Fredag den 4. maj 1945 kl. 2200 vidøretelefonerede oberstløjtnant Nordentoft følgende fra Danmark modtagne ordre til general Knudtzon i Stockholm: 

»Danforce skal komme hjem i Morgen Kl. 8 dansk Tid - dvs. Kl. 7 - til Helsingør. Alt Materiel og aUe Motorvogne, ogsaa til Styrker, der ikke er færdiguddannede, medføres. Melding til General Gørtz om, hvorvidt dette kan lade sig gøre, samt Melding umiddelbart inden Afgang fra Hålsingborg. Brigaden forbliver i Helsingør indtil nærmere Ordre. F. P. D.*) ønskes overført blandt de første Tropper^. 

I løbet af natten brød Brigaden op fra sit kantonnement ved herresædet Håckeberga i den centrale del af Skåne - en af de militære myndigheder i Kristianstads Forsvarsområde i hast etableret teltlejr på 250 stk. 20- mands telte, hvor Brigaden havde opnået svenske myndigheders tilladelse til at afholde »samlede Manøvrer med de danske Pohtistyrker i Skaane i Lighed med de for Nordmændenes Vedkommende tidligere stedfundne«^). 

Ligeledes i løbet af natten sejlede den danske flotille med kommandør- kaptajn Kjølsen ombord i »Mjølner« fra Malmø tU Hålsingborg. Undervejs udarbejdede man en ny overførselsplan, der medinddrog færgeforbin-delseme, idet det nu forekom sandsynligt, at overførslen ville kunne foregå uden egentlig kamp. 

Allerede ved middagstid den 5. maj var hele regimentets personelstyrke overført med kuttere, skonnerter, åe to isbrydereMjølnerogHolger Danske samt yderligere de to lokale færger Svea og Dan. Og kl. 19 var hovedparten af regimentets materiel i land i Helsingør. 

Herfra fordeltes Brigadens enheder til de opgaver af hovedsagelig bevogtningsmæssig karakter - herunder ikke mindst grænsebevogtningen af den dansk-tyske landegrænse - som skulle blive Brigadens egentlige indsats. 

En indsats, som frustrerede mangen en brigadér. En indsats, som man måtte og havde kunnet forudse, men som man veg tilbage for at erkende for sig selv kunne blive resultatet af IV2 års intense forberedelser. Ritmester Leschley formulerede det rammende i et mødereferat af 16. april 1945 således: »- det vilde være meget uheldigt, om vi ikke fik nogen Chance for at slås. Ligeledes maatte det anses for tragisk, om det blev en national Specialitet altid at ophøre med Kampen, før den var begyndt«®). 

I fyrreåret for Brigadens hjemkomst kan der være grund til at spørge, hvorfor udviklede tingene sig som de gjorde? Dette generelle spørgsmål afføder imidlertid en række nye: Hvem tog initiativet tU oprettelsen af Brigaden - og med hvilket formål? Hvem styrede Brigadens indsættelse? Og i den forbindelse, hvilken indflydelse havde svenske og allierede myndigheder på dette? 

Brigadens stabschef, oberstløjtnant P. A. F. Norup, har i en fyldig artikel 1V2 Aar med »Den danske Brigade «i Militært Tidsskrift, årgang 1947, pp. 271-308 og 352-406, detaljeret redegjort for Brigadens oprettelse og navnlig for tjenesten i Brigaden. Denne artikel bygger væsentligst på Hovedrapport over Den danske Brigade i Sverige, der beror i Rigsarkivet (Hærens Arkiv). En tilsvarende artikel, der indgående beskæftiger sig med problemerne omkring tilvejebringelse af materiel og udrustning såvel til Brigaden, som til etablering af depoter, findes i Dansk Artilleri-Tids- skrift, 5. hefte, oktober 1946, p. 155-188, skrevet af kaptajnerne Einar Lund og H. C. Engell: Nogle Erfaringer og Minder fra den Danske Brigades Materielanskaffelser. Herudover har kaptajn D. A. Wieth-Knudsen, lige- ledes i Militært Tidsskrift, årgang 1947, pp. 241-264, heshrevetDen danske Brigades Pionerkommando i Sverige. 

Nærværende fremstilling vil derfor ikke beskæftige sig med Brigadens organisation og uddannelse samt daglige liv i lejrene. Den vil alene kon- centrere sig om at søge efter svarene på de foran anførte spørgsmål, for herigennem at placere Brigaden inden for rammerne af den danske modstandskamp under den 2. verdenskrig. 

Udover førnævnte beretninger findes der et righoldigt kildemateriale, som kaster lys over de stillede spørgsmål, og som har været gjort til genstand for forskning. Blandt de væsentligste bidrag er først dr. phil. J. Hæstrups disputats Hemmelig Alliance fra 1959. Siden dennes frem- komst er nyt kildemateriale bragt tilveje og behandlet af dr. phil. P. Roslyng- Jensen i dennes disputats Værnenes politik - politikernes væm fra 1980 samt i overarkivar H. C. Bjergs endnu utrykte fremstilling om efterretnings- tjenesten: Ligaen - Den danske militære efterretningstjeneste 1940-45. 

Én indgående svensk behandling - ikke mindst af det svenske kilde- materiale - foreligger publiceret i Ulf Torells disputats Hjalp til Danmark fra 1973. 

I det omfattende værk Danmark under Besættelsen, redigeret af dr. phil. Vilh. la Cour, fra 1947, har daværende kaptajn M. Amtrup beskrevet Hæren efter den 29. august 1943, medens dr. la Cour selv har skildret Den danske Brigade. Også Den parlamentariske Kommissions beretning fra 1946 indeholder oplysninger i relation til emnet. 

Herudover findes en betydelig memoire-litteratur, der kaster lys over forhold i forbindelse med Brigadens historie. Af interesse for nærværende fremstilling skal bl.a. fremhæves Harry Sodermans Skandinaviskt mellan- spel fra 1945. Overdirektør, docent Harry Soderman var det svenske Socialdepartements uddannelseschef for såvel den norske som den danske »reservepolitiuddannelse« i Sverige, og som sådan en drivende kraft og en stor hjælp i bestræbelserne for at få organiseret en militær dansk styrke i Sverige. Nævnes bør også oberst Helge Bennikes Soldaterære fra 1949, der indeholder hans optegnelser og reflektioner fra vinteren 1939-40 og til 1948, samt den af Niels Grunnet og Bent Demer redigerede erindringsbog Den danske Brigade, der udkom 1945. 

1. I Opiindelsen 

Der var flere initiativer til etablering af en dansk militær styrke i Sverige. I sidste ende blev det imidlertid dét, der havde såvel dansk som svensk politisk opbakning, som blev realiseret. Det følgende tjener til at redegøre fpr disse initiativer.^). 

Munck-planeme 

I begyndelsen af maj 1943 arbejdede den danske modstandsbevægelses repræsentant i Sverige, Ebbe Munck, med ideen om at etablere en lejr for danske militære flygtninge i Sverige. Munck havde kort forinden truffet docent Harry Soderman, som netop på dette tidspunkt var optaget af at organisere en norsk politiforlægning. 

Gennem Soderman fik Munck kendskab til de norske planer, og gennem legationssekretær E. Torp-Pedersen ved den danske repræsentation i Stockholm søgte han oplyst mulighederne for et tilsvarende arrangement for danske flygtninge. 

På dette tidspunkt måtte planen imidlertid opgives, dels på grund af økonomiske vanskeligheder, dels - og ikke mindst - fordi der savnedes svensk interesse for sagen. 

Efter krisen i Danmark omkring den 29. august 1943 kom Munck igen tilbage til ideen, idet antallet af danske flygtninge steg betydeligt. Adskil- lige af disse havde en mUitær uddannelse, men eftersom kun et fåtal af disse kunne påregne at komme videre fra Sverige tU England, mente Munck, at der burde oprettes en lejr for dem i Sverige, således at de kunne vedligeholde og udbygge deres træning med henblik på indsættelse i Danmark på et eller andet passende tidspunkt. Financieringen fore- stillede han sig kunne ske med bidrag fra fonde og fra den danske legation i Stockhohn. 

Munck skrev i begyndelsen af september om sin nye plan til Christmas Møller i London. Inden planen imidlertid kom længere end til over- vejelsernes stadium var en anden plan om at organisere de militære flygtninge undervejs. 

Stockholm-planen 

Initiativet til denne, der senere er blevet benævnt Stockholm-planen, kom fra de to danske efterretningsofficerer, kaptajn V. Gyth og orlogs- kapatajn P. A. Mørch, der ankom til Sverige den 7. september 1943 efter at være blevet bragt over Sundet i fiskerbåd fra Humlebæk. De blev modtaget af major Carl Petersén fra den svenske efterretningstjeneste, ligesom de også fik kontakt med Ebbe Munck og legationssekretær Torp- Pedersen. 

Gyths og Mørchs egentlige opgave i Sverige var at organisere en modtage- central for efterretninger fra Danmark med henblik på viderebringelse af England gennem SOE’s*) særHge kontaktmand med Danmark, Ronald TombuU, der var ansat på den britiske legation i Stockholm. Herudover ville de imidlertid også registrere dansk militært personel, der var flygtet til Sverige, med henblik på at kunne samle dem til en evt. senere indsats i Danmark. 

Allerede kort efter deres ankomst fik Gyth og Mørch gennem major Petersen kendskab til de norske planer om at etablere en politistyrke, ligesom de også gennem Petersén fik kontakt til docent Soderman. 

De følgende overvejelser og kontakter førte til, at Gyth den 15. sep- tember - en uge efter det første møde med Petersén - udarbejdede en rapport til SOE, benævnt Rapport om Bannock. Efter at have redegjort for begivenhederne omkring den 29. august i Danmark og forhandlingerne i Sverige efter flugten oplyser han om det etablerede flygtningekontors virksomhed og om, at det er hensigten at omdanne det til et rent registre- ringskontor - i virkeligheden et væmepligtskontor - som skal holde forbindelse til og kontrollere alle militært uddannede danske flygtninge. Gyth kommer herefter ind på planen om at organisere en dansk militær styrke i Sverige. Han oplyser at have fået stillet i udsigt fra svensk side at få rådighed over en lejr svarende til nordmændenes, og at man vil kunne fa svensk hjælp i forbindelse med uddannelsen. Han mener endvidere at kunne opnå tilladelse til indkøb af nødvendige våben, som han forestiller sig skal udgøres af maskinpistoler, geværer, pistoler og håndgranater. Styrken forestiller han sig skal omfatte omkring 200 mand, som skal uddannes til at udgøre en kadre, der kan overtage kommandoen over en styrke på ca. 2000 mand i København. 

Formålet med styrken mener Gyth skal være »i et evt. Sammenbruds Øjeblik - at - lægge Haand paa København og hindre Kaos og kommuni- stisk Erobring af denne By. København er for Danmark saa overvejende, at den der behersker København i Virkeligheden behersker Landet«®). 

Gyth fortsætter med at redegøre for de politiske og økonomiske forud- sætninger for planens realisering. Han peger på, at Danmark er i en anden situation end Norge, der med sin eksib-egering i London, har mulighed for direkte kontakt med den øverste svenske politiske ledelse. Danmark må gå mere diskret til værks, men han anfører optimitisk, at de svenske politiske betingelser er ved at blive klarlagt. 

For så vidt angår financiering af projektet regner han med udgifter på 0. 2.5 mill. danske kroner, hvoraf han mener England må være interesseret i at betale hovedparten, fordi, som han skriver, det måtte være i briternes interesse »at hindre Opløsning i den uhyre vanskelige Periode, der maatte komme ved Krigens Ophør«®). Han begrunder dette med, at de allierede måtte være interesserede i danske fødevareforsyninger til trængende lande og i at undgå tysk udplyndring. 

Gyth havde imidlertid ringe succes med sin plan. Da han i oktober kom til London for at forhandle med chefen for SOE’s danske sektion, Lt.- Commander R. C. Hollingworth, blev det gjort ham klart, at SOE var indstillet på at samle alle tænkelige kræfter i Danmark, inklusive de danske kommunister, i en samordnet modstandskamp imod tyskerne. Efter Hollingworths opfattelse kunne Stockholmplanen ikke bidrage til at vinde krigen. Derimod kunne den bidrage til at vække kommunisternes mistro og dermed besværliggøre SOE’s bestræbelser for at koordinere modstandsarbejdet i Danmark. SOE nærede derfor ingen interesse for at medvirke til at financiere planen’). 

Gyth forsøgte herefter at fremskaffe de økonomiske forudsætninger for planens reahsering gennem en kontakt til den danske repræsentant i Washington, Henrik Kauffmann. Inden denne kontakt, som blev forsinket fra engelsk side, var etableret, var forudsætningerne for planen imidlertid fuldstændigt ændrede. 

Bennike-planen 

Forinden de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed omtales, skal der imidlertid redegøres for endnu et initiativ til etablering af en dansk militær styrke i Sverige. Et initiativ, som foregik sideløbende med efterretningsofficeremes Stockholmplan. 

Natten mellem den 17. og 18. september 1943 roede oberst Helge Bennike sammen med premierløjtnant Winge og en ung sabotør i kajak over Sundet fra Høje Skodsborg til Landskrona. Det var Bennikes tanke at skabe et dansk korps i Sverige, som kunne sættes ind i kamp mod tyskerene inden krigen var slut, og han var allerede langt inde i sine overvejelser, da han nogle dage efter ankomsten til Sverige mødte Gyth i Stockholm. 

Gyth redegjorde over for Bennike, der var den i tjenestealder ældste danske officer i Sverige, for det hidtidige arbejde med Stockholm-planen. Bennike var imidlertid langt fra enig med Gyth i denne plans målsætning. Han kunne godt se, at det »af Hensyn til Sveriges Neutralitet (vår) nød-vendigt at benytte en Form, der kunde være folkeretslig acceptabel«*). Han fandt imidlertid, at »Formen alligevel var en saa daarlig Ramme for Udviklingen af den Soldateraand, som Korpset maatte have for at føre en Befrielseskrig i Danmark«®). De unge mennesker, der meldte sig til korpset, ville efter Bennikes opfattelse være lige glade med »Ro og Orden«. De var tværtimod opfyldte af »Ønsket om at komme med i en ordentlig Kamp«*). 

Bennike var således ikke uenig i tanken om at etablere en lejr - han undersøgte selv flere muligheder for noget sådant - men han håbede på, »at den svenske Regering vilde se med velvillig Forstaaelse paa vore Ønsker om at vende hjem med Vaaben i Haand for at optage en Befrielses- krig, naar den tyske Hær under Indtryk af Nederlaget var ved at gaa i Opløsning«®). 

I modsætning til Stockholm-planens intention ville Beimike altså søge at skaffe udvej for styrkens indsættelse i kamp inden krigen var slut. 

Også for Bennike-planens vedkommende var der imidlertid væsentlige forudsætninger, som først skulle tilvejebringes, nemlig financieringen og de svenske myndigheders accept. 

Da Bennike formentlig var klar over, at Gyth med sine forbindelser havde bedre muligheder end han selv for at tilvejebringe disse forudsæt- ninger, og da Gyth og Mørch utvivlsomt begge har været bekymrede for, at Bennikes mere militante og mindre diplomatiske holdning ville kunne vanskeliggøre de videre forhandlinger, enedes man om, at Bennike midler- tidigt skulle forlade Stockholm, hvorefter han, som han skriver, for en tid »var saa temmelig henvist tU Lediggang«®). Hans sidste forsøg på at få etableret en lejr på en herregård i Skåne blev afslået af de svenske myndigheder med den begrundelse, at den svenske forsvarsstab ikke ville tillade nogen dansk lejr for militære flygtninge i Skåne. 

Hermed var også Bennike-planen faldet til jorden. 

Gørtz-planeme 

Medens enkelte i Sverige således arbejdede på at skabe en ny start på dansk militær indsats i en kamp imod besættelsesmagten sad hoved- parten af de danske mUitære styrker interneret rundt om i Danmark. Det var ganske vist en temmelig lemfældig internering og diskret bevogtning, der muliggjorde udstrakt forbindelse lejrene imellem. 

Blandt marinens personel kunne man med tilfredshed se tilbage på sænkningen af flådens skibe. Derimod herskede der stor forbitrelse, ikke mindst blandt hærens yngre officerer, over den hastige overgivelse i en del af hærens forlægninger. Der var en gærende utilfredshed med General- kommandoen. I det mindste, mente mange, burde materiellet, ligesom i flåden, have været ødelagt. 

Det var derfor naturligt, at man i intemeringslejrene drøftede ønsket om og mulighederne for at komme til England for at benytte den uddan- nelse, man havde, ved aktiv krigsindsats. Tanker om at etablere en oprørs- bevægelse i Danmark var i almindelighed ikke udbredt. Kun blandt dem, der i forvejen havde haft kontakt med illegale kredse, blev denne mulighed drøftet. Det var først og fremmest ønsket om at komme til England, der optog diskussionerne. 

Disse spredte initiativer til via Sverige at komme til England for »at være med« viste sig imidlertid urealistiske. De fleste af de officerer, der før og efter interneringen på eget initiativ tog til Sverige måtte modvilligt indstille sig på at blive der. Kun for en halv snes søofficerer lykkedes det at komme videre og blive indrulleret i Royal Navy^“). 

Ved interneringen var general Gørtz sammen med en række ældre officerer og den Opløste generalstabs officerer blevet anbragt på hotel Marienlyst i Helsingør. Tyskerne havde således formentlig ufrivilligt skabt gode betingelser for, at hærens kommandoorganisation kunne fortsætte sit virke under de nu ændrede betingelser. 

Formentlig i slutningen af september var der etableret det, der skulle blive betegnet som »Den lille Generalstab«. Gennem denne stab, der fik vide beføjelser, fastholdtes i resten af besættelsestiden kontrollen med den militære organisation. 

Efter at have skabt kontakt til de øvrige intemeringslejre fik de der- værende kontaktofficerer i begyndelsen af oktober meddelelse om, at general Gørtz havde besluttet, at man efter fiigivelsen fra intemerings- lejrene ville holde sammen på hærens faste befalingsmænd, og at en del af disse skulle overføres til Sverige. I første omgang skulle udtages ca. 13 5. mand af de yngre årgange til evakuering^^). 

Udtagelsen, der skete på basis af generalkommandoens personelarkiv, skulle foregå i dybeste hemmelighed, og de pågældende skulle holde sig rede tU evakuering straks efter den forventede frigivelse. Personelarkivet havde man iøvrigt fået tyskerne til at frigive, hvorefter det blev transporteret til Marienlyst. 

De 135 mand var tænkt som en forløber for en senere fuldstændig evakuering af hærens faste personel, hvorfor der udarbejdedes en fuld-stændig oversigt over hjemstedsadresser med henblik på inddeling i senere evakueringshold- 

Også muligheden for overførsel til Sverige blev gjort til genstand for imdersøgelse og planlægning. Selve overførslen blev det overdraget Marinen at planlægge. Bag denne evakueringsplan lå ønsket om at for- hindre genintemering og evt. deportation. 

Det man forestillede sig, var - som for de yngre officerers vedkommende - at få mulighed for at bringe befalingsmandskorpset videre til England og herfra deltage i en evt. senere invasion i Danmark, alternativt at opstille en styrke i Sverige, der kunne bevæbnes og overskibes ved svensk hjælp med henblik på at gribe ind i Danmark på et passende tidspunkt. Hæstrup omtaler i denne forbindelse en kurér fra Gørtz til efterretningsofficereme i Stockholm, som den 13. oktober skal have udtalt, at Gørtz’ standpunkt var, at planen var at organisere en samlet flugt med officerskorpset via Sverige til England, idet Gørtz i denne forbindelse skulle have udtalt, at »under en eventuel hivasion her i Landet skal danske Officerer være de første, der går i Land«^^). 

I løbet af første halvdel af oktober opnåedes kurérkontakt mellem Gørtz og efterretningsofficereme i Sverige. Disse måtte afvise evakuerings- planen med henblik på viderebefordring til England, men de kunne meddele, at de havde kontakter med svenske myndigheder med henblik på en eventuel mulighed for etablering af en lejr for dansk militært personel. 

Disse oplysninger, sammenholdt med den kritiske holdning, der især var blandt yngre officerer til masseevakueringsplanen, fik Gørtz til at kræve politisk lygdækning for planerne om, hvad der skulle ske med befalingsmandskorpset, når interneringen forventeligt snart ophørte. 

Gennem oberstløjtnant af Forstærkningen H. A. V. Hansen, som i kraft af sit arbejde for »Folk og Væm«-bevægelsen havde gode kontakter til ledende politikere, fik Gørtz kontakt med Hans Hedtoft-Hansen. Han havde officielt trukket sig ud af politik og sad som underdirektør på bryg- geriet Stjernen, men var i det skjulte særdeles politisk aktiv. 

På et møde i Helsingør mellem Gørtz og Hedtoft-Hansen accepterede sidstnævnte i princippet evakueringsplanen, men han ønskede dog at forelægge den for den socialdemokratiske partiformand, Vilhelm Buhl. Ved et efterfølgende møde mellem Buhl og Gørtz, også i Helsingør, for- kastede Buhl evakueringsplanen, men lovede til gengæld at støtte forsøg på at få befalingsmandskorpset bevæbnet med svenske våben. 

Efter interneringens ophør den 22. oktober 1943, blev disse indledende møder, der havde fundet sted omkring den 13.-14. oktober, fulgt op af en række forhandlinger mellem de to militære chefer, general Gørtz og admiral Vedel på den ene side og ledende politikere på den anden. Også den svenske minister von Dardel blev inddraget i disse møder. Hertil kom, at der udveksledes en række breve mellem ledende danske og svenske socialdemokratiske politikere^^). 

Forhandlingerne mellem de ledende militære chefer og ledende danske politikere førte omkring månedsskiftet oktober/november til enighed om følgende hovedretningslinier for det militære personels videre an- vendelse: 

1) I princippet skulle befalingsmandskorpset forblive i Danmark. 

2) En mindre del, ca. 25 udover de allerede tidligere afrejste ca. 40, skulle sammen med de på egen hånd flygtede befalingsmænd (tilsammen ialt ca. 150) og værnepligtige organisere en ekspedi- tionsstyrke og iøvrigt tilvejebringe flest mulige våben for styrkerne hjemme (man regnede med ialt ca. 50.000 mand). 

3) For det tilfælde, at situationen hjemme blev uholdbar, skulle forberedes en masseevakuering til Sverige af tilbageblevne be- falingsmænd. 

4) Når disse forberedelser var gennemført skulle søges gennem- ført en organisering og bevæbning af de i Danmark tilbageblevne rammer i koordination med de kræfter, der i spredte grupper forberedte modstanden mod tyskerne, når det ventede sammen- brud nærmede sig. 

Den militære ledelse havde altså, bl.a. som følge af politikernes modstand, måttet opgive masseevakueringsplanen. Til gengæld havde den opnået de samme politikeres støtte til gennem ledende svenske politikere at søge skabt de politiske og økonomiske forudsætninger for en militær HanaW aktivitet i Sverige. 

Denne sidste del af aftalen var af væsentlig interesse for de samarbej- dende politikere, der ved krigens afslutning forventede at kunne indsætte en lovlig regering. En regering, som imidlertid ville stå uden væbnede magtmidler i en situation, hvor man frygtede dels en soldateske i kølvandet på det tyske sammenbrud, dels mulighed for en rejsning blandt danske ekstremistgrupper ved okkupationens ophør. Ikke mindst frygtede de social-demokratiske politikere, som søgte at påvirke deres svenske kolleger, et kommunistisk kup i en sådan situation. Hedtoft-Hansen forsikrede von Dardel, inden denne den 28. oktober rejste til Sverige bl.a. for at forelægge de danske politikeres synspunkter for den svenske statsminister Per Albin Hansson, at de øvrige samarbejdende politikere delte dette socialdemokratriske synspunkt. 

Et af de argumenter, Hedtoft-Hansen benyttede over for sine svenske kolleger for at få dem til at acceptere de danske ønsker. Var, at man i en sammenbrudssituation kunne blive stillet over for behovet for en militær intervention. Kunne man fra dansk side ikke klare det selv, hvilket man helst ville, »beder vi alle til, at den maa blive svensk«. Hertil behøvedes imidlertid to svenske divisioner, som med timers varsel kunne overføres^^). 

Det kan konstateres, at der var god overensstemmelse mellem de danske politikeres synspimkter og den af de danske efterretningsofficerer i Sverige lancerede »Stockholm-plan«. Med politisk opbakning og militær accept fra Danmark blev den så at sige løftet op i en større sammenhæng med mulighed for at blive realiseret. 

Da von Dardel rejste til Stockholm medbragte han derfor også et brev fra Gørtz til den svenske øverstkommanderende, general Thomell, hvori han fremlagde de danske militære ønsker og meddelte, at han ville sende generalmajor K. Knudtzon til Sverige som »Værnenes Befuldmægtigede«®). Knudtzons opgave ville blive at tage kommandoen over alt militært personel i Sverige og i øvrigt at forsøge at gennemføre de danske planer. 

Ifølge sin skriftlige instruks var det general Knudtzons opgave, da han den 10. november 1943 ankom til Stockholm, 

»- at samle Befalingsmænd af Hær og Flaade, der var disponible i Sverige, i en Forlægning og her give dem en Uddannelse saaledes, at de enten kunde kæmpe selvstændigt som et lille, men af Elite- folk sammensat »Commando« eller kunde enkadrere en Styrke af uddannet væmepligtigt Mandskab, der da maatte udrustes fra Sverige. 

Styrken skulde derfor være inddelt i Grupper, saaledes at en Gruppe efter Forholdene kunde være en Kompagnikadre eller en lille Kampenhed. 

- tage Kommandoen over den danske Flaadestyrke i Sverige, 

- gennem Forhandling med svenske Myndigheder søge oplagt Vaaben, Ammunition og Udrustning til saavidt muligt 50.000 Mand«!«). 

 

 

For så vidt angår den økonomiske side af sagen, skulle general Knudtzon henholde sig til den hidtidige danske gesandt i Stockholm, minister J. C. W. Kruse^’), der havde fået stUlet en kredit på 5 millioner svenske kroner til rådighed fra den svenske regering med henblik på afholdelse af udgifter i forbindelse med danske flygtninge. 

Hermed var grunden fra dansk side lagt for den kommende opbygning af Den danske Brigade. Dens opgave ville efter politikernes opfattelse være ved et tysk sammenbrud hurtigt at kunne overføres til Danmark, dels som et umiddelbart instrument for en kommende legal regering til »Opretholdelse af Ro og Orden i Overgangstiden«, dels som nucleus i en hurtig retablering af danske militære styrker, hvortil våben og udrustning skulle oplægges i Sverige med henblik på omgående overførseP*). 

Tilbage stod nu en endelig svensk accept og præcisering af betingelserne, hvorunder man fra svensk side var vilHg til at lade planerne realisere. 

Vendingerne »ved et tysk sammenbrud« og »når det ventede sammen- brud nærmede sig« var tilstrækkeligt upræcise til i det følgende at kunne give anledning til uklarhed. Naturligt nok kom uklarheden til at præge brigadens personel. Hos dette var der et stærkt ønske om at blive indsat på et tidligt tidspunkt. Under de givne omstændigheder måtte imidlertid svenske ønsker og krav blive de helt afgørende faktorer. 

1. II De svenske betingelser 

Da Buhl gennem von Dardel i slutningen af oktober rejste spørgsmålet om hjælp over for statsminister Per Albin Hansson blev det nødvendigt for den svenske regering at tage stilling til de danske ønsker om hjælp af militær art. 

Den danske henvendelse var mindre behagelig for den svenske regering. Dels ønskede man ikke, at tyskerne skulle få mistanke om, at Sverige kunne tænkes at medvirke til angreb mod tyske tropper i Danmark og Norge, dels var man ikke glad for at medvirke til en evt. aktion mod danske kommunister, hvilket kunne fremkalde vanskeligheder i forholdet til Sovjetunionen. 

Statsminister Per Albin Hansson fremholdt imidlertid under forhand- lingerne i regeringen, som den 30. oktober for første gang tog problemet op til behandling, at det måtte være i svensk interesse at medvirke til at bevare en demokratisk ordning i Danmark efter krigenf). 

Det lykkedes trods visse modsætninger for Per Albin Hansson at samle regeringens flertal omkring et svar til danskerne, som gik ud på, at Sverige ville være villig til at etablere depoter for våben og anden udrustning, der kunne overføres med henblik på opretholdelse af ro og orden i Danmark ved besættelsens ophør, dog ganske vist ikke i det omfang, man fra dansk side ønskede. Den svenske regering forbeholdt sig i denne forbindelse også ret til at afgøre, hvornår de pågældende depoter kunne frigives. 

Regeringen kunne ikke stille en egentlig militæruddannelse i udsigt, men den ville undersøge, om der kunne findes en eller anden ordning, hvorefter danske officerer kunne lære at betjene svenske våben. En sådan uddannelse skulle i så fald foregå under etiketten »politiuddannelse«. 

Regeringen var endvidere indstillet på at tillade, at general Thornell modtog general Gørtz’ »befuldmægtigede«, men nogen bindende militær hjælp i en given situation var den ikke til sinds at stille i udsigt. 

Spørgsmålet om en eventuel svensk intervention i Danmark, som rejst af bl.a. Hedtoft-Hansen, blev overhovedet ikke berørt i svarene, hverken til Buhl eller Gørtz. 

Vejen til iværksættelse af den føromtalte Gørtz-plan syntes således banet, da general Knudtzon ankom til Stockholm for at gennemføre de detaljerede aftaler med svenske myndigheder. 

Imidlertid hændte der noget, som for en tid udsatte planens realisering. 

Allerede den 11. juli 1943 var den norske politiuddannelse påbegyndt i en lejr ved Gottroda, og i løbet af efteråret var der planer om at udvide personelantallet fra o. 300 til 1300-1500 mand, samt under dække af reservepolitiuddannelse at iværksætte militæruddannelse af yderligere 8000 mand^°). Den drivende kraft fra svensk side i disse planer var docent Harry Soderman, men udover socialministeren, Gustav Moller, og muligvis dennes statsråd Thorwald Bergquist, var ingen i regeringen tilsyneladende orienteret om planerne, der gik langt ud over det, regeringen havde godkendt. 

Da socialminister Moller derfor i et statsråd den 10. november frem- lagde Sodermans planer, rejste der sig indsigelser blandt regeringens medlemmer. På statsminister Per Albin Hanssons foranledning afviste man sagen, indtil den var nærmere undersøgt. De betydelige norske ønsker havde imidlertid nu gjort såvel den norske som også den danske uddannelsesvirksomhed til et endnu mere følsomt spørgsmål. Ikke mindst irriterede det flere af regeringens medlemmer, hvad nordmændene således i det skjulte havde opnået, og man frygtede, at spørgsmålet om våben- hjælp og politiuddannelse skulle kunne skabe vanskeligheder i forholdet mellem Tyskland og Sverige. 

En umiddelbar følge var, at Harry Soderman fik begrænset sine mulig- heder for egenhændigt at træffe aftaler med nordmænd og danskere^^). 

En anden følge var, at general Knudtzon, da han den 13. november indledte sme sonderinger i Stockholm, blev mødt med nogen reservation. Den svenske øverstkommanderende, general Thomell, gjorde det ved deres første møde klart, at det var udelukket at imødekomme det danske ønske om oplægning af våben og udrustning til 50.000 mand^^). 

Den følgende dag præciserede Knudtzon de øjeblikkelige danske ønsker. Det drejede sig om våben til en planlagt styrke i Sverige på 500 mand samt en omgående oplægning i depot af våben og udrustning til en infanteri- styrke på 2000 mand, som skulle opstilles i Danmark efter politistyrkens overførsel. Derudover bad Knudtzon om yderligere snarlig oplægning til 5000 mand, som det var tanken at organisere som to mindre infanteri- regimenter på Sjælland. For så vidt angår spørgsmålet om våben og udrustning til de resterende ca. 43.000 mand vUle han vende tilbage til dette. 

Da spørgsmålet om underbringelse af flygtninge henhørte under social- ministeriet fremsattes over for docent Harry Soderman tillige ønsket om en snarlig tilvejebringelse af en uddannelseslejr for ca. 400-500 mand. 

Soderman var meget velvillig indstillet, og allerede den 15. november kunne stabschefen ved den samme dag etablerede »Kommando for militære Flygtninge«, kaptajn P. A. F. Norup, og den designerede lejrchef, oberst- løjtnant F. L. Hvalkof, sammen med en repræsentant for Soderman undertegne en foreløbig lejekontrakt på kuranstalten Sofielund i det sydøstre Småland^®). Fra dansk side havde man oprindeligt ønsket en léjr i Skane, men dette blev aUerede fra begyndelsen kategorisk afvist fra svensk side. 

Der skulle imidlertid gå endnu en rum tid, før man kunne komme i gang med uddannelsen i Sofielundlejren. Hele resten af november måned behandlede den svenske regering ved flere lejligheder spørgsmålet om såvel de norske som de danske ønsker om militæruddannelse. 

Regeringens endelige beslutning blev taget på et regeringsmøde den 3. december 1943^^). 

Beyutningen indebar for dansk vedkommende tilladelse til uddannelse af o. 500 mand. Det var væsentligt for regeringen, at det skete inden for rammerne af, hvad en neutral stat kunne tillade sig. Uddannelsen måtte derfor ikke fremstå som militæruddannelse, men alene som reserve- politiuddannelse. Den skulle være under svensk kontrol. Våben til øvelses- brug måtte kun udleveres i et antal svarende til en trediedel af mand- skabsstyrken og kun omfatte håndvåben. Disse, såvel som våben, oplagt i depot, skulle forblive svenske og stå under svensk kontrol, indtil de evt. blev overført til Danmark. 

Den svenske regering krævede endvidere garantiJor, at det uddannede personel ikke ulovligt vendte tilbage til Danmark. Den danske gesandt, minister Kruse, blev personlig gjort ansvarlig over for den svenske regering herfor. Bruddet på denne aftale - som i øvrigt ikke var brigadens personel i almindelighed bekendt - da kaptajn 0. C. Brøndum og læge Jørgen Røjel illegalt vendte tilbage til Danmark i august 1944, medbringende en maskin- pistol og to pistoler, blev taget meget unådigt op af de svenske myndigheder og førte til, at Nordentoft og Munck måtte stille hos en forbitret svensk socialminister for at modtage en kraftig påtale^®). 

Ved den endelige regeringsvedtagelse fremholdt statsminister Per Albin Hansson, at det var i svensk interesse at uddanne så mange danske flygt- ninge, at disse selv kunne hjemføre tilstrækkelige våben fra Sverige til ordenens opretholdelse i Danmark ved Tysklands sammenbrud. En ind- griben med svenske tropper i en sådan situation skuUe herved kunne undgås^®). 

På disse betingelser gik regeringen ind på at tUlade den danske uddan- nelsesvirksomhed i Sofielundslejren, hvorimod man udskød stillingtagen til evt. oprettelse af yderligere lejre. 

Det var således under temmeligt restriktive betingelser »Kommandoen for militære Flygtninge« kunne påbegynde forberedelserne til »politi- og sportsmæssig Opøvelse«, men det skulle snart-vise sig, at der var lang vej igen, inden man kunne komme egentlig i gang med uddannelsen. 

Hele december og januar måned gik med at forhandle sig tilrette om uddannelsens indhold og omfang og om antallet af våben, der kunne stilles til rådighed, dels til egentlig uddannelse, dels til oplægning i depot med henblik på senere anvendelse i Danmark. 

Fra svensk side var man meget bekymret for evt. tyske reaktioner, men da disse viste sig at blive af begrænset omfang, gik man den 7. januar 1944 med til at udlevere 300 geværer, 100 maskinpistoler og 100 pistoler, dvs. et våben pr. mand ved en fuldt opfyldt belægningsstyrke, samt 10 lette 47 mm morterer^^). Våbnene skulle ganske vist være under kontrol af en til lejren knyttet svensk kontrolofficer. I praksis fik unidlertid også den danske lejrledelse rådighed over nøgler til våbendepotet. Den således tilvejebragte svenske kontrolvirksomhed havde derfor mere formel karakter. 

Den 26. januar besluttede den svenske regering yderligere, at et begrænset antal danske officerer kunne følge uddannelsen ved visse svenske panserregimenter og flyflotiljer^®). 

Inden uddannelsen kunne komme i gang skulle der også udarbejdes detailinstruktioner til berørte myndigheder og kontrolpersonel. Det blev derfor først den 11. februar, at de første våbenleverancer ankom til Sofielundlejren^^). 

Fra den første tilladelse blev givet den 3. december til uddannelsen kom i gang var der således gået to måneder, til gengæld var der, som det også vil være fremgået, sket en væsentlig svækkelse af de oprindeligt meget restriktive svenske betingelser. 

Det var naturligt, at Sverige af hensyn til sin neutralitet måtte være meget omhyggelig med, hvad man tillod af såvel danske som norske aktiviteter inden for landets grænser. Fra svensk side fastlagde man derfor nøje retningslinier for, hvorledes opståede spørgsmål skulle behandles. Forretningsgangen kunne dog ofte forekomme omstændig og langsommelig for »Kommandoen for militære Flygtninge«, som så det som sin opgave hurtigst og bedst muligt at få skabt en effektiv styrke, og som til tider havde svært ved at affinde sig med og finde vej gennem det svenske bureaukrati. 

Sager vedrørende forlægninger behandledes i Socialdepartementet, medens sager vedrørende våben henhørte under Forsvarsdepartementet, og behov for tekstiludrustning, støvler, køretøjer osv. skulle forelægges Folkhushållningsdepartementet. Det var derfor nødvendigt for Komman- doen at optage en !række forskellige kontakter og fremsætte sine ønsker over for alle disse departementer®“). 

Drejede det sig om sager af mindre betydning, der kunne behandles inden for rammerne af regeringens principielt givne retningslinier og tilladelser, kunne disse forhandles direkte mellem general Knudtzon og hans stab på den ene side og generahnajor H. Kellgreen, chef for Lant- forsvarets kommandoexpedition, eller Harry Soderman, som i Social- departementet havde etableret et særligt kancelli til at tage sig af den danske og norske politiuddannelse, på den anden side. Det var herefter op til de berørte ministre at træffe de endelige afgørelser. 

Var der imidlertid tale om spørgsmål af betydning for Sveriges neutra- litetspolitik eller som i øvrigt var af stor vigtighed, f.eks. økonomiske mellemværender, skulle disse altid rejses af minister Kruse over for statsministeren personligt med henblik på overvejelser i regeringen. 

Inden statsministeren overlod til fagministrene at træffe detailbeslutninger inden for vedkommendes departement i overensstemmelse med svensk forvaltningsskik, jf. note 19. 

I tillæg tU besværlighederne med det svenske bureaukrati kom yderligere, at minister Kruse ofte holdt igen med at viderebringe kommandoens ønsker og veg tilbage for at tage det økonomiske ansvar. Det var derfor ingen tilfældighed, at forholdet mellem general Knudtzon og minister Kruse hurtigt blev spændt, hvilket yderligere vanskeliggjorde Kommandoens kontakt med svenske myndigheder. 

Selv om general Knudtzon ved en parole i marts 1945 karakteriserede specielt de svenske myndigheders behandling af Kommandoens ønsker om våbentildelinger som »En Mur af Langsomhed«®^), må det dog konstateres, dels at den gruppe svenske officerer og civile embedsmænd, der skulle omsætte regeringsbeslutningerne til realiteter, fra først til sidst viste en hjælpsomhed og handlekraft, som alle danske, der kom i berøring med dem, værdsatte og stedse var taknemmelige for, dels at de svenske restriktioner efterhånden også lempedes mere og mere. Medvirkende hertil var naturligvis, at svenskerne, efterhånden som krigen udviklede sig stadigt mere til ugunst for Tyskland, følte sig friere til mere helhjertet og åbent at handle til fordel for de allierede og således også til fordel for de to nabolande, Danmark og Norge. 

I løbet af februar 1944 fik Kommandoen den svenske regerings tilladelse til oprettelse af en lejr ved Såtra Bruun i Våstmanland. Da dette sted, som var Uppsala Universitets ejendom, skuUe anvendes til universitetets kursusvirksomhed i sommerhalvåret, fik man rådighed over en erstatnings- lejr ved Håtunaholm i Uppland. 

Efterhånden som ikke alene tidligere militært uddannede meldte sig, fik man også tilladelse til at gennemføre rekrutuddannelse. I begyndelsen gik tilslutningen hertil dog noget trægt. Medvirkende til dette var bl.a., at den danske værnepligtslov ikke måtte tages i anvendelse, ligesom det, fordi svenskerne krævede politiuddannelsen hemmeligholdt, var svært at komme i forbindelse med flygtningene. Kommandoens personelafdeling under ledelse af orlogskaptajn H. Madsen søgte dog ved brug af et dupli- keret cirkulære at nå ud til så mange som muligt®^). 

Hertil kom, at der blandt flygtninge, og iøvrigt også inden for Sofielunds- styrken, cirkulerede rygter om, at organisationen var etableret med henblik på at nedkæmpe et kommunistisk kup ved besættelsens ophør. Rygter, som general Knudtzon energisk søgte at få aflivet. 

Den tidligere nævnte svenske tilladelse til at lade danske officerer følge uddannelsen ved svenske panser- og flystyrker førte i februar 1944 til, at 9 kom til uddannelse ved panserregimenteme P 3 i Strångnås og P 4 i Skovde, og i midten af marts fik 10 officerer tilladelse til at påbegynde flyvetræning ved 6 forskellige flyflotiljer. Endelig fik 16 officerer og under- officerer den 1. august tilladelse til at følge et kursus ved Marinen. Og allerede i februar var der skaffet plads til 3 officerer på et kursus ved den svenske infanteriskydeskole^®). 

Det må således konstateres, at svenskerne gennemgående stillede sig positivt over for danske ønsker om udbygning af Kommandoens organi- sation, men at man først og fremmest ønskede at tilgodese egne interesser og derfor var tilbageholdende, når det drejede sig om at organisere rekrut- tering og at tildele våben. 

Formentlig efter råd fra Harry Soderman havde Kommandoen undladt at fremsætte ønske om tildeling af tunge våben til styrken på de 2500 mand i november, men i forbindelse med udbygningsplanerne i februar bad man om at få stillet 20 mm kanoner, 37 mm panservæmskanoner og 81 mm morterer til rådighed i et begrænset omfang^^). 

Spørgsmålet om udlevering af disse typer våben, men også andre, var de kommende måneder genstand for indgående drøftelser såvel mellem Kommandoen og de svenske myndigheder, som mellem sidstnævnte ind- byrdes. Først den 9. jimi 1944^®) bemyndigedes Kungl. Majståts Armé- forvaltningen til for en periode på én måned at udlåne én 20 mm pvlvkanon, én 37 mm pvkanon og to tunge morterer samt 4 tunge og 6 lette maskin- geværer^®). Da måneden var omme, fik Kommandoen dog lov til at beholde disse våben i Sofielundlejren. 

Denne tilladelse var imidlertid bemærkelsesværdig og principiel, idet den svenske regering hermed for første gang fraveg sine oprindelige retningslinier for tildeUng af våben tU den såkaldte politiuddannelse. 

Som tidligere nævnt havde general Knudtzon udover at organisere og uddanne en kampstyrke også tU opgave -at indkøbe våben og udrustning og ammunition til så vidt muligt 50.000 mand med henblik på overførsel til Danmark, når tidspunktet var inde. 

Spørgsmålet om etablering af depoter blev derfor en sag, der optog såvel Kommandoen som de svenske myndigheder allerede fra Komman- doens etablering. 

Forhandlingerne herom pågik allerede fra december 1943. De endte ved udgangen af april 1944 med aftale om i første omgang at etablere to depoter, depot A for 2500 mand og depot B for 5000 mand ved A6 i Jonkobing^’). Fra svensk side havde man reservationer over for de danske ønsker, fordi oplægninger af en størrelsesorden, som den ønskede, ville medføre træk på beholdninger af våben og materiel, svenskerne selv havde behov for®*). Svensk imødekommenhed viUe derfor indebære iværksættelse af nyproduktion. Hertil kom, at de danske ønsker om etablering af depoter i Skåne, set fra et svensk synspunkt, var uhensigtsmæssige, da det ikke kunne udelukkes, at Sverige yUle blive inddraget i krigen, og Øresunds- kysten derfor ville være udsat. Oprindeligt ønskede svenskerne derfor depoterne etableret i Karlsborg i Vastergotland, men, som allerede nævnt, enedes man til slut om en placering i Jonkoping. Det var dog først med udgangen af august 1944, at oplægningerne var tilendebragt. 

Da forhandlingerne om etablering af disse indledningsvise depoter var ved at være tilendebragt, fremsatte general Knudtzon i slutningen af marts ønsket om at få etableret yderligere et depot, beregnet til en styrke på 5000 mand, som skulle opstilles i Jylland og på Fyn®^). Forhandlingerne om dette tredie depot foregik sideløbende med og i fortsættelse af de netop omtalte. Også dette ønske gik svenskerne ind på at imødekomme, men statsminister Per Albin Hansson overlod til forsvarsministeren at fastsætte, hvilke våben, der kunne overlades danskerne, og hvornår oplægning kunne påbegyndes. Det var en beslutning, som vUle være af- hængig af den svenske våbenproduktion. Endnu i efteråret 1944 var nogen afgørende stillingtagen hertil ikke sket fra svensk side. 

Bortset fra manglen på våben og udrustning var en bidragende årsag til, at svenskerne trak afgørelsen i langdrag, også den omstændighed, at tyskerne i april 1944 protesterede over den svenske hjælp til uddarmelse af norske og danske flygtninge. Deime tyske protestaktion, der indledtes med en note, som overleveredes udenrigsminister Giinther den 13. april, blev fulgt op af en kampagne i den tyskorienterde del af den svenske presse^®). Aktionen, som iøvrigt ledsagedes af rygter om en forestående tysk militær aktion mod Åland og et tysk overfald på Sverige, løb dog ud i sandet i løbet af maj måned, efter svenske forsikringer om, at uddan- nelsen af såvel danske som norske statsborgere sigtede på en situation, hvor tyske tropper og tysk administrationspersonel forlod de to lande. I en sådan situation skulle det uddannede mandskab kunne indsættes til at medvirke til opretholdelse af ro og orden. 

En medvirkende årsag til, at den tyske protestaktion brat ophørte, var nok også, at svenskerne fik en klemme på tyskerne, da da i midten af april beslaglagde tyske militære kort over Sverige blandt noget tysk transitgods til Norge. En episode, der blev slået stort op i den svenske presse, som nu krævede tysk transitering via Sverige standset. Episoden gav også den svenske regering anledning til at stille et sådant forbud i udsigt over for tyskerne. 

Situationen i april kompliceredes yderligere ved, at USA’s minister i Stockholm den 13. april afleverede en note med krav om indskrænkning af den svenske eksport af kuglelejer til Tyskland. 

Hidtil er beskrevet, hvorledes det lykkedes general Knudtzon at opnå svensk accept af og hjælp til opstilling af en kampstyrke og etablering af depoter til en større mobiliseringsstyrke i selve Danmark. Generalen havde dog endnu et væsentligt ønske til svenskerne, nemlig opnåelse af bistand til at bringe såvel mandskab som materiel hurtigt tilbage til Danmark. 

Allerede i begyndelsen af december 1943 rejste general Knudtzon første gang spørgsmålet om hjemtransport i en skrivelse til general Thomell. Han bad her om at måtte optage kontakt med en eller flere af den svenske øverstkormnanderende udpegede officerer med henblik på at forberede transport af 200-500 mand til Halsingborg eller Malmo samt overførsel herfra af mandskab og våben til Sjælland.^0- 

General Thomell besvarede Knudtzons henvendelse med at fastslå, at han fandt det bedst ikke allerede på dette tidspunkt at iværksætte den foreslåede planlægning, - og han tilføjede lidt syrligt, at det nok viUe være klogt først at komme i gang med uddannelsen og med at fremskaffe udrustning. Han lovede dog at ville vende tilbage til sagen. 

Således afvist, pålagde general Knudtzon sin egen stab at påbegynde planlægning af overførslen. I december fik Nordentoft og Mørch ordre til at udarbejde en beskrivelse af landgangsmulighedeme på Sjælland, og i januar 1944 organiseredes en særlig operativ afdeling i staben under ledelse af kommandørkaptajn F. H. Kjølsen med opgave at planlægge og forberede transporter i Sverige, samt overførsel til og landstigning på Sjælland. 

Fra januar havde stabens personelafdeling personlige indkaldelses- ordrer liggende klar til samtlige militære flygtninge, der ikke var indkaldte. Sammen med disse ordrer var oplagt 1500 væmepligtsbilletter, som man fra chefen for Jåmvågsstyrelsen havde fået tilsagn om at kunne benytte. Og som de værnepligtige skulle anvende som rejsehjemmel ved møde. 

I slutningen af januar 1944 fandt den svenske øverstkommanderende, at tiden var inde til at lade Kommandoen tage kontakt med svenske myndigheder med henblik på en fæUes planlægning for hjemtransporten. Han udpegede chefen for forsvarsstabens kommunikationsavdelning, overstelojtnant H. Kring, til at optage kontakt med danskerne. 

Straks efter at general Knudtzon den 3. februar havde fået kendskab til dette, udarbejdede han sit direktiv for den forestående fælles plan- lægning. Han anførte heri, at planlægningen skulle omfatte overførsel til Sjælland af 1100 mand samt våben og udrustning til to mobiliserings- styrker på henholdsvis 2500 og 5000 mand. 

Som ved tidligere lejligheder var forretningsgangen i det svenske bureuakrati imidlertid omstændelig. Først efter flere henvendelser fra Kommandoen lykkedes det den 25. februar at få gang i fællesplan- lægningen. 

Det var svenskernes opgave at planlægge for og forberede jernbane- transporterne af tropper og materiel til et koncentrationsområde i Skåne, at fremskaffe indkvartering dér og at forberede tilstrækkelig transport- tonnage i indladningshavnene, dvs. Malmo og Hålsingborg. Danskerne skulle på deres side opstille oversigter over indkvarterings- og over- skibningsbehov. 

Et særligt problem var beskyttelsen af overførslen. De svenske plan- læggere mente, at minestrygning kunne gennemføres med svensk hjælp. De var dog ude af stand til at give tilsagn om svensk beskyttelse af over- førslen. 

Dette aktualiserede yderligere Kommandoens ønske om at få klargjort de danske orlogsfartøjer, der var oplagt i Karlskrona. En henvendelse herom fra general Knudtzon til den svenske statsminister blev forsinket af den danske minister Kruse, der som tidligere omtalt var betroet at formidle sådanne henvendelser til den svenske regring. Først efter endnu et sammenstød mellem generalen og ministeren den 19. april blev hen- vendelsen viderebragt til statsminister Per Albin Hansson. 

Som før nævnt var svenskerne i april optaget af tyske protester over den svenske støtte til såvel danske som norske militære flygtninge. Anmodningen fremkom derfor på et meget ubelejligt tidspunkt, og såvel statsministeren som flertallet af den svenske regering var meget betænkelig ved at imødekomme det danske ønske. 

Regeringen besluttede dog den 25. april at give tilladelse til, at de danske orlogsfartøjer kunne klargøres'^^). Våben og udrustning skulle imidlertid oplægges på land og måtte først ombordtages, når regeringen gav tilladelse til at fartøjerne måtte afsejle fra Karlskrona. Den svenske regering havde hermed effektivt sikret sig kontrollen med de danske skibe. 

Med hensyn til tilvejebringelse af tonnage til overskibning diskuteredes flere muligheder. Forhandlingerne herom var komplicerede for så vidt som de vedrørte såvel folkeretslige som arbejdsretslige og økonomiske problemer. Med udgangen af august nåede man imidlertid til enighed om et forslag om at leje fartøjer fra svenske vestkystrederier. 

Det var dog en afgjort svensk betingelse, at hjemtransporten af danske styrker først kunne ske, når regulære krigshandlinger i Danmark var ophørt. Et forhold, som ikke mindst i forbindelse med folkestrejken omkring månedsskiftet juni/juli 1944 fandtes frustrerende for Kommandoen. For Sverige var balancegangen mellem Tyskland og de allierede imidlertid vigtigere end hensynet til at imødekomme danske ønsker. 

For danskerne var det »at kommé hjem r rette tid« derimod af helt afgørende betydning. Det optog alle, der var knyttet til Kommandoen. Frygten for »at komme for sent« var nærværende for alle. Den førte i februrar 1944 til en voksende misnøje i lejrene, specielt i Sofielundlejren, og til en henvendelse fra et antal yngre officerer til Ebbe Munck. Den førte videre til, at der forekom deserteringer fra lejrene og til, at enkelte officerer på eget initiativ - som tidligere omtalt - vendte tilbage til Danmark for at slutte sig til den aktive modstandsbevægelse der. Også Frode Jacobsen blev kontaktet for at få Frihedsrådet til at øve indflydelse på Kommandoens aktive indsættelse mod tyskerne i Danmark. 

Denne udvikling indeholdt et farligt perspektiv for den svenske regering. Det ville være uforeneligt med Sveriges stilling som neutral stat at med- virke til en overskibning af en militær dansk styrke med svenske våben til indsættelse mod tyskerne i Danmark. Det kunne hertil fremkalde en farlig tysk reaktion, der kunne ødelægge den svenske regerings bestræ- belser for at holde Sverige uden for krigen. 

Det er derfor ikke overraskende, at netop spørgsmålet Om omstændig- hederne under hvilke Kommandoen kunne vende hjem og tidspunktet herfor blev et af de mest følsomme under perioden i Sverige. Spørgsmålet kan konkretiseres til, om den danske styrke - således som det oprindeligt var den svenske regerings opfattelse, da man tillod den etableret - var en politistyrke, som en kommende dansk regering kunne disponere over i en vanskelig overgangsfase, eller om den i virkeligheden udviklede sig til en allieret styrke af danskere, som det officielle Sverige udrustede og gav husly til de allierede havde brag for deh? 

Dette spørgsmål skal forsøges klarlagt i det følgende afsnit. 

1. III Allierede ønsker og krav 

Under omtalen af Stockholm-planen i I afsnit blev det kort nævnt, at SOE var afvisende over for denne. Ikke mindst Gyths henvisning iBanmck- rapporten til, at et sådant korps kunne tjene som væm mod et kommunistisk kup, faldt SOE for brystet^®). Efter at Gyth havde redegjort for, at dette alene var fremhævet for at skabe den fornødne sløring af projektet, idet det, set fra svensk side, var en prekær sag at yde støtte til oprettelsen i Sverige af et miltært korps, rettet mod tyskerne, gav chefen for SOEs danske afdeling, Lt. Gommander R. C. Hollingworth, udtryk for beklagelse over, at afslaget var opfattet, som om man mente, danske officerer ikke ønskede at gå aktivt ind i kampen mod tyskerne. 

Dette ændrede dog intet ved, at SOE fra begyndelsen ikke var interes- seret i tanken om en dansk »politistyrke« i Sverige. Først på et ret sent tidspunkt voksede en allieret interesse for denne vigtige modstandsstyrke frem‘‘^). 

Der skal ikke her nærmere redegøres for de problemer, derj sluttelig blev løst i forholdet mellem Frihedsrådet og den militære ledelse, og som endte med enighed efter et »langt, næsten natligt møde« i begyndelsen af december 1943 mellem Frode Jacobsen og general Gørtz^®). Nok er det at konstatere, at Gtørtz - formentlig efter først at have konsulteret Buhl- kredsen - accepterede, at det danske militære personel under Gørtz kommando indordnedes i Modstandsbevægelsen under Frihedsrådet'*®). 

Kommandoforholdene var dog ikke hermed helt afklarede. Også spørgs- målet om hærens forbindelse med og godkendelse af en allieret over- kommando krævede en afklaring. 

Samtidig med at aftalen mellem Frihedsrådet og Gørtz blev indgået i København, opholdt Gyth sig i London for at føre forhandlinger med Special Forces. Her blev han stUlet over for et krav om at underskrive en erklæring om, at alt dansk personel i Sverige skulle stille sig til rådighed for det vestallierede hovedkvarter (Supreme Allied Command) i London, og altså anerkende allieret overledelse^''). 

Gyth vægrede sig indledningsvis ved at afgive en sådan erklæring på vegne af alle i Sverige værende danske militærpersoner, men efter pres fra Christmas Møller skrev han den 13. december i nærværelse af en medarbejder i SOEs danske sektion, Captain John Ray, under på følgende: 

»I... Gyth, as representative of the Peters (efterretningsofficereme) in Sweden, and in the belief that Peters represent the Danish General Staff, have read and agreed the following conditions which are deemed essential by the Supreme Allied Command as a basis for the consideration of any cooperation between the Supreme Allied Command and Danish Officers in Sweden and Denmark: 

1) Danish officers and men in Sweden are prepared to co-operate with the Supreme Allied Command (SAC). 

2) This co-operation will entail Danish Officers and men in Sweden and in Denmark obeying the orders of the Supreme Allied Command for all pre-D-Day and D-Day activities in both Sweden and in Denmark«. 

Straks efter underskrivelsen fløj John Ray til Stockhohn for at forhandle med Nordentoft og Mørch. General Knudtzon blev ikke inddraget i disse forhandlinger for ikke at belaste hans forhold til svenskerne. 

Nordentoft var straks indforstået med, at danske styrker i Sverige stillede sig under SAC kommando, men den endelige afgørelse af spørgs- målet måtte nødvendigvis træffes af general Gørtz i Danmark. 

Kaptajn V. Helk fik til opgave som kurér at tage til Danmark omkring årsskiftet 1943/44 for at forelægge den af Nordentoft accepterede aftale for general, Gørtz. Aftalen indeholdt, udover hvad allerede er nævnt i forbindelse med Gyths erklæring, også, at seks yngre officerer skulle sendes til England til faldskærmsuddannelse for senere at blive indsat som SOE forbindelsesofficerer til de i Danmark planlagte seks regioner. Endvidere skulle en ældre officer sendes over som rådgiver i SAC stab*®). 

Gørtz kunne imidlertid ikke umiddelbart acceptere den trufne aftale. Han var straks villig til at sende de seks yngre og en ældre officer til England, men han ville ikke uden videre indordne sig under engelsk kommando. For ham måtte det først og fremmest være danske instanser - dvs. Buhl-kredsen - og ikke engelske, der kunne fastlægge de retningslinier, hærens officerer burde arbejde efter. 

Han var derfor villig til at lade en ældre officer indgå i SAC som for- bindelsesofficer, men ikke som egentlig befuldmægtiget. Han betragtede ligeledes styrken i Sverige som sin manøvregruppe - direkte imder sin egen kommando. Han var naturligvis villig til at modtage ordrer fra London, men han ville forbeholde sig retten til at nedlægge veto, såfremt modtagne ordrer efter hans opfattelse stred mod danske interesser. 

Gørtz her refererede standpunkt vakte alvorlig bekymring i Stockholm, fordi det tydeligt afslørede, hvor langt han stod fra de stemninger, der i øvrigt var herskende i modstandsbevægelsen. 

I midten af januar 1944 måtte kaptajn Helk derfor igen tilbage med et nyt kurérbudskab, der præciserede SOEs krav vedrørende samarbejdet med 0-gruppeme og de øvrige modstandsgrupper i Danmark samt Kommandoens stilling i forhold til SAC. En accept af allieret kommando over de danske styrker i Sverige ville være ønskelig, men som udtryk for et kompromis kunne SOE acceptere, at de blev holdt udenfor. Helk medbragte et brev til generalen fra Nordentoft, der i særdeles skarpe vendinger opfordrede ham til at acceptere de engelske betingelser. Sam- tidig søgte Mørch ved et samtidigt brev til admiral Vedel at få denne til at påvirke Gørtz til accept. 

Da Helk vendte tilbage til Stockholm medbragte han Gørtz’ accept af aftalen, som ønsket af SOE og Nordentoft. Gørtz tidligere forbehold med hensyn til styrken i Sverige var helt udeladt. Her accepterede han helt allieret overkommando. For så vidt angår oversendelse af en stabsofficer var Gørtz stadig positiv. Han erklærede sig endvidere indforstået med at udstyre denne med en fuldmagt - som dog »ikke måtte strække sig til at gå med tU tåbeligheder«, som Helk udtrykte sig i sin rapport*®). 

Gørtz gav således alene tilsagn om samarbejde i forbindelse med opbyg- ning af en engelsk dirigeret illegal hær i Danmark. 

Da oberstløjtnant V. L. Hvalkof i sidste halvdel af februar 1944 ankom til London som Gørtz’ repræsentant, var SAC blevet omdannet til SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces) og invasionsfor- beredelseme var i fuld gang. I samråd med Hvalkof og Gyth udarbejdede SOE en detaljeret plan for den danske modstandsbevægelses organisation og virksomhed inden for rammerne af den fortsatte kamp mod tyskerne under SHAEFs ledelse. 

Det fremgår bl.a. af denne plan, at det, der benævntes »Den danske Organisation«, hvilket vil sige Gørtz’ grupper, skulle fortsætte planlægning med det formål at sikre opretholdelsen af ro og orden efter fjendtlig- hedernes afslutning samt hjælpe allierede tropper med afvæbning af tilbageblevne tyske tropper i Danmark. Den igangværende sabotage og planlægning af afbrydelsen af kommunikationslinier på D-dag skulle fortsætte i det, der benævntes SOE/SO organisationen. 

På et møde i Stockholm i midten af april forelagde Hollingworth denne plan for bl.a. Frode Jacobsen. Denne kritiserede bl.a. skarpt, at briterne i alt for ringe grad regnede med muligheden for en aktiv indsættelse af styrken fra Sverige. Det lykkedes imidlertid ikke Frode Jacobsen at få indført væsentlige ændringer i planen, der udmøntet i et »Directive covering operations to be carried out under the order of Allied High Command« blev overladt Frode Jacobsen den 27. april. 

Om Kommandoen hedder det i dette direktivs paragraf 2: 

»this force will, whilst recognising the Frihedsråd as the supreme co-ordinating council for all local action against the enemy, placing itself completely at the disposal of the Alhed High Command, to be put into action as soon as circumstances permit either in Danmark or elsewhere«. 

(Sidstnævnte hentyder til allierede tanker om i givet fald at indsætte styrken i Norge - en tanke, som var fremsat og godkendt allerede i oktober 1943'’®). 

Grodkendelsen af direktivet i Frihedsrådet trak ud bl.a. som følge af flere - ikke mindst de kommunistiske - medlemmers modstand. Efter nogle ændringer blev det dog endelig godkendt i løbet af maj, hvorefter SHAEF den 14. juni 1944 udsendte sin »Operation Order no. 1«, der fastlagde organisation, kommandoforhold og opgaver for de illegale styrker i Danmark, hvorimod Kommandoen overhovedet ikke omtaltes^ 

Dette vakte naturligvis nogen forundring i berørte kredse. Af interesse i den her beskrevne sammenhæng er det imidlertid at konstatere, at Kommandoen var integreret i en aftale om samarbejde mellem den danske modstandsbevægelse og de vestlige allierede under ledelse af SHAEF. 

General Knudtzon havde været holdt helt uden for forhandlingerne om disse aftaler, som altså byggede på tidligere af Gørtz trufne aftaler, dels med Frihedsrådet, dels med SOE. 

At den danske styrke i Sverige skulle kunne udløses på ordre fra SHAEF var imidlertid uden reel betydning, så længe den svenske regering ikkp havde accepteret dette. Der må derfor nu skabes klarhed på dette punkt. 

I august skulle Ebbe Munck besøge London. På grundlag af uroen i Kommandoens forlægninger og SHAEFs tavshed om Kommandoen i Operation Order no. 1 blev det besluttet, at han skulle forsøge at tage spørgsmålet om Kommandoens anvendelse op over for SHAEF. På et møde i juli mellem Munck, Nordentoft og Mørch samt de to engelske SOE repræsentanter, Tumbull og Ray, enedes man om, dels at forsøge at få Buhl til at skrive et brev til den svenske regering, som indtil videre skulle deponeres i Stockholm, dels at søge at formå de vestallierede til at lægge pres på den svenske regering for at formå den til at lade Komman- doen vende hjem, når man i Danmark anså, dér var behov herfor^^). 

Blandt de danske repræsentanter i London, først og fremmest den danske ambassadør, minister grev E. Reventlow, og Christmas Møller samt minister Henrik Kaufmann, der var kommet til London fra Washington, var der ikke udtalt interesse for at bede de vestallierede om at foretage et sådant skridt over for Sverige. Dels var Sverige med situationens udvikling blevet stadigt mere venlig stemt over for de allierede, dels ønskede specielt England ikke Sovjetunionen indblandet, da man anså Danmark for vest- allieret og ikke russisk interesseområde. 

Det var således den overvejende holdning blandt danskerne i London, men også i det engelske udenrigsministerium, hvor man havde sonderet spørgsmålet, at den bedste løsning ville være at lade svenskerne bestemme tidspunktet for Kommandoens afgang fra Sverige uden anden opfordring end fra danske instanser i selve Danmark. En vestallieret henvendelse burde dog for alle tilfældes skyld forberedes og ligge klar til aflevering i Stockholm. Efterhånden nåede også Nordentoft og Mørch, som i Stockholm havde sonderet spørgsmålet over for ledende svenske poli- tikere, til samme opfattelse. 

Afgørende måtte det derfor nu være at få en, set fra dansk synspunkt, acceptabel aftale i stand mellem danske og svenske politikere. 

Med dette formål foretog Hedtoft-Hansen, som repræsentant for Buhl- kredsen, en illegal rejse til Sverige omkring månedsskiftet august/september 1944. Hans forhandlinger med ledende svenske socialdemokrater med statsminister Per Albin Hansson i spidsen foregik i dybeste hemmelighed, og der blev alene truffet mundtlige aftaler. 

Det nøjagtige forhandlingsresultat foreligger således ikke dokumenteret, men Hedtoft-Hansen har i en beretning efter krigen omtalt det: 

»Vi forhandlede om Politiforlægningerne, Opstillingen af Den danske Brigade og Vaabenforsendelseme. Vi maatte herhjemme have sikkerhed for, at Styrkerne i Sverige, hvis det blev nødvendigt, fik Lov at rejse hjem«^^). 

Det, Hedtoft-Hansen nåede til forståelse med svenskerne om, var et tilsagn fra Per Albin Hansson om, at Sverige ville frigive Kommandoen på anmodning fra Buhl. Kodesignalet for denne anmodning var »Hans er blevet syg«. Foreløbig var det dog kun inderkredsen i det svenske Social- demokrati, der var gået ind på at imødekomme de danske ønsker. 

I løbet af den første uge af september blev spørgsmålet taget op i regeringen, og det lykkedes her Per Albin Hansson at få resten af regeringen til i princippet at acceptere, at polititroppeme og våben fra Sverige kunne sendes til Danmark på et signal til Per Albin Hansson fra »Danmarks legale myndigheder«, det vil i regeringens øjne sige Samarbejdsudvalget^^). 

Senere, den 22. september, blev denne beslutning forelagt i det svenske Utrikesnåmnd. Statsministeren fremhævede her, at man, såfremt en allieret invasion ville ske i Jylland, måtte forudse en dansk anmodning om at få politistyrkerne hjem for sammen med hjemmestyrkeriie at støtte de allierede. Statsministeren mente, at der af hensyn tU det fortsatte samarbejde i Norden efter krigen, i en sådan situation kun var ét at gøre, nemlig at give de danske politistyrker lov til at tage til Danmark. Efter en række meningsudvekslinger accepterede da også udenrigsnævnet stats- ministerens synspunkt. 

De svenske myndigheder havde hermed truffet en meget afgørende og vidtrækkende beslutning, som lå på grænsen af, hvad Sverige som neutralt land kunne tillade sig inden for folkerettens rammer, men som på den anden side var en naturlig konsekvens af krigens udvikling. Beslutningen fik - som det senere vil blive omtalt - væsentlig betydning for Komman- doens vilkår i Sverige. 

Forinden skal dog endnu en sidste brik i Kommandoens kommando- mæssige forhold bringes på plads. Dette skete, efter at Gørtz, tilslg^ndet af Flemming Muus og Svend Truelsen, i august 1944 uforbeholdent accepterede SHAEFs overkommando, hvorefter SHAEF anmodede Fri- hedsrådet om at optage Gørtz i dette og udnævne ham til øverstkomman- derende for alle danske styrker®®). 

Efter en række forhandlinger, hvorunder Gørtz fik godkendt den betingelse, at han ikke ville blive tvunget til at handle i modstrid med politikerne, godkendte Frihedsrådet den 6. oktober 1944 SHAEFs anmodning. 

I løbet af oktober organiseredes herefter en særlig afdeling inden for SHAEF, som fik til opgave ^t koordinere planlægningen af og forberedel- serne til Danmarks befrielse og overgang fra besættelse til fredsforhold. Afdelingen blev benævnt SHAEF Mission to Denmark. Den bestod af ca. 200 personer, hvoraf ca. 70 var britiske og amerikanske officerer. Som chef blev udpeget den britiske generalmajor Henry Dewing, der var direkte underlagt Eisenhower. I november udnævnte Reventlow efter Eisenhowers anmodning The Danish Military Mission to SHAEF med oberstløjtnant V. L. Hvalkof som chef®®). 

I begyndelsen af december 1944 besøgte Dewing Stockholm for at forhandle med general Knudtzon. Senest på dette tidspunkt var »Kom- mandoen for Militære Flygtninge« indordnet i et britisk-amerikansk- dansk politisk og militært samarbejde®^). 

1. IV Fra politikommando til Danforce 

Med den svenske - ganske vist stiltiende - godkendelse af, at Kommandoen ikke var en blot og bar politistyrke, men en del af den danske modstandshær og derigennem indordnet under den vestallierede overkommando, fik Den danske Brigade eller Danforce, som den nu kaldtes, friere vUkår. 

Fra efteråret 1944 til foråret 1945 militariseredes lejrorganisationen. Militære grader og distinktioner samt øvelser i felttjeneste blev indført, og bykamp fik en fremtrædende plads i uddannelsen^). 

I begyndelsen af september 1944 var der ialt o. 13.500 danske flygtninge over 16 år i Sverige, heraf var o. 4000 i alderen 18-35 år. Af disse tilhørte o. 1700 mand Brigaden, fordelt på Sofielundlejren og de to forlægninger ved Håtunahokn. I midten af september blev teltlejren ved Håtunaholm nedlagt, og styrken blev forlagt til Såtra Brunn. Samtidig blev besæt- ningerne til de danske orlogsfartøj er forlagt til Karlskrona®^). 

Efter interneringen af politiet i september 1944 blev der oprettet en særlig ordenspolitiforlægning med flygtede politifolk i Ryds Brunn. Senere i oktober fik general Knudtzon tilladelse til at etablere endnu en forlægning ved Ronneby Brunn, således at der kort før jul var ialt 1889 mand i Brigaden, fordelt på fire lejre: Sofielund, Håtunaholm, Såtra Brunn og Ronneby Brunn. 

I oktober var der en del misnøje, navnlig i Håtunalejren, som førte til' en henvendelse fra en del af mandskabet til det kontaktudvalg, der allerede i slutningen af 1943 var dannet blandt danske flygtninge for at støtte modstandsbevægelsen hjemme. Med denne anledning oprettede udvalget efter aftale méd general Knudtzon en »Komité for Fritidsbeskæftigelse ved Politiforlægningeme« med bl.andre Ebbe Munck, Erling Foss og den flygtede fagforeningsleder Emil S. Nissen som medlemmer. Denne komité udviklede sig snart til et instrument for modstandsbevægelsen til at skaffe sig indflydelse inden for Brigaden og knytte den nærmere til Friheds- rådet. Den blev imidlertid også et nyttigt instrument for Knudtzon i arbejdet for at skabe kendskab tU og good-will for Brigaden blandt de danske flygtninge®"). 

Da nemlig udsigterne til et snarligt tysk sammenbrud og en hurtig tilbagevenden mindskedes med den tyske Ardenner-offensiv i juledagene 1944, besluttede Knudtzon at forsøge Brigacien udvidet med 1200 mand. Den 30. december gav de svenske myndigheder tilladelse hertil. Med- lemmer af Kontaktudvalgets komité gik herefter ind i en hvervekampagne blandt flygtningene og udsendte - også med svensk godkendelse - en brochure »Danmark kalder dig til Politikorpset«. Endvidere fik Christmas Møller indrejsevisum og deltog i hvervekampagnen. 

I marts var man nået op på de ønskede 1200 mand og kampagnen kunne afblæses. Kadrene var nu udfyldte. 

Den 28.marts 1945 gav den svenske regering tilladelse til forøgelse af belægningen i Sofielundlejren med o. 200 mand. På dette tidspunkt var allerede etableret endnu en lejr i Tingsiyd til et motorvognsdetachement på o. 200 mand og et særligt brandkommando på o. 200 mand i Ryds Brunn. 

Straks inden Brigaden den 18. april med de svenske myndigheders tilladelse og udstrakte hjælp forlagdes tU et kantonnement ved Håckeberga i Skåne for at forøge beredskabet og indøve samarbejdet mellem enhederne, var organisationen således: 

I bataljon og pionerkommandoen med tilsammen 747 mand ved Håtunaholm, II bataljon med 356 mand ved Såtra Brunn, DI og IV bataljon med tilsammen 1036 mand ved Ronneby Brunn, V tunge bataljon med 611 mand ved Sofielund. Ved Ryds Brunn fandtes specialenheder og ordenspolitistyrken med ialt 422 mand samt i Tingsryd motorvogns- detachementet med 177 mand. Den sammenlagte styrke i lejrene, incl. administrationspersonel, udgjorde ialt 3349, af hvilke 718 var officerer og øvrige befalingsmænd. Hertil kom flotillen i Karlskrona med o. 200 mand samt det i staben indgående personel. 

Den uddannede styrke var dog større, idet nogle hundrede færdig- uddannede midlertidigt var »hjemsendt«. Til Brigadens organisation hørte også det tidligere nævnte brandkorps samt lottekorpset. Hertil kom et særligt arbejdskommando i Malmo og Lund, som skulle overføres sammen med denne. Ialt omfattede »Kommandoen for Militære Flygt- ninge« næsten 5000 personer i begyndelsen af maj 1945®^- Medens Brigadens sidste syv måneder i Sverige således var præget af en vældig udbygning, en intensiv uddannelsesvirksomhed og en stadigt mere positiv holdning fra svenske myndigheders side til disse forhold, var anvendelsen i Danmark af den genstand for drøftelser og overvejelser, i hvilke Brigadens ledelses og personels ønske on »ikke at komme hjem bagefter« kom i modsætning til opfattelsen hos de myndigheder, der kunne og skulle udløse dens indsættelse. 

Efter at chefen for SHAEF Mission to Denmark i begyndelsen af de- cember 1944 havde besøgt general Knudtzon i Stockholm, blev ritmester N. E. Leschly, der var chef for Brigadens operationssektion, sendt til London for nærmere at redegøre for Brigadens organisation samt de operative overvejelser, man havde foretaget, og hvad man i den anledning havde forberedt®^). 

Det blev hurtigt Leschly klart, at general Dewings opgave var »at genoprette ordnede Tilstande i Danmark under og efter den Overgivelse af tyske Tropper, som man hos SHAEF regner med vil ske i Danmark efter et tysk Sammenbrud«. General Dewing skuUe således ikke lede den danske modstandshær, Danforce og vestallierede tropper i eventuelle militære operationer mod de tyske besættelsestropper. SHAEF Mission havde imidlertid yderligere den opgave at formidle samarbejde mellem SHAEF, SFHQ (Special Forces Headquarters) og Danforce ved »at ind- samle et såa detailleret Materiale, at General Dewing er i Stand til at give den opererende General alle Oplysninger om nævnte Formationers (Mod- standsbevægelsen og Danforce) Ydeevne og Reaktionstider«. 

I efterfølgende møder med general Dewing og medlemmer af hans stab samt bl.a. Lt. Commander Hollingworth fra SFHQ måtte Leschly redegøre for den allerede gennemførte planlægning og forberedelse af Danforce’s udskibning fra Sverige og landsætning i Danmark. 

Man havde hertil forberedt to alternativer®^). General Knudtzon ønskede en overskibning ved anvendelse af et begrænset antal større skibe (Alternativ I). Det indgik i forudsætningerne for dette, at overførslen sikredes, og at der var sikret et brohoved på Sjælland. Om dette lykkedes skulle landsætning ske på et smalt kystafsnit, og der kunne derfor efter generalens opfattelse opstå et problem, såfremt et stort antal både skulle anvendes. 

Fra den svenske forsvarsstabs side foretrak man et alternativ, hvor man anvendte en udgangsgruppering i flere skånske havne med små både. Det var også den løsning den svenske udenrigsminister foretrak for at for- anstaltningerne skulle vække mindst mulig opmærksomhed, idet disse ville være et klart brud på art. 8 i XIH Haager-konvention. Også general Dewing anså denne løsning for bedst, men han understregede, at sådanne detaljer ikke vedkom ham. Han var blot interesseret for at få kendskab til Danforce’s hensigter. 

Leschly måtte endvidere over for Dewing gentage, hvad denne allerede havde fået kendskab til ved mødet i Stockholm, nemlig at Danforce ikke magtede nogen egentlig militær opgave af større omfang, men at man var indstillet på at kunne likvidere fjendtlige styrker af begrænset format, hvor disse måtte sætte sig til modværge i isolerede støttepunkter o.lign. 

Som afslutning på Lesclys møder med general Dewing og hans stab, slog generalen fast, at man i almindelighed som forudsætning for Danforce’s optræden i Danmark måtte have bragt de egentlige tyske styrker til stort set at have opgivet kampen. Generalen understregede videre, at planerne for Danforce’s landsætning måtte koordineres med modstandsbevægelsens operationer. Dette måtte være general Gørtz’ opgave som øverstkomman- derende for såvel modstandsstyrkeme som for Danforce at sørge for dette. 

SHAEF Mission regnede med at sende en kommission på ca. 50-100 britiske og amerikanske officerer til Danmark for at modtage de tyske hovedkvarterers overgivelse. En mulig opgave for Danforce kunne således blive at være »skytsbedækning« for disse. 

General Dewing nævnte endelig, at Danforce kunne få til opgave at rydde op i og likvidere Gestapo-hovedkvarterer landet over, idet man måtte anse disse for at have kommandoforhold af en sådan karakter, at man ikke dér følte sig overgivet, fordi den tyske værnemagt officielt opgav kampen. 

Ritmester Leschly rejste tilbage til Sverige med det indtryk, at Dewing og i endnu højere grad andre officerer, han forhandlede med, var indstillet på, at Danmarks beMelse skulle løses på fredelig vis ved, at de tyske tropper kapitulerede og rømmede Danmark uden kamp. 

En af officererne i SHAEF Mission, oberstløjtnant Braithwait, sagde rent ud til Leschly, »at man af al Magt vil søge undgaaet at bringe den egentlige Krig ind over Danmark«. Han var vel vidende om den hos alle frihedskæmpere i de besatte lande iboende trang, men han kunne i sit inderste ikke få sig til ét øjeblik at medvirke til at imødekomme disse menneskers nok så rimelige ønsker, når han kunne se, at det medførte blot én krigshandling, som ikke var strengt nødvendig i den store sammen- hæng. 

Dewing udtrykte sig ikke så klart over for Leschly og heUer ikke i det brev, han bad denne medbringe til general Knudtzon. Over for Lippmann havde han imidlertid den 9. januar givet udtryk for, at Danforce bare var »a tiny little detail«, selv om dens uddannelse var bedre, end han havde forventet, men næppe så realistisk som ønskelig. Man måtte derfor gøre sig klart, at styrken kun kunne indsættes imder de bedst tænkelige forhold®^). 

Inden afrejsen den 16. januar medvirkede Leschly dog ved udarbejdelse af en plan for koordinering af vestallieret flystøtte i forbindeis med Danforce’s landsætning og operationer på Sjælland, såfremt denne even- tualitet skuUe blive nødvendig. 

Problemer om, hvad der skulle ske i Danmark i krigens afsluttende fase, var imidlertid genstand for omfattende planlægning hos flere instanser. Det er ikke stedet her nærmere at redegøre for den planlægning, der fra svensk side foregik med henblik på en intervention i Danmark, enten ved anvendelse af regulære svenske tropper, af en svensk frivillig division eller ved udvidelse af de danske styrker i Sverige med en stor frivillige svensk styrke. Nok er at konstatere, at sådanne muligheder blev analyseret og planlægningen gennemført i detaljer®®). 

For så vidt angår kredsen af politikere omkring Buhl, Samarbejds- udvalget, så regnede de - efter at invasionsrygteme i september 1944 viste sig at være falske - næppe heller længere med en vestallieret invasion. De mente selv at kunne klare en eventuel kaossituation med egne kræfter, herunder de danske styrker i Sverige. Indgriben af svenske styrker under sådanne omstændigheder ønskede de ikke. De ventede amerikansk-britiske styrker til Danmark i en kort overgangsperiode. Derimod regnede de ikke med ankomst af russiske tropper, fordi de anså Danmark for liggende inden for vestmagternes interessesfære, selv om en artikel i det sovjetiske tidsskrift »Krigen og arbejderklassen« i november 1944, der tog stærkt afstand fra Buhl og hans kolleger i Samarbejdsudvalget, vakte en vis opsigt og bekymring®®). 

For de vestallieredes vedkommende lå hovedansvaret for planlægning af Danmarks befrielse i SHAEFs G-3 division. SHAEF Mission to Denmark havde i kraft af sin opgave, som tidligere omtalt, i særlig grad indsamlet oplysninger og derfor fået overdraget visse planlægningsopgaver, men havde, som det også tidligere er nævnt, ingen myndighed og slet intet ansvar for planernes iværksættelse. I de sidste måneder fandt det afgørende arbejde sted ved 21. Army Group og ved 2. Tactical Air Force. I løbet af marts-april præciseredes det, at eventuelle styrker til Danmark skulle komme fra 2. Armé og 83. Air Group®^). 

På baggrund af den tyske fronts sammenbrud i Frankrig og attentatet imod Hitler i juli 1944 udarbejdede SHAEF i forventning om et snarligt og endeligt tysk sammnebrud en plan for en sådan situation, benævnt Talisman. 

Ifølge planen skulle den træde i kraft, når den tyske regering eller over- kommando havde underskrevet en overgivelse, eller de væsentligste dele af de tyske styrker havde kapituleret eller var blevet overvundet. Planen indeholdt flg. målsætning: 

1) Primær afvæbning af og kontrol over tyske styrker 

2) Effektuering af kapitulationsbetingelseme 

3) Etablering af lov og orden 

4) Påbegyndelse af forholdsregler til fuldstændig afvæbning af og kontrol over de tyske styrker. 

De konkrete operationer var inddelt i tre trin, der skulle iværksættes successivt. Danmark henhørte udelukkende under trin IH og det hed om Danmark: »Afsendelse over land til besættelse af Danmark, hvis situa- tionen på det tidspunkt kræver det«. 

I september 1944 blev et revideret TaZisman-direktiv for Danmark udsendt. Det gik ud fra, at aUierede styrker ville befinde sig i området Kiel-Hamburg, når Tafc/ncn-situationen blev aktuel. Den allierede hær- gruppe her skulle kunne indsætte en styrke i Danmark, men, hed det videre, for tiden er det imidlertid ikke hensigten, at der skal afsendes en sådan styrke, medmindre situationen kræver det. Vi må derfor overveje om det er praktikabelt i hovedsagen at stole på den danske modstandsbevægelse, støttet af allierede luftstyrker og om nødvendigt af allierede landstyrker. 

Montgomery afviste imidlertid helt at sende tropper til Danmark, de rådige styrker skulle tværtimod anvendes til at støde så langt mod øst langs den tyske østersøkyst som muligt. 

Der var i det hele i den vestallierede ledelse ikke større forventning tU, at der ville opstå større kampe med tyske enheder i Danmark, og det var klart SHAEFs politik at søge noget sådant undgået. General Dewings udtalelser, såvel over for general Knudtzon, som over for ritmester Leschly, var i klar overensstemmelse hermed. 

Det var som konsekvens af SHAEFs interesse for stabile politiske forhold og for »ro og orden«, at der gennem Ole Lippmann oversendtes materiale til Buhl, hvori der blev gjort rede for franske og belgiske erfaringer med afvæbning og opløsning af modstandsbevægelsernes styrker. Hoved- sigtet var at undgå de borgerkrigstilstande, man havde fået i Grækenland, og de stærke konfrontationer, man oplevede i Frankrig og Belgien. 

Først den 16. aprU forelå det første dokument fra 21. Army Group vedr. Danmarks befrielse »Liberation of Denmark. Directive to 2. Army«®®). Det forudså, at den chef, der blev udnævnt af 2. Army, ville have mindst 28.000 modstandsfolk, »highly organized and of well proven enterprise«, til rådighed. Herudover kunne han disponere over Danforce, idet dog beslutningén om at overføre denne styrke skulle tages af 21. Army Group i konsultation med 2. Army. Ordren skulle kommunikeres til Danforce gennem SFHQ. Direktivet nævnte intet om de begrænsninger, den svenske regering udøvede i den frie dispositionsret over Danforce. Da Dewing imidlertid var klar over dette forhold, foreslog han den 3. maj, at beslut- ningen blev overladt tU den svenske og en evt. nydannet dansk regering, idet han udtrykte et håb om, at den danske regering ville bede om SHAEFs godkendelse. 

Også i Gørtz stab (Den lille Generalstab) beskæftigede man sig med Brigadens tilbagevenden, og der var god overensstemmelse mellem syns- punkterne her og SHAEFs planer. I en meddelelse den 21. februar 1945 over Pilken - Den lille Generalstabs illegale kabelforbindelse fra Char- lottenlund til Malmo - fra Gørtz til Knudtzon hedder det således: 

»En almindelig forudsætning (for Brigadens landsætning) vil natur- ligvis være, at den danske modstandsbevægelses styrker, som følge af tysk sammenbrud, har kunnet mobiliseres i hvert fald i København og på Sjælland i et sådant omfang, at der skønnes at være mulighed for, at man ved indsættelse af disse styrker kan gå i aktion. Denne aktion vil i første omgang gå ud på at sikre livsvigtige samfunds- objekter mod tysk overlast og spærre tyske tropper inde i kaserner, lejre og andre lokaliteter. I betragtning af modstandsbevægelsens beskedne styrker og navnlig dens beskedne udrustning med våben og ammunition vil en sådan aktion uden hjælp fra allieret side ikke kunne sættes i værk, før den tyske værnemagt og politiet, som følge af totalt sammenbrud, er i fuld opløsning. Man er herhjemme yderst interesseret i, at få Danforce sat ind på det tidligst mulige tidspunkt, men man ønsker på den anden side ikke at spille hasard med denne styrke. Det må anses for mest sandsynligt, at styrken ønskes landsat på strækningen København-Helsingør«®**). 

På grundlag af denne ret upræcise angivelse af, hvor Brigaden skulle landsættes, videreførtes ved Brigadens stab den planlægning, der allerede var påbegyndt i december 1943. Arbejdet i operationssektionen mundede ud i et plankompleks, omfattende tre alternative operationsplaner, der den 15. april blev underskrevet af general Knudtzon^"). 

Inden disse planer nærmere omtales skal det kort nævnes, at Friheds- rådets K-udvalg omkring 1. april besluttede, at der primært skuUe forberedes en landsætning i Helsingør Havn, og at der for at sikre en sådan skulle forberedes etablering af et brohoved omkring havnen ved anvendelse af 250 mand fra de københavnske O-grupper, et tilsvarende antal fra BOPA samt mindst 500 mand fra modstandsbevægelsen i Helsingør og i Frederiksborg Amt. Allerede inden denne plan, der skulle udarbejdes af Sjællandsledelsen, var færdig, blev den afblæst. Det skete formentlig, fordi Den lille Generalstab var klar over, at Buhl, som var den eneste, der kunne udløse Brigadens overførsel, ikke ville beordre dette, før der var sikkerhed for, at den ikke ville komme i kamp med regulæré tyske styrker''^. 

Landsætningsplaneme^^) forudsatte, at de tyske tropper var væsentligt svækkede, enten på grund af opløsning eller fordi, de var ved at forlade landet. Modstandsbevægelsen skuUe være aktiveret og havde sikret et brohoved. De allierede skulle kunne yde luftsikring og rekognoscering og udføre bombning mod punktmål. Ordre til afgang skulle tilgå den fuldt mobiliserede Brigade ved Håckeberga senest kl. 12 for at 1. vendings landsætning skulle kunne være afsluttet en 1/2 time før solopgang. Såfremt Brigaden først skulle alarmeres måtte påregnes to døgn ekstra. 

Allieret eller svensk sikring mod tyske flådestyrker med maritime enheder ville være ønskelig - evt. måtte en allieret henvendelse til den svenske regering overvejes. Fast stationerede tyske vagtskibe skulle angribes énten af fly eller flådeenheder, evt. den danske flotille. Den i Sverige uddannede danske flystyrke påregnedes ikke indsat. Den planlagte hjælp af svenske panserenheder, der var forberedt efter aftale mellem Brigaden og den svenske forsvarsstab, krævede dels den svenske regerings godkendelse, dels 4 dages varsel. En forudsætning var det også, at man kunne få passende tonnage til rådighed til overførslen. Endelig forudsattes tilstrækkelig tonnage tU rådighed i Malmo til overførsel af forsyninger. 

For samtlige tre alternative operationsplaner gjaldt, at fortroppen på 

o. 700 mand og 1. vending på o. 1000 mand skulle udskibes fra Landskrona, Borstahusen og Ålabodema på dampskibe og fiskekuttere, medens 2. vending og transportfartøjeme med tungt materiel skulle udgå fra Malmo. Fartøjernes ruter og tidsangivelser for overførslen fremgik af planerne. 

Ifølge operationsplan I skulle fortroppen med 7.5 knobs fart føres over Sundet på 2^4 time og 1. vending med 6 knobs fart på 2V^ time. Land- sætningen skulle ske på strækningen Snekkersten-Espergærde, hvor et indledende, smalt brohoved skulle sikres. Når 1. vending var landsat, skulle brohovedet udvides til en linie over Tibberup-Nyrup Gd.-Rørtang- Hestens Bakke for at sikre landsætningen af 2. vending. Når denne var landsat, skulle hele styrken trækkes mod nord for at tage Helsingør og danne et brohoved om byen fra Borup Gd. - vest om Teglstrup Hegn - til Hellebæk, alt afhængig af de foreliggende dispositioner og ordrer fra modstandsbevægelsen. 

I selve den skrevne ordre siges intet om landsætning i Helsingør Havn, men på operationskalken er angivet en pil pegende ind i havnen med påskriften »Landgang her, hvis Helsingør er rømmet«. 

Ifølge operationsplan II skulle landsætningen ske mellem Rungsted og Vedbæk, og ifølge operationsplan HI mellem Taarbæk og Klampenborg. 

Planerne er interessante derved, at de forudsatte et eventuelt samvirke med svenske flådestyrker og direkte indsættele af engelsk-amerikanske fly samt med modstandsbevægelsen. For at få svenskerne til at medvirke forudsattes, som nævnt, en evt. allieret henvendelse til den svenske regering. En henvendelse, som Ebbe Munck-kredsen i samarbejde med den svenske forsvarsstabschef, general Ehrensvard, havde forberedt på vegne af »Danmarks Frihedsraad og de fire store politiske, samarbejdende Partier, repræsenteret ved fhv. Statsminister Buhl«, og som de afleverede til statsminister Per Albin Hansson og udenrigsminister C. Giinther den 14. april. 

Statsministeren fandt imidlertid henvendelsen uklog og afviste på det bestemteste svensk indgriben. På et senere møde, den 21. april, meUem Munck og Giinther var sidstnævnte dog knapt så afvisende, såfremt der skulle opstå en kaos-situation i Danmark, hvilket han dog ikke anså for sandsynligt. I en anden sammenhæng, nemlig i en samtale med den tyske legationsråd Duckwitz den 28. april, anvendte Per Albin Hansson dog muligheden for svensk intervention i Danmark som et pressionsmiddel, idet han anførte, at en eventuel tysk slutkamp i Danmark ville vaére helt udsigtsløs: »Eine derartige sinnlose Zerstorung wird sich Schweden eventueU durch Intervention wiedersetzen«''®). 

I dagene mellem den 20. april og den 2. eller 3. maj opholdt general Dewing sig i Sverige sammen med medlemmer af sin stab og repræsen- tanter for SFHQ, deriblandt Lt. Commander Hollingworth. Udover at inspicere Brigadens feltøvelser omkring Håckeberga og sætte sig ind i Brigadens nyeste planer for overførslen, forhandlede Dewing og Holling- worth også med de danske repræsentanter i Stockholm om problemerne omkring signalsystemet i forbindelse med Brigadens udløsnin'g. 

Udgangspunktet var den af Ebbe Munck kendte dansk-svenske aftale om, at Buhl skulle sende en kodemelding til Per Albin Hansson for at få Brigaden hjem. Buhl skulle således give »gult lys<< for udløsningen. Derefter skulle der gøres klar til at afsende Brigaden, hvilket skulle ske, når SHAEF gav »grønt lys« fra Dewing, dels via major John Ray, der netop var ankommet som SHAEFs forbindelsesofficer tU Knudtzon i Sverige, dels via Ole Lippmann til Gørtz i Danmark. 

Selv om Buhl, som den eneste, kunne få svenskerne til at lade Brigaden slippe ud af Sverige, så kurme SHAEF i virkeligheden holde den tilbage i Sverige, såfremt de allierede fandt det ønskeligt. På et møde i den svenske forsvarsstab gjorde Dwing i sin egenskab af repræsentant for Eisenhower og dennes forbindelsesmand til Brigaden, det klart, at SHAEF opstillede følgende tre hovedforudsætninger for, at Brigaden kunne sættes ind^^): 

1. Fuldstændig koordination mellem 21. Army Group og Danforce. 

2. De tyske styrker på Sjælland skulle være så decimerede, at ^ Danforce kunne klare sig. 

3. Den tyske flåde måtte være på det nærmeste ikke-tilstedeværende i farvande omkring Øresund, eftersom man ikke ville kunne regne med støtte fra allierede søstridskræfter under overførslen. 

Med Brigadens feltenheder samlet til feltøvelser omkring Håckeberga ca. 30 km øst for Malmo, med flotillen klar i Karlskrona, med planlægning og forberedelser til overførsel tilendebragt og signalsystemet for udlsøsning af Brigaden fra Sverige klarlagt, var alt rede til, art det tidspunkt skulle indtræffe, som alle i Brigaden med længsel ventede på. 

V Brigaden vender hjem 

Den 29. april begyndte begivenhederne at tage fart^^). Kl. 03.00 blev general Knudtzon vækket af den vagthavende officer, som meldte, at der var indløbet en rapport om, at dr. Best havde forespurgt, om danskerne kunne modtage den tyske kapitulation og yde tyskerne sikkerhed i for- bindelse med internering. Da Knudtzon også fra anden side havde hørt rygter i samme retning, beordrede han straks de forberedte indkaldelses- ordrer til »hjemsendt« personel udsendt. Chefen i Karlskrona fik ordre til at forberede 2 timers beredskab, samtidig fik han svensk tilladelse til at ombordtage 40 mm ammunition på torpedobåden Havkatten. 

Generalen anmodede endvidere de svenske myndigheder om tilladelse til at forlægge flotillen til Malmo, hvortil også transportfartøjerne ønskedes koncentreret med 12 timers beredskab. Samme dag gav den svenske for- svarsstab tilladelse til udlevering af al feltudrustning og ammunition til Brigaden ved Håckeberga. 

Den 30. april blev en travl dag for de svenske myndigheder. Forsvars- stabschefen forelagde regeringen ønsker om gennemførelse af visse bered- skabsforanstaltninger, og repræsentanter for Eisenhower anmodede om stabssamtaler med henblik på at få klarhed over, hvorledes svenskerne ville være i stand til at medvirke til at få afsluttet besættelsen af Norge og Danmark. Også spørgsmålet om den danske flotilles forlægning til Malmo skulle forelægges regeringen. Ved 18-tiden kom der et positivt svar på sidstnævnte henvendelse, og i løbet af natten til 1. maj skete forlægningen under svensk eskorte. 

I løbet af aftenen den 30. april og morgenen den 1. maj modtog den svenske forsvarsstab alarmerende meldinger om tyske troppebevægelser på Sjælland, som tydede på, at tyskerne var ved at forlade øen. Da general Knudtzon fik melding herom, besluttede han at oprette en fremskudt kommandostation i Malmo, hvortil ritmester Leschly blev befordret med et svensk bombefly. Knudtzon bad også om tilladelse til at flytte styrken ved Ruds Brunn til Malmo, og ifølge major Peterséns oplysninger til forsvarsstabschefen overvejede han også at anmode om tilladelse til at overføre Brigaden. 

Til trods for, at såvel Knudtzon som Ehrensvård nøje kendte bestem- melserne for Brigadens udløsning, beordrede den svenske forsvarsledelse Militærområde I til at forberede transport i løbet af 1. maj af de danske styrker til vestkysthavnene i overensstemmelse med den af Brigaden udarbejdede transportplan. Ehrensvård beordrede endvidere de svenske eskortejagere til at forblive i Øresund. 

Major Carl von Horn, som om formiddagen den 1. maj fløj til København, kunne om aftenen melde til Stockholm, at de tyske troppebevægelser på Sjælland skyldtes koncentration af styrker i Køge Bugt af frygt for en russisk landsætning, og at to tyske krydsere - Niinberg og Prinz Eugen - stadig lå i København. De falske rygter om tysk rømning havde altså imidlertid fået såvel den svenske forsvarsstab som general Knudtzon til at træffe forberedelser til Brigadens hurtige hjemvenden. 

Man måtte dog hurtigt slå koldt vand i blodet. Om aftenen den 1. maj modtog udenrigsministeriet nemlig et ciffertelegram fra en af dets embeds- mænd, som også forhandlede i København. Telegrammet havde følgende ordlyd: 

»For statsministeren = Buhl, Hedtoft-Hansen og H. C. Hansen under- streger indtrængende vægten af det givne løfte om, at ingen politi- tropper tillades at forlade Sverige uden kontakt med politikerne. Buhl har over for mig understreget, at kommunismen i Danmark ville miste sine udviklingsmuligheder, såfremt den tyske besættelse ophører ophører uden kamp«^^). 

Telegrammet fik den ønskede virkning i Sverige. Da de svenske social- demokratiske ministre vendte tilbage efter at have deltaget i 1. maj-møder rundt om i landet, kunne Ehrensvård notere, at forsvarsminister Skjold havde bemærket »at statsministeren på grund af meddelelsen fra Køben- havn var yderst urolig for at »provokere« noget i Skåne eller Øresund. Derfor burde de svenske jagere trækkes bort«’®). Han var også urolig for forberedelserne med hensyn til klargøring af transportfartøjeme. - De svenske kystjagere forblev dog i Øresund. 

Også på den danske side af Øresund var aktiviteten livlig. Gørtz bad den 2. maj Lt. Commander Hollingworth, der stadig var i Stockholm, om at sørge for, at SHAEFs ordre om, at han overtog den operative ledelse i Danmark kom senest, når ordren om »open resistance« på Sjælland var umiddelbart forestående. 

Natten til 2. maj rapporterede den svenske minister von Dardel, at sammensætningen af en dansk regering var klar, og at dr. Best var klar til at aflevere den tyske kapitulation. 

Den 4. maj om morgenen var situationen ved Brigaden følgende: General Knudtzon og en del af hans stab var stadig i Stockholm. Et mindre antal danske officerer og øvrigt personel fulgte fortsat uddannelsen ved svenske enheder. 

I kantonnementet ved Håckeberga var Brigaden på o. 4550 mand rede til afgang. I Malmo var arbejdskommandoet klar til at sørge for overførsel af det materiel, som for dansk regning var oplagt i depot. Derimod var den forberedte flytning af ordenspolitistyrken fra Ryds Brunn ikke gennm- ført. I Tingsryd lå et panservæmskompagni, som havde påbegyndt ud- dannelsen så sent som den 28. april. 

Den danske flotille, der 1. maj var ankommet til Mahno, omfattede en torpedobåd, tre minestrygere, ni patruljefartøjer samt en motorbåd. Isbryderne M/ø/ner og Holger Danske og otte lejede transportfartøjer samt en del af den såkaldte Svitzer-flotille lå også i Malmo. Resten af Svitzerilotillen lå i Landskrona. Her og i andre havne-dog ikke Hålsingborg- lå yderligere nogle danske skonnerter og motorbåde samt lejede svenske fiskekuttere. , 

Chefen for Øresunds Marinedistrikt rådede i Malmo over to jagere af Ehrenskjold-klassen, nogle torpedobåde, to større og seks mindre mine- strygere samt 20 patruljebåde. Ved distriktet udai'bejdede man på ordre fra chefen for Forsvarsstabens Marinoperationsavdelning i løbet af aftenen den 3. maj og den 4. maj to alternative planer for beskyttelse af overførslen. 

Da de var færdige blev den danske flotilles forbindelsesofficer, kaptajn- løjtnant S. Thostrup, tilkaldt kl. 20.00 for at få planerne forelagt. Medens man gennemgik dem, indløb meddelelsen om den tyske kapitulation i Danmark. På eget initiativ beordrede Thostrup straks alle fartøjer på 1 times afmarchberedskab. 

I general Knudtzons stab i Stockholm hørte man i svensk radio kl. 20.25, at kapitulationen ville træde i kraft den 5. maj kl. 08.00. Kort efter meldte docent Soderman, at han havde opsøgt statsministeren, som havde gjort ham klart, at ingen danske tropper måtte forlade Sverige, før han havde modtaget anmodning derom fra Buhl. 

I pressehovedkvarteret, som 1. maj var oprettet i Malmo, hørte Ebbe Munck meddelelsen om kapitulationen. Han begav sig straks tU Pilkens modtagestation ved Limhamn, hvor Nordentoft opholdt sig. Endnu kl. 22 havde man intet hørt fra København. Nordentoft bad derfor Munck om i motorbåd at tage til København for at få rede på, hvorfor frigivelsessignalet ikke var indløbet. På vej ned ad trappen blev han kaldt tilbage. Medde- lelsen om at »Hans er blevet syg« indløb. Netop som det signal, der efterfulgte kodeordet - og som indleder denne artikel - var ved at indløbe, ringede Mørch fra Stockholm. Han fik derfor straks dikteret signalet til viderebefordring til Knudtzon. 

Kl. 22.45 blev forsvarsstabschefen, general Ehrensvård, ringet op af statsministeren, som meddelte ham, at de danske tropper skulle sendes hjem den 5. maj om morgenen. 

Den 4. maj kl. 22.00 var kommandørkaptajn E H.Kjølsen, chefen for Brigadestabens marineadeling, med tog ankommet til Mahno fra Stockholm. Ved 23-tiden gav Knudtzon ham telefonisk ordre til at lade skibene gøre klar til afsejling til Hålsingborg, så snart svensk tilladelse forelå. Omtrent samtidig fik chefen for marinedistriktet sejltilladelse for såvel den svenske eskorte som de danske fartøjer. Kl 00.30 indløb så ordren til Kjølsen om, at alle fartøjer, med undtagelse af de svenske transportfartøjer, skulle afsejle til Hålsingborg. 

For så vidt angik transporten af styrkerne fra Håckeberga til Hålsingborg var der indledningsvis nogen uklarhed. Ved Milo I modtog man kl. 21.00 ordre til at holde en times beredskab ved de transportenheder, som skulle motortransportere de danske styrker. Kl. 22.40 fik man meddelelse om, transporterne først kunne forventes beordret efter kl. 08.00 den 5. maj. Men kl. 23.45 kom imidlertid ordre til at gennemføre transporterne i løbet af natten, så enhederne var klar til overførsel til Helsingør fra kl. 06.00. 

Kort før midnat af gik en dansk rekognosceringsstyrke med egne køretøj er og fra kl. 01.30 påbegyndtes transporterne af resten af de danske enheder ad ruten Genarp - Lund - Landskrona - Hålsingborg, idet politi fra Lund sørgede for vejvisning. Om morgenen kl. 05.00 var alene feltlazarettet tilbage i Håckeberga. 

Undervejs til Hålsingborg ombord på Mjølner udarbejdedes under Kjølsens ledelse de endelige detaljer vedrørende fordelingen af den tU indskibning bestemte styrke samt øvrigt vedrørende formation, sikring, kajplads i Helsingør m.v. Som situationen udviklede sig, viste det sig muligt at geimemføre overførslen udelukkende på dansk køl. 

Samtidig begav ritmester Leschly sig i bU fra Malmo til Hålsingborg for at træffe aftaler med havnemyndighederne og modtage styrkerne fra Håckeberga. Han ankom kl. 04.30 og fik straks kontakt med havne- kaptajnen, med hvem han aftalte forskeUige indlastningsspørgsmål. 

Da regimentschefen, oberstløjtnant F. L. Hvalkof, ankom kl. 06.00 - samtidig med at Mjølner løb havnen ind - blev han orienteret om juste- ringerne til de forberedte planer. Den eneste ændring til den forudsete troppeinddeling blev, at man lod de tunge våben fra V. bataljon, som var forudset at skulle indgå i fortropsbataljonen, forblive ved V. bataljon, da overførslen nu kunne forudses at finde sted under fredsmæssige forhold. Der var derimod ændret på de fartøjer, som man i planen havde udpeget til de forskeUige enheder, idet jnan var henvist til at benytte den tonnage, der lå på det korteste varsel. Endvidere rekvirerede man den oplagte færge Dan, hvorved mulighederne for overførsel af køretøjer øgedes betydeligt. Under indskibningen opstod mindre vanskeligheder, fordi enhederne ikke som forudsat havde udpeget førselsofficerer. En instruks til disse var udsendt den 2. maj, men af ukendte årsager var den ikke kommet enhederne ihænde. 

Kl. 07.15 ankom general Knudtzon, stabschefen, kaptajn Norup og SHAEFs forbindelsesofficer, major John Ray, efter at være fløjet fra Stockholm til Ljungbyhed i et svensk bombefly. På dette tidspunkt var de første enheder ankommet til havneområdet og fra kl. 08.00 påbegyndtes indskibningen. 

Afgangen med den første transport, ialt ca. 2000 mand, blev forsinket og skete først kort efter kl. 10.00, idet man ønskede at undgå sammenstød med en tysk torpedobåd og nogle ubåde, der netop, som man var klar til afgang, var på vej gennem Simdet på nordlig kurs. Den svenske øverst- kommanderende, general Jung, som også var kommet til Hålsingborg, beordrede de svenske eskortefartøjer til at følge med ud midtsunds, men ikke længere. 

Ved 13-tiden var størstedelen af Brigaden i land i Helsingør. Det meste af det tunge materiel var overført ved 10-tiden. Overførslen var dog først tilendebragt den 6. maj. På dette tidspunkt var 4759 mand og ca. 3500 t krigsmateriel og køretøjer bragt hjem til Sjælland. 

Efter en overstrømmende velkomst i Helsingør, men også en kort skudveksling i havnen om eftermiddagen, rykkede Brigaden den 6. maj til København, hvor velkomsten ikke var mindre entusiastisk, men også med kortvarige ildkampe med Hipo-folk og enkelte tyskere. Under march ad Jagtvejen-Falkoner allé mistede IV bataljon tre brigaderer under et ildoverfald fra hustagene på hjørnet af Jagtvej og Rantzausgade. En faldt på stedet, medens to hårdt sårede døde få dage senere™). 

Brigaden blev hurtigt fordelt til bevogtningsopgaver. De fire lette bataljoner blev sendt til Jylland, hvor hovedparten af styrken indgik i det nyoprettede grænsekommando, medens V. bataljon forblev i København og på Sjælland. 

Den 10. juli opløstes Brigaden og personellet hjemsendtes. 

Som konklusion på de indledningsvis rejste problemer, må det efter det i det foregående fremlagte kunne konstateres, at det alene var det initiativ til oprettelse af en dansk væbnet styrke i Sverige, der kunne samle tilslutning fra såvel Buhl-kredsen, som den svenske, socialdemo- kratiske statsminister Per Albin Hans son, der kunne realiseres. Selv om såvel Frihedsrådet som allierede myndigheder fik indflydelse på såvel Brigadens opbygning som dens planlagte anvendelse, så var og blev Brigaden »en affære mellem Buhl og Per Albin Hansson for den indre ordens opretholdelse i Danmark ved tiden omkring de tyske besættelses- troppers sammenbrud og kapitulation«®®). 

Efter en indledningsvis meget restriktiv holdning fra det officielle Sveriges side til danske ønsker, øgedes den svenske hjælp til Danmark under indtryk af de allieredes vældige fremgange og pres på Sverige for mere helhjertet at slutte op bag de allierede. En opslutning, som sluttelig resulterede i et direkte samarbejde med de vestallierede med henblik på at overkomme krigsafslutningen såvel i Danmark som i Norge®i). Hjælpen til Danmark blev givet stadigt mere åbent og i stigende omfang. Uddannelsen og organisationen i de danske forlægninger militariseredes, og fra at have været let bevæbnede feltpolitiafdelinger forvandledes de danske styrker til fem nogenlunde alsidigt bevæbnede infanteribataljoner, hvoraf en tung bataljon. 

Hele denne svenske hjælp blev givet på grundlag af kreditter som rentefrie lån under krigen. Værdien af disse kreditter samt det overladte krigsmateriel udgjorde skønsmæssigt anslaet o. 70 mUl. kroner. I 1946 eftergav Sverige iøvrigt storsindet disse lån. 

Brigadens hjemkomst til Danmark foregik i fuld overensstemmelse med de ønsker og håb, som næredes ad såvel de danske som svenske poli- tikere, der havde været dens fødselshjælpere, men også i fuld overens- stemmelse med de vestallieredes intentioner. 

Derimod kan der næppe være tvivl om, at Brigadens anvendelse for mange - måske et flertal - af dens personel var en enorm skuffelse. Mange havde forinden indtræden i Brigaden aktivt deltaget i modstandskampen; adskillige var beordret til at tage til Sverige for at yde en indsats ved dens opbygning. De havde ikke uden grund set hen til at komme til at yde en aktiv indsats for Danmarks befrielse inden for Brigadens rammer. 

For nogle gik skuffelsen så langt, at de gav udtryk for, at deres indsats havde været forgæves. 

Man vil dog næppe med rette kunne hævde noget sådant. Selv om alle - danske som svenske og allierede - informerede kredse havde en forventning og et håb om, at besættelsens og krigens afslutning i Danmark skulle kunne foregå forholdsvis smertefrit, så havde ingen sikkerhed herfor. 

Den danske Brigade var - og af de implicerede politikere og allierede militære myndigheder tænkt som - den reserve, der i givet fald kunne bruges, såfremt situationen ikke udviklede sig som forventet og håbet. 

Hertil kom, at Brigaden ved sin hjemkomst udgjorde det eneste magt- middel og medbragte det materiel og den udrustning, der satte danske myndigheder i stand til hurtigt at etablere et nationalt forsvar og en national kontrol af landets grænser. 

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig de problemer, der kunne være opstået, hvis de med jubel hilste befrielsesstyrker var blevet som nye besættelsesstyrker i et besættelsestræt land, fordi landet ikke magtede selv at bidrage til sin egen sikkerhed. Den bornholmske befolkning blev i situationen alene om at høste en sammenlignelig erfaring, idet den, som den eneste del af den danske befolkning, blev udsat for konsekven- serne af en manglende vestallieret (dansk) evne til at modtage de der- værende tyske styrkers overgivelse. 

 

Set i retrospektivet kom Brigaden til at dele de vilkår Den vestlige Alliances stående styrker har haft nu i en god menneskealder: At udvikle og perfektionere sine færdigheder til at kæmpe - med det hovedformål at sikre, at der ikke bliver brug for disse færdigheder.