Log ind

Den personlige Erfaring som Læremester

#

Ifølge sin sikkert velmente Artikel er Premierløjtnant V. K. Sørensen kommet til det Resultat, at al formel Eksercits bør bandlyses fra Uddannelsen, og denne Opfattelse hviler alene paa Forfatterens personlige Erfaring fra Tjenesten som Befalingsmand. Man tør vel gaa ud fra, at Forfatterens Betragtninger tager Sigte paa den lovbestemte, korte Uddannelsestid, og i saa Fald kan man nok give ham Ret i, at visse Discipliner er saa vigtige, at de faar Fortrinet, naar man ikke kan lære Mandskabet al Ting. Man maa saa skære det fra, der ikke er uomgængelig nødvendigt, og det er vel bl. a. ogsaa derfor, at man f. Eks. har afskaffet „Gevær i Hvil“ under normale Fredsforhold, saa at man nu, ud over Ladegrebene, kun har Hoimørgrebet „Præsenter Gevær“. Alene heraf ses, at Hæren paa Grund af den korte Uddannelsestid er inde paa den af Premierløjtnanten anviste V ej; men Spørgsmaalet bliver da, om denne Udvikling er ønskelig af saglige Grunde, og om det er forsvarligt at akceptere den korte Uddannelse ved at bortskære al formel Eksercits. Dette er aabenbart Forfatterens Mening, baseret paa hans personlige Erfaringer, og i saa Fald maa det siges, at disse Erfaringer har spillet ham et slemt Puds. Personlig Erfaring er naturligvis godt, og der kan læres meget af den; men naar man vil opstille almengyldige Læresætninger alene paa Basis heraf, risikerer man at komme ind paa et galt Spor, fordi personlige Erfaringer ofte er ensidige, og denne Fare er saa meget større, jo yngre den paagældende er.

I saa Fald vil hans Erfaringer kun spænde over nogle ganske faa Aar, og det er næsten givet, at han da ikke vil have haft Anledning til at studere alle Sider af det foreliggende Spørgsmaal i Praksis. Ydermere er dette Tilfældet, naar Staten — in casu Danmark — ikke har været i Krig i et Par Menneskealdre; thi man vil da ganske savne den virkelig praktiske og yderste Prøve paa Rigtigheden af de Teorier, man har formuleret under Fredstjenesten*). Naar man derfor vil danne sig en Basis for en almen Teori, maa man nødvendigvis sammenholde sine egne Erfaringer med andres for at faa Overblik over, om Teorien nu ogsaa dækker alle, eller næsten alle, Forhold, og jo yngre man er, desto nødvendigere er et saadant sammenlignende Studium. Men den Opfattelse, som man paa denne Maade kommer til, maa yderligere verificeres ved at granske Krigshistorien, der jo simpelthen er en Fremstilling af de under Krig gjorte praktiske Erfaringer. For at give yngre Læsere et lille Vink om, hvad man om det foreliggende Spørgsmaal kan lære af Krigshistorien, anføres nedenfor et Par Eksempler, der gør det klart, at selv om den formelle Eksercits ikke mere benyttes taktisk paa Kamppladsen, har Premierløjtnanten ganske afgjort Uret i at ville frakende den al Betydning for den moderne Soldateruddannelse. Under Kampen ved Sankelmark i 1864 blev 1. Regiment i Begyndelsen kraftigt beskudt af det østrigske Artilleri uden at kunne svare igen. Derved opstod der momentant nogen Uro rundt om i Kompagnierne, og hvis denne havde faaet Lov til at brede sig, vilde Regimentet givet ikke bagefter have kunnet kæmpe, som det gjorde. For nu at modvirke denne begyndende Demoralisation begyndte nogle af Regimentets mest erfarne Kompagnichefer at holde Geværeksercits, hvorunder Kommandoordene kun blev afbrudt, naar saarede bares ud af Kompagnierne. Ro og Ligevægt var snart bragt til Veje, og Regimentet var senere ikke alene i Stand til at afvise det østrigske Rytterangreb, men ogsaa at gaa til Modangreb mod det fjendtlige Fodfolk.

Betydningen af den formelle Eksercits viser sig her ganske klart. Der var ikke nogen egentlig taktisk Begrundelse for at foretage Geværgreb, saadan som der f. Eks. var, da det engelske Rytterregiment „Scots Greys“ ved Balaklava omhyggeligt rettede ind til højre efter at være opmarcheret mod det russiske Rytteri. Her havde denne Manøvre direkte taktisk Betydning ved at fæstne Sammenhold og Retning inden den umiddelbart paafølgende Attake. Noget saadant var ikke Tilfældet ved Sankelmark. Regimentet skulde blot vente under Beskydning, til Tiden for Handling var inde, og derfor gjaldt det om at stive Mandskabets vaklende Militærmoral af, saa at Regimentet kunde gøre sin Indsats, naar Øjeblikket kom. Hvis det ikke var lykkedes, kan man ikke se bort fra den Mulighed, at Rytterangrebet alene vilde have været tilstrækkeligt til at sprænge Regimentet. Nu maatte der yderligere et Fodfolksangreb til, og dette blev endda modtaget med et Modangreb. Den formelle Eksercits’ Indflydelse paa en Afdelings Kampaand fejrede her en smuk Triumf. Fra den Guerilla, der førtes i Arabien under Verdenskrigen, giver Lederen, Oberst T. E. Lawrence, selv et Par oplysende Eksempler. Lawrence var ellers ikke nogen Ynder af formel Disciplin og Eksercits — han vilde uden Tvivl have nydt Anekdoten om den amerikanske Kaptajns Giftslange —, og naar han omtaler disse Emner teoretisk i sine Bøger om Felttoget, fremgaar det klart heraf, at efter hans Mening har hverken de kommanderede eller de kommanderende godt af den stramme Disciplin. Imidlertid, naar noget viste sig at være godt, ydede han det fordomsfrit sin Anerkendelse og veg heller ikke tilbage for at udnytte det i den Sags Interesse, som han tjente. Fra Begyndelsen af sin Deltagelse i den arabiske Opstand skriver han følgende:

Maulud, Feisals hartad ustyrlige Ad jutant, tiggede 50 Muldyr af mig; paa dem anbragte han 50 af sine trænede Infanterister, hvorefter han meddelte dem, at de var Kavalleri. Han haandhævede en jemhaard Disciplin, var den fødte Rytterofficer, og ved stram Eksercits og drøje Hug forvandlede han under store Lidelser for dem disse Muldyrryttere til første Klasses Soldater, der adlød paa Pletten og var i Stand til at foretage et regulært Angreb! De var rene Vidundere indenfor Arabernes Rækker. Vi telegraferede efter 50 Muldyr til for at fordoble Antallet af beredent Infanteri, da Værdien af en saa stærk Afdeling til Rekognosceringsbrug var indlysende“. Vi har altsaa her den krigserfame Leders egne Ord for, at det var den jemhaarde Disciplin og den stramme Eksercits, der gjorde disse Folk til saa fortrinlige Soldater, at man snarest muligt sørgede for at fordoble Antallet, ikke fordi de havde Udsigt til at faa Brug for den stramme Eksercits under Kamp, da de nærmest skulde bruges til Rekognoscering, men fordi Eksercitsen og Disciplinen fik dem til at lystre Ordre straks. Fra Slutningen af samme Felttog stammer en tilsvarende Anerkendelse af Afdelinger, hvis fortrinlige Disciplin og deraf følgende faste Holdning under fortvivlede Forhold henledte Lawrence’s Opmærksomhed paa dem. Og denne Gang var det fjendtlige Afdelinger. Allenby havde i Palæstina sprængt den tyrkiske Hær, der flygtede Nord paa i vild Uorden og saa demoraliseret, at de beredne Arabere kunde hugge ned, næsten efter Forgodtbefindende. Lawrence skriver herom: „Den sidste Trediedel, den mindste, bestod hovedsagelig af tyske og østrigske Maskingeværskytter, der havde taget Opstilling rundt om tre Motorvogne, og en Haundfuld beredne Officerer og Menige. De kæmpede pragtfuldt og slog os trods vore haardnakkede Angreb Gang paa Gang tilbage. Araberne sloges som Sataner med Øjnene blindede af Sved og Struberne svidende af Støv ...

Til sidst efterlod vi denne urokkelige Afdeling ...“.

Og senere:

„En Undtagelse dannede de tyske Afdelinger, og her fik jeg for første Gang Respekt for den Fjende, der havde dræbt mine Brødre. De var 4000 Kilometer fra Hjemmet, uden Haab, uden Vejvisere, under Forhold, der var sindssyge nok til at nedbryde de stærkeste Nerver. Dog holdt deres Afdelinger sammen i sluttet Geled og skar som Panserskibe gennem Tyrkernes og Arabernes Vragstumper, tavse og med hævet Pande. Naar de blev angrebet, gjorde de Holdt, tog Stilling og fyrede efter Ordre. Der var intet Hastværk, ingen Skrigen, ingen Tøven. De var beundringsværdige.“ Nu er der vel næppe nogen, der tvivler om, at disse Afdelinger har været underkastet den sædvanlige stramme Disciplin og de sædvanlige Øvelser i Eksercits. Det var jo tyske Afdelinger, og Premierløjtnant Sørensen omtaler jo selv den stramme Eksercits som „prøjsisk“. Men de anførte Citater viser klart, hvilken himmelvid Forskel der var mellem disse Tropper paa den ene Side og de demoraliserede Tyrkere og sejrrige og kamplystne Arabere paa den anden Side. Den eneste Mulighed for Frelse laa i, at Sammenholdet i Afdelingerne ikke blev brudt. Saa længe de holdt sammen, var Araberne magtesløse overfor dem, blev de derimod splittede, vilde det gaa dem, som det gik Tyrkerne. Men Betingelsen for, at Sammenholdet kan bevares under de beskrevne „sindssyge“ Forhold er, at Tropperne forud er svejset sammen ved Hjælp af formel, stram Eksercits; det fremgaar tydelig nok af de her anførte Eksempler. Det er under fortvivlede Forhold, at Troppernes Militærmoral skal staa sin Prøve, og Eksemplerne her er særlig lærerige, fordi man kan drage umiddelbare Sammenligninger med den Skæbne, der overgik de opløste tyrkiske Tropper, af hvilke kun meget faa undslap.

Hvis man altsaa vil give Afkald paa den Styrkelse af Militærmoral og Kampaand, som den formelle Eksercits giver, maa man under alvorlige Forhold støtte den paa anden Maade, og man kan da blive nødt til at gribe til lignende Forholdsregler som i Frankrig i Verdenskrigens sidste Aar. Man havde der indført to Halvdelingsførere i hver Fodfolksdeling; det var oftest ældre Sergenter, der forstod at sætte sig i Respekt. De skulde i Reglen holde sig bag deres Halvdeling, og under Kamp og vanskelige Forhold havde de at paase, at ingen kneb ud. De havde Ret og Pligt til at gøre kort Proces med enhver Soldat, der svigtede under Kamp*). — Er denne Metode egentlig mere ønskelig end den stramme Eksercits? Disse Eksempler fra Krigshistorien er sikkert tilstrækkelige til at vise, hvorledes personlige Erfaringer i Fredstid kan bringe en utvivlsomt velmenende Mand paa Afveje. Og det har tillige medført, at Premierløjtnanten er kommet til at bruge et Par Vendinger, som der kan være Grund til at anholde. For det første omtales al stram Disciplin og Eksercits som „prøjsisk“ ; men denne Betegnelse kan sikkert nærmest betegnes som en Frase, der nu om Stunder intet Hold har i Virkeligheden, for saa vidt som de ikke er blot og bart prøjsiske Fænomener. Ganske vist var det Frederik den Store af Prøjsen, der førte den ud i sine yderste Konsekvenser og gjorde den berømt ved sine Resultater; men enhver Biografgænger kan ved Selvsyn overbevise sig om, at den samme stramme Optræden findes ved de regulære Tropper i England og Amerika, naar Ugejournaleme af og til bringer Billeder af Militærparader i disse Lande. Og i Sporon-Fiedlers Jagtbog fra Afrika omtales „Kings African Rifles“, der rekruteres af Negre, og som ved „en Parade kommer marcherende med storslaaet Disciplin, Taktfasthed og saa vanvittig Ensartethed og Nøjagtighed, at Kolonnen kan radrenses paa 2 Ledder ligesom ved en Opvisning i Ollerup Ja -— Tilskuere ved Niels Bukh Opvisningerne har sikkert ogsaa lagt Mærke til den stramme March, som de fuldt uddannede Hold præsterer. Den behøver ingen Faneløjtnant paa Amalienborg at skamme sig over. Jo — man kan lære „prøjsisk“ Eksercits, ikke alene i Prøjsen, men ogsaa i Afrika og paa Ollerup. Den har gaaet sin Sejrsgang, fordi den er en Nødvendighed. Derved kommer vi ind paa en anden Paastand, som Premierløjtnant Sørensen har fremsat, nemlig at den danske Mentalitet ikke kan forstaa og derfor ikke kan forsone sig med „den prøjsiske Stramhed og Stivhed“. Mon dette virkelig skulde være vanskeligere for Danskeren end for Prøjseren, Englænderen eller Negeren? Det lyder temmelig usandsynligt, og Ollerup er da ogsaa et godt Bevis paa, at ogsaa denne Paastand er en Frase, opfundet, enten for at dække over en vis Magelighed, for at smigre den nationale Forfængelighed — vi er ikke som disse Mennesker, men af en mere overlegen Nation —, eller som Led i den paagaaende Agitation mod Forsvar og Militærtjeneste.

Selv med god Vilje er det derfor umuligt at faa Øje paa det fornuftige i, at Medlemmer af Hærens Officerskorps gør den Slags demagogiske Slagord til sine. Det er kun at kæle for Befolkningens sletteste Instinkter, og det kan ikke være Officerskorpsets Opgave. I slige Tilfælde, hvor Folkeopinionen saa ganske øjensynlig bliver forledt til at gaa stik imod al Krigserfaring, bør Officerskorpset tværtimod se det som sin fornemste Opgave at vejlede den offentlige Mening, ligegyldigt om det bliver hørt eller ikke. Sagkundskaben — men dertil hører næppe ganske unge Premierløjtnanter — maa ikke gaa paa Akkord med Krigserfaringen. Det hævner sig, naar Kanonerne gaar af, og det bliver først og fremmest de uskyldige, d. v. s. de menige Soldater, der kommer til at betale Omkostningerne, hvis Officerskorpset ikke forstaar sin Opgave.

Forhaabentlig vil Premierløjtnant V. K. Sørensen nu være en personlig Erfaring rigere, den nemlig, at man ikke skal opstille almene Teorier paa for snæver Basis. De vælter for det første Vindpust.

Th. Dyppel.