Log ind

Det tyske Rigsarkivs Værk om Verdenskrigen 3 (Sluttet)

#

V og VI Bind.

Af Oberst K. L. Lasson.

(Sluttet).

V I Bind (500 Sider med 21 Kort og Skitser), der er en Fortsættelse af V, skildrer, som tidligere navnt, Begivenhederne i Vest oy i Øst indtil Nytaar 1915. I 1. Afsnit gøres der Rede for „Nye Planer for Føringer af Tofrontskrigen“ . Kort efter, at General v. Falkenhayn den 4 November havde fattet den skæbnesvangre Beslutning at angribe endnu en Gang ved Ypres, naaede han til den Erkendelse, at det, saa snart disse Kampe var afsluttede (formentlig omkring Midten a f November), vilde være nødvendigt at indstille Operationerne i Vest for at fo rlægge Tyngdepunktet i Krigsførelsen til den østlige Krigsskue plads, hvor Felttogsafgørelsen mod Rusland da skulde søges. Men for denne store, strategiske Omgruppering fandt Sted, maatte efter hans Overbevisning Ypres-Buen trykkes ind, thi først efter en Sejr her, den første større efter Tilbagegangen fra Marne, turde han, uden at Aanden i Vesthæren tog Skade, foretage de Frontforkortelser, som maatte blive en Følge af Afgivelserne til Østfronten. Han fremskyndede derfor af al Kraft Forberedelserne til Ypres-Angrebet. Den 8. November konfererede han med Chefen for Felt jernbanevæsenet, daværende Oberst Groener, der erklærede, at han samtidig kunde befordre 4, til Nød 5 Armékorps, hvert i 40 Tog, til Østfronten. Samme Dag sendte han endvidere Oberstløjtnant Hentsch, der vil erindres fra sin Indflydelse paa MarneSlagets Forløb, til det østrig-ungarnske Hovedkvarter i Teschen, dels for at orientere General Conrad v. Hotzendorf om Planerne for den nærmeste Tids tyske Krigsførelse, dels for at erfare, hvorledes den østrig-ungarnske Hærledelse bedømte den strategiske Situation som Helhed. Orienteringen gik bl. a. ud paa, at General v. Falkenhayn haabede senest om 14 Dage at kunne dirigere 5— 6 A i’mékorps til den østlige Krigsskueplads, hvor det var Hensigten at anvende dem til en stor, fra Thorn udgaaende Operation med ialt ca. 12 tyske Korps. General Conrad v. Hötzendorf gjorde derpaa Oberstløjtnanten opmærksom paa, at det a f Generaloberst v. Ilindenburg forberedte Flankestød mod Lodz, der syntes at være ganske den samme Operation som den omtalte, men kun udført med omtrent halv Styrke, allerede, efter hvad han havde faaet Meddelelse om, vilde blive sat i Gang den 11. November. Han ønskede derfor af Oberstløjtnant Hentsch Oplysning om, hvor vidt 9. tyske Armé vilde afvente Ankomsten a f Forstærkninger eller begynde Fremrykningen uden disse. Dette Spørgsrnaal kunde Oberstløjtnanten ikke besvare, bl. a. fordi Øverste Hærledelse ikke var bekendt med Tidspunktet for den Ilindenburgske Operation; han maatte derfor, naar han rejste tilbage, indskrænke sig til at give „Oberbefehlshaber Ost“ Underretning om disse Fo rstærkninger, men iøvrigt ganske overlade til dennes Bestemmelse, om Fremrykningen a f den Grund burde opsættes eller ej. Generaloberst v. Hindenburg, som, saa længe han havde anset en Felttogsafgørelse i Vest for mulig, stedse havde støttet General v. Falkenhayn i dennes Modstand overfor den østrig-ungarnske Hærledelses K rav om Forskydning a f større Dele a f Vesthæren til Østfronten, mente nu, efter det mislykkede Slag i Flandern, at Operationerne i Frankrig og Belgien burde indstilles, og at Tidspunktet fo r den store Rokade var kommet. Han afsendte derfor den 8. November et Telegram til General v. Falkenhayn, hvori denne indtrængende blev anmodet om ufortøvet at tilføre Østhæren, som alene var for svag til at kunne tilkæmpe sig afgørende Resultater, en Forstærkning a f 3— 4 Armékorps, der skulde indgaa i 9. Armé under dennes Flankestød mod Lodz. „Später wird mehr erfordert“ , hed det (Side 6) advarende i Telegrammet, der iøvrigt ikke angav, naar Operationen skulde begynde. E fter yderligere Telegramudveksling mellem Øverste Hærledelse og „Oberbefehlshaber Ost“ meddelte General v. Falkenhayn den 9. November denne sidste, at han haabede om 14 Dage at have 4 Armékorps rede til A fgang mod Øst. Generaloberst v. Hindenburg, som udtrykkelig havde præciseret, at den hurtigst mulige A f ­ sendelse a f disse Korps var en Forudsætning for at naa en Afgørelse overfor den russiske Hær, hvis udsatte, strategiske Situation (den aabne Nordflanke) snarest burde udnyttes, vilde herefter ikke tage Ansvaret folden planlagte Operations Udsættelse, da en saadan sandsynligvis vilde have en russisk Invasion i Schlesien til Følge. Han telegraferede da samme Dags Aften til General v. Falkenhayn, at 9. Armé allerede den 10.*) November vilde rykke frem fra Thorn, idet venstre Fløj skulde følge Weichsel.

2. A fsnit omhandler Krigen i Vest fra 4. til 18. November o: indtil Afslutningen a f Kampene ved Ypres. For at sikre et gunstigt Resultat a f det tilstundende Angreb ved Ypres maatte friske Kræfter, der blev f r igjort paa de roligere A fsnit a f Vestfronten, tilføres 4. og 6. Armé. Til Trods for meget kraftige Opfordringer i saa Henseende kunde General v. Falkenhayn imidlertid kun fravriste 1. og 5. Armé hver en Division, hvoraf den ene (9. R. D.) blev stillet til Raadighed for 4., den anden (4. I. D.) fo r 6. Armé. I Dagene indtil den 9. November hvilede Kampvirksomheden ikke ved disse to Arméer ; lokale Kampe, der dog mod Syd overfor Kemmel-Bjerget var i ret stort Format, udkæmpedes næsten overalt paa Fronten mellem Havet og Armentiéres. 6. Armé blev i denne Tidsperiode omgrupperet, idet 2 Armékorps under Kommando a f den senere saa kendte General v. Linsingen, blev sat ind mellem 4. Armés venstre Flø j og Gruppen v. Fabeck. Den 9. November om Aftenen var 4. og 6. Armé fo rdelt til Udgangsstillingerne for Angrebet den følgende Dag. A f 4. Armé stod nordligst ved Kysten en Marinedivision, derefter sydligere 4. Ersatz-Division, Y> X X II Reservekorps (43. R. D.) Nord og Syd for Dixmude, X X II I Reservekorps til henimod Bixschote, IV Reservekorps (forstærket med 44. og 9. R. D.) ved den nordlige Gren a f Ypres-Buen, X X V I og X X V I I Reservekorps ved Buens Østside indtil Chausséen Ypres-Menin exkl. I Tilslutning til 4. Armés venstre Flø j fulgte 6. A r ­ mé med Gruppen v. Linsingen (Korps v. Plettenberg (à cheval ovennævnte Chaussé) og X V Armékorps) nordligst og Gruppen v. Fabeck (II Bayerske Korps, Korps v. Gerok og Korps v. Urach) sydligst. Ialt var 20 tyske Infanteridivisioner opstillet ved Siden a f hinanden paa den ca. 28 km lange Ypres-Bue. De fransk-engelske Stillinger ved Ypres var besat a f X X II franske Armékorps nordligst bag Yser-Kanaien, derefter IX franske og I engelske Armékorps, sidstnævnte paa begge Sider a f Chausséen til Menin, og X V I franske Armékorps sydligst, foruden store Mængder a fsiddet Rytteri og en fransk Territorialdivision (87.) — en Styrke a f ialt ca. 11 Infanteri- og ca. 8 Kavalleridivisioner. Angrebet begyndte den 10. November. I Løbet a f de første to Dage tog Tyskerne Dixmude og trykkede hist og her den fjendtlige Front omkring Ypres noget tilbage, navnlig dens Fløje ved Bixschote og Wytschaete, livor Fremgangen var indtil 2 km. Men trods store A n ­ strengelser formaaede de tyske Angrebstropper heller ikke i de følgende Dage at bryde Modstanden, og den 18. November maatte Operationen, der havde forvoldt store Tab, indstilles. I de 9 Dages forbitrede Kampe, i hvilke Forsvaret havde vist en uhyre Sejghed, der gav sig til Kende derved, at Tyskerne, udsatte fo r idelige Modstød, maatte erobre Terrainet Fod for Fod og i vildt Haandgemæng om et nok saa ringe Støttepunkt, mistede 4. og 6. Armé henholdsvis 10,000 og 9,500 døde og saarede, samt 3000 og 1000 savnede, ialt 23,500 Mand, og tog henved 6000 Fanger.

De Frontforkortelser, der nu, som en logisk Følge a f Vesthærens Svækkelse ved Afgivelser til Østfronten, maatte foretages, f. Eks. Syd for Arras, vilcle General v. Falkenhayn, da det kom til Stykket, ikke gaa med til, og endnu mindre til en almindelig Tilbagedragning af Vestfronten — dette til Trods for, at der baade fra 1. og 6. Armés Side blev stillet ham Forslag i saa Henseende. Han berøvede derved sig selv den store Fordel at kunne oprette Reserver mod den vestlige Modstander og at kunne tilsende Østhæren yderligere Forstærkninger.

De herefter paa Vestfronten indtrufne Begivenheder behandles i 6. A fsnit, „Krigen i Vest indtil Aarsskiftet“ , men skal a f Hensyn til Kontinuiteten i Frem stillingen omtales med det samme. Den 20. November rullede Troppetogene fra Vest mod Øst, men ikke, som oprindelig bestemt, med 4 å 5 Armékorps paa een Gang, men med Transporterne fo rdelt paa et Tidsrum a f 14 Dage. Den 4. December var II og X III Armékorps og III og X X IV Reservekorps undervejs til eller allerede ankommet til den østlige K rig sskueplads. A f de 8 saaledes befordrede Divisioner var 5 tagne fra 6. Armé, 2 fra 4. og 1 med Halvdelen fra 5. Armé og Halvdelen fra Arméafdeling v. Strantz. Samtidig hermed blev de Tropper, der fra andre Steder af Vestfronten havde forstærket 4. og 6. Armé under Ypres-Kampene, sendt tilbage, og Vesthærens Ordre de bataille ændret. Den 25. November bestemtes, at Vesthæren skulde leddeles i 3 Hærgrupper: højre, bestaaende a f 4., 6. og 2. Armé, under Kronprins Rupprecht af Bayern, midterste — med 1., 7. og 3. Armé — under Generaloberst v. Heeringen og venstre, omfattende 5. Armé, samt Arm éafdelingerne v. Strantz, v. Falkenhausen og Gåede, under Kronprinsen a f Preussen. Det var en Mangel ved denne Ordning, at Hærgruppeførerne beholdt Kommandoen over deres egne Arméer (henholdsvis 6., 7. og 5.). Endvidere udgik samme Dag Øverste Hærledelses „Allgemeine Bemerkungen“ , en Vejledning i Vesthærens Forhold i Stillingskrig. Den ledende Tanke i denne Instruktion, som er gengivet in extenso i Arkivværket (Side 480— 482), rummes i sidste Sætning i Pkt. 1: Was genommen ist, muss unbedingt gehalten werden“ . Forreste Linie skulde udbygges saa kra ftigt som muligt og forsvares til det yderste, samtidig med at smaa, offensive Foretagender fra Tid til anden blev udført for at vinde Terrain. Med det Formaal for Øje at skabe større Sikkerhed mod Gennembrud skulde „et den sejgeste Modstand begunstigende System a f Forsvarsstillinger og Batterianlæg“ tilvejebringes tæt bag forreste Linie. Instruktionen omtalte, men fordrede ikke, Udbygningen a f „særlige, store Optagestillinger“ længere tilbage, men stillede sig absolut afvisende overfor en frivillig Tilbagegang til saadanne Stillinger. Endelig blev det meget kra ftig t fremhævet, „at Viljen til at komme fremad under ingen Omstændigheder maatte slumre ind“ ; „täte er es an irgendeiner Stelle, so würde die Gefahr des Verlustes des Feldzuges nahe herauf beschworen werden“ . Det ses saaledes, at Hovedforsvaret — i Overenstemmelse med de den Gang i den tyske Hær gældende Grundsætninger for Bevægelseskrig — skulde føres i forreste Linie, og at bagved værende Linier kun skulde skabe forøget Mulighed for at standse og kaste en F jende, der havde bemægtiget sig en Del a f første Linie. E fte r disse Principper udbyggede Tyskerne i November— December den ca. 700 km lange Vestfront mellem Nieuport ved Nordsøen og den schweiziske Grænse, samtidig med at Fjenden ogsaa forstærkede sin parallelt løbende Stilling. Mellem Nieuport og Oise Sydvest for Noyon var Frontens Hovedretning Nord— Syd, derefter Vest— Øst indtil Nord for Verdun, saa fulgte „La Hernie de St. M ihiel“ , hvorpaa Linien Syd for Metz fo rtsattes i sydlig Retning indtil den schweiziske Grænse mellem Belfort og Basel. Perioden indtil medio December forløb uden større Kampe, men derpaa greb de Allierede, for at hindre, at alt for mange tyske Tropper blev overflyttet til den østlige Krigsskueplads, Offensiven paa hele Fronten. I Artois begyndte 10. franske Armé, General de Maud’huy, den 17. og i Champagne 4. franske Armé, General de Langle de Cary, den 20. December Hovedangrebene, der i det hele og store mislykkedes, ligesom de andre Arméers Angreb paa den øvrige Front heller ikke førte til større Resultater. Ved Juletid var samtlige Angrebsoperationer, som General Joffre iøvrigt, efter alt, hvad der foreligger, ikke havde ventet sig meget af, i Hovedsagen ophørt. 6. A fsnit afsluttes med et Kapitel om „Udviklingen a f Stilling skrig en“ , en interessant Redegørelse for Stiliingskrigens Tilblivelse, samt dens Taktik og Teknik omkring Udgangen af 1914.

E fte r denne Skildring a f en tysk Krigsførelse, der ikke prægedes a f Viljen til at sætte alt ind paa et stort, strategisk Maal, men snarere a f „Haushalten und Durchhalten“ , med hvilket Udtryk den Falkenhaynske Strategi er blevet karakteriseret, skifter Billedet ganske i 3. A fsnit, „Krigen i Øst indtil Sejren ved Kutno“ . Allerede fra den 20. Oktober havde Generaloberst v. Hindenburg og hans Stabschef begyndt at overveje Spørgsmaalet om, hvorledes Operationerne mod den russiske Overmagt bedst kunde føres videre efter 9. Armés Tilbagetog i Sydpolen, og de fattede, som omtalt i det foregaaende, snart den geniale Tanke at udnytte det gunstige Jernbanenet i Schlesien til hurtigt at føre Størstedelen a f den tilbagegaaende Armé mod Nord til Egnen ved Thorn for herfra at rette et lammende Stød mod de forfølgende russiske Hæres højre Flanke. Denne storslaaede Plan var et tydeligt Vidnesbyrd om, at den tyske Krigsførelse i Øst blev ledet a f Hærførere, der fuldt havde tilegnet sig de strategiske Grundsætninger, som Moltke den ældre og Schlieffen havde doceret. E fte r at Generaloberst v. Hindenburg den 1. November var bleven udnævnt til „Oberbefehlshaber Ost“ , fik han den Handlefrihed, han maatte have for at kunne gennemføre sine Hensigter saa energisk som muligt. Foruden de mangfoldige Foranstaltninger, der tog direkte Sigte paa den ny Operation, maatte meget andet ordnes. Der blev saaledes tru ffet Forberedelser til Forsvaret af Fæstningerne paa Østfronten. Langs Grænsen blev der anlagt Stillinger, og Jernbaner, Broer og Bjergværker blev forberedt til Ødelæggelse for at berede Russerne Vanskeligheder under en eventuel Invasion. Nye Afdelinger blev oprettet a f Fæstningsbesætningerne, Landeværn og Landstorm.

Under de tidligere Operationer havde Russerne udvist stor Uforsigtighed med Benyttelse a f Radiotelegrafen, og de tyske og østrig-ungarnske Arméer havde som Følge heraf ofte i rette Tid faaet Kendskab til den Fa ­ re, som truede dem. Den 3. November om Morgenen opfangedes et yderst værdifuldt, a f 2. russiske Armé udsendt, traadlost Telegram, som bragte den tyske Hærledelse fuld Klarhed over Russernes Hensigter i den nærmeste Fremtid. Det lød saaledes: „Overkommandoen har befalet, at 2. og 5. Armé den 3. November skal fo rblive i de nuværende Stillinger. 2. Armés Korps graver sig energisk ned paa den a f dem besatte Front og bevarer under alle Forhold ubetinget Føling med F jenden ......Dele a f General Rennenkampfs Armé paa venstre Bred a f Weichsel forbliver i Rummet Plozk-Gostynin, 5. Armé paa Fronten M surki— Pschedborsh (i T ilslutning til venstre Fløj af 2. Armé). Scheidemann. 2. Armé.“ „Sjældent har“ , bemærker Arkivværket (Side 46), „en Feltherre under Bevægelseskrig haft et saa sikkert Grundlag for sine Beslutninger som den tyske Østhærs Fører den 3. November 1914; Modstanderens Styrke, Leddeling og øjeblikkelige Opstilling var konstateret; man vidste kun ikke, naar Russerne vilde genoptage Fremrykningen, men kunde med rimelig Sikkerhed gaa ud fra, at dette i det mindste vilde vare nogle Dage.“ 9. tyske Armé var den 3. November naaet til Omraadet Nord for Schlesiens sydøstligste Hjørne; udfor dens højre Flø j var 1. østrig-ungarnske Armé under Tilbagegang med udvendig Fløj mod Krakau. Samme Dag udgik Befalingen til den tyske Omgruppering. XI, X V II og X X Armékorps skulde dirigeres til Egnen Syd for Thorn mellem Weichsel og Warthe for sammen med Dele a f 8. tyske Armé at fo rmeres som en ny 9. Armé under General v. Mackensen. Resten a f 9. Armé fik Ordre til dels at beskytte Øvreschlesien (G. R. og Lv. K. v. Woyrsch), dels Grænsen Øst for Breslau (Div. v. Bredow og 3. R. D.), samt til samtidig at dække Jernbanetransporterne. Det til Arméen hørende Kavallerikorps (5., 8. samt 7. ø.-u. K. D.), som fra den 5. November stilledes under Befaling a f General v. Frommel, skulde foreløbig blive ved Rigsgrænsen Nord for Kalisch for at forhindre russisk Kavalleri i at trænge ind paa tysk Territorium . Den 4. November begyndte Marcherne ved 9. Armé, den 6. Jernbanetransporterne, og om Aftenen den 10. November var Arméen — XI, X V II og X X A. K., I og X X V R. K „ 3. G. I. D. og K. K. v. Richthofen (6. og 9. K. D.) — klar til Fremrykningen den følgende Dag. Opmarchen var bleven gennemført med imponerende Præcision og Hurtighed. Der var dog det at bemærke, at de Hærdele (I og X X V R. K.), 8. Armé havde afgivet, var mødt med omtrent tomme Ammunitionsvogne og uden det særlig tildelte, tunge Artilleri. Denne Omstændighed, i Forbindelse med andre Divergenser mellem Generaloberst v. Hindenburg og General v. François, bevirkede, at sidstnævnte den 7. November maatte afgive Kommandoen til General Otto v. Below.

Under de mellemfaldende Dages Forhandlinger mellem Generalerne v. Hindenburg og Conrad v. Hôtzendorf havde, som saa ofte før, store Uoverensstemmelser givet sig til Kende — denne Gang særlig med Hensyn til 1. østrig-ungarnske Armés Anvendelse. Førstnævnte ønskede, at denne Armé skulde optage et kra ftigt Forsvar bag Nida, idet venstre Flø j blev bøjet tilbage mod Vest, hvorimod sidstnævnte først vilde lade Arméen standse i Nærheden a f Schlesiens Grænse. Diskussionen antog en saa skarp Form, at General v. Falkenhayn den 7. November maatte opfordre den tyske Hærledelse i Øst til at medvirke til, at der ved alle Forhandlinger med Østrigerne blev taget „ethvert muligt kammeratligt Hensyn“ (Side 53). Den østrig-ungarnske Generalstabschef satte imidlertid sin Vilje igennem, saaledes at 1. Armé den 10. November stod ca. 10 km Øst for det schlesiske Industriomraade (Beuthen-Kattowitz), Front mod Nordøst. I Tilslutning til Arméens venstre Flø j var det tyske Gardereservekorps og nordligere Landeværnskorps v. Woyrsch i Stilling. General Conrad v. Hotzendorf, der stadig havde været ængstelig for den østrig-ungarnske Hærs venstre Flanke, havde den 8. November yderligere bestemt, at hele 2. Armé skulde transporteres fra Karpaterne til Schlesien for at sættes ind til venstre (Nord) for Korps v. Woyrsch. Disse Transporter var allerede begyndt den 10. November. Af de østrig-ungarnske øvrige Tropper befandt 4. Armé sig ved Krakau, længere Østpaa, mellem Weichsel og Karpaterne og i Karpaterne, 3. Armé for at forsvare Tilgangene til Ungarn, og østligere endnu andre Forsvarsgrupper. Hvad Forholdene paa Fjendens Side angaar, var, som alt bemærket, den tyske Overkommando Øst ualmindelig godt underrettet. Den vidste saaledes, at 4 russiske Arméer (2., 5., 4. og 9.) stod paa Strækningen fra Vest for Lodz til Weichsel Øst for Krakau, nordligst 2. Armé, som havde en stærk Echelon (Il A. K.) bagud til højre for sin højre Flø j ved Unjejow, samt at 1. russiske Armés Hovedmasse fandtes i Omraadet Nord for Warschau, men at 1 Armékorps (V sib.) var detacheret til Wlozlawek ca. 50 km Sydøst for Thorn. Den 11. November rykkede 9. tyske Armé med venstre Fløj langs Weichsel og Korpsene omtrent paa Hø jde med hinanden frem mod Linien Lodz— Lowitsch. Fra højre Flø j til venstre marcherede Korpsene i Ordenen: XI, X V I I og X X A. K., I og X X V R. K., Kavallerikorpset foran venstre Fløj. Fo r at bortlede F jendens Opmærksomhed og binde hans Kræ fter Nord for Weichsel gik Landeværnsformationer (ca. 4 Brigader) samtidig fra Thorn og Grænsen Nord herfor frem paa højre Side a f Floden. Arméens første Maal maatte være det isolerede V sibiriske Korps ved Wlozlawek. Dette blev den 12. og 13. November angrebet a f I og X X V Reservekorps i Fronten, medens X X Armékorps, samt Kavallerikorpset søgte at omfatte fra Syd. Ikke des mindre lykkedes^ det, efter at have ydet kra ftig Modstand, det russiske Korps at undkomme*) i østlig Retning, hvor det atter satte sig fast. De øvrige tyske Korps naaede uden større Vanskeligheder de befalede Marchmaal. Udfaldet a f „Slaget ved Wlozlawek“ „havde ikke fuldt svaret til Forventningerne“ (Side 69), thi til Trods for talmæssig Overlegenhed (45 Batailloner, 61 Eskadroner og 260 Kanoner paa tysk Side mod henholdsvis 251/2, ;;W og 102 paa russisk) havde Tyskerne kun tilkæmpet sig en „ordinær Sejr“ . Baade i disse og de følgende Dage var den russiske Radiotelegraf tjeneste Tyskerne til stor Nytte, idet den saa at sige kontinuerlig orienterede dem om Modstandernes Opfattelse a f Situationen og Hensigter. Den 14. November genoptog 9. Armé Frem rykningen, som for de 3 Armékorps paa højre Fløj havde D irektion med Lentschyza (45 km N.V. f. Lodz), altsaa mod 2. russiske Armés højre Flanke og Ryg, der dækkedes a f II Armékorps Nord for førstnævnte By og nordligere a f det svækkede V sibiriske Korps, mellem hvilke Gardekosakdivisionen var indskudt. Den russiske ca. 50 km brede Front mellem Lentschyza og Weichsel var følgelig tyndt besat og maatte i haarde Kampe indtil den 16. Novbr. — Slaget ved Kutno — give efter fo r Trykket a f de tyske Tropper, som tilkæmpede sig en Gennembrudssejr. Gennembrudet var ganske vist ikke særlig dybt, men havde den betydningsfulde Følge, at den russiske Styrke under Tilbagegangen blev sprængt i to fra hinanden adskilte Modstandsgrupper, hvoraf den ene (II A. K „ V og Dele a f V I sib. K.) i Øst gik i Stilling ved og Nord for Lowitsch til fornyet Modstand, medens den anden — væsentligst 2. Armé — i Syd blev trængt sammen omkring og i Lodz. Den 16. November om Aftenen var 9. tyske Armés Hovedkræfter — XI, XV II, X X A. K „ X X V R. K. — svinget mod Syd om højre Fløj og stod paa en Linie i Vest — Øst over Lentschyza med 3. Gardeinfanteridivision som Arméreserve en Dagsmarch bag højre Fløj. 1 Reservekorps var Syd for Plozk i Kampføling med V sibiriske Korps, og mellem Reservekorpset og Arm éfrontens venstre Flø j opererede Kavallerikorpset v. Richtliofen mod det i østlig Retning tilbagegaaende, meget medtagne II russiske Armékorps. Armefrontens højre Flanke blev dækket a f Kavallerikorpset v. Frommel, foruden a f Korps Posen (3 Landstormsbrigader med lidt A rtille ri), der, efter at være formeret, var blevet underlagt Arméen og nu stod paa russisk Territorium Nordøst for Kalisch. I Slaget ved Kutno havde 91/0 tysk Infanteridivision og 2 Kavalleridivisioner kæmpet mod 6 russiske Infanteri- og 2 Kavalleridivisioner og taget ca. 20,000 Fanger, men kun 70 Maskingeværer og 11 Kanoner. A r ­ kivværket, der ikke ser sig i Stand til at oplyse de tyske Tab, skønner, at Russerne yderligere har mistet mindst ca. 20,000 døde og saarede. Fo r Helhedssituationen betød Slaget, at der nu var slaaet Hul i Flanken paa den mod Tyskland rettede, russiske Angrebsfront.

E fter i U. A fsnit, „Die Wandlung in den Entschlüssen des Generals v. Falkenhayn“ at have gjort Rede for hvorledes Øverste Hærledelse, trods indtrængende, gentagne Anmodninger fra Generaloberst v. Hindenburg om snarlig, samtidig Afsendelse a f de for Østfronten bestemte Forstærkninger, den 18. November ændrede sin oprindelige Bestemmelse derhen, at disse skulde tilgaa lidt efter lidt, fortsætter Rigsarkivet i 5. A fsnit, der rummer over Halvdelen a f V I Binds Text, Skildringen a f „Krigen i Øst indtil Slutningen a f 1914.“ . Fo r at ordne Kommandoforholdene paa Fronten Nordvest for Krakau, hvor 2. østrig-ungarnske Armé den 13. November var begyndt at opmarchere til venstre (Nord) for Landeværnskorpset v. Woyrsch, blev de to Hærledelser i Øst enige om, at nævnte Armé skulde underlægges General v. Woyrsch, men denne sidste atter Ærkehertug Friederich. Paa denne Maade formeredes Arméen v. Woyrsch, bestaaende a f det tyske Landeværnskorps og Gardereservekorps, samt 2. østrig-ungarnske Armé (IV og X II Korps). Derimod var Generalerne v. Hindenburg og Conrad v. Hötzendorf uenige med Hensyn til Tidspunktet for en planlagt Offensiv a f 4- og derefter 1. fistrig-ung arnske Armé mod den russiske Sydflanke Nord og Nordøst for Krakau. Hindenburg ønskede, at Angrebet først blev udført, naar Russerne var løbet fast mod 1. Armés’ Stillinger Nordvest for Krakau, men Conrad vilde allerede den 16. November begynde Operationen, og han fastholdt og gennemførte sin Hensigt. Slaget ved Lodz, der udkæmpedes den 17.— 25. November, og navnlig Gennembrudet ved Bshesiny, hvor det nyoprettede X X V Reservekorps, under General, Friherre v. Scheffer-Boyadel, og 3. Gardeinfanteridivision, ført a f den 65-aarige Generalløjtnant Litzmann, den bekendte Militæ rforfatter, vandt krigshistorisk Berømmelse, behandles væsentlig mere detailleret end de fleste øvrige Begivenheder, V I Bind refererer og kommenterer. Den særlige Ære, der saaledes — bevidst fra U darbejdernes Side — vises 9. Armés Operationer ved Lodz, er saare forstaaelig og fuldt berettiget, thi enhver Fagmand vil kunne underskrive Rigsarkivets Udtalelse (Side 225) om, at „Führung und Truppe haben in den Kämpfen bei Lodz das Höchste geleistet, was zu leisten w ar“ . I det følgende skal Slagets Forløb skildres i meget store Træk. Da General v. Mackensen den 16. November havde grundet Formodning om, at russiske Kræ fter allerede var undervejs for at forstærke 2. og 1. russiske Armé og navnlig genoprette Sammenhængen mellem de to Fronter, besluttede han at forekomme Russernes Planer ved i Løbet a f Natten til den 17. November hurtigst muligt at lade 9. Armé — - med Hoveddirektion paa Lodz — støde ind i det 50 km brede Mellemrum mellem A r ­ méerne. Medens Korps Posen fra Kalisch skulde rykke til Warta, og Kavallerikorpset v. Frommel fik Pabianitze Sydsydvest for Lodz som Maal, blev højre Fløjkorps — X I — befalet til at gaa frem mod Sydøst med venstre Fløj paa Lodz. De afgørende Bevægelser skulde imidlertid udføres a f Arméens Østfløj, X V II og X X Armékorps, samt Kavallerikorpset v. Richthofen, der skulde naa henholdsvis Sgjersh (10 km Nord for Lodz), det vigtige Vejknudepunkt Bshesiny (25 km Øst for Lodz) og Terrainet ca. 15 km Syd for Bshesiny. X X V Reservekorps og 3. Gardeinfanteridivision skulde i 2. Linie følge Østfløjen, og endelig tilfald t Sikringen a f Arméens venstre Flanke fremdeles det Nord for Lowitsch detacherede I Reservekorps. Operationen var saaledes anlagt som en meget d ristig, overfløjende Forfølgning, der tilsigtede en Indkredsning a f de russiske Styrker ved Lodz — X X III, II sibiriske, IV og I Armékorps, alle a f 2. Armé, hvis Vestflanke blev dækket a f Kavallerikorpset Nowikow ved Warta.

De fleste a f de som Nattemarcher befalede Bevægelser kunde dog, da Armébefalingen var kommen Tropperne for sent i Hænde, først begynde ved Daggry den 17. November og var, naar X X Armékorps, som endnu manglede 10 km af Etapen, og de to Kavallerikorps undtages, gennemført — til Dels under Kamp — indtil Mørkets Frembrud. Følgen a f X X Armékorps’ F o rsinkelse blev, at X X V Reservekorps og 3. Gardeinfanteridivision, hvilken sidste den 17. November havde marcheret 45 km og hver a f de foregaaende 3 Dage 40 km, blev beordret til den 18. November at overtage dette Armékorps’ Rolle. Den 18. November fortsattes derpaa Frem rykningen under heftige Kampe, og om Aftenen stod Arm éen i en Bue Vest (X I A. K.), Nord (X V II A. K.) og Nordøst (X X A. K.) fo r Lodz med X X V Reservekorps og 3. Gardeinfanteridivision som fremskudt Echelon ved og Syd for Bshesiny foran venstre Arméfløj. Korps Posen var naaet Warta, hvorimod Kavallerikorpset v. Frommel var blevet standset ved Schadek (ca. 25 km Vest fo r det befalede Maal Pabianitze) a f Kavallerikorpset Nowikow, forstærket med Fodfolk. Kavallerikorpset v. Richthofen, der ligesom 3. Gardeinfanteridivision var blevet underlagt General, Friherre v. Scheffer-Boyadel, sikrede venstre Fløjechelon i Fron t og Ryg. Armébefalingen for den 19. November gik ud paa, at Indeslutningsoperationerne skulde fortsættes ved Angreb mod Sydøst a f X I Armékorps og ved Indsvingning a f X X Armékorps og Gruppen v. Scheffer paa en Front i Nord— Syd Sydøst fo r Lodz med efterfølgende Offensiv mod Vest mod 2. russiske Armés Ryg Syd for Byen. Paa hele den tyske Front Nord og Vest fo r Lodz mislykkedes imidlertid disse Angreb, og X I Arm ékorps’ Svingningsfløj blev endog a f overlegne, russiske, nyankomne Tropper — X IX og I sibiriske Korps a f 5. Armé — tvunget en halv Snes km tilbage moct Nord. Ogsaa X X Armékorps mødte uventet, haard Modstand og gjorde kun betydningsløse Fremskridt. Derimod rykkede Gruppen v. Scheffer — efter 15— 25 km March, som ikke hindredes væsentligt fra Fjendens Side — planmæssigt ind i den befalede Udgangslinie. Den 19. November om Eftermiddagen blev General v. Mackensen, gennem den russiske, for Tyskernes E f ­ terretningstjeneste saa overordentlig nyttige traadløse Telegraf, nøje orienteret om Fjendens Hensigter: Forsvar eller endog Angreb a f 5. og 2. Armé ved Lodz, Angreb a f 1. Armé over Weichsel og Lowitsch-Skjernewize (altsaa i Ryggen paa den tyske Armés venstre Flø j) og en Sejr ved Bshesiny som det fælles Maal. Men den tyske Hærfører lod sig ikke afskrække; han vilde, som hidtil, diktere Modstanderen Lovene for dennes Optræden, gav Ordre til „rücksichtslose Offensive“ den følgende Dag og betonede kraftigt, at Felttogets Afgørelse beroede paa X X Armékorps’ og Gruppen v. Scheffers Angreb. Den 20. og 21. November kæmpedes der videre overalt, men kun Gruppen v. Scheffer vandt fremad i vestlig Retning Syd og Sydøst for Lodz uden dog at kunne bryde den fjendtlige Modstand. Det russiske Tryk fra Syd mærkedes mere og mere, og den 21. maatte Vo50. Reservedivision og 6. Kavalleridivision gaa i Stilling for at dække Gruppens venstre Flanke mod stærke, russiske Angreb, hvori bl. a. Kavallerikorpset Nowikow, som i Vest var blevet afløst a f andre russiske Styrker, deltog. Den med saa stor Energi ved Dag som ved Nat fo rtsatte Omfatningsoperation maatte opgives den 22. November. Meget betydelige, russiske Kræ fter — 41/2 D ivision Infanteri og 2 Kavalleridivisioner a f 1. Armé — angreb X X Armékorps’ Flanke og truede dets Ryg saa stærkt, at dette Korps maatte boje venstre Flø j tilbage mod Nord og senere endog mod Nordvest. I Stedet for at omfatte var 9. Armé nu selv omfattet paa Østfløjen, og den Syd og Sydøst for Lodz kæmpende Gruppe v. Scheffer isoleret og omgivet a f Fjender paa alle Kanter. Under disse Omstændigheder saa Gener-al v. Mackensen sig hen paa Eftermiddagen nødsaget til (pr. traadløs Telegraf) at kalde denne Gruppe tilbage, idet den beordredes til at angribe over Bshesiny og Strykow, altsaa i nordlig og senere nordvestlig Retning. I de følgende to Dage kæmpede 9. Armés Hovedmasse med stor Tapperhed mod den russiske Overmagt og holdt i det hele Stillingen. Derimod syntes den a f Kampe, Marcher og Sult udmattede Gruppe v. Scheffer, hvis Situation var værre end Russernes ved Tannenberg, redningsløst fortabt. Ved utrolige Anstrengelser og under uafbrudte Kampe mod de i det hele slet fø rte russiske Hærdele lykkedes det dog 3. Gardeinfanteridivision Natten 23./24. November og X X V Reservekorps den 24. November ved Middagstid at slaa sig igennem ved Bshesiny, medens Kavallerikorpset v. Richthofen opholdt Fjenden i Syd. Men endnu stod russiske Tropper mellem Gruppen og X X Armékorps.

Fo r om muligt at hjælpe denne angreb dette Korps den 25. November den overfor dets Front værende russiske Styrke, 4 Divisioner. Samtidig kæmpede Gruppen v. Scheffer sig tappert frem mod Nord, og overfor dette dobbelte Angreb veg Russerne, der ogsaa frygtede et Angreb fra Lowitsch, mod Øst, saa at General v. Scheffers heltemodige Skare endelig hen paa E fterm iddagen var i Sikkerhed paa X X Armékorps’ venstre Fløj ved Strykow. Ogsaa Kavallerikorpset v. Richthofen, der med stor Energi havde holdt den efterfølgende Modstander i Skak, var reddet og stod Sydøst for X X V Armékorps i Kampføling med det russiske Kavallerikorps Nowikow. 3 tyske Infanteri- og 2 Kavalleridivisioner med 200 Kanoner havde undgaaet Fangenskabet. I de 6 Dages Kampe var Infanteriet i Gruppen v. Scheffer svundet ind til 6000 Mand, men ikke desmindre medbragtes 16,000 fangne Russere og 64 erobrede Kanoner, foruden 2000 saarede a f egen Styrke. Gennembrudet ved Bshesiny har næppe noget Sidestykke i Krigshistorien. Det var en mægtig Vaabendaad, som ogsaa Russerne, der var saa sikre paa Sejren, at de havde stillet tomme Troppetog rede til Transport a f de tyske Fanger, værdsatte efter Fortjeneste. Det store, russiske Dagblad „Birshewija Wjedomosti“ skrev saaledes, at de tyske Krigere ved Bshesiny „havde vundet alle russiske Militæres agtelsesfulde Beundring“ (Side 224). Med Kampene den 25. November var det tyske Flankestød mod Lodz bragt til foreløbig Afslutning. 9. Armés Front var atter sluttet, og venstre Flanke blev behørigt dækket a f I Reservekorps Nordvest for Lowitsch.

I det følgende skildres de russiske Operationer fra Begyndelsen a f November indtil den 25. s. M. A f denne interesante Redegørelse fremgaar tydeligt, at den russiske Foring Gang paa Gang har svigtet. Denne fundamentale Mangel gav sig særlig til Kende i den sidste, for 9. tyske Armé kritiske Periode a f Slaget ved Lodz og bidrog væsentligt til, at Tyskerne slap for et alvorligt Nederlag. Nogle Exempler skal anføres: General Russki, den Øverstbefalende for Nordvestfrontens Hærgruppe (1., 2., 5. og 10. Armé), viste sig ikke i Besiddelse a f den aandelige K ra ft og Beslutsomhed, som er en Forudsætning for at naa de store Resultater. Den 22. November kom han til den Erkendelse, at yderligere Angreb var uigennemførlige, og han besluttede derfor at lade 1., 2. og 5. Armé gaa tilbage ved en Svingning mod Øst om højre Fløj. For at muliggøre denne Bevægelse, der senest skulde udføres Natten til den 24. November, vilde han forst lade Tropperne Syd og Øst for Lodz angribe endnu en Gang den 23. November. Hen paa Eftermiddagen den 22. udskød han imidlertid, under Paavirkning a f Generalerne Rennenkampf (1. Armé) og Plehwe (5. Armé), den endelige Beslutning til den 23. om Aftenen og gjorde den afhængig af, om Situationen i Løbet a f denne Dag ændrede sig „afgorende til vor Fordel“ (Side 244). Da han den 23. November modtog Melding om, at de Dele a f Gruppen v. Scheffer, der var naaet frem til Egnen Syd for Lodz, var begyndt at gaa tilbage, opgav han sine Tilbagetogsplaner og befalede tværtimod, at 1. Armé og de mod General v. Scheffer opererende Kræ fter skulde fo rny Angrebene og fortsætte med en kra ftig Offensiv om Natten. Denne Befaling naaede dog slet ikke til Ud førelse: 1. Armé var for udmattet, og General Plehwe ansaa — med LTrette — de indesluttede, tyske Troppers Stilling for saa haablos, at et Natangreb slet ikke var nødvendigt for at bringe dem til at kapitulere. General Rennenkampfs for Tvskerne saa farlige O ffensiv mod 9. Armés venstre Flanke og Ryg prægedes a f langsomme, tovende Bevægelser og stykkevis Indsættelse a f Kræfterne. Derimod udsendte Generalerne Plehwe og Scheidemann (2. Armé) i det samme Tidsrum (23.— 25. November) den ene skarpt formulerede Angrebs- og Forfølgningsbefaling efter den anden, men her var det galt fat med de underlagte Divisions- og Armékorpschefer, som saa at sige ikke reagerede. De Troppestyrker, som fra Vest (10. I. D. og 1. sib. I. D.), Syd (K. K. Nowikow), Nord (I. A. K. og 6. sib. I. D.) og Nordøst (G. Kos. D. og Kauk. K. D.) skulde fastholde og tilintetgøre den omringede Gruppe v. Schef fer, angreb slapt eller slet ikke, ja bevarede i flere Tilfælde ikke en Gang Følingen med den bortdragende Modstander. Den 25. November var en russisk Sejr endnu overvejende sandsynlig; men da ødelagde den ved Strykow kommanderende General, Tschurin (II A. K.) alle Chancer ved, paa Efterretning om, at ikke blot Bshesiny, men ogsaa — hvad der var falsk — Lowitsch var i tyske Hænder, at beordre Tilbagegang i østlig Retning. Herved gav han Gruppen v. Schef fer Vejen til F relse fri. Man faar i det hele det Indtryk, at kun yderst faa a f de russiske Generaler ved Lodz har stillet sig selv det kendte Fochske Spørgsmaal: „De quoi s’agit-il?“ , og at endnu færre har formaaet at besvare det formaalstj enligt. De Betragtninger, Rigsarkivet knytter til de omtalte Operationer, er i det væsentlige refereret i al Korthed tidligere. General v. Mackensens Sejrsvilje, urokkelige Tro paa sine Troppers overlegne Kampkraft og Manøvreevne og hans følgerigtige, dristige Beslutninger anerkendes uforbeholdent. A t han ikke fuldt naaede, hvad han tilsigtede, maa udelukkende tilskrives Fjendens for store Overmagt. Han begyndte Fremrykningen med 11 Infanteri- og 5 Kavalleridivisioner mod henholdsvis 4 og 5 russiske. Da Operationsstilstanden indtraadte den 25. November, var 9. tyske Armé kun forstærket med 5 svage, i Bevægelseskrig næppe anvendelige Landstormsbrigader, men det fjendtlige Fodfolk forøget til 26(/> Division. Ialt kæmpede ved Lodz 123 tyske Batailloner med 800 Kanoner mod 204 russiske med 750 K anoner og ved Lowitsch 34 tyske Batailloner med 100 Kanoner mod 160 russiske Batailloner med 384 Kanoner. Desuagtet tog Tyskerne i disse Kampe 40,000 Fanger, samt 70 Kanoner og 165 Maskingeværer. De tyske Operationer ved Wlozlawek, Kutno og Lodz hører utvivlsomt til Verdenskrigens smukkeste. De var rige paa dristige Idéer og kraftig Handling og viser, hvilken Kraft selv en langt svagere Armé kan udfolde, naar Ledelse og Tropper har Evne og Vilje til store, energiske Foretagender.

Medens der blev kæmpet ved Lodz, begyndte i Syd den store østrig-ungarnske Offensiv, Slaget Nord for Krakau. De heri deltagende Styrker v a r: 4. østrig-ungarnske Armé (12 I. D., 2 K. D.) — under Ærkehertug Joseph Ferdinand — snevert koncentreret ved og direkte beskyttet a f Fæstningen Krakau; 1. østrig-ungarnske Armé (forstærket til 13(/> I. D. og 2 K. D.) — under General Dankl — i en 60 km bred Stilling Nordvest for Krakau, Front Østnordost; Arméen v. Woyrsch nordvestligere med den underlagte, men endnu ikke fuldt opmarcherede 2. østrig-unganiske Armé (General v. Bohm-Ermolli) paa venstre Fløj. Ialt havde General Conrad v. Hotzendorf Nord for Weichsel samlet ca. 32 østrig-ungarnske og tyske Divisioner mod ca. 20 russiske og yderligere forstærket 4. Armé, der skulde udføre Hovedangrebet, med 30 svære Batterier, deriblandt flere 30,5 og 24 cm Morterer, afgivne af Fæstningen Ivrakaus bevægelige A rtilleri. Paa Angrebsdagen, den 16. November, blev 4. Armé stærkt forsinket „paa Grund a f Friktioner under Passagen a f Krakau“ (Side 239), og først henimod M ørkets Frembrud stødte Fodfolket en halv Snes km udenfor Fortrækken paa de forreste, russiske Stillinger. Heller ikke 1. Armé, som skulde følge 4.s Bevægelser, kom synderligt fremad. Angrebet blev derfor udsat til den 17., men herved var ogsaa Overraskelsesmomentet gaaet tabt. I de følgende Dage trykkedes den russiske Front noget tilbage, men den østrig-ungarnske Hærs Kampkraft var for ringe til at frembringe Resultater af Betydning, og da den 23. November Kampen om Lodz foreløbig var opgivet, ebbede ogsaa den med saa store Forventninger imødesete Operation Nord for Krakau ud. De tre Arméer havde taget henved 30,000 Fanger, men havde lidt store Tab, 70,000— 80,000 Mand.

Paa 9. tyske Armés Front ved Lodz indskrænkede Kampvirksomheden sig indtil den 29. November til Gevær- og Kanonild; hvor de to Modstandere laa tæt ved hinanden, kæmpedes der ogsaa med Minekastere, Gevær- og Ilaandgranater. Men paa den venstre (nordlige) Arméfløj forte I Reservekorps under dets dygtige Chef, General v. Morgen, samtidig heftige, i det hele heldige Kampe, hvori Russerne — skønt betydelig overlegne i Antal — mistede mange Fanger (fra I L til 30. November ialt 30,000, foruden 60 Kanoner). Den 26. November var Reservekorpset blevet forstærket med en Infanteridivision (1.), afgivet af 8. Armé i Østpreussen. Uagtet denne Armés fortrinlige Fører, General Otto v. Below, kæmpede mod den langt stærkere 10. russiske Armé og derfor havde haardt Brug for alle sine underlagte Troppestyrker, tilbød han den 21. November, da han havde bragt 9. Armés vanskelige Situation ved Lodz i Erfaring , af egen D rift at afgive denne Elitedivision, for at den kunde anvendes dér. hvor Hovedafgørelsen søgtes, og Generaloberst v. Hindenburg modtog dette uselviske Tilbud. I Slutningen a f November begyndte de saa længselsfuldt ventede Forstærkninger fra Vestfronten at ankomme. De første var II Armékorps og 48. Reservedivision (X X IV R. K.). som Generalfeltmarskal v. Hindenburg (udnævnt i den nye Grad den 27. November) tildelte 9. Armé, der satte disse Styrker ind paa høire Fløj, p ,X III Armékorps, som blev dirigeret til 9. Armés venstre Fløj, og 47. Reservedivision (X X IV R. K .l, der paa Anmodning a f den østrig-ungarnske Hærledelse blev stillet til dennes Raadighed og sendt til Krakau. Den 30. November genoptog 9. tyske Armé Operationerne mod Lodz. De blev udført paa en ganske anden Maade end de tidligere, idel. Angrebet blev foretaget echelonvis fra højre Fløj (II Armékorps) for derpaa efterhaanden at udstrækkes til venstre Fløj. Kampene fortes næsten udelukkende frontalt, og Fremskridtene blev, da de tyske Tropper var trætte og desuden manglede Ammunition, kun smaa og som oftest afhængige a f Modstanderens frivillige Tilbagegang. Sydligere fulgte Arméen v. Woyrsch Bevægelsen. Et relativt stort Resultat naaedes først den 6. December, da Lodz blev besat uden Modstand, efter at Russerne meget behændigt og uden at efterlade Personel eller Materiel havde rømmet Byen. Betydningen a f Lodz’ Fald var først og fremmest, at „den russiske Damptromle“ , som 3 Uger tidligere havde sat sig i Bevægelse mod den tyske Grænse, nu var standset og tvunget til at vende om : Russerne stod ikke i Schlesien og Posen, tværtimod havde den numerisk underlegne tvske Østhau- nu sat sig fast dvbt inde i det vestlige Polen. Den russiske højre Fø j Nord for Lowitsch var imidlertid endnu ikke tvunget tilbage, skønt General v. M orgen, som alt berørt, havde ledet Operationerne med stor Dygtighed. Fo r at bringe Angrebene frem. blev de fra Vestfronten vderligere tilførte Forstærkninger (III R. K „ bo X III A. K.). samt X V II Armékorps fra 9. Armés Centrum den 10. December sat ind mellem Lowitsch og Weichsel, men formanede dog- ikke at ændre Situationen væsentlig. Samtidig med at 9. tyske Armé langsomt rykkede mod Øst, lykkedes det General Conrad v. Hotzendorf at tilføje 3. russiske Armés Syd for Weichsel staaende, isolerede 2 Armékorps, som ved et 60 km bredt, kun a f Rytteri besat Rum var adskilt fra Naboarméens (8.’s) højre Fløj, et alvorligt Nederlag, idet højre Fløj a f 4. østrig-ungarnske Armé fastholdt Russerne frontalt, medens venstre Fløj a f 3. Armé overraskende angreb dem fra Syd i Flanken. Rigsarkivet kalder disse Kampe, der fandt Sted i Tiden 3.— 11. December, ,,Slaget Syd for Krakau“ . Den almindelige Betegnelse er imidlertid „Slaget ved Limanowa— Lapanow“ . Østrigerne tog 30,000 Fanger, og Sejren, der var vundet ved egen K ra ft (af tyske Tropper deltog kun 17. R. D.), bidrog til for en Tid at hæve den østrig-ungarnske Hærs Selvtillid. Slagets Udfald indvirkede paa den strategiske Situation baade i Nord og Syd, og Russerne begyndte nu en almindelig, langsom Tilbagegang, dels mod Weichsel Syd for Krakau, dels i Karpaternes Forland Syd for denne Flod. Saavel de tyske som de østrig-ungarnske Tropper optog fra den 15. December Forfølgningen, som — under hyppige, russiske Modstød og i det hele sejg Modstand — kun foregik langsomt og helt maatte indstilles den 21. December. Højre Floj a f 9. tyske Armé var da naaet ca. 50 km, venstre kun ca. 20 km frem i østlig Retning mod Weichsel. 27,000 Russere, foruden 62 Maskingeværer og 2 Kanoner, var bleven taget. I Slutningen a f December tvang Russerne ved et kra ftigt Modangreb de Syd for Weichsel forfølgende østrig-ungarnske Hærstyrker tilbage til Karpaterkammen, og hindrede desuden i Nord 9. tyske Armé i at komme længere frem. Den den 21. December naaede Linie var saaledes folden tyske Fronts Vedkommende i Hovedsagen uforandret ved Aarets Udgang, medens den østrig-ungarnske Front var trykket ind ved den senere saa navnkundige By Gorlice og derfra fortsatte i østlig Retning i K a rpaterne. I Stedet for at komme frem til Weichsel— Sanlinien, hvad utvivlsomt baade den tyske og østrig-ungarnske Hærledelse havde ventet, stod Centralmagternes Hærdele paa en Front, som fra Nord til Svd fulgte Floderne Bsura— Rawka— Pilitza— Nida— Dujanez — samt Karpaterne, og her satte Russerne sig atter fast. 9. tyske Armé havde i alle disse Kampe, der havde varet i 7 Uger ydet overordentligt meget, men ogsaa lidt svært. I Modsætning til den østrig-ungarnske Hær var den tyske blevet forskaanet for Epidemier a f Kolera og Typluis, men Fægtningstabene beløb sig til mere end 100,000 Mand. Ialt var 136,000 Russere, deraf ca. 2/5 i Decemberkampene, blevet taget til Fange a f 9. Armé, som endvidere havde bemægtiget sig 100 Kanoner og 300 Maskingeværer. Arkivværket anslaar de samlede, russiske Tab i Nordpoen til ca. 300,000 Mand.

I den følgende Del a f 5. Afsnit, „Den éstprcussiske Front i November og December“ skildres dels 8. Armés Kampe, dels Kampene paa den (istpreusniske Sydfront. Ligesom Slaget ved Lodz behandles disse Operationer, under hvilke faatallige, tvske Tropper forsvarede Hjemlandets Jord mod en vældig, russisk Overmagt, særligt indgaaende, men skal her kun refereres i Hovedtrækkene.

Den af General v. François førte 8. Armé stod den 2. November- ved Rigsgrænsen paa en ca. 250 km lang Front mellem Willenberg og Tilsit — sydligst indtil Lyck (exkl.) Landstormstropper (ialt 17 Batailloner med 7 Batterier), ved Lyck i/i 1. Kavalleridivision, derefter nordligere: X X V Reservekorps, 3. Reservedivision, I Armékorps, Gruppen v. Jacobi (36. R. D. og 3 Landstormsbrigader), % 1. Kavalleridivision, I Reservekorps ved Wirballen og endelig Afdelingen Tilsit (nogle Landeværn- og Landstormsenheder) ved og Øst for Tilsit. Som tidligere omtalt, skulde 3 Divisioner afgives til den nyo 9. Armé. Skont der udtrykkeligt var forlangt „kampkraftige“ Enheder, udvalgte General v. François hertil X X V Reservekorps og 36. Reservedivision, som ingenlunde hørte til 8. Armés kraftigste Hærdele. Den 5. November modtog Generalen Ordre til yderligere at afsende 1 Division ; det blev 1 Reservekorps’ resterende (1. R. D.). Natten til den 3. November begyndte 8. Armés sydlige Floj Tilbagegangen, som ikke blev forstyrret af Fjenden. Nordligere lykkedes det den 7.— 8. November en Syd for Stalluponen hurtigt samlet Stødgruppe (I A. K., I R. K. m. m.) at tilføje den angribende, russiske Styrke (111 og X X A. K., samt 1., 2. og 3. K. D.) et Nederlag, hvorved Russerne mistede 4000 Fanger. Den 7. November blev imidlertid General v. François afsat som Chef for 8. Armé og afløst a f General Otto v. Below. Muligt har en Melding, som Chefen for 3. Reservedivision, Generalløjtnant v. Morgen, den 5. November direkte sendte til Generaloberst v. Hindenburg, fremskyndet dennes Beslutning angaaende Chefsombytningen. Denne Melding gik kort og godt ud paa, at „General v. François’ Anordninger var uforstaaelige og maatte fore til en Katastrofe“ (Side 330). General v. François fik saaledes samme Skæbne som den, han selv en Maaned tidligere havde beredt sin foresatte, General v. Schubert, og den undergivne blev ogsaa ved denne Lejlighed belønnet, idet General v. Morgen overtog Kommandoen over 1 Reservekorps efter General v. Below. Den ny Arméchef, en af de yngste, kommanderende Generaler, der ved Krigens Udbrud havde været D ivisionskommandør, raadede efter Afgivelsen a f I og X X V Reservekorps kun over 6U Division Infanteri, deraf Halvdelen Landeværn, samt 1 Kavalleridivision. Saa vidt General v. Below vidste, havde 8. Armé 19 russiske Infanteridivisioner og 4 L Kavalleridivision, hørende til 10. russiske Armé, overfor sig, men ikke desmindre vilde han fremdeles føre Forsvaret angrebsvis. I den følgende Uge ydede de tyske Tropper meget kra ftig Modstand og standsede temporært ved velorganiserede Modangreb Russernes Fremrykning, men 8. Armés Front veg dog som Helhed langsomt mod Vest for den 16. November at standse i den forberedte, stærkt udbyggede Stilling: de Masuriske Søer— Lotzen— Angerapp— Øst om Gumbinnen. Her stod 8. Armé, som fra den 21. November — ved den tidligere omtalte, frivillige Afgivelse a f 1. Infanteridivision — kun bestod a f 1 Linie — og 1 Reservedivision, 2 Landeværnsdivisioner, 3 Landeværnsbrigader og 1 Kavalleridivision, samt nogle faa Landstormsenheder, urokkelig indtil Aarets Udgang i sin tynde Opstilling. Russerne, der lidt efter lidt, under Trykket a f Begivenhedernes ugunstige Udvikling Syd paa, trak adskillige Divisioner bort, men som dog endnu ved Aarsskiftet havde en samlet Styrke a f 17 D ivisioner Infanteri og 4 1/2 Kavalleridivision, udnyttede ikke deres betydelige Overmagt og forsøgte navnlig ikke et Angreb mod Arméens Sydflanke ved Willenberg, men indskrænkede sig til mindre, frontale Angreb fra Øst.

Kampene paa den østpreussiske Sydfront mellem Fæstningen Thorn og Willenberg frembyder mindre Interesse. Det lykkedes vel de tyske Tropper — hovedsagelig Ersatz-, Landeværns- og Landstormsafdelinger — at holde Fjenden Stangen, men Aarsagen hertil var 9. Armés Sejr ved Wlozlawek og Kutno, som automatisk fik de russiske Styrker (1 turkestanske, V I og V I sib. Korps, m. m. a f 1. Armé), der angreb ved Soldau, til at vende om. Arkivværkets Oplysninger om Korps Graudenz’ Fo rhold under disse Kampe indeholder en alvorlig Lære — der ogsaa har Bud til den danske Hær — om, hvor hurtigt sammenflikkede Formationer a f 2. og 3. Linie taber deres Kampkraft, med mindre de -— hvilket ikke var Tilfældet — er udstyret med særlig erfarne og viljestærke O fficerer og Underofficerer. I Løbet af en halv Snes Dage havde Kulde, uregelmæssig Forplejning og Kampe „die Mannszucht gelockert“ . „Die Truppe war nicht mehr sicher in der Hand der Führer; es kam vor, dass sie — wie es in Kriegstagebüchern heisst — , namentlich bei Dunkelheit, einfach auseinanderlief“ (Side 344).

I de Betragtninger, hvormed 5. A fsnit afsluttes, fremhæves stærkt — og utvivlsomt med Rette — , at 9. tyske Armé kun havde behøvet et forholdsvis ringe T ilskud a f Kræ fter for at gøre Slaget ved Lodz til et knusende, russisk Nederlag. Da Forstærkningerne fra Vestfronten senere — i Slutningen a f November og Begyndelsen a f December — lidt efter lidt naaede frem, var det for sent: den gunstige Situation forelaa ikke længere. Den østrig-ungarnske Hær, hvoraf de mod Serbien opererende to Arméer (5. og 6.) i Begyndelsen af December havde lidt et stort Nederlag, var efterhaanden blevet stærkt medtaget. En særlig Kalamitet viste sig derved, at Mandskabet i mange a f de Afdelinger, som ikke rekruteredes a f tyske eller ungarnske Elementer, løb over til Russerne, naar Lejligheden dertil skønnedes gunstig og Risikoen ikke altfor stor. Mellem de 260,000 østrig-ungarnske Fanger, der indtil Aarets Udgang var tagne a f Russerne, var der sikkert Overløbere i Tusindvis. Om Tilstandene indenfor Forbundsfællens Hær telegraferede Generalfeltmarskal v. Hindenburg den 30. December til General v. Falkenhayn: „Den østrig-ungarnske Hærledelse vakler frem og tilbage i sine Beslutninger og skyer Kamp ... Den og de østrig-ungarnske Tropper er ikke mere Faktorer, med hvilke en storstilet Operation vil kunne gennemføres ...“ (Side 363). A lt ialt havde Centralmagterne dog opnaaet meget, da Aaret randt ud. Den mellem Frankrig og Rusland aftalte Felttogsplan var, hvad de russiske Operationer mod Tyskland angaar, fuldstændig strandet. Men heller ikke mod Donau-Monarkiet havde Russerne naaet noget afgørende, skønt næsten en Tredjedel .af Østri gUngarns Hær kæmpede mod Serberne. Ogsaa den russiske Hærs Kampværdi var imidlertid bleven meget forringet. Samtlige Reserver i det Indre a f Riget var, naar et enkelt Armékorps undtages, bievne sat ind i Kampene, og Tabene havde været overordentlig store. I Tyskland fandtes 310,000, i Østrig-Ungarn 210,000 russiske Fanger (i sidstnævnte Tal dog Serbere inkl.). Det var Russerne umuligt at opstille nye Hærdele, og det var ikke en Gang ved Aarskiftet lykkedes dem at genoprette de to ved Tannenberg tilintetgjorte Korps. Erstatningsmandskabet kunde kun netop dække Tabene ved Fronten. Ganske vist uddannedes 800,000 Rekrutter, men kun hver 10. var forsynet med Gevær. Vaaben - og Ammunitionstilvirkningen var ganske utilstrækkelig; Kanonantallet pr. Batteri var t. Ex. reduceret fra 8 til 6, uden at Batteriernes Antal samtidig var forøget. Ved Nytaarstid 1915 stod 86i/o tyske og 52 østrigungarnske Divisioner Infanteri") (inkl. den indesluttede Besætning i Przem ysl: 3 (.4) overfor Russerne og 14 østrig-ungarnske overfor Serberne. Paa Fronten mod Rusland delte Piliza-Floden de to Kommandoomraader, saaledes at den østrig-ungarnske Hær med 57 Divisioner, hvoraf 5 tyske, kæmpede paa 650 km Front mod 46 russiske, den tyske Østhær med 31 Yi Division paa 550 km Front mod 54 russiske. Man indrettede sig for Vinteren og til haardnakket Forsvar. Henset til General v. Falkenhayns Anskuelser angaaende Vestfrontens Behov a f tyske Kræ fter var det fuldstændigt usikkert, om Offensiven i Øst kunde genoptages indenfor et rimeligt Tidsrum. Indtil videre var Bevægelseskrigen endt og Stillingskrigen — med dens forbitrede Kampe om A fsnit, Skyttegrave og Støttepunkter — begyndt paa hele Østfronten mellem den rumænske Grænse og Østpreussen.

7. og 8. A fsnit, „ Entscheidungslose Kriegsführung“ og „Rückblick“ , der er V I Binds to sidste, er a f betydelig Interesse. De rummer begge en meget skarp K ritik a f General v. Falkenhayns Strategi, som, efter at han i bitter Skuffelse over Kampenes Forløb paa Vestfronten, særlig i Flandern, havde tabt Troen paa overhovedet at kunne gennemføre en krigsafgørende Operation, det være sig i Øst eller i Vest, virkede direkte imod det bærende Princip for Krigen paa to Fronter. Overfor Nutidens vældige Vaabenvirkning ansaa han Tilintetgørelsesslag af felttogsafgørende Betydning for udelukkede. Centralmagternes militære Opgave maatte efter hans Mening først og sidst være: „die Feinde in der strategischen Defensive zu „zermürben“ und schliesslich friedensgeneigt zu machen“ (Side 438). Resten maatte blive Diplomatiets Sag. Baade Generalfeltmarskal v. Hindenburg og General Conrad v. Hötzendorf var a f den stik modsatte Opfattelse. De var begge overbeviste om, at det, naar de fo rnødne Kræ fter stilledes til Raadighed, absolut var muligt at slaa den russiske Hær tilintetgørende og derved tvinge Rusland til Fred, hvorefter en Vaabenafgørelse, der kunde gøre Ende paa Krigen, ogsaa kunde tilkæmpes paa Vestfronten. Denne diametralt forskellige Synsmaade maatte selvfølgelig indvirke højst uheldigt saavel paa Krigsføreisen som Helhed som paa de med for faa Kræfter, men saa fortrinlig t udførte, tyske Operationer i Øst. Modsætningerne mellem Førerne her og den tyske Generalstabschef gav sig Udtryk i næsten konstant F rik ­ tion, der fra Tid til anden førte til alvorlige Sammenstød a f kriseagtig Karakter. Hvad General v. Falkenhayn saaledes havde opgivet at gennemføre ved militære Magtmidler, forsøgte han at naa ad politisk Vej, idet han den 18. November k ra ftigt opfordrede Rigskansleren v. Bethmann Iiolweg til at gøre Skridt til at slutte Særfred med Rusland. Lederen a f Tysklands Udenrigspolitik, Understatssekretær Zimmermann fraraadede imidlertid — i hvert Fald for Tiden — enhver saadan Aktion, og Rigskansleren sluttede sig til dette Standpunkt og gav General v. Falkenhayn Meddelelse i saa Henseende den 17. December. Zimmermann havde iøvrigt kra ftigt argumenteret for en Besættelse a f Serbiens nordøstlige Hjørne, hvor- \ ed Centralmagterne kunde tilvejebringe en sikker Forbindelse med deres Allierede, Tyrkiet, og tilføre dette liaardt savnede Krigsfornødenheder m. m. Under en Konference den 30. November i det store Hovedkvarter stillede General v. Falkenhayn sig afvisende overfor denne Tanke : „Ikke en eneste Mand fra de to K rig sskuepladser kan undværes. Intet er urigtigere end at splitte Kræfterne. En afgørende Sejr ved Warschau turde ogsaa løse Spørgsmaalet om det serbiske Nordosthjørne“ (Side 411). A lt dette bevirkede, at Rigskansleren snart — i Begyndelsen a f December — kom til den Overbevisning, at General v. Falkenhayn var uegnet til at beklæde Stillingen som Felthærens Generalstabschef og burde a fløses a f General Ludendorff. Han henvendte sig i den Anledning til Chefen for Kejserens Militærkabinet, General, Friherre v. Lyncker, og til Generaladjutanten, Generaloberst v. Piessen, men stødte paa Modstand og opgav sin Hensigt uden at sætte noget alvorligt ind paa at faa den gennemført. General v. Falkenhayns Forbliven i Generalstabschefsstillingen var utvivlsomt en stor Fare. Hans Udmattelsesstrategi var ikke den Kampform, som uåbnede Centralmagterne Vejen til Sejr og Fred. Rent udvendigt set var disses Situation ved Slutningen a f 1914 dog tilfredsstillende. Fronterne stod fast, Erstatningsmandskab var for Tysklands Vedkommende til Raadighed i tilstrækkelig Mængde ; der var ikke Mangel paa Forplejning, og Ammunitionsspørgsmaalet var paa Veje til at blive løst. Men Arkivværket tilsteder et Indblik bag Kulisserne, og Læseren forstaar derved saare vel Ængstelsen og Uroen hos de forholdsvis faa Personer, der formanede at bevare Overblikket. For dem var Centralmagternes Fremtidsudsigter alt andet end lyse. Alt i alt tør det formentlig hævdes, at General v. Falkenhayns svigtende Evne til at mestre den ugunstige, men paa ingen Maade haabløse Situation, han havde arvet efter Forgængeren, i højere Grad end det mislykkede Marnefelttog forberedte Tysklands og dets Forbundsfællers endelige Nederlag.

Om begge Bind gælder, at Stoffet er grupperet meget overskueligt, og at Sproget er ualmindeligt livligt. Bilagene — Inddelingen a f Centralmagternes og Ententens Arméer, Troppeforskydningerne mellem Vest- og Østfront og indenfor disse, Kildefortegnelse, Person- og Tropperegister m. m., samt de fortrinlige Kort og Skitser — bidrager væsentligt til at lette Studiet.

K. L. Lasson.