Log ind

Debatindlæg om fremtidens forsvar

I debatten om opstillingen af det kommende forsvar, ser jeg mig nødsaget til at  bidrage til debatten med følgende relative korte betragtninger om de væbnede  styrkers organisation med vægt på hærens enheder.  

Der tages udgangspunkt i følgende kendsgerninger.   Der er p.t. ikke nogen aktuel trussel mod dansk område, og det vurderes,  at der ikke vil kunne opbygges en større trussel inden for de næste 10 år1. Den  største trussel udgøres af terrorvirksomhed, som spænde sig fra mindre  bomber over biologiske og kemiske våben til anvendelse af mindre  atombomber.

Der er flere aktuelle forskellige trusler mod verdensfreden, herunder  potentielle trusler mod NATO landenes perifere lande, hovedsagelig mod øst  og syd, idet de største trusler er uden for NATO området.

I de aktuelle og potentielle brændpunkter udgør den væbnede trussel  primært hærstyrker suppleret med flyvevåben, idet det er de færreste af  landende i disse områder, som råder over en flådestyrke, som kan udgøre  nogen egentlig trussel.  

Terrænet i de mulige brændpunkter er kendetegnet ved en meget ringe,  ikke eksisterende eller ødelagt infrastruktur inden for hele spektret af dette.  Årene siden den kolde krigs afslutning peger på at de væbnede styrker skal  være i stand til at løse såvel kampoperationer, hvor der planlægges på  krigsførelse, som ikke‐kampoperationer, hvor der ikke planlægges på  krigsførelse, men hvor kamp og væbnet magt til at gennemtrumfe den  politiske dagsorden kan være nødvendig. Erfaringerne viser at  kampoperationer, så som 2. og 3. Golfkrig, Krigen i Kosovo samt flere andre krige i såvel Mellemøsten, Asien og Afrika, er mindst lige så hyppigt  forekommende, som egentlige fredsopbyggende og fredsbevarende  operationer, om ikke i tidsmæssig længde, så i antal. Krigene har vist et stort  behov for tungt pansrede styrker indsat til selve kampoperationerne støttet af  en forudgående luftkampagne for at fjerne den udpegede modstanders flyve‐  og luftvåbens kapaciteter, herunder anvendelse af specialoperationsstyrker til  udpegning af målene. Flådestyrkerne har primært været anvendt til  patruljering af farvandene omkring operationsområdet, for at sikre frie  kommunikationslinie ad søvejen. De fredsstøttende operationer har vist et  varierende behov for middeltunge pansrede styrker til let pansrede styrker til  indsættelse på landjorden.  

Opgaverne, som de væbnede styrker skal kunne deltage i, dækker hele  spektret, og de opstillede styrker skal kunne udføre såvel kamp‐ som ikkekampoperationer.  

Erfaringerne har vist et nyt behov for enheder til hurtigt transport og  indsættelse i forsøg på, at inddæmme kriser før de udvikler sig til konflikter og  krige.  

Tungt pansrede styrker er karakteriseret ved høj grad beskyttelse, stor  mobilitet som følge af bæltebaserede køretøjer som gør dem velegnet til  indsættelse i kampoperationer. Ulempen er at de tager lang tid at flytte  (primært via søvejen) og kræver meget logistisk støtte.  

Let pansrede styrker er karakteriseret ved en stor grad af beskyttelse,  hurtigt flytbare (via. luftvejen eller på jorden) samt mindre behov for logistisk  støtte, og er meget velegnet til indsættelse i konfliktforebyggende operationer  samt fredsopbyggende og fredsbevarende operationer med en lavere  trusselsværdi. Ulempen er den ringere pansring og mindre gode mobilitet i  terræn som følge af hjulbaserede undervogne, som gør styrker mindre  anvendelige i kampoperationer.  

NATO har opdelt styrkestrukturen i:

• NATO Response Forces (highly ekspeditionary) (NRF), som skal kunne  transporteres til og indsættes i operationsområdet inden for 5 – 30  dage. Styrkerne som indgår heri er dele af HRF styrkerne, idet  hovedkvartererne og enhederne udgør en rotation.  

• High Readiness Forces (HRF), som skal kunne transporteres til og  indsættes i operationsområdet inden for 30 – 90 dage. Føringen af  enhederne udgøres af seks korpshovedkvarterer, som hver skal kunne  have 3‐4 divisioner under sig, i alt op til 24 divisioner.

• Forces at Lower Readiness (Conflict resolution) (FLR), som skal kunne  transporteres til indsættelsesområdet og indsættes som opfølgning og  afløsning for andre styrker. 
 

USA alene råder over ca. 10 divisioner af HRF typen, og er i gang med at  opbygge et antal brigader til NRF indsættelse2. Europa forventes at skulle  kunne opstille 10 – 12 divisioner af HRF typen og et antal brigader til NRF  indsættelse. Landene i NATO forventes hver isæt, at kunne bidrage med et  divisionshovedkvarter samt et antal styrker til LFR.  

NATO har på baggrund af erfaringerne fra krigen i Irak 2003, vægtet  selvstændige brigadebidrag til indsættelse i kampoperationer i rammen  divisioner og korps, mens der ikke er fastlagt stramme krav til om  enhedsstørrelser til styrkebidragene i ikke‐kampoperationer3.

De sidste 10 års erfaringer fra USA og UK har vist, at såfremt der udføres  konstant indsættelse af de væbnede styrker nedslider disse i en uacceptabel  stor grad, såfremt forholdet 1 enhed ude og mindst 6 enheder hjemme  overskrides4.

At kapacitet i form af reservister skal opretholdes, for at kunne  gennemføre operationerne i rammen af NATO’s styrkestruktur og det  erfaringsmæssige opgaveantal5.  

Artilleri bør ikke anvendes under fredsbevarende, fredsopbyggende og  konfliktforebyggende operationer, idet risikoen for at ramme andre end de  udpegede mål kan medføre en utilsigtet opblussen af konflikter, hvorfor der i  højere grad bør satses på helikopter og flyleveret præcisionsvåben, samtidig  med at tiden for indsættelse af væsentlig kortere.  

Som forudsætning anvendes forsvarschefens oplæg fra august 2003.  Af ovenstående kendsgerninger kan følgende udledes.

De danske væbnede styrker skal kunne flyttes ud af det territoriale område  m.h.p. indsættelse til forsvar af NATO‐området, idet de væbnede styrker  primært skal kunne operere i områder uden for NATO‐territoriet.  

De lange afstande og den ringe eller ikke eksisterende infrastruktur peger  på et stort behov for logistik samt et særligt stort behov for ingeniørkapaciteter  til understøttelse af styrkeopbygning og operationerne6.  

Den danske stat skal kunne fungere efter et angreb på hovedstaden,  hvilket peger på opdeling og udflytning af dele af de vitale statsinstitutioner til  provinsen, herunder en struktur af den nuværende Forsvarskommando,  således at indsatsen af de væbnede styrker såvel inden for som uden for  landets grænser kan opretholdes.  

Der skal være en tildels væbnet styrke beregnet på det hjemlige forsvar, og  der skal kunne genopbygges en styrke af tilsvarende mobiliseringsstyrke som i  dag, maksimalt på 10 år. I den hjemlige styrker indgår overvågning af  farvandene og luftrummet, herunder bekæmpelse af trusler mod miljøet, samt  overvågning og om nødvendigt bevogtning af vigtige installationer og  faciliteter.  

De mulige trusler i området peger på en prioritering af styrkerne med  hæren som første prioritet, suppleret af et flyvevåben som skal kunne deltage i  luftkampagnerne, støtte hærens indsættelse samt kunne genforsyne de  indsatte styrker med vitale forsyninger.

Anvendelse af Søværnet til farvandsovervågning og miljøbekæmpelse,  deltagelse i eskorte af militære transporter ad søvejen, samt evt. niche  området, som andre lande ikke har kapaciteter til, hvilket evt. må udelades ved  manglende økonomi.  

NATO er kun interesseret i styrker, som kan deployeres og ikke er  territorialt stedbundne.  

Styrkerne, som indgår i NRF skal være hurtigt flytbare, og dermed opstilles  af letpansrede hjulbasrede enheder. Opgaverne må forventes at bestå i  konfliktforebyggende, fredsopbyggende og fredsbevarende operationer,  gående over i fredspåtvingende operationer.  

Styrkerne, som indgår i HRF skal være egnet til kampoperationer, og  dermed opstilles af tungt pansrede bæltebaserede enheder. Opgaverne må  forventes at bestå i fredspåtvingende operationer og kampoperationer.  

Styrkerne, som indgår i FLR skal, afhængigt af den foregående  styrkeindsats og truslen i den efterfølgende indsættelse opstilles af enten lette  eller middeltunge pansrede enheder, der indsættes i fredsopbyggende og  fredsbevarende operationer, indtil situationen er normaliseret og styrkerne kan  trækkes ud på ny.  

Ved valg af fokusering på ”First in – first out”, skal der fokuseres på styrker  til NRF og HRF, idet der skal være en styrke til de første af FLR opgaverne, som  tager den første og evt. turnus under de fredsopbyggende og fredsbevarende  operationer, og herefter trækkes helt ud.  

Ved en udelukkende fokusering på FLR, skal der anvendes en meget stor  styrke, henset til den udmattende konstante udsendelse af styrkebidragene.  Ved sammenligning af andre landes kapaciteter samt NATO’s krav til  styrkebidrag, og sætte disse i relativt forhold samt anvende erfaringerne fra de  sidste 13 års indsættelser, peger det på at Danmark skal kunne opstille.  

En bataljonskampgruppeværdi til NRF bestående af en kampbataljon,  støttet af kampstøtteenheder og støtteenheder, som udrustet med let  pansrede hjulkøretøjer mhp. løsning af konfliktforebyggende,  fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, gående over i  fredspåtvingende operationer.

En brigade til HRF, som er en troppeenhed, dimensioneret til en mere  selvstændig kamp i et meget stort ansvarsområde.  Et divisionshovedkvarter, et brigadehovedkvarter og to  bataljonskampgruppeværdier indsat på samme tid, eller forskudt i to på  hinanden efterfølgende indsættelser7, hvorefter det danske bidrag må trækkes  ud i ånden af ”first in – first out”.  Enheder i NRF ramme bør råde over artilleri mens enheder i FLR ramme  kan råde over artilleri.  I det følgende vil jeg fokusere på kravene til de forskellige hærenheder  mhp. at opstille krav til opgaver, organisation og uddannelse af disse.   Som det konkluderes af ovenstående samt de nævnte historiske  eksempler, skal hærenhederne kunne udføre opgaverne i form af en to‐trins  eller tre‐trins raket.  

Indsættelse af en NRF‐bataljonskampgruppe til konkliftforebyggende  operationer, som i bedste tilfælde opnår succes i opgaveløsningen, og derved  overgår til en fredsbevarende operation. Afhængig tidsforløbet, kan der være  behov for afløsning, hvilket kan udføres af en evt. begge FLR  bataljonskampgrupper, i det sidstnævnte naturligt vil medføre indsættelse af  et brigadehovedkvarter til føringen.

I værste tilfælde, hvor krisen udvikler sig til en konflikt og udsigt til trussel  om krig enten må trækkes ud, hvilket medfører et tab af prestige for det  vestlige samfund, eller fastholder et nærmere angivet område, indtil HRFbrigaden organiseret til udførelse af kampoperationer ankommer til området  og bliver klar til gennemførelse af en kampoperation, som må skal medføre at  den politiske dagsorden bliver gennemtrumfet. Efter afslutningen af  kampoperationen kan der igen blive tale om afløsning med en FLR bataljonskampgruppe i to ½ årlige perioder, eller en reduceret FLR  brigadeværdi i ½ år. Da området kan udgøre et større areal, kan der endvidere  være behov for at Danmark i en periode på ½ år stiller et FLR  divisionshovedkvarter til rådighed.  

Indsættelse af NRF‐bataljonskampgruppen til fredsbevarende indsats i op  til ½ år umiddelbart efter at en fredsaftale mellem to parter er aftalt, som kan  igen kan afløses af en FLR‐bataljonskampgruppe i to ½‐årlige perioder, eller en  reduceret FLR brigadeværdi i ½ år. I sidstnævnte tilfælde kan Danmark  endvidere blive anmodet om at stille et divisionshovedkvarter til rådighed mhp.  føring af flere brigader.

Indsættelse af HRF‐brigaden direkte i kampoperationer som forsvar af  NATO‐territoriet eller til gennemførelse af kampoperationer i et nærmere  defineret område, som udgør en trussel mod NATO‐territoriet. Specielt efter  sidstnævnte tilfælde, kan der igen blive behov for afløsning, som beskrevet  ovenfor.  

 

Samvirke 

Set i relation til Danmarks størrelse og styrkestrukturen og organisationerne,  som typisk indsættes i de forskellige operationer, må hhv. NRF‐bataljonskampgruppen indsættes i en brigaderamme8, og HRF‐brigaden i en  divisionsramme sammen med andre. Da USA har tendens til selv, at ville  indsætte egne styrker i komplette ”pakker”, ses ikke umiddelbart en mulighed  her. Andre muligheder kunne være en fælles nordisk, en dansk‐britisk, evt.  dansk‐tysk‐hollandsk NRF‐brigade hhv. division. Heraf må det konkluderes at  det hidtil kun har været briterne, som har vist vilje til indsættelse uden for  NATO‐rammen i politiske fastlåste situationer. Herudover har Danmark  gennem en efterhånden 10 års periode opnået et særdeles godt samarbejde  med Den Danske Internationale Brigades option under den britiske 1.  Panserdivision, samt samarbejdet i Irak, som har medført, at danske og britiske  chefer og fører meget hurtigt kommer på bølgelængde vedr. operationernes  udførelse. Dette peger på et dansk bidrag på af ovennævnte NRF hhv. HRF  enheder i en britisk brigade hhv. division. Dette stiller samtidig krav om en  organisering af HRF‐brigaden, som bør kunne matche de britiske og mindst  skal kunne matche de amerikanske opgaveorganiserede brigader (se bilag 1)  for så vidt angår pansring, bevæbning, mobilitet og ildstøtte, samt at Danmark  stiller bidrag til divisionstropperne, hvor nuværende materiel giver mulighed herfor eller en opgørelse af et manglende/supplerende behov stiller krav  herom. Derfor må de enkelte våbenarter og kravene hertil gennemgås.  

 

Våbenarterne 

Der tages udgangspunkt i egen organisation samt britisk og amerikansk  organisation, som følge af kendsgerningen om, at disse organisationer har  været afprøvet under kampoperationer i indsættelsesområder uden for NATOterritoriet.  

 

Kamptropper  

NRF‐bataljonskampgruppen: Som udgangspunkt vil der være et stort behov for  infanteri til løsning af opgaverne. Herudover stiller kravet om hurtig flytning af  enheden krav om hjulbaserede og letpansrede undervogne, som kan  lufttransporteres, hvilket svarer til de allerede eksisterende Piranha  hjulpansrede mandskabsvogne. Såfremt der skal demonstreres en  gennemslagskraft, og ved fastholdelse af terræn, vil der være behov for lidt  mere ildkraft. Ved gennemsyn af den amerikanske Stryker‐brigade (se bilag 2),  konstateres der kampbataljoner med hver tre kampunderafdelinger og en  stabsunderafdeling. Med nuværende materiel og førnævnte behov kunne det  pege på en opstilling af kampunderafdelingerne med to pansermotoriserede  infanterikompagnier og et pansermotoriseret infanterikampkøretøjskompagni.  Ved fastholdelsesrollen, mangler bataljonen et middel til bekæmpelse af lidt  tungere pansrede køretøjer, hvilket peger på et behov for højmobile og lette  panserværnsraketter, vurderet til to motoriserede panserværnsraketværdier.  For at tilvejebringe det nødvendige efterretningsbillede til chefens  beslutninger ses et behov for en spejderdeling. Såfremt bataljonen har behov  for mere opklaringskapacitet, skal der kunne udsendes yderligere en let  opklaringseskadron. Enkelte operationer, kan blot stille krav om  tilstedeværelse eller støtte til humanitær indsats efter særlige store  naturkatastrofer, kan der være behov for en let opklaringsbataljon med støtte i  form af logistik og ingeniørkapacitet, hvorfor de to nuværende lette  opklaringseskadroner med pansrede hjulkøretøjer (Eagle‐typen) opstilles i en  let opklarings bataljon.

HRF‐brigaden: Ved betragtning af de amerikanske og britiske  kampenheder i brigaderne, konstateres følgende:

De britiske brigader indeholder tre eller fire kampbataljoner, mens de  amerikanske indeholder tre kampbataljoner. De amerikanske bataljoner  indeholder generelt tre kampunderafdelinger og en stabsunderafdeling, mens de britiske kampbataljoner generelt indeholder fire kampunderafdelinger9 og  en stabsunderafdeling.  

Begge landes to typer af kampbataljoner indeholder enten udelukkende  kampvogne eller panserinfanteri, idet bataljonernes underenheder  sammensættes efter den aktuelle situation, som ofte nødvendiggør en  blanding af kampvogne og infanteri10. Blandingen medfører ofte nogle ulemper  i den logistiske støtte struktur inden for bataljonerne.  

Store forskelle i personelantallet, hvor de amerikanske enheder generelt er  lettere end de britiske, mens der kun er mindre forskelle i antallet af det  kampafgørende materiel i underafdelingerne.

De danske kampbataljoner er på forhånd sammensat af både kampvogne  og infanteri, idet bataljonernes betegnelse afhænger af vægten af typen af  underafdelinger. Dette tilgodeser de logistiske ulemper ved to andre landes  sammensætning af bataljonerne, hvor denne opstilling bør fastholdes. Det  danske infanteri er udrustet med pansrede mandskabsvogne eller lastvogne.  Det motoriserede infanteri og letpansrede hjulkøretøjsbaserede infanteri ses  ikke i de landes kampenheder beregnet til kampoperationer, hvilket skyldes  manglende beskyttelse under kamp, hvorfor de heller skal indgå i de danske  kampbataljoner. De andre to landes infanteri er generelt udrustet med  infanterikampkøretøjer, idet enkelte bataljoner er udstyret med pansrede  mandskabsvogne. Infanterikampkøretøjerne giver bedre beskyttelse og større  ildkraft. Ved at sammenholde ovenstående og fastholde taktikken for  anvendelsen af de danske infanterienheder, peger det på at de nuværende to  panserinfanterikompagnier skal udrustes med infanterikampkøretøjer, mens  det motoriserede infanterikompagni skal afløses af et  panserinfanterikompagni med pansrede mandskabsvogne, der dog kan være  infanterikampkøretøjer, såfremt økonomien tillader dette.

Det bemærkes at det kun er de britiske brigader, som råder over  panserværnsraketenheder, som primært anvendes til flankesikring eller direkte  ildstøtte som forstærkning af infanterikompagnierne.

Med de mere selvstændige opgaver for brigaderne vil der i høj grad være et  behov for flankesikringsenheder på både brigade og kampbataljonsniveau,  hvorfor den nuværende organisation af panserværnsraketenhederne bibeholdes, idet alle enheder dog opstilles med pansrede mandskabsvogne  henset til beskyttelse og mobilitet.
 

Med brigadernes mere selvstændige rolle, ses et behov for en mere kraftig  opklaringskapacitet på dette niveau, hvorfor brigaderne bør råde over  opklaringseskadron med stor mobilitet, suppleret med elektroniske  opklaringsmidler.  

På bataljonsniveauet er den nuværende kapacitet konstateret som  værende for lille, og det er anbefalet at lade denne udgøre en spejderdeling,  frem for en sektion, hvilket er det samme som de to andre landes  kampbataljoner råder over. Enheder kan indledningsvis opstilles med  terrængående hjulkøretøjer, men bør på sigt udrustes med pansrede  spejderkøretøjer.  LRF‐enhederne: For at kunne afløse enten NRF‐bataljonen eller HRFbrigaden i hhv. fredsopbyggende og ‐bevarende operationer, vil der være  behov for en til to bataljoner som enten kan indsættes samlet i et ½ år eller  som afløsning for hinanden i op til et år, hvorefter de danske styrker må  trækkes ud og genopbygges. Ved afløsning af NRF‐bataljonskampgruppen, ses  en situation som er på vej ind i en mere stabil fase, hvormed afløsningen kan  udføres af samme størrelse enhed, eller i bedste tilfælde en mindre let  opklaringsenhed. Ved en afløsningssituation for HRF‐brigadens indsættelse i  en kampoperation efterfulgt af stabilisering i form af en påbegyndt  fredsopbyggende operation, kan der i værste tilfælde være behov for en mere  slagkraftig bataljonsenhed, som også skal kunne bekæmpe evt. adskilte  parters forsøg på genoptagelse af kampen i en separationszone11. Henset til  infrastrukturens beskaffenhed ses anvendelse af en middeltung pansret enhed  efter samme organisation som i dag, idet tunge pansrede enheder vil  yderligere forringe eller helt ødelægge vejnettet og de eksisterende overgange  med videre.  

 

Artilleri  

NRF‐bataljonskampgruppen: Brigaden er det første niveau, hvor  artillerienheder optræder. Herudover er det tidligere konkluderet at  anvendelse artilleri i de operationer, som denne enhed primært indsættes i, kan  give en utilsigtet eskalering af situationen i området, hvorfor der er behov for  forward air‐controllerer til at guide flyleverede præcisionsbomber. Omvendt  kan der ved opgaven med fastholdelse af terræn samt ved en stor  mortertrussel mod bataljonen, være behov for midler til at bekæmpe disse,  hvilket peger på at bataljonen selv skal råde over et ildstøttemiddel, der i  forhold til bataljonens normale ansvarsområde, samt rækkevidden af andres  morterer, peger på et behov for selvkørende letpansrede automatiske  morterer. Set i forhold til antallet af kampenheder i bataljonen og den primært  defensive opgave, peger det på tre morterpjecer med dobbeltrørsmorterer,  hvilket svarer til ildstøtten fra et artilleribatteri. Disse placeres i  stabskompagniet. Luftværnsstøtten til en bataljon udgøres normalt af en  delingsværdi, hvilket tillige anses som tilfredsstillende, ligesom den nuværende  platform for affyringsramperne virker tilfredsstillende henset til kravene om  lufttransport og hurtig indsættelse.  

HRF‐brigaden: Ved sammenligning af såvel den britiske som den  amerikanske artilleri struktur, ses det at brigaderne generelt er tildelt en  selvkørende og pansret artilleriafdeling, hvorfor den danske brigade også skal  råde en sådan. Med moderne tungt selvkørende artilleri, vil der kunne opnås  ca. tre gange større ildkraft, autonomi, større mobilitet og bedre pansring som  giver større styrkebeskyttelse og overlevelsesevne, samtidig med at  betjeningsmandskabet kan halveres. For at kampbataljonerne er garanteret  eget ildstøttemidler, må de nuværende morterer erstattes i et forhold 1:1, og  gøres mere mobile og hurtigere at indsætte, hvilket også peger på automatiske  to‐rørs morterer på bæltebaserede køretøjer. De allerede eksisterende  raketkastere kan med fordel anvendes til at forstærke divsionsartilleriet, som  udgør langt størstedelen af divisions ildstøttemiddel til bl.a.  opklaringsenhederne gennemførelse af dybdekampen. Der bør opstilles et  forstærket raketkasterbatteri. For at kunne erkende mål, er der fortsat et  behov for droner og artilleripejleraderer. Luftværnsstøtten til en brigade er  normalt et batteri, som i UK og US organisation er baseret på pansrede  bæltekøretøjer med Stinger eller Stinger lignende systemer, hvorfor  affyringsramperne i det danske selvkørende luftværnsbatteri bør baseres på  letpansrede bæltekøretøjer.

LRF‐enhederne: Som følge af opgaveområdet med ikke‐kampoperationer,  kan anvendelse af artilleri medføre en mulig genoptrapning af konflikten,  hvorfor der i stedet skal fokuseres på præcisionsbombning af upegede farlige  mål med fly‐ og helikoptere. Truslen fra krumbanevåben mod enhederne vil  mest sandsynligt bestå af morterbeskydninger med mandbårne lette og  middeltunge morterer, samt improviserede køretøjsbårne tunge morterer,  hvilket peger på et behov for samme mortertype, som angivet NRF‐enhederne.  Såfremt der er tale om en operation, hvor to parter er adskilt fra hinanden kan  der endvidere være behov for en kapacitet til luftsikring af egen styrke, såfremt  en genoptrapning af konflikten med anvendelse af kampfly bliver aktuel.  Endvidere vil der kunne være behov for overvågning af det normalt store  ansvarsområde.

Som erkendt under ovenstående ses kun et behov for en artilleriafdeling  ved HRF‐brigaden, dog med en forbedret ildkraft og mobilitet. Ved alle  enheder vurderes et behov for selvkørende tunge morterer som  kampbataljonernes egne ildstøttemidler. Som følge af en særdeles brugbar  materielarv og et behov for at kunne forstærke en HRF‐divisions kapacitet til  gennemførelse af dybdekampen, opstilles en reduceret artilleriafdeling som en  del af divsionstropperne med et forstærket raketkasterbatteri og et stabs‐ og  målopklaringsbatteri med droner og artilleripejleradarer. For at opretholde  ekspertisen ved forward air controller personellet samles disse også i denne  afdeling, og tildeles enhederne efter behov. Alle enhederne har brug for  luftværnskapacitet, med pansrede bæltundervogne til HRF‐brigaden og  hjulkøretøjs baserede letpansrede undervogne eller lastvogne til hhv. NRF og  FLR enhederne.

 

Ingeniørtropperne  

NRF‐bataljonskampgruppen: Afhængig af indsættelsesområdet vil bataljonen  have behov for en forstærket ingeniørdelingsværdi og op til et reduceret  ingeniørkompagni, baseret på de samme hjulkøretøjer, som infanteriet. Af  materiel vil der være behov for lette mekaniske hjulkøretøjsbroer, mekaniske  kolonneveje, lette maskiner til såvel vejtjeneste som udførelse af  overlevelsesforanstaltninger. Ved fastholdelse, kan der endvidere være behov  for nærudkastede levetidsbegrænsede miner samt moderne områdevåben til  nedkæmpelse af såvel panser som personel. Har der været kamp i området  forud for indsættelsen af NRF‐enheden, vil der erfaringsmæssigt være en del  ueksploderet ammunition (UXO), hvilket kræver støtte fra  ammunitionsrydningsenheder. Skal enheden forblive i området gennem en  længere periode, og påregnes den afløst af LRF‐enhederne, vil der være behov  for konstruktionsenheder til etablering styrkebeskyttelse, lejrfaciliteter og  udbygning af infrastrukturen til understøttelse af egne operationer samt  opretholdelse af kampkraften. Dette peger på at der skal opstilles en  ingeniørkompagnisværdi til direkte understøttelse af operationerne, samt en  central opstilling af specialkapaciteter til gennemførelse af  specialingeniørtjenesten.

HRF‐brigaden: Med brigadens mere selvstændige rolle i rammen af  divisionens kontaktslag, er det i NATO konstateret, at disse i højere grad selv  skal råde over midlerne til denne kamp. Samtidig er det i mest betydningsfulde  NATO lande besluttet, der til hver kampbataljon skal kunne etableres to  overgange med situationsbestemte, pansrede og højmobile  ingeniørkapaciteter, mens brigaden har brug for to fortløbende  terrænorienterede overgange henset til kravet om to forsyningsveje. Endvidere er der ovenfor konstateret et væsentlig større behov for ingeniørkapaciteter  inden for alle områder, i indsættelsesområder uden for NATO territoriet, som  følge af en ikke eksisterende, ringe udbygget, underdimensioneret helt eller  delvist ødelagt infrastruktur. I den amerikanske og britiske  opgavesammensatte brigade udgør panseringeniørbataljonerne 15 ‐ 20% af  brigadernes kamp‐ og kampstøtteenheder, mens de kun udgør max. 5 % af de  danske brigaders tilsvarende enheder. I de to andre landes organisation med  opgavesammensatte brigader, er der en panseringeniørbataljon bestående af  mindst tre panseringeniørkompagnier til understøttelse af kampbataljonernes  kamp, samt et stabskompagni til understøttelse af brigadens behov, mens en  dansk brigade råder over et panseringeniørkompagni sammensat hovedsagelig  til understøttelse af operationer fra den kolde krig og inden for NATO området.  Ved de britiske enheder indeholder stabskompagniet ressourcer til at åbne  brigadens forsyningsveje, reparere og vedligeholde disse i mindre omfang, bl.a.  med maskiner og mekaniske feltbroer op til 40 meters spænd12. De  amerikanske brigader tilføres normalt feltbroer og flere maskiner fra divisionen  til udførelse af denne opgave. Der er dog som følge af erfaringerne fra krigen i  Irak 2003, igangsat et udviklingsarbejde, som peger på at tildele brigadens  tildelte panseringeniørbataljon midlerne ved at organisere disse i  stabskompagniet.

En af de andre landes kampbataljoner kan normalt støttes af ca. seks  panseringeniørgrupper, fire til seks panserbroer, tre – fire pansrede  minerydningskøretøjer med mulighed for at kaste faskiner og udlægge  kolonneveje, fire pansrede ingeniørmaskiner og to til fem ingeniørmaskiner  samt to til fire let pansrede minekastere til nærudkastning af  levetidsbegrænsede panserminer, idet alle de pansrede kapaciteter er baseret  på bæltekøretøjer, henset til kravet om en særlig høj grad af mobilitet.  Ingeniørgrupperne er i begge lande p.t. udrustet med pansrede  mandskabsvogne13. De britiske og amerikanske erfaringer giver en erkendelse af et langt større behov. Der vælges dog indledningsvis en minimumsløsning, i  form af en panseringeniørbataljon to panseringeniørkompagnier, som lige  netop lever op til NATO’s minimumskrav, således at den opstillede brigade i  det mindste kan fremstå som troværdig på dette område. En indsættelse vil så  vise om der skal mere til. Erfaringer fra den seneste krig i Irak viste et særligt  stort behov for ammunitionsrydningskapacitet i brigadernes bagland, og de to  krigsførende lande har igangsat et udviklingsarbejde på dette område, som  peger i retning af en fordobling af kapaciteten til divisionsniveauet. Da  Danmark har gjort nogle kedelige og triste erfaringer med sammenblanding af  personel ml. to forskellige lande inden for dette område, skal brigaden kunne  tilføres en ammunitionsrydningskapacitet, som kan støtte med at opretholde  brigadens to forsyningsveje. På overgangsmaterielsiden råder de britiske  divisioner over en meget begrænset kapacitet til overvindelse af vandløb over  40 meters bredde, hvorfor Danmark skal kunne bidrage hertil. Ud fra analyser  udført ved Hærens Ingeniør‐ og ABC‐skole, peger det på at kunne støtte med  op til 200 m amfibisk flydebro, som samtidig skal kunne udgøre mindst 4  færger for kampvogne, idet kapaciteten bør være 8 færger. Brigaden skal  støttes af et logistisk støtte element, da logistik er et nationalt ansvar. Da  faciliteterne til oplægning af forsyninger, reparation af køretøjer og materiel  samt oprettelse af et felthospital, ofte vil være mangelfuld samtidig med en  dårlig infrastruktur, herunder dårlige veje, skal der kunne støttes med en  konstruktionsenhed af kompagniværdi. Denne kan endvidere anvendes til at  etablere træningsfaciliteter til HRF‐brigaden under den afsluttende  øvelsesvirksomhed i forberedelserne til kampoperationerne i  deployeringsområdet.  

LRF‐enhederne: Efter en krig, enten med deltagelse af HRF brigaden eller  udkæmpet mellem to parter, som skal adskilles, vil infrastrukturen være endnu  mere reduceret eller ødelagt. For kampenhederne vil der endvidere være behov  for overlevelsesforanstaltninger og mulighed for at forsvare sig. Af denne  grund vil der være behov for en til to ingeniørdelinger forstærket med  ingeniørmateriel, førings‐ og logistisk støttekapacitet til direkte understøttelse  af operationerne. Området vil være fyldt med ueksploderet ammunition,  hvilket medfører et behov for støtte med ammunitionsrydningskapacitet af  delings til reduceret kompagniværdi. Der vil derudover være behov for  konstruktionsarbejder til opretholdelse af hygiejne og forstærke  styrkebeskyttelsen, hvortil der vil være behov for et konstruktionskompagni pr.  kampbataljon14, der tillige skal kunne støtte med tungere vej‐ og brotjeneste  for at genskabe kommunikationsvejene i det tildelte ansvarsområde.  

Af ovenstående ses et behov for kapaciteter til direkte understøttelse af  operationerne ved hver enhedstype, samt en central specialkapacitet, som alle  enheder kan få brug for.  

 

Føringsstøtte

NRF‐bataljonskampgruppen: Kampbataljonsniveauet stiller krav om en  stabsdeling til opretholdelse af forbindelserne internt i bataljonen og kampsignalnet til foresatte, samt til servicering af staben. Da det normalt er  brigaden, som skaber forbindelse med længere rækkende og mere stationere  forbindelser, må det også forventes at brigaden stiller med dette udstyr. Der vil  dog være krav om en direkte forbindelse til Danmark. Afhængig af  indsættelsesområdet vil bataljonen have behov for en forstærket  militærpolitisektionsværdi og op til reduceret detachementsværdi.  

HRF‐brigaden: Da brigaden er underlagt en division, må det jf.  ovenstående være divisionen, som tilvejebringer kommunikationsmidlerne til  denne. Der er derfor kun krav om at brigaden kan holde kommunikationen  internt, hvilket stiller krav om føringsinstallationer langtrækkende  signalmidler, som placeres i stabskompagniet. Der vil også her være krav om  en direkte forbindelse til Danmark. Brigaden skal kunne støttes af en  militærpolitikapacitet m.h.p. kampoperationer, vurderet til behov som i  nuværende organisation.

LRF‐enhederne: Ved udsendelse af hhv. en division og en brigade, er de to  enheder ansvarlig for opretholdelse er kommunikationen internt i enheden,  også til andre landes bidrag. Da føringsinstallationerne på disse niveauer har en  stationær karakter under fredsopbyggende og –bevarende operationer, stiller  dette krav om telegrafenheder med kapacitet opretholdelsen af forbindelsen  mellem et stationær divisionshovedkvarter og op til fem brigader, herunder  relæer, samtidig et brigadehovedkvarter og op til fem bataljoner, herunder  relæer, begge udsendt i op til ½ år, eller halvdelen usendt i to ½‐års perioder.  Erfaringerne har vist et særligt stort behov for MP‐støtte under ikke  kampoperationer, hvorfor der skal opstilles en kapacitet til såvel divisionens  løsning af fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, som til  forstærkning af brigaden og selvstændigt udsendte bataljonskampgrupper,  hvortil et behov som det nuværende MP‐kompagni vurderes nødvendigt.  

For at skabe og opretholde tilstrækkelig ekspertise ses af ovenstående en  centralisering af telegrafenhederne på divisionsniveau med tildeling til  enhederne efter behov.

MP enhederne bør decentraliseres til de enkelte enheder og samles på  brigadeniveau med den normale kapacitet hertil, og så kunne forstærkes efter  behov fra en central kapacitet på divisionsniveau.  

 

Logistik  

NRF‐bataljonskampgruppen: For at kunne genforsyne underafdelingerne vil  der være behov for en forsyningsdeling, og til at genforsyne bataljonen må der  opstilles et nationalt støtte element (NSE), som af ressourcemæssige hensyn  bør placeres sammen med brigadens tilsvarende enhed. For at kunne  vedligeholde bataljonens materiel, våben og køretøjer, må bataljonen råde  over en kapacitet selv, ligesom der skal være en kapacitet i NSE til løsning af de  lidt tungere reparationsopgaver. For at kunne bjærge fastkørte eller nedbrudte  køretøjer, må bataljonen endvidere selv råde bjærgningsmidler, idet NSE  således skal råde over evakueringsmidler. For de lette opklaringseskadroner,  som skal kunne udsendes selvstændigt, ses behovet for logistisk kapacitet på  underafdelingsniveuaet i stedet for afdelingsniveauet.  

HRF‐brigaden: Alle afdelinger i HRF brigaden skal råde over kapacitet til at  støtte underafdelingerne inden for alle logistiske områder. Dette for at bevare  underafdelingerne, som forholdsvis logistiske lette enheder, og for at kunne  lægge tyngde med støtten efter behov. Kun hvor der stilles krav om stor  specialisering for de enkelte underafdelinger, ses kapaciteterne fordelt på  underafdelingsniveauet. Endvidere skal brigaden kunne understøtte  operationerne inden for alle logistiske områder. Ved en omstrukturering og  indførelse af større transportkapacitet i de enkelte køretøjer samt mekaniseret  genforsyningskoncept, kan de opnås en slankning af forsyningskompagnierne,  som sammen med oprettelsen af en logistisk støtte gruppe med den dobbelte  kapacitet placeret tæt på indgangspunktet til operationsområdet, muliggør en  mere smidig genforsyning. Dette vurderes at kunne skabes på grundlag af den  nuværende trænbataljoner med kun et forsyningskompagni, samt  logistikbataljonen med to forsyningskompagnier.  

LRF‐enhederne: Skal kunne understøttes af et nationalt støtte element, af  samme karakter, som NRF‐enhederne, dog op til den dobbelte størrelse ved  indsættelse af to bataljoner til afløsning på samme tid.

Med udgangspunkt i forsvarschefens oplæg til organisation med  personelnormer og på baggrund af ovenstående krav til våbenarternes  organisation, kan det konkluderes at der er behov for en brigade beregnet til  kampoperationer, mens der er behov for tre kampbataljoner med opgaver  inden for ikke‐kampoperationer. Dette peger på opstilling af to brigader, en til  hvert opgaveområde. Dette forstærkes yderligere af kravene til materiellet og  specielt køretøjerne i de to typer af enheder, idet pansrede hjulkøretøjer ikke ses som en muligheder for enhederne indsat i kampoperationers kontaktslag.  Da støttekapaciteten til de udsendte bataljoner eller reducerede brigade inden  for ikke‐kampoperationer, kan variere meget, bør denne samles i selvstændige  enheder under brigaden. Da begge brigader har behov for visse  støttekapaciteter peger det på at samle disse som divisionstropper, og så  tildele herfra.  

Det kan endvidere anbefales at undersøge om følgende med fordel kan  gøres værnsfælles, og dermed centralisere normerne for at opnå maksimal  ydelse af disse og evt. flere enheder til udførelsen af opgaverne (dette ses bl.a. i  briternes og tyskernes organisation), idet uddannelsen og enhederne og  normere bør lægges under det værn som er ”største‐brugeren”. Emnerne til  dette er:  

 

• MP‐uddannelse og opstilling af enheder (hæren).  

• Konstruktionsingeniørenheder (skal vel også kunne etableres faciliteter til  flyvevåbnet og mindre havnefaciliteter til søværnet) (hæren).  

• Ammunitionsrydningsenheder (hæren).  

• ABC‐sporings og renseenheder (hæren).  

• Topografiske enheder (hæren)  

• Helikopterenheder (flydevåbnet)  

 

Beredskab for de forskellige enheder 

NRF enheder: Da beredskabet for disse enheder er særlig høj, skal alle  enhederne og de tilknyttede kampstøtte og støtteenheder være af stående  styrke.  

HRF enheder: Beredskabet for denne type enheder bør betinge stående  styrke. Dog vil der altid være et politisk varsel i form af diplomati og  forhandlinger forud for indsættelse af enheder i kampoperationer. Varslet kan  dog være af kortere varighed, hvilket kan medføre at en mindre del af HRFbrigaden opstilles som reserveenheder, der indkaldes til vedligeholdende  uddannelse to – tre gange årligt, idet størsteparten af føringsstrukturen i disse  enheder er opstillet med stående styrke. På denne måde kan der opretholdes  et tilstrækkeligt højt beredskabskrav. Ved en politisk tidlig varsling og  beslutning om genindkaldelse og klargøring samt træning forud for en  deployering og indsættelse i kampoperationer, vurderes det på baggrund af  engelske og amerikanske erfaringer, som muligt at en mindre del af HRFbrigaden udgøres af reservestyrker. Dette dog kun såfremt der må prioriteres  af økonomiske årsager.  

Beredskab: LRF‐enhederne kan på baggrund af et forholdsvis lavt  beredskab, opstilles af reservepersonel, dog kadrebemandet i stabe og nøglefunktioner, herunder chefer og specialfører og visse dele af det logistiske  personel. Ved en vedligeholdende uddannelse en gang årligt samt en rettidig  genindkaldelse og træning af styrken vurderes udsendelse muligt, når  enhederne med højere beredskab er indsat i deres opgaver. Et umiddelbart  bud, kunne være opstilling 3 måneder forud for udsendelsen.  

 

Personelgrundlag 

Skal der af økonomiske årsager prioriteres mellem værnepligtige i en reduceret  tjenestetid eller ren professionel styrke, ses det mere omkostningseffektivt, at  sætte værnepligten på midlertidig pension, idet den ikke skal afskaffes henset  til muligheden for at kunne genopbygge kampkraften til nuværende  krigsorganisation inden for en 10 års periode.  

 

Uddannelse 

Opgaverne for NRF‐enhederne peger primært på uddannelse til ikkekampoperationer, dog som min. med de defensive kampmåder i form af  forsvar fra kampoperationer, henset til opgaven om, at kunne fastholde terræn  indtil HRF‐styrkerne kommer frem, og udvigende kamp, såfremt dette giver  den bedste mulighed for at vinde den nødvendige tid, eller det bliver  nødvendigt at forlade området. Såfremt kampbataljonskampgruppen skal  indsættes i operationsområdet via lufttransport til en lufthavn med en  potentiel risiko for uroligheder, kan det være nødvendigt at luftlandsætte  mandskabet til at sikre lufthavnsfaciliteterne forud for at flyene lander. Derfor  må enheden trænes i luftlandsætninger.

Opgaven til HRF‐styrkerne omfatter kampoperationer, og stiller derved  krav om angrebs‐, forsvars‐ og henholdendekamp. Da brigaden skal kunne  fastholde området efter kampens ophør, og indtil til afløsning kan finde sted,  er der ligeledes krav om uddannelse til fredsopbyggende og –bevarende  operationer i deres indledende fase.  

Opgaverne for FLR‐styrkerne peger på en uddannelse, som angivet for  NRF‐enhederne, dog ikke med luftlandsætningsdelen.  Da kampoperationer stiller de største krav til uddannelsen, og da de ses  som grundlaget for alle enhedstyperne, kan det overordnede logiske  uddannelsessystem opstilles jf. figur 2.  

 

Ved indførelse af et rent professionelt system, ses et behov for en fælles  grundlæggende uddannelse af enkeltmand, som det mest  omkostningseffektive. Da evnen til at kunne gennemføre kampoperationer  nødvendigvis fortsat skal udgøre grundstammen i den videre uddannelse,  sendes den enkelte soldat nu ud til den våbenart, hvori den fortsatte tjeneste  skal udføres for at gennemføre funktionsuddannelse. Dette kan enten  gennemføres centralt ved våbenarternes skoler eller direkte ude i enhederne,  ved at udskifte enkeltpersoner i disse årligt. Omkostningseffektivt, vil en  kombination nok vise sig at være den bedste model, idet soldaten uddannes i  de grundlæggende funktionsfærdigheder forud for indtræden i enheden. Ved  udskiftningsdatoen i enhederne (en gang årligt, evt. forskudt mellem  enhederne), indgår de nye soldater nu i deres kommende enhed under HRFbrigaden m.h.p. uddannelse til kampoperationer. For at fastholde ekspertisen i  de enkelte enheder, viser erfaringer at max. 33 % må udskiftes på samme tid.  Soldaten fortsætter nu uddannelsen med sin enhed i ca. 1 år, hvorefter denne  rutineres i endnu et år. Såfremt HRF‐brigaden skal indsættes i en  kampoperation intensiveres træningen både før og efter deployeringen til  området. Erfaringer fra lande, som anvender denne uddannelsesmetode, viser  at soldaten hurtigt lærer at indgå i sin enhed, idet 2/3 af denne er rutinerede i  udførelse af deres opgaver, og dermed stiller udfordrende krav til det nye  personel i enhederne. Efter ca. 3 års tjeneste skifter soldaten til NRF  enhederne, og efteruddannes nu til ikke‐kampoperationer i løbet af et par  måneder, hvorefter soldaten gør tjeneste i disse enheder, herunder indsat i  ikke‐kampoperationer. Efter 4‐5 års tjeneste, hjemsendes soldaten og indgår  nu i reservekorpset betalt ved sin bonus efter afslutningen af den faste  tjeneste. Personel som skal anvendes som befalingsmænd udtages tidligst  efter 2 års tjeneste og gives en fælles grundlæggende  befalingsmandsuddannelse, hvorefter de indtræder på et våbenkursus ved de  enkelte tjenestegrensskoler. Herefter tiltræder de deres funktion efter samme  funktionsmønster, som i dag. Befalingsmænd, der ikke findes egnet til  avancement til næste niveau hjemsendes efter ca. 3 ‐ 4 års tjeneste med en  bonus, som kan give mulighed for uddannelse i det civile system, og indgår i en  kort årrække som en del af reserven. Officererne kan uddannes efter lignende  metode.  
 

Garnisonering 

Med udgangspunkt i ovenstående, ses et behov for en garnison, som løbende  udfører uddannelsen af enkeltmand i ca. 3 måneder ad gangen. Terrænet hertil  stiller ikke de store krav. Denne garnison kan tillige udgøre basen for den fælles  grundlæggende befalingsmandsuddannelse og videreuddannelser.  

HRF‐brigaden opstilles ved terræner, som giver god mulighed for at træne i  udførelsen af dybde manøvre i kampoperationer og de enkelte specialer,  hvortil det skal bemærkes at de vestjyske og til dels nordjyske øvelsesterrænet  giver de bedst muligheder samtidig med, at sammenhængen mellem og  størrelsen af disse giver de bedste muligheder.  

NRF‐enhederne bør placeres ved et øvelsesterræn, som giver gode  muligheder for udførelse af ikke‐kampoperationer. For bataljonskampgruppen  skal der i perioder være mulighed for indøvelse af luftlandsætninger af som  minimum forstærkede underafdelinger. Da dette sandsynligvis skal udføres i et  udenlandsk øvelsesterræn, henset til størrelserne af de danske terræner stiller  det ikke særlige krav til garnisoneringen. Dog peger den grundlæggende  faldskærmsuddannelse samt beredskabskravet på en garnisonering i  nærheden af en militær eller større civil lufthavn.  

LRF‐enhederne er af reserven og indkaldes periodevis til vedligeholdende  uddannelse, hvilket ikke stiller særlige krav. Da den ene kampbataljon er af  samme type, som NRF‐kamp‐bataljonen, kan disse dog med fordel være  samgarnisoneret, m.h.p optimal udnyttelse af instruktør‐ og  materielkapaciteterne.  

 

Lønninger

Hele lønområdet skal gennemgås i detaljer. Lønnen for konstablerne og de  yngste befalingsmænd skal tilpasses, således at den netop giver det  nødvendige indtag til opretholdelsen af styrken, ved at lønnen og den  efterfølgende bonus virker interessant nok til at man vil bruge ca. 3 år i aktiv  tjeneste og op til 3 år som reservist, hvor uddannelsen kan afbrydes af en udsendelse. For de officererne, skal lønnen sættes til et niveau, som muliggør  at de vil bruge 3 år til grunduddannelsen og yderligere 3 år i aktiv tjeneste,  hvorefter deres fremtid er uvis.  

 

Implementering 

Transformationen vil kunne foregå inden for en fem til ti års periode ved en  benhård prioritering i materielimplementeringen, således at kapaciteter som  forefindes i nuværende struktur, men som ikke opfylder kravene 100 %  anvendes indtil en senere udskiftning, og kapaciteter som ikke forefindes i dag,  fremskaffes som det første. Endvidere bør NRF bataljonen til hurtig indsats  prioriteres først, dernæst brigaden til kampoperationer, dernæst en reservist  bataljon til afløsning, mens den middeltunge reservistbataljon stort set kan  opstilles af materielarven.  

 

Afslutning og konklusion 

På baggrund af de udvidede opgaver i det fulde opgavespektrum, må hærens  opstilling og evne til at bidrage opgaveløsningen uden for NATO‐territoriet  prioriteres. Set i forhold til NATO’s styrkeopbygning og krav til  styrkeopstillingen, må Danmark i relation til de andre medlemmers kapaciteter  og ressourcer skulle opstille et troværdigt bidrag til udførelse af opgaverne  inden for alle områder, omfattende:  

En NRF‐kampbataljonskampgruppe og/eller en let opklaringsbataljon,  begge med et nationalt støtteelement på 5‐30 dages beredskab, beregnet på  konfliktforebyggende, fredsopbyggende og fredsbevarende opgaver, idet  enhederne skal kunne gennemføre udvigende kamp og forsvar. Enhederne skal  kunne indsættes i rammen af en NRF‐brigade og opstilles udelukkende ved  stående styrke.  

En HRF brigade med divisionstropper og logistisk støtteelement på 30 – 90  dages beredskab, beregnet til gennemførelse af kampoperationer, idet  divisionstropperne dels skal støtte det logistiske støtteelement og forstærke  divisionstropperne ved indsættelsen i en HRF division beregnet til  kampoperationer. Brigaden skal være hovedsagelig være opstillet ved stående  styrke, idet dele kan være reservister, såfremt økonomien betinger dette.

En FLR reduceret brigade samt et divisionshovedkvarter, med et nationalt  støtteelement på lavere beredskab end 90 dage. Den reducerede brigade skal  kunne gennemføre afløsning af egne NRF eller HRF styrker eller andre landes  styrker i ½ ‐ 1 år under udførelse af ikke‐kampoperationer.  Divisionshovedkvarteret skal kunne udsendes i ikke‐kampoperationer mhp. at  føre en multinational styrke i ½ år. Enhederne opstilles hovedsagelig ved  reservister, idet føringskapaciteterne og visse dele af de logistiske kapaciteter i afdelingerne og de selvstændige underafdelinger opstilles med stående styrke.  Divisionstropperne opstilles ca. med 50 % kombination af stående styrke og  reservister.  

Styrkerne tilvejebringes ved et professionelt system, idet værnepligten kan  bibeholdes, såfremt økonomien tillader dette uden at gå kompromis med  styrkeopstillingen og materiellet hertil. Der bør oprettes en fælles grundskole  for soldaterne og befalingsmændene, som herefter gennemfører  funktionsuddannelsen gennem et våbenkursus, hvorefter de tilgår enhederne  og gennemfører enheds‐ og vedligeholdende uddannelse inden for  kampoperationer. Efter to – tre år overføres dele til uddannelse i ikkekampoperationer og udgør herefter NRF‐enhederne. Hjemsendte egnede  udgør reservisterne til opstilling af FLR og dele af HRF brigaden, samt  reservister som personelerstatning. Dette kan gøres kontraktbetinget ved  tilbud om et rimeligt tilskud til en civil uddannelse som afslutning på den aktive  tjeneste. Materiellet tilvejebringes over en kortere hhv. længere periode, idet  kapaciteterne som mangler, er mandskabsbesparende eller er meget nedslidte  tilvejebringes først, idet behovet for værnepligtige nedtones i takt hermed.  NRF‐enhederne med støtteenhederne og støttestrukturen prioriteres under  transformationen, mens materiel til HRF‐brigaden kommer i anden række.  

De aktive enheder samles i en række sammenhængende  garnisonsområder, som tilgodeser funktions‐ og enhedsuddannelsen, og giver  de bedste betingelser for samvirkeuddannelsen.  Vigtigst ved opstillingen af det kommende forsvar, herunder hæren, anser  jeg troværdigheden over for den danske befolkning og ikke mindst andre  samarbejdspartnere, hvilket er ensbetydende med at kunne løse opgaver inden  for det fulde opgavespektrum, at de to brigader organiseres efter deres  opgaver, samt at der en balance imellem våbenarterne, baseret på de seneste  erfaringer, som medfører at enhederne kan løse deres opgaver defineret af  NATO.

 

Fodnoter

1 Er fastsat i flere analyser. Flere af disse analyser inddrager dog ikke  chokeffekten fra terrorangreb mod højt prioriterede mål i såvel Danmark,  som landende omkring os samt USA, som kan ændre trusselsbilledet meget  hurtigt inden for kortere tid end 10 år. Endvidere inddrager de fleste analyser  ikke den kommende mangel på ressourcer og den heraf følgende påvirkning  på verdenssamfundet.

2 Disse brigader går under betegnelsen: ”Stryker brigader”, og er navngivet  efter det letpansrede hjulkøretøj, som kamp‐ og kampstøtteenhederne er  udrustet med. Briterne er i gang med at opstille en lignende enhed, ved at  transformere en stående enhed hertil, som i første omgang forventes at  udgøre brigadestørrelse.  

3 Årsagen til at man ikke vil gå længere ned ved styrkebidragene til  kampoperationer, skyldes krav om hurtig og sikker udførelse af føringen på  hvert niveau inden for brigaden, sprogbarrierer, procedurer, stor risiko for  egenbeskydning med unødige tab til følge, samt at bataljonskampgruppe  bidrag vil stille krav om større og tungere føringsinstallationer, hvilket vil  medføre et væsentlig langsommere tempo under indsættelsen.

4 Ved uacceptabel stor nedslidning forstås tab af ekspertise på primært officers‐  og sekundært befalingsmandsniveauet, idet overskridelse af 1/6‐reglen fører  at flere af de bedste fra disse personelkategorier vælger anden levevis, som  følge af de hyppige udsendelser. Et eksempel herpå var ved 1. US Marine  Division, som i 1990’erne konstant havde ca. 1/3 udsendt til Korea mhp.  udførelse af fredsbevarende opgave, som førte til at ca. halvdelen cheferne  på underafdelingsniveuaet (normalt kaptajner) ved de hjemmeværende  enheder var besat af premierløjtnanter, og langt over halvdelen  stabsfunktionerne ved afdelingerne led samme skæbne. Briterne er nu ved at  opleve lidt den samme tendens.

5 Hverken USA eller UK havde været istand til at gennemføre nuværende  opgaver uden at råde over reservister, idet økonomien i disse lande heller  ikke tillader en fuld stående styrke.  

6 I de lande (USA, UK og Frankrig), som har opereret med hærstyrker uden for  NATO området, er der set en organisationsudvikling, som har vist  kapacitetsforøgelse af alle typer af ingeniørenheder på tre til seks gange den  kapacitet, som blev opstillet til den kolde krig. Behovet er senest blevet  bekræftet under krigen og den efterfølgende stabiliseringsoperation i Irak  2003, idet USA har gjort erfaringer, som peger på at kunne udvidde  kapaciteten yderligere (3 US Infantry Division’s After Action Report juli 2003).

7 Forventelig af ½ års varighed.

8 Mindste fastorganiserede eller opgavesammensat troppeenhed.

9 Panserbataljonerne indeholder fire kampvognseskadroner, mens  infanteribataljonerne indeholder tre infanterikompagnier og et  manøvrestøttekompagni.  

10 Derefter benævnes bataljonerne enten som battle groups (UK) eller task  forces (US).

11 Bygger på en situation som oplevet på Balkan.

12 Hovedparten af NATO‐landene har defineret dette som det spænd en  brigade selvstændig skal kunne overvinde med egne organisatoriske  midler og selv kunne overføre alle køretøjer.  

13 Amerikanske erfaringer fra Iraqi Freedom 2003, viste dog, at grupperne for  fremtiden skal udrustes med infanterikampkøretøjer, henset til kravet om  beskyttelse. Et eksempel herpå var tabet af en ingeniørgruppe, som var  underlagt et panserinfanterikompagni, hvor beskydning af køretøjerne  med RPG medførte at den pansrede mandskabsvogn og dele af  ingeniørgruppen gik tabt, mens infanterikampkøretøjerne fortsatte deres  opgave ubemærket.

14 Opgjort ud fra lejrkonceptet og udkastet til lejrreglementet.