Log ind

Det militære Milieu

#

*) Selv om nærværende Artikels Emne ligger noget uden for M. T.s Omraade, har man dog ment a t kunne optage den, da den skønnes at være af Interesse for Tidsskriftets Læsere. Red.

I en Overgangsperiode som den, vi nu gennemlever, ligger det nær at kaste et Blik tilbage og for en Gang Skyld se lidt paa, hvorledes Hæren, vort Milieu, afspejler sig i Litteraturen — for Eksempel fra Verdenskrigen til den 9. April. Ingen er vist i Tvivl om, at da sluttede en Epoke for bestandig. I et Land, i hvis Litteratur Jacob v. Thyboe og Løjtnant v. Buddinge er markante Personligheder, er det vist ikke at undres over, at Officeren daarligt egner sig som Romanhelt i almindelig Forstand. Sophus Bauditz danner med sine »Krøniker fra Garnisonsbyen« sammen med ganske enkelte andre kun de Undtagelser, der bekræfter Reglen. En enkelt Løjtnant, tidligere Husar -eller Sø-, nu snarere Flyver, kan lejlighedsvis findes anvendt som Krydderi i en Ungpigeroman, Premierløjtnanten optræder som pænt, men ikke helt tidssvarende Fyld i det moderne Staalmøbelinteriør, en ældre Kaptajn, Oberstløjtnant eller Oberst, helst afskediget, symboliserer militær Tomgang, og Generaler naar ikke udover Onkelstillinger — litterært set. Alle er de imidlertid kun Bifigurer; det er symptomatisk, at ingen har faaet Øjnene op for deres Livsproblemer. Moderne dansk Litteratur behandler ellers snart sagt alle Dagliglivets mangeartede Typer fra forsumpede Individer til højtkultiverede Enkeltvæsener. Der er ikke den Stand, selv Journalisternes, der er farlig at beskæftige sig med og tillige kræver et indgaaende Sagkendskab, uden at den har fundet sin Digter, kun ikke Officeren. Han fører en spøgelsesagtig litterær Tilværelse paa Grundlag af nedarvede Forestillinger. En Forfatter som Jacob Paludan er et godt Eksempel, man tage hans Bog »Markerne modnes«: Ritmesteren, der larmer op i den tomme Stald for at høre sin egen Stemme, Gymnastiklæreren, Stabssergenten, der stikker Drengene »Øretæver«, og Løjtnanten med de tre knækkede Kraveben er haabløse Klichéer. Da samme Forfatter endelig vover sig ind i et militært Milieu, som i »Jørgen Stein«, er det en — Militærnægterlejr, han skildrer — desværre uden at disse Herrers ædle Motiver bliver helt klare eller opnaar dramatisk Spænding. At ogsaa Militæret, in casu Officeren, kan have Problemer, der i den rigtige Haand kunde blive et menneskeligt Dokument af Værdi, er som nævnt endnu ikke gaaet op for det stedlige Parnas. Flere Aarsager er sikkert medvirkende til dette, ikke mindst den manglende Sagkundskab, der i dette Tilfælde ikke helt kan erstattes af Inspiration. Kendskabet til Aanden i Hæren, de skiftende Hærlove, militære Enkeltheder i Uniformering, Sprog, Kancellistil, alt dette, der kunde blive en interessant Ramme, kræver, at Forfatteren bogstaveligt talt skal have levet sit Liv baade indenfor og udenfor Hærens Kadrer. Den Kendsgerning, at det lille hyggelige danske Samfund altid, ligefrem instinktivt, har søgt at udskille eller i bedste Fald indkapsle det militære Milieu som et Fremmedlegeme, og de deraf flydende Konsekvenser for den enkelte, danner jo netop en indre Spænding, som kunde give sig Udslag i en værdifuld psykologisk Studie i Romanform. En Roman er imidlertid, som bekendt, hverken en Beretning om udført Hverv eller velskreven Afdelingshistorie, der hører noget mere til — Inspirationens store Vingeslag, Musen skal kysse den ulykkelige Forfatter! Vi har maaske ikke i saa høj Grad de Typer, der med Effekt forekommer i Udlandets militære Romaner, Hofsnogen, Stræberen, Protektionsindividet eller den stilfærdige, der pludselig faar Lejlighed til at vise sig som ægte Soldat, medens Manden ved Siden af svigter, da han staar overfor sit Ansvar etc., vore Problemer har snarere været af indre Art. Tvivlen paa om det nu ogsaa kunde nytte, det, det koster, at følge sin Overbevisning og tale fra Leveren, naar det kan betyde det daglige Brød, Avancement etc., jo, der er baade Typer, Problemer og Temaer i de to sidste Dekader af dansk Militærliv. Der er en saadan Stofmængde, at Bearbejdelsen af alle disse Elementer snarere vil bestaa i en Begrænsning end i en mosaikagtig Samling af alt muligt. Nyere dansk Litteratur er imidlertid langtfra fattig paa Soldaterskildringer, det kan blot som Hovedtræk siges om dem, at de betragter Officeren fra et Ormeperspektiv. Et Par skal fremdrages, uden at der gøres Forsøg paa Fuldstændighed. Emil Bønnelycke har i sin ejendommelige Triptychon-Roman fra 1919, »Spartanerne«, givet et fortrinligt Sikringsstyrkemilieu fra Viborg — vistnok den By, der gaar oftest igen i vor faatallige Soldaterlitteratur. Anders Thuborg tegner et lignende, men med helt andre Midler, i den letbenede »Mig og Johannes« fra 1937. Leck Fischer har i Romanen »Leif den Lykkelige«, fra 1928, nogle fortræffelige Kapitler, hvortil de sjællandske Lejre har leveret den militære Baggrund, og Knuth Becker faar Luft for et militært Hemningskompleks i »Uroligt Foraar« 3’ Bog, Flugten, hvor han boltrer sig i Korporalsjargon’en, hvad der ikke forhindrer Afsnittet i at være en glimrende Skildring af mindre tiltrækkende Sider ved vort Militærvæsen. En moderne Forfatter som Bertel Budtz-Miiller har i en Del Magasin- og Søndagstillægsnoveller behandlet forskellige Manøvrestemninger med afgjort Held. Jeg mindes ogsaa en lille Skitse, hvori den af os alle kendte Kornetskole er Temaet, glimrende skildret. Det, man imidlertid snarere husker af denne Magasinlitteratur med militære Emner, er desværre noget helt andet: de ledsagende Illustrationer. Uanset af hvilken Grund skal danske Uniformer afbildes med en himmelraabende Regelmæssighed i Ukendskab til de simpleste Enkeltheder. Man præsenteres for en Række Afarter i det militære Eksteriør, som end ikke Hærens egen velkendte Uniformsforbistring har kunnet hamle op med. Det skal imidlertid ikke tjene til Forklejnelse af Bertel Budtz-Miiller, naar han henter Inspiration fra sin egen militære Parentes som Sekondløjtnant i Viborg under Sikringsstyrken. Gaar vi længere tilbage, kan eksempelvis fremdrages Kandarius (W. Roth) »Garnisonsliv«, 1893, og »Paa Opmaaling«, 1906. Københavnerhumøret fejrer Orgier i Axel Breidahls »Soldatens glade Liv«, 1900, medens Officererne er Temaet for Otto Rungs Roman i den alvorligere Genre »Det uafvendelige«, 1905. Otto Rung, selv af gammel Officersslægt, har fornylig givet en næsten novellistisk Beskrivelse af Officersmilieuet fra hine Dage i 5’ Bind af »Danmark i Fest og Glæde«, Kapitlet om »Københavnsk Selskabsliv ved Aarhundredskiftet«; der mangler egentlig kun en lille erotisk Konflikt med en Husarløjtnant som Hovedperson, saa var Novellen der. En Særstilling indenfor den Gren af dansk Litteratur, som her behandles, danner Jürgen Jurgensen med sine Kongoskildringer og Arne Stevns med sine fransk-afrikanske Noveller »Legionærer«, 1925. Sidstnævntes Sprog er ubestridt noget af det bedste, der skrives i Tiden, ikke mindst hvor det drejer sig om Oversættelser. Et kort Overblik over Udlandets Litteratur om vort Emne er ikke uden Interesse og her kan straks fremhæves D. L. Murray »Blæs! Trompeter ! Blæs!«, 1935 (Trumpeter, sound!) i Arne Stevns og Erik Freieslebens fortræffelige Oversættelse. Handlingen tager sin Begyndelse ved et engelsk Husarregiment og indeholder en lang Række gode Skildringer fra Kaserne og Officersmesse. Og naar Stemningen er saa godt gengivet paa Dansk, skyldes det ikke mindst Oversætterne. Det kan være en blandet Fornøjelse at ærgre sig Side op og Side ned over daarligt oversatte eller misforstaaede Soldaterudtryk. Med al Respekt osv. forekommer det som oftest, naar Kvinder oversætter, eksempelvis kan nævnes Soffy Topsøe’s Oversættelse af Joseph Roth’s østrigske — iøvrigt straalende — Roman »Radetzkymarch«, 1933, hvor Dobbeltmonarkiets Officersstand og Civilembedsmænd er skildret uovertruffe n t-----------og kender man ved Selvsyn lidt til dette Konglomerat af nationale og sproglige Hæmninger, honette Ambitioner og Rangkineseri + Wienercharme og Donau-Romantik, forstærkes Indtrykket yderligere. Medens Udviklingen i Tyskland, litterært set, ikke var gunstig for en Forherligelse af den wilhelminske Periode, gik det omvendt i Østrig indtil Anschluss. Her var Kejser Franz Josefs lange Regering netop i 30’erne Genstand for en vis retrospektiv Interesse, og den gav sig Udslag i en Række fortræffelige Milieuskildringer, der straaler med hele Erindringsgloriens tindrende Glans — ils sont passées, ces jours de fête —. Nævnes skal Bruno Brehms Franz Ferdinand Roman »Apis und Este«, 1931, der ogsaa giver Glimt af serbiske Officersforhold. En anden fra Østrigertiden paa Balkan er Rudolf Stratz’ »Die schwarze Schlange«, 1936 (fra Bosnien). Karl Tschuppiks »Ein Sohn aus gutem Hause«, 1937, foregaar i Garnisonerne i Böhmen og Mähren. Rudolf v. Eichtal skildrer i »Der göttliche Funke«, 1937, en militær Vaj senhusdrengs Opdragelse, indtil han som nybagt Løjtnant forlader det gamle hæderkronede Militærakademi, den k. k. Officersskole i Wiener-Neustadt. En Fortsættelse af hans Løbebane var i litterære Kredse imødeset, men - - -

Ungarske Hestfolk er Rammen om Stefan Zweigs sidste digre Roman '»Hjertets Utaahnodighed« (Ungeduld des Herzens) i Helge Kjærgaards Oversættelse 1939, og virker det erotiske Problem noget haartrukkent især fra Rytterofficerens Side, er Romanen særdeles læseværdig som Milieuskildring fra en lille ungarsk Garnisonsby. De fleste Læsere af denne Artikel kender sikkert P. Krasnovs »Fra Zar ørnen til den røde Fane«. Den behøver vist ingen Anbefaling, og her skal kun paapeges de glimrende Skildringer af russiske Manøvrer og Garnisonsliv i Sankt Petersborg, der danner Optakten til den egentlige Krigs- og Revolutionsroman. En typisk fransk Officersroman er mig i Øjeblikket ikke present. Roger Vercels »Capitaine Conan«, 1936, Prix Goncourt, foregaar i et broget Efterkrigsmilieu paa Balkan, Bulgarien og Bessarabien. Den behandler Reserveofficeren, der har udviklet sig til en gudebenaadet Landsknægt, hvis gale Streger man trods alt har Sympati med. Slutningen, det civile Liv, er tragisk, men som Helhed hører Romanen snarere ind under den store Gruppe Krigs- og Efterkrigstidsskildringer, der, saa interessante og litterært værdifulde de end maatte være, dog falder udenfor denne Artikels Ramme. Idet jeg nævner Kipling som Mesteren i Skildringer fra de engelske Kolonitroppers særlige Verden og P. C. Wren i Knaldromangenren for de franskes Vedkommende, skal jeg slutte med at omtale et Par nordiske militære Milieuskildringer. I den internationale Romankonkurrence med Deltagelse af ikke mindre end tretten forskellige Lande, fordeltes Præmien i Sverige mellem tre Forfattere, hvoraf den ene var Curt Berg. Med sin Roman »Blå Dragonerna«, 1936, behandler han Officersliv omkring Aarhundredskiftet, et ogsaa i svensk Litteratur lidet beskrevet Emne. Udover Romanens Værdi som Tidsbillede og fængslende Skildring af Forholdene ved et svensk Rytterregiment i det yderste Thule har Motivet — det evige Trekantproblem — her to Brødre om den samme Kvinde, en vis psykologisk Interesse paa Baggrund af Officerens Æreskodeks. Det store Forbillede for en dansk Officersroman maa imidlertid snarere blive en norsk, Johan Bojers »Kongens karer«, 1938, dansk Oversættelse 1939. Den store norske Forfatter har paa en gribende Maade forenet Spændingen under Unionsstridighederne i 1905 med Militærets, ikke mindst Officerernes store og smaa Problemer, til en helstøbt Milieuskildring i allerførste Klasse. Visse Spørgsmaal, der har vist sig at have bevaret deres skærende Aktualitet, skal jeg afstaa fra at komme nærmere ind paa. Som det fremgaar af foranstaaende, har vi Skildringer af den danske Hær i baade blaat og feltgraat, men vi mangler Tiden i Khaki fra 1922. Personlig tror jeg, at den danske Rohan om vort Emne engang maa komme, Rammen er vel værd at skildre, Problemerne er ogsaa tilstede i høj Grad. Om den saa vil fremtræde som et militært »Jammersminde« eller en spydig Nøgleroman med tilhørende Injurieprocesser eller en bredt anlagt Milieuskildring, vil Tiden vise. Der vil maaske gaa Aar, inden Perioden indtil 9’ April udkrystalliserer sig litterært, men det er en Kendsgerning, at kun en af vor Midte kan gøre det. Hærens Problemer, ikke mindst Officersstandens, i de Aar, der svandt, fortjener at blive tilgængelig, blive levende, paa en anden Maade end rent arkivhistorisk. Man glemmer desværre altfor hurtigt i Danmark!

Poul Karner.