Log ind

Den amerikanske borgerkrig

#

Foredrag holdt i Det krigsvidenskebelige Selskab mandag den 7. december 1964 af oberst Mogens Rosenløv.

Det krigsvidenskabelige Selskab har ønsket at vie en af sine fordragsaftener til Den amerikanske Borgerkrig, inden vi går ud af »100-års perioden« for denne krig, der udkæmpedes i årene 1861— 1865, og jeg skal i aften forsøge at give Dem en idé om, et overblik over Den amerikanske Borgerkrig, dens årsager, de vilkår, den blev kæmpet under, dens forløb, og hvad menneskeheden ville have kunnet lære af den, hvis man i tide havde interesseret sig for den. For det er en trist kendsgerning, at man i Europa helt op til vore dage bar interesseret sig meget lidt for Den amerikanske Borgerkrig og ganske overset eller nægtet at se de varsler, den bar i sig. Den store Moltke f. eks. interesserede sig ikke for denne krig mellem »væbnet pøbel«, som ban sagde, og det lagde naturligvis en dæmper på den tyske generalstabs interesse for den. Enkelte europæiske krigshistorikere har dog beskæftiget sig med Den amerikanske Borgerkrig, men — som det så ofte går krigshistorikere — øjensynlig talt for døve øren. I Tyskland har således Freytag Loringhoven skrevet om den, og på ham bygger østrigeren Horsetzky. Franske forfattere bar heller ikke manglet, og i England skrev Henderson i 1898 sin fremragende bog om Stonewall Jackson, hvori han bl. a. påviste, hvad denne general havde fået ud af studiet af Napoleon på et tidspunkt, hvor Europas hærførere syntes at have glemt ham. Når interessen i Europas store lande var sporadisk, kan det ikke undre, at Den amerikanske Borgerkrig også af danske krigshistorikere er blevet stedmoderligt behandlet, og det er forståeligt, at de store begivenheder, som Europa havde nær på livet i 1866 og 1870— 71 måtte overskygge, hvad der skete på den anden side af Atlanterhavet mellem de amerikanske stater indbyrdes. Men derfor ikke mindre beklageligt. Først efter anden verdenskrig er vi herhjemme begyndt at ofre Den amerikanske Borgerkrig større opmærksomhed, og vi kan roligt tilskrive oberst Lawaetz æren herfor, idet obersten som lærer i strategi og krigshistorie på det første gencralstabskursus efter krigen i et par af sine forelæsninger hentede eksempler fra denne krig, ligesom han lod en af eleverne holde foredrag om operationer på de indre linier belyst hl. a. ved Stoncwall Jackson’s felttog i Shcnandoah-dalen i 1862. Det er vistnok endnu mange steder den almindelige opfattelse, at Den amerikanske Borgerkrig kæmpedes på spørgsmålet om negerslavemes frigørelse. Dette er ikke rigtigt. Det havde længe været erkendt, at man i de nordlige stater havde et andet syn på negerslaveriet end i de sydlige, men denne divergens var ikke akut ved krigens udbrud. Derimod benyttede Lincoln den til at sætte nyt liv i konflikten på et tidspunkt, da en vis krigstræthed satte ind, idet han i september 1862 udstedte en proklamation om, at fra den 1. jan. 1863 skulle enhver slave i enhver stat være fri. Derved fik krigen et nyt indhold; Lincolns proklamation virkede på Sydstaterne, omtrent som »betingelsesløs overgivelse« på tyskerne i 2. verdenskrig. Men det skete altså først, efter at krigen havde varet i næsten iy 2 år.

En krig skyldes sjældent kun én årsag. Der er som regel flere forskellige, der ved træk i samme retning til sidst bevirker krigens udbrud. Og dråben, der får bægeret til at flyde over, behøver ikke at være af nogen af de vædsker, der h idtil er blevet hældt i bægeret. Der var mange modsætningsforhold mellem Nord- og Sydstaterne, men jeg skal indskrænke mig til kort at pege på to: a. E t økonomisk modsætningsforhold. Norden repræsenterede industri- og handelsstaten med mange store og blomstrende byer, en veludviklet handelsflåde og en energisk presse. Sydens økonomi var baseret på plantager, hvor der dyrkedes tobak, ris, sukker og især bomuld; industri var der ikke meget af, og byerne var få, små og spredte. — Derfor, medens Nordstaterne holdt på beskyttelsestold for at støtte sin unge industri, ville Sydstaterne frihandel for at få alle livets fornødenheder og bekvemmeligheder billigt. — Der udviklede sig to slags samfund eller civilisationer, hvis antagonistiske forhold vi finder paralleller til i historien, når vi tænker på f. eks. Athen— Sparta, Karthago— Rom og England— Frankrig. Men det pudsige er, at når vi kommer til det politiske modsætningsforhold, så skifter disse paralleller fortegn. Det plejer at være agrarmagten, der er absolutistisk, og handelsmagten, der er liberal. Men her er det omvendt.

b. Det politiske modsætningsforhold beroede på, at der efterhånden havde dannet sig to opfattelser af Den nordamerikanske Union og de enkelte staters forhold til helheden. Syden hævdede, at Unionen beroede på enkeltstaternes suveræne folks frie vilje; krænkede Unionen de grundbetingelser, hvorpå de enkelte stater var gået ind i den, kunne den enkelte stat træde ud af Unionen. I modsætning hertil betonede Norden, at Unionen var ét, det suveræne amerikanske folk var alle Unionens beboere, ethvert forsøg på at bryde helheden var højforræderi. Sydens aristokrater kaldte sig »Demokrater«, fordi de hævdede det største selvstyre og den videste selvbestemmelsesret for de enkelte stater, medens det nordlige parti kaldtes det »republikanske«, fordi det betonede helheden og staten.

Mellem disse to partier blev striden dag for dag mere forbitret. Syden betragtede kampen som en kamp for arne og hjem, for hele sin økonomiske eksistens, og forberedte sig på at træde ud af Unionen, hvis Norden skulle sejre ved et præsidentvalg. Endnu ved valget i 1856 sejrede Sydstaterne med 174 stemmer mod 114, nren Sydens mænel var klar over, at den dag snart måtte komme, da Norden ville vinde præsidentvalget.

I 1860 talte Unionen 33 stater og 7 territorier, hvoraf kun 13 stater kunne henregnes til Sydstaterne. I disse boede 12 m illioner mennesker (hvoraf 4 m illioner negre) imod 19 m illioner i de andre. Også i velstand var Norden Syden langt overlegen, industrien overfløjede langt bomuldsdyrkningen mod syd, indvandringen drog særlig til Norden. Der voksede de store byer op som New York, Chicago, Cincinnati, St. Louis, San Francisco, medens Sydens byer stod stille eller endog gik tilbage. Værdien af Nordens produkter var seks gange større end Sydens, dets skibstonnage fem gange så stor. A lt det, der gjorde Unionen til en verdensmagt, fandtes mod nord.

Og så skete da omsider det, der måtte ske. I 1860 vandt Nordstaterne præsidentvalget og kårede Lincoln til præsident. Sydstaterne drog konsekvenserne og meldte sig ud af Unionen. De mente så meget sikrere at kunne gøre det, fordi de gik ud fra, at forretningsmændene i Nordstaterne, yankee'eme, næppe ville lade det komme til en krig »for at befri negrene«. Det ville de heller ikke. Derimod nok for at bolde Unionen samlet. Da Lincoln forlod sit hjem i Illinois i februar 1861 for at rejse til Washington og tiltræde sit embede som præsident, sagde ban til sine nærmeste: »Der påhviler mig en pligt, som måske er større end den, nogen mand har haft at opfylde siden Washingtons tid«. Han sigtede her klart til pligten til at bringe de frafaldne tilbage til folden, selvom det måtte ske med tugtens ris. Italiens stater var lige blevet samlet og Tysklands på vej til at blive det. Tidens løsen var samling i større statssamfund. Så skulle man ikke her gå den modsatte vej. For Sydstaternes egen skyld, for De forenede Staters fremtids skyld, både i forholdet til det amerikanske kontinent og i forholdet til Europa, måtte man bolde sammen. Det var Lincolns vision — og lians mission. V i ser altså, hvorledes en fejlvurdering, som så ofte før i historien, er medvirkende årsag til en krigs udbrud. Sydstaternes handling var forårsaget af økonomiske motiver, og de vurderede deres modstanderes eventuelle lyst til at tage en krig med en økonomisk målestok. De havde endnu ingen chance haft for at lære deres modstander, Lincoln, at kende, og var derfor uden viden om den vægt, som han tillagde det politiske motiv, og den indflydelse på sine handlinger, som han ville give det. Størstedelen af Nordstaternes stående hær, ca. 16.000 mand, kunne ikke frigøres fra sin opgave i det fjerne vesten, hvor den beskyttede nybyggerne mod indianerne. Linco ln måtte altså rejse en ny hær, og foretog til den ende og i flere omgange omfattende udskrivninger, først af frivillige, siden af værnepligtige. Som officerer måtte han anvende grosserere, landmænd, advokater og hvem der ellers ville påtage sig dette hverv, idet de fåtallige professionelle i vid udstrækning gik til Sydstaterne, hvorfra de stammede. De forenede Staters hær havde et uhensigtsmæssigt og forældet kommandosystem. Armékommandoen tog sig kun af rutinesager og tekniske spørgsmål, havde ingen erfaring i at føre andet end m indre krige og var ganske uforberedt på andre former for krigsførelse end ekspeditioner mod indianerne. Der var ingen kort og ingen efterretningssektion. Under felttoget i 1862 engagerede man et berømt detektivbureau, Nat Pinkerton’s, til at varetage den militære efterretningstjeneste, som det var ganske uegnet til at bestride. Der var hverken en trænet stab eller en indarbejdet stabsprocedure. Krigskunsten var ikke blevet studeret. Sydstaterne, der havde valgt general Jefferson Davis til præsident, måtte opstille deres hær på tilsvarende måde som Nordstaterne, men rådede over et bedre officersmateriale end disse, ligesom overledelsen havde bedre m ilitær indsigt. Begge præsidenter valgte selv deres generaler. Lincoln, der ikke havde meget tilovers for officerer, valgte nogle politiske »høvdinge« og bebyrdede således i årevis hæren med en række inkompetente, medens mange af de professionelle blev sat fra bestillingen efter deres første uheld. Davis, der var udgået fra West Point og havde gjort tjeneste under krigen i Mexico, bar sig i den henseende fornuftigere ad. Således førtes krigen til lands af to improviserede hære, den ene stærkere og udstyret med alt, hvad penge kunne købe, den anden bedre ført, men meget svagere, ofte afhængig af, livad den kunne erobre fra modstanderne. Nordstaterne havde rådighed over flåden, medens Sydstaterne ingen m idler havde til at skabe sig en stor flåde. Fra begyndelsen var Nordstaterne derfor overlegne til søs.

Nogen samlet plan for krigens førelse havde man i begyndelsen ikke på nogen af siderne. I Nordstaterne mente man, at det i kraft af den militære overlegenhed, man troede sig i besiddelse af, måtte være en let sag blot at marchere den korte vej ned til Sydstaternes hovedstad Richmond, arrestere deres præsident og kongres, og dermed splitte dem. Samtidig var man dog enig om at ville ramme dem økonomisk, forhindre deres handel og udførsel af bomuld og afskære dem forbindelsen med især England og Frankrig, men også med Vesten, f. eks. Texas, hvorfra de skulle have deres brødkorn. Man begyndte derfor en blokade af kysten og tog imod vest fat på at gøre sig til herre over Mississippi. Men naturligvis ville man også indføre det republikanske regime i de mellemliggende områder, i Vestvirginia, Kentucky og Tennessee. Man gik derfor i gang med forsøg på at erobre disse staters hovedstæder og jernbaneknudepunkter. På den måde håbede man at kunne indkredse frafaldets arnesteder, først og fremmest Virginia, Nord- og Sydcarolina, Georgia og Alabama, og til sidst udsulte dem. Men alle disse idéer, som ikke var dele af en samlet plan, tog for lidt hensyn til afgørende militære faktorer og førte til en vidtgående splittelse af kræfterne, såvel til lands som til søs. Denne spredning af kræfterne var en hovedårsag til, at Sydstaterne, trods Nordstatemes mere end dobbelte overlegenhed til lands og 10-dobbelte overlegenhed til søs, ikke blot kunne holde spillet gående i 4 år, men endog gentagne gange ved dristige offensive operationer kunne true regeringen og kongressen i hovedstaden Washington. Sydstaternes plan for krigens førelse havde egentlig blot det defensive mål: at hævde egen selvstændighed, men tabte ikke derfor af syne nødvendigheden af gennem offensive fremstød mod Nordstaternes politiske centrum, hvor man måtte forvente at støde på modstandernes hovedstyrke, at fremkalde en m ilitær afgørelse. Det stod klart, at den tilstræbte selvstændiglied kun kunne sikres gennem en m ilitær sejr. Andre »overtalelsesmidler« stod simpelthen ikke til rådighed. Men også på Sydstaternes side kunne regeringen ikke ganske hekvemme sig til fuldstændig rømning af militært mindre betydningsfulde områder til fordel for den størst mulige koncentration af kræfterne, idet de enkelte stater, der stillede tropperne, ikke havde tilstrækkelig forståelse herfor. De ønskede at se soldater i deres nærhed.

Som følge af disse mange forskellige idéer, planer, hensigter og hensyn på begge sider opstod der en række krigsskuepladser, af hvilke de tre vigtigste var: (fig. 1):

Skærmbillede 2020-06-02 kl. 12.21.16.png

— Hovedkrigsskuepladsen i Virginia.

— Landet langs Mississippi på en 1100 km lang strækning fra Cairo, hvor Ohiofloden støder til den, og til dens udløb, hvor en vedvarende guerilla fandt sted krydret med enkelte stdrre operationer og vigtige belejringer af f. eks. New Orleans (der faldt i august 1862), Fort H udson (juli 1863) og Vicksburg (juli 1863).

— Det mellem disse to krigsskuepladser liggende område i staterne Kentucky, Tennessee og den nordlige del af Georgia.

Krigsskuepladserne dækkede tilsammen over et uhyre areal, der, særlig i de vestlige områder, var tyndt befolket. Vejene var få og deres kvalitet sædvanligvis stærkt påvirket af vejret. Om dem alle gjaldt det, at der var store sumpe og skove, som det var vanskeligt at føre tropperne frem igennem, og som gjorde det endnu vanskeligere at proviantere dem. Man tog da jernbanerne i brug som aldrig før i nogen krig, og hvor de ikke var, stampedes de op af jorden. A d jernbanen kunne man hurtigt sende sine tropper til den krigsskueplads, hvor man havde brug for dem, og krigen blev derfor ofte en kamp om jernbanerne. Hovedkrigsskuepladsen i V irg in ia (fig. 2) var begrænset mod øst af havet, mod nord af Potomacfloden, mod vest af Alleghanybjergene og mod syd af James River. Potomac var grænsen mellem Nord- og Sydstaterne. Ved den lå Nordstaternes hovedstad Washington, medens Sydstaternes hovedstad Richmond lå ved James River. Begge byer ligger på nordsiden af de respektive floder, hvilket var en fordel for Nordstateme, og det modsatte for Sydstaterne i henseende til forsvar af egen hovedstad og angreb på fjendens. Imellem Potomac og James River og parallelt med dem, løber mange andre floder, Pamunkey og Rappahannock med deres bifloder. Disse floder udspringer for størstedelen i bjergkæden Blue Ridge. Vest for denne løber, som biflod til Potomac og vinkelret på denne, floden Shenandoah i en bred, lang dal. Vest for Shenandoahdalen igen kommer så de egentlige Alleghanybjerge, som i kraft af deres størrelse og masse skilte hovedkrigsskuepladsen fra de andre krigsskuepladser længere vest på og om Mississippi. Shenandoahdalen fik således stor betydning for krigshandlingerne, da den muliggjorde omgåelse af alle de mange floder gennem den virginske slette mellem Washington og Richmond. Den er desuden som en korridor, hvorfra »døre«, d. v. s. bjergpas, fører til slettens forskeRige sektorer. På den østlige krigsskueplads fandt det første større sammenstød ikke sted før i ju li 1861, da den offentlige mening gennemtvang, at Nordstatshæren begyndte sin fremrykning. Med en næsten utrænet milits rykkede McDowell ud af Washington og angreb Sydstaternes stilling ved B u ll Run. Angrebet mislykkedes totalt. Det var her, at sydstatsgeneralen Jackson fik tilnavnet »Stonewall«, fordi bans division urokkeligt afviste alle de angreb, der blev rettet mod den. Nordstatemes tropper strømmede i vild uorden tilbage til Washington til stor forbavselse for den offentlige mening. Men heldigvis for den følte Sydstaterne sig endnu ikke stærke nok til at forfølge. Linco ln krævede nu nye bidrag fra staterne og fik mere, end han bad om. McC le llan fik kommandoen, men nægtede at sætte sig i bevægelse, førend han havde fået sat skik på de mange nye frivillige. Det brugte han vinteren til, og i april 1862 gik han med sin hær, der kaldtes »the army of Potomac« i land ved Fort Monroe på spidsen af Yorktown halvøen. Han havde fået Lincolns tilslutning til den udmærkede idé at udnytte Nordstaternes overlegenhed til søs til at omgå de mange tværgående floder i V irg in ia ad søvejen. Men planen forudsatte rigtig nok helhjertet støtte fra Washington, og den udeblev. Linco ln havde lovet M cC lellan 150.000 mand til foretagendet, men M cC lellan fik aldrig mere end 130.000 og måtte i lang tid nøjes med de 60.000, hvormed han landede i første omgang. Linco ln var blevet bange for Washingtons sikkerhed og holdt bl. a. McDowell’s korps tilbage. McC le llan ’s bevægelser var derfor pinligt langsomme over for den underlegne, men dygtigt førte modstander, og da han i slutningen af maj gik helt i stå kun få kilometer fra Richmond og med den sumpede Chickahom iny løbende midt gennem sin hær, var han meget ivrig efter at få McDowell, der stod ved Fredericksburg, til støtte for sin udsatte højre flanke. McDowell fik da omsider ordre til at marchere mod syd den 26. maj, men inden det kom så vidt, fik han kontraordre, og McC lellan var derfor alene, da han allermest behøvede hjælp. (fig- 2)

I mellemtiden var det nemlig lykkedes Stonewall Jackson ved hurtige marcher og heldige fægtninger gennem Shenandoahdalen at trænge frem til nordsiden af Potomacfloden, hvorfra han truede Washington og foranledigede Linco ln til at kalde McDowell tilbage. Da denne var vel af vejen, skyndte Jackson sig tilbage gennem Shenandoahdalen, benyttede jernbanetransport fra Staunton og forenede sig med Lee, netop da denne den 26. jun i satte sin modoffensiv mod McC le llan ’s højre flanke ind. McC lellan blev i det påfølgende 7-dages slag drevet tilbage og måtte forskanse sig 

Skærmbillede 2020-06-02 kl. 12.22.03.png

Skærmbillede 2020-06-02 kl. 12.22.18.png

på sydsiden af halvøen, idet han skiftede sin forsyningslinie fra York River til James River. Her holdt han ud, indtil han i slutningen af ju li fik ordre til at indskibe sig og sejle hjem til Washington. Linco ln havde fået en anden hær på 47.000 mand stablet på benene under Pope. Den begyndte at koncentrere imod Gordonsville i midten af ju li, og det var meningen, at den skulle forstærkes med McClellans styrker, efterhånden som disse udskibedes i Washington. Lee besluttede at gøre op med Pope forinden, og sendte Jackson i forvejen. Denne drev Pope tilbage til nord for Rappahannock. Lee koncentrerede sin hær på den sydlige bred og besluttede sig den 24. august for en dristig plan (fig. 3): Jackson skulle hurtigt gå mod nord, vest om B u ll Run bjergene, og så dreje mod øst for at overskære Pope’s forbindelseslinie ved Manassas Junction; Longstreet’s korps skulle først demonstrere langs floden i 36 timer for i videst muligt omfang at fastholde Pope, derefter skulle det følge efter Jackson. Jackson løste sin opgave til punkt og prikke, skønt han var hårdt trængt, da Longstreet ankom. Operationen sluttede den 30. august, da Nordstaternes tropper inclusive tre af McClellans korps blev slået og drevet ind bag Washingtons skærmende forsvarsværker. Den heldige gennemførelse af planen skyldtes i væsentlig grad Jaekson’s dygtighed og energi og liærens bevægelighed. Lee følte sig im idlertid ikke stærk nok til at gå direkte mod Washington, men udnyttede sin sejr til et fremstød ind i Maryland, hvor der fandtes mange sympatisører med Sydstaterne, der måske kunne bevæges til at udøve et politisk tryk på regeringen i Washington. Han skiftede sin forbindelseslinie over til Shenandoahdalen, måtte efterlade Jackson ved Harper’s Ferry, der imod forventning — og sædvane — ikke hlev opgivet af Nordstaterne, og nåede selv frem til Frederick, 70 km fra såvel Baltimore som Washington. McClellan, der atter havde fået kommandoen, satte sig i bevægelse mod Lee, der måtte trække sig tilbage mod vest, indtil han bag Antictam Creck ved Sharpsburg kunne tage front i en stilling, hvor Jackson netop nåede at forene sig med ham. I den desperate kamp, der fandt sted den 17. september, vandt Sydstaterne, som kun havde halvt så mange mænd som Nordstaterne, en taktisk sejr. Men Lee var nu for svag til at fortsætte felttoget, og hans hær trak sig derfor om natten 18.— 19. september tilbage til Virginia, næsten uden at blive forstyrret.

McClellan blev afløst af Burnside den 7. november. Hans plan var lidet original. Den gik ud på at gå over Rappahannock ved Fredericksburg og marchere lige mod Richmond. Man skal aldrig angribe over for mange floder, hvis man kan undgå det, hverken i V irg in ia eller i Rusland. Lee var allerede i stilling syd for floden, og Burnside’s frontale angreb på ham den 13. december blev et katastrofalt nederlag. Burnside blev afløst af Hooker i januar 1863. I april 1863 stod Lee stadig syd for floden på begge sider af Fredericksburg. Hans hær var blevet reduceret til 6 divisioner, fordi præsidenten havde sendt resten af den ud på en ekspedition syd for Richmond. — Hooker satte sig i bevægelse den 27. april. Fire korps skulle gå over Rapid an og omgå Lee's venstre flanke, to korps skulle gå over floden ved Fredericksburg, og et skulle forblive i centrum. Der var lagt op til det helt store Cannæ, men Hooker var ingen Hannibal. Han tilstræbte ikke en tilintetgørelse af sin modstander gennem dobbelt omfatning, men ville blot udmanøvrere ham. Han troede, at disse bevægelser ville tvinge Lee til at trække sig tilbage, men han tog fejl. Lee efterlod Early med en division ved Fredericksburg og koncentrerede fem divisioner mod fjendens højre fløj i nærheden af Chancellorsville ude i »vildnisset«, hvor han stoppede den (fig. 4). Sent den 2. maj erfarede Lee, at fjendens yderste højre fløj svævede frit i luften og så heri sin store chance. Næste morgen afmarcherede Jackson med tre divisioner og ryT-

Skærmbillede 2020-06-02 kl. 12.22.50.png

teriet ad en lidet kendt vej og kunne efter en march på 20 km udvikle med front mod øst og angribe nordstatshærens flanke og ryg med stor virkning. Resultatet kom dog ikke til at svare helt til forventningerne, hovedsagelig fordi Jaekson blev dødeligt såret. I mellemtiden havde Hooker beordret sin venstre fløj til at søge ind i ryggen på Lee, men den blev opholdt af Early, indtil Lee, der efterlod Jackson’s gamle korps til at fastholde Hooker’s højre fløj, kom til og slog hans venstre tilbage over Rappahannock igen. — Y i har her et udmærket eksempel på, hvad den underlegne, der kæmper på de indre linier, formår under rigtig iagttagelse af principperne om økonomi med kræfterne, tyngde, offensiv, bevægelighed og overraskelse. Først slår Lee Hooker’s højre fløj, så hans venstre, og han er energisk på vej mod hans højre igen, da Hooker unddrager sig kampen og går tilbage hag Rappahannock med alle sine styrker. Slaget ved Chancellorsville er et af de få slag i krigshistorien, hvor den slagne var talmæssigt dobbelt så stærk som sejrherren.

Som det forrige år efter slaget ved Manassas udnytter Lee også denne gang sin sejr til et fremstød mod nord, idet han — efter først grundigt at have vildledt fjenden — i begyndelsen af juni 1863 invaderer Pennsylvanien fra Shenandoahdalen med hele sin hær. En mødekamp udspandt sig ved Gettysburg den 1.— 3. ju li, i løbet af hvilken Hooker blev afløst af Meade. Lee havde heldet med sig i begyndelsen, men det lykkedes ham ikke at hidføre en afgørelse. På den anden side blev han ikke slået.

Hærene blev stående over for hinanden liele den 4. ju li uden at foretage sig noget. Så marcherede Lee bort i god orden. Meade fulgte ganske vist efter, men langsomt — lian forfulgte ikke, og Lee kom over Potomac i god orden og kunne afbryde broerne efter sig. Man kan derfor diskutere om, hvem der vandt slaget ved Gettysburg omtrent på samme måde, som man kan diskutere, hvem der vandt Jyllands slaget i 1. verdenskrig. Når Gettysburg er blevet udskreget som en stor sejr for Nordstateme, så skyldes det, at dette slag så afgjort betegnede et vendepunkt i krigen. Herefter var der ikke mere håb for Sydstaterne om at kunne gøre ende på krigen ved hjælp af militære midler. Lincoln, der efterhånden havde lært sin lektie, udnævnte nu Grant til øverstkommanderende over samtlige Nordstaternes hære og sikrede dermed omsider en fornuftig koordination af operationerne og kræfternes sammenspil. Det varede, som det v il erindres, også flere år, inden Foch blev gjort til øverstkommanderende på Vestfronten. Den nye chef, der h idtil havde virket på de vestlige krigsskuepladser, besluttede at lægge tyngde på den østlige krigsskueplads imod Lee’s hær i Virginia. Samtidig planlagde han en hjælpe- og afledningsoffensiv mod Sydstaternes hær på den vestlige krigsskueplads. Grant var numerisk så overlegen, at han kunne koncentrere 120.000 mand mod Lee’s 60.000, og 110.000 mod Johnston’s 80.000 i vest. I foråret 1864 stod Lee’s hær i en feltbefæstet stilling syd for Rapidan imellem Richmond og Nordstatstroppeme, der koncentrerede om Culpeper. Den 4. maj gik »Potomachæren«, ført af Meade, men ledsaget af Grant og hans stab, over floden og kastede sig ind i »vildnisset« med det mål at omgå Lee’s højre fløj. Men Lee angreb, medens nordstatstropperne endnu var opslugt af junglen og påførte dem et tab på 15.000 mand. I modsætning til sin forgænger gik Grant ikke tilbage i retning af sin base, men fortsatte i sydøstlig retning mod Spottsylvania — blot for at finde vejen spærret af Lee. Der fulgte nu en række fægtninger, i hvilke Nordstateme led svære tab i angreb på hastigt forberedte stillinger (fig. 5). Den 20. maj forsøgte Grant igen at omgå Sydstaternes højre fløj, men Lee trak sig tilbage i sydøstlig retning og indtog en meget stærk stilling bag North Anna, hvor han blev forstærket med tre divisioner, i alt 8.500 mand. Grant ville ikke angribe og forsøgte endnu engang at komme udenom. Men Lee gættede atter sin modstanders hensigt rigtigt, og den 1. juni spærrede han i en stilling ved Coldharhour igen vejen til Richmond for Grant. Grant, der havde fået erstatning for de lidte tab, besluttede denne 

Skærmbillede 2020-06-02 kl. 12.23.27.png​​​​​​​​​​​​​​

gang at forsøge et afgørende angreb straks. Angrebet blev sat ind den 3. juni, men kunne ingen steder gennembryde Lee’s stilling og brød sammen med et tab på 7.000 mand. A lt i alt liavde »Potomachæren« mistet 64.000 mand siden den 4. maj (d. v. s. på en måned), og dens moral havde lidt et alvorligt knæk. En slags skyttegravskrig satte nu ind. Den 15. juni gik Grant over Jainesfloden og begyndte sit angreb på Petersburgstillingen syd for Richmond, men Lee’s tropper ankom i tide til at forstærke de lokale forsvarsstyrker. Offensiven gik i stå den 18. juni, igen efter svære tab. V i ser således, hvordan Grant’s ustandselige stræben efter at omgå Lee’s højre fløj, og Lee’s lige så ustandselige stræben efter at forhindre ham heri, fører til en række operationer, der kan minde om kapløbetmod havet efteråret 1914. Lee viste sig herunder som den større taktiker, men Grant var en mand, der ikke tabte det strategiske mål af syne. A lligevel skulle han blive tvunget til at foretage et svinkeærinde, som i forbindelse med vinteren og Lee’s udholdenhed forhalede afgørelsen i endnu 3 fjerdingår. I begyndelsen af ju li 1864 kom der efterretning om, at en sydstatsstyrke sammensat af alle våbenarter var gået over Potomac og var på vej mod Washington. Det var Early, der, ligesom tidligere Stonewall Jackson, opererede gennem Shenandoahdalen og spredte skræk og rædsel i Washington, hvor 10.000 mand veteraner, skrivere og ordonnanser skrabedes sammen til at besætte byens forsvarsværker. Grant fik derfor ikke de forstærkninger, han behøvede, måtte ovenikøbet indskibe nogle af sine tropper til undsætning af Washington og en overgang selv tage derop for at bringe orden i forholdene.

Early ’s operation forårsagede som sagt kun et svinkeærinde, men Grant’s store offensiv havde dog ikke hidført den endelige afgørelse; den var endt i en belejring af Richmond. T i l trods for mangel på forplejning holdt Lee ud med sin svindende, udsultede og pjaltede hær, indtil han i foråret 1865 så sig nødsaget til at forsøge et udbrud i den hensigt at forene sig med Johnston på den vestlige krigsskueplads. Han blev im idlertid indhentet og omringet og måtte overgive sig den 9. april 1865 ved Appomattox. Hermed var krigen faktisk forbi. Men forinden jeg slutter gennemgangen af de militære operationer, skal jeg kort fortælle, hvad der var sket på de vestlige krigsskuepladser. Her indledtes operationerne med nogle ukoordinerede felttog fra Nordstaternes side, der dog førte til herredømmet over den nordlige Mississippi efter Grants sejr ved Siloh i Tennessee i april 1862. Men ikke før i ju li 1863, altså fem fjerdingår senere, lykkedes det ham at få Vickshurg til at overgive sig, forøvrigt den 3. ju li, altså samme dag som slaget ved Gettysburg blev udkæmpet. 5 dage senere overgav også Fort Hudson sig, og dermed var hele floden åben for Nordstatemes kanonbåde. Dette var et alvorligt slag for Sydstaterne, men tempoet i Nordstatemes operationer øgedes endnu ikke væsentligt. De sikrede sig staten Tennessee og forsøgte at overskære den jernbane, der forbandt Alabama og Georgia med R ich ­ mond. Jembaneknudepunktet Chattanooga blev nået i begyndelsen af september 1863, men det lykkedes sydstatstropperne, forstærket med et korps, der kom fra den østlige krigsskueplads, at udløse en modoffensiv, hvorved Nordstatemes fremrykning i Georgia blev stoppet. Først den 25. november 1863 kunne Grant efter at have koncentreret de fornødne kræfter, slå sydstatstroppeme ved Chattanooga og drive dem tilbage ind i Georgia. N u havde Nordstateme omsider opnået betydelige resultater på de vestlige krigsskuepladser, og indkredsningen af de nordlige Sydstater begyndte at tegne sig. Den 4. maj 1864 satte Sherman, der havde fået overkommandoen i vest, efter at Grant var blevet øverstkommanderende, sig i bevægelse mod Atlanta, som var et vigtigt jernbaneknudepunkt og arsenal. Johnston sinkede ham im idlertid så dygtigt, at Sherman først nåede byen i ju li og ikke var i stand til at drive sydstatstroppeme ud af den før i begyndelsen af september. Da det ikke lykkedes ham at ødelægge modstandernes hær, der nu stod under kommando af Hood, forblev Sherman foreløbig i Atlanta og forstærkede byens befæstning. Den 29. september omgik Hood Atlanta mod syd og vest og marcherede ind i Tennessee, hvor han angreb Sherman’s forbindelseslinier. Sherman lod ham im idlertid løbe og tiltrådte sin berømte march mod kysten den 15. november. Han tilbagelagde ca. 20 km om dagen, mødte kun ringe modstand (Hood støjede jo rundt i Tennessee, og Lee var indesluttet i Richmond) og forårsagede så megen skade som muligt, opgav sine forbindelseslinier og levede af landet. Den 21. december rykkede han ind i Savannah. Nord- og Syd-Carolina samt V irg inia var nu afskåret fra staterne langs sydkysten; den 1. februar satte Sherman sig i bevægelse mod nord gennem Syd- og Nord Carolina og nåede den 23. marts 1865 Goldsboro, 250 km syd for Richmond. Truslen om, at han kunne forene sig med Grant var medvirkende årsag til, at Lee forsøgte det udbrud, der førte til hans overgivelse og krigens afslutning.

Den amerikanske borgerkrig udviklede sig i det lange løb til en krig af total karakter. Ved sin langvarighed blev den en opslidnings- og udmattelseskrig; ved sin anvendelse af nye midler, såsom magasingeværer, Requa’s maskingevær, skyttegrave, pigtråd, miner og booby traps, balloner, telegrafmateriel, pansertog og jembaneartilleri, pansrede skibe (Erichssons Monitor) og torpedoer, sågar en undervandsbåd, blev den den første materielkrig; gennem masseproduktion af krigsmateriel viste den betydningen af industriel magt for en nation i krig: Nordstaterne sejrede bl. a. takket være deres industrielle overlegenhed; med Nordstaternes operationer såvel til søs som til lands viser den os forløbere for de kombinerede (toværns-) operationer; med sine brodermord og nationale lidenskabers heftighed viste konflikten den for ideologiske krige karakteristiske voldsomhed og forbitrelse. Med andre ord en krig, der ved sin kompromisløse målsætning og sin totale indsættelse af de politiske, økonomiske, videnskabelige, psykologiske og militære kræfter på begge sider viser os alle den totale krigs karakteristika, som vi genfinder dem i 1. og 2. verdenskrig, og som vi ikke så dem i de samtidige krige i Europa, ej heller i den russisk-japanske krig i 1904— 05. Der er så mange lighedspunkter imellem Den amerikanske Borgerkrig og især Den første Verdenskrig, at man må have lov til at hævde, at mange af de vitterlige fejl, der blev begået i 1. verdenskrig, kunne være undgået, hvis man i tide havde studeret og lært af Den amerikanske Borgerkrig, havde analyseret de vilkår, hvorunder en årelang forbitret og nådeløs kamp føres, hvorledes efterhånden hele samfundet trækkes ind i krigen og denne bliver total. De europæiske krige i samme periode, 1864, 66 og 70— 71 var alle lynkrige, der blev udkæmpet alene af det militære element og afgjort uden at taberen først var tappet for al livskraft. Sejr og nederlag på slagmarken var alene afgørende. I den amerikanske borgerkrig faldt afgørelsen — til trods for Sydstaternes mange sejre — ud til Nordstaternes fordel efterhånden som de ydre liniers strategi — som under verdenskrigene — sluttede sit kvælertag om modparten. V i l man studere den totale krig, kommer man ikke uden om Den amerikanske Borgerkrig. Den stilles ikke i skygge af hverken 1. eller 2. verdenskrig, men danner sammen med disse et mønster, og viser os frem for disse særlig borgerkrigsaspektet, som måske i vore dage er det ikke mindst interessante.

M . Rosenløv.