Log ind

Den russisk-japanske Krig 1904 - 1905

#

Denne artikel er et eksempel på anvendelse af krigshistorie. Her er tale om  ”Joint Warfare”, idet det gjaldt for begge de krigsførende parter, at hærens  operationer var betinget af marinens succes og omvendt. De enkelte slag på  landjorden og på havet er ikke beskrevet i detaljer. Der er til gengæld gået  mere i dybden med krigens årsag, og de erfaringer man kunne have draget af  den.1

 

Krigens perspektiver 

Ekstrabladet kom til verden blandt andet som et barn af Den russisk‐japanske  Krig. Bladet har lige fejret 100‐års jubilæum. Der var så stor interesse for at  høre nyt om den netop udbrudte krig i Asien mellem Rusland og Japan, at  dagbladet Politiken, når der var afgørende nyt, udgav et ekstra nyhedsblad om  eftermiddagen. Det kostede to øre. Forsvarsakademiets medieteam  eksisterede af gode grunde ikke den gang. I stedet varetog kommandør B.  Münter denne opgave, idet han løbende kommenterede krigens gang. Hans  skriverier er siden udkommet i bogform og solgt hos Gyldendalske Boghandel,  Nordisk Forlag.  

I dette nummer af Militært Tidsskrift har redaktionen valgt at belyse Den  russisk‐japanske Krig, som fandt sted for netop et hundrede år siden. Den er  interessant af flere årsager, blandt andet fordi den ofte betegnes som den  første moderne krig. Det er også første gang, at et land i ”Den tredje Verden”  besejrer en europæisk stormagt. Teknisk set var der mange erfaringer  (”Lessons Learned”), men som det fremgår senere hen i denne artikel, så blev de faktisk ikke anvendt i Den første Verdenskrig. Man kunne have lært meget,  men tolkede resultaterne på anden vis. De enorme tab kunne måske være  undgået, hvis observationer og analytiske evner havde været brugt bedre,  blandt andet af de mange internationale observatører, hvoraf Storbritannien  alene havde 29 med på japansk side og 5 på russisk. Desuden var der stor  pressedækning af krigen.  

Skal man skaffe sig erfaringer til brug for krigsførelse, så er studiet af  krigshistorie et vigtigt redskab. Man har brugt det i årtusinder, og nogle  militære ledere fremstår som lysende eksempler, andre som eklatante fiaskoer.  Det er vigtigt at studere både de gode og de dårlige eksempler, og ofte er der  en hårfin balance mellem succes og fiasko. Denne krig er også  bemærkelsesværdig på grund af de mange teknologiske nyskabelser, som blev  introduceret. Kendskabet til Den russisk‐japanske Krig og dens årsager er en  forudsætning for at forstå udviklingen i Østasien i dag.  

For et hundrede år siden, den 15. oktober 1904, forlod skibene i den  russiske østersøflåde deres baser for at sejle jorden rundt og lide et af  historiens mest markante nederlag. Flådestyrken skulle forhindre Japan i at  forsyne sin hær i Manchuriet. Krigen kan bruges som anledning til at reflektere  over udviklingen siden og hvilke principper for krigsførelse, som stadig er  aktuelle.

I Danmark, og hos vore nære allierede er der i øjeblikket megen debat om  fællesværnsoperationer. Det særlige ved denne krig var, at der i høj grad var  tale om ”Joint Warfare”. Der var ikke tale om en landkrig og en søkrig. For  begge parter gjaldt, at hærens operationer var betinget af marinens succes og  omvendt.

Det usædvanlige ved krigen var, at den ikke blev udkæmpet på nogen af de  stridende parters eget territorium, når undtages de allersidste kamphandlinger  på øen Sakhalin umiddelbart inden kampenes ophør. Krigen blev udkæmpet  mellem Rusland, som var verdens 3. største sømagt, og en ny nation med  spirende maritime ambitioner. Japans anvendelse af lederskab, disciplin,  uddannelse og moderne teknologi stod i skarp kontrast til den dårlige russiske  krigsledelse.  

Et særligt kapitel er anvendelsen af efterretningstjeneste, hvor Japan i  kraft af god organisation, moderne kommunikation, rigelige økonomiske  midler med mere kunne skaffe sig netop de operative oplysninger, som hærens  og flådens operative chefer behøvede.  

For Danmark betød udgangen på denne krig, at den russiske flåde var  blevet udslettet, således at den største Østersømagt nu var Tyskland.

 

Udviklingen frem til krigen 

I mange henseender var det den første storkrig siden Napoleonskrigene. Den  tekniske udvikling var siden da skredet hastigt frem. Under Krimkrigen  introducerede man telegrafen og dampskibene, i den amerikanske borgerkrig  spillede industrialiseringen og især jernbanerne en vigtig rolle. Hertil kom en  udvikling både inden for artilleri og panser. I det seneste store søslag ved Lissa i  1866 blev vædring atter anvendt. Det havde man brugt to tusinde år tidligere.  Det var ikke nemt for krigsteoretikerne at uddrage entydige læresætninger af  udviklingen.  

Den tekniske udvikling var for søkrigens vedkommende præget af  

- overgangen fra sejl til damp,  

- overgangen fra forlade‐ til bagladekanoner,  

- overgangen fra kanonkugler til projektiler,  

- konkurrencen mellem panserbrydende projektiler og pansring,  

- forbedring af krudt,  

- introduktion af miner, torpedoer og moderne sprængstoffer.  

Lige efter århundredeskiftet blev skibsradioen introduceret, og den fik  umiddelbart militær anvendelse, ligesom radioaflytning blev en vigtig disciplin.  

Begge parter havde ubåde, men benyttede dem ikke under krigen.  Hærstyrkernes materiel havde været inde i en tilsvarende udvikling, hvor  artilleriet var blevet moderniseret. Det havde fået længere rækning, større  træffesandsynlighed, større virkning i målet etc. Industrialiseringen medførte,  at der var store mængder ammunition til rådighed. Maskingeværet var blevet  introduceret i kolonikrige, men ikke i krige mellem to stormagter. Telegrafi  med og uden ”tråd” forbedrede kommunikationen, og ingeniørenheder kunne  bruge den tekniske udvikling til nøjagtig opmåling, broslagning, bygning af  veje, befæstninger m.m. Jernbanen havde forbedret hærstyrkernes strategiske  mobilitet og muligheder for at få fremført forsyninger. Udviklingen inden for  søtransport betød at store godsmængder kunne fremføres mere sikkert og  med en mindre afhængighed af vind og vejr.  

Verdenshistoriens første flyvning med et luftfartøj tungere end luft fandt  sted to måneder før krigens udbrud, og flyvning fik derfor ikke nogen  betydning i denne krig, men observation fra balloner spillede en stor rolle.  

 

Krigens baggrund 

I slutningen af 1800‐tallet stoppede den russiske ekspansion i Europa og i  Kaukasusregionen. I områderne omkring Afghanistan, Indien og Kina opstod  der modstridende interesser mellem Storbritannien og Rusland. Den russiske  hær var kampvant, men modstanderne havde i de sidste mange år stort set kun  været forskellige stammekrigere i grænseområderne. Ekspansionen østover i Sibirien gik langsomt, og der var tale om enorme områder med et meget lille  befolkningstal. Peter den Store havde i 1724 sendt Vitus Bering østpå for at  finde ud af, hvor langt riget strakte sig, og om det var landfast med Amerika.  (Man kunne lave nøjagtige breddeberegninger, men længdeberegninger var  betinget af et nøjagtigt kronometer, og det var endnu ikke til rådighed.) Det  førte til russisk kolonisering i Alaska og senere hen til grænsestridigheder med  Kina. I 1860 grundlagde russerne havnebyen Vladivostok ved Stillehavets kyst.  Navnet betyder ”Østens behersker”. Det er en udmærket havn, men den er  isdækket 3 – 4 måneder om året, og adgangen til den foregår via nogle smalle  stræder nær de japanske hovedøer. En fjende kan forholdsvis nemt spærre for  den militære og civile udnyttelse af havnen. Derfor så Rusland sig om efter  alternative havnemuligheder.

Russiske søfarende, her i blandt en af Vitus Berings danske medarbejdere,  Martin Spangsberg (1696 – 1761) fra Jerne ved Esbjerg, havde forsøgt at åbne  op for handelsforbindelserne mellem Rusland og Japan. Den japanske ledelse  ønskede ingen kontakt, og ofte blev søfarende, fiskere og skibbrudne, som  havde haft kontakt til udlandet, dræbt på de lokale japanske fyrsters  foranledning. Man ville gerne beskytte sig mod dårlig indflydelse udefra. Indtil  da havde hollænderne monopol på handelen med Japan, og handelen foregik  via en ø i Hiroshimas havn. Denne isolation opretholdt man til den 31. marts  1854, hvor Commodore Perry, US Navy, efter et par flådebesøg fik  gennemtrumfet en handelstraktat og åbning af havnene i Sjimoda og  Hakodate. I 1854 fik Storbritannien tilsvarende rettigheder, og i 1855 fik  Rusland tillige adgang til Nagasaki. Senere følger flere vesteuropæiske lande,  og i 1867 fik Danmark tillige handelsrettigheder. Der var dog kraftig modstand  blandt visse i ledelsen, blandt andet af Mikadoen og de førende lensfyrster, så  Frankrig, Storbritannien og USA måtte intervenere i 1864 for at stadfæste de  traktatmæssige forpligtelser. Den sidste Shogun, Joshinobu, samlede i 1866 68 landet og indførte en enhedsstat for de mange fyrstendømmer. Hans broder  blev sendt til Frankrig for at få franske officerer til at uddanne en japansk hær  efter europæisk mønster. Næppe var dette initiativ taget, før der udbrød en  borgerkrig, som Shogunen tabte. Han trak sig tilbage til et kloster, og  Mikadoen eller kejseren havde nu den formelle magt i et samlet Japan, som i  1869 godkendte kontakterne til udlandet, hvorefter der blev nogenlunde ro.  

Japan havde i de foregående 200 år brugt mange kræfter på at holde den  vestlige verden og dens viden ude af landet. De næste år gik nu, som det  hedder i en kilde ” med rastløs iver at tilegne sig den europæiske verdens  kundskaber og teknik”. Allerede i 1869 havde man fået en telegraf, og i 1871  lagde Store Nordiske Telegrafkompagni undersøiske kabler fra Shanghai til Nagasaki og videre til Vladivostok. Fra 1872 var der japanske skibe, som  regelmæssigt sejlede på ruten til San Francisco.  

I forbindelse med åbningen af landet indførte den japanske regering et nyt  slogan: ”Et rigt land – en stærk hær”. Unge mennesker blev sendt udenlands  for at lære primært europæiske sprog og videnskaber, og der indførtes en stor  mængde fagskoler og folkeskoler samt senere skolepligt.  

Handelsaftalerne betragtede Japan som et uudviklet land, og de fremmede  magter havde ret til garnisonering af tropper og til at dømme deres borgere  efter nationale love i stedet for Japans. Det skabte en del modstand i den  japanske befolkning, og Japan blev først ligeværdig partner i eget land omkring  århundredets afslutning.  

I 1875 afstod Japan den sydlige halvdel af øen Sakhalin til Rusland mod at  få Kurillerne mellem Det okhotske Hav og Stillehavet. Året efter annekterede  man Bonin‐øerne og i 1879 Liukiu‐øerne. De to sidstnævnte øgrupper ligger syd  for de japanske hovedøer.  

Den koreanske hersker havde flere gange kritiseret Japan for åbningen  mod de vestlige barbarer, og der var et spændt forhold mellem Japan og Korea,  og det var flere gange i 1870’erne ved at komme til åben krig mellem Japan og  Korea. Japan fik ‐ uden krig – åbnet de koreanske havne for sin egen handel, og  hermed reducerede man også den kinesiske indflydelse i Korea.  

I 1894 kom det til et oprør i Korea forårsaget af den fløj, der ville åbne  Korea op for udenlandsk handel. Korea havde været kinesisk vasalstat siden  1644. Korea var så uheldig at ligge midt mellem to lokale stormagter. Korea  kunne være ”the stepping stone” for en invasion mod Japan – eller for en  japansk invasion på fastlandet. Japan greb ind med militær magt og besatte  hovedstaden Seul. Det blev til en kort krig med Kina, som Kina tabte, og Japan  fik herefter stadfæstet overherredømmet over Korea og tillige Formosa  (Taiwan) og Pescadorerne (en øgruppe i Formosastrædet) samt halvøen  Liaotung med fæstningen Port Arthur. Efter udenrigspolitisk pres fra Rusland,  støttet af Frankrig og Tyskland, måtte Japan dog afstå fra at bruge Liaotung,  hvilket skabte stor skuffelse i Japan.

Da Kina skulle betale sin krigsskadeserstatning til Japan kunne man kun  gøre det ved at låne i udlandet. Russerne lånte villigt pengene mod at få  rettigheder i Kina, herunder retten til at lægge jernbaner og telegraflinier. Den  japanske skuffelse blev til stor bitterhed, da russerne tre år efter fik en  forpagtningsaftale løbende over 99 år på at leje halvøen Liaotung. Det drev  japanerne lige i armene på briterne. På grund af truslen fra Rusland afsatte  Japan fra 1898 meget store midler til udviklingen af hæren og flåden.  

For russerne var halvøen lige det de stod og manglede: På Liaotunghalvøen i Det gule Hav var der gode muligheder for en forsvaret flådebase ved Port Arthur, og der var en civil havn Dalnyy eller Dairen blot nogle få kilometer  derfra. Begge havne var isfri og gav lettere adgang til det åbne hav end  Vladivostok.  

I 1897 gennemtvang den tyske kejser et lejemål på 99 år for Kiaochowområdet med flådebasen i Tsingtao, og Storbritannien måtte derfor på  lignende måde sikre sig Weihaiwei. Disse besiddelser ligger begge på  Shantung‐halvøen lige over for Liaotung. Russerne blev urolige, især over  briterne, og sikrede sig derfor Liaotung‐halvøen, som stormagterne med  Rusland i spidsen to år forinden havde nægtet japanerne at gøre brug af. Det  russiske mål var ikke at genere japanerne, men primært at reducere britisk  indflydelse.  Under bokseropstanden i Kina 1899 ‐ 1900 afslog japanerne et tilbud om at  støtte kineserne mod de europæiske magter. Tværtimod sendte japanerne  15.000 mand på hævntogter mod Kina. Rusland benyttede uroen til at besætte  Manchuriet ‐ trods stormagternes interne aftale om ikke at udnytte Kinas  svaghed til egen vinding. Russerne blev pålagt at rykke ud igen, men benyttede  forskellige påskud til at forblive og til at forbedre deres position. Dette  opfattede Japan som en veritabel trussel. Samtidig begyndte Rusland at vise  interesse for Korea, som Japan opfattede som inden for sin interessesfære.  

I forbindelse med færdigbygningen af Den transsibiriske Jernbane fik  Rusland i 1896 rettigheder til at lade en gren af banen gå fra Chita i Sibirien,  gennem Manchuriet, direkte mod Vladivostok i stedet for at lade den løbe inde  på russisk teritorium via Khabarovsk. Denne del af banen blev benævnt Den  kinesiske Østbane. Ca. 750 km vest for Vladivostok blev byen Harbin et vigtigt  jernbaneknudepunkt. Det blev på det nærmeste til en russisk by, og jernbanen  blev bevogtet af russere. Herfra gik en gren af banen, Den sydmanchuriske  Bane, sydpå til Dalnyy og Port Arthur, blandt andet via Mukden.  

Storbritannien og USA var lidt urolige over Japans vækst, men så hellere en  japansk end en russisk dominans i området og indrettede deres udenrigspolitik  derefter.  

Japan fik i 1902 et forbund med Storbritannien. Man søgte at komme til en  forståelse med Rusland, men det opfattede Rusland som et svaghedstegn og  en manglende vilje til at gå i kamp og dermed blev Ruslands appetit  yderligere skærpet. I 1902 indgik Storbritannien og Japan en alliance: Hvis en  tredie nation intervenerede i en japansk‐russisk konflikt mod Japan (f. eks.  Frankrig eller Tyskland) ville Storbritannien intervenere. Uden den britiske  traktat ville Japan ikke have turdet angribe Rusland.  

Rusland ville ikke efterkomme de japanske krav om at rømme Manchuriet.  I december 1903 landsatte japanerne styrker i Korea og stillede russerne et  ultimatum. Rusland efterlevede ikke kravene i det pågældende ultimatum, og uden en formel krigserklæring indledte Japan en krig. Japans befolkning var i  1904 på 46,5 millioner.  

Den russiske befolkning var på 130 millioner, men en tredjedel af den  russiske befolkning var ikke‐slaver, som set gennem russisk optik ikke  ”behøvede” militær træning! Muslimerne i Rusland blev betragtet som  underlagt – i åndeligt henseende – sultanen for Det ottomanske Rige i Istanbul.  

 

Japans militære styrker 

Den japanske hær

Allerede fra 1867 søgte man at uddanne japanske officerer i Frankrig, men det  blev en kortvarig oplevelse, dels på grund af urolighederne i Japan, dels på  grund af Frankrigs nederlag til Tyskland/Preussen i 1870/71. Den stående hær  blev oprettet i 1869. Herefter var Tyskland forbillede i opbygningen af hæren.  Man baserede sig på 3 års værnepligt fra det 20.år. Fra 1889 var den tyske  generalmajor von Meckel chef for Generalsstabskolen i Tokyo.  

Krigsledelsen var under kejserens forsæde. Soldaterne var veluddannede  og patriotiske, og de højere førere var krigsvante og deres hjælpere uddannet i  Vesten eller af vestlige førere. Med indførelsen af skolepligt i landet ca. 25 år  tidligere kunne alle læse og skrive. Menige soldater, befalingsmænd og  officerer var i princippet rekrutteret fra samme sociale lag.

I 1904 bestod hæren af 13 liniedivisioner, 2 rytteri og artilleribrigader, 13  reservebrigader og fæstningstropper, i alt ca. 283.000 mand. Desuden havde  man 288.000 ”ældre uddannet mandskab”. Det var en territorialforsvarshær,  men hver division her kunne gå sammen med en liniedivision og danne en  armé.

Den russiske krigsminister Kuropatkin havde været på besøg i Japan i 1903.  Han var imponeret over infanteri og artilleri, men ikke over kavaleriet.  

 

Den japanske flåde

Storbritannien blev som verdens største sømagt valgt som forbillede, og en del  unge japanere blev sendt på uddannelse hertil, ligesom de fleste japanske  orlogsskibe blev anskaffet i Storbritannien. Man kopierede alt – inklusive  uniformerne. Admiral Togo var uddannet i Storbritannien.  

Flåden var på ca. 200.000 tons i alt. Japanske skibe var nyere, mere  ensartede i bevæbningen og overlegne i fart sammenlignet med russiske  enheder. De japanske besætninger var bedre uddannede og havde fordelene  ved at operere i hjemlige farvande og med korte afstande til baser og værfter.  

 

De russiske styrker 

Den russiske hær i Østasien

I Manchuriet og Østsibirien havde man i 1902 to sibiriske armékorps, som i  1903 blev forstærket med to skyttebrigader og to brigader, medens en tredje  var undervejs, i alt ca. 88.000 mand. De var anbragt i Port Arthur og ved  Vladivostok og var underlagt vicekongen, admiral Aleksejev. En samtidig kilde  anfører: ”Mandskabet var lidet udviklet, og førerne uvante til at handle på egen  hånd eller til at tage tiden i betragtning”.  

 

Den russiske Stillehavsflåde

I tonnage var der ved krigens start ca. 190.000 tons i den russiske  Stillehavsflåde. I alt indsatte Rusland 410.224 tons mod japanernes 274.184  tons. Rusland gik ud af krigen med en flåde på 63.636 tons og Japan med  272.645 tons, hvoraf 44.486 tons var erobret. De fleste russiske skibe blev  sænket.  

 

Krigens formål og forudsætninger 

Krigen blev planlagt af Japan mellem 1900 og 1903, og materielanskaffelserne  blev søgt afpasset efter det. Ud ad til skulle det se ud som om  materielprogrammerne skulle afsluttes med udgangen af 1906. En væsentlig  planlægningsfaktor var at få krigen startet, inden Den transsibiriske Jernbane  blev klar. Den var planlagt færdiggjort i 1904.  

Den 23. juni 1903 havde den japanske kejser autoriseret, at Japan kunne gå  i krig mod Rusland, hvis der ikke var andre muligheder. Den 1.februar 1904 bad  chefen for Hærstaben, feltmarskal Iwao Oyama, kejseren om tilladelse til at gå  i krig. Kejseren gav sin tilladelse den 5. februar 1904.

Det blev på et tidligt tidspunkt besluttet at gøde jorden for en mægling  med den amerikanske præsident Theodore Roosevelt. Den japanske  problemstilling kan ganske kort opgøres her: Japanerne var ikke sikre på, at de  kunne vinde krigen, de havde ikke råd til at tabe den, og de følte sig tvunget ud  i den.  

Krigens formål var en afgrænset eller begrænset krig med ”a limited  objective” i Korea og Manchuriet, en hævn over russerne for deres indblanding  i Den kinesisk‐japanske Krig 1894‐95 og sikring af japansk dominans over  Korea.

For at nå sit mål måtte Japan gennemføre to kampagner: For det første  skulle man tilkæmpe sig søherredømmet i området, det vil sige i Det gule Hav  og farvandene omkring Japan op til Sakhalin og Vladivostok. Den russiske flåde  i Stillehavet måtte neutraliseres, og dens hovedbase, Port Arthur på Liaotung  halvøen, skulle erobres. Hvis Port Arthur blev erobret, ville russerne ikke kunne  råde over en isfri havn, som Østersøflåden kunne operere fra. For det and skulle japanerne besejre de russiske hærstyrker i Manchuriet og dermed tvinge  Rusland ud af krigen.  

Japanerne havde meget nøje studeret russernes problemer: Deres  forsyningsvej var en enkeltsporet jernbane fra Moskva, en distance på ca. 8.800  km, og der manglede 100 km jernbane ved Baikal‐søen. Om vinteren kunne  man gå over Baikal‐søen, men kun færgerne kunne bære det tunge materiel,  og de kunne ikke sejle i den hårdeste vinter. Banen var færdig i 1904. Konflikten  betød store afstande for russerne, medens japanerne havde fordelen af de  indre linier, korte forsyningsveje og rigeligt med søtransport til rådighed. Den  transsibiriske Jernbane blev bestilt i 1882, men først påbegyndt i 1891.

Den østkinesiske Bane blev bygget fra 1897 til 1903. Afstanden til  Vladivostok blev kortet af med ca. 550 km. Den sydmanchuriske Bane løb fra  Harbin ned til den kommercielle havn Dalnyy (Dairen) og videre til flådebasen i  Port Arthur. Alle kampene på land, bortset fra slaget ved Yalu, foregik op og  ned langs Den sydmanchuriske Bane, som udgjorde hele infrastrukturen i  området.  

Manchuriet var ikke opmålt, og selv om man fra russisk side var forberedt  på krig, så regnede man ikke med tilbagetog, så derfor blev kartograferne og  opmålerne sendt syd for det russiskdominerede område. Russerne ejede ikke  et ordentlig kort over det område, hvor krigen blev ført!  Under Boxeropstanden sendte russerne 100.000 mand til Manchuriet fordi  jernbaneknudepunktet Harbin var truet – og så besatte man i den kinesiske  forvirring Manchuriets tre provinser.  

Russiske løfter om at trække styrker ud af Manchuriet blev ikke efterlevet,  blandt andet på grund af en charlatan, kommandør Besobrazov (bezobrazie  betyder uorden på russisk) som havde intrigeret ved hoffet og fået – på tværs  af rådgiver Wittes og udenrigsminister Lambsdorfs anbefalinger – krigsminister  Kuropatkin, vicekongen og andre til at tøve med at trække tropperne ud. Witte  havde været jernbaneminister og finansminister, og selv om tsaren afskyede  ham, så blev han betragtet som en af Ruslands største politiske begavelser

Kuropatkin havde tidligere, ligesom den japanske udenrigsminister, grev  Ito argumenteret for en deling i interessesfærer. Japan burde have Korea,  Rusland burde have Nord‐Manchuriet, medens Syd‐Manchuriet skulle forblive  kinesisk.  

For 100 år siden hørte racistiske udtalelser med til dagligdagen. Russerne,  inklusive tsaren, så ned på japanerne som små gule aber etc. Den russiske  attaché i Tokyo var ifølge krigsminister Kuropatkin ”et dårligt valg”. Hans  rapporter nævnte blandt andet, at en russisk soldat kunne måle sig med tre  japanske!

Man skal erindre, at det russiske samfund på det tidspunkt befandt sig midt  i en langstrakt opløsningsproces med masser af uro og ustabilitet. I de bedre  kredse cirkulerede udtalelser om officersaspiranterne som ”drankerne til  marinen, fjolserne til infanteriet”.  

Sammenligner man den japanske og den russiske flåde er der  iøjnefaldende forskelle. Østersøflåden sejlede ikke i vinterhalvåret på grund af  is. Af hensyn til et ensartet uddannelsesmønster gjaldt det samme for  Sortehavsflåden! Japanske søfolk kunne alle læse og skrive. Mange var i  forvejen fiskere eller sømænd og havde erfaring fra havet. Det gjaldt ikke for de  menige russere, som hverken var søvante eller kunne læse og skrive.

Rusland kunne mobilisere en hær på 4,5 millioner mand, men i Sibirien og  Manchuriet var der kun i alt ca. 88.000 mand med 196 kanoner plus 50.000  mand garnisonstropper og vagter til banelinien. Hver måned kunne der  formentlig fremføres 30.000 – 40.000 mand med banen.  

Hele den russiske jernbane, inklusive den i Manchuriet, var bredsporet  jernbane (5 fod). I tilfælde af en erobring havde japanerne valget mellem at  lægge nye spor eller anskaffe lokomotiver og vogne med stor sporvidde.  I Fjernøsten havde russerne 7 ældre slagskibe, 9 pansrede krydsere og 25  destroyere i Port Arthur, 1 krydser og en kanonbåd i Chemulpo/Inchon i Korea  og 4 krydsere i Vladivostok.  

For japanerne gjaldt det altså om at udføre en ”joint operation”, som var  afsluttet og et fait accompli, inden hele det store russiske apparat var blevet  klargjort.  Japans udgangsposition var, at hele den stående og veluddannede hær på  283.000 mand med 870 kanoner kunne sendes over på kontinentet for at  kæmpe.

Japan rådede over 6 nye slagskibe, som var relativt ensartede og med 12”kanoner (412 mm), et ældre erobret kinesisk slagskib, 8 panserkrydsere og 25  lette krydsere, 19 destroyere og 85 torpedobåde.  De japanske styrker, både hær og flåde var – sammenlignet med de  tilsvarende russiske – overlegne indenfor følgende områder: Doktriner,  lederskab, disciplin, uddannelsesniveau, herunder våbenbetjening,  kommunikation, logistik osv.  

Japan var meget afhængig af søtransport i forbindelse med krigen. Hæren  skulle til kontinentet, og den skulle forsynes. Det japanske dampskibsselskab  Nippon Yusen Kaisha, som var statsstøttet, blev stillet til rådighed. Rederiet  rådede over 80 skibe på 200.000 tons, altså i snit 2.500 tons pr. skib.  

Den britiske strateg Sir Julian Corbett behandlede denne krig meget  indgående. Han brød sig ikke så meget om begreberne ”offensiv” og ”defensiv”  i forbindelse med krige og deres årsager. Han kunne bedre lide begreberne ”positiv” og ”negativ”. Japans motiv til at gå i krig mod Rusland var at  forhindre, at Korea blev opslugt af Rusland. Det var et præventivt og et  negativt motiv. Japan kunne opnå sit mål ved at erobre Korea. Det blev så  vendt til et positivt motiv i Corbetts øjne.  

Corbett skrev endvidere, at krigen blev udkæmpet for et relativt klart og  afgrænset mål, nemlig rettigheder over et territorium, som i øvrigt ikke tilhørte  nogen af krigens parter. Det udviklede sig til en moderne krig, hvor ikke alene  de stående hære og flådestyrker kæmpede, men hvor begge nationer måtte  mobilisere mandskab i stort tal og bruge enorme summer på  krigsproduktionen.  

Ruslands interesser i Korea var meget begrænsede. Man burde have  trukket sig ud meget tidligere. Landets begrænsede mål i Korea var ikke  indsatsen værd set i relation til de store tab, man opnåede i menneskeliv og i  materielle tab. Ruslands valg var enten at samarbejde med Japan eller  samarbejde med Kina på Japans bekostning. Tsaren valgte at følge rådgiveren  Wittes råd om det sidste.  

Japanerne havde et udstrakt net af spioner i Manchuriet. De blev styret af  japanske officerer forklædt som lokale kinesere. Japanerne sørgede for at  betale godt – og bedre end russerne. Da der var stor fattigdom og udbredt  utilfredshed blandt russerne, var det også muligt at hverve kilder fra den  russiske side.  

Da krigen kom, rykkede den japanske hærattaché, oberst Motojiro Akashi,  fra Skt. Petersborg til Stockholm, men han holdt ikke op med at arbejde. Han  holdt sit net af hvervede agenter beskæftiget, samtidig med at han forsynede  regimets modstandere i Rusland, Finland, Ukraine og Kaukasus med penge,  håndvåben og ammunition. Tilsvarende arbejde oberst Aokis net af spioner i  Manchuriet og i øvrige egne af det asiatiske kontinent med at skaffe  oplysninger om russiske troppebevægelser med mere.  Aokis og Akashis rapporter til Tokyo gav et komplet billede af de russiske hær‐  og flådestyrker, deres forsyningsstatus, forstærkninger m.m.  

 

Kronologisk gennemgang2 

4 FEB 1904:Japansk brud på de diplomatiske forbindelser efter udløb af  ultimatum til Rusland om at trække sine styrker ud af Manchuriet.  

8 FEB 1904: Admiral Togo angriber den russiske flådestyrke ud for Port  Arthur. Torpedoer, mineringer og blokade skal hindre russernes sejlads.10  japanske destroyere og torpedobåde får torpedotræffere ind på slagskibene  Tsarevich og Retvisan samt krydseren Pallada. Med søherredømmet kan Japan  herefter transportere tropper til Korea og Liaotung‐halvøen for at angribe Port  Arthur fra landsiden, hvor befæstningen er svagest. Den russiske viceadmiral  Stark har beordret torpedonet udsat, to destroyere på patrulje samt to  krydsere på vagt med projektører i havnemundingen, men hans ordrer er ikke  fuldt ud effektueret, blandt andet fordi en del af officererne deltager i  selskabelighed i land!

Port Arthur forsvar består af 8.000 mand, 22 batterier med 82 kanoner og  51 morterer. Vanddybden i havnebassinet er på 5 meter ved lavvande og 9  meter ved højvande.  

9 FEB 1904: Morgenen efter angriber admiral Togo igen den russiske flåde,  som stadig opholder sig på reden. Det medfører ingen særlige skader.  Viceadmiral Dewa foreslog admiral Togo på radio at udføre et ”follow‐up  attack”. Der bliver udvekslet mange salver, og russerne får træffere ind på fire  japanske slagskibe og en krydser. Novik er det eneste russiske skib, som står ud  af havnen og tager kampen op. Det er det eneste større skib, som kan forlade  havnen ved lavvande.  

I Korea sættes krydseren Varyag og kanonbåden Koreyets ud af spillet i  havnen i Inchon (Chemulpo). Varyag tager kampen op, men sænkes  efterfølgende af sin egen besætning.  Viceadmiral Kamimura, chef for panserkrydsereskadren, eskorterer en  konvoj af transportskibe til havnen for udskibning af Den japanske 1. Armé  under general Tamesada Kuroki. Styrken udskibes og marcherer mod Yalufloden for at dække Port Arthur operationen.  Russerne udarbejder en krigserklæring. Overraskelsesangrebet forarger  ikke den angelsaksiske verden.

10 FEB 1904: Herefter følger den japanske krigserklæring.  

11 FEB 1904: Minelæggeren Yenisei og krydseren Boyarin (bygget af B & W  i 1902) løber begge på miner, som Yenisei netop har udlagt samme dag!  Minelæggeren synker med det samme. Boyarin bliver forladt, men synker ikke  og bliver i stedet slået til vrag på kysten nogle dage senere. Den er mere solidt  bygget, end man har regnet med. To russiske destroyere kolliderer i tågen.  

13‐14 FEB 1904: Et natligt japansk forsøg med at spærre havnen i Port  Arthur med fem gamle, cementfyldte handelsskibe mislykkes. Slagskibet  Retvizan (som står på bunden) afværger forsøget i samarbejde med  kystbatterier.  

8 MAR – 13 APR 1904: Viceadmiral Stepan Yusipovich Makarov beordres  ud som afløser for viceadmiral Stark. Han går straks i offensiven og udfører  angrebsoperationer mod de japanske krydsere, bryder blokaden og minerer, medens kamp mod Togos hovedstyrke søges undgået. Makarovs flagskib,  slagskibet Petropavlovsk, løber den 13. april 1904 på en japansk forankret  mine, som detonerer mod skibsbunden ud for forreste ammunitionsmagasin.  Skibet eksploderer og synker med næsten hele besætningen, inklusive  flådechefen. Af besætningen omkommer 623 mand. Japanerne har bemærket,  at siden Makarov ankommer, så går russerne til modangreb. De flygter ikke  mere.  

APR – MAJ 1904: Krigsminister, general Aleksei Nikolaevich Kuropatkin  overtager kommandoen over samtlige hærstyrker i krigszonen, men han er  underlagt vicekongen, som er tsarens stedfortræder. Kuropatkin laver en  særdeles velovervejet plan. Han kan regne ud, at japanerne går efter et hurtigt  fait accompli, inden russerne kan sende forstærkninger ud. Han skal derfor  sinke japanernes fremrykning og bevare de russiske nøglepositioner, samtidig  med, at han bygger en stor styrke op, som transporteres med banen. Han deler  sine styrker i tre grupper syd for Mukden:  

General, baron Shtakelberg rykker med 35.000 mand til Hai‐chengKaipeng nord for Port Arthur. General, greve Keller med 30.000 mand får  ansvarsområdet ved passene vest for Yalu‐floden. Under ham er general  Zasulich med 7.000 mand sendt ud mod overgangene ved Yalu‐floden. General  Kuropatkin selv med 40.000 mand udgør reserven i Liaoyang, syd for Mukden.  Det ligger ved banen mellem Harbin og Port Arthur.  Ud over dette har generalløjtnant Anatoli M. Stëssel på dette tidspunkt 40.000  mand i Port Arthurs garnison til bevogtning af havnebyen med de  omkringliggende forter.  Kuropatkin kan tillade sig, at japanerne påbegynder en belejring af Port  Arthur. Fæstningen vil kunne udholde en belejring i mange måneder. Imedens  vil Kuropatkin langsomt falde tilbage mod Harbin, indtil der er kommet  tilstrækkeligt med forstærkninger fra Rusland, til man kan iværksætte  modangreb. Han regner med forstærkninger på 40.000 mand per måned. Efter  sommeren vil han således kunne gå sydover og undsætte Port Arthur og drive  japanerne ud af Manchuriet.  

Men så kommer vicekongen, admiral Alekseyev ind i billedet. Han er  inkompetent og uduelig, og han forlanger en hurtig offensiv med hurtige  resultater. Kuropatkin bliver derfor nødt til at opgive sin ellers meget sunde  defensiv‐offensive plan.  

30 APR – 1 MAJ 1904: Det første store slag bliver 1. Armés angreb ved Yalu.  Zasulich tager – ganske unødvendigt – kampen op med sine 7.000 mand og  mister 2.500. Kuroki mister 1.100 mand, men står efter slaget inde i selve  Manchuriet med sin armé. Slaget finder sted i mudder efter tøbrud. På et tidligt  tidspunkt erobrer japanerne ”Tigerhøjen” fra russerne. Herfra er der gode observationsmuligheder over de russiske stillinger. Vandstanden i floden er lav.  Japanerne mangler brobygningsmateriel, men deres ingeniørtropper finder  forladte russiske savværker, hvor de udnytter tømmer og værktøj. De bygger  en stor bro til overgang på den russiske side, hvor russerne kan følge med i  forberedelserne. Russerne kamuflerer ikke deres artilleristillinger. De japanske  ingeniørtropper har brugt tiden til i skjul også at producere ni transportable  broer. Da det virkelige angreb kommer, så sætter japanerne alle russiske  artilleristillinger ud af spillet med deres 12 cm haubits, hvorefter de laver  overgange ni forskellige steder. Efter dette russiske nederlag stiger Japans  kreditværdighed, og man kan nu låne penge i britiske og amerikanske banker!  Kuropatkins bekymring stiger, for han tør ikke afsætte enheder til  bekæmpelse af den næste landsætning på Liaotung‐halvøen. Hermed er Port  Arthur afskåret fra land og kan kun undsættes fra søsiden.  

30 APR 1904: Russerne beslutter at danne 2. Stillehavseskadre af skibe fra  Østersøflåden. Sortehavsflåden skal ikke med, da Storbritannien lægger pres  på tyrkerne for ikke at lade skibene slippe gennem de tyrkiske stræder. Det er  en rejse på 18.000 sømil syd om Afrika = 33.000 km. Afgang skal finde sted den  15. juli, men det bliver forsinket i yderligere tre måneder på grund af russisk  ineffektivitet og diplomatiske forviklinger.

1 MAJ 1904: Russerne er nu jaget ud af Korea.  

1 MAJ 1904: Togo melder, at Port Arthurs havneindløb er spærret. De  mange forsøg er mislykkedes, og det ved Togo godt, men han spiller højt spil af  flere grunde, og han inddrager ikke de højere stabe i sin viden. Argumenterne,  som han på det tidspunkt holder for sig selv er, at russerne efter Makarovs død  ikke tør komme ud og engagere hans styrker. Han vurderer, at russerne ikke  kan engagere en eskorteret konvoj. Togo har 60 destroyere mellem  invasionsstranden og Elliot Islands, hvor 2. Armé befinder sig. Hvis Togo  melder, at indløbet ikke er spærret, så vil marinen melde til kejseren, at han er  inkompetent. Så han holder sin mund, sådan at 2. Armé kan gå i land ca. 100  km nord for Port Arthur. Til gengæld føler Togo sig foranlediget til at dække 2.  Armés landgang.  

5 – 19 MAJ 1904: 2. Armé under general Yasukata Oku går i land på  Liaotung‐halvøen, ved Pitzuwu, 65 km nordøst for Port Arthur, hvor halvøen  kun er 5 km bred. På sin vej sydover møder han kraftig modstand på halvøens  smalleste punkt ved Nanshan‐højden. Under denne operation går 4. Armé  under general Michitsura Nodzu i land ved Takushan vest for Yalu‐floden. Den  russiske vicekonge føler, at nettet er begyndt at stramme om Port Arthur, og  han flygter til Kuropatkins hovedkvarter i Liaoyang. Dagen efter lukker banen  for russisk trafik til og fra Port Arthur.

25 MAJ 1904: I den vestlige ende af den russiske forsvarslinie ligger  Nanshan‐højdedraget. Nanshan forsvares af 3.000 russere, som indgår i et  infanteriregiment, et artilleribatteri og lidt ekstra infanterienheder med i alt 50  kanoner. Deres chef er den berømte oberst Tretyakov, som også deltager med  stor dygtighed i det sidste forsvar af Port Arthur. Japanerne kommer med tre  divisioner, og der er yderligere en på vej. De råder over 200 kanoner. Russerne  har ikke så meget artilleriammunition, men de er gravet godt ned, de har  pigtråd foran, og foran det ligger der miner. Et skybrud skyller dog jorden over  minerne væk umiddelbart inden det japanske angreb. Russerne har støtte fra  en kanonbåd på østsiden. Japanerne har støtte fra fire kanonbåde på vestsiden  af halvøen. Et japansk frontalangreb mislykkes, men japanerne får et  gennembrud ved at gå vest om højdedraget helt ude i brændingen. Russerne  mister 1.500 af deres 3.000 mand, men japanerne mister 4.500 af de 30.000  angribere, og det bliver prototypen på et fremtidigt japansk angreb. Med tabet  af dette højdedrag, som er russernes første forsvarslinie, mister de også  Dalnyy, som herefter bliver japansk havn og base. Her landsættes 3. Armé  under general Maresuke Nogi. Han var manden, der erobrede Port Arthur i  1894 fra kineserne. 3. Armé skal tage sig af Port Arthur, medens 2. Armé  svinger nordpå for at engagere general Shtakelberg, som er begyndt en  modoffensiv efter ordre fra Kuropatkin. Vicekongen har pålagt ham at udføre  en modoffensiv.

14 – 17 MAJ 1904: Medens dette står på kommer der en uheldsvanger  periode for admiral Togo. Han føler sig foranlediget til at vise tilstedeværelse  foran havnen, for at russerne ikke skal få den ide at forlade den. Han havde jo  meldt, at den var spærret. Så han sender mange af sine enheder, blandt andet  tre af sine dyrebare slagskibe ind. Det havde han ikke behøvet, for viceadmiral  Vitgeft, Makarovs afløser, havde ikke tænkt sig at sejle nogen steder hen. En  japansk krydser og en kanonbåd går ned efter kollision i tåge. En destroyer og  to mindre orlogsskibe løber på miner og synker. Men hvad værre er, to af hans  vigtigste enheder, slagskibene, løber ind i et minefelt. Hatsuse synker  umiddelbart – sådan at alle inde i havnen kan se det. Yashima fortsætter sydpå  i nogle timer og synker uden for synsvidde af russerne. Japanerne holder dette  hemmeligt i over et år, og russerne tror kun at Togo har mistet et slagskib, men  han har i virkeligheden med et slag mistet en tredjedel af sine kampafgørende  enheder. Togos tilstedeværelse skyldes ønsket om at sikre, at russerne ikke  generer 2. Armés landgang. Minerne var blevet lagt af den russiske minelægger  Amur, hvis chef havde lagt minerne meget længere ude end viceadmiral  Vitgeft har beordret.  

Officielt er det feltmarskal Oyama, som fører krigen. Manden bag krigens  førelse er imidlertid hans stabschef, generalløjtnant Kodama. For ham er Port Arthur kun et mål på vejen. Det virkelig mål, som afslutter denne begrænsede  krig, er den russiske hærs hovedbase i Liaoyang, og den skal nås inden russerne  får sendt tilstrækkeligt med forstærkninger fra den europæiske del af Rusland.  Hvis Port Arthur bliver erobret i en fart, vil han kunne frigøre 3. Armé til  kampagnen mod nord.  

1 – 22 JUN 1904: I de første tre uger af juni opbygger general Nogi sin  armé, så den når op på 80.000 mand og 474 kanoner. Bag fortifikationerne  venter en bekymret generalløjtnant Stëssel. Han er endnu et eksempel på en  inkompetent personlighed i den russiske ledelse. Han har tre forsvarslinier:  Inderst et system af løbegrave omkring bymuren. Ca. 3,5 km længere ude er  der en ring af betonforter forbundet med forskellige befæstninger og  løbegrave. Den yderste linie består af en række befæstede højdedrag, hvoraf  enkelte ikke er færdiggjorte. Fraregnet marinens personel udgør  forsvarsstyrken 40.000 mand, og den råder over 506 kanoner. Der er rigeligt  med fødevarer til en langvarig belejring. Med et dygtigt forsvar er en erobring  af Port Arthur ikke muligt.  

14 – 15 JUN 1904: Slaget ved Te‐li‐Ssu, 130 km nord for Port Arthur.  Den øverste krigsledelse er uenig: Tsaren og vicekongen anbefaler at gå  mod 2. Armé. Kuropatkin vil gerne vente til han har samlet tilstrækkeligt med  forstærkninger til at rykke sydpå. Han bliver beordret til at udføre et  modangreb. Generalløjtnant Shtakelberg foreslår en trinvis fremrykning  startende ved Te‐li‐Ssu, 200 km syd for Liaoyang og 130 km nord for Port  Arthur, hvor man graver sig ned, etablerer sig, sikrer sig og så rykker sydpå til  næste stilling. Dette vil ikke give japanerne tid til at reagere.

Den dag Shtakelberg kommer til Te‐li‐Ssu for at grave sig ned i ro og mag,  da kommer general Oku også med 2. Armé. Oberst Akashi i Stockholm har  nemlig fået at vide to dage forinden, at 1. Sibiriske Korps rykker sydpå til Te‐LiSsu! Der ligger en dal, som banen løber i, og herudover nogle højdedrag. For at  sikre, at han ikke bliver omgået, placerer han en eskadron kosakker mod vest  med en ”heliograf”. Da der ikke er nogen sol kan kosakkerne ikke signalere om  japanernes tilstedeværelse, og generalen informeres først dagen efter. Oku  angriber og Shtakelberg undgår med nød og næppe at blive omgået. Han  foretager udvigende kamp ved Tashichia, og general Zarubayev afværger  efterfølgende et japansk angreb den 24. juni. Undsættelsen af Port Arthur  kollapser før end den er indledt!  

Status for de japanske hære medio juni 1904:  

• 1. Armé: Midt mellem Yalu og Liaoyang.

• 2. Armé: 50 km syd for Liaoyang.  

• 3. Armé: Belejrer Port Arthur.  

• 4. Armé: På vej for at slutte sig til 2. Armé.  

Medio JUN 1904: Krydserstyrken i Vladivostok under viceadmiral  Bezobrazoff, med krydserne Gromoboi, Rossiya og Rurik, bryder ud og  foretager angreb på den japanske skibsfart i Tsushima‐strædet.  Admiral Togo er nu meget bekymret. Hvis russerne stiller op med en ny  admiral af Makarovs type, så ser det sort ud. Han har kun fire slagskibe tilbage,  medens russerne stadig har 6 – 7. Togo ved fra oberst Akashi, at russerne  samler skibe i Østersøen, og at de er overlegne i antal. Han må nu sikre sig, at  russerne i Port Arthur ikke slipper ud. Derfor lægger han 1.000 nye søminer.  Samtidig udfører han et antal ”dummy” mineringer for at skræmme russerne.  

23 JUN 1904: Port Arthur er omringet, så der kan ikke sendes personel ind  til basen. Makarovs efterfølger, kontreadmiral Vitgeft (Vithøft) (som ikke er  sømand, men tekniker) bliver beordret af tsaren til at tage kampen op med  Togos styrke. Planen er dog forinden lækket til den lokale avis ”Novy Krai”,  som har trykt historien om, at man forlader havnen den 20. juni, så man må  blive et par dage ekstra i havn for lige at vise, at der sandelig ikke er tale om et  udbrudsforsøg. 24 skibe stikker til søs, men alle vender hurtigt tilbage. Et af  slagskibene beskadiges af en mine.  

26 JUN 1904: Generalløjtnant Stëssel forsøger et mindre udbrud over land,  men det bliver hurtigt stoppet. Inde i fæstningen foregår en personstrid  mellem grev Stëssel, som nu er guvernør, og den nye fæstningskommandant,  generalløjtnant C. N. Smirnov. Stëssel giver ham ikke de fornødne forsyninger,  og han blander sig i alle dispositionerne. Japanerne har på dette tidspunkt  rigeligt med agenter, som betales for oplysninger, og general Nogi ved alt om,  hvad der foregår inde i hovederne på de russiske beslutningstagere inde i  fortet.

20 JUL 1904: Krydserstyrken fra Vladivostok, med den nye chef,  kontreadmiral Jessen, står gennem Tsugaru‐strædet og ned til Tokio‐bugten,  hvor den sænker, hvad den møder af japansk skibsfart. Viceadmiral Kamimura  tager jagten op med ni krydsere og 16 destroyere, men russerne forsvinder i  tågen og når sikkert retur til Vladivostok.  

I juli presser japanerne det russiske forsvar omkring Port Arthur. Øjeblikket  er kommet, hvor japanerne skal til at bruge jernbanen nordpå fra Port Arthur.  Man har i god tid bestilt lokomotiver i Amerika med den russiske sporvidde på 5  fod, men nu skal man lige erindre, at krydserne fra Vladivostok har sænket  nogle handelsskibe, hvis last russerne ikke kender betydningen af i fuldt  omfang. Et af skibene havde tropper om bord. Et andet havde de pjecer af belejringsartilleri, som general Nogi havde bestilt til at bombardere Port Arthur  med. De lå på bunden af Stillehavet. To af skibene havde alle de lokomotiver,  som japanerne havde købt i USA. De lå også på bunden af Stillehavet. Den  gamle regel om, at selv den bedste planlægning ikke overgås af svineheld, er  her blevet bekræftet. Derfor er der en ny situation nord for Port Arthur. Man  har fra den 1. maj til den 30. juni bygget sin egen forsyningslinie til hæren. Det  er en 50 km lang bane med japansk sporvidde beregnet til hærenes  umiddelbare logistik. Det var ellers meningen, at man skulle have brugt de  russiske spor, men i stedt blev man nødt til at rekvirere japanske lokomotiver  og afmontere det ene spor og rykke det ind til en afstand af 3,5 fod. Derpå  savede japanerne svellerne af, så russerne ikke siden hen kunne udvide til 5 fod.

7‐8 AUG 1904: 3. Armé presser på fra øst og erobrer nogle højdedrag fra de  yderste forsvarsværker ved Port Arthur.  

10 AUG 1904: Tsaren beordrer kontreadmiral Vitgeft til søs, så hans styrke  kan nå Vladivostok og forenes med krydserstyrken der. Viceadmiral Kamimura  har uden held forsøgt at lokke de russiske krydsere til kamp udenfor  Vladivostok.  

Vitgeft forlader havnen med seks slagskibe, fem krydsere og otte  destroyere. Togo prøver at holde afstand. Han må ikke sætte noget til. De fire  japanske slagskibe skyder længere, hurtigere og mere præcist end russerne og  klokken 18.12 rammer en 12”‐granat broen på Czarevich. Vitgeft bliver dræbt –  skibet sejler i cirkler, medens roret angiveligt er blokeret af ligdele fra staben!  Hele staben udslettes og en krydser sænkes. Et slagskib, tre krydsere og tre  destroyere søger neutral havn og bliver interneret. Resten søger tilbage til Port  Arthur, hvor skibenes kanoner rigges af, og herefter indgår i fæstningens  artilleri. Hermed har russerne ikke længere en flådestyrke i Port Arthur, men  det ved japanerne ikke.  

14 AUG 1904: Den russiske krydserstyrke på tre krydsere forsøger at sejle  Port Arthur‐enhederne i møde og møder viceadmiral Kamimuras fire  panserkrydsere nord for Tsushima. Rurik sænkes, men de to andre undslipper.  Nu har japanerne opnået et af deres operative mål: Det komplette  søherredømme i operationsområdet.

19 – 24 AUG: General Nogi angriber med 3. Armé Port Arthur for anden  gang, denne gang fra nord og nordvest. Han erobrer 174‐meterhøjen, men må  stoppe angrebene efter tabet af 15.000 mand. Russerne mister 3.000. Russerne  bruger maskingeværer om natten med projektør‐ eller lysraket‐belysning.  Herefter vil Nogi overgå til at ”underminere” fortifikationerne med  sprængstoffer, og han bestiller desuden kraftigt belejringsartilleri. Da russerne  ikke længere vurderes at kunne invadere de japanske hovedøer har man  frigivet et antal 11” kanoner (28 cm) fra Japans kystforsvar til erstatning for belejringsartilleriet, som endte på Stillehavets bund. General Nogi får besøg af  stabschefen, generalløjtnant Kodama, som vil afskedige ham for ikke at  opfylde de operative mål. Nogi gør alt, hvad Kodama beder ham om, og man  slipper for at fyre ham. Han er trods alt en gammel krigshelt. Kodama gør det  helt klart, at erobringen af 203‐meterhøjen (eller Vysokaya (”Højen”), som  russerne kalder den) er kampafgørende: Med den på japanske hænder kan man  observere og beskyde alle skibene i havnen og dermed udslette flådestyrken.  Inde i fortet er der nu skørbug, dysenteri og tyfus. Uden for slås japanerne med  beri‐beri, dysenteri og tyfus. Beri‐beri undgår japanerne ved at blande byg i  risene.  

1 – 25 AUG 1904: General Kuropatkin bliver nødt til at trække sine styrker  tilbage mod Liaoyang, som er det punkt, som generalerne Kuroki med 1. Armé,  Nodzu med 4. Armé og Oku med 2. Armé konvergerer imod.  

25 AUG – 3 SEP 1904: Slaget ved Liaoyang, 65 km syd for Mukden.  Japanerne råder nu over 125.000 mand, russerne over 158.000 mand. Der er  ankommet et armékorps fra den europæiske del af Rusland. Planen for det  russiske angreb ud fra Liaoyang bliver sendt til tsaren for godkendelse.  Japanerne opsnapper planen i Sankt Petersborg og telegraferer den til Tokyo,  men feltmarskal Oyama har dog kendskab til dele af den fra papirer fundet på  en falden russisk officer. Kuropatkin går i offensiven to gange, og koncentrerer  sit andet angreb mod Kurokis 1. Armé på den japanske højre flanke. Det lykkes  japanerne at afværge angrebet, dels på grund af aggressiv optræden, dels på  grund af dårlig russisk ledelse og endnu dårligere kommunikationer. Japanerne  mister 23.000 mand, russerne 19.000. Kuropatkin betragter sig selv som slået  her og begynder en udvigende kamp tilbage i retning mod Mukden. Oyama  følger efter, men et effektivt russisk forsvar sikrer tilbagetrækningen.

Kampene bliver udkæmpet under vanskelige betingelser. Området er ikke  opmålt af russerne. De har bestilt opmålere fra Moskva, men vicekongen har  holdt dem tilbage. Mange af markerne er dækket af tre meter høj hirse.  General Orlov rykker eksempelvis frem mod en høj, Manju Yama, og går efter  lyden af skud midt i al hirsen. Det bringer ham lige ind i den japanske  hovedstyrke. I løbet af minutter flygter 12 af hans 13 bataljoner i panik.  Kampen bliver udkæmpet i mængder af mudder og svær regn. Floderne er gået  over deres bredder.  

15 – 30 SEP 1904: General Nogi udfører sit tredje angreb. 203‐meterhøjen  holdes af russerne. Japanernes tab er enorme. Der må holdes seks timers pause  en af dagene, idet begge parter frygter epidemier fra de mange japanske lig,  som lugter fælt. Japanerne samler ligene sammen og brænder dem.  

1 OKT 1904: General Nogis belejringsartilleri ankommer. Det omfatter 19  stk. 28 cm haubitz, som kan skyde et 250 kg projektil ud til 9.000 meter. De bliver hver trukket 13 km fra havnen til stillingerne af 800 søfolk. (Pjecerne er af  en type, som er meget lig den, som man endnu i dag kan se opstillet på  Charlottenlund Fort).

5 – 17 OKT 1904: Slaget ved Sha‐Ho, 32 km syd for Mukden.  Russerne mister 40.770 man i slaget ved Shaho. Japanerne mister 20‐30.000  mand. Russerne viser sig uskikkede til offensive operationer og bliver moralsk  svækkede. Kuropatkin tøver, til de lovede 60.000 mand forstærkninger vil  komme. Han beder om yderligere 100.000 mand, hvad vicekongen anser for  urimeligt. Problemet for Kuropatkin er, at hvis Port Arthur falder, så kan  Oyama forstærke sine enheder med 60‐70.000 mand. Han skal derfor  nedkæmpes inden dette tidspunkt. På det tidspunkt har Kuropatkin 200.000  mand og Oyama 170.000. Kuropatkin går i offensiven og koncentrerer  angrebet mod Kurokis 1. Armé, som nu er på den japanske højre flanke.  Medens Kuroki graver sig ned, lægger Oyama tyngde i sit angreb mod det  russiske center, som Kuropatkin herefter må genetablere kontrollen over.  Begge hære konsoliderer sig efter slaget.

15 OKT 1904: Russernes nyetablerede flådestyrke, ”2. Stillehavseskadre”,  afgår fra Kronstadt, Libau (Liepaya) og Reval (Tallin). Årsagen til forsinkelsen  skyldes blandt andet diplomatiske forviklinger omkring kulleverancerne.  Storbritannien er imod at yde støtte, og Frankrig er tøvende med at yde støtte  fra sine kolonier. Kaiser Wilhelm vil gerne støtte, for så længe Rusland er  engageret i Fjernøsten, er landets fokus væk fra Europa. Kejseren sørger for  leverancer fra 60 kulskibe fra Hamborg‐Amerika‐linien. Flådestyrkens behov er  ca. 500.000 tons kul. Hovedstyrken er fire nye og tre lidt ældre slagskibe, fire  nye og tre ældre krydsere, ni destroyere, nogle værkstedsskibe, to  hospitalsskibe etc. Hele sejladsen er forfulgt af uheld (eller snarere  inkompetence). I forbindelse med afgang fra basen går to af skibene på grund i  henholdsvis Kronstadt og Libau. Der er kul alle vegne i skibene. Man skal være  over orlogskaptajnsgrad for ikke at få kul ind på lukafet!  

21‐22 OKT 1904: ”Slaget på Dogger Banke” mod fiskerne fra Hull.  Russerne har hørt rygter om tilstedeværelse af japanske torpedobåde i  Nordsøen. Oberst Akashi har formentlig været med til at udsprede rygter om  japansk tilstedeværelse. Helt usandsynligt er det dog ikke, for japanerne har  købt det meste af deres flådemateriel i Storbritannien. Natten mellem den 21.  og 22. oktober 1904 tror russerne sig angrebet af japanske torpedobåde, da  man passerer et antal trawlere ved Dogger Banke. Syv fiskere bliver dræbt og  en trawler sænkes. Krydseren Aurora bliver ramt flere gange af egne enheder.  Det er tæt på krig mellem Rusland og Storbritannien. Krydsere fra Royal Navy  følger russerne til Gibraltar.

Det er ikke de eneste problemer, som viceadmiral Rozhdjestvensky har at  slås med. Syd for Afrika løber man ind i en orkan. Der opstår to mytterier, og 14  mand bliver af denne grund henrettet. En af enhederne må returnere med  størsteparten af mytteristerne. Endvidere er der problemer med tropiske  sygdomme, selvmord, utilfredshed og dårlig ledelse. Ved Madagaskar bliver  man forsinket i to måneder, blandt andet på grund af fornyede problemer med  kulleverancerne. Japanerne har truet med at sænke alle kulskibe i nærheden af  flådestyrken, og det gør det tyske rederi uroligt. Endnu en intrigant  kommandør bør her omtales. Rozhdjestvensky er blevet påduttet en  kommandør ved navn Klado, som har sin gang ved hoffet. Han er selvudnævnt  strateg og skal gøre tjeneste ved admiralens stab. Admiralen ser dog sit snit til  at blive af med ham, da han skal sende en medarbejder hjem for at redegøre  for ”Slaget på Dogger Banke”. Hjemme bruger han sine intriger til at slå til lyd  for at sende endnu flere skibe af sted. De skal formeres i ”3. Stillehavseskadre”.  Rozhdjestvenskyy bliver rasende, for de pågældende skibe er uanvendelige i  situationen. Som han selv udtrykker det: De synker af sig selv uden fjendens  indblanding. Det medfører endnu mere forsinkelse.  

30 OKT – 1 NOV 1904: Nogis fjerde angreb mod Port Arthur kommer fra  nord og øst. Hans armé får igen enorme tab fra maskingeværild, artilleri og  håndgranater. Fortet begynder at mangle fødevarer, og problemerne med de  mange sårede stiger. Nyheden om eskadrens afgang fra Østersøen giver nyt  mod. Samme nyhed skærper også japanernes interesse for at erobre havnen,  så den russiske flåde ikke kan gå til Port Arthur og derefter ødelægge Togos  flåde. Et forsøg på at erobre fortet på Kejserens fødselsdag den 3. november  lykkes ikke og koster japanerne 4.800 mand.  

26 NOV 1904: Nogis femte angreb koster 12.000 japanske soldater. Hans  mål er 203‐meterhøjen. Højene omkring er også befæstede. Oberst Tretyakov  holder højen med 2.200 mand.  

27 NOV – 5 DEC 1904: 203‐meterhøjen erobres efter et omfattende  bombardement. 11.000 japanere går til. Efter ni dage har japanerne højen.  Næste dag påbegyndes den systematiske ødelæggelse af orlogsskibene i  havnen. Samme dag sejler Togo hjem for at holde eftersyn på sine skibe og  gøre dem klar til kamp mod 2. Stillehavseskadre, som nu er godt på vej.  

2 JAN 1905: Japanerne fortsætter angrebene i frost og sne og tager fort  efter fort. Generalløjtnant, grev Stëssel overgiver Port Arthur og 10.000 mand,  selv om der stadig er mad nok. Nogi har mistet 59.000 mand (døde, sårede og  savnede). Han har endvidere 34.000 syge! Russerne har mistet 31.000 mand.  General Nogi gør 3. Armé klar til at slutte sig til de andre japanske arméer.  

(22 JAN 1905: ”Den blodige søndag” i Skt. Petersborg, hvor hæren sættes  ind mod fredelige demonstranter. 130 demonstranter dør.)

26 – 27 JAN 1905: Slaget ved Sandepu (Heikotai).  Nu har general Kuropatkin 300.000 mand og feltmarskal Oyama 220.000.  Kuropatkin må slå til, inden general Nogi dukker op med sin 3. Armé. Han har  delt sine styrker op i tre under generalerne Linievich, Gripenberg og Kaulbars.  Russerne angriber i en snestorm og er utrolig tæt på en sejr, som ville have  ændret hele krigens forløb. Efter to dages meget hårde kampe sætter Oyama  et modangreb ind, og det bringer kampene til standsning.  

21 FEB – 10 MAR 1905: Slaget ved Mukden.  Ud over de fire arméer lykkes det japanerne i kraft af deres nye hærlov af  1904 at samle en 5. Armé under general Kawamura. Den består af 26  regimenter eller 6,5 division. Den bliver i yderste hemmelighed sejlet til Yalufloden og derefter sendt til området øst for Mukden. General Kuropatkin  begynder nu at blive urolig for sin venstre flanke. Begge styrker er formentlig  på ca. 310.000 mand. De er begge gravet ned over en linie på ca. 65 km. Nogis  3. Armé forsøger to gange at trænge gennem russernes højre flanke, men  Kuropatkin sætter sine reserver ind og indleder et modangreb. Oyama bruger  nu sine reserver til en koncentreret indsat mod Kaulbars i 3 dage (den 6. til 8.  marts), og Kuropatkin bliver også urolig for sine forsyningslinier bagud.  Kuropatkin falder tilbage mod Tieling og Harbin. Russerne har mistet 100.000  mand, japanerne 70.000. Kuropatkin er slået, men ikke løbet over ende. Han  har til gengæld mistet meget materiel. Dette er krigens sidste kamp mellem  større hærstyrker. Slaget ved Mukden bliver ikke et afgørende slag, men  russerne kunne have vundet krigen her.  

16 MAR 1905: Rozhdjestvenskys eskadre forlader Madagaskar efter 10  ugers ophold. På grund af forviklingerne må han købe ti af de ledsagende tyske  kulskibe på regeringens vegne.  

8 APR 1905: Journalister og japanske agenter melder, at styrken passerer  Singapore i Malakkastrædet.

14 MAJ 1905: 2. Stillehavseskadre forlader Cam Ran‐bugten (Fransk  Indokina i det nuværende Vietnam) og stævner mod Tsushimastrædet. Styrken  skal til Vladivostok. Togo ved, at der er tre muligheder: Den korteste vej er via  Tsushimastrædet, og det kan være øst eller vest om Tsushima‐øen. De øvrige  muligheder er Tsugaru‐strædet mellem Hokaido og Honshu eller La Perousestrædet syd om Sakhalin. Hvis man tager de to sidstnævnte ruter, bliver  distancen væsentlig større, og der skal bruges meget mere kul.  

25 MAJ 1905: Togo ligger på lur i Masan‐bugten i Korea, uden for de  internationale ruter. Her får han underretning om, at der er kommet seks  kulskibe fra den russiske styrke til Shanghai. Heraf slutter han, at styrken tager  den korteste vej – via Tsushima. Samme dag dør Rozhdjestvenskys næstkommanderende og stedfortræder, kontreadmiral Folkersam, af et  hjertetilfælde.  

27 MAJ 1905 klokken 03.30: En japansk krydser rapporterer, at styrken  tager den østlige passage. Togo lægger sine destroyere og torpedobåde ud i læ  mellem de to Tsushima hovedøer på grund af høj sø.  

27 MAJ 1905: Slaget i Tsushima‐strædet: Togo åbner ild klokken 14.15 på  6.000 m efter et drej, som er lige ved at gå galt. Det kunne være blevet en  katastrofe, men han når at ”trække stregen over T‐et” på modstanderens  flådestyrke, således at alle hans enheder kan afgive ild og koncentrere ilden  mod de forreste russiske enheder. De japanske skibe går med 15 knob.  Russerne går med 9 knob, da de skal passe på deres værkstedsskibe,  hospitalsskibe med mere. Da natten falder på er tre russiske slagskibe sænket,  inklusive flagskibet, og den russiske chef er hårdt såret af en granatsplint i  hovedet. Kontreadmiral Nebogatov får nu kommandoen, men han havde ikke  fået at vide, at kontreadmiral Folkersam var død. Det sker den 25. maj. Af den  russiske styrke når en krydser og to destroyere til Vladivostok. 46 pct. af de  russiske søfolk bliver dræbt eller såret mod 5 pct. af japanerne.  

7 JUL 1905: Efter Tsushima‐slaget foretager japanerne en landgang på det  næsten ubeskyttede Sakhalin den 7. juli 1905. Hovedstaden Aleksandrovsk  erobres den 24. juli 1905.  I slutningen af juli 1905 er den russiske hær oppe på 600.000 mand og den  japanske på 380.000 mand.  

6 SEP 1905: Freden i Portsmouth, New Hampshire.  Japan har nået sit “limited objective”.  

 

Krigserfaringer

Hvilke ”Lessons learned” kunne man uddrage af krigen? Det var første gang, at  en vestlig industrination var slået af et asiatisk land. Den sejrende nation havde  en betydelig mindre hær og flåde end modparten.  

Generelt benyttede japanerne sig af den mest moderne teknologi samtidig  med, at mandskabsbehandlingen og træningsstandarden var god.  Befolkningen i de besatte områder blev behandlet godt, og det medførte bedre  operationsmuligheder og et bedre efterretningsgrundlag. Det japanske  rekrutteringsgrundlag var meget ensartet. Menige, befalingsmænd og officerer  kom fra samme sociale lag, og de havde alle gået i japansk folkeskole. De  russiske menige tilhørte primært bondestanden og var analfabeter. Russiske  officerer blev rekrutteret fra samfundets øverste lag. De to grupper spiste for  eksempel ikke mad af samme kvalitet. (Oprøret på panserkrydseren Potemkin i  Sortehavet i 1905 var for eksempel forårsaget af mandskabets uspiselige mad.)  

 

Hæroperationerne  

Den russiske øverstkommanderende for styrkerne i Manchuriet, general  Kuropatkin, var særdeles kompetent og udarbejde en sund plan for at drive  japanerne ud af området. En del af hans generaler, samt vicekongen, som han  var underlagt, var inkompetente og havde blandt andet tjent sig op gennem  graderne via intriger omkring hoffet. Et eksempel på dårligt lederskab er  general Oskar Kasimirovich Gripenberg, som var chef for 2. Manchuriske Armé.  Han havde ikke operative erfaringer, siden han havde været bataljonschef.  Midt i krigens rasen meldte han sig syg, tog toget hjem til Skt. Petersborg, men  steg ud på en station, inden han forlod Manchuriet og kundgjorde til de  tilstedeværende journalister, at Kuropatkin var en forræder.

Talmæssigt var de japanske styrker underlegne, når de mødte russerne,  men de reagerede meget hurtigt, medens russerne havde lange reaktionstider.  Der forekom ofte fejl og forsinkelser i den russiske ordreformidling.  

Japanerne gravede sig ned, også selv om tropperne var udmattede.  Russerne lod ofte være eller hyrede kinesere til at gøre det.  De russiske soldater var dygtige til at trække sig tilbage i ro og orden på  trods af mange tilfælde af uduelighed og inkompetence hos deres officerer.  De udenlandske observatører noterede sig ikke maskingeværets defensive  potentiale og den indirekte artilleriilds offensive potentiale. Krigen på  landjorden var en slags generalprøve på Den første Verdenskrig. Erfaringen  viste, at en forsvarer, som var gravet godt ned, og som beskyttede sig bag  pigtråd og landminer, kunne forsvare sig vel mod angribende infanteri. Til  gengæld kunne man ikke holde stand mod langvarig artilleribeskydning. En af  krigens erfaringer var, at artilleriammunition var til rådighed i meget store  mængder.  

De store tabstal, som især angriberne oplevede i denne krig, blev til dels  negligeret af observatørerne, bortset fra de amerikanske. Det blev tolket  derhen, at når blot man havde viljen til sejr, så kunne et angreb gennemføres,  men det medførte selvfølgelig tab. Frankrig benyttede denne doktrin med  ”l´offensive á l’outrance” – eller offensiv for enhver pris ‐ frem til Den første  Verdenskrig. Det skal også bemærkes, at såvel japanerne som russerne havde  situationer, hvor deres soldater nægtede at gentage frontalangreb, når der  havde været meget betydelige tab.  

Kavaleriet var forudset en stor rolle, men hverken de japanske kavalerister  eller de russiske kosakker fik nogen afgørende betydning. De blev blandt andet  brugt til langtrækkende patruljer. De øvrige styrkers mobilitet var begrænset.  Bortset fra slaget ved Yalu‐floden foregik de store slag langs med Den  sydmanchuriske Jernbane, som var russernes forsyningsvej.

Japanerne var dygtige til at organisere logistik og havde ca. 8.000 kulier  per division til at sørge for transport. Japanerne havde store krav til personlig  hygiejne og opførte badehuse. Det var medvirkende til at forbedre hygiejnen.  Begge parter havde omfattende felthospitaler til at tage sig af de sårede, men  ud over de sårede var der mange syge at tage sig af på grund af de mange  smitsomme sygdomme forårsaget af dårlig hygiejne og mangelfuld ernæring.

 

De maritime operationer

Rusland mistede sin rolle som verdens trediestørste sømagt. Slaget var det  største søslag siden Trafalgar, og det viste betydningen af godt sømandsskab  og artilleriuddannelse.  

Efter slaget i Tsushima‐strædet blev kølvandsordenen atter  artilleriskibenes foretrukne kampformation.  Russerne benyttede en granattype med en blød stålkappe, som forøgede  brisantgranaternes gennemtrængningsevne i panser. Den var konstrueret i  1890érne af viceadmiral Makarov, som var den russiske flådes store opfinder.  (Han havde også konstrueret Ruslands første isbryder Yermak.)

Det lykkedes for japanerne at få pikrinsyre til at virke som sprængstof i  tyndtvæggede brisantgranater med et følsomt anslagsbrandrør, de såkaldte  Shimosegranater. Sprængvirkningen var det firdobbelte af russernes, men de  udviklede også dødbringende gasarter og varme, der forårsagede voldsomme  brande i de russiske skibe.  

Sammenlignet med russerne var japanerne meget bedre til at operere med  deres flådestyrker. Deres skibe var hurtigere, de var gode til kommunikation,  herunder også brug af radio, og deres artillerister var veluddannede. Den første  skibsbårne radio blev installeret af Marconi i 1901, så man må konstatere, at  radiokommunikation blev indført med stor hurtighed.

Admiral Togo havde gennemført mange øvelser og holdt en utrolig høj  træningsstandard, medens den russiske flådestyrke kun foretog en enkelt  øvelse, siden den tog af sted fra Østersøen. Denne øvelse fandt sted dagen før  ankomsten til Tsushima‐strædet, og dens resultater blev ikke evalueret.  Japanerne havde især øvet natkamp – en ekspertise de i øvrigt også fastholdt  under Den anden Verdenskrig.  

Ved det første udbrud fra Port Arthur skød russerne 3.400 skud med et  kaliber større end 15 cm. Med 32 træffere opnåede de 1 pct. træfning.  Japanerne skød 5.000 skud og opnåede 6 ‐7 pct. træfning.  Japan foretog 400 små mineringer med søminer inden for 50 km fra Port  Arthur. De fleste minesprængninger medførte tab af skibet. Choksikring og  vandtæt inddeling blev først indført efter denne krig, således at først de nyere  skibe under Den første Verdenskrig havde bedre beskyttelse.

Japanerne havde udviklet en torpedobådstaktik og anvendte torpedoer  med nogen succes, men skudafstandene var helt nede på 100 ‐ 150 meter.  

 

Efterretninger

Admiral Togo fik via radiotelegrafi at vide, hvor modstanderen befandt sig – fra  enheder, som skyggede, uden at blive set. Desuden formidlede stabene i Tokyo  de relevante efterretningsoplysninger til ham, ligeledes via radio.  Russerne havde kun meget beskedne efterretninger om fjenden, både til  de landmilitære og de sømilitære operationer3.  

I Manchuriet opførte japanerne sig godt over for lokalbefolkningen,  medens russerne brændte og ødelagde bygninger. Når japanerne skulle  beslaglægge bygninger, så rekvirerede de kun hvert andet hus, således at  lokalbefolkningen blev stuvet sammen på halv plads i stedet for at blive sendt  ud i kulden. Lokalbefolkningen kunne gøre brug af japanernes medbragte  hospitaler. Japanerne reparerede de lokale veje. Det gode forhold til  lokalbefolkningen medførte gode efterretningsoplysninger.  Japanerne sørgede for at betale deres agenter godt – og bedre end  russerne.  

 

Krigen i tal 

Disse tal skal tages med et vist forbehold, da kildeangivelserne varierer meget.  

Tab og krigsudgifter:  

Antallet af døde er væsentlig højere i visse kilder. De japanske dødsofre har  måske været mellem 80.000 og 88.000 mand. Det kan skyldes, at de  ovennævnte dødsofre kun omfatter faldne i kamp. Begge krigens parter havde  mange ofre på grund af alvorlige, smitsomme sygdomme.

 

Krigens efterspil 

Begge parter var krigstrætte, og russerne havde rigeligt med problemer, blandt  andet politisk uro og fattigdom. Krigen var ikke populær i befolkningen. I  Tokyo kom der alvorlige optøjer med mere end et tusinde dræbte på grund af  russernes favorable fredsvilkår, herunder at der ikke skulle betales  krigsskadeerstatning til Japan.  

Fredsslutningen gav kun magre indrømmelser til Japan: Man fik lov til at  beholde Liaotung med Port Arthur og den sydlige halvdel af Sakhalin, men  Rusland ville ikke udrede krigsskadeserstatninger. Befolkningen var imod  krigen, og de menneskelige tab sammenholdt med krigsudgifterne var en  medvirkende årsag til de revolutionære bevægelsers fremskridt i 1905.  

Roosevelt opfordrede til fred den 8. juni, men først i begyndelsen af august  kom de indledende forhandlinger i gang. Den 5. september var man klar, og  den 15. oktober blev aftalen ratificeret af begge de krigstrætte parter.  

Den tidligere minister Sergei Yulevich Witte blev udnævnt til russisk  forhandlingsleder. Witte sikrede i kraft af en veliscenesat russisk indsats et  godt forhandlingsresultat. Witte var meget arrogant og på ingen måde folkelig.  Han fik hjælp til sin personlige PR‐kampagne af den ledsagende journalist fra  The Daily Telegraph. Han holdt hof for de øvrige journalister på båden til USA,  og han gav hånd til lokomotivførerne før og efter togrejserne i USA. Selv om  han ikke var religiøs, fik han stoppet møderækken om søndagen, så han kunne  komme i kirke. Herpå fremstod japanerne som nogle ugudelige væsener i den  amerikanske befolknings øjne, så de blev nødt til også at gå i kirke. Endelig  lykkedes det for Witte at foreslå en salme, som gik på den russiske  nationalmelodi.  

Japans udenrigsminister Komura var dybt skuffet over freden i Portsmouth  i USA. Den japanske befolkning var vred, men Japans kræfter var tæt ved at  være udtømte. Man havde mistet ca. 80.000 mand (dræbte) af en hær, der  under mobiliseringen kom op på 1,2 millioner mand. Hertil kom de mange  sårede. Krigen havde kostet 2,2 milliard danske kroner (1905‐beløb), men som  et resultat af krigen rangerede Japan nu som verdens stormagt nr. 8.  

Japan havde med sin militære indsats ikke bekæmpet kolonisering, men  påbegyndt sin egen kolonisering på japanske præmisser. Efter krigen  udbyggede Japan sin flåde og sluttede sig under Den første Verdenskrig til de  allierede. Man erobrede de tyske besiddelser i Kiaochow med flådestationen i  Tsingtao på Shantung‐halvøen. Senere underlagde man sig Manchuriet (som  blev til den japanske lydstat Manchukuo) og angreb Kina. Den anden  Verdenskrig fortsatte man mod hollandske og britiske kolonier.

Angrebet på Pearl Harbour i 1941 kan betragtes som en gentagelse af  angrebet på Port Arthur i 1904. Japan følte sig i en trængt udenrigspolitisk  situation. Modstanderen var en langt stærkere nation, men Japan rådede over  store militære styrker. Med et lynangreb uden forudgående krigserklæring  håbede man igen på et hurtigt fait accompli, fordi modstanderen ikke ønskede  at deltage i en voldsom konflikt, hvor interesserne måske var begrænsede.  Admiral Isoroku Yamamoto deltog i krigen i 1904‐05 som ung løjtnant i admiral  Togos stab. 36 år senere sendte han som flådens øverstkommanderende sine  hangarskibe mod Pearl Harbour.  

 

Litteraturliste 

R. Ernest Dupuy and Trevor N. Dupuy: ”The Encyclopedia of Military History  from 3500 B.C. to the Present”, London, 1980.  

Julian S. Corbett: Maritime Operations in the Russo‐Japanese War 1904‐1905”,  Vol. I & IINaval Institute Press, Annapolis, Maryland, 1994. (Første udgivelse  1914/1915).  

Geoffrey Jukes:”The Russo‐Japanese War 1904 ‐ 1905”, Osprey Publishing,  Oxford, 2002.

Jakob Kienau: „Linienschiff ”Knjas Suworow”, Maximilian‐Verlag, Hamburg,  2003.

M. Kinai: „The Russo‐Japanes War (Official Reports)“, Vol. I & II, The Shimashido,  Shimbashi, Tokyo 1907.  

V. Knorr: „Der japanisch‐russische Seekrieg 1904/1905“, bind I ‐ III, Erst Siegfried  Mittler und Sohn, Berlin 1911.  

B. Münter: ”Krigen mellem Japan og Rusland”, Gyldendalske Boghandel,  Nordisk Forlag, København og Kristiania 1905.  

Helmut Pemsel: ”Atlas of Naval Warfare”, Arms and Armour Press, London,  1977.  

E.B. Potter/Chester W. Nimitz: „ Sea Power“, Prentice‐Hall, New Jersey, 1960.  

 

Fodnoter

1 Mange af de russiske personnavne er ikke‐slaviske, men hidrører fra Finland  eller Baltikum. Personnavnene findes transskriberet til mange forskellige  stavemåder, afhængigt af om transskriptionen fra russisk for eksempel er  foretaget til engelsk, tysk, fransk eller dansk. Stednavnene findes tilsvarende  med flere stavemåder – og ofte på både russisk, kinesisk og japansk.  Træfningerne på landjorden har mange forskelligartede betegnelser. Datoerne  er ofte den nemmeste måde at identificere dem på. Russiske kilder fra før  revolutionen anvender den gamle kalender. Der skal lægges 13 dage til for at få  datoen i den julianske kalender, som er anvendt overalt i denne artikel.

2 De anførte tabstal i den kronologiske gennemgang omfatter dræbte, sårede  og tilfangetagne, hvis andet ikke er anført. 

3 Den allerseneste russiske forskning og åbning af hidtidigt lukkede arkiver har i  imidlertid afsløret, at russerne havde kendskab til japanske angrebsplaner. At  oplysningerne ikke blev benyttet, understreger måske endnu mere  problemerne i det russiske samfund. Der er dog endnu ikke publiceret noget  omkring disse afsløringer.