Log ind

De forenede Staters maritime strategi

#

U.S. Naval Institute udsendte med januar 1986 nummeret af Proceedings et særtryk med titlen »The Maritime Strategy«. I indledningen nævnes, at den maritime strategi har pådraget sig mere opmærksomhed end på noget andet tidspunkt under fredstid siden Alfred Thayer Mahans dage. Supplementet til Proceedings består af 4 artikler, hvor specielt den første, The Maritime Strategy, tiltrækker opmærksomhed. Forfatteren er nuværende chef for De forenede Staters flåde - Chief of Naval Operations - admiral James D. Watkins. Artiklen er interessant, dels fordi det er sjældent, at man i uklassificeret form får et indblik i stormagternes nationale maritime strategi, og dels fordi den på en klar måde udtrykker De forenede Staters påtænkte anvendelse af sin sømagt. Denne artikel er baseret på »The Maritime Strategy«.

Ved orlogskaptajn Paul B. Sørensen.

Indledning

De forenede Stater er uundgåeligt en sømagt, som pålægger sin flåde et globalt ansvar. Det har altid været nødvendigt at tilrettelægge landets strategi med omhyggelighed, men siden Sovjetunionens udvikling af en imponerende søgående flåde, har en sund strategi været en direkte nødvendighed. 1 1983 påbegyndte De forenede Staters flåde en revision af det strategiske grundlag, og resultatet er blevet en maritim strategi, der er en underordnet del af USA’s militære strategi. Den maritime strategi er et hjælpemiddel til brug for planlægningen af en global anvendelse af flådestyrkeme i fredstid og gennem en global krig indtil krigens afslutning. Strategien er meget bredt formuleret og skal ikke betragtes som en selvstændig plan for den maritime krigsførelse indeholdende taktiske doktriner, tidsplaner eller særlige mål. Den maritime strategi skal anvendes under det væmsfælles kommandosystem og er beregnet som et grundlag for kommandomyndighedemes planlægning. Den udformede strategi er hovedgrundlaget for al planlægning af flådens operationer og beslutninger i relation til den operative planlægning.

Den nationale militære strategi og de maritime opgaver

Den nationale strategi bygger på 3 grundlæggende forudsætninger:

- Afskrækkelse (deterrence)

- Fremskudt forsvar (forward defense)

- Solidaritet i alliancen (alliance solidarity)

Afskrækkelse indebærer, at potentielle modstandere må overbevises om, at de risici, der er forbundet med aggressive handlinger, er større end de mulige fordele heraf. Sovjetunionen og andre modstandere afskrækkes ikke af tomme trusler og retorik, der må være troværdige styrker opstillet og beredt på at blive indsat om nødvendigt. Det fremskudte forsvar er ikke mindst en følge af USA’s alliancer og traktater med 43 lande, hvilket kræver styrker dels for at give aftalerne et troværdigt indhold og dels for at styrke solidariteten. Den maritime strategi forudser støtte til militære operationer på land direkte og indirekte. Strategiens succes afhænger af indsatsen fra de to andre værn og USA’s allierede. Som følge heraf lægges der stor vægt på integrerede operationer med de andre væm. Historisk har der altid været en tæt tilknytning mellem U.S. Navy og U.S. Marine Corps, men samarbejdet med luftvåbnet, hæren og kystvagten er igennem de senere år blevet styrket gennem planlægning og gennemførelse af fælles øvelser. Som eksempel nævnes en aftale (Memorandum af Agreement I), som blev indgået med U.S. Air Force september 1982. Aftalen har medført, at flyvevåbnets fly deltager i flådeøvelser og udarbejdelse af taktiske doktriner for anvendelse af luftvarslingsfly (AWACS) og bombefly (B-52) i maritime opgaver. En aftale er ligeledes indgået med U.S. Coast Guard for så vidt angår etableringen af maritime forsvarsområder i amerikanske kystfarvande, således at kystvagtens skibe indgår i forsvaret på lige fod med flådens skibe.

Perioden med voldelig fred

Forberedelsen til en global krig er det kritiske element til sikring af afskrækkelse og afståelse fra krigen, men fredstidsoperationer og modforanstalt ninger under kriseforhold er også vigtige elementer til sikring af stabiliteten. Den maritime strategis behandling af opgaver i fred og under krise er ikke så detaljeret behandlet som krigstidsopgaveme, men de førstnævnte opgaver er mindst lige så vigtige som sidstnævnte, idet de løses dagligt i forskellige egne i klodens brændpunkter. Sovjetunionen vurderes af admiral Watkins ikke at være interesseret i en supermagtskonfrontation af 2 principielle grunde. Først og fremmest fordi en eventuel sejr ikke vil blive letkøbt. For det andet af den enkle årsag, at tiden efter sovjetisk opfattelse arbejder for verdenskommunismen. Vesten vil af sig selv ifølge den marxistiske/leninistiske doktrin på et eller andet tidspunkt bryde sammen. For at fremme dette ventede sammenbrud støttes revolutionære lande som Cuba, Libyen, Angola og Nordkorea. Siden 1945 har verden teknisk set befundet sig i en fredsperiode, men i praksis har det været en periode præget af småkrige og konflikter - en periode med voldelig fred. I 1984 var adskillige millioner mennesker involveret i over 30 væbnede konflikter jorden over. De forenede Stater kan kun undgå en konfrontation med Sovjetunionen gennem besiddelse af evnen til at stabilisere og kontrollere eskalationen af kriser i den tredie verden. Dette er en af årsagerne til, at flåden anvender en stor del af sin styrke til operetholdelse af stabilitet, og det er forklaringen på den globale deployering. USA har konstant flådestyrker i Indiske Ocean, Den persiske Golf, Karibien, Middelhavet samt det vestlige Stillehav. I forhold til flådeaktiviteteme under højdepunktet af krigen i Vietnam er niveauet i dag ca. 20% højere. Årsagen hertil er ikke mindst, at den fornødne tid til mobilisering ikke forventes at være til rådighed, hvis der sker en eskalation og en større krise opstår. Billedet kompliceres endnu mere af den tredie verdens oprustning med moderne og højtudviklede våbensystemer. Det mest alarmerende aspekt er stadig flere landes besiddelse af massetilintetgørelsesvåben. U.S. Navy kan således overalt i verden forvente at skulle imødegå angreb, hvor kraftige og moderne våbentyper indsættes af modstanderne. Fremkomsten af statsstøttet terrorisme angives at være et nyt og foruroligende indslag blandt andet på grund af vanskeligheder med at kunne forudsige de steder, hvor terrorismen opstår. Siden 1948 har den tredie verden været skuepladsen for supermagternes konfrontation. Dette vurderes at ville fortsætte. I dag er De forenede Staters økonomi afhængig af olietilførsleme fra Den persiske Golf og fra det karibiske område. I økonomisk henseende er der også sket en væsentlig ændring af handelsmønstret, idet USA i dag har større samhandel med landene omkring Stillehavet end med Europa. Den sovjetiske ekspansion går i retning af en fortsat udbygning af landets militære potentiel til brug for operationer globalt. Lufttransportkapaciteten samt det maritime transportpotentiel er under konstant udbygning. Hertil kommer den sovjetiske flådes fortsatte vækst - ikke alene på undervandsbådsområdet, men også for så vidt angår store overfladeskibe, herunder hangarskibe. Sovjetunionen har i det sidste tiår etableret adskillige baseområder i den tredie verden. En af de bedst udbyggede angives at være Cam Ranh i Vietnam, der netop er færdig efter flere års byggeri. Basen vurderes at være i stand til at støtte større flådeoperationer i Sydøstasien. Sovjetunionen vurderes af den amerikanske flådechef i dag til at være bedre rustet end nogensinde til at gribe militært ind under konflikter i den tredie verden.

Den sovjetiske militære strategi

Den sovjetiske strategi er en integreret strategi, hvor de militære magtmidler koordineret indsættes for at opnå landets mål. Der hersker usikkerhed om detaljerne i den militære strategi, men de brede linier kan klart erkendes. Magthaverne i Sovjetunionen påregner en fremtidig krig med Vesten som en mulighed; den vil blive hård og af global omfang. Sovjetunionen vurderes at ville undlade anvendelse af atomvåben, så længe det er muligt. Ikke desto mindre indtager krigsførelse med disse våben en central plads i sovjetisk militær tænkning. I en global krig påregnes det centrale i en sovjetisk strategi at være en massiv indsats mod Europa, hvor det vil blive søgt at vinde en hurtig sejr. Man vil søge at koncentrere sin styrke i et område ad gangen. USA’s mål vil være at søge at forhindre Sovjetunionen i dette. I en krigssituation kan det tænkes, at en række lande, som sympatiserer med Sovjetunionen, vil støtte denne aktivt i krigen. Fig. 1 viser nogle af disse lande og deres placering, og det kan konstateres, at de ligger godt placeret i forhold til handels- og andre forbindelseslinier. En afgørende vestlig handling må derfor være at hindre, at disse linier afbrydes. Flådestyrker er ideelle til at varetage sikringsopgaver i forbindelse med forbindelseslinieme. Medens de sovj etiske hær- og flystyrker er indrettet til offensive opgaver, er den kritiske rolle for den sovjetiske flåde beskyttelse af det sovjetiske territorium samt af den strategiske undervandsbådsflåde. I overensstemmelse med Sovjetunionens ønske om balance i besiddelsen af kernevåben giver doktrinerne høj prioritet tü opgaver i forbindelse med lokalisering samt ødelæggelse af Vestens kemevåbenbevæbnede enheder omfattende hangarskibe, de strategiske undervandsbåde og enheder udstyret med krydsermissiler af typen Tomahawk. Det vurderes, at de øvrige opgaver, herunder angreb på skibsforbindelserne eller støtte til den sovjetiske hær, vil være sekundære opgaver, i hvert fald i begyndelsen af en krig.

Skærmbillede 2020-04-01 kl. 10.22.32.png

Den maritime fredsstrategi - tilstedeværelse

Den vigtigste fredstidsopgave er afskrækkelse så krigen forhindres. Ved sin globale tilstedeværelse sikres USA’s tilgang til olie og andre råstoffer og er et synligt tegn på, at man er beredt på at beskytte landets interesser.

I praksis sikres tilstedeværelse gennem afholdelse af øvelser samt besøg i fremmede havne. 1 1984 afholdt U.S. Navy og Marine Corps øvelser med 55 lande og 108 lande besøgtes.

Krisestyring

Hjørnestenen i den maritime strategi er deltagelse i krisestyring. Hvis det skulle komme til krig meUem de to supermagter ville den sandsynligvis hidrøre fra en krise som eskalerer. Krisestyring er derfor en vigtig faktor i undgåelsen af den globale konflikt. I perioden fra 1946 til 1982 har flåden og marinekorpset været hovedelementerne i krisestyringen i 80% af de ca. 250 tilfælde af militfpr intervention, livor USA har været involveret. Det, der bevirker, at disse styrker er specielt egnede som instrumenter i krisestyringsopgaver, er følgende:

- Fremskudt placering og mobilitet giver umiddelbart mulighed for indsættelse,

- højt beredskab,

- mulighed for tilstedeværelse i ubegrænset tidsrum i områder fjemt fra USA,

- forsyninger kan modtages relativt uafhængig af fremmede baser og af overflyvningstilladelser,

- de nødvendige magtmidler til brug for afskrækkelse medbringes og anvendelse heraf kan ske gradueret.

Flådestyrkers måske vigtigste egenskab i krisestyring er evnen til at eskalere og deeskalere en konflikt. Flådestyrker kan det ene øjeblik optræde truende i et område for herefter at blive trukket væk. Denne fleksibilitet giver mulighed for kontrol af de fleste kriser. Krisestyring har speciel betydning i situationer, hvor Sovjetunionen kan tænkes at blive inddraget. Hvis tilstedeværelse opretholdes i fredstid og indsats imder kriseforhold sker effektivt, vil afskrækkelse sandsynligvis ikke slå fejl. Skulle det imidlertid alligevel ske, er det nødvendigt at overveje, hvorledes flåden anvendes i en global krig mod Sovjetunionen.

Den maritime strategi og den globale krig

Såfremt krigen opstår vil Sovjetunionen foretrække at anvende sin overlegne landstyrke mod Europa uden at skulle bekymre sig om en global konflikt eller kamphandlinger i sine flankeområder. Det er denne foretrukne sovjetiske udgangsstilling USA ønsker at imødegå ved at tvinge sin modstander ud i en global konflikt. Admiral Watkins mener, at maritime stridskræfter har en hovedrolle at spille i så henseende. Strategien for anvendelse af U.S. Navy deles op i tre faser således:

- Fase 1: Afskrækkelse eller overgang til krigshandlinger.

- Fase 2: Overtagelse af initiativet.

- Fase 3: Føring af krigen på fjendens territorium.

Fase 1 - Afskrækkelse eller overgang til krigshandlinger

Fase 1 vil blive indledt, når det erkendes, at en specifik international situation har mulighed for at udvikle sig til en global supermagtskonfrontation. Målet under fasen er afskrækkelse. Ved tidlig anvendelse af flådemagt vil U.S. Navy - sammen med de øvrige væm og allierede - søge at vinde krisen og kontrollere eskalation ved globale operationer for over for Sovjetunionen at demonstrere, at intet område vU blive overgivet, samt for at hindre, at krigshandlinger indledes under gunstige betingelser for opponenten. Samtidig med at afskrækkelse søges, må muligheden for krigsudbrud hele tiden forventes. Nøglen til succes i den indledende fase og strategien som helhed er hastigheden og beslutsomheden i den nationale beslutningsproces. USA må bringe sig i en position, der vil afholde USSR fra at indlede »kampen om den første salve« eller være i stand til at imødegå den, hvis kamphandlinger påbegyndes. Selv om en betydelig del af de amerikanske styrker er deployeret allerede i fredstid er hurtige politiske beslutninger nødvendige af hensyn til klargøring og udsendelse af yderligere styrker. Tabellen i fig. 2 viser de tider, der behøves til deployeringer fra USA. Den amerikanske flådechef påpeger nødvendigheden af yderligere deployeringer af hensyn til at kunne imødegå de sovjetiske flådestyrker i de fremskudte områder. En fremskudt indsats af antiubådsstyrker, herunder kampubåde og antiubådsfly, vil tvinge modstanderens ubådsstyrker tilbage for at beskytte egne strategiske ubåde og derved forhindre muligheder for angreb på forbindelseslinierne. En tidlig ombordtagning af en marineinfanteribrigade muliggøres gennem deployering af de maritime støtteskibe (maritime prepositioning ships) til de mest sandsynlige anvendelsesområder. I artiklen nævnes flytningen af en marineinfanteribrigade ad luftvejen til Norge som et eksempel på USA’s demonstration af solidaritet inden for NATO alliancen.

Skærmbillede 2020-04-01 kl. 10.24.44.png

Tidlig forlægning af hangarskibsgruppe til støtte for Japan, Norge og Tyrkiet er ligeledes af stor vigtighed og vil sikre, at styrkerne er i position til at afvise sovjetiske styrker, hvis krigen skulle komme. Indkaldelsen af reservepersonel er af stor betydning for gennemførelse af strategien i fase 1, idet dette personel bemander reserveenheder, der vil blive indsat til støtte for operationerne. En række opgaver kan ikke løses uden indkaldt personel. USA’s præsident har bemyndigelse til at indkalde indtil 100.000 mand. I 1984 udpegede De forenede Staters flådeminister Lehman jr. søtransportopgaven (sealift) som den 3. hovedopgave for flåden sidestillet med søherredømme (sea control) og anvendelse af sømagt på landområder (power projection). Der har gennem de sidste 5 år været lagt forøget vægt på den nye hovedopgave dels gennem chartring og ombygning af handelsskibe og dels ved nybygning af transportskibe, hvilket betyder, at flåden ved udgangen af 1980’eme råder over tilstrækkelig transportkapacitet til egne operationer. Det pointeres imidlertid, at man ikke vil kmme tåle tabstal af den størrelsesorden, som de tyske undervandsbåde under den anden verdenskrig tilføjede USA.

Fase 2 - Overtagelse af initiativet

Det er umuligt at forudsige, hvor en krig vil begynde, men det anses for uundgåeligt, at Europa involveres. Hvis krigen begynder, agter U.S. Navy at gribe initiativet og foretage nedkæmpelse af sovjetiske flådestyrker i Middelhavet, Det indiske Ocean og andre fremskudte områder. Herefter vil man bevæge sig mod de sovjetiske farvande. At gribe initiativet er af vital betydning. Først og fremmest vil det overbevise allierede om USA’s beslutsomhed. For det andet har historien vist, at initiativet er nøglen til en overvindelse af fjendens styrker. Sovjetunionen må anses at ville koncentrere sine kræfter mod Centraleuropa, medens man søger at optræde defensivt i de øvrige områder. Det er derfor nødvendigt at søge at splitte dets styrker og fange opmærksomheden andre steder. Sovjets maritime styrker må nedkæmpes i såvel styrke som i alle dens dimensioner, herunder støtten fra baser i land. Dette forudses gennemført gennem løsningen af de klassiske flådeopgaver som antiubådskrigsførelse (antisubmarine warfare), antioverfladekrigsførelse (antisurface warfare), bekæmpelse af kommando- og kontrol systemer (counter command and control), angreb mod mål i land (strike operations), luftkrigsførelse (antiair warfare), minekrigsførelse (mine warfare), særlige operationer (special operations), landgangsoperationer (amphibious operations) og søtransport (sealift). Hver enkelt af disse opgaver er af afgørende betydning for strategiens succes. En af de vanskeUgste og mest komplicerede aspekter af fase 2 er antiubådskrigsførelse. Det vil være nødvendigt dels at gennemføre fremskudte operationer med angrebsubåde og dels at etablere spærringer i geografisk velegnede farvande ved anvendelse af antiubådsfly, miner, angrebsubåde og/eller sonarbøjer for at hindre de fjendtlige ubåde i at nå ud på verdenshavene, hvor Vestens forbindelseslinier over havene trues. U.S. Navy vil anvende kampgrupper i en aggressiv kampagne mod de sovjetiske ubåde, herunder også de strategiske ubåde. Det vurderes, at en aggressiv kampagne vil forhindre de tab, som den tyske marines ubåde under den anden verdenskrig pådrog de allieredes skibsfart, hvor f.eks. 14 ud af 50 operative tyske ubåde i perioden januar til juli 1942 sænkede 450 skibe i Atlanterhavet og Middelhavet. Tab af denne størrelsesorden vil være et hårdt slag mod Vesten. Antiluftkrigsførelsen er på samme måde som antiubådskrigsførelsen i dag et komplekst og vigtigt område. Den kræver såvel forsvar i dybden som varsling på stor afstand. Fjendtlige luftmål må kunne engageres på store afstande. Samarbejdet med de øvrige væm og allierede er af særlig betydning for løsning af opgaverne i relation til lufttruslen. Hovedmålet er en effektiv bekæmpelse af sovjetiske missilplatforme før affyring af våbnene er mulig. Der forudses anvendt elektronisk krigsførelse i stor målestok fra amerikansk side for at hindre affyrede missiler i at nå deres mål. Antioverfladekrigsførelse involverer hangarskibe, undervandsbåde, overfladeskibe udstyret med krydsermissiler samt landbaserede styrker, som fra begyndelsen af en konflikt skal påbegynde nedkæmpelse af sovjetiske overfladestyrker. Dette vil kræve fyldestgørende instrukser før kampens indledning, således at »slaget om den første salve«, der er af afgørende betydning for sovjetiske doktriner, ikke tabes. En effektiv gennemførelse af de oven for nævnte tre opgaver er forudsætningen for gennemførelse af angreb mod mål i land. Den amerikanske flådes kampgrupper er de centrale elementer i en nedkæmpelse af de sovjetiske flådestyrker i luften, på og under vandet. For at kunne bringe de betydningsfulde amerikanske våben til anvendelse, er det nødvendigt at bringe hangarskibe i stilling, således at kampen på NATO’s nord- og sydflanke samt eventuelt i Nordøstasien kan understøttes. Endvidere vurderes det, at selektiv anvendelse af flådestyrker vil have en stabiliserende virkning på krigsførelsen. Ud over hangarskibene påtænkes overfladeskibe og undervandsbåde udstyret med krydsermissiler af typen Tomahawk anvendt til angreb mod mål i land. Admiral Watkins nævner i sin artikel, at der hersker mange misforståelser omkring flådens kampgrupper. Kritikere har ofte hævdet, at tilintetgørelse af sådanne styrker er en forholdsvis nem opgave for fjenden. Admiralen mener, at dette ikke vil være muligt på grund af størrelsen og ikke mindst styrkens spredning. En typisk kampgruppe vil således dække et havområde på 56.000 kvadratmil, og for at anskueliggøre dette vises på fig. 3 en hangarskibsstyrke, der er tænkt placeret med centrum i København. De to hangarskibe med eskorteenheder ville dække området fra Gøteborg 

Skærmbillede 2020-04-01 kl. 10.25.48.png​​​​​​​​​​​​​​

i nord til ca. 80 km nord for Berlin i syd og fra den jyske vestkyst til øst for Bomholm. Styrkens fly til forsvar mod luftangreb ville i så fald eksempelvis være placeret over Trondhjem, Sundsvall, Helsingfors, Smolensk, Warszawa og Luxemburg. Combat Air Patrols (CAP) er placeret ca. 20 sømil foran for styrken. Angreb mod mål gennemføres ud til ca. 750 sømil fra styrken, hvilket ses illustreret på skitsen. I forbindelse med landgangsoperationer vil USA have mulighed for indsættelse af marineinfanteri med en styrke på indtil 55.000 mand. Den primære opgave vil være etablering af brohoveder, så egentlige hærstyrker kan landsættes. Minebekæmpelsen er en væsentlig opgave inden for den maritime strategi. Vestlige landes flådestyrker må være beredt til at foretage minerydning når og hvorsomhelst, idet USSR er det land, der besidder de største minelagre i verden. Minekrigsførelse er ligeledes af betydning og et område, hvor der inden for alliancen samarbejdes meget. De forenede Stater opgives således at have samarbejde med over 40 lande på mineområdet. I modsætning til tidligere lægges der forøget vægt på logistisk støtte til de amerikanske flådeoperationer. Mobile logistiske styrker, søtransport og anvendelsen af særlige enheder - de såkaldte Navy Seabees - til konstruktion af fremskudte baser spiller alle en rolle i en fremskudt logistisk koncept, som er forudsætningen for, at U.S. Navy kan gribe initiativet i krigsførelsen.

Fase 3 - Føring af krigen på fjendens territorium

Opgaverne i denne fase er de samme som nævnt i de to tidligere faser, men må føres mere aggressivt, idet krigsafslutning på gunstige vilkår for USA og dets allierede må søges. Målet vil være tilintetgørelse af de sovjetiske flådestyrker overalt som påbegyndt i fase 2. Når dette er gennemført kan baser og støttepunkter trues med såvel fly- som landgangsstyrker. Samtidig vil nedkæmpelsen af de sovjetiske ubådsstyrker fortsætte. Det vurderes, at der med tilintetgørelse af den soyjetiske strategiske ubådsstyrke vil blive frataget Sovjet incitamentet til at foretage en nuklear eskalation, idet den strategiske balance vil blive ændret til fordel for USA. I denne afsluttende fase forudsættes det, at USA og dets allierede har overtaget initiativet globalt, og at forsyningslinieme over havene holdes åbne. I denne fase vil tabte territorier søges genvundet ved anvendelse af marineinfanteri på op til korps størrelse. Kompleksiteten af flådeoperationer er stor. Dette umuliggør centraliseret styring af kampen fra Washington, men kræver delegering til chefer for de respektive krigsskuepladser. Opgaven på centralt hold er klarlæggelse af optioner og udarbejdelse af bredt formulerede koncepter til støtte for de operative chefer, der skal udarbejde de detaljerede planer. Kommando-, kontrol-, kommunikations- samt efterretningssystememe er den lim, der skal binde hele strategien sammen, så den kan bringes til at fungere. Admiral Watkins nævner i denne forbindelse anvendelsen af det ydre rum som en betydende faktor i så henseende, og han omtaler U.S. Navy som »the number one tactical user of information from space«. I dag behandles informationer og sendes kontinuerligt ud til de taktiske brugere til søs på hele jordkloden. Selv om der hele tiden i U.S. Navy har været en intuitiv forståelse af anvendelsen af rummet, har den nye strategi understreget nødvendigheden heraf.

Den maritime strategi og krigens afslutning

Målet for den maritime strategi - specielt i fase 3 - er anvendelsen af sømagt i kombination med de andre værn samt allieredes indsats med henblik på at bringe krigen til afslutning på favorable vilkår. I en globar krig vil hovedmålet være at afskære Sovjetunionen fra en gennemførelse af sin foretrukne strategi ved at udøve et globalt pres og over for denne at indikere, at konflikten hverken vil blive kortvarig eller af lokal art. En ødelæggelse af den røde flåde vil i denne situation være vigtigt i sig selv, men også nødvendigt for at opnå det ønskede mål. Flådestyrkemes muligheder for at deltage i landkrigen vil være gennem hindring af fjendens forsøg på omgruppering over havet, sikring af forsyningerne over havet til egne styrker samt ved direkte anvendelse af hangarskibsbåme flystyrker samt marineinfanteri. Afslutning af krigen på favorable vilkår kan for eksempel ske ved direkte trussel af det sovjetiske territorium eller ved ændring af den strategiske balance til USA’s fordel.

Bemærkninger til den maritime strategi

Gennem fastlæggelse af den nationale militære strategi etableres fundamentet for beskrivelse af hovedopgaverne for forsvaret. Såvel strategien som hovedopgaverne varierer over tid. For De forenede Staters flåde har det i perioder været vanskeligt at erkende sammenhæng mellem strategi og hovedopgaver. Efter den anden verdenskrig var der ingen anden sømagt, der kunne gøre USA rangen stridig på verdenshavene. Opgavebeskrivelsen fra 1945 var derfor meget enkel, idet U.S. Navy’s opgave blev beskrevet som opretholdelse af søherredømmet globalt. Midlerne til gennemførelsen forefandtes i 1945, hvor U.S. Navy havde ca. 7000 skibe underkommando. I perioden indtil Koreakrigen faldt tallet til ca. 600 skibe, hvor der igen udrustedes til ca. 1200 skibe. Fra Koreakrigens ophør og indtil midten af 1970’eme faldt tallet støt til 1976, hvor det absolutte lavpunkt - ca. 200 skibe blev nået. Den sovjetiske flådes opbygning til oceangående flåde i den samme periode, hvor U.S. Navy reduceredes, bevirkede i slutningen af 1960’eme, at hovedopgaverne for sidstnævnte måtte omformuleres. Ved sin tiltræden som flådechef i 1970 beskrev admiral E. Zumwalt de fire hovedopgaver for U.S. Navy, der stadig ses anvendt:

- Strategisk afskrækkelse (strategic deterrence)

- Sea Control (søherredømme)

- Projection of Power Ashore (anvendelse af sømagt på landområder)

- Naval Presence (tilstedeværelse).

Hovedopgaverne blev dengang ikke udformet på baggrund af en sammenhængende beskrivelse af den maritime strategi. Den maritime strategi bestod traditionelt af en listning af de maritime hovedopgaver og oftest uden at foretage en afvejning af opgaverne indbyrdes. 1 1970’eme debatteredes især hovedopgaven »sea control« i relation til genopbygningen og sammensætningen af U.S. Navy. Påbegyndelsen til udarbejdelse af en egentlig maritim strategi påbegyndtes i 1979, da admiral Thomas B. Hayward tiltrådte, og tog fart i 1981, da nuværende flådeminister John F. Lehman jr. tiltrådte. Nuværende flådechef, admiral J. Watkins, fulgte arbejdet op til færdiggørelse i 1985. I USA har udsendelsen af den maritime strategi skabt megen debat. Kritikerne har kaldt strategien for en reminiscens fra den anden verdenkrig eller blot flådens argument for et større nybygningsprogram. Fortalerne for den maritime strategi peger på nødvendigheden af at have nedfældet, hvorledes man forestiller sig en løsning af USA’s strategiske problemer. En udformet strategi er bedre end slet ingen, hævdes det. Den maritime strategi er af fortalerne betegnet som en af de væsentligste begivenheder inden for U.S. Navy i de senere år, der vil få stor betydning for arbejdet med operationsplaner. Den maritime strategi er sammenfaldende med NATO’s strategi, idet sidstnævnte har været anvendt af U.S. Navy under arbejdet, herunder for eksempel stotegien vedrørende det fremskudte konventionelle forsvar. Strategien er udformet således, at der er sammenhæng mellem mål og midler. Målene er klare; afskrækkelse fra krig - og skulle krigen alligevel komme - afslutning af krigen på USA’s betingelser. Midlerne er også klare - 600 skibs flåden, som U.S. Navy i de sidste 10 år har arbejdet på at nå. Admiral Watkins er overbevist om, at den nyetablerede maritime strategi kan anvendes. Udformningen af den er sket på baggrund af vurderinger foretaget af operative chefer og strateger fra såvel U.S. Navy og Marine Corps. Strategien er vurderet af talrige eksperter i og uden for U.S. Navy og er gennemprøvet på Naval War College i Newport. Strategien, som den forehgger i dag, hviler således på et solidt grundlag, og er i praksis afprøvet gennem øvelser, hvor den har vist sin værdi.