1. Indledning. Det var at vente, at den daglige leder af for­ svarets rationaliseringsarbejde, oberstløjtnant J. IC. S. Schou (Mi­ litært Tidsskrift, apr. 56), før eller senere ville give sit bidrag til den voksende erkendelse af, at det administrative apparat, der skabtes ved forsvarslovene af 1950 og 51, skønt vel ment og smukt udtænkt, i sin praktiske udformning har givet os en besværlig forvaltning i fredstid og en næsten absolut sikkerhed for, at i hvert fald hæren vil stå med tomme magasiner og drivmiddel- tanke få timer efter krigshandlingers indtræden. Da ammunition og reservebundstykker ikke er noget, man i nødsfald kan rekvirere i den nærmeste „brugs“, er problemet pinligt — for den, der har ansvaret for dansk liv og ejendom, katastrofalt. Man bør i sin iver for at fastslå, at den meste administration trods alt sker i fredstid, ikke glemme, at den stedse niere udtalte nødvendighed af øjeblikkeligt beredskab — der nu som en aldeles omkalfatrende konsekvens har medført den forestående overgang til det krigsmæssige personelerstatningssystem i fredstid — aldeles falder til jorden, hvis de dertil svarende øvrige grene af den faglige tjeneste er utidssvarende eller, in casu, helt enkelt ikke-eksisterende. Vi bør ikke i vor sentimentale leven-på-mindeme fra den gamle kadrehær, som endnu ejendommeligt nok kalder rørelsens tårer frem i mangen rynket øjekrog, glemme, at franskmændene i 1940 måtte efterlade kamp- og panservogne en bloc på Belgiens lande­ veje, fordi et krigsmæssigt drivmiddelforsyningssystem ikke var etableret og indøvet i fredstid, eller at franske bataljoner mands­ stærkt måtte strække våben, fordi en tilsvarende ammunitions­ tjeneste ejheller eksisterede.

Oberstløjtnant Schou skal derfor have tak, fordi også han nu med sin ministerielt spidsede pen har prøvet at prikke hul på den seje sæbeboble, der forsynet med påskriften „Faglig tjene­ ste“ siden 1951 har balanceret på de tekniske myndigheders store papirhvide kridtpibe.

Jeg finder imidlertid, at oberstløjtnantens løsning er for tra­ ditionel; en ren tilbagevenden til det gamle forplejningskorps, HTK m. fl. Jeg skal derfor nærmere prøve at redegøre for et „tredie standpunkt“ .

2. Analyse.

2.1. Det synes mig, som om en syntese af dette vitale problem bør bygge på en funktionel analyse af den faglige tjeneste.

Så vidt jeg ser problemet, består den faglige tjeneste af flg.

funktionselementer (funktionsanalyse) :
— Anskaffelse (hvorunder køb og bygning),

• —  forsyning (hvorunder konditionering samt frem- og til­bageføring mellem de brugende og de anskaffende/reparerende myndigheder),

• —  vedligeholdelse (hvorunder reparation),

• —  kontrol (hvorunder regnskabsaflæggelse).

• 2.2. Anerkendes dette, må man derefter betragte de kategorier af behov, der kan være tale om (behovanalyse). Disse behov kan deles i 2 typer, der er væsentlige for deres senere sammenstilling med funktionerne i syntesen. Behovene er naturligt følgende:

— Levende væsener (personel og tjenestedyr),
i alment nyttige (civilt materiel),

— døde ting (materiel) kun anvendelige i forsvaret (mi- ! litært materiel).

a) Personel er den dyreste og dyrebareste faktor i enhver organisation og er derfor forlængst gledet ind i den faglige tje­ neste på en fuldt tilfredsstillende måde — det måtte komme af sig selv! — idet nemlig:

— „Anskaffelten“ foretages af helt eller delvis civile organer, dels — for udskrevet personel — af det indenrigsministe- rielle udskrivningsvæsen, dels — for frivilligt personel — gennem forsvarets velfærdstjeneste (unge mathelever), hjemmeværnets konsulenter og lokale chefer (mandligt hjemmeværnspersonel) samt endelig af forsvarets kvinde- foreninger (personel til de kvindelige korps).

— „Forsyningen- (uddannelse (der jo er en konditionering), fremføring, evt. hospitalisering og hjemsendelse) sker ved de militære myndigheders foranstaltning gennem stam- regimenteme (i krigstid disses erstatningsdepoter, der er stamregimentets blivende repræsentant) og de transporte­ rende enheder (train- og sanitetsenheder).

— „Vedligeholdelsen“ sker også ved de militære myndighe­ ders foranstaltning, nemlig gennem sanitetsenhedeme, der er at betragte som højt specialiserede „reparationsværkste­ der for personellet“. Derfor vil man aldrig kunne sammen­ blande „personel“ og „m ateriel“ reparationstjeneste.

— Kontrollen, der tænkes at ske gennem et centralt personel­ kontor (hulkortcentral) i forbindelse med erstatnings­ depotkommandoer (fælleshovede på et antal stamregimen- ters personelkontorer (her benævnt erstatningsdepoter)) og brugende enheder.

For tjenestedyrenes vedkommende (efterhånden mister he­ stene ganske vist aldeles deres betydning, men hundene finder flere og flere vigtige anvendelsesområder, og brevduerne klarer endnu deres opgaver uden betonstartbaner, næseradar og bære­ frekvenskabler) har en slet så fin organisation ikke været for­ nøden, men en iøjnefaldende parallel mellem dyrenes og perso­ nellets faglige tjenesteorganisation kan dog ses („anskaffende“ remontekommission, „uddannende“ rytterregiment, „reparerende“ dyrlægekorps etc., jfr. også aftalen med De danske brevduefor- eninger).

b) For materiellets vedkommende er det straks vanskeligere — det klager nemlig ikke, hvis det går i stå eller misrøgtes i en
slet, faglig organisation. Imidlertid kan det deles i to skarpt ad­ skilte kategorier, ganske som af OL Schon nævnt:

— Alment nyttige sager, som også civile benytter, og som kan fåes på det frie marked. Jeg henviser her til OL Scliou’s artikel og skal kun tilføje bygninger og inventar som hørende herunder.

— Specielt militært materiel, jfr. også OL Schon.

2.3. Hvordan er den øjeblikkelige faglige tjeneste for mate­ riels (og bygningers) vedkommende?

OL Schou peger allerede herpå, især med hensyn til det også fundamentale problem om ansvarsfordelingen indenfor det mi­ litære hierarki (central eller lokal forvaltning), hvor jeg i øvrigt er helt enig med ham, og O L konkluderer i en alt væsentligt værns­ vis organisation efter størstebrugerprinoippet. Jeg foretrækker i modsætning hertil, som nævnt, en funktionel analyse:

a) Anskaffelsen er lagt i hænderne på vidt spredte organis­ mer, nogle under hæren, men de fleste uden for. Materielkatego­ rierne er der ikke taget hensyn til ved denne opdeling — et par eksempler er nok: Skruetrækkere anskaffes af FKF, FMI, ITT, HSGT, lægekorpset, søartilleriet og flyvematerieltjenesten, selv om det er det samme stykke værktøj. FMI anskaffer uniformer (væ­ vet uld), FKF remtøj (vævet bomuld) — subtil skele GFO an­ skaffer drivmidler til hæren, bygningstjenesten administrerer rør­ ledningssystemet, om jeg husker ret. Til gengæld har bygnings­ tjenesten intet med anskaffelse af inventar at gøre! Det er FMI. (Underligt, at ikke Fyr- og vagervæsenet installerer lysnettet på hærens kaserner). Jo, sandelig, som en amerikansk oberst sagde til mig ved synet af de faglige chefers imponerende skue ved en efterårsmanøvre: „You’ve got the biggest little army I’ve ever seen..

b) Forsyningen er tilsvarende organiseret; visse forsyninger kommer fra de lokale depoter, andet sendes direkte fra København. Forsyningstropperne har i hvert fald intet med det at gøre — har vi råd til at opretholde en hel våbenart, der i fredstid kun (ved civile tankvogne) tager sig af et enkelt forsyningsbehov, nemlig drivm idler?

c) Vedligeholdelsen følger anskaffelsen, og frembyder derfor samme brogede billede. Her er forholdet således, at hæren selv råder over personel og materiel til vedligeholdelse af ingeniør- og signalmateriel, medens alt andet er splittet op på flere hæn­ der. Loven af 1950 kendte ikke de 5 vedligeholdelsesclielon’er, og om krigsmateriel f. eks. siges det uden betryggende klarhed, at de „taktiske afdelingers lokale værksteder, der iøvrigt henhører under værnene,“ er under en udenfor værnene stående myndig­ heds faglige tilsyn. På et ikke nærmere defineret trin overgår hele denne vedligeholdelsestjeneste im idlertid til nævnte myndighed, F K F , medens regimentsværkstederne (regimenter er jo iøvrigt, som enhver vil vide, ikke „afdelinger“, jf r.loven af 1951!) er udbygget til 2. og — men kun delvis — 3. echelons vedligehol­ delse. Da personel og materiel (temmeligt væsentlige bestanddele af et værksteds udstyr) på de „taktiske afdelingers lokale værk­ steder“ også henhører under F K F , er hele lovens arrangement vist mildt sagt illusorisk ...

d) Kontrollen og den ligeså vigtige regnskabsaflæggelse følger, som naturligt er, ovennævnte retningslinier. Resultatet er den af OL Sehou på side 157, næstsidste stykke, malende omtalte strøm af „forvaltningsbekendtgørelser“ m. v., som den undrende mili­ tære chef får ind i sin daglige post, og som ofte kun er uinteres­ sante afskrifter af allerede kendte emanationer fra centraladmini­ strationen. At også rapporter, hulkortsystemer m. v. ikke udnyttes efter et samlet og koordineret princip, har OL også peget på. Alle brugere vil være enige herom.

2.4. Kunne man som en parallel til alt dette tænke sig, at statsbanernes generaldirektorat havde udskilt indkøbs-, personale-, bane-, maskin-, signal- og tarifafdelingerne som selvstændige di­ rektorater, hver for sig direkte under ministeren for offentlige ar­ bejder og kun ladet generaldirektøren beholde trafikafdelingen og de to distrikter? Aldrig! Men det har man gjort for hærens ved­ kommende! Tænk, hvis man på en sommersøndag skulle dublere „Bådtoget“ til Kalundborg — med hærens administrative system ville det tage 2—4 uger... Nå, statsbanerne skal jo også kunne fungere . . .

3. Syntese.

3.1. Jeg vil derpå søge at bygge mit forslag til en løsning op på en streng overholdelse af det funktionelle princip og tiden ske­
len til tidligere ordninger. Jeg anerkender værdien af værnsvis, decentraliseret forvaltning og af central, hulkortbaseret kontrol, men jeg er ikke enig med OL om værnsvis anskaffelse efter største- brugerprincippet, ej heller om anvendelsen af intendanturoffice- rerne. Til gengæld vil jeg tildele forsyningstropperne den egentlige forsyningsopgave og betragte det, oberstløjtnanten kalder „fag­ myndighed på det administrative område“ (se side 163, 3. sidste stykke, mrk. „2“), for en integrerende del af stabstjenesten, jfr. konsulent Mærsk’s artikel i Militært Tidsskrifts augustnummer, side 371, pkt. 7, øverst.

Min syntese nærmer sig på 2 områder den af OL Schou om­ talte forsvarets forsyningsetat. Da personeltjenesten er opbygget efter „mit system“, omtaler jeg kun „døde ting“.

3.2. Al anskaffelse (uanset hvem der nu foretager den) ud­ skilles fra alle værn, korps m. fl. og samles i een Forsvarets ind­ købscentral. Personellet er rent civilt (officerer skal ikke hænges
op på indkøb af sulfo-sæbe). De tekniske krav formuleres af værnskommandoerne (disses faglige rådgivere), normalt i sam­ arbejde med Forsvarets forskningsråd (henlagt under FCH), be­ hovopgørelsen leveres tilsvarende indenfor det givne budget for hvert finansår af F C H (koordination af væmskommandoernes forslag). Endelig godkendelse af produktionsprogrammet samt tvivl og tvister afgøres i Forsvarets materielnævn (lidt ændret sammensætning), der først da får sin egentlige mening.

Under Forsvarets indkøbscentral henlægges forsvarets egne fabrikker (holdes på et minimum), hvorunder orlogsværftet. For­ svarets „fabriksstyrelse“ (der jo i praksis er FMN’s „arbejdsgiver­ forening“ ) ophæves som selvstændigt organ og indgår i FMN ’s 2. kontor, evt. som civil-personellets sektion.

Muligen kan bygninger fortsat holdes for sig under Forsvarets bygningstjeneste, indtil en gang et fælles Statens anlægsdirektorat eventuelt er skabt.

De eksisterende faglige myndigheders konstruktionsafdelinger og lignende henlægges, ligesom Forsvarets standardiseringskomité, til Forsvarets forskningsråd som integrerende sektioner af dette.

Med hensyn til lokale anskaffelser (let fordærvelige fødevarer, skrivematerialer, småting (barberblade o. 1.) til kantinerne, felt- arbejds- og undervisningsmateriel samt regimentssouvenirs) ved­ bliver disse at ske som hidtil, men efter vejledende prislister eller evt. direkte bistand fra forsvarets indkøbscentral.

Salg af (auktion over) kassabelt materiel tforetages ligeledes af indkøbscentralen.

For fuldstændighedens skyld skal tilføjes, at intendanturkorp­ sets nuværende rolle som overordnet faglig myndighed på for­ plejningstjenestens område (kostplan, kostsammensætning, inspek­ tion m. v.) må kunne varetages af FMN med Statens husholdnings­ råd som rådgivende myndighed. Experimenter med feltrationer m. v. foretages af Forsvarets forskningsråd, også i samråd med husholdningsrådet. Det er vitalt for forsvarets fremtid, at eksi­ sterende civile organer (jfr. også det af OL Scliou herom stærkt påpegede) så vidt gørligt inddrages i og tvinges til at interessere sig for vore problemer som en naturligt integreret del af det dan­ ske samfund.

3.3. Forsyningstjenesten. De anskaffede beholdninger deles op i 3 echeloner:

— Forsvarets hovedreserve (under FCH),
— værnsreserver (under vedkommende værnskommando) og — enheds- (regiments-) beholdninger.
Systemet tænkes at fungere således: De af indkøbscentralen anskaffede varer leveres ved den fremstillende fabriks foranstalt­ ning og efter deres natur til een af de tre echeloner, i alt væ­ sentligt således, at materiel m. v. til anvendelse i mere end eet værn oplægges i (udleveres til) Forsvarets hovedreserve, rent væmsmateriel i værnsreserven og dagligt forbrugsgods (f. eks. for­ plejning) direkte til de brugende enheder.

Udlevering (den egentlige forsyning) sker naturligvis efter de af F M N fastsatte normer, idet iøvrigt det direkte leverede dag­ lige forbrugsgods holdes på et minimum, dels for at indøve for­ syningstjenesten, dels for at holde fornøden rotation i (friskning af) de oplagte reserver.

Forsvarets hovedreserve oplægges i mellemhasen, medens hæ­ rens reserver (deT jo er værnsreserver) oplægges dels her, dels i fremskudte forsyningsområder. Forskydninger herimellem sker for større afstandes vedkommende (f. eks. over Storebælt) med jernbane i containers, over kortere afstande ved foranstaltning af de (stående) trainenheder, der er bestemt til armé og korps­ anvendelse. I krigstid kan hele eller dele af hærens reserver hen­ lægges under vedkommende landsdelskommandos bestyrelse, hvis forbindelsen med HRK skulle gå tabt.

Fra hærens reserver sker forsyningen (bortset fra det daglige forbrugsgods, se ovenfor) direkte til de brugende myndigheder ved divisionernes trainafdelingers foranstaltning og foregår som i en civil vognmandsforretning (krigstidssystemet) ved periodiske leveringer (f. ex. 2 X månedligt) efter nøjagtigt samme system som telegraftroppernes faste kurérruter. Det ville i praksis sige, at f. eks. 3. divisions enheder (garnisoner) forsynes af 3. TRA, der henter marmelade og anden holdbar forplejning, uniformer, reservedele, ammunition, batterier, drivmidler og lignende maga- sineringsbestandigt forbrugsgods i depoter og magasiner i Midtjylland. Ruten går så Fredericia, Haderslev, Søgård, Tønder, Es­ bjerg, Varde — evt. med afstikkere til Odense og Sønderborg. Reparabelt og udslidt materiel samt tom emballage går med til­ bage. Trainenhedernes personel overnatter på de kaserner, der passeres, f. eks. Søgård og Varde. (3. TRA kunne iøvrigt forlægges til 7. R’s hidtidige kaserne i Fredericia, og den uøkonomiske ar­ tillerilejr i Esbjerg nedlægges).

Med stående enheder af forsyningstropperne ville en sådan ordning betyde:

— Uddannelse af mandskabet,
— indøvelse af det krigsmæssige forsyningssystem,
— besparelse af fragt og af de øvrige våbenarters kilometer­penge, da forsyningstropperne alligevel skal køre for uddannelsens skyld,
— rutine for trainafdelingernes stabskompagnier og regimenternes T-sektioner i at koordinere og behandle behov og transportplaner,
— tvinge de brugende enheder til at forudberegne deres be­hov for perioder af mindst 2 ugers varighed og derved dæmpe tendensen til at gøre forsyningsproblemer til haste­ sager.

De koordinerende og depotforvaltende enheder, der i dag varetager eller tænkes at varetage modtagning, konditionering, op­ lægning, vedligeholdelse samt udlevering af materiel og forbrugs- gods til hæren (og i hvert fald skal det i krigstid), nemlig f.eks. forplejnings-, forplejningsmagasin-, ammunitions-, ammunitions- magasin- og drivmiddelenheder bør også i fredstid være en del af forsyningstropperne. Kun herved bliver den funktionelle inddeling konsekvent og praktisk. Enhederne opstilles jo allerede i dag af trainregimenterne, men får deres faguddannede personel (førere) fra de faglige korps m. v. — hvis de altså i krigstid nogensinde når at blive enkadreret med dette, overvejende i København bo­ siddende, fagpersonel. Disse førere bør være officerer, fenrikker og underofficerer af forsyningstropperne, på nøjagtigt samme måde som en fodfolksofficer under sin kariére (og på basis af special­ kurser ved hærens skoler) kan være chef for et let, et tungt, et bataljonsstabs-, et tungt morter-, et panserværns- eller et regiments­ stabs- og forsyningskompagni. Pansertroppemes officerer behersker opklarings-, kampvogns- og motorbårne „fodfolks“ eskadroner, ar­tilleriofficererne felt- og luftværnsartilleriets mangfoldige batteri­ typer.

Jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være sværere for en officer af forsyningstropperne (i ordets virkelige forstand en for­ syningsofficer) at lære behandling af ammunition, drivmidler, for­ plejning og våben. En depotofficer ved et regiment varetager ud­ mærket flere af disse opgaver på een gang.

Forudsætningerne er:
— Omdannelse af motorskolen til en Forsyningsskole (omfat­tende forsyningskursus, transportkursus (hvorunder MP- skolen) og motorteknisk kursus). En sådan skole må alli­ gevel komme — det er for utidssvarende at tro, at den kan undværes.

— Fuld uddannelse og anvendelse af reserveofficerer og vær­ nepligtige befalingsmænd med beslægtet civil uddannelse, herunder også tekstil- og kolonialfolk samt evt. enkelte dyrlæger, d. v. s. en fortsættelse og udvidelse af teknikerlinien som nu kendt; det skal her understreges, at Tek­ nikerliniens befalingsmandsskole i forvejen er henlagt un­ der Motorskolen. Fra denne bør dog udskilles de til re­ parationskorpset fornødne civil- og teknikumsingeniører, der naturligvis må gå på den nedenfor nævnte Hærens mekanikerskole.

Ligeledes hør trainregimenterne naturligvis fritages for at skulle beskæftige sig med opstilling af værksteds- og sanitetsenhe­ der. De bør sortere under hvert sit fagkorps, lihv. reparations- og lægekorps.

3.4. Vedligeholdelses- (reparations) tjenesten foretages af et Hærens reparationskorps, der svarende til det engelske REME udfører al reparation af hærens materiel, d. v. s. omfattende også de nuværende selvstændige telegrafmekanikere. Det organiseres allerede i fredstid krigsmæssigt i 2. eclielons værkstedsdelinger (regimenterne) og 3., 4. og 5. echelons værkstedskompagnier, pri­ mært under udnyttelse af regimentsværksteder (2. og 3. echelon) og landsdelstøjhuse m. v. (4. og 5. echelon). En nærmere uddyb­ ning af denne velkendte tjeneste skønnes iøvrigt ikke fornøden — kim skal det nævnes, at korpsets chef naturligvis er hærmateriel- officer (tillige materielinspektør) og foresat for Hærens mekaniker­ skole. Reparationskorpsets officerer er iøvrigt, som nu, normalt uddannede officerer med en efterfølgende specialuddannelse på Forsvarsakademiet — særligt egnede varetager konstruktion m. v. i Forsvarets forskningsråd (ligesom generalstabsofficerer af hæren jo gør tjeneste i FMN og FST).

Reparabelt og repareret materiel samt reservedele leveres gen­ nem forsyningstjenesten, jfr. ovenfor.

3.5. Kontrollen udøves som af OL Schou allerede nævnt ved centraliseret hulkortbehandling, idet min løsning dog ville have den fordel, at den foreslåede Forsvarets indkøbscentral letter en sådan centralkontrol meget stærkt. Jeg skal derfor ikke trætte min læser med dette rene rationaliserings- og bogholderispørgsmål.

Det skal dog som noget væsentligt fremhæves, at brngskontrol- len af det anskaffede materiel herefter foretages af brugerne, og ikke som nu i stor udstrækning af den anskaffende myndighed selv, hvilket jo ret beset ikke er nogen kontrol.

4. Administrationens rolle.
Imidlertid er der to problemer, der endnu står tilbage:
— Administrationstjenesten i almindelighed,
— pengeforsyning og -regnskab i særdeleshed.
a) Efter mit skøn er administrationstjeneste ganske enkeltstabstjeneste. Hvis vi ved en operation forstår ethvert villet (på­ tænkt eller iværksat) hændelsesforløb, kan stabstjeneste vel de­ fineres som „Det papirmæssige arbejde, der er forbundet med en operations undfangelse, forberedelse (d. v. s. planlægning) og igangsættelse med efterfølgende kontrol af udførelsen“. Stabstjene­ sten består af operative stabsarbejder og administrative stabs­ arbejder. Med den fremadskridende rationalisering indskrænkes sidstnævnte til at blive en i alt væsentligt bogholderiteknisk ru­ tinevirksomhed baseret på chefens administrative afgørelse, som atter kan have en operativ disposition som udgangspunkt. Hele denne administrative stabstjeneste, hvor chefen naturligvis støtter sig til sine taktisk uddannede hjælpere, linieofficererne, for at enhedens faglige tjeneste klart kan føje sig efter den taktiske operation (herunder hører jo også uddannelse, mobiliserings- forberedelser, organisation m. v.), bør fortsat udføres af officerer af specialgruppen, hvis uddannelse og betegnelse derfor bar me­ ning i denne sammenhæng såvel som ved den specialiserede in­ struktørvirksomhed (gymnastik, skydning m. v.). Kursus i admi­ nistrativ stabstjeneste bor dog oprettes og gennemgås af såvel spe­ cialofficerer som linieofficerer, der skal beskæftige sig med dette arbejdsområde.

At „kontororganisatoriske problemer og administrativ ratio­ naliseringsvirksomhed“ i faglig henseende naturligt må henhøre under Forsvarets rationaliseringskontor (for hvilket OL Schou selv er chef) og ikke under intendanturkorpset nævner jeg kun for en fuldstændigbeds skyld.

b) Pengeøkonomi og pengeforsyning er endnu tilbage at be­ handle. Der er 3 sider af denne sag:

— Den civile pengeøkonomiske virksomhed, der i dag er hen­ lagt til landsdelskommandointendantureme og som omfat­ ter f. eks. en række pligter i kaserneforvaltningcn (jfr. det nye 15. hefte) og spørgsmål vedrørende markskader, ka­ sernearbejdere, kostforplejningsmedhjælpersker etc. Dette synes at være en art civil rådgivningsvirksomhed overfor den militære chef, og det falder mig mere naturligt at fore­ slå disse opgaver løst efter det i England anvendte prin­ cip: en af FMN permanent „udstationeret“ civil embeds­ mand (hensigtsmæssig avancementsstilling for akademisk uddannet personel i i FMN’s civile kontorer (7.—10. kt.).

— Forsyningen med penge og
— bogholderiet hermed (regnskabsførervirksomheden). Også her forekommer det mig, at det må være rent civile op­ gaver, og jeg kunne tænke mig et system af civile regn­ skabsførere ved garnisoner, flyvestationer m. v.; folk der sorterede direkte under FMN’s 10. kt. og var rene regn­ skabsførere, hos hvem underafdelingsfourérer m. fl. hen­ tede penge (som nu iøvrigt). Her ville man tilsvarende have gode, selvstændige avancementsstillinger for bl. a. FMN’s ikke-akademiske personel; iøvrigt skulle personellet være uniformeret, men ligesom auditørkorpset udenfor den m ilitane rækkefølge.

5. Afsluttende bemærkninger.

5.1. Jeg har ikke nævnt lægekorpset. Årsagen hertil er, at dette korps bar en særstilling, fordi vi jo ikke har et egentligt militært lægekorps som f. eks. Frankrig, hvor de militære læger ikke må have privat praksis. Det, vi bar, er en overvejende civil lokalorganiseret sygekasseordning i garnisonerne, hvor en stedlig læge påtager sig at være garnisonslæge ved siden af sin private praksis, evt. assisteret af en ung, endnu værnepligtig læge inden­ for dennes tjenestetid. (Selv den vpl. læge kan dog have — og har — kandidatjob på det lokale hospital!) En ændring heri får vi naturligvis aldrig råd til. En fællesordning med et Forsvarets lægekorps er formodentligt stadig brugbar, hvis blot hæren i hver landsdel under en hwiVofficer (helst af forsyningstropperne) dels har stående ambulance- og lazaretenheder (reducerede), der med bistand fra de vpl. langer beskæftiges med øvelser, dels bar en personel- og materielforvaltende stab under denne chef til at for­ berede de krigsstærke enheders mobilisering, genindkaldelser m. v. Herunder kunne samtidigt henlægges underlægeskole m. fl.

Men den anskaffende og materieltorsynende virksomhed bør henlægges under de alt nævnte funktionelle institutioner: indkøbs­ centralen, forsvarets hovedreserve og forsyningstropperne.

5.2. Det nuværende intendanturpersonel bør overgå til forsy­ ningstropperne og anvendes dels her, dels i hærens stabe som T-personel; de unge, der ikke har nået at gennemgå overordnet forplejningskursus, sendes på Generalstabskursus.

5.3. Der er een faglig myndiglied, hvis forhold da står tilbage at tilgodese: Forsvarets telegrafforvaltning. Denne bør ved den ovenfor foreslåede forenkling indgå i Forsvarsstabens signalafde­ ling og dens opgaver indskrænkes til planlægning og leje af faste, fællesvæmstelekommunikationer. Skønnes det fornødent at drive egne faste telekommunikationer for det samlede militære forsvar, må disse sortere under FCH som kommandomyndighed.

5.4. Det har været min oprigtige hensigt med ovenstående for at ville bidrage til en rationel og effektiv forenkling af det administrative system, der i dag rider hærens indre liv som en mare. Det er min opfattelse, at det også vil spare dér, hvor be­ sparelser skal gennemføres: gøre hovedet mindre, men beholde kroppens størrelse og derved gøre den hele organisme mere leve­ dygtig — for ikke at sige mere livskraftig og energisk.

Hvis det er et krav, at udgifterne skal ned (man bemærke sig, at vi er den eneste statsorganisation, der har vist vilje til samfundssind i så henseende, jfr. finansministeriets spareplan), må vi foreslå, hvor det kan ske. Jeg tror, at det er den idiygge- lige, mangehovede faglige administration, som skal barberes.

Tropperne kan nemlig dårligt blive færre; uddannelsestiden ikke kortere uden at enten den taktiske uddannelse eller også den civile tjenestetidsundervisning må falde bort.

K . E . Gabel-Jørgensen.