Log ind

En Nødvendighed — ! - kommentar 2

#

I „Militært Tidsskrift“ for September 1942 har Premierløjtnant B. O. Jakobsen ud fra forskellige Betragtninger vedrørende Folk og Værn-Arbejdet fremført det som en Nødvendighed, at der fra Officersskolens Side ydes de unge Officerer; Medhjælp til den særlige Virksomhed, som kræves i Folk og Værn-Arbejdet. Med al mulig Sympati for det uegennyttige Arbejde, som mange Officerer yder i denne Henseende, maa jeg for mit Vedkommende tage Afstand fra nogle af de Synspunkter, Premierløjtnanten fører i Marken. Det er rigtigt, at der tales og skrives meget om Folk og Værn i disse Tider, og det skal vi maaske være glade for; jeg siger maaske, thi jeg føler mig personlig ikke altid tiltalt af den Maade, hvorpaa dette Emne ofte behandles i offentlig Tale og Skrift, henset til den Situation, vi i Øjeblikket befinder os i. Udtrykket „Folk og Værn“ kan, naar det gentages for ofte, komme til at virke lidt fladt. Man taler om Folk og Værn-Bevægelsen. Viljen til at forsvare Hjemstavnen kan efter min Mening ikke tænkes at fremstaa som Resultatet af en Bevægelse. Derfor skulde man se at komme bort fra at kalde Arbejdet en Bevægelse. Det er et Oplysningsarbejde, der er Tale om, og dette Arbejde bør efter min Mening ikke have til Formaal at rejse en Bevægelse, men ganske simpelt at sprede Oplysning om Hærens Arbejde ud i de store Dele af Befolkningen, som takket være den lave Udskrivningsprocent ikke kan have andet Indtryk af dette Arbejde end det, de har kunnet læse sig til i Pressen. Folk og Værn-Arbejdet maa efter min Opfattelse — og ikke mindst under de nuværende Forhold — undgaa at faa et Skær af Reklame eller Propaganda over sig. Prmlt. J.s Betragtninger har — taget under eet — bibragt mig det Indtryk, at Premierløjtnanten og jeg ikke er ganske enige i foranstaaende Hovedsynspunkt, og heri ligger maaske ogsaa Forskellen i vor Opfattelse af de enkelte Forhold, som jeg nedenfor skal komme ind paa.

Premierløjtnanten skriver: „og Folket undres saare, at der ogsaa blandt dem (ældre og yngre Officerer) fandtes fornuftige Mennesker, ja, at de fleste endda var Tilhængere af Folkestyre og Parlamentarisme — Begreber, som antoges at gaa saa daarligt i Spænd med, hvad der kaldes militært Værn.“ Man skal være varsom med at anvende Udtrykket „Folket“. Det er et vidtfavnende Begreb, som kan betyde mange Ting. Fordi man ved et Antal Møder har oplevet at møde Personer, der har røbet Overraskelse over, at Officerer synes at være almindelige Mennesker, kan man ikke være berettiget til heraf at drage vidtgaaende Slutninger med Hensyn til „Folket“, selv om man med dette Udtryk ikke mener hele det danske Folk, men kun visse Kredse af dette. Jeg kommer hermed ind paa et Omraade, hvor det forekommer mig, at man i nogen Grad har været paa Afveje. Hvorfor har enkelte Officerer saa travlt med at fremhæve, at Officerskorpset hidtil har været tilbøjelig til at isolere sig i Forhold til den øvrige Befolkning. Det er jo en Paastand, som er ganske i Strid med Virkeligheden, og som derfor — naar den oven i Købet bringes til Torvs af Officerer — maa virke højst utiltalende paa dem, der ved, at Hæren i den sidste Menneskealder har haft Vinduet lukket op paa vid Gab. Naar Prmlt. J. skriver: „og Folket undredes saare“, saa virker det paa mig kunstigt og søgt, thi de Personer, der i Danmark regner Officerer for at være krigsgale Individer, der lever en anden Tilværelse end andre danske, kan tælles. En hel anden Ting er det, at større Dele af Befolkningen tidligere har ment at burde ringeagte Officersstanden og Hærens Arbejde i Almindelighed. Ad ren politisk Vej har det her i Landet været muligt at bibringe Dele af Befolkningen et organiseret Massesynspunkt i denne Henseende, men kom ikke derfor og fortæl os, at der i den sidste Menneskealder herhjemme har været Tale om, at Folk i Almindelighed betragtede en dansk Officer som staaende udenfor det almindelige danske Samfund.

Naar det kommer til Stykket, kender den danske Officer nok saa meget til den jævne Mand som de Folk indenfor Skolen og Højskolen, der har saa travlt med at faa godtgjort, om Officerer er rigtige Mennesker eller ej.

Jeg vil derfor foreslaa, at vi for vor Værdigheds Skyld holder lidt igen med Hensyn til Indrømmelser paa dette Felt. Om vi er Tilhængere af Folkestyre og Parlamentarisme eller ej er et politisk Spørgsmaal, som jeg meget vil anbefale at holde udenfor Diskussionen. En dansk Officer kender sin Pligt over for Konge, Land og Folk. Vil han drive Politik, gør han i Almindelighed klogest i at gaa ud af Hæren.

Prmlt. J. fortæller, at en ældre Officer for nogen Tid siden har sagt til ham, at Folk og Værn-Arbejdet var det primære i Øjeblikket, medens Uddannelsen nærmest var pro formå. „Der kan vel være meget om det“, siger Premierløjtnanten, men erkender dog samtidig, at Uddannelsen af vore Folk ikke maa staa tilbage for den Uddannelse, der tidligere er givet Mandskabet. Foranstaaende tyder efter min Opfattelse paa, at Tiden er inde til at mane til Forsigtighed, at ikke vi ender med at gøre os latterlige. Jeg vilde helst tro, at Prmlt. J. har misforstaaet den paagældende ældre Officer; er det ikke Tilfældet, staar vi dog vist overfor dette, som naturligvis ogsaa kan hænde med en ældre Officer, ikke mindst i disse Tider, at vedkommende befinder sig i en Begrebsforvirring, som man — baade for hans egen og andres Skyld — maa haabe er forbigaaende. Den Dag, da det er vigtigere for en dansk Officer at kunne gøre Fyldest paa en Talerstol end at kunne uddanne og føre sine Folk, er det forbi med det danske Officerskorps, alene af den Grund, at unge Mænd af det rette Stof ikke vil vie deres Liv til en Gerning, der rummer saadanne Perspektiver. Prmlt. J. siger: „og der er vist heller ingen, der ser skævt til dem, der kun mener at kunne gøre en Indsats paa dette vort Hjemmedomæne.“ Nej, det skulde bare mangle, om en Officer skulde blive ugleset, fordi han føler med sig selv, at han passer bedst til den militære Gerning. „Man skal ikke snakke mig fra“, siger Prmlt. J., „at der kræves mere af en ung Officer i Dag end det at kunne være Næstkommanderende.“ Det er ikke nogen Nyhed, Premierløjtnanten her bringer frem.

At en Officer bør kunne tage de Situationer, han kommer ud for i Jernbanekupéen, hos Kvarterværten og i hvilket som helst Selskab, var en kendt Sag, længe før der var noget, der hed Folk og Værn-Arbejde, og det vil være temmelig overflødigt at gøre nogen større Videnskab ud af dette Forhold. Naar Prmlt. J. dernæst „uden videre vil fastslaa“, at der for at begaa sig paa Askov Højskole kræves noget, „som vi kun i ringe Grad har: Kendskab til Danmarks militærpolitiske Historie“, ja, saa kan det naturligvis kun højlig glæde enhver dansk Officer, at der findes en Højskole her i Landet, hvor man dyrker den Slags Interesser. Det har tidligere ikke været saa almindeligt. Jeg er for mit Vedkommende ganske uimponeret af, at Prmlt. J. har maattet arbejde intenst i 8 Dage for at holde et Foredrag om Militærpolitiken fra 1840 til vore Dage. At erklære sig selv for Ignorant paa dette Felt, fordi man ikke uden et særligt Forarbejde kan holde et saadant Foredrag, synes mig lidt overdrevet. Hverken Lærere eller Elever paa en Højskole venter i en ung Premierløjtnant at finde en Clausewitz, rent bortset fra, at det dog vist for begge Parters Skyld nok vil være rettest at holde sig paa det jævne. Det er sikkert rigtigt, at de fleste Officerer har haft andet at gøre end at studere Socialdemokratiets Stilling til Forsvarsspørgsmaalet gennem Tiderne, Forsvarskommissionen af 1902’s Betænkninger, Dr. Munchs Administration af Hærloven 1909 under Verdenskrigen o. s. fr. Det tjener dem efter min Mening kun til Ære, hvormed ingenlunde være sagt, at nævnte Problemer er Hæren og dermed Officerskorpset uvedkommende. Men der er nu engang Forskel paa, at Officerer efter Tid, Evne og Lyst fordyber sig mere eller mindre i Emner af denne Art, og saa at kræve den grundlæggende Officersuddannelse lagt an paa en saadan Maade, at en 2—3 Aars Premierløjtnant paa staaende Fod skulde kunne behandle militærpolitiske Problemer fra en Talerstol.

Jeg tvivler ikke om, at der — som Prmlt. J. siger — paa Højskolerne findes en Samling vaagne, unge Mennesker med hjemmestrikkede Meninger om snart sagt alt muligt, og naar Premierløjtnanten fortæller, at man tager storligen fejl, hvis man tror at kunne undslaa sig for at tage et politisk Standpunkt, ja saa kan jeg, der ikke har været paa Højskole, jo ikke sige, at dette maa være forkert. Medens det første er en ganske almindelig Foreteelse, hvor unge Mennesker samles, lyder det sidste ikke særligt indbydende, navnlig naar man betænker, hvilke Forudsætninger disse unge Mennesker har for at kunne tage et politisk Standpunkt. Jeg vil da ogsaa tro, at mangen ung Officer vilde løbe Risikoen for ikke at blive „akcepteret“ frem for at lade sig tvinge til at give Udtryk for sit politiske Standpunkt. Man kan jo meget vel være levende interesseret og vel bevandret i politiske Spørgsmaal uden at føle nogen Trang til at indtage et særligt politisk Standpunkt. For Officeren vil det alle Dage være rettest at holde sig uden for offentlig politisk Stillingtagen, og det tjener da ogsaa Hærens Befalingsmandskorps til uvisnelig Hæder, at det i denne Henseende altid har kunnet staa fuldkomment uangribeligt overfor det værnepligtige Mandskab, ogsaa i Perioder, hvor de politiske Bølger gik højt i Landet.

Jeg nærer ingen Tvivl om, at Premierløjtnant Jakobsens Indlæg er dikteret af et Ønske om at gavne Officerskorpsets og dermed Hærens Interesser. Jeg vil i og for sig ogsaa for mit Vedkommende kunne slutte mig til Forslaget om, at der ved Undervisningen i Historie og Samfundskundskab paa Officersskolen blev gjort Forsøg paa at give Eleverne grundigere Orientering i militærpolitiske Forhold, end det hidtil har kunnet ske. Det er saaledes ikke Realiteten i Premierløjtnantens Indlæg, men de Overvejelser og Motiver, der ligger til Grund herfor, jeg maa vende mig imod. Det primære for en Officer i Danmark maa altid være at uddanne sig selv og andre til de bedst mulige Soldater. Kan han desforuden faa Lejlighed til ogsaa paa andre Felter, der har Tilknytning til Hærens Arbejde, at yde en Indsats, er det naturligvis al Ære værd. For Hærens Fremtids Skyld er det efter min Mening tvingende nødvendigt, at danske Officerer aldrig lader sig rokke fra denne Opfattelse af deres Livsgeming. Det er det, jeg har ment med som Overskrift ogsaa at sætte Ordene: en Nødvendighed.

Viggo Hjalf