Titel: Der er intet foruroligende for Danmark.
Forfatter: Steen Andersen.
Anmelder: Steen Kjærgaard.
Forlag: Syddansk Universitetsforlag.
Rating: 4 faner.
Andersens fremragende og veldokumenterede bog fører, gennem solid historisk metode, bevis for, at det var en politisk fastlåst bias, centreret om udenrigsminister P. Munchs person, i kombination med en bevidst politisk kalkule, som lå bag regeringens handlinger op mod 9. april 1940 og ultimativt kapitulationen. Bogen er tidligere anmeldt på krigsvidenskab.dk og denne anmeldelse skal derfor ses som et supplement til denne.
Før det første sandsynliggør Andersens nylæsning af centrale indberetninger fra gesandtskabet i Berlin fra marts- og aprildagene, samt referater af udredningskommisionen efter krigen mv., at den radikale udenrigsminister P. Munch affærdigede de mere og mere præcise indberetninger, han modtog, fordi de ikke passede ind i den politiske ledelses billede af Tysklands handlemuligheder og interesser. Alt der blev indberettet, både fra gesandtskabet i Berlin, militærattacheen samme sted og ikke mindst den militære efterretningstjeneste, hvis indhentninger blev standset i generalstaben og derfor ikke videregivet til det politiske niveau, blev afvist, og afsenderne blev udsat for hån og spe samt diskrediteret for at videregive vrøvl og gætværk. Munch, støttet af krigsminister Alsing-Andersen og den indflydelsesrige chef for marinestaben Hjalmar Rechnitzer, anså det ikke som værende sandsynligt, at nogen i tyske stabe ville lække informationer om en evt. militær planlægning mod Danmark, eller at et militært overfald overhovedet kunne ske uden et diplomatisk forvarsel i form af direkte henvendelser til ham samt militære krav om territoriale fordringer til støtte for en operation imod Norges vestkyst før briterne for bl.a. at sikre udskibningen af jernmalmen i Narvik. Og derfor kunne Statsminister Stauning med overbevisning den 8. april 1940 om aftenen meddele den øvrige regering, at ’der er intet foruroligende var for Danmark’ i situationen.
For det andet synes Andersen at kunne dokumentere, at det tyske angreb ej heller kom som en overraskelse for Munch og co., sådan som den gængse fortælling tilskriver, og som Munch selv var med til at skabe myten om med sit store otte binds erindringsværk fra 60erne. Igennem sammenligning af flere udgaver af Det tyske Riges befuldmægtigede i Danmark Cecil von Renthe-Finks indberetninger til Berlin den 8. april, samt Munchs erindringer og optegnelser, dokumenterer Andersen, at rygterne om en forhåndsaftale med Tyskland, om at Danmark ikke for alvor ville sætte sig til modværge overfor tysk krænkelse af neutraliteten, faktisk kunne være baseret på virkelighed. Nok ikke i form af en egentlig aftale sådan som Rostockmyten vil det, men i form af en tilpas tvetydig politisk tilkendegivelse derom.
Heri ligger Andersens værdifulde bidrag til fortællingen om 9. april. Pga. den fastlåste og politisk diktererede diskurs vedr. den sikkerhedspolitiske situation, samt en muligt stiltiende accept af en militær besættelse for at undgå bombardement af København, kan Andersen forklare den bevidste negligering af efterretninger og diplomatiske indberetninger, der mere og mere tydede på, at en militær besættelse ville finde sted. Den førte politiks mål var at undgå kampoperationer og imødekomme Tysklands fordringer for at undgå at blive tilintetgjort og samtidigt undgå britisk blokade. Chr. X citeres da også i bogen for at sige, at han da i det mindste havde reddet København fra at blive bombet ved at acceptere kapitulationen.
Andersen dokumenterer, at regeringen var villig til at give tyskerne store indrømmelser, for at undgå en militær aktion i Danmark samt for undgå at blive trukket ind i, hvad man betragtede som et stormagtsopgør, som man klogest holdt sig neutral i endnu engang. Regeringen, og den militære ledelse, lod sig grundlæggende lede af en rationel antagelse om, at tyskerne ikke havde nogen militær interesse i Danmark, så længe Danmark var neutral med hældning imod Tyskland. Tyskland ville rette diplomatisk henvendelse, og derefter få de indrømmelser, man ønskede ift. operationerne omhandlende erobringen af Norges vestkyst. Fx et sømilitært støttepunkt på Læsø. Og derfor mente de, at en uvarslet militæraktion imod DK var utænkelig. På den baggrund negligerede man den, i månederne op til 9. april, stigende mængde af diplomatiske- og militære efterretninger, der klart pegede på, at en militæraktion var under opsejling.
I Munchs optik var den egentlige udfordring for Danmarks neutralitet ikke Tyskland, men Englands mangel på respekten for folkeretten og staters ret til neutralitet - in casu engelske brud på norsk suverænitet i norsk farvand. Munch frygtede en engelsk operation i Østersøen for at forhindre den tyske flådes gennemsejling af de danske stræder. En sådan ville være anstødet, der kunne trække Danmark ind i stormagtskrigen, og derfor mente Munch, at balancegang imellem stormagterne igen var det, der skulle holde Danmark neutral og sikre den fortsatte for økonomien vitale eksport.
Bogen, som med fordel kunne være givet en sidste omgang korrektur, lægger endnu et lag forklaringskraft til 9. april myten. Bogen dokumenterer ydermere, at man, efter krigen, var meget optaget af at lade tyskernes angreb fremstå som en total overraskelse. Den parlamentariske kommission havde ikke modet til at stille Munch og co. til ansvar for deres førte politik. Munchs enerådende afvisning af fakta og svigt ved ikke at erkende sin fejlslutning samt bevisliggørelsen af, at der med stor sandsynlighed forelå en mere eller mindre eksplicit forhåndsaftale om at acceptere besættelsen for at undgå tilintetgørelse, blev han ikke stillet til regnskab for ved den lejlighed. Måske fordi man anså den førte politik som det rigtige at gøre i samtiden.
Man drages til at trække en komparativ tråd til begivenhederne i Washington DC op til beslutningen om at angribe Irak i 2003. Alle efterretninger om at Irak IKKE have masseødelæggelsesvåben blev fejet af bordet, og efterretningstjenesterne blev diskrediteret og spillet ud imod hinanden. Man legitimerede sig med tvivlsom cherry-picking fra tvivlsomme kilder og havde besluttet sig politisk. USA ville angribe uanset hvad.
I det danske tilfælde havde Munch et. al. i Andersens argumentation besluttet at acceptere en evt. tysk suverænitetskrænkelse uden at sætte sig til modværge for alvor, herunder ved at mobilisere. Rationalet var, at det blev anset for skæbnesvangert for den svage småstat Danmark, med den mægtige landfaste nabo mod syd, at udfordre kæmpen militært. Munch håbede på en succesfuld gentagelse af neutralitetsakten fra august 1914, hvor diplomatiske forsikringer og mineudlægning sikrede Danmarks neutralitet og dermed fortsatte økonomiske muligheder. Han gjorde dermed den klassiske fejlslutning, at bedømme sin samtids krig med optikken fra 1914.
Om Munchs politik var den rette, forbliver et omdiskuteret emne. Denne forfatters bud er, at det var det nok, situationen i april 1940 taget i betragtning. Et Dybbøl 1864-scenarie, denne gang blot i København, ville man undgå for enhver pris. I 1940 var Danmark nemlig igen fanget i geografien med en aggressiv nabo mod syd - og frændeløs var man også, ligesom i 1864.
Som et kuriosum leverer Andersen en liden flatterende karakteristik af den daværende chef for generalkommandoen Ebbe Gørtz. Andersen skriver: ‘Gørtz var forud for 9. april eksponent for en klassisk akademisk tilgang til officersgerningen, som fokuserede mest på krigskunst og som foragtede efterretningsvirksomhed, der ofte frembragte uvelkomne kendsgerninger’…. Mon der er et lille slag med halen, til den retning officersuddannelsen i DK har taget den sidste dekade…. Bedøm selv.
