I de fleste Stater ser man uden Hensyn til de Pligter og Ofre, som Staten paalægger den enkelte Statsborger til Fædrelandets Forsvar, en frivillig Bevægelse for yderligere baade legemlig og moralsk at dygtiggøre Ungdommen og styrke Forsvaret til en kommende Krig. Og denne frivillige Bevægelse finder næsten overalt kraftig Støtte fra Regeringens og ikke mindst fra Militæretatens Side baade paa Grund af den materielle Kraftforøgelse, der derigennem kan tilføres et Lands Forsvar og paa Grund af den moralske Værdiforøgelse, der derigennem tilføres Ungdommen og som er af saa afgørende Betydning for et Lands Forsvarskraft. Enhver, der blot har fulgt f. Eks. den frivillige Skyttebevægelse, vil finde Bekræftelse derpaa. Og givet synes det at være, at jo svagere et Lands Værn er, desto mere Vægt maa der af enhver Fo rsvarsven lægges paa at styrke og hjælpe den frivillige Forsvarsbevægelse.
Mange herhjemme, og vel alle Befalingsmænd, har i lange Tider med Sorg set, hvorledes politiske Stridigheder hæmmede denne Bevægelse, indtil for nogle Aar siden Ungdommen selv, ledet af nogle energiske og offervillige Mænd og Kvinder, følte Trang til at være med. Hærens Befalingsmænd, som først og fremmest følte Forsvarets mange Svagheder, tog det som et V a rsel om lysere Tider, som et Løfte om, at Forsvarsvillien var ved at vaagne i Folket og mødte denne Bevægelse med udelt Sympati og Støtte. Og nu under de alvorlige Tider har man draget Nytte af den og følt, at den kunde blive ogsaa til reel Nytte for Forsvaret. Det har derfor indenfor Hæren vakt en pinlig Opmærksomhed, at en Mand, som indtil for kort Tid siden stod i Hærens Rækker som Oberstløjtnant, i et forsvarsfjendtligt Dagblad har rettet et Angreb paa hele denne Bevægelse, og det mildner ikke, at det siges at ske, fordi den virker til Skade for Indførelsen af den almindelige Værnepligt, thi det er galt. Den frivillige Forsvarsbevægelse og den almindelige Værnepligt kan udmærket, som Tilfældet er i mange Lande, trives ved Siden af hinanden.
Forfatterens Kendskab til de frivillige Korps kan efter Artiklen at dømme heller ikke gaa meget i Dybden, indskrænker sig vel nærmest til Uniformerne, som ganske vist er forskellige, men dog næppe mere spraglede eller forvirrende end den danske Hærs. Det betydelige Offer af Tid og Penge, som Medlemmerne af de frivillige Korps bringer for at dygtiggøre sig, det betydelige Antal Rekylgeværer, som netop gennem disse Korps tilføres Hæren, og som Hæren har stærkt Brug for, regnes der slet ikke med, men derimod fremdrages folkeretlige Vanskeligheder ved det frivillige Forsvars Anvendelse, idet det anføres, at Tyskerne ikke har villet anerkende den belgiske Borgergarde, der »hørte under Indenrigsministeriet og ikke under Krigsministeriet, ganske som Skytteforeningerne hos os.« Men Parallellen passer ikke ganske, naar Talen er om de frivilige Korps Anvendelse, idet disse herhjemme ifølge Hærlovens § 230 da hører under Krigsministeriet. I Artiklen siges der endvidere, at »det sætter ondt Blod, naar den værnepligtige Soldat under Forhold som de nuværende maa gøre sin Tjeneste for en meget beskeden Løn, medens en Del af de frivillige Soldater, der mulig endog undertiden kun ved Lykkens Gunst (d. v. s. Lodtrækning) er sluppet for pligtig Militærtjeneste, oppebærer forholdsvis betydelige Honorarer for deres Ydelser.«
I saa Fald er det onde Blod i hvert Fald kommet af Mangel paa Kendskab til de virkelige Forhold, idet der absolut ikke er Tale om betydelige Honorarer. Under Sikringsperioden har Kongens Livjægerkorps, Københavns Amts Skytteforening, akademisk Skyttekorps dels været til Tjeneste gratis, dels uden Hensyn til Grad faaet Lønning som menige og dog udført et meget betydeligt Arbejde under Armeringen, et Arbejde, som vandt ubetinget Paaskønnelse fra Militærautoriteternes Side og opmuntrede Soldaterne. Saa dette kan vel ikke have sat »ondt Blod«. Men maaske sigtes der til »Motorordonnanskorpset«, men i saa Fald glemmes det, at det tilsyneladende store Honorar*) tillige er Godtgørelse for Slid paa Maskinen. Hvis Forfatteren paa nærmere Hold havde set, hvad Motorordonnanserne maa præstere, vilde han maaske misunde dem deres halsbrækkende og anstrengende Tjeneste, men ikke ønske sig deres Beskæftigelse for at tjene Penge, thi det bliver nærmest negativt.
Der er vist næppe Tvivl om, at de indenfor Hæren, der har virkelig Kendskab til Forholdene og har haft Lejlighed til at følge dem paa nært Hold nu under Sikringsstyrkens Indkaldelse, har faaet deres Tro paa og Tillid til de frivillige Korps styrket. Hæren skylder dem Tak ikke alene for den Aand, de skaber, men ogsaa for den Hjælp, de kan yde, og det er det gode ved de frivillige Korps, at de betragter sig kun som en Hjælp. Et galt Referat fra de jyske Skytteforeninger er i hvert Fald et daarligt og udemokratisk Udgangspunkt for et Angreb paa de frivillige Korps, ligesom det næppe fremmer Gennemførelsen af den almindelige Værnepligt.
