Forfatter: John Spencer
Titel: Connected soldiers
Forlag: Potomac books
Pris: 265 kr
Udgivelsesdato: 1-7-2022
Rating: 4.
Som leder har man højst sandsynligt stået med de samme tanker, om end ikke nødvendigvis på det samme sted i verden, men i hvert fald samme sted i livet. At være bange for at fejle, at være bange for at svigte sine folk, at være bange for ikke at leve op til sine forpligtelser som officer. Denne bog søgerat beskrive sammenhængskraft i militære enheder og særligt, hvordan teknologiske muligheder, for at være koblet op på internettet, har haft en indflydelse på vores evne til at understøtte fælleskabet. For hvad er egentligt konsekvensen af at vores generation lever meget af vores tid gennem smartphones og sociale medier, og særligt, hvilken indvirkning har det på vores sammenhold som en enhed?
John Spencer er værd at læse, fordi han har indsigt i såvel en pårørendes som en soldats tankegang. Forud for hans tid som lærer på det amerikanske akademi West Point, har han gjort tjeneste i det prestigefyldte 75th Ranger Regimentangers og har derudover bevæget sig fra Menig til Oversergent og slutteligt Officer i den amerikanske hær.
John Spencer beskriver igennem bogens tolv kapitler en række nedslag i hans karriere. Som forfatter beskriver Spencer sine erfaringer, først som delingsfører under invasionen af Irak i 2003, dernæst som kompagnichef i Irak i 2008 og sidst, men ikke mindst, som pårørende til sin hustru der deployerer til Kuwait og lader ham være hjemmegående med deres tre børn. Forfatteren sonderer terrænet mellem det ledelsesmæssigt teoretiske og det praktiske. Eksempelvis indledes bogen med en grundlæggende ledelsesmodel om effektivitet. Modellens forskellige facetter bliver derefter diskuteret og eksemplificeret med udgangspunkt i forfatterens egen tid som delingsfører. Samtidig handler begyndelsen af bogen også i høj grad om forfatterens refleksioner over hans første udsendelse til Irak i 2003 – om meningsskabelse, normer og gruppedynamikker.
Bogens første del: Teori
”Ved første øjekast er krig en individuel bestræbelse, men kigger man nærmere efter, finder man ud af at det mere er en gruppeaktivitet. En gruppeaktivitet fordi krig bliver kæmpet i formationer." (Spencer, 2022, s. 6)
Fokusordet her er gruppen. Når en gruppe samarbejder, og enkeltpersoner kender deres egne opgaver i rammen af gruppens, opnår de en form for samhørighed. Udfordringen i at skabe samhørighed er, at der ikke er en manual. Der er intet reglement, der beskriver, hvordan du skaber grupper, som har en så høj grad af samhørighed, at de vil dø for hinanden (Spencer, 2022). Der er selvfølgelig mange ting som, Hæren gør for at skabe samhørighed: hård realistisk træning og daglige teambuilding aktiviteter, aktiviteter som man ved skaber sammenhold og gruppeidentitet. Der er også mange aktiviteter som er givet videre over tid, som f.eks. at spise sammen eller bo på værelse sammen under rekruttiden. Disse skaber sociale bånd og som samfundet skifter - skal Hæren følge med. Derfor er det vigtigt at identificere disse aktiviteter og til dels værne om dem. Det handler måske i lige så høj grad om at identificere nye aktiviteter der følger med tiden.
Forfatteren definerer to former for samhørighed: Opgave -og social samhørighed. Opgavesamhørighed er medlemmernes fælles engagement i gruppens opgaver, karakteriseret som en generel orientering mod at nå gruppens delmål og mål. Når opgavesamhørighed er til stede i en gruppe, er der en fremherskende tro på, at de vil være i stand til, succesfuldt at nå gruppens og gruppemedlemmernes kollektive og individuelle mål (Spencer, 2022). Et lavpraktisk eksempel på høj opgavesamhørighed og lav social samhørighed kunne være at efter, at gruppen har løst en opgave, som de har været fælles om og samlet omkring, går de derefter hvert til sit, og bearbejder de følelsesmæssige reaktioner med andre uden for primærgruppen.
Social samhørighed er den nærmest mytiske egenskab, folk taler om i "Kammerater i krig". Det refererer til de sociale bånd mellem gruppemedlemmer, der er bundet sammen af gruppens arbejdsforhold. Forfatteren mener, at de sociale bånd, der eksisterer mellem gruppemedlemmer, vil manifestere sig gennem følelsesmæssige reaktioner på andre medlemmer af gruppen, såsom følelser af at kunne lide og have tillid til hinanden. Når den sociale samhørighed er høj i en gruppe, værdsætter medlemmerne de relationer og venskaber, som gruppen giver. (Spencer, 2022)
I en diskussion som denne anmelder havde med en kollega, diskuterede vi om de to typer samhørighed var modsatrettede eller i samspil med hinanden. Summen af vores diskussion opsummeres i nedenstående sætning:
”Min forståelse af teorien brugt på min egen virkelighed er, at vi bruger begge typer samhørighed og når de er maksimeret, yder grupperne fuldt ud. Vi kan godt leve uden en social samhørighed i en kortere periode – men ikke også uden opgave-samhørighed for så bliver det uudholdeligt. Ligeledes kan vi godt i en periode performe uden opgave-samhørighed, hvis de bliver ledt tilstrækkeligt. Men hele formålet med mission-command etc. er jo at vi uden ledelse har et klart billede (af den overkommelige opgave) og kan løse den i chefens ånd uden hans ’hånd’”.
Bogens anden del: Praktik
Den anden halvdel af bogen skaber et solidt fundament for efterfølgende teoretiske drøftelser, da forfatteren her har beskrevet, hvordan han har opnået social samhørighed. Han har boet, levet, spist, kæmpet side om side med hans soldater i Irak i 2003, og den eneste kontakt til omverdenen har været gennem feltpost, ofte skrevet på bagsiden af en feltrationspakke. Da han i 2008 skal udsendes igen, er verden blevet mindre. Det er nemmere at være i kontakt med dem derhjemme, og det er langt nemmere at dele alle problemer fra hjemmet til missionen og særligt omvendt. Det er her han ser de største tegn på, at soldater søger væk fra primærgruppen for at dele deres oplevelser med dem derhjemme. En af konsekvenserne bliver at grupper bliver drevet mod de samme mål og deres samhørighed bliver rettet mod opgaven i stedet for at blive rettet mod hinanden som i ”Kammerater i krig”. Eksempelvis bor soldaterne ikke tæt mere og de fleste har internet i deres beboelsescontainere eller telte.
Bogen afsluttes med forfatteren som hjemmegående, mens hans kone er udsendt – hans følelser som pårørende på godt og ondt, samt alle de opgaver som de pårørende står alene med, når den anden part er udsendt. Særligt dette kapitel giver en relatérbar følelse, hvis man selv har været udsendt, mens man har haft nære pårørende derhjemme.
Den fantastiske rejse som forfatteren vil ud på, kommer han aldrig helt igennem med, desværre. Derfor opfattes bogen som om den mangler noget centralt, den sidste kobling mellem teori eller praktik eller svar på hvad man kunne gøre for at imødekomme dette fænomen. Et godt eksempel er forfatterens praktiske brug af den ellers så udmærkede teori som introduceres i begyndelsen. Det ville være oplagt at der efter hvert kapitel var analyseret via den introducerede teori og dermed blev overført fra praksis til teori eller omvendt. Desværre mangler denne kobling, og den introducerede teori kommer til at stå henstillet og glemt.
Du skal læse denne bog, hvis du vil underholdes, lære og særligt forstå en uudforsket vinkel på det at være opkoblet på sociale medier og hvilke konsekvenser, det har for en enhed. Du får en introduktion til de to fænomener, social og opgavesamhørighed, og du vil finde det nemt at overføre de oplevelser John Spencer har med sin enhed, til ens egen. Du lærer ikke hvad du skal gøre for at undgå sociale mediers indflydelse på fællesskabet eller hvad man kan gøre for at imødekomme det, men det skaber forhåbentligt en refleksion – og får dig til at undres – hvad gør vi egentligt for at imødekomme sociale mediers indflydelse på fællesskabet i en enhed og hvad kan vi gøre for at blive bevidste om denne indflydelse fremadrettet?
