Log ind

Effektbaserede operationer

#

Af oberstløjtnant Kurt Larsen, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet.

Indledning

Hensigten med denne artikel er at forklare begrebet Effektbaserede operationer, forkortet EBO, som er et begreb, der for alvor er blevet udviklet i løbet af det seneste tiår1. Det har sin naturlige forklaring i den ændring af selve naturen af de konflikter, som supermagter, multinationale koalitioner og alliancer m.fl. i stigende omfang er blevet involveret i indenfor de seneste år. Centralt for EBO er – ud over selve fokuseringen på effekter – erkendelsen af, at succes i nutidens operationer er afhængig af en tæt koordination og om muligt integration af alle de aktører, der søger at bidrage til løsning og forebyggelse af krige og konflikter. For NATO blev dette allerede i 1999 afspej‐ let i den overordnede strategi: ”the multifunctional nature of crisis response operations requires that all military and civilian agencies and organisations involved fully co‐operate.” 2 Begrebet EBO har i sin seneste udvikling sine rødder i USA3 med en erkendelse af, at selv supermagters eller alliancers militære overlegenhed ikke (altid) gav de ønskede langsigtede, strategiske resultater, der var målet med indsættelsen af militær magt. Indledningsvis var det dog alene effekten af de militære midlers indsættelse, der blev behandlet. Samtidig blev der specielt i USA også erkendt et behov for en mere integreret indsættelse af de i øvrigt ofte konkurrerende værn, dvs. mere ”Joint” operations. Endelig har den teknologiske udvikling givet mulighed for meget hurtigere indhentning og ud‐ veksling af informationer, og dermed en tættere integrering af de enkelte komponenter i en operation, hvilket bl.a. er omtalt i en række artikler i Militært Tidsskrift 2/2005. Alle faktorer der har indflydelse på den igangværende udvikling af EBO. Den engelske betegnelse; ”Effects Based Operations” er umiddelbart blevet oversat til ”Effektbaserede operationer”. Når man på engelsk taler om f.eks. ”cause and effect”, ville vi på dansk snarere sige ”årsag og virkning”. På det seneste er EBO i bl.a. NATO‐sammenhæng afløst af ”Effects Based Approach to Operations”, EBAO. Forskellen ligger i den forskel, koncepten tiltænkes at få på selve operationerne, primært på taktisk niveau, hvor EBO kunne indikere en ændring af selve operationsmåden, mens EBAO mere fo‐ kuserer på ændringerne i planlægning og koordination.4 I denne artikel ses der bort fra denne forskel i begreberne. EBAO er grundstenen i NATO ”Concept for Allied Future Joint Operations, (CAFJO), som er udviklet af de to strategiske kommandoer, og som forventes at danne ramme for alliancens fortsatte transformation og udvikling i de kommende år. En effektbaseret tilgang er dog langt fra en ny foreteelse. Allerede klassiske militære teoretikere som f.eks. Sun Tzu, beskriver, hvorledes man med fordel kan gennemføre aktioner, der ikke er rettet direkte mod en modstanders væbnede styrker, men mod moral og kampvilje, mhp. at opnå sit mål med langt færre midler og risici for egne styrker5.

Definitioner

Der eksisterer ikke en officiel, anerkendt definition af EBO. En af de væsentlige bidragydere til udviklingen af EBO, Dr. Edward A. Smith, Jr. , definerer EBO således6:

Coordinated sets of actions directed atshaping the behaviour of friends, foes and neutrals in peace, crisis and war.

I det igangværende udviklingsarbejde inden for NATO er man militært blevet enige om følgende definition af EBO:

The coherent and comprehensive application of the various instruments of the Alliance, combined with the practical cooperation along with involved non‐NATO actors, to create effects necessary to achieve planned objectives and ultimately the NATO end state.

Der er naturligvis en væsentlig forskel i de formål, som de to definitioner tjener. Den første er den korte, konceptuelle, universelle definition, medens den anden udtrykker den konkrete anvendelse i et specifikt, veldefineret, multinationalt organ. Ser man den første definition i hele sin oprindelige kontekst, træder en mere fælles opfattelse frem.

Koordination og integration

Før man i planlægningen af operationer begynder at se på virkning, er det nødvendigt at starte i den sidste ende, den sluttilstand, eller ”end‐state” som man ønsker at opnå med aktioner, herunder militære operationer. Kun ved et klart defineret ”end‐state”, som indeholder alle aspekter af sluttilstanden, kan man analysere sig frem til de opgaver og aktioner, som vil skulle gennemføres, eller effekter der skal opnås, for at nå dertil. Ser man i den kontekst på de seneste års konflikter, bliver det klart, at det er ikke så ligetil, og ikke kan løses med militære midler alene. Der kan i en måske meget kort fase være tale om, at militære kapaciteter er den overvejende aktør, men der vil både før, under og ikke mindst efter en eventuel intensiv ”kampfase” være behov for indsættelse af en lang række andre virkemidler.7 Endelig vil beskrivelsen af sluttilstanden normalt indebære, at statslige og lokale myndigheder i området hurtigst muligt genoprettes, hvilket kun kan ske ved egen kraft, om end støttet i betydeligt omfang. Aktuelle eksempler herpå kunne være Afghanistan og Irak. I den forbindelse kan der peges på det danske ”samtænkningsinitiativ”8 som udtryk for netop en erkendelse heraf. Situationen kan være så kompleks, at der for den militære indsats indledningsvist kun kan gives en opgave, der skal skabe den sikkerhedsmæssige forudsætning for en videre udvikling hen imod et fjernere end‐state9. Et eksempel herpå kunne være Kosovo, hvor den militære opgave med at skabe et sikkerhedsmæssigt grundlag for en politisk løsning længe har været til stede, men hvor det strategiske end‐state endnu ikke er løst, hvilket nødvendiggør en fortsat militær indsats. Militær(M) indsats er imidlertid kun et af virkemidlerne. Også politiske/ diplomatiske(D), civile (C) og økonomiske (E) virkemidler må indsættes koordineret for at kunne opnå det strategiske ”end‐state”. En uddybende beskrivelse af indholdet i komponenterne er givet i en anden artikel i denne udgivelse. Det betyder altså, at alle aktører, militære og civile, på alle niveauer (se figur nedenfor), i størst mulig udstrækning skal være bevidste om og tilslutte sig end‐state, og være indstillet på, koordineret – eller i muligt omfang integreret – at gennemføre aktioner, der gennem et sammenhængende net af virkninger skal opnå sluttilstanden. Nogle af de problemstillinger, der kan opstå herved, er behandlet i en anden artikel i dette tidsskrift. Militært skal indsættelse af alle de militære kapaciteter også koordineres. EBO‐koncepten dækker i princippet hele konfliktspektret fra f.eks. humanitær indsats til egentlige kampoperationer  ‐ hvilket inden for et operationsområde som f.eks. Afghanistan eller Irak meget vel kan finde sted samtidig i de forskellige egne eller endog lokalt.

Skærmbillede 2020-02-06 kl. 11.11.28.png

Skærmbillede 2020-02-06 kl. 11.11.43.png

Samlet er der således tale om en koncept, der indebærer en meget vidtgående sammenhæng og koordination af alle aktioner. Grundlaget for dette er en meget omfattende analyse af situation, aktions‐  eller handlemuligheder og virkninger.

Situationsanalyse

EBO‐konceptet baserer sig på en meget omfattende analyse af hele situationen såvel i som udenfor operationsområdet. De senere års begivenheder som f.eks. 11. september og andre terrorhandlinger har vist, at både konflikterne og ”kamppladsen” nu er globaliserede, og at ikke mindst ud‐ viklingen på det informationsmæssige område gør, at aktioner og virkninger formidles omgående og globalt. Aktørerne i en nutidig konflikt er sjældent kun veldefinerede militære styrker, men omfatter også etniske, kriminelle, religiøse eller andre grupperinger, der opererer blandt eller er en del af den civile befolkning. Samtidig er der ofte tillige tale om globale netværk af tilhængere, modstandere, interessenter, tredjeparter, osv. Også lokalt vil der være flere lag af forskellige netværk, f.eks. militære enheder, klaner, familier, syndikater, bevægelser, myndigheder, osv. Der er, som det fremgår, ikke alene tale om de militære eller sikkerhedmæssige forhold, men alle forhold både i og uden for et givent operationsområde vil skulle medinddrages i analyser og overvejelser. En fuldstændig analyse af situationen må derfor afdække alle netværk på alle niveauer, hvordan de interagerer, kulturer, traditioner, hvilket benævnes ”System of Systems Analysis” (SoSA). Netop den informationsteknologiske udvikling gør, at indsamling, analyse og anvendelse af en kolossal mængde information er blevet mulig på meget kort tid. Det skal ikke nødvendigvis finde sted lokalt, men der kan ligesom på Internettet trækkes på al rådig information fra alle ”venligtsindede” aktører og tilgængelige kilder, naturligvis i den udstrækning disse er villige til at bidrage med information og at operationssikkerhed mv. gør det muligt at stille information til rådighed. Der kan især på dette område opstå begrænsninger i en multinational og altomfattende (alle civile aktører) ramme. En stor del af selve behandlingen af informationer kan finde sted i stabe, der er placeret uden for det egentlige operationsområde, det såkaldte ”reach‐back” princip. Herved kan den meget omkostningskrævende tilstedeværelse i selve operationsområdet minimeres. SoSA kan et stykke af vejen sammenlignes med traditionel efterretningstjeneste, men er langt mere dynamisk og vidtgående. Koncepten lægger op til en dynamisk udvikling af den tilhørende ”Knowledge Base”, kernen i EBO jf. figuren nednfor, som intensiveres fra de første spæde tegn på en mulig forestående operation. Håndtering (”Management”) af en så omfattende mængde information stiller naturligvis betydelige krav. De mere detaljerede aspekter heraf er ret så omfattende og komplicerede i det igangværende udviklingsarbejde, og er kort behandlet i en anden artikel.

Skærmbillede 2020-02-06 kl. 11.12.19.png

Effekt - virkning

En anden vigtig byggesten i EBO er effekter, eller virkninger. Alle kender vel den gængse betydning af ordsproget:

Når det regner på præsten, drypper det på degnen

Ordsproget kan anvendes til at illustrere lidt af den effektanalyse, der knytter sig til EBO. De fleste opfatter vel ordsproget som, at der er en afledt effekt (dryp) af den første effekt (regn). Hvis degnen er placeret lige under præstens paraply kan man også tale om en ”cascading” effekt, dvs. at en effekt vil spredes til de næste i rækken. Endelig er der ikke i ordsproget taget stilling til, om der er tale om eller mulighed for uønskede effekter. Hvis præsten har en paraply og degnen bliver våd, bliver han måske forkølet, hvilket ikke var hensigten – jf. vores gængse opfattelse af ordsproget, hvor der jo menes en positiv afledt effekt. Der er en nøje sammenhæng mellem situationsanalysen og effektplanlægning. Jo bedre kendskab til sammenhængene i situationen og i det område, hvor en operation finder sted, jo bedre er mulighederne for at kunne vælge de rigtige aktioner til at opnå de ønskede effekter og at undgå de uønskede eller utilsigtede effekter. Det princip er sådan set ikke nyt. F.eks. er der ved artilleristøtte til hæroperationer mulighed for at planlægge våbenindsættelse, der alene ved deres art og omfang er beregnet til at medføre specifikke virkninger som f.eks. at blænde, lamme, neutralisere eller ødelægge. Tilsvarende arbejdes der med vurdereringer af forventede virkninger for indsættelse af fly eller i visse maritime operationer, f.eks. sømineringsoperationer. Man bør i den forbindelse undgå ødelæggelse af infrastruktur mv., som man senere selv vil få brug for. Endelig er hele indsættelsen mod erkendte mål på operativt niveau koordineret med andre virkemidler, herunder f.eks. informationsoperationer, i en ”Targeting process”. EBO koncepten ændrer sig derved, at den går langt længere end i hidtidige effektanalyser. Militære psykologiske operationer retter sig mod det kognitive10 domæne, men er primært rettet mod en erkendt eller potentiel modstander af operationerne eller målgrupper, der kan øve indflydelse på disse. I EBO indtænker man i princippet alle de effekter, som alle aktioner fra alle aktører, dvs. tilsigtede, utilsigtede, uønskede, afledte, osv., kan medføre. Det må derfor blive en kompleks proces, som er helt afhængig af det detaljerede situationsbillede. Samtidig må der selv i den bedst belyste situation arbejdes med et vist element af forudsatte virkninger. Den dynamiske proces i EBO vil over tid bidrage til, at de opstillede forudsætninger gradvis erstattes af erfaringer. Specielt når vi taler om det kognitive eller sociale11 domæne vil der i en tidlig fase kunne være større risiko for uforudsigelige, utilsigtede og uønskede virkninger. Det er imidlertid utopi at tro, at man ultimativt kan putte alle kendte data ind i en kolossal computer og entydigt få svar på, hvilke aktioner, der vil opnå det ønskede resultat med de færreste ”bivirkninger” eller uønskede effekter. Netop i en uklar, post‐konflikt operation vil der være en så kompleks sammenhæng mellem aktører og netværk, at en ”linear” matematisk tilgang til relationen: ”aktion – effekt” vil være behæftet med en betydelig grad af usikkerhed. Ud over den aktuelle, dynamiske situation må der også analyseres langsigtet, dvs. hvilke effekter kan det få på langt sigt, at der gennemføres den eller den aktion nu. F.eks. var det næppe tilsigtet, at alle irakiske soldater absenterede (afmønstrede sig selv) og forsvandt blandt civilbefolkningen under Operation Iraqi Freedom. Resultatet blev et ikke‐eksisterende irakisk magtapparat og et sikkerhedsmæssigt vakuum, som Koalitionen har haft store problemer med. Et andet eksempel er den hyper‐inflation, som indpumpningen af US‐dollars (i 100‐dollar sedler) via CIA‐agenter affødte i det nordlige Irak i de første faser af operationen12. Endelig må det også tages i betragtning, at situationen er dynamisk, dvs. at adfærdsmønstre og netværk ændrer sig, hvilket igen medfører behov for ændringer i situations‐ og effektanalyserne. Når der i det fuldt udbyggede EBO‐koncept også tages hensyn til omfanget af aktører, herunder ikke‐civile, på alle niveauer, vil det være uundgåeligt, at ikke alle hensyn kan imødekommes. Der må nødvendigvis skulle ske prioriteringer og valg, som kan være særdeles vanskelige. Uafhængige aktører som f.eks. en lang række humanitære Non‐Governmental Organisations (NGO’er) vil givetvis klar afvise at lade sig integrere endsige koordinere i en militær operation med henvisning til, at dette vil kunne bringe deres neutralitet og upartiskhed i fare. Der kan også f.eks. være politiske begrænsninger på de militære operationer og civile aktioner af den ene eller anden årsag, som gør, at der må accepteres længere tid, eller højere risici, eller ultimativt annullering af militære aktioner. Som nævnt har globaliseringen medført, at aktioner på taktisk niveau umiddelbart kan få betydning på strategisk niveau og omvendt. Også dette medvirker til, at nødvendigheden af at tænke i effekter på alle niveauer forstærkes. Det er ikke nyt, at man ønsker at opnå den bedste virkning med de færreste ressourcer og mindst mulige risici under anvendelse af alle til rådighed værende midler. Helt tilbage fra SunTzu er anvendelse af et ”EBO‐lignende koncept” beskrevet, f.eks. anvendelse af gift‐ og snigmord, baghold, osv. Set fra et ”vesterlandsk” perspektiv vil sådanne fremgangsmåder næppe kunne støttes politisk, om end de senere års udlovning af dusører på terrorister og irakiske ledere måske har rykket lidt på den opfattelse.

Aktioner

Hvor EBO‐koncepten peger på markante ændringer i planlægning og koordination, så er der umiddelbart intet nyt i de taktiske operationer ‐ bortset fra at disse sker med udgangspunkt i effekter. Der ses dog, f.eks. i ISAF, en udvikling i gang i retning af, at enkeltopgaver og aktioner også på taktisk niveau udmøntes som de effekter, der ønskes opnået i operationen. Forskellen er umiddelbart begrænset, men det er perceptionen hos alle implicerede af at tænke i effekter, der er det centrale. Der arbejdes således med flere kategorier af effekter, overordnet opdelt i ”kinetic”, dvs. fysiske effekter og ”non‐kinetic”, dvs. kognitive eller tilsvarende effekter. Fysiske effekter er i hovedsagen de traditionelle militære våbenvirkninger. I fredsstøttende operationer, hvor de militære styrker er indsat blandt befolkningen, og hvor opnåelse af og modstanden mod end‐state skal findes i eller blandt befolkningen, vil de kognitive effekter spille en central rolle. Her vil netop befolkningens holdning og vilje være helt central for at opnå succes med operationen. De igangværende operationer i Irak og Afghanistan er aktuelle eksempler herpå, men sådan har det dog også været i tidligere konflikter f.eks. Vietnam eller Algeriet, mv.13 Netop derfor er der inden for ”kinetic” effekter i de senere år kommet øget fokus på muligheden af at levere disse effekter med stor præcision for derigennem at minimere uønskede eller utilsigtede effekter, ligesom der er set en øget efterspørgsel efter og anvendelse af ”non‐lethal” våben og systemer for at reducere effekterne til det i den aktuelle situation minimalt nødvendige. En konsekvens heraf er, at indsættelse af militære enheder i stigende omfang nærmer sig operationer og operationsformer, der hidtil har været betragtet som politiopgaver. For de ikke‐militære aktører vil aktionerne være fokuseret mod genoprettelse af samfundets funktioner dvs. offentlige myndigheder, politi‐ og retsvæsen, infrastruktur, uddannelse, sundhedsvæsen, økonomi osv. Manglende eller forsinkede resultater – effekter  ‐  på dette område vil få alvorlige konsekvenser for befolkningens holdning til den samlede indsættelse og det vil blive stadig vanskeligere at nå end‐state. Også her er en dybdegående analyse af de lokale forhold, kulturer mv., som anført i SOSA‐ afsnittet, grundlag for planlægning og afgørende for fremgang. Eksempelvis er der for det danske samtænkningsinitiativ anført: Der sigtes mod stabiliseringsindsatser, der imødekommer elementære humanitære behov, hjælper sårbare og udsatte grupper og skaber direkte resultater for lokalbefolkningen i deployeringsområdet., dvs. en umiddelbar humanitær til‐ gang snarere end en kvalitativ vurdering af de effekter, der bør prioriteres for at nå et strategisk end‐state. Opbygning af infrastruktur, skoler o.l. kan på sigt kun bringes til at fungere tilfredsstillende, hvis sikkerheden for deres drift, dvs. en lov og orden som befolkningen har tillid til, er tilstrækkeligt etableret.

Vurdering

Som i alle operationer er en vurdering eller evaluering, ”assessment”, af de opnåede virkninger afgørende for arbejdet frem mod end‐state. Her er der signifikant forskel mellem de fysiske og de kognitive effekter. Effekter forsaget af ”kinetic” indsats, som oftest våben i en eller anden form, kan i hovedsagen umiddelbart observeres og måles som grundlag for en nogenlunde sikker vurdering af den opnåede effekt. I de tilfælde, hvor modstanderen gemmer sig og sine våben blandt civilbefolkningen samt anvender simple, improviserede systemer, f.eks. Hizbollah i Libanon, er det naturligvis sværere. Den teknologiske udvikling har generelt medført markant forbedrede muligheder for at bekræfte effekterne af f.eks. bombning af et specifikt mål i form af enheder eller genstande. Er målet for våbenindsættelsen derimod enkeltpersoner, kan det være vanskeligere at få be‐ eller afkræftet virkningen, f.eks. de indsættelser der er forsøgt for at ramme Osama Bin Laden i Bora‐Bora Bjergene eller Saddam Hussein i de første timer af Operation Iraqi Freedom. I modsætning til de direkte effekter kan afledte effekter af våbenindsættelse være langsommere og sværere at identificere. Afledte effekter kan igen være fysiske eller kognitive, f.eks. reaktionen i befolkninger, regeringer og organisationer på en given aktion, f.eks. bombningen af TV‐ tårnet i Beograd under NATO’s luftkampagne under Kosovo‐konflikten. Langt mere kompliceret er det inden for de kognitive effekter, hvor der kan gå endog meget lang tid før en effekt kan identificeres og vurderes, og det kan i en mellemliggende fase være usikkert, hvilken vej det går. Specielt indsatsen for at vinde befolkningens tillid kan være en langvarig proces, der kan måske gå flere år, og undervejs kan udviklingen gå i negativ retning. I langvarige processer er det essentielt at være opmærksom på dynamikken i processen, dvs. at der hele tiden sker nye ting og aktioner, der vil have indflydelse, samt at selve målgruppen ændrer sig. Den aktion, der har én effekt i dag, kan på den samme målgruppe have en helt anden effekt om en uge eller om en måned, idet der i mellemtiden er andre begivenheder, der har påvirket målgrupperne. Som eksempel kan nævnes, at de israelske luftangreb mod infrastruktur i Libanon bla. havde til formål at presse den libanesiske regering til at gribe ind mod Hizbollah. Virkningen blev imidlertid at Israel i vide kredse, såvel lokalt som globalt, blev opfattet som den part, der overtrådte Krigens Love. Samlet er der således tale om en kompleks sammenhæng mellem faktorer, aktører, virkninger og aktioner, der konstant må vurderes for at måle effekter og ‐ lige så vigtigt ‐  konstatere ændringer i de effekter, som aktionerne har.

Planlægning

Når alle ovenstående forhold skal inddrages i planlægning og gennemførelse bliver det klart, at det fulde EBAO‐koncept kræver en betydelig organisation for at kunne håndtere alle aspekter. På strategisk niveau vil koordineringen af de fire hovedområder, DCM og E, specielt i en multinational operation være kritisk. En organisation som NATO vil kunne gennemføre politiske og militære aktioner, men har i princippet ingen økonomiske eller civile kapaciteter. Alliancens medlemslande må her gøre deres indflydelse gældende i andre fora som f.eks. FN’s organer eller EU. Der er ikke tradition for, at f.eks. økonomisk og civil rekonstruktionsindsats koordineres i ramme af NATO, men at NATO indgår som den militære del i en overordnet strategisk koordination. Anderledes stiller det sig med EU, der i princippet har ressourcer inden for alle fire områder til sin rådighed, men hvor den militære del er mindre udviklet end NATO’s. Er der tale om en ”Coalition of the willing” vil der ofte være en nation, der påtager sig rollen som central koordinator, i den udstrækning koalitionspartnerne går med i en fælles koordination af de forskellige aspekter. I f.eks. Afghanistan har en række større lande påtaget sig at være koordinerende af indsatsen i udviklingen af forskellige områder, der er centrale for genopbygningen af det afghanske samfund som f.eks. politi, retsvæsen, forsvar og bekæmpelse af opiumsdyrkning På strategisk niveau kan der være et vanskeligt dilemma mellem den nationale suverænitet, eventuelle deltagende multinationale organisationers beslutningsprocesser, og ønsket om en fuld og effektiv koordination. I en fælles indsats omfattende f.eks. NATO, EU og FN i et givet konfliktområde er det vanskeligt at tænke sig, at det vil kunne accepteres, at én organisation får rollen som koordinator. Alle vil gerne koordinere, men ingen vil koordineres.

Maksimal samarbejdsvilje er afgørende for, at adgangen til og rådigheden over informationer, som EBO‐konceptet er helt afhængig af, bliver tilstrækkelig. Herudover vil der også internt i landene skulle ske en koordination af den samlede indsats14 og formuleres en strategi gående mod det end‐state, som man i den politiske proces har tilsluttet sig. På næste niveau, i operationsområdet, vil koordinations‐  og planlægningsopgaven ikke blive mindre, tværtimod må antallet af aktører stige betragteligt, ligesom visse af disse, specielt humanitære organisationer, må forventes at indtage en autonom holdning overfor de øvrige aktører, specielt militære elementer. Der kan i et givet operationsområde operere et utal af NGO’er mv. De mest betydningsfulde civile organisationer (f.eks. FN‐organer og GO’er) vil ofte have en vist afhængighedsforhold til den eller de stater mv., der er det finansielle grundlag for deres virke. I Afghanistan er f.eks. de mange Provincial Reconstruction Teams, PRT, under ren national kontrol, og NATO har ingen reel indflydelse på deres aktiviteter. Her er der altså tale om strategiske aktører, de suveræne stater, der både arbejder via de multinationale organisationer men også selv er spillere på det operative niveau og endog taktisk niveau. Centralt i Kabul gennemføres der på operativt niveau et stort og komplekst koordinationsarbejde mellem de mange aktører i området. En fuldstændig implementering af EBAO‐koncepten ville imidlertid forøge behovet for integreret planlægning i området betragteligt. Ude i de lokale områder, længere nede, på det taktiske niveau, forekommer en fuldt integreret planlægning endnu vanskeligere. Koordination af de militære aktioner og effekter vil bygge på de klassiske procedurer herfor, men de civile komponenter kan optræde langt mere selvstændigt f.eks. vedrørende mandat, områdeinddelinger og struktur. Anvendelse af en allerede eksisterende civil administrativ inddeling, f.eks. provinser, kan facilitere koordinationen, som det er set med provinsinddelingen i Afghanistan. For mange civile organisationer gælder, at der i disse ikke eksisterer et hierarkisk opbygget system som i de militære organisationer. Mindre NGO’er opererer relativt autonomt, og selv større FN‐organer har ofte en relativ flad struktur. Der er derfor ingen garanti for, at noget der er koordineret på overordnet niveau også kan koordineres lokalt. Erfaringerne siger, at helt ude i ”de spidse ender” er der ofte en høj grad af vilje til samarbejde, men den kan næppe udstrækkes til egentlig koordination eller integration. Hvis en civil indsats skal integreres med den militære, må sikkerhed herfor garanteres på det overordnede niveau, der har kompetence hertil, ofte det strategiske niveau.

Udførelse

De væsentligste ændringer ved applikering af EBO‐koncepten forudses at skulle gennemføres på strategisk og operativt niveau. Der er endnu kun begrænsede informationer om implikationerne for de udførende, taktiske led. Som nævnt indtænkes effekter allerede nu på det taktiske niveau i ISAF, men erfaringer herfra er endnu ikke tilgængelige. Anvendelse af EBO i dynamiske og komplekse situationer vurderes at kræve en betydelig evne til at kunne tilpasse operationer og handlinger til de skiftende forudsætninger med en endog meget kort tidshorisont. Der må således være en høj grad af fleksibilitet, men også robusthed og delegering af kompetence for at have den ”agility” som koncepten kræver. En sådan evne fordrer rådighed over et bredt spektrum af mulige kapaciteter, herunder våben der kan minimere uønskede effekter, samt et sikkert og effektivt netværk, der kan sammenkæde aktører og synkronisere den samlede indsats. Den uddannelse, med øget vægt på kulturforståelse og civilt‐militært samarbejde, som allerede nu prioriteres i forsvaret vil også skulle omhandle effekt‐tilgangen. For nøglepersonels deltagelse i højere stabe, hvor analyser og vurderinger finder sted, må der forventes nye uddannelsesbehov forud for udsendelse. Der er dog endnu ikke en egentlig plan for indførelse af EBO‐ konceptet i doktriner eller procedurer for militære operationer. Dansk forsvar deltager i ramme af NATO i en række aktiviteter, som gennem workshops, og eksperimenter skal udvikle en NATO koncept for EBO. En militær koncept alene vil kun være et skridt på vejen. Uden de civile aktører vil det være vanskeligt i sær i fredsstøttende operationer at nå den ønskede koordination og integration.

Afslutning

Hensigten med artiklen har været at belyse det igangværende arbejde med en effektbaseret tilgang til militære operationerne. Mulighederne, men også udfordringerne er mange. Især kan der stilles spørgsmål ved dels de civile aktørers stillingtagen til koncepten, dels er der fortsat en række udeståender vedrørende de enkelte dele af analyserne af situation, virkninger og aktioner. Helt afgørende for EBO vil det være, i hvilket omfang de meget omfattende informationer, som koncepten kræver, vil kunne tilvejebringes og stilles til rådighed af aktørerne. Måling og vurdering af kognitive effekter er et andet område, hvor der endnu mangler en del udviklingsarbejde. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det er den kurs, der er sat for transformationen af såvel NATO som det amerikanske og britiske forsvar. Med den hidtidige strategiske orientering af udviklingen for dansk forsvar vil det være nødvendigt, at forsvaret er ”med på vognen”. Det er imidlertid lige så afgørende, at de danske civile aktører på alle niveauer kommer med i samme udvikling, således at samtænkning kan gennemføres i overensstemmelse med og integreret i EBO og ikke som et løsrevet nationalt koncept.

Fodnoter

1 FOFT Rapport nr. M‐04/2006, Forord.

2 MC 400‐2, her gengivet fra MC 411/1, NATO CIMIC policy.

3 Bla.: Effects Based Operations, Dr, Edward A. Smith, Jr., 2002.

4 Det kan sammenlignes lidt med den forskel, der kan være konsekvensen for opererationerne, mellem ”Network Centric Warfare” og ”Network Enabled Capability”, som beskrevet i Militært Tidsskrift 2/2005.

5 F.eks.”Krigskunsten” ved Jens Østergård Petersen, 1989

6 Effects Based Operations, 2002.

7 F.eks. Edward Smith, Complexity, Networking and Effects‐based Operations, 2005, p.12

8 Bilag til “Aftale om forsvarets ordning 2005‐2009”

9 F.eks. Sir Rupert Smith, The Utility of Force, 2005, pp373‐377.

10 Kognitiv er her ment som de ting, mennesker opfatter, erkender og tænker, jf. Gyldendals Fremmedordbog

11 Kognitive effekter virker primært i det sociale domæne, dvs. der hvor mennesker interagerer i sociale netværk , f.eks. familie, militære enheder, arbejde, og andre fællesskaber.

12 Bob Woodward: Plan of Attack, p. 303.

13 Problemstillingerne i sådanne konflikter og krige, ”war amongst the people”, er bl.a. behandlet i Sir Rupert Smith,”The Utility of Force”.

14 Jf. samtænkningsinitiativet