlig forsaavidt angaar Divisionerne du Pla t og Hegermann. Det findes, siger han, i Generalstabsværket I Side 293, og det var dette, som bevirkede „Ulykken“ . Da Anmelderen kalder det, der skete en „Ulykke“ , saa ligger jo deri, at det, der skete, i alle Tilfælde ikke kan kaldes en „heldig“ Foranstaltning. Hvad angaar Henvisningen til, hvad der staar i Generalstabsværket, saa maa det jo overlades tii mig at bestemme hvilken Betydning, jeg, som Forfatter, tillægger de Oplysninger, der findes deri. I dette Tilfælde var der for mig ingen Grund til at tage noget Hensyn til dem. Thi alt, hvad der staar paa det omtalte Sted, indskrænker sig nemlig til: „Samtidig indløb de mest alarmerende Efterretninger om Fjendens Fremrykning ad forskellige Veje mod Flensborg.“ Men det oplyser jo slet intet. Da Overkommandoen indsaa, at Fjenden forfulgte paa Ghausséen, laa det jo nær, at Fjenden ogsaa havde sendt Tropper frem ad de andre Veje, der førte mod Flensborg. Spørgsmaalet drejede sig derfor om , hvor langt disse Tropper vare komne frem. Gav Efterretningerne Oplysning derom, og var der deri noget faretruende, saa burde Overkommandoen tage Hensyn til dem, men det, der saa burde være sket, var ikke det, der skete. Var der Fare , burde Overkommandoen resolut have rømmet Flensborg og trukket Tropperne tilbage N. for Flensborg, thi derved opnaaedes 2 Ting: Sikkerhed og Betingelserne for i det Mindste at skaffe en Del af Tropperne den Hvile, hvortil alle trængte. Men disse „mest alarmerende Efterretninger“ viste sig jo at være upaalidelige. T hi Kl. IOV4 udsendte Overkommandoen en Befaling, hvorefter Afmarchen skulde finde Sted næste Morgen, og hvorved de tidligere givne Ordre tilbagekaldtes. De Tropper, der var rykkede ud af Kvartererne, fik — Forposterne undtagne — T illadelse til atter at gaa i Kvarter. Men en Del af dem fik Ordren saa sent, at de ikke kunde nyde godt a f Tilladelsen, og de Tropper, der vendte tilbage til Flensborg, fik næppe T id til at komme til Ro, før de atter maatte rykke ud. T hi Klokken 1 om Natten lod Overkommandoen atter alarmere paa Grund af Efterretninger, hvis Usandsynlighed maatte staa enhver klart (Side 163). Denne Gang blev Flensborg rømmet, og Tropperne marcherede Nord paa.

Det er disse Foranstaltninger, der bleve trufne i Tiden mellem Kl. 6 Eft. og Kl. 1 om Natten, jeg har betegnet som „ikke heldige“ . Forfatteren til Bemærkningerne siger derom, at jeg her „a tter fremsætter Kritik, uden at der i Virkeligheden er noget at kritisere.“ Men han maa helt have glemt, at Forfatteren af Generalstabsværket fortæller (I Side 303) med spærrede Typer: „Troppestyrken i og om Flensborg alanneredes til ingen Nytte.“ Jeg tror ikke, at det er muligt at fremsætte en haardere Kritik. A t den undskyldes med Mangler ved Meldingstjenesten, er en Selvfølge; kun faar man ikke at vide, hvem der i denne Henseende har gjort sig skyldig i Forsømmelse. Anmelderens Slutningsbemærkning skal jeg, for ikke at komme ind paa Generalstabs værkets Uagtsoinheder, lade „helt uomtalt“ .

II. De i min Fremstilling fremsatte Bemærkninger til Hovedbegivenhederne under Krigen.

1. Situationen den 7. Marts.

Side 244— 245 har jeg trukket en Parallel mellem Situationen 1849 og 1804, hvori Slaget ved Fredericia den G. Juli er nævnt rent refererende. Anmelderen hatgengivet mine Udtalelser ordret, dog med Udeladelse af et Stykke, uden hvilket Forstaaelsen af det Hele, er umulig. Men denne Udeladelse har han benyttet til at udtale, „Forfatterens (o: min) Mening synes at være den, at Overkommandoen ved at sende Kavaleridivisionen (Hegermann) imod Nord forspildte Chancerne fo len 6. Juli Dag. Da dette i Betragtning af den Betydning en saadan Sejr i mange Henseender vilde have faaet, v e l er den haardeste Anke, der kan rettes mod Overkommandoen, maa vi (a: General Tuxen) betragte Spørgsmaalet noget nøjere.“ ') Ogsaa jeg skal betragte denne Sag noget nøjere, men ganske vist fra et helt andet Standpunkt. Det udeladte Stykke hører ind paa det Sted. hvor Anmelderen refererer, „Forfatteren udtaler sig nærmere“ osv. (se „Nogle Bemærkninger“ Side 281). Stykket lyder saaledes i min Bog (Side 245): „Vi har aldrig kunnet og vil aldrig kunne forsvare Jylland gennem et frontalt Forsvar. Vi kan i det højeste forhindre Fjenden i at brede sig for meget i denne Provins og gøre det vanskeligt for ham at brandskatte Landet efter Forgodtbefindende. Men var dette den almindelige Opgave, der blev stillet General Hegermanns Division, saa maatte Overkommandoen paa samme T id bevare Friheden til, naar Øjeblikket kom, at kunne benytte Divisionen i et endnu vigtigere Øjemed. — Fjenden havde efterladt et Korps foran Dybbølstillingen. Rykkede han ind i Jylland, maatte han efterlade et andet Korps foran Fredericia, og hans Bestræbelser maatte gaa ud paa at erobre saavel Dybbølstillingen som Fredericia gennem en Belejring. Men vilde Fjenden belejre Fredericia, maatte det Korps, der skulde benyttes d ertil, gaa over Elboafsnittet. Derfor maatte det dækkes af et tredje Korps. Dette kunde, medens Belejringen stod paa, kun have en begrændset Operationsfrihed, og m a n v a r i intet Tilfæ ld e bere ttige t til at vente, at F jen d en skulde gentage d e n F e j l , G e n e r a l P r i t t w i t z b e g i k i 1849 v e d a t f øl g e e f t e r B y e s K o r p s ti l A a r h u s . “ 1) Derefter følger det Stykke, Anmelderen slutter med „Vi var henviste“ osv., af hvilket han har udeladt Indledningsordet „Derimod“ . Enhver, der kender Felttoget 1849, véd, at General Prittwitz, medens Slesvigholstenerne belejrede Fredericia, fulgte efter Rye med hele det Korps, der skulde dække Belejringen. Deraf benyttede vi os til at forstærke Garnisonen i Fredericia og foretage Udfaldet den 6. Juli. A t det lykkedes, skyldtes den Omstændighed, at Prittwitz Tropper var for langt borte til at kunne komme Slesvigholstenerne til Hjælp, medens det var Tid. Naar jeg derfor i min Parallel mellem 1849 og 1864 udtaler, at vi ikke var berettigede til at vente, at det, jeg har kaldt det tredje Korps, som skulde dække Belejringen af Fredericia, skulde begaa den samme Fejl, som Prittwitz begik i 1849, saa ligger jo deri uimodsigeligt, at jeg ikke har sagt et eneste Ord, der kan fortolkes, som om jeg ventede, at vi atter skulde opleve en 6. Juli Dag, men at jeg netop har sagt det stik Modsatte. Hvad Hegermanns Division angaar, da er det ogsaa over for den, at det af mig benævnte tredje Korps vilde komme til at spille Rolle. Om dette har jeg udtalt, at det, saalænge Belejringen varede, kun kunde have en begrændset Operationsfrihed.

Hegcrmanns Division talte 21 Eskadroner, 4 Batailloncr og 16 Kanoner. Som Partigængerkorps var den for stor, til at optage en alvorlig Kamp for lille. Den maatte altsaa gaa tilbage, og jeg mener, at den burde have fulgt den østlige Operationslinie ganske som Ryes Korps i 1849 til Aarhus, hvor den vilde finde en Støtte for sin venstre Fløj i Havet. Helgenæs maatte derfor være Divisionens Retrætepunkt, men deraf fulgte jo ikke, at hele Divisionen skulde ind paa Halvøen. T hi Retrætepunktet angiver kun Bevægelsens Retning, hvorimod dets Benyttelse afhænger af Forholdene. A t Fjenden, naar han gik over den jydske Grændse, vilde tvinge Hegermann til at gaa tilbage med det af mig benævnte tredje Korps, er en Selvfølge, men, da dettes Operationsfrihed, som om talt, var begrændset, vilde Fjenden blive nødt til at beholde Korpsets Hovedstyrke mellem Vejle og Horsens, og den Styrke, han sendte længere frem efter Hegermann, vilde derfor ikke være stor nok til at gaa ud over Aarhus. Derved vilde der indtræffe en Standsning, ligesom den i 1849, og den kunde Overkommandoen benytte, saafremt det viste sig nødvendigt, for at forstærke Forsvaret i Dybbølstillingen eller Fredericia. De 4 Batailloner og 16 Kanoner kunde, selv om man sendte dem sandet til et af disse Steder, ikke give Midlerne til store Udfald, men de kunde sætte os i Stand til overhovedet at gøre Udfald og derved gøre Forsvaret, hvad der er af saa overordentlig stor Betydning, aktivt. Overkommandoen kunde ligeledes trække en Del af Rytteriet til sig, thi det vilde med Nytte kunne anvendes ved Bevogtningstjenesten saavel paa Als som paa Fyn. Men for ikke at trække Trop ­ perne bort, før det behøvedes, maatte Overførslen ske ad den korteste Linie , og den gik over Helgenæs, og derfor har jeg hævdet, at Helgenæs og ikke Lim fjorden burde have været Divisionen Hegermanns Retrætepunkt. Hvad der blev tilbage, maatte benyttes som flyvende Korps, og kunde selvfølgelig kun være baseret paa Limfjorden. Alt, hvad Anmelderen har anført under dette Punkt vedrører saaledes slet ikke den Betragtning, jeg har fremsat. Men han har ved at udelade et Stykke af Citatet af min Bog benyttet et Udgangspunkt for sin Kritik, som han burde have vidst, var urigtigt.

2. Fredericias Rømning.

Naar man vil kritisere, saa er det ikke tilstrækkeligt at aftrykke en Konklusion uden at omtale, hvorpaa den er bygget. Det har Anmelderen gjort under dette Punkt ved kun at citere mine Slutningsbemærkninger (Side 420). Til Forsvar er jeg nødt til at gengive Pramisserne.

Krigsmisteren skrev den 23. April til Overkommandoen (Side 413). „Jeg er urolig for Fredericia. Uroen skriver sig derfra, at jeg ikke øjner nogen egentlig Grund, hverken militær eller politisk til at søge at holde denne Fæstning.“ Overkommandoen telegraferede straks: „Efter Dybbølstillingens Fald er Fredericia det eneste offensive Punkt og formenes derfor ikke at burde rømmes. I alt Fald bør Fjenden først vise, at han alvorligt vil angribe Fæstningen. Nærmere Udtalelse skriftlig.“ Den Skrivelse,, som blev bebudet, afgik samme Dag. Overkommandoen paaviste deri, at man uden Fare kunde tage imod et Angreb paa Fredericia, fordi Forholdene altid vilde tillade, at man, hvis det blev nødvendigt, kunde rømme den efterhaanden. Fæstningen bandt en større Del af Fjendens Styrke og forhindrede ham i med Frihed at udstrække Besættelsen af Jylland. Derfor spillede den en langt større Rolle end Als, der, efter Dybbølstillingens Fald , havde mistet sin offensive Karakter; dog maatte heller ikke Als, afset fra enhver politisk Betragtning, opgives, fordi ogsaa den bandt en fjendtlig Styrke i Sundeved, med mindre der var en tvingende Nødvendighed. Overhovedet kunde Overkommandoen ikke finde det rigtigt, at man opgav nogen Del af Landet, naar ikke Nødvendigheden paabød det. (Side414). Den 25. Kl. 6 Eftm. svarede Krigsministeren: , Min i Skrivelse a f 23. ds. udtalte Mening skal sættes i Værk.“ Fredericia skulde altsaa rømmes. Rømningen blev sat i Værk den 2G. April. Samme Dag modtog Overkommandoen en Afskrift af en Indstilling fra Krigsministeren til det samlede Ministerium om Grundtrækkene for den fremtidige Krigsførelse. 1 denne Indstilling, der var bleven godkendt af Ministeriet, udtaltes:

1) at de to Flankestillinger paa Halvøen for Størstedelen havde tabt deres Betydning, da vi hverken fra Als eller fra Fredericia kunde debouchere for at angribe Fjenden, eftersom Als var lukket ved Dybbølbjerg og Fredericia ved Fjendens Stilling bag Elbodalen.

2) Als havde vel sin politiske Betydning, men Ministeriet ansaa de derværende Troppers Konservation og Overgang til Fyn for vigtigere for Landet end Bevarelsen af Stillingen.

3) Fredericia havde ingen politisk Betydning, fordi Landet, hvori den ligger, er dansk, og i militær Henseende havde den ingen Vigtighed. Der burde ikke bindes en stor Styrke til denne Plet, fordi det var usikkert, om Fjenden vilde angribe den, og skete det, vilde det kræve et anstrengende og kostbart Forsvar, der vilde medtage Størstedelen af Hærens Kræfter. Fæstningen manglede bombesikre Rum til Besætningen, og Fjenden kunde med sit langtrækkende Skyts umuliggøre at faa Besætningen bragt i Sikkerhed, naar Fæstningen ikke længer kunde holdes.

4) Som Følge af disse Betragtninger skulde Forsvaret af Als udføres af det mindst mulige Antal Tropper, Resten overføres til Fyn, og Fredericia skulde snarest forlades.

5) Med Hensyn til de fremtidige Operationer maatte Opgaven vaire at forurolige (!) Fjenden og om muligt (!) dække Jylland noget. Hegermanns Division maatte derfor betydeligt forstærkes. Tillige skulde Fjenden foruroliges ved større eller mindre Landgange paa Kysten. 1 øvrigt skulde Styrken sammendrages paa Fyn, og Krigsministeriet mente, at Statens Interesser vilde være vel varetagne, naar Danmark, foruden Styrken hos Hegermann, paa Fyn havde en godt udrustet Felthær paa c. 35,000 Mand.

Denne Indstilling var ledsaget af en Følgeskrivelse, hvori Ministeriet anbefalede Overkommandoen at foretage Landgangsekspeditioner dels af mindre Korps for at udspejde og forurolige Fjenden, og dels af Landgangsbrigader f. Eks. 2, hver paa 5,000 Mand, der skulde foretage offensive Operationer (Side 419— 420). Det er efter at have givet en Fremstilling heraf samt af Rømningen af Fredericia, at jeg har fremsat den Slutningsbemærkning, som Anmelderen citerer. Her er altsaa Præmisserne, der har ført mig til at forsvare saavel Overkommandoen som Fæstningskommandanten, fordi de til det sidste modsatte sig Rømningen. Thi, som det vil ses, er der af Krigsministeren ikke angiven en eneste holdbar Grund til at opgive Fredericia. Røm ­ ningen skete, fordi Krigsministeren var „urolig“ foldens Skæbne, men Sandheden var den, at Fæstningen ikke var truet af nogen øjeblikkelig Fare , thi den var end ikke cerneret. Da jeg hermed har gjort Rede for min Fremstilling og min K ritik , kunde jeg jo lade alle Anmelderens Betragtninger ligge; men, da han forlanger, at Spørgsmaalet skal ses i Sammenhæng med hele den militære Situation, skal jeg belyse hans Bemærkninger og tillige medtage, hvad der i dette Tilfælde ikke kan lades ude af Betragtningen, den politiske Situation. Anmelderen præciserer den militære Stilling ved at udtale: „Gør vi intet for at forsvare Fyn, gaar Fjenden over, tager Øen og udsætter Garnisonen i Fredericia for et afgørende Nederlag“ . Krigsministeren rømmede altsaa Fredericia, fordi han var „urolig“ for dens Skæbne. Det var ikke rigtigt. Anmelderen forsvarer Rømningen, fordi der var Fare for Fyn. Men det var heller ikke rigtigt. Den 19. A p ril, Dagen efter Dybbølstillingens Fald, befalede W rangel, at Prins Friedrich Carl skulde sende en Del af sit Korps til Jylland, hvor Tropperne skulde gaa ind under General v. d. M iilbe , samt lade Belejringsmateriel afgaa til General Gablen/. Denne skulde, naar han lik hele Materiellet samlet, med sit Korps skride til Belejringen af Fredericia, hvorimod alle de øvrige Tropper i Jylland skulde rykke Nord paa for at kaste Hegermanns Division tilbage over Lim fjorden samt for paa alle Omraader at øve et saa stærkt Tryk paa den jvdske Befolkning som muligt.

Som Følge heraf var Stillingen den 29. April (o: den Dag, da Rømningen af Fredericia paabegyndtes) følgende: General Münster, der forfulgte Hegermann, stod i Viborg. General v. d. Miilbe var samme Dag brudt op fra Vejle, og den 29. (a: den Dag, da Rømningen endtes) var hans Avantgarde i Aarhus og Randers og Hovedstyrken i Skanderborg. Gablen/’s Korps stod endnu bag Elboafsnittet, og der blev den 29. om Formiddagen afholdt en Konference i Vejle, hvor Wrangel havde sit Hovedkvarter, angaaende Angrebet paa Fredericia. Man kom til Forstaaelse om de Artillerimidler, der behøvedes, og deres Anvendelse, men der blev besluttet ikke at begynde Belejringen, før man havde en tilstrækkelig Belejringspark, og en Del af denne var endnu undervejs fra Tyskland (Side 418). Derfor blev Galden/, staaende. Da Krigsministeren befalede Fredericias Rømning, var altsaa de preussiske Tropper i Jylland under Marche Nord paa, og Gahlen/, stod bag Elbodalen. Men samme Dag, som Krigsministeren gav Ordre til Rømningen, traadte Konferencen sammen i London og holdt sit første Møde. I dette foreslog Lord Russell Fjendtlighedernes Standsning. Om der nu end straks viste sig Vanskeligheder ved at komme til Forstaaelse om en Vaabenhvile, saa talte dog Sandsynligheden for. at den vilde komme i Stand i en nærmere Fremtid. Da vor Regering senest den 26. om Morgenen maa have været vidende om, hvad der var passeret i London den foregaaende Dag, maatte Bestræbelserne gaa ud paa at bevare saa meget af Landet som muligt. Af General Hegermanns Division var der intet at vente, thi den gik Natten til den 26. A p ril tilbage over Limfjorden. Alt, hvad vi kunde bevare i det nordlige Jylland, indskrænkede sig til den Del, der ligger N. for nævnte Fjord. Derimod talte den højeste Grad af Sandsynlighed for, at vi kunde bevare Fredericia. T hi vi havde en E rfaring at støtte os til fra Dybbøl, hvor Fjenden var begyndt paa Belejringen af den mangelfuldt feltbefæstede Stilling den 28. Marts og først havde været i Stand til at storme Stillingen den 18. April. Da Fredericias Modstandskraft var større, var der al Grund til at tro, at den A'ilde kunne holde sig endnu længere. Hertil kom, at man, hvad Overkommandoen havde fremhævet i Skrivelsen af 24. A p ril (Side 414), uden Fare kunde modtage et Angreb paa Fæstningen, fordi Forholdene altid vilde tillade, at man rømmede den, hvis det skulde rise sig nødvendigt. Krigsministeren burde derfor den 26. have kontramånderet Rømningen, og, da den først blev paabegyndt om Eftermiddagen, var der T id nok dertil.

Det fremgaar altsaa heraf, at da Rømningen skete, var der militært som politisk set al mulig Grund til at bevare Fæstningen, og Fyn var ikke udsat for nogensomhelst Fare , da de preussiske Tropper i Jylland rykkede Nord paa, og Gablenz var bunden af Fredericia. Hvorfra skriver sig da den Fare, som efter Anm elderens Mening truede Fyn? Den skriver sig fra en Plan om en Overgang til Fyn, til hvilken Fjenden i det Øjeblik savnede baade Overfartsmidler og Tropper og det af den ganske naturlige Grund, at Planen først blev approberet af Kongen af Preussen i Berlin den 27. A p ril o: Dagen efter at Rømningen var paabegyndt. Dette Motiv til en Røm ning, der blev befalet den 25. om Eftermiddagen, skulde derfor synes at være fuldstændig udelukket. Desuagtet fortsætter Anmelderen: „A t Fjenden nærede Planer mod Fyn, og at disse var Overkommandoen bekendte, derom véd militære Læsere god Besked.“ Sandheden er den, at Overkommandoen intet vidste om saadanne Planer, og de militære Læsere kan derfor umuligt vide noget om, hvad Overkommandoen ikke selv vidste. Men, hvorledes skulde man overhovedet kunne faa noget at vide om, at Prins Friedrich Carls Stabschef, Oberst Blumenthal i et privat Brev a f 2:1. Marts til Moltke udtalte sig for en Overgang til Fyn fra Egnen mellem Erisø og Snoghøj? Og hvorledes skulde Overkommandoen kende noget til de meget fortrolige Forhandlinger, der førtes om denne Overgang mellem ganske faa Personer, og som først fandt deres Afslutning den 27. A p ril? T hi, først paa denne Dag approberede Kongen af Preussen Moltkes Plan og sendte den til W rangel med Befaling til at udføre den, saa hurtigt som Overfartsmidlerne kunde skaffes til Veje. Planerne og Forhandlingerne om denne Overgang, der er af saa overordentlig stor Interesse (se min Fremstilling Side 331— 332 og 422— 423) har vi ikke kendt det allerringeste til før gennem det preussiske Generalstabsværk, der udkom i Aarene 1886— 87.x)

Kaptajn Sørensen har selvfølgelig slet intet om disse Planer, og Anmelderen har ikke ført Skygge af Bevis for, at Overkommandoen i Aprildagene efter Dybbølstillingens Fald har faact Efterretninger om, at Fjenden tilsigtede en Overgang til Fyn. Jeg har i min Bog udtalt, at det var Overkommandoens og Fæstningskommandantens Ære, at de modsatte sig Rømningen. Anmelderen vil lade dette gælde for Kommandantens Vedkommende. Men, hvad Overkommandoen angaar, siger han, at for en Overgeneral, der holder alle Traadene i sin Haand, „er det en Pligt at kaste Blikket videre ud. Overgeneralen vidste, at Fjenden nærede Planer mod Fyn, og selv om han ikke havde vidst det, var det dog hans Plig t at forsvare Øen.“ x) Nu er det vel rigtigt, at Overgeneralen holder alle Traadene i sin Haand, men da han gennem Efterretningsvæsenet intet vidste om, at Fjenden traf Forberedelser til en Overgang til Fyn , var der for ham ingen Grund til at træffe Modforanstaltninger mod et Foretagende, der kun kunde tænkes. Thi ved alene at disponere over Tropperne paa et tænkt Grundlag, vilde Overgeneralen komme til at mangle do fornødne Tropper dér, hvor Forholdene i Øjeblikket krævede deres Nærværelse, og hele Forsvaret vilde blive illusorisk. Da Fyn saaledes notorisk ikke var truet, dengang Fredericia blev rømmet, er det jo i og for sig ligegyldigt om den Styrke, der var paa Øen, var stor eller lille. Men, da Anmelderen ogsaa har trukket denne Side af Sagen frem, skal jeg dertil knytte nogle Bemærkninger. Styrken, siger Anmelderen, udgjorde 2 Kompagnier, Eskadron og 1 Batteri. Han tilføjer, at der vel var flere Afdelinger paa Fyn , men de maatte, „som af Oberst Jensen udtalt“ , reorganiseres, inden de kunde benyttes. Men jeg maa protestere mod at blive tagen til Indtægt paa den Maade. I det Citat, Anmelderen har taget af min Bog (Side 430) staar der, at vi raadede over 33 Batailloner, foruden dem, der vare bievne saa stærkt medtagne ved Stormen den 18. A p ril, at de maatte reorganiseres, inden man atter kunde bruge dem. Det var Bataillonerne af 3., 32., 9. og 20. Regiment samt Brigaden Worishoffer. Disse Batailloner overførtes til Fyn i Dagene fra den 19. til den 23. April. Det viste sig, at Brigaden Worishoffer maatte anses som kampdygtig. De 4 andre Regimenter reduceredes hvert til en Bataillon paa 4 Kom ­ pagnier, men beholdt Navnet. Denne Reorganisation kunde ikke tage lang T id , og den 27. A p ril havde A fdelingerne følgende Styrke:

Anmelderen har derfor ingen Ret til at paatvinge mig den Anskuelse, al denne Styrke, selv om nogle af Bataillonerne vare svage, ikke skulde kunne bruges paa det Tidspunkt, da Rømningen fandt Sted. Jeg har ogsaa Side 436 paaregnet dem som brugelige. Men Anm elderen har endnu mindre Ret til paa mine Vegne at supponere, hvorledes jeg vilde anvende 33 Batailloner, da vi den 27. raadede over mindst 40 Batailloner — Brigaden Worishoffer regnet til 3 Batailloner (12 Kompagnier). Jeg vender mig nu til Forholdene i Jylland.

Efter at der den 27. var bleven givet Wrangel Befaling til at samle Overfartsmidler, blev General Moltke udnævnt til Stabschef, og de preussiske Tropper i Jylland formerede i et Korps under den tidligere Stabschef, General Vogel v. Falkenstein. Generalen tog Kommandoen over Korpset den 1. Maj og havde Ordre til — af Hensyn til den forventede Vaabenhvile — at gøre sig til Herre over Jylland indtil Limfjorden. Den 2. Maj stod Divisionen Münster i Hobro, og af v. d. Mülbes Division stod Avantgarden i Randers og Hovedstyrken i Aarhus. Fredericia var bleven rømmet og besat af Østrigerne den 29. A p ril, og Gablenz stod i Trekanten Fredericia, Vejle, Kolding. Først nu var Fyn truet, dels ved at Gablenz’s Koi'ps havde faaet Frihed, men navnlig ved, at Krigsministeriet havde befalet, at Fredericias Garnison — 13. Regiment undtaget — skulde sendes til Hegermanns Division. Ved Hjælp af denne Forstærkning skulde General Hegermann gribe Offensiven og rykke frem over Lim fjorden for at besætte en saa stor Del af Landet som muligt, inden Vaabenhvilen indtraadte. Men Tropperne, der sendtes over Nyborg, ankom saa sent, at Hegermann først var i Stand til at rykke frem den 10. Maj, og samme Dag afsluttedes Vaabenhvilen.

General Moltke indtraf ved Hovedkvarteret den 2. Maj. De to paafølgende Dage benyttede han til R ekognoscering af Lille Belt, og derpaa begav han sig til General Gablenz, der skulde føre Kommandoen over Landgangstropperne, der skulde bestaa af 2 østrigske og 2 preussiske Brigader. Men Gablenz undslog sig for at overtage dette Hverv dels af militære Grunde, men navnlig fordi han af politiske Grunde ikke ansaa sig berettiget til at foretage en saadan Ekspedition uden sin Regerings Tilladelse. Det endelige Afslag fremsatte han den 6. Maj. Dermed var Foretagendet foreløbig strandet, thi de preussiske Tropper vare for langt borte til at trækkes til, og Preussen havde desuden Grund til at betænke sig paa at bringe Planen til Udførelse, før den havde fundet Østrigs Billigelse. A t der efter Rømningen af Fredericia var Fare for Fyn, det har jeg erkendt i min Bog (Side 436) og udtalt, at det var en Lykke, at Moltkes Plan stødte paa Modstand hos Gablenz, fordi det havde været umuligt at forsvare Fyn med den Styrke, Krigsministeriet havde bestemt dertil. Men, da Anmelderen véd, hvad her er anført, og kender Gablenz’s Væ gring1), hvorledes kan han saa komme til den Slutning, hvormed han ender sine Bemærkninger om dette Punkt? Han resumerer nemlig den hele militære Situation ved med spærrede Typer at udtale, „a t h a v d e vi i k k e i h i n e A p r i l D a g e (ganske vist i den 11. Time) rømm et Fredericia, vilde Fjenden efter menneskeligt Skøn kort e f t e r h a v e s a t si g i B e s i d d e l s e a f F y n , t a g e t B e s æ t n i n g e n i F r e d e r i c i a i R y g g e n og u d s a t den fo r et a fg ø re n d e N e d e r l a g “ . Selvfølgelig kan vi beklage, at vi under Krigen ikke kendte Østrigs Stilling til en Overgang til Fyn, men at man i Aaret 1900 kan fremsætte en Paastand, som den Anmelderen her møder med, har været mig ubegribeligt. Fredericias Rømning var en militær og politisk Fejl.

3. Den fra fjendtlig Side paatænkte Overgang fra Ballegaard Natten til den 2. April.

Preussen havde besluttet at ville foretage en Overgang fra Ballegaard til Idardeshøj Natten til den 2. April. Den blev opsat 24 Tim er og tilsidst opgivet. Jeg har i min Fremstilling væsentligst fulgt Kaptajn Sørensens Værk, navnlig forsaavidt angaar Landforsvaret, og mine Udtalelser sigter til Forholdene Natten til den 3. April, hvor alt tegnede til, at det vilde lykkes Fjenden at sætte Foretagendet i Værk. Oberst Max Müller havde paa det Tidspunkt ikke alene sin Styrke samlet, men han havde ogsaa haft Lejlighed til at gøre sig bekendt med Forholdene. Naar jeg har tillagt det særlig Betydning, at det var Oberst Müller, der skulde kommandere, ligger det i, at jeg har haft den Æ re og den Lykke at staa unden Oberstens Kommando ved Landgangsbrigaden. Derfor kender jeg hans Anskuelser saavel om Landgangsforetagender som om Forsvaret derimod. Hvad Forsvaret angaar, hævdede han bestandigt, at man ikke skulde sætte sig som Maal at forhindre Fjenden i at komme i Land , fordi man sjældent eller aldrig vilde være i Stand til at forhindre det. Derimod skulde Forsvaret lægge Vægten paa enten — hvis Styrken var stor nok dertil — at kaste Fjenden i Søen efter Landgangen, eller forhindre hans Fremrykning ved at sætte sig fast i Terraine t. indtil man fik Understøttelse. Jeg kender ikke de Befalinger, Obersten har givet med Hensyn til Forsvaret af Nordlandet paa Als , men jeg gaar ud fra, at, da han kun raadede over en mindre Styrke, vilde han anvende den sidstnævnte Metode. Terrainet var gunstigt. En F jende , der lander ved Hardeshøj, vil, naar han kommer 1U M il ind i Landet, staa over for et-Søparti, der strækker sig fra Stegsvig til Sandvig, gennem hvilket der føre 3 Defiléer, som det gælder om at forsvare. A t Terrainet yder Støtte fremgaar af en Rekognoseringsberetning af 1. A p ril 1804 af Ingeniørmajor Schrøder. (Generalstabsværket III Side 300). Det hedder d e ri, at man ved en hensigtsmæssig Benyttelse af Terrainforholdene kan forhindre Fjendens videre Fremtrængen og volde ham følelige Tab; thi, hvad enten Landgangen foretages N. eller S. for Stegsvig, vil de mange Søer og Lavninger danne virksomme Fo rhindringer, som sætte en ringe Styrke i Stand til at opholde en overlegen Fjendes Fremtrængen. Den Styrke, Oberst Muller raadede over, var stor nok til at standse Fjenden. Da Belejringsarbejderne foran Dybbølstillingen den Gang ikke var fremmede saa langt, at Fjenden kunde foretage en Storm, og det desuden var indlysende, at vilde Fjenden foretage en Overgang ved Ballegaard med en større Styrke, kunde han ikke have mange Tropper foran Stillingen, kunde vor Overkommando uden Fare benytte Tropperne paa Als til at understøtte Oberst Muller. Hvad der skulde gøres, naar han var bleven forstærket, maatte afhænge af, hvor stor en Styrke, der til det Tidspunkt var bleven landsat, og dette var atter afhængigt af den Indflydelse, Marinen havde været i Stand til at øve: thi denne har jeg selvfølgelig taget med i Betragtningen. Men Anmelderen har atter paa dette Punkt taget sig Friheder, over for hvilke jeg maa nedlægge Indsigelse. Efter overensstemmende med Side 345 i min Bog at have angivet Landforsvaret, sætter Anmelderen „. . .“ og derpaa følger saa Sætningen: „Man kan derfor kun beklage, at Overgangen ikke blev udført“ . Men de tre . . . udtrykkes i min Bog ved den maritime Styrke, der skulde deltage i Forsvaret. Som Grund til denne Udeladelse angiver Anmelderen, at han lader den maritime Situation urørt, fordi Forfatteren (o: jeg) „ikke selv stoler paa dens Betydning“ . Thi, siger han, Forfatteren citerer — men det er rigtignok paa et andet Sted (Side 344) — en Skrivelse fra Marineministeriet af 1. April, hvori der fremhæves, „Nødvendigheden af, at Overkommandoen har en passende Troppestyrke paa rede Haand dér, hvor den frygter Landgange, navnlig mellem Stegsvig og Sandvig, thi Søstyrken kan ikke under alle — i min Bog staar „visse“ — Vejrforhold forhindre Overgangen“ . A n ­ melderen tilføjer, at jeg i Forbindelse hermed har udtalt: „Overkommandoen havde derfor intet andet at gøre end at søge Sikringen tilvejebragt gennem en Troppestyrke“ . Men, fordi Marineministeriet udtalte, at der kunde indtræde „visse Vejrforhold“ , som gjorde, at den Søstyrke, der var til Stede, ikke kunde forhindre Ekspeditionen, saa laa jo ikke deri, at Marinen, selv om den i det givne Tilfælde ikke var i Stand til at forhindre den første Echelon i at komme over, ikke vilde gøre sit Bedste for at forhindre fortsatte Troppeoverførsler, ligesom overhovedet yde Landforsvaret al den Hjælp, den kunde. Det Marinen havde reserveret sig imod, var at paatage sig Ansvaret for at kunne forhindre en Landgang under alle Forhold, og det var dette, der gjorde det nødvendigt at have et Landforsvar for mødende Tilfældes Skyld. Anmelderen har derfor ikke den fjerneste Adkomst til at fortælle, at min Udtalelse om, at man kun kan beklage, at Overgangen ikke fandt Sted, „ene“ refererer sig til „den Troppestyrke, vi havde samlet ved Overgangspunktet“ . Thi, hvis jeg betragtede Marineforsvaret som betydningsløst, hvorfor skulde jeg saa paa det angivne Sted i min Bog have omtalt det i Forbindelse med Landforsvaret og umiddelbart derpaa udtale min Beklagelse over, at Landgangsforetagendet blev opgivet? Efter at have opregnet den preussiske Styrke, der skulde overføres, og som ogsaa jeg har angivet (Side 342) — 4 Brigader og 2 Jægerbatailloner, ialt 26%Batailloner, 2 Eskadroner og 0 Batterier — siger Anm elderen, at en Overgang i Baade kunde foretages paa 15 Minutter. Men det er ingen tilstrækkelig Oplysning. Der var gjort Regning paa, at der kunde overføres 3 svage Batailloner, tilsammen 1760 Mand, i én Echelon. Men Overførslen, Landstigningen, Tilbagefarten og Indskibningen af den næste Echelon samt dens Overførsel mente man vilde tage saa megen T id , at man først efter 2 Timers Forløb ventede at have landsat ialt 6 Batailloner, altsaa ca. 3500 Mand. Man vil deraf se, at der vilde hengaa tilstrækkelig T id til, at Oberst Muller kunde blive understøttet, og at Marinen kunde faa Le jlighed til at gribe ind, og det er selvfølgelig paa denne samlede Samvirken, at jeg har bygget min Slutningsbemærkning. Jeg skal slutte med, at Kaptajn Sørensen (II Side 214), hvor han omtaler dette Landgangsforsøg, fortæller: „Da Projektet laa aabent for Alles B likk e x), vakte det i den tyske Ilæ r nogen Kritik. Ikke faa ansaa det for en Lykke, at dets Udførelse var bleven forhindret“ . Jeg staar saaledes ikke ene med min Anskuelse.

4. Tabet af Als.

Anmelderen fortæller, at jeg med Hensyn til Overkommandoens Afslag til General Steinmann om at forstærke Besætningen paa Als, har (Side 470) optaget en „Historie“ om, at det (o: Afslaget) skyldtes den Omstændighed, at Overkommandoens daværende Stabschef, Oberst Stiernholm, følte sig krænket over en Reprimande, som General Steinmann havde givet ham. Anmelderen tilføjer: „Dette er en ganske ny Oplysning om Grunden til A is’s og dermed Slesvigs Tab. Det forekommer os (o: General Tuxen), at Historier af denne A rt — endog uden*Kildeangivelse — ikke pryde et historisk Væ rk“ . Hvis Anmelderen havde citeret min Fremstilling, vilde Beskyldningen have været en Umulighed. Jeg skal vise det. Efter Dybbølstillingens Fald trak man bestandig flere og flere Tropper bort fra Als, navnlig under Vaabenstilstanden. General Steinmann, der havde faaet det Hverv at forsvare Øen, bad derfor i en Skrivelse af 1. Juni indstændigt om at faa Styrken forøget, blandt andet med mindst et godt Infanteriregiment. Den 5. Juni fik han Afslag med Tilkendegivelse af, at Overkommandoen maatte anse den paa Øen værende Infanteristyrke for at være fuldkommen tilstrækkelig til at løse den Generalen stillede Opgave (Side 4G9). Denne Skrivelse var ikke underskreven af den kommanderende General, men af Stabschefen. Da der ved større Stabe altid følges den Regel, at Befalinger og Instrukser, der paabyrder Modtageren et Ansvar, underskrives af Generalen, har jeg i min Bog tilføjet, at hvad der ved denne Lejlighed var passeret, ikke var korrekt, og at General Steinmann med Føje følte sig saaret derover. Generalen besluttede dog at gøre endnu et Forsøg paa at faa den Forstærkning, han havde bedt om. Han skrev til den kommanderende General, og derved udtalte han, at den Skrivelse, han havde modtaget om hans Styrkes Tilstrækkelighed, var underskreven af Stabschefen1). Derefter hedder det i min Bog (Side 470): „Der burde nu for Overkommandoen kun have været Valget imellem at sende Generalen Regimentet eller fratage ham Kom ­ mandoen. Men saaledes tog den ikke Sagen. Stabschefen, der følte sig ubehagelig berørt af den Reprimande, General Steinmann gav ham, modsatte sig, at Generalen fik sit Ønske opfyldt. Den kommanderende General sluttede sig til ham og sendte Steinmann en Skrivelse, hvori Afslaget gentoges med en Motivering, der faldt sammen med den, der var fremsat i Skrivelsen af 5. Juni“ . Som man heraf vil se, var det nye Afslag underskrevet af den kommanderende General, og naar det udtrykkeligt tilføjes, at det blev motiveret paa samme Maade som i den Skrivelse, Stabschefen havde underskrevet, saa laa jo deri, at den kommanderende General derved vilde vise , at han delte de af hans Stabschef fremsatte Anskuelser. Det vil heraf ses, at jeg ikke har fortalt nogen Historie; den er opfunden af Anmelderen. Jeg overlader ham Æren. Hvad Tabet af Als angaar, da har jeg ingensteds i min Bog udtalt mig, som om jeg skulde have den Mening, at hvis General Steinmann havde faaet det Regiment, han bad om, og som det var hans Agt at anvende paa Kjær Halvø, vilde vi have beholdt Øen. Det vilde, efter min Formening, ikke have kunnet bøde paa Manglerne ved det Forsvarssystem , der var bragt i Anvendelse, og om hvilket jeg henviser til mine Bemærkninger Side 437. Naar Anmelderen fortæller, at jeg under „Begivenhederne paa F y n “ giver Oplysninger, som man savner under „Begivenhederne paa Als“, saa har jeg givet Oplysningen dér, hvor den efter min Formening maatte passes ind.

Side 480— 81 har jeg omtalt, at alle de Efterretninger, man fik i Dagene den 25.— 28. Juni gik ud paa, at Fjenden vilde forsøge at gaa over til Als, og at Fyn ikke truedes af nogen øjeblikkelig Fare. Jeg har tilføjet, at hvis Overkommandoen nærede nogen Tvivl om , at Als kunne holdes med den Styrke, den havde, kunde den have sendt Landgangsbrigaden under Oberst Max Midler derover, fordi det i det Øjeblik var langt vigtigere, at Als blev holdt, end at denne Brigade blev sendt paa Ekspedition. Ved at omtale denne Tvivl har jeg indskudt den Bemærkning, at der senere vilde blive paavist, at Tvivlen var til Stede. Det er dette, der skete ved Noten 506. Naar den staar under „Begivenhederne paa F y n “ , er det, fordi den er benyttet til at illustrere, hvad der den 29. Juni skete ved Overkommandoen, og den var, som bekendt, i Odense. Hvad angaar mine Bemærkninger om Landgangsbrigaden og dens Anvendelse, skal jeg oplyse om, at Chefen for Feltpolitiet den 24. Juni 18G4 i Fortrolighed fortalte mig, at alle Efterretninger syntes at tyde paa, at Preusserne vilde begynde Fjendtlighederne med en Overgang til Als. Derpaa spurgte han mig om. hvorvidt jeg troede, at den Styrke, der var paa Øen, var i Stand til at holde den. Jeg svarede, at jeg ikke kendte Styrken med Nøjagtighed, men jeg var tilbøjelig til at. tvivle om , at den var stor nok. Men, tilføjede jeg, da Overkommandoen har faaet Underretning om Faren, behøver den kun at sende Landgangsbrigaden derover, saa vil den være afvendt. Det var atter ved denne Lejlighed Oberst Max Müller, til hvem jeg satte min Lid, og jeg skal sige hvorfor.

Landgangsbrigaden laa under Vaabenhvilen i og omkring Nyborg. Hovedkvarteret var i denne B y , og om Aftenen samledes Officererne af dette samt af Landgangsbrigaden paa Hotellet. En Aften noget før Vaabenhvilens Udløb ankom den højst kommanderende Ingeniørofficer fra en Inspektion paa Als. Idet han traadte ind i Salen, hvor Ofticererne sad, sagde han: „God Aften mine Herrer! Jeg kommer fra Als. Fo rsvaret er færdigt fra Ingeniørernes Side; det gælder nu om , hvorvidt Infanteriet kan forsvare Øen“ . Oberst Müller, der var beskæftiget med at læse en Avis, lagde først denne omhyggeligt sammen, og derpaa sagde h a n : „Det kommer an paa, hvad det er, som er gjort færdigt paa Als. E r det Løbegrave af samme Beskaffenhed som dem, jeg for nogle Dage siden saa ved Lille Belt, og er det paa det System, at Forsvaret er bygget, saa bliver Als taget“ . Da Ingeniørofficeren afviste dette lidt kort med den Bemærkning — „Ja! det er nu Deres Mening!“ — tog Oberst Müller atter Ordet. „De tror jo ved Overkommandoen“ , ytrede han, „at Fjenden vil slaa Bro over Alssund. Det er min Overbevisning, at Fjenden vil gaa over i Baade og fra Sandbjerg Skov. Selv om man nu besætter Løbegravene nok saa stærkt, vil man ikke kunne forhindre Overgangen. T hi Baadene blive ikke satte i Vandet paa engang, og derfor vil der under Overgangen være flere Rækker bag hinanden. Hvilke Tab de Baade, der er forrest, end lide, vil det være umuligt for dem at vende om; thi de bagvedværende vil drive dem fremad. Derfor vil det være umuligt at forhindre Overgangen ved at besætte Løbegravene med Infanteriet. Spørger De mig om , hvad skal der gøres, svarer jeg, opgiv Løbegravene, stil Lytteposter ved Stranden og hold Forsvarsstyrken samlet bataillonsvis i en passende Afstand fra Kysten, og saaledes at den har hurtig Forbindelse med Lytteposterne. I Tilfælde af en Landgang melde disse det Landgangspunkt, Fjendens Baade styre imod. Naar Fjenden stiger ud af Baadene, er han i Uorden, og derfor maa han ordne sig, inden han rykker frem. Dermed vil hengaa nogen Tid , og den Omstændighed, at han ikke er stødt paa Modstand , tvinger ham til at være forsigtig ved Fremryknigen. Vore Batailloner ere imidlertid bievne averterede gennem Lytteposterne og rykke frem fra alle Sider, og, da Fjenden kun kan overføre en begrændset Styrke paa engang, ligger deii. Muligheden af at kaste liam i Søen, inden han bliver understøttet. Det er paa den Maade, at Forsvaret bør ordnes.“ Da Obersten havde talt. blev der S tilhed; kun Ingeniørofficeren gjorde en kort Bemærkning om , at han ikke delte Oberstens Anskuelse. — Vi var ikke faa af Landgangsbrigadens Officerer til Stede; jeg var iblandt dem, og Erindringen om denne Samtale staar endnu saa levende hos mig, skønt jeg intet har noteret derom.

Det var dette Forsvarssystem, der kunde have været anvendt, og der er al Grund til at tro, at var Landgangsbrigaden kommen til Als, vilde Oberst Max Mullers Anskuelser have fundet General Steinmanns Øren , og Als vilde have været frelst. Men omvendt er det min Tro, at var det ikke sket, havde man bibeholdt det Forsvarssystem, efter hvilket hele Vægten skulde lægges paa Forsvaret af Løbegravene for at forhindre Fjenden i at komme i Land , saa vilde end ikke denne Forstærkning have kunnet bevare Øen i vor Besiddelse.

Endnu har jeg kun tilbage at forsvare den Berigtigelse, jeg har fremsat i min Bog af, hvad der skete med Landgangsbrigaden den 29. og 30. Juni. Anm elderen benægter Rigtigheden af, hvad jeg har fortalt Side 506—507 under Paaberaabelse af de officielle Aktstykker, og han undlader ikke at tilføje, at jeg „ligesaalidt her som andetsteds angiver min Kilde“ . I dette Tilfælde kan han umuligt have været i T vivl om Kilden, thi han véd, at jeg som Kompagnikommandør i 8. Regiment stod ved Landgangsbrigaden, og derfor stammer min Berigtigelse fra personlige Erfaringer. Den Kilde , han ønsker angivet, er min Dagbog. Deri hedder det:

„Den 29. Juni Skalkendrup. Stillede Kl. 53/4 og marcherede til Nyborg til Brigadeeksercits; fik der Efterretning om Landgangen paa Als; marcherede tilbage; stillede atter Kl. 2 og marcherede til Odense, hvor vi ankom Kl. 93/4. Kl. 111 4 begyndte vi at sætte os til Vogns, og Den 30. Juni Kl. 1 Morgen satte Vogntoget sig i Bevægelse. Kl. 8 kom vi til Causlunde, hvor R egimentet maattc bivouakere paa Landevejen til Kl. 5. Afmarche til Gant. Nørre Aaby. Jeg blev med 3. Kompagni indkvarteret paa Aaby Mar(k) gaarde.“ Jeg skal af Erindringen supplere disse Optegnelser med, at vi den 29. Kl. 12 Middag fik Befaling til at afsende Fourerskytterne til et Kantonnement S. for Odense, og at det var, da S. Regiment var paa Marchen til dette Kantonnement, at vi fik Ordre til at marchere til Odense. A t den Ordonnans, som overbragte denne Ordre, ikke, som Anmelderen paastaar, bragte os Kvarteranvisning for næste Dag, fremgaar bedst af, at 8. Regiment maatte bivouakere i Vejgrøfterne ved Causlunde den 30. fra Kl. 8 om Morgenen til Kl. 5 om Eftermiddagen. Da det havde øsregnet om Natten under Vogntransporten og regnede langt ud paa Dagen efter Ankomsten til Causlunde, var det ikke behageligt. — Der er Dage, man ikke let glemmer, og dertil hører navnlig den 29. Juni; thi der passerede adskilligt paa denne Dag ved Hovedkvarteret, som de officielle Aktstykker ikke kende. Men maaske kan disse Oplysninger tjene som Vidnesbyrd om, at man ikke uden videre kan føre de officielle Aktstykker som Bevis for Rigtigheden af en Paastand, thi de vil altid komme til at trække det korteste Straa over for Dagbøger, der indskrænke sig til kun at give Notitser i Lighed med mine, og af den Slags Dagbøger fra Krigen gives der mange.