Auditør Schaffers Artikel angaaende foranstaaende Emne i nærværende Tidsskrifts Nr. 6/1930 er sikkert blevet læst med Interesse a f de a f Hærens Myndigheder, som til daglig har med Straffesager at gøre. Forfatteren har deri berørt 3 ,,ømme“ Punkter i den nuværende Ordning, hvoraf i alt Fald de to er af strafferetlig Natur.
Jeg er i og for sig enig med Forfatteren i, at der paa disse 3 Punkter er en Vanskelighed til Stede, men til Brug ved Overvejelsen om fremtidige Ændringer vil jeg gerne have Lov til at frem føre nogle forskellige Bemærkninger.
Jeg vil begynde med Spørgsmaalet om Landsretsbehandling. Dette er af rent processiv Art og bør efter min Mening ikke ændres ved en Straffelov, medmindre — som a f Forfatteren antydet — Straf fesatserne for Kaserne- og Depottyveri skulde blive forandret saaledes, at Reglen i § 17 i den militære Retsplejelov ikke længere trækker disse Sager for Landsretten. Det eneste rationelle vil dog formentlig være at omredigere fornævnte § 17 i den militære Retsplejelov i Overensstemmelse med en ny Straffelovs Krav. En Ændring har længe været stillet i Udsigt paa dette Punkt, men endskønt den borgerlige Retsplejelov er undergaaet talrige Ændringer siden dens Ikrafttræden i 1919, er der uvist a f hvilken Grund ikke forelagt Rigsdagen noget Ændringsforslag til den militære Retsplejelov, der netop i dette Aar har fejret sit 10 Aars Jubilæum. Og dog er der meget, der trænger til at ændres, men en nærmere Udredning heraf vil føre for vidt.
Hvad dernæst angaar Kvarterarresten maa det erkendes, at Bestemmelsen i militær Straffelov § 13 er kommet til at virke imod sin Hensigt, og at det i og for sig var ønskeligt, om Menige kunde anses med denne Straf ved Dom. Men jeg er dog noget bange for Konsekvenserne heraf. Thi som Forfatteren selv formoder, vil denne Strafart sikkert blive „meget yndet“ a f Domstolene, og denne Formodning bliver til Vished, saafremt der ligesom i den borgerlige Straffelov bliver fastsat et forholdsvist højt Minimum for Cellestraf. Men heri ligger nemlig det betængelige, thi Udstaaelsen af Kvarterarrest kræver et betydeligt Tilsyn fra Befalingsmændenes Side, og jeg er slet ikke sikker paa, at et saadant Tilsyn, der naturligvis maa være effektivt, saaledes at Straffen ikke bliver det rene „Grin“ , kan præsteres med det forhaandenværende ringe Personale, der haves til Raadighed. Forholdene ved Søværnet er paa dette Punkt ganske forskellige fra Forholdene i Hæren. Efter Straffelov for Krigsmagten § 13 bestaar Kvarterarresten i Krigsskibene alene i, at der ikke gives den arresterede Landlov, og at han ikke beordres til Tjeneste i Land eller paa Fartøj, der sendes til Land, men i en Kaserne udstaas Straffen som bekendt derved, at den arresterede i sin Fritid skal opholde sig paa Samlingsstuen, men Overholdelsen heraf kræver et betydeligt større Tilsyn end paa et Skib, hvor der altid er Skildvagt ved Landgangen.
Jeg er saaledes bange for, at man, saafremt Fo rfatterens Tanker bliver Virkelighed, bogstaveligt kommer til at „drukne“ i Kvarterarrest, og jeg ser ingen anden Redning herfor end at fastsætte et andet og ringere Minimum for Cellestraf efter den militære Straffelov end efter den borgerlige Straffelov. Forfatteren anfører rigtigt, at selv en halv Snes Dages Cellestraf bringer en Rekrut langt tilbage, hvorledes vil det saa ikke gaa, naar den korteste Fængselsstraf blev paa 1 Maaned. Naturligvis har vi saa Hæfte, men denne Straf, som væsentligt svarer til Vagtarrest, kan dog ikke anvendes paa alle Forseelser.
Hvad endelig det tredie Punkt angaar, de betingede Straffe, maa jeg først bemærke, at Grunden til at de gennemgaaende ikke benyttes overfor menige i den Udstrækning, som Forfatteren finder det rimeligt, formentlig er den, at Tjenestetiden nu er saa kortvarig, at der ikke kan finde en virkelig Prøvelse af den paagældende Sted. Hvor der derimod foreligger særligt undskyldende Omstændigheder, saaledes for Eks. ved Forseelser, begaaet paa den første Mødedag eller i de første Dage, hvor den menige ofte møder særligt „civilt indstillet“ , forekommer det mig, at det er et uvurderligt Gode at kunne ikende Straffen betinget.
Saafremt den kommende Straffelov imidlertid skulde indføre betingede Straffedomme, hvad jeg ligesom Forfatteren er tilbøjelig til at tro, maa jeg dog bemærke, at jeg ikke skønner, at der er Grund til at fravige den sædvanlige Femaarsfrist eller den Frist, som fastsættes efter den kommende borgerlige Straffelov. Hvorfor skulde der gælde een Frist i borgerlige Straffesager og en anden Frist i militære Straffesager, naar Forseelserne faktisk er de samme som for Eks. ved Tyveri eller lignende Forbrydelser? — Maa jeg sluttelig have Lov til at gøre nogle Bemærkninger til den i Forfatterens Artikel refererede Sag fra Flyverkorpset, som blev behandlet a f mig under Kommandanten i Kjøbenhavn som Rettergangschef. Jeg skulde ikke have trættet Læserne hermed, saafremt Korpsets Navn ikke var blevet nævnt. De nævnte Flyverhandsker, som ikke var privat Ejendom, men tilhørte Militæret, er i høj Grad anvendelig til privat Brug, hvorfor der maa passes særlig godt paa dem. De indbragte vel ved den „Handel“ , som Arbejdssoldaten arrangerede, kun 2 Kr., men deres Værdi var, saavidt jeg erindrer, 14 Kr., og der var samtidig forsvundet yderligere et Par under saadanne Omstændigheder, at det maatte antages, at Arbejdssoldaten ogsaa havde taget disse. Den bjergsomme Arbejd ssoldat var derhos af moden Alder — ca. 30 Aar — og havde tidligere været straffet for Tyveri (med en betinget Dom for 10 Aar siden) og havde endvidere været en haard Benægter, endskønt hans Kammerater angav ham; og han fremturede i saa høj Grad i sin Stædighed, at han først gik til Bekendelse, efter at hans Kammerater for at undgaa at andre skulde blive sigtet for Tyveri, ligefrem havde tvunget ham til at melde sig som skyldig. Var det rimeligt at afgøre en saadan Sag arbitrært? Jeg tror, mange vil være enig med mig, naar jeg svarer: Nej, ikke paa Vilkaar.
A. Mamsen.