Log ind

Dansk Udenrigspolitik - Dansk Forsvarsvæsen (To Indlæg)

#

Omtrent ved samme Tid fremkom sidste Foraar to smaa Afhandlinger, der ud fra hver sit Syn behandler Baggrunden fo r vor Forsvarssag. De to Indlæg, der ved deres Forskellighed kaster et godt Lys over adskilligt, skal nedenfor kort gengives, hvorefter der skal ses lid t nærmere paa de Forudsæ tninger, som ligger til Grund for Indlæggene.

C. W. D. Biankensteiner: Dansk Udenrigspolitik — Dansk Forsvarsvæsen. E t Forsøg paa en Nyorientering i Forsvarsspørgsmaalet paa Basis a f de reale V ilkaa r fo r dansk Udenrigspolitik (C. A. Reitzels Forlag) — oprindelig offentliggjort, i noget forkortet Form , som K ronik i „Berlingske Tidende“ .

Piécens første A fsnit er helliget et Forsøg paa en Værdibestemmelse a f selve Neutralitetsbegrebet, det gennem en lang Aarrække — før, under og efter Verdenskrigen — a f alle fo rudsatte Grundlag fo r dansk Udenrigspolitik. Neutralitetens P rin cip er Begrænsning a f K on flikte r ved Isolation, idet Stater derigennem skulde kunne undgaa mod deres V ilje at blive inddraget i en K rig , som føres mellem andre. Selv om Neutralitetstanken er gammel, betragtedes det dog som et stort Frem skridt, da de herhen hørende Forhold hø jtideligt defineredes ved Haag-Konventionerne i 1907.------ Men faa A a r senere stillede Verdenskrigen heroverfor de Kendsgerninger,

— at netop den kom til at omfatte flere krigsførende Stater end nogen tidligere Krig ,

— at nogle „neutrale“ som Følge a f deres Beliggenhed nær Stridens Brøndpunkter blev mere „Krigsdeltagere“ end adskillige — fjerne — „krigsførende“ , og 

— at krigsførende kunde krænke Neutralitet og opretholde disse Overgreb til Krigens Slutning, uden at dette medførte de paagældende neutrales Inddragelse i Krigen.

Hvad dernæst Formerne fo r Neutralitetens Hævdelse angaar, skelnes mellem „væbnet N eutralitet“ , „Protestneutralitet“ og „garanteret N eutralitet“ , hvilken sidste iøvrigt, idet den forudsætter solidarisk Garanti fra visse Magter, allerede i sig er i Modstrid med selve Neutralitetsprincippet (Isolationen). Verdenskrigen viste,

— at garanteret Neutralitet (Belgien) blev brudt a f en a f Garanterne, og

— at saavel væbnet Neutralitet (Belgien) som Protestneutralitet (Grækenland — overfor de allierede i Saloniki) i det lange Løb blev de paagældende Lande til Fordel, fordi de allierede sejrede, medens Resultatet fo r begge var blevet det modsatte, dersom Centralmagterne havde vundet,

— „at den lille Stats øjeblikkelige Valg af Fremgangsmaade i Forbindelse med den senere Krigslykke er det eneste afgørende.“

Det kan næppe undre, at Forfatteren efter dette mener at maatte tillægge det hævdvundne — i Haag definerede — Neutralitetsbegreb en saare beskeden Værdi------- eller rettere frakende det enhver praktisk Værdi.

I andet A fsn it følger til Belysning a f det vedtagne Neutralitetsbegrebs Uigennem førlighed ogsaa fo r Danmarks Vedkommende en Frem stilling af, hvorledes vi i Krigens første Tid opretholdt vor „N eu tralitet“ ved at udlægge Minespærringerne i Storebælt og i det danske Løb a f Lillebæ lt — fo rmelt en Spærring fo r begge Flaader, reelt en mod Nord frem ­ skudt Sikring a f Kielerbugten

— udlagt i Henhold til Tysklands Krav,

— paa Trods a f vor egen Deklaration a f 20/12 1912, ved hvilken Bælterne var erklæret fo r aabne Gennemsejlingsstræder, ogsaa fo r K rigsfartø jer, og a f vore Neutralitetserklæ ­ ringer a f 1/8 og 4/8 og

— i Strid med baade Englands, Tysklands og Sverrigs Opfattelse a f international Ret paa dette Punkt.

Til Spørgsmaalet, hvorfor vi saa ikke dengang blev inddraget i Krigen, hvor det gik selve Forudsætningen fo r hele den Udenrigspolitik, ved hvilken vi vilde holde os udenfor den, saa ilde, er Forfatterens Svar:

1. Ved at efterkomme Tysklands K rav opnaaede vi „at udskyde en m ilitæ r Aktion, ind til den engelske Flaade evt. forlanger at forcere Storebælt“ (Kongens Diktat til Statsraadets Protokol den 5/8 1914), en Situation, der — saaledes som Forholdene udviklede sig — ikke kom til at ligge for.

2. A t denne Situation ikke kom for, skyldtes i første Linie det Kompromis med Hensyn til Gennemsejlingsfarvandenes Spærring, der fremkom ved, at Danmark spærrede, medens Sverrig — trods tysk Henvendelse — holdt sin Del aaben. Tyskland havde ved det skete opnaaet en vis Sikkerhed, medens paa den anden Side den engelsk-russiske Transithandel kunde opretholdes gennem den svenske Del a f Øresund. —

Paa Piécens sidste Sider gives sammentrængt de Theses, som Forfatteren ud fra det forudgaaende mener at kunne slaa fast, nemlig

— at Danmarks Udenrigspolitik ikke under Verdenskrigen kunde bygges paa internationalt Traktatgrundlag og ej heller vil kunne dette nu, hvor dette Grundlag er endnu mere broget og indviklet (Neutralitet forudsætter Isolation — Folkeforbundet bygger paa Solidaritet — Ruslands S tilling til Folkeforbundet o. s. v.),

— at et dansk Forsvar derfor maa regnes heller ikke i Frem tiden at kunne støtte sig til eller støtte en saadan Udenrigspolitik,

— at Fare fo r Inddragelse i Krig udelukkende skyldes Interesser i Gennemsejlingsfarvandene,

— at et Forsvarsberedskab a f vel kortvarig, men dog effektiv Kam pkraft var en Støtte fo r Udenrigspolitikken, ikke til Forsvar a f nogen Neutralitet, men til Sikring af Suveræniteten, ved en forstandig Interessetilpasning overfor de krigsførende Magter, og

— at Vekselvirkning mellem dansk og svensk Udenrigspolitik var til Gavn fo r begge.

Endelig opstilles som Slutninger byggede paa Forfatterens saaledes uddragne E rfa ring e r fra Verdenskrigen og paa et Skøn over de nuværende Forhold, — at den Opgave at undgaa en paatænkt Okkupation fra en Stormagts Side ved Krigens Udbrud er Udenrigspolitikkens, fordi „in tet dansk Forsvar kan afværge en regeringsbesluttet Aktion mod Landet fra en Stormagt, hvis Militæ rberedskab tillader Gennemførelsen a f en saadan Aktion med overvældende M idler“ , men den Opgave forudsætter Realpolitik, og vor Traktatpolitik „staar uden enhver Forudsætning“ fo r at udnytte eventuelle Chancer fo r at undgaa en paatænkt Okkupation,

— at dansk Udenrigspolitik — hvis vi ved Omstændighederne undgaar Inddragelse i K rigen ved dennes Begyndelse — igen faa r en Chance, naar Stormagternes Hovedstridskræ fter er engagerede, men at den da „givet ikke vil kunne undvære et Forsvarsvæsen, hvis Chancen skal udnyttes til at hindre, at sekundære Begivenheder drager Landet ind i K rigen paa et senere Tidspunkt“ , og

— at det maa søges sagligt belyst, „om Danmarks og Sverrigs fælles Interesser i Gennemsejlingsstræderne i Forbindelse med de nye Magtforhold om Østersøen ikke rent statsegoistisk gør det ønskeligt, at de to Stater optræder i et vist Fællesskab — netop til forøget Sikring a f Freden“ .

Den anden A fhandling: „Folkeforbund og ensidig A fru s tning“ a f Professor i Folkeret i Genf, Hans Wehberg, fremkom i „Nordisk Tid ssk rift fo r International Ret“ (Vol. 2, Fase. 1, 1931) — med et Svar a f Professor Axel M øller og Gensvar fra Afhandlingens Fo rfa tter i samme Hefte. Dette Indlæg, der er skrevet med særligt Henblik paa de skandinaviske Lande, H olland og Schweitz, viser den diam etralt modsatte Indstillingoverfor det store Spørgsmaal om „Traktatpolitikkens“ — d. v. s. om Traktaters og Konventioners — Værdi. Det interessanteste i Afhandlingen er i denne Forbindelse mindre Forfatterens Slutning — at ensidig A fru stning fo r de smaa Lande ikke blot er tilladelig, men netop er i Folkeforbundets Aand -— end de Forudsæ tninger, der fører til denne; disse er i Korthed følgende: I. Forbundets Opgave er Fredens Bevarelse. Medens man tidligere mente at have det virksomste Middel hertil i Pagtens A rt. 16 — om økonomiske og militære Sanktioner overfor en evt. Fredsbryder — , er der sket en Forskydning i Opfattelsen saaledes, at Kernen i Pagten nu er A rt. 11, hvor det hedder: „Enhver K rig eller K rigstrusel, hvadenten den umiddelbart berører et a f Folkeforbundets Medlemmer eller ej, vedrører hele Forbundet“ . Herved og i Traad med Kellogg Pagtens Ulovliggørelse a f K rig fremhæves Folkeforbundets forebyggende Virksomhed overfor truende K rig , medens A rt. 16 kun er den allersidste Udvej, der endog kan føre umiddelbart ud i K rigen, idet Muligheden fo r Anvendelse a f A rt. 11 afskæres. En Iværksættelse a f Bestemmelserne i A rt. 16 vil saaledes være eller let komme i S trid med Pagtens Aand.

II. Rets pligt til Forsvarskrig benægtes, fo rdi faktisk K rigstilstand vanskeliggør Anvendelsen a f A rt. 11. Retten til Forsvarskrig skal endda — undtagen overfor flagran t Krænkelse — afhænge a f Folkeforbundets Samtykke.

III. Neutralitetshævdelse ved militære M idler skal tilsvarende kræve forudgaaende Samtykke fra Forbundet, hvor den vilde kunne medføre en Udvidelse a f Krigsomraadet.

IV. Med Hensyn til Pligten til Deltagelse i militære Sanktioner (efter A rt. 16) følger Forfatteren den belgiske Delegerede Theunis, hvor denne ha f udtalt: „----------militære Sanktioner, i hvilke utvivlsom t ikke alle Stater skal deltage i alle Tilfælde, men til hvilke visse Stater alt efter Omstændighederne er retlig t forpligtede til at yde deres Bistand“ . Tanken er da den, at blot et vist Antal a f de m ilitæ rt stærkeste Magter stadig raader over saadanne Styrker, at Folkeforbundet som Helhed er i Stand til at hindre, at enkelte Stater kan trodse E n ­ heden, saa gør det intet, at de øvrige — og da navnlig de smaa Stater — ganske mangler militære M idler til Brug ved Fo rbundsaktioner.

Spørgsmaalet om, hvorvidt militæ r Forbundshjælp forudsætter egen m ilitæ r Indsats fra den angrebne, besvares derhen, at Tidspunktet fo r Indsættelse a f Forsvarsmidlerne maa overlades til denne selv, men „ganske vist maa dens egne militære Forholdsregler senest sætte ind sam tidig med de øvrige Fo rbundsmedlemmers“ . Gør man her gældende, at Udsættelse a f en Forsvarskrigs Paabegyndelse giver Angriberen militære Fo rdele, svares, „at Folkeforbundet gennem Udsættelse a f Fo rsvarskrigen faar den store Chance, at et m ilitæ rt Sammenstød overhovedet vil kunne undgaas, og derfor ogsaa maa tage en ugunstigere Situation, der efter Omstændighederne kan blive Følgen a f en saadan Optræden fra den angrebne Stats Side, med i Købet“ .

E t Land, der angribes, kan altsaa

1. anmode Folkeforbundet om Støtte i Henhold til A rt. 11, — hvis dette ikke hjælper,

2. enten anmode om Folkeforbundshjælp i Henhold til A rt. 16, idet det da selv maa „deltage i den militære Eksekution“ , eller „give A fkald paa m ilitæ r Hjælp fra Folkeforbundet og erklære, at det har saa stor T illid til Rettens endelige Sejr, at det tror, at Fjenden tilslut, ogsaa uden m ilitæ r Tvang, vil se sig foranlediget til at rømme Landet“ .

Skal man vurdere disse to A fhandlinger, maa man holde sig det fo r Øje, som Professor Wehberg indleder sit Gensvar til Professor Axel Møller*) med. „Ved Meningsforskellen med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt ensidig A fru stning er tilladelig efter Folkeforbundspagten, drejer det sig mere end om Fortolkningen a f en bestemt A rtikel i Pagten, om en Kamp mellem to Verdensanskuelser“ . Dette gentages mod Slutningen a f Gensvaret, hvor det bl. a.**) hedder: „Men jeg tillader mig at svare herpaa, at vi i Dag lever i en ny Tidsalder, og at vi ikke kan løse de store Opgaver, der er stillet os, uden en dyb Tro paa Muligheden a f Magtens Overvindelse. Det, der dengang forkyndtes a f en enkelt Stats lovgivende Forsamling, er i Dag blevet alle civiliserede Folkeslags fælles Gode og optaget i højtidelige Pagter“ . (Udhævelserne her). Det kan jo være vanskeligt nok at opnaa Enighed om noget, som er sket, og hvor to Personer har været stillet overfo r samme Række Kendsgerninger, —- fo rdi de to Iagttageres Bedømmelse allerede her er subjektiv — baade med Hensyn til, hvilke Forhold der bemærkes, henholdsvis lades uænsede, og med Hensyn til den Vægt, den enkelte tillægger sine fo rskellige Iagttagelser. Men ved en nærmere Belysning a f Sagen, f. Eks. under en Diskussion ved Frem dragning a f nye — d. v. s. a f Modparten ikke paaagtede •— Kendsgerninger, vil det dog her ofte være m uligt at naa til Enighed om, hvad der egentlig er sket.

Langt vanskeligere bliver Forholdet ifølge Sagens Natur, hvor det drejer sig om ud fra noget sket at tage Varsel fo r Frem tiden, fo rdi Resultatet her alene afhænger a f den enkeltes Værdsættelse a f de foreliggende Kendsgerninger. Den Sikkerhed, som Erkendelsesgrundlaget her mangler, vil Subjektet da — bevidst eller ubevidst — søge at erstatte med sin Vilje; men derved faa r Indstillingen overfor Sagen, som Professoren nævner, Troens Karakter, idet den som Troen vel hviler paa et vist Maal a f Erkendelse, men bæres oppe og værnes a f Vilje. Og naar fø rst Indstillingen er givet, ses alt i det nye „Troens Ly s“ ; deri ligger jo Forklaringen paa, at saa megen Drøftelse a f disse Forhold bliver frugtesløs, fo r medens man ved Diskussion kan rive Erkendelse ned og bygge Erkendelse op, saa kan Vilje ikke diskuteres bort.

Den første Undersøgelse, som her maa foretages, bliver derfor en Klargørelse af, hvilke Kendsgerninger de to Fo rfa ttere — i K ra ft a f deres Indstilling overfor Spørgsmaalet — har udvalgt som Grundlag fo r deres „Bevisførelse“ . Dernæst maa det — stadig i Lys a f den paagældendes Forhaandsindstillin g -— ses, hvad der bygges op paa dette Grundlag. C. W. D. Biankensteiner søger sit Grundlag i Verdenskrigen, i den sidste store Prøve fo r tidligere Tiders „højtidelige Pagter“ m. m .; han finder her, idet han navnlig interesserer sig fo r Neutralitetsbegrebet, at en Del a f de Konventioner, som skulde have kunnet bære, brast — dog ikke med et Brag, men i al Stilhed (kunde man fristes til at sige) — , idet de højtidelig t vedtagne Konventioner underhaanden, i hvert Fald delvis, blev erstattet med A ftale r mellem neutrale og krigsførende paa Grundlag af, hvad der passede med Interesserne. Endvidere ser han, sæ rligt i Forholdet Sverrig— Danmark med Hensyn til Spærringen a f Stræderne — uanset om dette Fællesskab i sin Oprindelse var villet eller overhovedet bevidst — at nyttigt Samvirke kunde bygges paa fælles Interesse. U d fra dette Erkendelsesgrundlag — og sikkert i god Traad med Forfatterens daglige E rfa ring e r som Forretningsm and — fremsættes Overbevisningen om „Interesse-Aftalers“ Fortræ ffelighed og de øvrige A ftalers bristende Evne til at bære, naar der netop bliver Brug fo r dem. Fo r Professor Wehberg samler „Bevisgrundlaget“ sig hovedsageligt i to Grupper: Tanken paa Krigens Gru og Tanken paa det efter K rigen stedfundne mellem folkelige Samarbejde, der — hvad næppe nogen v il bestride — har været a f langt større Om fang end nogensinde før. Herpaa — det har i hvert Fald ikke været Anmelderen m uligt at finde flere nøgne Kendsgerninger i det fremsatte — skal vi andre altsaa kunne bygge en Tro paa, at det System a f Pagter, der er under Udform ning, v il holde.

Sammenligner man de to Udviklinger, maa man til den første sige, at den i hvert Fald er nøgtern. Den gaar ud fra, at en Undersøgelse af, hvordan det maa antages at gaa „næste Gang“ Traktater m. m. bliver stillet paa Prøve, først og frem ­ mest maa bygge paa, hvorledes Erfaringerne var „sidste Gang“ . Dette Billede kan m uligt blive lid t fo r mørkt, — men hvem garanterer iøvrig t for, at det ikke tværtimod bliver fo r lyst, thi den Løshed, ikke mindst i Tillidsspørgsm aal, som Tiden efter K rigen i alle Lande har givet Vidnesbyrd om, peger dog ikke netop i Retning a f Menneskenes Forbedring, og denne maa dog vist danne Grundlaget fo r Samfundets Forbedring. Paa den anden Side er Forfatteren maaske dog fo r pessimistisk, hvis han paa Grundlag a f sin Undersøgelse a f et enkelt Punkt a f vor Historie under Krigen frakender alle A ftaler, der ikke hviler paa Interesseprincippet, enhver Betydning, fo r vel blev nogle saadanne A ftale r traadt under Fode, men nogle holdt vel endda, — og ogsaa dette kunde jo tænkes at gentage sig; hvor meget og hvad man saa forud skal regne med, er en anden Ting, men Forfatteren har i hvert Fald her holdt sig paa den — logisk — uangribelige Side.

Udledet a f den foreliggende A fhandling kan Professor Wehbergs Grundlag vist udtrykkes saaledes:

— Midlerne til at undgaa K rig maa være dels Styrkelse og Vedligeholdelse a f Folkenes A fsky fo r Krigen, dels mellem folkelig Forstaaelse og dels endelig Samvirke mellem Folkene, saaledes som dette giver sig Udslag i Pagter m. m„ og da særlig i Folkeforbundspagten.

— Tiden efter Verdenskrigen har vist baade en overordentlig A fsky fo r K rig og et m ellem folkeligt Samarbejde a f langt større Om fang end nogensinde tidligere.

Paa Baggrund a f disse sidste Iagttagelser sluttes, at den paabegyndte U dvikling vil fortsættes, saa at fredelige M agter med Fortrøstning kan se Frem tiden i Møde. Enhver, som ikke ser og tror paa dette, er ikke „i Pagt med Tiden“ . Overfor dette Raisonnement melder der sig dog umiddelbart to væsentlige Indvendinger. Fo r det første en Tvivl om Nøgternheden, — om ikke det brændende Ønske om at undgaa en Gentagelse a f Verdenskrigen har aabnet Vejen fo r et fo r stort Lyssyn ved Vurderingen a f det foreliggende. Fo r det andet en Tvivl om selve Erkendelsesgrundlagets Væ rdi som Udgangspunkt, som Grundlag; dels er det jo nemlig tidligere set, at store K rige er efterfulg t a f Krigslede og Trang til ved højtidelige Traktater o. lign. at hindre Gentagelser, og dels vilde det være mere end mærkeligt, om den uhyre Vækst i det in ­ ternationale Samkvem, der har været en Følge a f den tekniske U dvikling i den sidste Menneskealder, skulde være gaaet sporløst fo rbi Politikkerne. Disse to Forhold maatte alene naturnødvendigt føre til en U dvikling som den, Professoren tager Varsel af. Begge Anker maa vel besvares ud fra et subjektivt Skøn, m en------ Vilde et Varsel paa et tilsvarende Grundlag i det daglige Liv anses fo r tilstræ kkeligt som Underbygning fo r Beslutninger a f nogen B e tydning ?------ Skal det da saa kunne anses fo r tilstræ kkeligt som Grundlag fo r Beslutninger, der kan komme til at gælde en Stats, et Folks F rem tid ?------

E. — m.