Denne artikel er et eksempel på anvendelse af krigshistorie. Her er tale om ”Joint Warfare”, idet det gjaldt for begge de krigsførende parter, at hærens operationer var betinget af marinens succes og omvendt. De enkelte slag på landjorden og på havet er ikke beskrevet i detaljer. Der er til gengæld gået mere i dybden med krigens årsag, og de erfaringer man kunne have draget af den.1
Krigens perspektiver
Ekstrabladet kom til verden blandt andet som et barn af Den russisk‐japanske Krig. Bladet har lige fejret 100‐års jubilæum. Der var så stor interesse for at høre nyt om den netop udbrudte krig i Asien mellem Rusland og Japan, at dagbladet Politiken, når der var afgørende nyt, udgav et ekstra nyhedsblad om eftermiddagen. Det kostede to øre. Forsvarsakademiets medieteam eksisterede af gode grunde ikke den gang. I stedet varetog kommandør B. Münter denne opgave, idet han løbende kommenterede krigens gang. Hans skriverier er siden udkommet i bogform og solgt hos Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag.
I dette nummer af Militært Tidsskrift har redaktionen valgt at belyse Den russisk‐japanske Krig, som fandt sted for netop et hundrede år siden. Den er interessant af flere årsager, blandt andet fordi den ofte betegnes som den første moderne krig. Det er også første gang, at et land i ”Den tredje Verden” besejrer en europæisk stormagt. Teknisk set var der mange erfaringer (”Lessons Learned”), men som det fremgår senere hen i denne artikel, så blev de faktisk ikke anvendt i Den første Verdenskrig. Man kunne have lært meget, men tolkede resultaterne på anden vis. De enorme tab kunne måske være undgået, hvis observationer og analytiske evner havde været brugt bedre, blandt andet af de mange internationale observatører, hvoraf Storbritannien alene havde 29 med på japansk side og 5 på russisk. Desuden var der stor pressedækning af krigen.
Skal man skaffe sig erfaringer til brug for krigsførelse, så er studiet af krigshistorie et vigtigt redskab. Man har brugt det i årtusinder, og nogle militære ledere fremstår som lysende eksempler, andre som eklatante fiaskoer. Det er vigtigt at studere både de gode og de dårlige eksempler, og ofte er der en hårfin balance mellem succes og fiasko. Denne krig er også bemærkelsesværdig på grund af de mange teknologiske nyskabelser, som blev introduceret. Kendskabet til Den russisk‐japanske Krig og dens årsager er en forudsætning for at forstå udviklingen i Østasien i dag.
For et hundrede år siden, den 15. oktober 1904, forlod skibene i den russiske østersøflåde deres baser for at sejle jorden rundt og lide et af historiens mest markante nederlag. Flådestyrken skulle forhindre Japan i at forsyne sin hær i Manchuriet. Krigen kan bruges som anledning til at reflektere over udviklingen siden og hvilke principper for krigsførelse, som stadig er aktuelle.
I Danmark, og hos vore nære allierede er der i øjeblikket megen debat om fællesværnsoperationer. Det særlige ved denne krig var, at der i høj grad var tale om ”Joint Warfare”. Der var ikke tale om en landkrig og en søkrig. For begge parter gjaldt, at hærens operationer var betinget af marinens succes og omvendt.
Det usædvanlige ved krigen var, at den ikke blev udkæmpet på nogen af de stridende parters eget territorium, når undtages de allersidste kamphandlinger på øen Sakhalin umiddelbart inden kampenes ophør. Krigen blev udkæmpet mellem Rusland, som var verdens 3. største sømagt, og en ny nation med spirende maritime ambitioner. Japans anvendelse af lederskab, disciplin, uddannelse og moderne teknologi stod i skarp kontrast til den dårlige russiske krigsledelse.
Et særligt kapitel er anvendelsen af efterretningstjeneste, hvor Japan i kraft af god organisation, moderne kommunikation, rigelige økonomiske midler med mere kunne skaffe sig netop de operative oplysninger, som hærens og flådens operative chefer behøvede.
For Danmark betød udgangen på denne krig, at den russiske flåde var blevet udslettet, således at den største Østersømagt nu var Tyskland.
Udviklingen frem til krigen
I mange henseender var det den første storkrig siden Napoleonskrigene. Den tekniske udvikling var siden da skredet hastigt frem. Under Krimkrigen introducerede man telegrafen og dampskibene, i den amerikanske borgerkrig spillede industrialiseringen og især jernbanerne en vigtig rolle. Hertil kom en udvikling både inden for artilleri og panser. I det seneste store søslag ved Lissa i 1866 blev vædring atter anvendt. Det havde man brugt to tusinde år tidligere. Det var ikke nemt for krigsteoretikerne at uddrage entydige læresætninger af udviklingen.
Den tekniske udvikling var for søkrigens vedkommende præget af
- overgangen fra sejl til damp,
- overgangen fra forlade‐ til bagladekanoner,
- overgangen fra kanonkugler til projektiler,
- konkurrencen mellem panserbrydende projektiler og pansring,
- forbedring af krudt,
- introduktion af miner, torpedoer og moderne sprængstoffer.
Lige efter århundredeskiftet blev skibsradioen introduceret, og den fik umiddelbart militær anvendelse, ligesom radioaflytning blev en vigtig disciplin.
Begge parter havde ubåde, men benyttede dem ikke under krigen. Hærstyrkernes materiel havde været inde i en tilsvarende udvikling, hvor artilleriet var blevet moderniseret. Det havde fået længere rækning, større træffesandsynlighed, større virkning i målet etc. Industrialiseringen medførte, at der var store mængder ammunition til rådighed. Maskingeværet var blevet introduceret i kolonikrige, men ikke i krige mellem to stormagter. Telegrafi med og uden ”tråd” forbedrede kommunikationen, og ingeniørenheder kunne bruge den tekniske udvikling til nøjagtig opmåling, broslagning, bygning af veje, befæstninger m.m. Jernbanen havde forbedret hærstyrkernes strategiske mobilitet og muligheder for at få fremført forsyninger. Udviklingen inden for søtransport betød at store godsmængder kunne fremføres mere sikkert og med en mindre afhængighed af vind og vejr.
Verdenshistoriens første flyvning med et luftfartøj tungere end luft fandt sted to måneder før krigens udbrud, og flyvning fik derfor ikke nogen betydning i denne krig, men observation fra balloner spillede en stor rolle.
Krigens baggrund
I slutningen af 1800‐tallet stoppede den russiske ekspansion i Europa og i Kaukasusregionen. I områderne omkring Afghanistan, Indien og Kina opstod der modstridende interesser mellem Storbritannien og Rusland. Den russiske hær var kampvant, men modstanderne havde i de sidste mange år stort set kun været forskellige stammekrigere i grænseområderne. Ekspansionen østover i Sibirien gik langsomt, og der var tale om enorme områder med et meget lille befolkningstal. Peter den Store havde i 1724 sendt Vitus Bering østpå for at finde ud af, hvor langt riget strakte sig, og om det var landfast med Amerika. (Man kunne lave nøjagtige breddeberegninger, men længdeberegninger var betinget af et nøjagtigt kronometer, og det var endnu ikke til rådighed.) Det førte til russisk kolonisering i Alaska og senere hen til grænsestridigheder med Kina. I 1860 grundlagde russerne havnebyen Vladivostok ved Stillehavets kyst. Navnet betyder ”Østens behersker”. Det er en udmærket havn, men den er isdækket 3 – 4 måneder om året, og adgangen til den foregår via nogle smalle stræder nær de japanske hovedøer. En fjende kan forholdsvis nemt spærre for den militære og civile udnyttelse af havnen. Derfor så Rusland sig om efter alternative havnemuligheder.
Russiske søfarende, her i blandt en af Vitus Berings danske medarbejdere, Martin Spangsberg (1696 – 1761) fra Jerne ved Esbjerg, havde forsøgt at åbne op for handelsforbindelserne mellem Rusland og Japan. Den japanske ledelse ønskede ingen kontakt, og ofte blev søfarende, fiskere og skibbrudne, som havde haft kontakt til udlandet, dræbt på de lokale japanske fyrsters foranledning. Man ville gerne beskytte sig mod dårlig indflydelse udefra. Indtil da havde hollænderne monopol på handelen med Japan, og handelen foregik via en ø i Hiroshimas havn. Denne isolation opretholdt man til den 31. marts 1854, hvor Commodore Perry, US Navy, efter et par flådebesøg fik gennemtrumfet en handelstraktat og åbning af havnene i Sjimoda og Hakodate. I 1854 fik Storbritannien tilsvarende rettigheder, og i 1855 fik Rusland tillige adgang til Nagasaki. Senere følger flere vesteuropæiske lande, og i 1867 fik Danmark tillige handelsrettigheder. Der var dog kraftig modstand blandt visse i ledelsen, blandt andet af Mikadoen og de førende lensfyrster, så Frankrig, Storbritannien og USA måtte intervenere i 1864 for at stadfæste de traktatmæssige forpligtelser. Den sidste Shogun, Joshinobu, samlede i 1866 68 landet og indførte en enhedsstat for de mange fyrstendømmer. Hans broder blev sendt til Frankrig for at få franske officerer til at uddanne en japansk hær efter europæisk mønster. Næppe var dette initiativ taget, før der udbrød en borgerkrig, som Shogunen tabte. Han trak sig tilbage til et kloster, og Mikadoen eller kejseren havde nu den formelle magt i et samlet Japan, som i 1869 godkendte kontakterne til udlandet, hvorefter der blev nogenlunde ro.
Japan havde i de foregående 200 år brugt mange kræfter på at holde den vestlige verden og dens viden ude af landet. De næste år gik nu, som det hedder i en kilde ” med rastløs iver at tilegne sig den europæiske verdens kundskaber og teknik”. Allerede i 1869 havde man fået en telegraf, og i 1871 lagde Store Nordiske Telegrafkompagni undersøiske kabler fra Shanghai til Nagasaki og videre til Vladivostok. Fra 1872 var der japanske skibe, som regelmæssigt sejlede på ruten til San Francisco.
I forbindelse med åbningen af landet indførte den japanske regering et nyt slogan: ”Et rigt land – en stærk hær”. Unge mennesker blev sendt udenlands for at lære primært europæiske sprog og videnskaber, og der indførtes en stor mængde fagskoler og folkeskoler samt senere skolepligt.
Handelsaftalerne betragtede Japan som et uudviklet land, og de fremmede magter havde ret til garnisonering af tropper og til at dømme deres borgere efter nationale love i stedet for Japans. Det skabte en del modstand i den japanske befolkning, og Japan blev først ligeværdig partner i eget land omkring århundredets afslutning.
I 1875 afstod Japan den sydlige halvdel af øen Sakhalin til Rusland mod at få Kurillerne mellem Det okhotske Hav og Stillehavet. Året efter annekterede man Bonin‐øerne og i 1879 Liukiu‐øerne. De to sidstnævnte øgrupper ligger syd for de japanske hovedøer.
Den koreanske hersker havde flere gange kritiseret Japan for åbningen mod de vestlige barbarer, og der var et spændt forhold mellem Japan og Korea, og det var flere gange i 1870’erne ved at komme til åben krig mellem Japan og Korea. Japan fik ‐ uden krig – åbnet de koreanske havne for sin egen handel, og hermed reducerede man også den kinesiske indflydelse i Korea.
I 1894 kom det til et oprør i Korea forårsaget af den fløj, der ville åbne Korea op for udenlandsk handel. Korea havde været kinesisk vasalstat siden 1644. Korea var så uheldig at ligge midt mellem to lokale stormagter. Korea kunne være ”the stepping stone” for en invasion mod Japan – eller for en japansk invasion på fastlandet. Japan greb ind med militær magt og besatte hovedstaden Seul. Det blev til en kort krig med Kina, som Kina tabte, og Japan fik herefter stadfæstet overherredømmet over Korea og tillige Formosa (Taiwan) og Pescadorerne (en øgruppe i Formosastrædet) samt halvøen Liaotung med fæstningen Port Arthur. Efter udenrigspolitisk pres fra Rusland, støttet af Frankrig og Tyskland, måtte Japan dog afstå fra at bruge Liaotung, hvilket skabte stor skuffelse i Japan.
Da Kina skulle betale sin krigsskadeserstatning til Japan kunne man kun gøre det ved at låne i udlandet. Russerne lånte villigt pengene mod at få rettigheder i Kina, herunder retten til at lægge jernbaner og telegraflinier. Den japanske skuffelse blev til stor bitterhed, da russerne tre år efter fik en forpagtningsaftale løbende over 99 år på at leje halvøen Liaotung. Det drev japanerne lige i armene på briterne. På grund af truslen fra Rusland afsatte Japan fra 1898 meget store midler til udviklingen af hæren og flåden.
For russerne var halvøen lige det de stod og manglede: På Liaotunghalvøen i Det gule Hav var der gode muligheder for en forsvaret flådebase ved Port Arthur, og der var en civil havn Dalnyy eller Dairen blot nogle få kilometer derfra. Begge havne var isfri og gav lettere adgang til det åbne hav end Vladivostok.
I 1897 gennemtvang den tyske kejser et lejemål på 99 år for Kiaochowområdet med flådebasen i Tsingtao, og Storbritannien måtte derfor på lignende måde sikre sig Weihaiwei. Disse besiddelser ligger begge på Shantung‐halvøen lige over for Liaotung. Russerne blev urolige, især over briterne, og sikrede sig derfor Liaotung‐halvøen, som stormagterne med Rusland i spidsen to år forinden havde nægtet japanerne at gøre brug af. Det russiske mål var ikke at genere japanerne, men primært at reducere britisk indflydelse. Under bokseropstanden i Kina 1899 ‐ 1900 afslog japanerne et tilbud om at støtte kineserne mod de europæiske magter. Tværtimod sendte japanerne 15.000 mand på hævntogter mod Kina. Rusland benyttede uroen til at besætte Manchuriet ‐ trods stormagternes interne aftale om ikke at udnytte Kinas svaghed til egen vinding. Russerne blev pålagt at rykke ud igen, men benyttede forskellige påskud til at forblive og til at forbedre deres position. Dette opfattede Japan som en veritabel trussel. Samtidig begyndte Rusland at vise interesse for Korea, som Japan opfattede som inden for sin interessesfære.
I forbindelse med færdigbygningen af Den transsibiriske Jernbane fik Rusland i 1896 rettigheder til at lade en gren af banen gå fra Chita i Sibirien, gennem Manchuriet, direkte mod Vladivostok i stedet for at lade den løbe inde på russisk teritorium via Khabarovsk. Denne del af banen blev benævnt Den kinesiske Østbane. Ca. 750 km vest for Vladivostok blev byen Harbin et vigtigt jernbaneknudepunkt. Det blev på det nærmeste til en russisk by, og jernbanen blev bevogtet af russere. Herfra gik en gren af banen, Den sydmanchuriske Bane, sydpå til Dalnyy og Port Arthur, blandt andet via Mukden.
Storbritannien og USA var lidt urolige over Japans vækst, men så hellere en japansk end en russisk dominans i området og indrettede deres udenrigspolitik derefter.
Japan fik i 1902 et forbund med Storbritannien. Man søgte at komme til en forståelse med Rusland, men det opfattede Rusland som et svaghedstegn og en manglende vilje til at gå i kamp og dermed blev Ruslands appetit yderligere skærpet. I 1902 indgik Storbritannien og Japan en alliance: Hvis en tredie nation intervenerede i en japansk‐russisk konflikt mod Japan (f. eks. Frankrig eller Tyskland) ville Storbritannien intervenere. Uden den britiske traktat ville Japan ikke have turdet angribe Rusland.
Rusland ville ikke efterkomme de japanske krav om at rømme Manchuriet. I december 1903 landsatte japanerne styrker i Korea og stillede russerne et ultimatum. Rusland efterlevede ikke kravene i det pågældende ultimatum, og uden en formel krigserklæring indledte Japan en krig. Japans befolkning var i 1904 på 46,5 millioner.
Den russiske befolkning var på 130 millioner, men en tredjedel af den russiske befolkning var ikke‐slaver, som set gennem russisk optik ikke ”behøvede” militær træning! Muslimerne i Rusland blev betragtet som underlagt – i åndeligt henseende – sultanen for Det ottomanske Rige i Istanbul.
Japans militære styrker
Den japanske hær
Allerede fra 1867 søgte man at uddanne japanske officerer i Frankrig, men det blev en kortvarig oplevelse, dels på grund af urolighederne i Japan, dels på grund af Frankrigs nederlag til Tyskland/Preussen i 1870/71. Den stående hær blev oprettet i 1869. Herefter var Tyskland forbillede i opbygningen af hæren. Man baserede sig på 3 års værnepligt fra det 20.år. Fra 1889 var den tyske generalmajor von Meckel chef for Generalsstabskolen i Tokyo.
Krigsledelsen var under kejserens forsæde. Soldaterne var veluddannede og patriotiske, og de højere førere var krigsvante og deres hjælpere uddannet i Vesten eller af vestlige førere. Med indførelsen af skolepligt i landet ca. 25 år tidligere kunne alle læse og skrive. Menige soldater, befalingsmænd og officerer var i princippet rekrutteret fra samme sociale lag.
I 1904 bestod hæren af 13 liniedivisioner, 2 rytteri og artilleribrigader, 13 reservebrigader og fæstningstropper, i alt ca. 283.000 mand. Desuden havde man 288.000 ”ældre uddannet mandskab”. Det var en territorialforsvarshær, men hver division her kunne gå sammen med en liniedivision og danne en armé.
Den russiske krigsminister Kuropatkin havde været på besøg i Japan i 1903. Han var imponeret over infanteri og artilleri, men ikke over kavaleriet.
Den japanske flåde
Storbritannien blev som verdens største sømagt valgt som forbillede, og en del unge japanere blev sendt på uddannelse hertil, ligesom de fleste japanske orlogsskibe blev anskaffet i Storbritannien. Man kopierede alt – inklusive uniformerne. Admiral Togo var uddannet i Storbritannien.
Flåden var på ca. 200.000 tons i alt. Japanske skibe var nyere, mere ensartede i bevæbningen og overlegne i fart sammenlignet med russiske enheder. De japanske besætninger var bedre uddannede og havde fordelene ved at operere i hjemlige farvande og med korte afstande til baser og værfter.
De russiske styrker
Den russiske hær i Østasien
I Manchuriet og Østsibirien havde man i 1902 to sibiriske armékorps, som i 1903 blev forstærket med to skyttebrigader og to brigader, medens en tredje var undervejs, i alt ca. 88.000 mand. De var anbragt i Port Arthur og ved Vladivostok og var underlagt vicekongen, admiral Aleksejev. En samtidig kilde anfører: ”Mandskabet var lidet udviklet, og førerne uvante til at handle på egen hånd eller til at tage tiden i betragtning”.
Den russiske Stillehavsflåde
I tonnage var der ved krigens start ca. 190.000 tons i den russiske Stillehavsflåde. I alt indsatte Rusland 410.224 tons mod japanernes 274.184 tons. Rusland gik ud af krigen med en flåde på 63.636 tons og Japan med 272.645 tons, hvoraf 44.486 tons var erobret. De fleste russiske skibe blev sænket.
Krigens formål og forudsætninger
Krigen blev planlagt af Japan mellem 1900 og 1903, og materielanskaffelserne blev søgt afpasset efter det. Ud ad til skulle det se ud som om materielprogrammerne skulle afsluttes med udgangen af 1906. En væsentlig planlægningsfaktor var at få krigen startet, inden Den transsibiriske Jernbane blev klar. Den var planlagt færdiggjort i 1904.
Den 23. juni 1903 havde den japanske kejser autoriseret, at Japan kunne gå i krig mod Rusland, hvis der ikke var andre muligheder. Den 1.februar 1904 bad chefen for Hærstaben, feltmarskal Iwao Oyama, kejseren om tilladelse til at gå i krig. Kejseren gav sin tilladelse den 5. februar 1904.
Det blev på et tidligt tidspunkt besluttet at gøde jorden for en mægling med den amerikanske præsident Theodore Roosevelt. Den japanske problemstilling kan ganske kort opgøres her: Japanerne var ikke sikre på, at de kunne vinde krigen, de havde ikke råd til at tabe den, og de følte sig tvunget ud i den.
Krigens formål var en afgrænset eller begrænset krig med ”a limited objective” i Korea og Manchuriet, en hævn over russerne for deres indblanding i Den kinesisk‐japanske Krig 1894‐95 og sikring af japansk dominans over Korea.
For at nå sit mål måtte Japan gennemføre to kampagner: For det første skulle man tilkæmpe sig søherredømmet i området, det vil sige i Det gule Hav og farvandene omkring Japan op til Sakhalin og Vladivostok. Den russiske flåde i Stillehavet måtte neutraliseres, og dens hovedbase, Port Arthur på Liaotung halvøen, skulle erobres. Hvis Port Arthur blev erobret, ville russerne ikke kunne råde over en isfri havn, som Østersøflåden kunne operere fra. For det and skulle japanerne besejre de russiske hærstyrker i Manchuriet og dermed tvinge Rusland ud af krigen.
Japanerne havde meget nøje studeret russernes problemer: Deres forsyningsvej var en enkeltsporet jernbane fra Moskva, en distance på ca. 8.800 km, og der manglede 100 km jernbane ved Baikal‐søen. Om vinteren kunne man gå over Baikal‐søen, men kun færgerne kunne bære det tunge materiel, og de kunne ikke sejle i den hårdeste vinter. Banen var færdig i 1904. Konflikten betød store afstande for russerne, medens japanerne havde fordelen af de indre linier, korte forsyningsveje og rigeligt med søtransport til rådighed. Den transsibiriske Jernbane blev bestilt i 1882, men først påbegyndt i 1891.
Den østkinesiske Bane blev bygget fra 1897 til 1903. Afstanden til Vladivostok blev kortet af med ca. 550 km. Den sydmanchuriske Bane løb fra Harbin ned til den kommercielle havn Dalnyy (Dairen) og videre til flådebasen i Port Arthur. Alle kampene på land, bortset fra slaget ved Yalu, foregik op og ned langs Den sydmanchuriske Bane, som udgjorde hele infrastrukturen i området.
Manchuriet var ikke opmålt, og selv om man fra russisk side var forberedt på krig, så regnede man ikke med tilbagetog, så derfor blev kartograferne og opmålerne sendt syd for det russiskdominerede område. Russerne ejede ikke et ordentlig kort over det område, hvor krigen blev ført! Under Boxeropstanden sendte russerne 100.000 mand til Manchuriet fordi jernbaneknudepunktet Harbin var truet – og så besatte man i den kinesiske forvirring Manchuriets tre provinser.
Russiske løfter om at trække styrker ud af Manchuriet blev ikke efterlevet, blandt andet på grund af en charlatan, kommandør Besobrazov (bezobrazie betyder uorden på russisk) som havde intrigeret ved hoffet og fået – på tværs af rådgiver Wittes og udenrigsminister Lambsdorfs anbefalinger – krigsminister Kuropatkin, vicekongen og andre til at tøve med at trække tropperne ud. Witte havde været jernbaneminister og finansminister, og selv om tsaren afskyede ham, så blev han betragtet som en af Ruslands største politiske begavelser
Kuropatkin havde tidligere, ligesom den japanske udenrigsminister, grev Ito argumenteret for en deling i interessesfærer. Japan burde have Korea, Rusland burde have Nord‐Manchuriet, medens Syd‐Manchuriet skulle forblive kinesisk.
For 100 år siden hørte racistiske udtalelser med til dagligdagen. Russerne, inklusive tsaren, så ned på japanerne som små gule aber etc. Den russiske attaché i Tokyo var ifølge krigsminister Kuropatkin ”et dårligt valg”. Hans rapporter nævnte blandt andet, at en russisk soldat kunne måle sig med tre japanske!
Man skal erindre, at det russiske samfund på det tidspunkt befandt sig midt i en langstrakt opløsningsproces med masser af uro og ustabilitet. I de bedre kredse cirkulerede udtalelser om officersaspiranterne som ”drankerne til marinen, fjolserne til infanteriet”.
Sammenligner man den japanske og den russiske flåde er der iøjnefaldende forskelle. Østersøflåden sejlede ikke i vinterhalvåret på grund af is. Af hensyn til et ensartet uddannelsesmønster gjaldt det samme for Sortehavsflåden! Japanske søfolk kunne alle læse og skrive. Mange var i forvejen fiskere eller sømænd og havde erfaring fra havet. Det gjaldt ikke for de menige russere, som hverken var søvante eller kunne læse og skrive.
Rusland kunne mobilisere en hær på 4,5 millioner mand, men i Sibirien og Manchuriet var der kun i alt ca. 88.000 mand med 196 kanoner plus 50.000 mand garnisonstropper og vagter til banelinien. Hver måned kunne der formentlig fremføres 30.000 – 40.000 mand med banen.
Hele den russiske jernbane, inklusive den i Manchuriet, var bredsporet jernbane (5 fod). I tilfælde af en erobring havde japanerne valget mellem at lægge nye spor eller anskaffe lokomotiver og vogne med stor sporvidde. I Fjernøsten havde russerne 7 ældre slagskibe, 9 pansrede krydsere og 25 destroyere i Port Arthur, 1 krydser og en kanonbåd i Chemulpo/Inchon i Korea og 4 krydsere i Vladivostok.
For japanerne gjaldt det altså om at udføre en ”joint operation”, som var afsluttet og et fait accompli, inden hele det store russiske apparat var blevet klargjort. Japans udgangsposition var, at hele den stående og veluddannede hær på 283.000 mand med 870 kanoner kunne sendes over på kontinentet for at kæmpe.
Japan rådede over 6 nye slagskibe, som var relativt ensartede og med 12”kanoner (412 mm), et ældre erobret kinesisk slagskib, 8 panserkrydsere og 25 lette krydsere, 19 destroyere og 85 torpedobåde. De japanske styrker, både hær og flåde var – sammenlignet med de tilsvarende russiske – overlegne indenfor følgende områder: Doktriner, lederskab, disciplin, uddannelsesniveau, herunder våbenbetjening, kommunikation, logistik osv.
Japan var meget afhængig af søtransport i forbindelse med krigen. Hæren skulle til kontinentet, og den skulle forsynes. Det japanske dampskibsselskab Nippon Yusen Kaisha, som var statsstøttet, blev stillet til rådighed. Rederiet rådede over 80 skibe på 200.000 tons, altså i snit 2.500 tons pr. skib.
Den britiske strateg Sir Julian Corbett behandlede denne krig meget indgående. Han brød sig ikke så meget om begreberne ”offensiv” og ”defensiv” i forbindelse med krige og deres årsager. Han kunne bedre lide begreberne ”positiv” og ”negativ”. Japans motiv til at gå i krig mod Rusland var at forhindre, at Korea blev opslugt af Rusland. Det var et præventivt og et negativt motiv. Japan kunne opnå sit mål ved at erobre Korea. Det blev så vendt til et positivt motiv i Corbetts øjne.
Corbett skrev endvidere, at krigen blev udkæmpet for et relativt klart og afgrænset mål, nemlig rettigheder over et territorium, som i øvrigt ikke tilhørte nogen af krigens parter. Det udviklede sig til en moderne krig, hvor ikke alene de stående hære og flådestyrker kæmpede, men hvor begge nationer måtte mobilisere mandskab i stort tal og bruge enorme summer på krigsproduktionen.
Ruslands interesser i Korea var meget begrænsede. Man burde have trukket sig ud meget tidligere. Landets begrænsede mål i Korea var ikke indsatsen værd set i relation til de store tab, man opnåede i menneskeliv og i materielle tab. Ruslands valg var enten at samarbejde med Japan eller samarbejde med Kina på Japans bekostning. Tsaren valgte at følge rådgiveren Wittes råd om det sidste.
Japanerne havde et udstrakt net af spioner i Manchuriet. De blev styret af japanske officerer forklædt som lokale kinesere. Japanerne sørgede for at betale godt – og bedre end russerne. Da der var stor fattigdom og udbredt utilfredshed blandt russerne, var det også muligt at hverve kilder fra den russiske side.
Da krigen kom, rykkede den japanske hærattaché, oberst Motojiro Akashi, fra Skt. Petersborg til Stockholm, men han holdt ikke op med at arbejde. Han holdt sit net af hvervede agenter beskæftiget, samtidig med at han forsynede regimets modstandere i Rusland, Finland, Ukraine og Kaukasus med penge, håndvåben og ammunition. Tilsvarende arbejde oberst Aokis net af spioner i Manchuriet og i øvrige egne af det asiatiske kontinent med at skaffe oplysninger om russiske troppebevægelser med mere. Aokis og Akashis rapporter til Tokyo gav et komplet billede af de russiske hær‐ og flådestyrker, deres forsyningsstatus, forstærkninger m.m.
Kronologisk gennemgang2
4 FEB 1904:Japansk brud på de diplomatiske forbindelser efter udløb af ultimatum til Rusland om at trække sine styrker ud af Manchuriet.
8 FEB 1904: Admiral Togo angriber den russiske flådestyrke ud for Port Arthur. Torpedoer, mineringer og blokade skal hindre russernes sejlads.10 japanske destroyere og torpedobåde får torpedotræffere ind på slagskibene Tsarevich og Retvisan samt krydseren Pallada. Med søherredømmet kan Japan herefter transportere tropper til Korea og Liaotung‐halvøen for at angribe Port Arthur fra landsiden, hvor befæstningen er svagest. Den russiske viceadmiral Stark har beordret torpedonet udsat, to destroyere på patrulje samt to krydsere på vagt med projektører i havnemundingen, men hans ordrer er ikke fuldt ud effektueret, blandt andet fordi en del af officererne deltager i selskabelighed i land!
Port Arthur forsvar består af 8.000 mand, 22 batterier med 82 kanoner og 51 morterer. Vanddybden i havnebassinet er på 5 meter ved lavvande og 9 meter ved højvande.
9 FEB 1904: Morgenen efter angriber admiral Togo igen den russiske flåde, som stadig opholder sig på reden. Det medfører ingen særlige skader. Viceadmiral Dewa foreslog admiral Togo på radio at udføre et ”follow‐up attack”. Der bliver udvekslet mange salver, og russerne får træffere ind på fire japanske slagskibe og en krydser. Novik er det eneste russiske skib, som står ud af havnen og tager kampen op. Det er det eneste større skib, som kan forlade havnen ved lavvande.
I Korea sættes krydseren Varyag og kanonbåden Koreyets ud af spillet i havnen i Inchon (Chemulpo). Varyag tager kampen op, men sænkes efterfølgende af sin egen besætning. Viceadmiral Kamimura, chef for panserkrydsereskadren, eskorterer en konvoj af transportskibe til havnen for udskibning af Den japanske 1. Armé under general Tamesada Kuroki. Styrken udskibes og marcherer mod Yalufloden for at dække Port Arthur operationen. Russerne udarbejder en krigserklæring. Overraskelsesangrebet forarger ikke den angelsaksiske verden.
10 FEB 1904: Herefter følger den japanske krigserklæring.
11 FEB 1904: Minelæggeren Yenisei og krydseren Boyarin (bygget af B & W i 1902) løber begge på miner, som Yenisei netop har udlagt samme dag! Minelæggeren synker med det samme. Boyarin bliver forladt, men synker ikke og bliver i stedet slået til vrag på kysten nogle dage senere. Den er mere solidt bygget, end man har regnet med. To russiske destroyere kolliderer i tågen.
13‐14 FEB 1904: Et natligt japansk forsøg med at spærre havnen i Port Arthur med fem gamle, cementfyldte handelsskibe mislykkes. Slagskibet Retvizan (som står på bunden) afværger forsøget i samarbejde med kystbatterier.
8 MAR – 13 APR 1904: Viceadmiral Stepan Yusipovich Makarov beordres ud som afløser for viceadmiral Stark. Han går straks i offensiven og udfører angrebsoperationer mod de japanske krydsere, bryder blokaden og minerer, medens kamp mod Togos hovedstyrke søges undgået. Makarovs flagskib, slagskibet Petropavlovsk, løber den 13. april 1904 på en japansk forankret mine, som detonerer mod skibsbunden ud for forreste ammunitionsmagasin. Skibet eksploderer og synker med næsten hele besætningen, inklusive flådechefen. Af besætningen omkommer 623 mand. Japanerne har bemærket, at siden Makarov ankommer, så går russerne til modangreb. De flygter ikke mere.
APR – MAJ 1904: Krigsminister, general Aleksei Nikolaevich Kuropatkin overtager kommandoen over samtlige hærstyrker i krigszonen, men han er underlagt vicekongen, som er tsarens stedfortræder. Kuropatkin laver en særdeles velovervejet plan. Han kan regne ud, at japanerne går efter et hurtigt fait accompli, inden russerne kan sende forstærkninger ud. Han skal derfor sinke japanernes fremrykning og bevare de russiske nøglepositioner, samtidig med, at han bygger en stor styrke op, som transporteres med banen. Han deler sine styrker i tre grupper syd for Mukden:
General, baron Shtakelberg rykker med 35.000 mand til Hai‐chengKaipeng nord for Port Arthur. General, greve Keller med 30.000 mand får ansvarsområdet ved passene vest for Yalu‐floden. Under ham er general Zasulich med 7.000 mand sendt ud mod overgangene ved Yalu‐floden. General Kuropatkin selv med 40.000 mand udgør reserven i Liaoyang, syd for Mukden. Det ligger ved banen mellem Harbin og Port Arthur. Ud over dette har generalløjtnant Anatoli M. Stëssel på dette tidspunkt 40.000 mand i Port Arthurs garnison til bevogtning af havnebyen med de omkringliggende forter. Kuropatkin kan tillade sig, at japanerne påbegynder en belejring af Port Arthur. Fæstningen vil kunne udholde en belejring i mange måneder. Imedens vil Kuropatkin langsomt falde tilbage mod Harbin, indtil der er kommet tilstrækkeligt med forstærkninger fra Rusland, til man kan iværksætte modangreb. Han regner med forstærkninger på 40.000 mand per måned. Efter sommeren vil han således kunne gå sydover og undsætte Port Arthur og drive japanerne ud af Manchuriet.
Men så kommer vicekongen, admiral Alekseyev ind i billedet. Han er inkompetent og uduelig, og han forlanger en hurtig offensiv med hurtige resultater. Kuropatkin bliver derfor nødt til at opgive sin ellers meget sunde defensiv‐offensive plan.
30 APR – 1 MAJ 1904: Det første store slag bliver 1. Armés angreb ved Yalu. Zasulich tager – ganske unødvendigt – kampen op med sine 7.000 mand og mister 2.500. Kuroki mister 1.100 mand, men står efter slaget inde i selve Manchuriet med sin armé. Slaget finder sted i mudder efter tøbrud. På et tidligt tidspunkt erobrer japanerne ”Tigerhøjen” fra russerne. Herfra er der gode observationsmuligheder over de russiske stillinger. Vandstanden i floden er lav. Japanerne mangler brobygningsmateriel, men deres ingeniørtropper finder forladte russiske savværker, hvor de udnytter tømmer og værktøj. De bygger en stor bro til overgang på den russiske side, hvor russerne kan følge med i forberedelserne. Russerne kamuflerer ikke deres artilleristillinger. De japanske ingeniørtropper har brugt tiden til i skjul også at producere ni transportable broer. Da det virkelige angreb kommer, så sætter japanerne alle russiske artilleristillinger ud af spillet med deres 12 cm haubits, hvorefter de laver overgange ni forskellige steder. Efter dette russiske nederlag stiger Japans kreditværdighed, og man kan nu låne penge i britiske og amerikanske banker! Kuropatkins bekymring stiger, for han tør ikke afsætte enheder til bekæmpelse af den næste landsætning på Liaotung‐halvøen. Hermed er Port Arthur afskåret fra land og kan kun undsættes fra søsiden.
30 APR 1904: Russerne beslutter at danne 2. Stillehavseskadre af skibe fra Østersøflåden. Sortehavsflåden skal ikke med, da Storbritannien lægger pres på tyrkerne for ikke at lade skibene slippe gennem de tyrkiske stræder. Det er en rejse på 18.000 sømil syd om Afrika = 33.000 km. Afgang skal finde sted den 15. juli, men det bliver forsinket i yderligere tre måneder på grund af russisk ineffektivitet og diplomatiske forviklinger.
1 MAJ 1904: Russerne er nu jaget ud af Korea.
1 MAJ 1904: Togo melder, at Port Arthurs havneindløb er spærret. De mange forsøg er mislykkedes, og det ved Togo godt, men han spiller højt spil af flere grunde, og han inddrager ikke de højere stabe i sin viden. Argumenterne, som han på det tidspunkt holder for sig selv er, at russerne efter Makarovs død ikke tør komme ud og engagere hans styrker. Han vurderer, at russerne ikke kan engagere en eskorteret konvoj. Togo har 60 destroyere mellem invasionsstranden og Elliot Islands, hvor 2. Armé befinder sig. Hvis Togo melder, at indløbet ikke er spærret, så vil marinen melde til kejseren, at han er inkompetent. Så han holder sin mund, sådan at 2. Armé kan gå i land ca. 100 km nord for Port Arthur. Til gengæld føler Togo sig foranlediget til at dække 2. Armés landgang.
5 – 19 MAJ 1904: 2. Armé under general Yasukata Oku går i land på Liaotung‐halvøen, ved Pitzuwu, 65 km nordøst for Port Arthur, hvor halvøen kun er 5 km bred. På sin vej sydover møder han kraftig modstand på halvøens smalleste punkt ved Nanshan‐højden. Under denne operation går 4. Armé under general Michitsura Nodzu i land ved Takushan vest for Yalu‐floden. Den russiske vicekonge føler, at nettet er begyndt at stramme om Port Arthur, og han flygter til Kuropatkins hovedkvarter i Liaoyang. Dagen efter lukker banen for russisk trafik til og fra Port Arthur.
25 MAJ 1904: I den vestlige ende af den russiske forsvarslinie ligger Nanshan‐højdedraget. Nanshan forsvares af 3.000 russere, som indgår i et infanteriregiment, et artilleribatteri og lidt ekstra infanterienheder med i alt 50 kanoner. Deres chef er den berømte oberst Tretyakov, som også deltager med stor dygtighed i det sidste forsvar af Port Arthur. Japanerne kommer med tre divisioner, og der er yderligere en på vej. De råder over 200 kanoner. Russerne har ikke så meget artilleriammunition, men de er gravet godt ned, de har pigtråd foran, og foran det ligger der miner. Et skybrud skyller dog jorden over minerne væk umiddelbart inden det japanske angreb. Russerne har støtte fra en kanonbåd på østsiden. Japanerne har støtte fra fire kanonbåde på vestsiden af halvøen. Et japansk frontalangreb mislykkes, men japanerne får et gennembrud ved at gå vest om højdedraget helt ude i brændingen. Russerne mister 1.500 af deres 3.000 mand, men japanerne mister 4.500 af de 30.000 angribere, og det bliver prototypen på et fremtidigt japansk angreb. Med tabet af dette højdedrag, som er russernes første forsvarslinie, mister de også Dalnyy, som herefter bliver japansk havn og base. Her landsættes 3. Armé under general Maresuke Nogi. Han var manden, der erobrede Port Arthur i 1894 fra kineserne. 3. Armé skal tage sig af Port Arthur, medens 2. Armé svinger nordpå for at engagere general Shtakelberg, som er begyndt en modoffensiv efter ordre fra Kuropatkin. Vicekongen har pålagt ham at udføre en modoffensiv.
14 – 17 MAJ 1904: Medens dette står på kommer der en uheldsvanger periode for admiral Togo. Han føler sig foranlediget til at vise tilstedeværelse foran havnen, for at russerne ikke skal få den ide at forlade den. Han havde jo meldt, at den var spærret. Så han sender mange af sine enheder, blandt andet tre af sine dyrebare slagskibe ind. Det havde han ikke behøvet, for viceadmiral Vitgeft, Makarovs afløser, havde ikke tænkt sig at sejle nogen steder hen. En japansk krydser og en kanonbåd går ned efter kollision i tåge. En destroyer og to mindre orlogsskibe løber på miner og synker. Men hvad værre er, to af hans vigtigste enheder, slagskibene, løber ind i et minefelt. Hatsuse synker umiddelbart – sådan at alle inde i havnen kan se det. Yashima fortsætter sydpå i nogle timer og synker uden for synsvidde af russerne. Japanerne holder dette hemmeligt i over et år, og russerne tror kun at Togo har mistet et slagskib, men han har i virkeligheden med et slag mistet en tredjedel af sine kampafgørende enheder. Togos tilstedeværelse skyldes ønsket om at sikre, at russerne ikke generer 2. Armés landgang. Minerne var blevet lagt af den russiske minelægger Amur, hvis chef havde lagt minerne meget længere ude end viceadmiral Vitgeft har beordret.
Officielt er det feltmarskal Oyama, som fører krigen. Manden bag krigens førelse er imidlertid hans stabschef, generalløjtnant Kodama. For ham er Port Arthur kun et mål på vejen. Det virkelig mål, som afslutter denne begrænsede krig, er den russiske hærs hovedbase i Liaoyang, og den skal nås inden russerne får sendt tilstrækkeligt med forstærkninger fra den europæiske del af Rusland. Hvis Port Arthur bliver erobret i en fart, vil han kunne frigøre 3. Armé til kampagnen mod nord.
1 – 22 JUN 1904: I de første tre uger af juni opbygger general Nogi sin armé, så den når op på 80.000 mand og 474 kanoner. Bag fortifikationerne venter en bekymret generalløjtnant Stëssel. Han er endnu et eksempel på en inkompetent personlighed i den russiske ledelse. Han har tre forsvarslinier: Inderst et system af løbegrave omkring bymuren. Ca. 3,5 km længere ude er der en ring af betonforter forbundet med forskellige befæstninger og løbegrave. Den yderste linie består af en række befæstede højdedrag, hvoraf enkelte ikke er færdiggjorte. Fraregnet marinens personel udgør forsvarsstyrken 40.000 mand, og den råder over 506 kanoner. Der er rigeligt med fødevarer til en langvarig belejring. Med et dygtigt forsvar er en erobring af Port Arthur ikke muligt.
14 – 15 JUN 1904: Slaget ved Te‐li‐Ssu, 130 km nord for Port Arthur. Den øverste krigsledelse er uenig: Tsaren og vicekongen anbefaler at gå mod 2. Armé. Kuropatkin vil gerne vente til han har samlet tilstrækkeligt med forstærkninger til at rykke sydpå. Han bliver beordret til at udføre et modangreb. Generalløjtnant Shtakelberg foreslår en trinvis fremrykning startende ved Te‐li‐Ssu, 200 km syd for Liaoyang og 130 km nord for Port Arthur, hvor man graver sig ned, etablerer sig, sikrer sig og så rykker sydpå til næste stilling. Dette vil ikke give japanerne tid til at reagere.
Den dag Shtakelberg kommer til Te‐li‐Ssu for at grave sig ned i ro og mag, da kommer general Oku også med 2. Armé. Oberst Akashi i Stockholm har nemlig fået at vide to dage forinden, at 1. Sibiriske Korps rykker sydpå til Te‐LiSsu! Der ligger en dal, som banen løber i, og herudover nogle højdedrag. For at sikre, at han ikke bliver omgået, placerer han en eskadron kosakker mod vest med en ”heliograf”. Da der ikke er nogen sol kan kosakkerne ikke signalere om japanernes tilstedeværelse, og generalen informeres først dagen efter. Oku angriber og Shtakelberg undgår med nød og næppe at blive omgået. Han foretager udvigende kamp ved Tashichia, og general Zarubayev afværger efterfølgende et japansk angreb den 24. juni. Undsættelsen af Port Arthur kollapser før end den er indledt!
Status for de japanske hære medio juni 1904:
• 1. Armé: Midt mellem Yalu og Liaoyang.
• 2. Armé: 50 km syd for Liaoyang.
• 3. Armé: Belejrer Port Arthur.
• 4. Armé: På vej for at slutte sig til 2. Armé.
Medio JUN 1904: Krydserstyrken i Vladivostok under viceadmiral Bezobrazoff, med krydserne Gromoboi, Rossiya og Rurik, bryder ud og foretager angreb på den japanske skibsfart i Tsushima‐strædet. Admiral Togo er nu meget bekymret. Hvis russerne stiller op med en ny admiral af Makarovs type, så ser det sort ud. Han har kun fire slagskibe tilbage, medens russerne stadig har 6 – 7. Togo ved fra oberst Akashi, at russerne samler skibe i Østersøen, og at de er overlegne i antal. Han må nu sikre sig, at russerne i Port Arthur ikke slipper ud. Derfor lægger han 1.000 nye søminer. Samtidig udfører han et antal ”dummy” mineringer for at skræmme russerne.
23 JUN 1904: Port Arthur er omringet, så der kan ikke sendes personel ind til basen. Makarovs efterfølger, kontreadmiral Vitgeft (Vithøft) (som ikke er sømand, men tekniker) bliver beordret af tsaren til at tage kampen op med Togos styrke. Planen er dog forinden lækket til den lokale avis ”Novy Krai”, som har trykt historien om, at man forlader havnen den 20. juni, så man må blive et par dage ekstra i havn for lige at vise, at der sandelig ikke er tale om et udbrudsforsøg. 24 skibe stikker til søs, men alle vender hurtigt tilbage. Et af slagskibene beskadiges af en mine.
26 JUN 1904: Generalløjtnant Stëssel forsøger et mindre udbrud over land, men det bliver hurtigt stoppet. Inde i fæstningen foregår en personstrid mellem grev Stëssel, som nu er guvernør, og den nye fæstningskommandant, generalløjtnant C. N. Smirnov. Stëssel giver ham ikke de fornødne forsyninger, og han blander sig i alle dispositionerne. Japanerne har på dette tidspunkt rigeligt med agenter, som betales for oplysninger, og general Nogi ved alt om, hvad der foregår inde i hovederne på de russiske beslutningstagere inde i fortet.
20 JUL 1904: Krydserstyrken fra Vladivostok, med den nye chef, kontreadmiral Jessen, står gennem Tsugaru‐strædet og ned til Tokio‐bugten, hvor den sænker, hvad den møder af japansk skibsfart. Viceadmiral Kamimura tager jagten op med ni krydsere og 16 destroyere, men russerne forsvinder i tågen og når sikkert retur til Vladivostok.
I juli presser japanerne det russiske forsvar omkring Port Arthur. Øjeblikket er kommet, hvor japanerne skal til at bruge jernbanen nordpå fra Port Arthur. Man har i god tid bestilt lokomotiver i Amerika med den russiske sporvidde på 5 fod, men nu skal man lige erindre, at krydserne fra Vladivostok har sænket nogle handelsskibe, hvis last russerne ikke kender betydningen af i fuldt omfang. Et af skibene havde tropper om bord. Et andet havde de pjecer af belejringsartilleri, som general Nogi havde bestilt til at bombardere Port Arthur med. De lå på bunden af Stillehavet. To af skibene havde alle de lokomotiver, som japanerne havde købt i USA. De lå også på bunden af Stillehavet. Den gamle regel om, at selv den bedste planlægning ikke overgås af svineheld, er her blevet bekræftet. Derfor er der en ny situation nord for Port Arthur. Man har fra den 1. maj til den 30. juni bygget sin egen forsyningslinie til hæren. Det er en 50 km lang bane med japansk sporvidde beregnet til hærenes umiddelbare logistik. Det var ellers meningen, at man skulle have brugt de russiske spor, men i stedt blev man nødt til at rekvirere japanske lokomotiver og afmontere det ene spor og rykke det ind til en afstand af 3,5 fod. Derpå savede japanerne svellerne af, så russerne ikke siden hen kunne udvide til 5 fod.
7‐8 AUG 1904: 3. Armé presser på fra øst og erobrer nogle højdedrag fra de yderste forsvarsværker ved Port Arthur.
10 AUG 1904: Tsaren beordrer kontreadmiral Vitgeft til søs, så hans styrke kan nå Vladivostok og forenes med krydserstyrken der. Viceadmiral Kamimura har uden held forsøgt at lokke de russiske krydsere til kamp udenfor Vladivostok.
Vitgeft forlader havnen med seks slagskibe, fem krydsere og otte destroyere. Togo prøver at holde afstand. Han må ikke sætte noget til. De fire japanske slagskibe skyder længere, hurtigere og mere præcist end russerne og klokken 18.12 rammer en 12”‐granat broen på Czarevich. Vitgeft bliver dræbt – skibet sejler i cirkler, medens roret angiveligt er blokeret af ligdele fra staben! Hele staben udslettes og en krydser sænkes. Et slagskib, tre krydsere og tre destroyere søger neutral havn og bliver interneret. Resten søger tilbage til Port Arthur, hvor skibenes kanoner rigges af, og herefter indgår i fæstningens artilleri. Hermed har russerne ikke længere en flådestyrke i Port Arthur, men det ved japanerne ikke.
14 AUG 1904: Den russiske krydserstyrke på tre krydsere forsøger at sejle Port Arthur‐enhederne i møde og møder viceadmiral Kamimuras fire panserkrydsere nord for Tsushima. Rurik sænkes, men de to andre undslipper. Nu har japanerne opnået et af deres operative mål: Det komplette søherredømme i operationsområdet.
19 – 24 AUG: General Nogi angriber med 3. Armé Port Arthur for anden gang, denne gang fra nord og nordvest. Han erobrer 174‐meterhøjen, men må stoppe angrebene efter tabet af 15.000 mand. Russerne mister 3.000. Russerne bruger maskingeværer om natten med projektør‐ eller lysraket‐belysning. Herefter vil Nogi overgå til at ”underminere” fortifikationerne med sprængstoffer, og han bestiller desuden kraftigt belejringsartilleri. Da russerne ikke længere vurderes at kunne invadere de japanske hovedøer har man frigivet et antal 11” kanoner (28 cm) fra Japans kystforsvar til erstatning for belejringsartilleriet, som endte på Stillehavets bund. General Nogi får besøg af stabschefen, generalløjtnant Kodama, som vil afskedige ham for ikke at opfylde de operative mål. Nogi gør alt, hvad Kodama beder ham om, og man slipper for at fyre ham. Han er trods alt en gammel krigshelt. Kodama gør det helt klart, at erobringen af 203‐meterhøjen (eller Vysokaya (”Højen”), som russerne kalder den) er kampafgørende: Med den på japanske hænder kan man observere og beskyde alle skibene i havnen og dermed udslette flådestyrken. Inde i fortet er der nu skørbug, dysenteri og tyfus. Uden for slås japanerne med beri‐beri, dysenteri og tyfus. Beri‐beri undgår japanerne ved at blande byg i risene.
1 – 25 AUG 1904: General Kuropatkin bliver nødt til at trække sine styrker tilbage mod Liaoyang, som er det punkt, som generalerne Kuroki med 1. Armé, Nodzu med 4. Armé og Oku med 2. Armé konvergerer imod.
25 AUG – 3 SEP 1904: Slaget ved Liaoyang, 65 km syd for Mukden. Japanerne råder nu over 125.000 mand, russerne over 158.000 mand. Der er ankommet et armékorps fra den europæiske del af Rusland. Planen for det russiske angreb ud fra Liaoyang bliver sendt til tsaren for godkendelse. Japanerne opsnapper planen i Sankt Petersborg og telegraferer den til Tokyo, men feltmarskal Oyama har dog kendskab til dele af den fra papirer fundet på en falden russisk officer. Kuropatkin går i offensiven to gange, og koncentrerer sit andet angreb mod Kurokis 1. Armé på den japanske højre flanke. Det lykkes japanerne at afværge angrebet, dels på grund af aggressiv optræden, dels på grund af dårlig russisk ledelse og endnu dårligere kommunikationer. Japanerne mister 23.000 mand, russerne 19.000. Kuropatkin betragter sig selv som slået her og begynder en udvigende kamp tilbage i retning mod Mukden. Oyama følger efter, men et effektivt russisk forsvar sikrer tilbagetrækningen.
Kampene bliver udkæmpet under vanskelige betingelser. Området er ikke opmålt af russerne. De har bestilt opmålere fra Moskva, men vicekongen har holdt dem tilbage. Mange af markerne er dækket af tre meter høj hirse. General Orlov rykker eksempelvis frem mod en høj, Manju Yama, og går efter lyden af skud midt i al hirsen. Det bringer ham lige ind i den japanske hovedstyrke. I løbet af minutter flygter 12 af hans 13 bataljoner i panik. Kampen bliver udkæmpet i mængder af mudder og svær regn. Floderne er gået over deres bredder.
15 – 30 SEP 1904: General Nogi udfører sit tredje angreb. 203‐meterhøjen holdes af russerne. Japanernes tab er enorme. Der må holdes seks timers pause en af dagene, idet begge parter frygter epidemier fra de mange japanske lig, som lugter fælt. Japanerne samler ligene sammen og brænder dem.
1 OKT 1904: General Nogis belejringsartilleri ankommer. Det omfatter 19 stk. 28 cm haubitz, som kan skyde et 250 kg projektil ud til 9.000 meter. De bliver hver trukket 13 km fra havnen til stillingerne af 800 søfolk. (Pjecerne er af en type, som er meget lig den, som man endnu i dag kan se opstillet på Charlottenlund Fort).
5 – 17 OKT 1904: Slaget ved Sha‐Ho, 32 km syd for Mukden. Russerne mister 40.770 man i slaget ved Shaho. Japanerne mister 20‐30.000 mand. Russerne viser sig uskikkede til offensive operationer og bliver moralsk svækkede. Kuropatkin tøver, til de lovede 60.000 mand forstærkninger vil komme. Han beder om yderligere 100.000 mand, hvad vicekongen anser for urimeligt. Problemet for Kuropatkin er, at hvis Port Arthur falder, så kan Oyama forstærke sine enheder med 60‐70.000 mand. Han skal derfor nedkæmpes inden dette tidspunkt. På det tidspunkt har Kuropatkin 200.000 mand og Oyama 170.000. Kuropatkin går i offensiven og koncentrerer angrebet mod Kurokis 1. Armé, som nu er på den japanske højre flanke. Medens Kuroki graver sig ned, lægger Oyama tyngde i sit angreb mod det russiske center, som Kuropatkin herefter må genetablere kontrollen over. Begge hære konsoliderer sig efter slaget.
15 OKT 1904: Russernes nyetablerede flådestyrke, ”2. Stillehavseskadre”, afgår fra Kronstadt, Libau (Liepaya) og Reval (Tallin). Årsagen til forsinkelsen skyldes blandt andet diplomatiske forviklinger omkring kulleverancerne. Storbritannien er imod at yde støtte, og Frankrig er tøvende med at yde støtte fra sine kolonier. Kaiser Wilhelm vil gerne støtte, for så længe Rusland er engageret i Fjernøsten, er landets fokus væk fra Europa. Kejseren sørger for leverancer fra 60 kulskibe fra Hamborg‐Amerika‐linien. Flådestyrkens behov er ca. 500.000 tons kul. Hovedstyrken er fire nye og tre lidt ældre slagskibe, fire nye og tre ældre krydsere, ni destroyere, nogle værkstedsskibe, to hospitalsskibe etc. Hele sejladsen er forfulgt af uheld (eller snarere inkompetence). I forbindelse med afgang fra basen går to af skibene på grund i henholdsvis Kronstadt og Libau. Der er kul alle vegne i skibene. Man skal være over orlogskaptajnsgrad for ikke at få kul ind på lukafet!
21‐22 OKT 1904: ”Slaget på Dogger Banke” mod fiskerne fra Hull. Russerne har hørt rygter om tilstedeværelse af japanske torpedobåde i Nordsøen. Oberst Akashi har formentlig været med til at udsprede rygter om japansk tilstedeværelse. Helt usandsynligt er det dog ikke, for japanerne har købt det meste af deres flådemateriel i Storbritannien. Natten mellem den 21. og 22. oktober 1904 tror russerne sig angrebet af japanske torpedobåde, da man passerer et antal trawlere ved Dogger Banke. Syv fiskere bliver dræbt og en trawler sænkes. Krydseren Aurora bliver ramt flere gange af egne enheder. Det er tæt på krig mellem Rusland og Storbritannien. Krydsere fra Royal Navy følger russerne til Gibraltar.
Det er ikke de eneste problemer, som viceadmiral Rozhdjestvensky har at slås med. Syd for Afrika løber man ind i en orkan. Der opstår to mytterier, og 14 mand bliver af denne grund henrettet. En af enhederne må returnere med størsteparten af mytteristerne. Endvidere er der problemer med tropiske sygdomme, selvmord, utilfredshed og dårlig ledelse. Ved Madagaskar bliver man forsinket i to måneder, blandt andet på grund af fornyede problemer med kulleverancerne. Japanerne har truet med at sænke alle kulskibe i nærheden af flådestyrken, og det gør det tyske rederi uroligt. Endnu en intrigant kommandør bør her omtales. Rozhdjestvensky er blevet påduttet en kommandør ved navn Klado, som har sin gang ved hoffet. Han er selvudnævnt strateg og skal gøre tjeneste ved admiralens stab. Admiralen ser dog sit snit til at blive af med ham, da han skal sende en medarbejder hjem for at redegøre for ”Slaget på Dogger Banke”. Hjemme bruger han sine intriger til at slå til lyd for at sende endnu flere skibe af sted. De skal formeres i ”3. Stillehavseskadre”. Rozhdjestvenskyy bliver rasende, for de pågældende skibe er uanvendelige i situationen. Som han selv udtrykker det: De synker af sig selv uden fjendens indblanding. Det medfører endnu mere forsinkelse.
30 OKT – 1 NOV 1904: Nogis fjerde angreb mod Port Arthur kommer fra nord og øst. Hans armé får igen enorme tab fra maskingeværild, artilleri og håndgranater. Fortet begynder at mangle fødevarer, og problemerne med de mange sårede stiger. Nyheden om eskadrens afgang fra Østersøen giver nyt mod. Samme nyhed skærper også japanernes interesse for at erobre havnen, så den russiske flåde ikke kan gå til Port Arthur og derefter ødelægge Togos flåde. Et forsøg på at erobre fortet på Kejserens fødselsdag den 3. november lykkes ikke og koster japanerne 4.800 mand.
26 NOV 1904: Nogis femte angreb koster 12.000 japanske soldater. Hans mål er 203‐meterhøjen. Højene omkring er også befæstede. Oberst Tretyakov holder højen med 2.200 mand.
27 NOV – 5 DEC 1904: 203‐meterhøjen erobres efter et omfattende bombardement. 11.000 japanere går til. Efter ni dage har japanerne højen. Næste dag påbegyndes den systematiske ødelæggelse af orlogsskibene i havnen. Samme dag sejler Togo hjem for at holde eftersyn på sine skibe og gøre dem klar til kamp mod 2. Stillehavseskadre, som nu er godt på vej.
2 JAN 1905: Japanerne fortsætter angrebene i frost og sne og tager fort efter fort. Generalløjtnant, grev Stëssel overgiver Port Arthur og 10.000 mand, selv om der stadig er mad nok. Nogi har mistet 59.000 mand (døde, sårede og savnede). Han har endvidere 34.000 syge! Russerne har mistet 31.000 mand. General Nogi gør 3. Armé klar til at slutte sig til de andre japanske arméer.
(22 JAN 1905: ”Den blodige søndag” i Skt. Petersborg, hvor hæren sættes ind mod fredelige demonstranter. 130 demonstranter dør.)
26 – 27 JAN 1905: Slaget ved Sandepu (Heikotai). Nu har general Kuropatkin 300.000 mand og feltmarskal Oyama 220.000. Kuropatkin må slå til, inden general Nogi dukker op med sin 3. Armé. Han har delt sine styrker op i tre under generalerne Linievich, Gripenberg og Kaulbars. Russerne angriber i en snestorm og er utrolig tæt på en sejr, som ville have ændret hele krigens forløb. Efter to dages meget hårde kampe sætter Oyama et modangreb ind, og det bringer kampene til standsning.
21 FEB – 10 MAR 1905: Slaget ved Mukden. Ud over de fire arméer lykkes det japanerne i kraft af deres nye hærlov af 1904 at samle en 5. Armé under general Kawamura. Den består af 26 regimenter eller 6,5 division. Den bliver i yderste hemmelighed sejlet til Yalufloden og derefter sendt til området øst for Mukden. General Kuropatkin begynder nu at blive urolig for sin venstre flanke. Begge styrker er formentlig på ca. 310.000 mand. De er begge gravet ned over en linie på ca. 65 km. Nogis 3. Armé forsøger to gange at trænge gennem russernes højre flanke, men Kuropatkin sætter sine reserver ind og indleder et modangreb. Oyama bruger nu sine reserver til en koncentreret indsat mod Kaulbars i 3 dage (den 6. til 8. marts), og Kuropatkin bliver også urolig for sine forsyningslinier bagud. Kuropatkin falder tilbage mod Tieling og Harbin. Russerne har mistet 100.000 mand, japanerne 70.000. Kuropatkin er slået, men ikke løbet over ende. Han har til gengæld mistet meget materiel. Dette er krigens sidste kamp mellem større hærstyrker. Slaget ved Mukden bliver ikke et afgørende slag, men russerne kunne have vundet krigen her.
16 MAR 1905: Rozhdjestvenskys eskadre forlader Madagaskar efter 10 ugers ophold. På grund af forviklingerne må han købe ti af de ledsagende tyske kulskibe på regeringens vegne.
8 APR 1905: Journalister og japanske agenter melder, at styrken passerer Singapore i Malakkastrædet.
14 MAJ 1905: 2. Stillehavseskadre forlader Cam Ran‐bugten (Fransk Indokina i det nuværende Vietnam) og stævner mod Tsushimastrædet. Styrken skal til Vladivostok. Togo ved, at der er tre muligheder: Den korteste vej er via Tsushimastrædet, og det kan være øst eller vest om Tsushima‐øen. De øvrige muligheder er Tsugaru‐strædet mellem Hokaido og Honshu eller La Perousestrædet syd om Sakhalin. Hvis man tager de to sidstnævnte ruter, bliver distancen væsentlig større, og der skal bruges meget mere kul.
25 MAJ 1905: Togo ligger på lur i Masan‐bugten i Korea, uden for de internationale ruter. Her får han underretning om, at der er kommet seks kulskibe fra den russiske styrke til Shanghai. Heraf slutter han, at styrken tager den korteste vej – via Tsushima. Samme dag dør Rozhdjestvenskys næstkommanderende og stedfortræder, kontreadmiral Folkersam, af et hjertetilfælde.
27 MAJ 1905 klokken 03.30: En japansk krydser rapporterer, at styrken tager den østlige passage. Togo lægger sine destroyere og torpedobåde ud i læ mellem de to Tsushima hovedøer på grund af høj sø.
27 MAJ 1905: Slaget i Tsushima‐strædet: Togo åbner ild klokken 14.15 på 6.000 m efter et drej, som er lige ved at gå galt. Det kunne være blevet en katastrofe, men han når at ”trække stregen over T‐et” på modstanderens flådestyrke, således at alle hans enheder kan afgive ild og koncentrere ilden mod de forreste russiske enheder. De japanske skibe går med 15 knob. Russerne går med 9 knob, da de skal passe på deres værkstedsskibe, hospitalsskibe med mere. Da natten falder på er tre russiske slagskibe sænket, inklusive flagskibet, og den russiske chef er hårdt såret af en granatsplint i hovedet. Kontreadmiral Nebogatov får nu kommandoen, men han havde ikke fået at vide, at kontreadmiral Folkersam var død. Det sker den 25. maj. Af den russiske styrke når en krydser og to destroyere til Vladivostok. 46 pct. af de russiske søfolk bliver dræbt eller såret mod 5 pct. af japanerne.
7 JUL 1905: Efter Tsushima‐slaget foretager japanerne en landgang på det næsten ubeskyttede Sakhalin den 7. juli 1905. Hovedstaden Aleksandrovsk erobres den 24. juli 1905. I slutningen af juli 1905 er den russiske hær oppe på 600.000 mand og den japanske på 380.000 mand.
6 SEP 1905: Freden i Portsmouth, New Hampshire. Japan har nået sit “limited objective”.
Krigserfaringer
Hvilke ”Lessons learned” kunne man uddrage af krigen? Det var første gang, at en vestlig industrination var slået af et asiatisk land. Den sejrende nation havde en betydelig mindre hær og flåde end modparten.
Generelt benyttede japanerne sig af den mest moderne teknologi samtidig med, at mandskabsbehandlingen og træningsstandarden var god. Befolkningen i de besatte områder blev behandlet godt, og det medførte bedre operationsmuligheder og et bedre efterretningsgrundlag. Det japanske rekrutteringsgrundlag var meget ensartet. Menige, befalingsmænd og officerer kom fra samme sociale lag, og de havde alle gået i japansk folkeskole. De russiske menige tilhørte primært bondestanden og var analfabeter. Russiske officerer blev rekrutteret fra samfundets øverste lag. De to grupper spiste for eksempel ikke mad af samme kvalitet. (Oprøret på panserkrydseren Potemkin i Sortehavet i 1905 var for eksempel forårsaget af mandskabets uspiselige mad.)
Hæroperationerne
Den russiske øverstkommanderende for styrkerne i Manchuriet, general Kuropatkin, var særdeles kompetent og udarbejde en sund plan for at drive japanerne ud af området. En del af hans generaler, samt vicekongen, som han var underlagt, var inkompetente og havde blandt andet tjent sig op gennem graderne via intriger omkring hoffet. Et eksempel på dårligt lederskab er general Oskar Kasimirovich Gripenberg, som var chef for 2. Manchuriske Armé. Han havde ikke operative erfaringer, siden han havde været bataljonschef. Midt i krigens rasen meldte han sig syg, tog toget hjem til Skt. Petersborg, men steg ud på en station, inden han forlod Manchuriet og kundgjorde til de tilstedeværende journalister, at Kuropatkin var en forræder.
Talmæssigt var de japanske styrker underlegne, når de mødte russerne, men de reagerede meget hurtigt, medens russerne havde lange reaktionstider. Der forekom ofte fejl og forsinkelser i den russiske ordreformidling.
Japanerne gravede sig ned, også selv om tropperne var udmattede. Russerne lod ofte være eller hyrede kinesere til at gøre det. De russiske soldater var dygtige til at trække sig tilbage i ro og orden på trods af mange tilfælde af uduelighed og inkompetence hos deres officerer. De udenlandske observatører noterede sig ikke maskingeværets defensive potentiale og den indirekte artilleriilds offensive potentiale. Krigen på landjorden var en slags generalprøve på Den første Verdenskrig. Erfaringen viste, at en forsvarer, som var gravet godt ned, og som beskyttede sig bag pigtråd og landminer, kunne forsvare sig vel mod angribende infanteri. Til gengæld kunne man ikke holde stand mod langvarig artilleribeskydning. En af krigens erfaringer var, at artilleriammunition var til rådighed i meget store mængder.
De store tabstal, som især angriberne oplevede i denne krig, blev til dels negligeret af observatørerne, bortset fra de amerikanske. Det blev tolket derhen, at når blot man havde viljen til sejr, så kunne et angreb gennemføres, men det medførte selvfølgelig tab. Frankrig benyttede denne doktrin med ”l´offensive á l’outrance” – eller offensiv for enhver pris ‐ frem til Den første Verdenskrig. Det skal også bemærkes, at såvel japanerne som russerne havde situationer, hvor deres soldater nægtede at gentage frontalangreb, når der havde været meget betydelige tab.
Kavaleriet var forudset en stor rolle, men hverken de japanske kavalerister eller de russiske kosakker fik nogen afgørende betydning. De blev blandt andet brugt til langtrækkende patruljer. De øvrige styrkers mobilitet var begrænset. Bortset fra slaget ved Yalu‐floden foregik de store slag langs med Den sydmanchuriske Jernbane, som var russernes forsyningsvej.
Japanerne var dygtige til at organisere logistik og havde ca. 8.000 kulier per division til at sørge for transport. Japanerne havde store krav til personlig hygiejne og opførte badehuse. Det var medvirkende til at forbedre hygiejnen. Begge parter havde omfattende felthospitaler til at tage sig af de sårede, men ud over de sårede var der mange syge at tage sig af på grund af de mange smitsomme sygdomme forårsaget af dårlig hygiejne og mangelfuld ernæring.
De maritime operationer
Rusland mistede sin rolle som verdens trediestørste sømagt. Slaget var det største søslag siden Trafalgar, og det viste betydningen af godt sømandsskab og artilleriuddannelse.
Efter slaget i Tsushima‐strædet blev kølvandsordenen atter artilleriskibenes foretrukne kampformation. Russerne benyttede en granattype med en blød stålkappe, som forøgede brisantgranaternes gennemtrængningsevne i panser. Den var konstrueret i 1890érne af viceadmiral Makarov, som var den russiske flådes store opfinder. (Han havde også konstrueret Ruslands første isbryder Yermak.)
Det lykkedes for japanerne at få pikrinsyre til at virke som sprængstof i tyndtvæggede brisantgranater med et følsomt anslagsbrandrør, de såkaldte Shimosegranater. Sprængvirkningen var det firdobbelte af russernes, men de udviklede også dødbringende gasarter og varme, der forårsagede voldsomme brande i de russiske skibe.
Sammenlignet med russerne var japanerne meget bedre til at operere med deres flådestyrker. Deres skibe var hurtigere, de var gode til kommunikation, herunder også brug af radio, og deres artillerister var veluddannede. Den første skibsbårne radio blev installeret af Marconi i 1901, så man må konstatere, at radiokommunikation blev indført med stor hurtighed.
Admiral Togo havde gennemført mange øvelser og holdt en utrolig høj træningsstandard, medens den russiske flådestyrke kun foretog en enkelt øvelse, siden den tog af sted fra Østersøen. Denne øvelse fandt sted dagen før ankomsten til Tsushima‐strædet, og dens resultater blev ikke evalueret. Japanerne havde især øvet natkamp – en ekspertise de i øvrigt også fastholdt under Den anden Verdenskrig.
Ved det første udbrud fra Port Arthur skød russerne 3.400 skud med et kaliber større end 15 cm. Med 32 træffere opnåede de 1 pct. træfning. Japanerne skød 5.000 skud og opnåede 6 ‐7 pct. træfning. Japan foretog 400 små mineringer med søminer inden for 50 km fra Port Arthur. De fleste minesprængninger medførte tab af skibet. Choksikring og vandtæt inddeling blev først indført efter denne krig, således at først de nyere skibe under Den første Verdenskrig havde bedre beskyttelse.
Japanerne havde udviklet en torpedobådstaktik og anvendte torpedoer med nogen succes, men skudafstandene var helt nede på 100 ‐ 150 meter.
Efterretninger
Admiral Togo fik via radiotelegrafi at vide, hvor modstanderen befandt sig – fra enheder, som skyggede, uden at blive set. Desuden formidlede stabene i Tokyo de relevante efterretningsoplysninger til ham, ligeledes via radio. Russerne havde kun meget beskedne efterretninger om fjenden, både til de landmilitære og de sømilitære operationer3.
I Manchuriet opførte japanerne sig godt over for lokalbefolkningen, medens russerne brændte og ødelagde bygninger. Når japanerne skulle beslaglægge bygninger, så rekvirerede de kun hvert andet hus, således at lokalbefolkningen blev stuvet sammen på halv plads i stedet for at blive sendt ud i kulden. Lokalbefolkningen kunne gøre brug af japanernes medbragte hospitaler. Japanerne reparerede de lokale veje. Det gode forhold til lokalbefolkningen medførte gode efterretningsoplysninger. Japanerne sørgede for at betale deres agenter godt – og bedre end russerne.
Krigen i tal
Disse tal skal tages med et vist forbehold, da kildeangivelserne varierer meget.
Tab og krigsudgifter:
Antallet af døde er væsentlig højere i visse kilder. De japanske dødsofre har måske været mellem 80.000 og 88.000 mand. Det kan skyldes, at de ovennævnte dødsofre kun omfatter faldne i kamp. Begge krigens parter havde mange ofre på grund af alvorlige, smitsomme sygdomme.
Krigens efterspil
Begge parter var krigstrætte, og russerne havde rigeligt med problemer, blandt andet politisk uro og fattigdom. Krigen var ikke populær i befolkningen. I Tokyo kom der alvorlige optøjer med mere end et tusinde dræbte på grund af russernes favorable fredsvilkår, herunder at der ikke skulle betales krigsskadeerstatning til Japan.
Fredsslutningen gav kun magre indrømmelser til Japan: Man fik lov til at beholde Liaotung med Port Arthur og den sydlige halvdel af Sakhalin, men Rusland ville ikke udrede krigsskadeserstatninger. Befolkningen var imod krigen, og de menneskelige tab sammenholdt med krigsudgifterne var en medvirkende årsag til de revolutionære bevægelsers fremskridt i 1905.
Roosevelt opfordrede til fred den 8. juni, men først i begyndelsen af august kom de indledende forhandlinger i gang. Den 5. september var man klar, og den 15. oktober blev aftalen ratificeret af begge de krigstrætte parter.
Den tidligere minister Sergei Yulevich Witte blev udnævnt til russisk forhandlingsleder. Witte sikrede i kraft af en veliscenesat russisk indsats et godt forhandlingsresultat. Witte var meget arrogant og på ingen måde folkelig. Han fik hjælp til sin personlige PR‐kampagne af den ledsagende journalist fra The Daily Telegraph. Han holdt hof for de øvrige journalister på båden til USA, og han gav hånd til lokomotivførerne før og efter togrejserne i USA. Selv om han ikke var religiøs, fik han stoppet møderækken om søndagen, så han kunne komme i kirke. Herpå fremstod japanerne som nogle ugudelige væsener i den amerikanske befolknings øjne, så de blev nødt til også at gå i kirke. Endelig lykkedes det for Witte at foreslå en salme, som gik på den russiske nationalmelodi.
Japans udenrigsminister Komura var dybt skuffet over freden i Portsmouth i USA. Den japanske befolkning var vred, men Japans kræfter var tæt ved at være udtømte. Man havde mistet ca. 80.000 mand (dræbte) af en hær, der under mobiliseringen kom op på 1,2 millioner mand. Hertil kom de mange sårede. Krigen havde kostet 2,2 milliard danske kroner (1905‐beløb), men som et resultat af krigen rangerede Japan nu som verdens stormagt nr. 8.
Japan havde med sin militære indsats ikke bekæmpet kolonisering, men påbegyndt sin egen kolonisering på japanske præmisser. Efter krigen udbyggede Japan sin flåde og sluttede sig under Den første Verdenskrig til de allierede. Man erobrede de tyske besiddelser i Kiaochow med flådestationen i Tsingtao på Shantung‐halvøen. Senere underlagde man sig Manchuriet (som blev til den japanske lydstat Manchukuo) og angreb Kina. Den anden Verdenskrig fortsatte man mod hollandske og britiske kolonier.
Angrebet på Pearl Harbour i 1941 kan betragtes som en gentagelse af angrebet på Port Arthur i 1904. Japan følte sig i en trængt udenrigspolitisk situation. Modstanderen var en langt stærkere nation, men Japan rådede over store militære styrker. Med et lynangreb uden forudgående krigserklæring håbede man igen på et hurtigt fait accompli, fordi modstanderen ikke ønskede at deltage i en voldsom konflikt, hvor interesserne måske var begrænsede. Admiral Isoroku Yamamoto deltog i krigen i 1904‐05 som ung løjtnant i admiral Togos stab. 36 år senere sendte han som flådens øverstkommanderende sine hangarskibe mod Pearl Harbour.
Litteraturliste
R. Ernest Dupuy and Trevor N. Dupuy: ”The Encyclopedia of Military History from 3500 B.C. to the Present”, London, 1980.
Julian S. Corbett: Maritime Operations in the Russo‐Japanese War 1904‐1905”, Vol. I & IINaval Institute Press, Annapolis, Maryland, 1994. (Første udgivelse 1914/1915).
Geoffrey Jukes:”The Russo‐Japanese War 1904 ‐ 1905”, Osprey Publishing, Oxford, 2002.
Jakob Kienau: „Linienschiff ”Knjas Suworow”, Maximilian‐Verlag, Hamburg, 2003.
M. Kinai: „The Russo‐Japanes War (Official Reports)“, Vol. I & II, The Shimashido, Shimbashi, Tokyo 1907.
V. Knorr: „Der japanisch‐russische Seekrieg 1904/1905“, bind I ‐ III, Erst Siegfried Mittler und Sohn, Berlin 1911.
B. Münter: ”Krigen mellem Japan og Rusland”, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København og Kristiania 1905.
Helmut Pemsel: ”Atlas of Naval Warfare”, Arms and Armour Press, London, 1977.
E.B. Potter/Chester W. Nimitz: „ Sea Power“, Prentice‐Hall, New Jersey, 1960.
Fodnoter
1 Mange af de russiske personnavne er ikke‐slaviske, men hidrører fra Finland eller Baltikum. Personnavnene findes transskriberet til mange forskellige stavemåder, afhængigt af om transskriptionen fra russisk for eksempel er foretaget til engelsk, tysk, fransk eller dansk. Stednavnene findes tilsvarende med flere stavemåder – og ofte på både russisk, kinesisk og japansk. Træfningerne på landjorden har mange forskelligartede betegnelser. Datoerne er ofte den nemmeste måde at identificere dem på. Russiske kilder fra før revolutionen anvender den gamle kalender. Der skal lægges 13 dage til for at få datoen i den julianske kalender, som er anvendt overalt i denne artikel.
2 De anførte tabstal i den kronologiske gennemgang omfatter dræbte, sårede og tilfangetagne, hvis andet ikke er anført.
3 Den allerseneste russiske forskning og åbning af hidtidigt lukkede arkiver har i imidlertid afsløret, at russerne havde kendskab til japanske angrebsplaner. At oplysningerne ikke blev benyttet, understreger måske endnu mere problemerne i det russiske samfund. Der er dog endnu ikke publiceret noget omkring disse afsløringer.