Log ind

Den militære magtbalance 1971-72

#

Den stabilitet og begyndende detente, som indledtes mod slutningen af 1960erne, har også præget forholdet mellem de to supermagter og deres respektive blokke i det netop afsluttede år. Samtalerne mellem de to supermagter om begrænsninger i det strategiske våbenkapløb er blevet fortsat, en ny runde påbegyndtes i midten af november. Det er nu endelig lykkedes at udforme en ordning for Berlin, hvis ikraftræden dog er afhængig af forhandlinger mellem de to Tysklande. Denne Berlinordning er igen forudsætningen for, at der kan komme gang i den meget omtalte, men hidtil indholdsløse europæiske sikkerhedskonference, og i forhandlingerne om gensidige, afbalancerede styrkereduktioner. Sidstnævnte forhandlinger vil formentlig vise sig at blive et langvarigt projekt, dels på grund af store tekniske komplikationer, dels som følge af, at parternes motiver til disse forhandlinger er vidt forskellige og på mange punkter i modstrid med hinanden. Forudsætningerne for denne stabilitet i den internationale situation mellem de to blokke er stabiliteten i deres indbyrdes militære magtbalance. Som følge af USAs tilbageholdenhed og Sovjets fortsatte opbygning er der skabt en situation, som opfattes som paritet mellem de to supermagters strategiske styrker. Selve begrebet paritet er vanskeligt at definere. Det vedrører ikke alene tekniske og militære kendsgerninger, men er også et politisk og psykologisk fænomen, der ikke er fremstået af et vacuum, men opstået i en speciel politisk og strategisk historisk sammenhæng på et bestemt trin i udviklingen af de to supermagters indbyrdes forhold. Af den årlige styrkeopgørelse*) fra det internationale institut for strategiske studier i London fremgår det, således som omstående oversigt

*) The Military Balance 1971-1972. The International Institute for Strategie Studies, London 1971, 83 sider, 65 p.

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 15.35.06.png

(fig. 1.) viser, at de to supermagter har omtrentlig det samme antal nucleare leveringsmidler (raketter og bombere), medens USA fortsat har overvægt i antal sprænghoveder og i samlet megatonnage. Denne overvægt i spræghoveder vil yderligere blive øget under det igangværende fomyelsesprogram, hvorunder over 500 Minuteman 3 raketter, der hver bærer 3 sprænghoveder, vil blive deployeret som afløsning for Minuteman 1 inden 1975. Virkningen vil blive en fordobling af det antal mål, som den samlede Minuteman 3 styrke vil kunne ramme. Hertil kommer, at moderniseringen af Polaris-ubådsstyrken, som indebærer konvertering af 31 både fra Polaris- til Poseidon-raketter, vil medføre, at antallet af sprænghoveder, der kan leveres af amerikanske SLBM, og som i øjeblikket andrager o. 1500 rettet mod 656 mål, vil blive forøget til over 5400, som vil være i stand til at angribe o. 5000 adskilte mål. (Jfr. også Sikkerhedspolitisk orientering, side 30). For Sovjetunionens vedkommende er der, som det vil ses, ikke regnet med missiler med flere sprænghoveder, men det vides, at SS-9 raketten, af hvilke ialt 280 er deployeret, har været afprøvet med 3 sprænghoveder, og det må forventes, at denne modernisering er undervejs. For så vidt angår defensive raketsystemer er der for begge supermagters vedkommende foregået en fortsat udbygning og forbedring. I Sovjetunionen har man i 1970 afsluttet deployeringen af 64 ABM-ramper for Galosh-missiler og afprøvet et forbedret ABM-missil. I USA har man påbegyndt 3 stillinger for Safeguard-ABM-systemet til beskyttelse af Minutem an-styrkerne og fortsat udviklingen af et nyt system, Hart Site. Disse ABM-systemers videre skæbne vil bl. a. være afhængig af resultatet af de igangværende S ALT-f or handlinger.

**) Jfr. her også Adelphi Papers no. 77: Walther Slocombe: The Political Implications of Strategic Parity.

Medens der således på visse områder er tale om en tilnærmelsesvis numerisk paritet mellem de to supermagter for så vidt angår de strategiske angrebsstyrker, viser Instituttets opgørelser over det konventionelle styrkeforhold mellem NATO og Warszawapagten en tydelig overlegenhed i sidstnævntes favør på næsten alle områder. Til den følgende oversigt, fig. 2., der viser det konventionelle styrkeforhold i Europa, kan yderlige knyttes følgende bemærkninger:

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 15.35.44.png

Sammenlægningen af Nord- og Centraleuropa tilslører yderligere den numeriske ulighed i styrkeforholdet på NATO’s nordflanke, ikke mindst i det væsentlige nord-norske område, hvor en enkelt norsk brigadegruppe vil kunne risikere at stå over for op til 4 divisioner. I det centraleuropæiske område er de to franske divisioner, stationeret i Vesttyskland, og de yderligere 4 franske divisioner i Frankrig ikke medregnet. Mere væsentligt er imidlertid den uheldige deployering af styrkerne inden for Centralregionen, som medfører, at de bedst og stærkest udrustede amerikanske styrker er placeret i den sydlige del af Vesttyskland, medens styrkerne på den nordtyske slette, hvor truslen må anses for størst, har mindre kampkraft. Dette forhold har sin rod i opdelingen og i fordelingen af besættelseszonerne efter 2. verdenskrig. Opgørelsen over mandskabsstyrker er medtaget, fordi der er væsentlig forskel på vestlige og østlige divisioners størrelse og på deres støtteenheder (jfr. side 33). Hertil kommer imidlertid, at mobilisering af de umiddelbare reserver kan betyde ændringer i styrkeforholdet. De 31 sovjetiske divisioner i Centraleuropa vurderes således at kunne blive forøget op til 70 i løbet af en måned, hvis mobiliseringen sker uforstyrret. Som følge af de landværts forbindelser kan Sovjetunionen bringe forstærkninger og tung udrustning ind i Europa i et langt stærkere tempo end USA, selvom USA er i besiddelse af mulighederne for hurtigt at bringe personel og forstærkninger ind, beregnet til bemanding af allerede i fredstid oplagt materiel i Tyskland. Medmindre NATO vil have mulighed for at udnytte foreliggende varslingsmuligheder, vil WP således indledningsvis have en fordel. Opgørelsen viser endelig, at WP for så vidt angår kampvogne har en udpræget og for fly en betydelig numerisk overlegenhed. Også personellets uddannelsesmæssige og materiellets tekniske standard samt gældende doktriner for en kamps gennemførelse må imidlertid indgå i kapacitetsvurderingen, men disse faktorer er langt vanskelige at udtrykke eksakt. I oversigten er ikke medtaget de to parters taktiske atomvåben, der for NATO’s vedkommende omfatter o. 7000 sprænghoveder og o. 2250 NDV (Nuclear Delivery Vehicles), medens WP menes at råde over o. 3500 sprænghoveder. En sammenligning mellem disse kapaciteter er yderst vanskelig på grund af de doktriner, der gælder for deres anvendelse. Alene tallet viser imidlertid, at Sovjetunionen har evnen til at gennemføre en massiv nuclear offensiv på kamppladsen eller at besvare enhver eskalation fra NATO’s side med en sådan option. Sammenligner man den her viste styrkeopgørelse med en tilsvarende fra sidste år, kan der kun konstateres mindre ændringer. Sammenholdes opgørelserne over en længere periode, kan der imidlertid konstateres en tydelig tendens i Øst’s favør. Den følgende oversigt, fig. 3., viser en opgørelse over de to parters maritime styrke, som på grund af søstridskræfters flexibilitet vanskeligt lader sig opgøre regionalt.

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 15.36.20.png

Opgørelsen viser en markant og velkendt asymmetri. Medens USA har en særdeles kraftig carrier-strike force med fly og missiler til luftforsvar og antiubådskrigsførelse samt langtrækkende fly beregnet til indsættelse mod overfladeskibe og mål på landjorden (i givet fald med kernevåben), så baserer den sovjetiske flåde sig på landbaserede fly, suppleret med skibsbaserede SAM og langtrækkende SSM, som et stort antal sovjetiske skibe medfører. Manglen på hangarskibsbaserede fly må i en krigssituation anses for en begrænsende faktor for de sovjetiske overfladeflåders operationsmuligheder - til trods for, at de i andre henseender har opnået en stadigt stigende grad af operationsfrihed. Sovjetunionen har udviklet en kraftig trussel i Atlanten og Middelhavet mod strike carriers og missilubåde i form af et stort ubådsvåben. Heroverfor har Vest igen søgt at udvikle sin doktrin for og kapacitet til antiubådskrigsførelse. Medens langtrækkende SSM i sovjetiske krydsere og ubåde har visse begrænsninger, er de kortrækkende SSM i patruljebåde særdeles effektive og støttet af missiler baseret i fly og kystbatterier. En egentlig vurdering af styrkeforholdet er vanskelig at foretage. Det store antal sovjetiske ubåde er en væsentlig trussel mod Vest’s afgørende afhængighed af søværts forbindelser. På den anden side indebærer genforsyning og forstærkning af de sovjetiske flådestyrker i Atlanten og i Middelhavet betydelige vanskeligheder i tilfælde af en konflikt. Udover de her refererede styrkeopgørelser, indeholder den årlige styrkeoversigt som vanligt en række detaljerede opgørelser også for andre regionale områders vedkommende. Latinamerika er dog i år udeladt, fordi der ingen væsentlige ændringer er i forhold til sidste års oversigt. Til gengæld er i år medtaget et index over indholdet også af de tre foregående årlige oversigter. For Kinas vedkommende fastslår oversigten, at den dominerende strategiske koncept fortsat er Folkekrigen, i hvilken størsteparten af befolkningen er tildelt en militær rolle. I omtalen af det kinesiske kernevåbenprogram anføres, at Kina kun har gennemført en enkelt prøvesprængning, den 11. ialt, i det forløbne år. Af leveringsmidler for nucleare våben regnes Kina med at råde over mindst 30 Tu-16 bombere med en operationsradius på ca. 1500 miles. Kina menes endvidere at have 20 operative missiler med en rækkevidde på op til 1000 miles placeret i det nordvest- og nordøstlige Kina. En ny raket med den dobbelte rækkevidde er blevet afprøvet i Sinkiang-ørkenen. Oversigten indeholder, som tidligere, udførlige oversigter over internationalevåbenhandel-aftaler, forsvarsudgifter i forhold til nationalprodukt, missilsystemer m. v. Oversigten bekræfter, at afspændingstendenserne i de internationale relationer ikke er et resultat af en generel tendens til nedtrapning af den militære formåen, måske snarere det modsatte.

K. V. Nielsen.