Kolonierne fremstod ikke pludseligt, men tilfældigt og lidt efter lidt. - Meinicke.

 

Salget af de dansk vestindiske øer til USA for 50 år siden blev mindet i forgangne marts måned; begivenheden fandt forskellige udtryk. Men også på anden måde registreres i disse år en stigende interesse for øerne og i det hele taget for Danmark som kolonibesidder.

Et udslag heraf var de studier af bebyggelsen på St. Thomas, St. Jan og St. Croix, som Kunstakademiet foretog med udsendte grupper allerede 1960 og 1961. På begge rejser, der har været nærmere omtalt i Arkitekten LXII (1960) 405-13 og i Danmarksposten 1963, nr. 10, interesserede man sig først og fremmest for den almindelige, borgerlige bebyggelse i by og på land, men der var lejlighed til for et mindre bold at opmåle nogle offentlige bygninger, bl. a. en landskole - i fortsættelse af Einar Kirk- Nielsens arbejde for Nationalmuseet i 1947 - foruden toldboden og fortet i Frederiksted på St. Croix. Dette indtagende dukkekastel, Frederiksfort (fig. 2), er det mindste og yngste af hovedbefæstningerne i Dansk Vestindien (fig. 3) og er såre malerisk beliggende ud til det vinblå karaibiske hav for enden af Strandgade i Frederiksted på øens vestkyst.

Det blev bygget i årene efter 1750 til sikring af den åbne rhed og byen med dens frugtbare omegn, hvor der lå mange store plantager (fig. 4). Den første befæstning på St. Croix, efter at øen 1733 var købt af Frankrig, var anlagt ved en beskyttet bugt omtrent midtvejs på nordkysten, og omkring den voksede den velplanlagte senere guvemementsby Christiansted op. Christiansværn, som fortet kaldtes, er opmålt af Tyge Hvass og publiceret i Ældre Nordisk Arkitektur 1925; i årene efter krigen er det yderligere undersøgt og gennemgået arkivalsk af den amerikanske fredningsorganisation, National Park Service, der ejer fortet og guvernementshuset og andre bygninger ved bavnen.

St. Thomas var som bekendt den af øerne, som tidligst blev dansk. Efter tilløb i Frederik III’s regeringstid, kom der 1672 mere stabile forhold efter Jørgen Iversens udsendelse med fregatten »Færøe«. Ved sin ankomst til øen udvidede og færdiggjorde han straks det fort, som tidligere var påbegyndt på en odde midt i St. Thomas’ fortrinlige naturhavn; og kun to måneder efter at kolonisterne var gået i land, kunne Jørgen Iversen fra det fuldførte fort, der efter kongen havde fået navnet Christiansfort, proklamere de første bestemmelser til ordenens opretholdelse i det lille samfund (fig. 5).

Da Kunstakademiet foretog sine bygningshistoriske studier på øerne, var Christiansfort blevet overtaget af National Park Service, og en følge heraf var, at det ligesom fæstningen i Christiansted, skulle underkastes en nøje opmåling og undersøgelse. Det var derfor meningsløst for den danske gruppe at ofre tid og kræfter på en opgave, som andre under alle omstændigheder skulle igang med, og endda med større rescourcer end der stod til vor rådighed. For os at undersøge var der af koloniernes hovedforsvarsværker således tilbage kun Frederiksfort på St. Croix, men da dette anlæg, der ikke ejes af forbundsregeringen i Washington, desuden går en uvis fremtid i møde, var der så meget desto vægtigere grund til netop at opmåle det.

I disse år er resultaterne fra Kunstakademiets rejser ved at blive bearbejdet med henblik på udgivelse. En rapport om bevaring og fornyelse af de tre byer på de tidligere danske øer blev udsendt af Kunstakademiets byplanafdeling 1965. Når til sin tid opmålingerne fra 1960 og 1961 bliver offentliggjort, vil publikationen kun sigte på at redegøre for de bygningshistoriske forhold på de danske øer, således som de kan skildres på grundlag af Akademiets materiale.

For imidlertid at danne mig et indtryk af situationen på de danske øer sammenlignet med forholdene i andre kolonier i det karaibiske område foretog jeg et par rejser, der strakte sig til New Orleans i nord, Haiti i vest og Barbados i syd.

På disse ture blev det min opfattelse, at bebyggelsen på de danske øer, trods visse særtræk og trods enkelte, karakteristiske ejendommeligheder, fortrinsvis ved de offentlige bygninger, i helt overvejende grad — omend forskelligt for St. Thomas’ og St. Croix’ vedkommende - er påvirket af, for ikke at sige beslægtet med de omliggende koloniers arkitektur. Som et resultat af mine rejser, suppleret med læsning på hjemlige biblioteker, har jeg forfattet efterfølgende lille oversigt, der som en udsigt over det vestindiske område skulle give en ramme til placering af bebyggelsen og ikke mindst forterne på St. Thomas og St. Croix.

Det vil fremgå, at Jørgen Iversens kastel i Charlotte Amalie, der på alle måder er et meget fængslende anlæg, for sin tid og i decennier efter grundlæggelsen var et betydeligt fort, der fuldt ud stod på højde med hovedparten af samtidig fortifikation i Vestindien; men det bliver tillige klart, at i midten af 1700-tallet, da forterne på St. Croix byggedes, var kravene til fæstningsværkerne steget så voldsomt, at den danske koloni ikke havde nogen rimelig mulighed for at være med i kapløbet, jfr. fig. 6.

Jeg retter en varm tak til Danmark-Amerika Fondet, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Kunstakademiets Rejsestipendier og Undervisningsministeriet, som har ydet støtte til mine rejser og studier.

Den vestindiske scene

Kvaliteten og værdien i vor kolonibebyggelse ligger i helheden, i byernes sammenbyggede hovedgader. Kun få om nogen enkeltværker træder frem og frister til benævnelsen bygningskunst, og der optræder ingen betydelige arkitekter. Enkelte egenartede træk på de tidligere danske øer, og da særlig på St. Croix, gør sig gældende, når bygningskulturen jævnføres med naboernes, men fællestræk er mest iøjnefaldende.

Samtidig er de europæiske kolonier dog indbyrdes ret forskellige; og de naturgivne variationer fra ø til ø er i tidernes løb blevet øget ved menneskenes virke. Endda blandt samme nations besiddelser observeres adskillige forskelle, som det også ofte er bemærket i rejseskildringer fra koloniernes gyldne dage.

Guvernørerne og den vestindiske overklasse, storkøbmændene og ejerne af vidtstrakte plantager, byggede utvivlsomt ofte med kunstnerisk ambition, men resultaterne stak i det provinsielle milieu; man hævede sig sjældent over det middelmådige eller forlorne, men den kultiverede tradition fra Europa sikrede mod slemme vildfarelser.

Fejltagelser i det omfattende byggeri blev ukaldet afhjulpet, idet omgivelsernes farvefylde formildede det færdige værk, og yppige, blomsterprangende vækster dækkede hurtigt mure og vægge. En tilrejsende uden fortrolighed med koloniernes forudsætninger måtte blændes i sit kritiske blik og bære over med, at bygmestrenes evner åbenbart ikke altid havde stået mål med drømmene.

Det tropiske klima slider hårdt på brugsting og bygninger; orkaner og termitter har foranlediget hyppige fornyelser. I tidens fylde har den startvis venlige vegetation omklamret og kvalt det færdige hus. De ødelagte bygninger i Vestindien tager sig pragtfulde ud som ruiner.

Kolonierne var i almindelighed økonomisk og politisk ganske afhængige af moderlandene og nøje kontrollerede og dirigerede herfra. Deres frembringelser på kunstens områder har - som venteligt - og stort set uden undtagelser, været sene og svage efterklange af hjemlandenes præstationer. Egentlige forbilleder for vestindiske bygninger må som regel søges i Europa - om man finder det umagen værd. (1).

Det materiale, der foreligger til belysning af forsvarsværkerne hos vore naboer, er magert og ujævnt og tillader blot et skitsemæssigt omrids af situationen. De spanske befæstninger er bedst publicerede.

Spanierne

Koloniernes historie begynder overskueligt med en konkret begivenhed: Columbus’ rejse 1492 og opdagelsen af, hvad der siden skulle kaldes Amerika.

Den første bosættelse fandt sted på Hispaniolas nordkyst, hvor Columbus grundlagde byen Isabella med fortet St. Thomas. Det viste sig snart, at admiralen var mindre kyndig på landjorden og havde valgt en lokalitet, der ikke var velegnet til bebyggelse, og det lille samfund flyttede da til sydkysten ved Ozama floden, hvor der var fundet righoldige guldminer. Her grundlagdes 1496 eller i det følgende år Santo Domingo (Ciudad Tru- jillo), der må betragtes som den første europæiske by i den nye verden. Hovedsædet for den spanske administration i området forblev i denne by i lange tider, trods opdagelsen af rigere egne (2). Historikeren Gonzalo Fernåndez de Oviedo opholdt sig i Santo Domingo i begyndelsen af det 16. århundrede og har skildret koloniens befolkning og bebyggelse (3). Oviedo fremhæver de rette gader. Byplanen ses dog ikke at være af den skematiske art, der nogle årtier senere blev typisk for de spanske samfund. Byggeskikken og monumenterne, som de kendes fra senere tider, viser samhørighed med hele områdets arkitektur.

I udtalt grad har dog bygmestrene fra Castillien og Sevilla på den traditionsløse tropeø skabt et rent spansk milieu. (4). Cuba blev spaniernes næste station. I følgende årtier trængte conquistadorerne frem over det mellemamerikanske fastland, hvor de grundlagde et betydeligt antal byer. Navne som Veracruz, Santiago, Cartagena, Puerto Bello er velkendte. Cortez anlagde Mexico i 1520’rne.

De første byer voksede frem uden større planlægning, men manglede næppe urbane kvaliteter. (5). Da Columbus drog ud, havde man ikke i Spanien som i flere andre europæiske stater gjort sig ideer og erfaringer om byers anlæggelse. Soldaterne og kolonisterne kæmpede med talløse vanskeligheder og slet organisation, så det kan ingenlunde forundre, at de første bebyggelser ikke blev idealbyer. Moderlandets myndigheder gjorde dog snart anstalter til forbedringer og udsendte visse retningslinier, som burde følges, når byer blev anlagt. Allerede 1513 indeholdt en sådan instruks den vise betragtning om byen, at hvis den ikke fra begyndelsen havde plan og form, ville den aldrig få det.

De nye principper, der i væsentlige træk viser afhængighed af Vitruvs byplanideer, synes først at have udtrykt sig klart, da Cortez bistået af geo- meteren Garcia Bravo grundlagde sin hovedstad i Mexico. (6).

Den største kolonisationsaktivitet udspilledes i decenniet efter 1534, og fra da blev alle større byer i det vidtstrakte rige lagt ud og disponeret i overensstemmelse med de kongelige direktiver. Reglerne udbyggedes og codificeredes med tiden. Monumentalt fremstod idealet af en spansk koloniby i Philip //’s forordning fra 1573 (7).

Vi bemæker heri, at byen skulle have firkantet omrids med klar afgrænsning til omverdenen, gaderne skulle løbe i indbyrdes rette vinkler mellem kvadratiske busblokke, medens flere blokke udsparedes til Plaza Mayor, stedets arkitektoniske og sociale tyngdepunkt. Byens udmåling begyndte med denne plads, der belst skulle være rektangulær, helst i proportionen 2 til 3 (8). Størrelsen blev afstukket efter de forventede vækstmuligheder, men den måtte ikke være under 200X300 fod. Hovedkirken skulle opføres på pladsens ene side, cabildoen og de kongelige institutioner skulle liegne de øvrige tre og danne et arkitektonisk rum. Det frie areal skulle beplantes med træer og blomster. Bygningerne på Plaza Mayor og husene i de fire hovedgader, der skulle udgå fra midten af dens sider, udformedes med arkader (9). I byen skulle man opføre kirker og klostre og to hospitaler. De almindelige huse skulle så vidt muligt gøres ensartede for at give staden skønhed (ornato).

I klassik tradition blev byerne imperiets fundament. Længe var den kultiverede disciplin virksom (10). Thuxillo (Trujillo) i Peru er iøjnefaldende, fig. 7. Byen blev anlagt på behørig, skematisk vis 1537 af Pizazzo og hans folk, der gjorde karréerne kvadratiske med en sidelængde på godt 100 m. Gentagne sørøveroverfald tvang vicekongen, hertugen af Palata, til at befæste landets vigtigste steder, således Truxillo, der 1685-87 omgaves af ellipsoid vold med femten ens bastioner jævnt fordelt. Byplanen fik herved en forunderlig lighed med renaissancens stjerneformede ideal- byer (11).

Ved år 1565 var der over 200 spanske byer i den nye verden. Der fandtes universiteter, biblioteker, trykkerier og kunstsamlinger; og mere end 160.000 spaniere var da bosatte i Amerika (12).

Med den stadigt gentagne plantype og det faste dispositionsskema undgår byerne ikke at forekomme monotone (13). Ret beset må imidlertid Spaniens indsats i de vidtstrakte, uvejsomme provinser, livor fjender og fortrædeligheder lurede, aftvinge respekt. Nordamerika gjaldt endnu ind i det 18. århundrede for kontinentets betydningsløse påhæng. Alt livad der lå nord for det spanske kolonirige betragtedes som land »de poco esti- ma«. Her levede omkring år 1800 godt 5 millioner indbyggere mod Latinamerikas 18 millioner.

Iberiens kolonister skabte i Mellem- og Sydamerika en rig og særpræget blandingskultur med bysamfundene som de åndelige midtpunkter. Uafhængighedsbevægelserne i frigørelsens århundrede rejste af de gamle provinser en række selvstændige stater, der i sammenknyttende fællesarv fik - og endnu har bevaret - en levende tradition fra kolonitiden.

I begyndelsen lå store muligheder og det rige udbytte i Mellem- og Sydamerika, og fastlandet blev den dominerende besiddelse. Øerne, hvor kolonisationen var begyndt, indrettedes til at spille rollen som stationer for sejladsen på forbindelsesruten til moderlandet.

Endnu i det 16. århundrede var Spanien herre i det karaibiske område uden nævneværdig konkurrence fra andre europæiske magter. Landenes indianske beboere havde sine steder foranlediget mindre forsvarsværker til beskyttelse af spansk ejendom, men der var ingen farlige fjender.

De yderste øer, Islas de Barlovento kaldte kolonisterne dem, var befolket af krigeriske karaibere, og spanierne havde foreløbig opgivet at bosætte sig lier. En medvirkende årsag til at holde sig fra De Små Antillers kæde, var de fremherskende vindes retning, der hindrede direkte sejlads til øerne fra de store byer på Sydamerikas nordkyst. Man kunne ikke sejle østligere end til St. Thomas, uden at det blev nødvendigt at krydse (14). Kongen af Spanien hævdede ejendomsretten til disse småøer, men at han ikke de facto tog dem i besiddelse, formulerede en fremtrædende forudsætning for de senere begivenheders forløb. Da kappelyst og guldtørst drev andre europæiske magter til Vestindien, lå disse øer som letvundne udgangspunkter for angreb på de spanske lande og blev trusler imod imperiets handel og søforbindelser.

Knapt et halvt hundrede år rådede ro med spansk monopol på al virksomhed; men allerede i 1530’rne gjorde fremmede skibe deres entré i farvandene og optrådte som smuglere og sørøvere. Piratskibe, overfald og plyndringer blev tilbagevendende begivenheder i de kommende århundreder, der rummer et egenartet og fascinerende kapitel af vestindisk historie (15). Endnu 1555 var Havana, en af sørutens vigtigste havne, praktisk taget uden forsvarsværker. Det lykkedes Jacques Sores, der var næstkommanderende hos den navnkundige pirat François le Clerc, kaldet Pie de Palo, med en bande på knap hundrede at indtage og hærge byen. Forsvarsstyrken var på godt 35 mand, der havde søgt at holde stand i et lille, firkantet fort med seks kanoner (16).

Sådanne udfordringer tvang myndighederne til at hefæste byer og havne. Fra Spanien udsendte den glimrende admiral Pedro Menéndez de Avilés (17) med ekstraordinære beføjelser til reorganisation og udbygning af hele koloniområdets taktiske system og defensive apparat. Der indledtes i midten af det 16. århundrede en fortifikationsaktivitet, der længe blev fortsat og med tiden øget. Da lagdes grunden til den storslåede kæde af martialske forter og befæstninger, som endnu behersker byerne i området. Menéndez’ heldige virksomhed strakte sig over knap en snes år. Han udpegede en række havne som primære at befæste: Cartagena, Veraeruz, Santo Domingo, Santiago og San Juan del Puerto Rico. Hertil kom Havana på Cuba, der blev samlingssted for de hjemgående transportskibe og udbyggedes som hovedhjørnesten i systemet. Havnen blev disponeret som flådebase med skibsværft. Til yderligere sikring af sejladsen gennem strædet mellem Cuba og fastlandet anlagdes 1565 S. Augustine på Floridas østkyst. Vera- eruz beskyttedes med volde. Fæstningsingeniøren Juan Bautista Antonelli var virksom flere af de nævnte steder (18).

Begyndelsen til disse fortifikationer var relativ beskeden; målt med europæisk alen var de første anlæg ingenlunde fuldkomne.

Man foretrak en fra naturens side egnet lokalitet, livis form dikterede anlæggets hovedform. Terrænet blev artikuleret og udbygget med skanser, forbindelsesmure og åbne batterier. Man opførte murede værker og byggede i Middelhavs-traditionen kanontårne på høje og ved havne. På sekundære pladser anlagdes faskinespærringer, jordvolde og pæleværker (19).

El Morro i San Juan del Puerto Rico blev grundlagt omkring 1540 med et batteri og 3 kanontårne (20). Cartagena's glimrende havn lå beskyttet i en stor indsø. Indsejlingen foregik gennem et bugtet og indskåret område, der var uoverskueligt ved mange holme og halvøer. Spanierne udfoldede stor aktivitet for at beskytte og befæste den vigtige by; det bebyggede område blev hegnet med volde og bastioner, og i omegnen placeredes forskansninger og forter. Hele systemet var under stadig udbygning; der foreligger projekter fra 18. århundrede til omfattende, delvis aldrig udførte arbejder (21). Citadellet San Juan de Ulua ved Veracruz opviser et illustrerende eksempel på en befæstnings trinvise udbygning til et næsten regelmæssigt anlæg (22).

Det var en medvirkende foranledning for Menéndez til at etablere støttepunktet i Florida, at en fransk bosættelse året forud havde fundet sted ved floden Mays’ munding. Det faste punkt her var en trekantet forskansning, Fort Caroline, med palisader og faskinedækkede volde om en rummelig gårdsplads med indkvarteringslænger. Flodarme ledtes som våde grave foran voldene (23). Den trekantede form var anvendt i tidligere spanske og franske forter (24). Spanierne ødelagde den franske post og øgede deres egen. Efter en længere række af simple, palisadeforstærkede jordværker opførtes centralfæstningen San Marcos under ledelse af ingeniøren Ignazio Daza fra Havana i årene efter 1670 som et regulært, firesidigt kastel. Med supplerende byvolde, udenværker og hjælpeforter blev S. Augustine en betydelig fæstning, forgæves angrebet 1702, 1728 og 1740. Hovedkastellets ydre længde er ca. 90 m; det kaldes i en engelsk indberetning 1720 for et lille anlæg (25).

Regulære fæstninger med hjørnebastioner og polygonalt, oftest kvadratisk, grundrids blev gængse i spansk befæstningskunst i kolonierne. Særlig som byforter på mindre pladser eller som fremskudte poster ved kardinale anlæg træffes disse regelmæssige kasteller. Størrelserne varierer. Planens enkelhed og den stramme opbygning forlener bygningerne med storhed og arkitektonisk værdi. Skarptkantede legemers tunge masse, nøgne, sort- grå flader og hele formsprogets knaphed vidner om dyster alvor.

Blandt Cartagenas ovenfor nævnte forposter udmærker sig i denne sammenhæng San Luis ved Boca Chica, hvor der er arkadebygninger i gården, og kastellet Santa Cruz (25). Et mindre firsidigt fort med omgivende grav fra 1630’rne er Jeronimo udenfor Ciudad Trujillo på Santo Domingo (27). Blandt det 18. århundredes karakteristiske arbejder skal nævnes forterne San Carlos en Perote vest for Veracruz, kastellet ved Terminos lagunen og det monumentale femkantede fort i Acapulco på Mexicos vestkyst (28). Hertil slutter sig mindre anlæg som havneforterne ved Santa Martha (29), Talcamavida ved Concepcion (30) og kastellerne i Bacalar (31).

Franskmændene

Endnu i begyndelsen af det 17. århundrede var den spanske flåde kraftig nok til at kue pirater og fremmede kapere, men kræfterne ebbede ud.

Angrebet på St. Christopher 1629 og erobringen af Old Providence 1641 var de sidste aktive demonstrationer af spansk styrke. Efter alvorlige nederlag omkring 1630 til hollandske flåder anført af Pieter Heyn må de spanske vicekongers politik i alt væsentligt sigte på udbygning af land- defensionen.

Ved denne tid optrådte nemlig Spaniens europæiske konkurrenter på den vestindiske scene med nye hensigter (32). Hidtil havde deres virksomhed indskrænket sig til plyndring og sørøveri, omend hyppigt i statsorganiseret form og stor skala. De spanske skatte lokkede Francis Drake til Santo Domingo i 1585 og derefter til Cartagena. Med det 17. århundrede tog en egentlig kolonisationsbevægelse fat. Religiøse og politiske kriser gjorde mangen vesteuropæers tilværelse utryg og udsigtsløs. Foretagsomme købmænd sluttede sig sammen i kompagnier, der organiserede udvandring til Vestindien, såvel som til andre områder i den nye verden. Man tog ikke for tungt på hvilke midler, der undertiden måtte anvendes for at få folk af sted.

Franskmænd fra Dieppe anført af Pierre Belain, Sieur d’Esnambuc og en gruppe englændere under ledelse af Thomas Warner slog sig næsten samtidig (1625) ned på St. Christopher (St. Kitts). Til dels med udgangspunkt på denne ø, der trods mangehånde omskiftelser indtil 1713 forblev delt mellem de to nationer, underlagde Frankrig og England sig med tiden næsten alle de små Antiller. Martinique (1635) og Guadeloupe (1638) blev de betydeligste franske besiddelser. 1642 besad det af Richelieu støttede Compagnie des Iles d’Amerique 14 øer (33). Englænderne annekterede Bar- bados (1627) og Antigua (1632). Det nederlandske vestindiske kompagni, der var startet allerede 1621, lagde hovedvægten på handelsvirksomheden, og de etablerede kolonier, fornemmelig Curacac og St. Eustatius (1634) foruden besiddelser på det sydamerikanske fastland, blev længe af sekundær betydning. Hollænderne opererede med handelspladser i andre kolonier (34).

En bande engelske sørøvere og landsknægte anført af den berygtede Venables besatte 1655 det af spanierne næsten forladte Jamaica. Den store øs udvikling hæmmedes århundredet ud af piratoverfald og krige med spaniere og hollændere (35). Det ombejlede flibustiertilholdssted La Tortue (Tortuga) udfor Hispaniolas nordkyst var 1640 af Le Vasseur føjet til det franske rige. Erobrere herfra grundlagde Port-aux-Paix og trængte frem over den frugtbare vestende af Spaniens ældste koloni, og man opbyggede Saint-Domingue, »La Perle des Antilles«.

Befolkningen i de nye områder nåede hurtigt en anselig størrelse. På visse øer kulminerede kolonisternes antal i den første tid, således havde Barbados allerede i 1640'rnc 30.000 indbyggere (36). For de franske områder opgives omkring år 1700 de hvides antal til godt 40.000 (37).

Med nævnte besiddelser som de vigtigste positioner er problemer og udgangsstillinger givet for de følgende 150 års krigeriske optrin i Vestindien. Øernes indbyrdes relationer og forviklingerne afspejlede eller skærpede, stundom foranledigede kriser og krige i Europa. I vekslende grupperinger rådede permanent spænding imellem nationerne. Plyndring og strandhugst var tilbagevendende begivenheder i de usikre farvande. Tilstanden i det 17. århundrede skærmede ikke de nord- og vesteuropæiske kolonister med den gunstige ro og de økonomiske resourccr, der i det forgangne sekel havde stimuleret væksten i de urbane spanske samfund.

Til de indbyrdes konflikter kom kampe med karaiberne, hvis øer man havde slået sig ned på. Det lykkedes for flere franske guvernører at opnå fredelige forbindelser med disse, selv nyligt indvandrede, kampglade stammer, og man søgte ved et bemærkelsesværdigt initiativ og aftaler at sikre deres eksistens ved at lade endnu urørte øer nyde neutral status; vi nærmer os Rousseaus tid. Englænderne satte sig dog med tiden udover aftaler og menneskelige hensyn og begyndte besættelse af reservaterne.

Det kan ikke undre, at de første samfund i de nye kolonier blev primitive. Når et gunstigt terræn var udset, måtte bebyggelsen gruppere sig løseligt uden mange forbåndsdispositioner. Man tog utvivlsomt bestik af forsvarskrav, visse handels- og samfærdselsbensyn, men først og fremmest disponerede pionererne under indtryk af bavne- eller landingsmuligheder.

Kolonisterne var henvist til at anvende de byggeemner, som var tilgængelige på pladserne. Rochefort beretter, at de førstankomne europæere levede på øerne næsten ligesom de indfødte, i hytter og i småhuse af strå og træ (38). Træhuse forblev almindelige i Vestindien; og afsides liggende byer bevarede det primitive udseende, f. eks. La Trinité på Martinique (39), jfr. fig. 8.

Hvor mulighederne bød sig, valgte man at lægge sin bebyggelse ved en bugt, hvis rolige vande kunne tjene som havn, og hvor sejlerne fandt beskyttelse i orkantiden. Hægtede på en vejstump langs stranden tog bebyggelsens omrids form efter kystliniens kurve. Vi ser præget af denne bystruktur - undertiden i strammet form - f. eks. i St. Pierre (fig. 9) og La Trinité på Martinique, Basseterre på St. Christopher, det ældre Port Louis på Grenada og i Charlotte Amalie på St. Thomas. Bridgetowns gader synes voksede frem af stier. Philipsburg på Sint Mårten fra 1735 strakte sig på en landtange som Port Louis og har efter tidens krav reguleringsbestræbelser i den bønneformede udstrækning.

Kompagniernes egne huse og andre officielle bygninger placeredes på startvis reserverede arealer, og det næppe de ringeste. De gængse offentlige bygninger og de først opførte i en koloni, var fortet, ejerens eller guvernørens bolig og et pakhus. I anden række kom kirke og toldbod. Ved anlæggelsen af Gustavia på St. Barthélemy anbefalede en komité, at der opførtes guvernementshus, lager bygning og kirke (40). Allerede de Poincy på St. Christopher byggede et »meget nydeligt« hospital, i 1660’erne fulgte Matinique og Guadeloupe efter (41).

I løbet af det 17. århundrede voksede enkelte bebyggelser frem til byer af agtværdig størrelse med velopførte, solide huse. Reguleringsbestræbelser satte ind, men planens præg var givet ved anlæggelsen.

I de bedre organiserede samfund stod udmærkede materialer med tiden til byggeriets rådighed. Koralkalk vandt stor udbredelse. Lokale sten til kvadre nævnes for St. Christopher og Guadeloupe. Et sandstenskonglomerat på sidstnævnte ø kaldes »Maçonne du bon Dieu« (42). På Antigua hentedes sten på Pelikanøen til opførelse af domhuset i St. Jolm’s (43). St. Barthélemy eksporterede kalksten til omliggende kolonier (44). Leoganesletten på Saint-Domingue fremhævedes for fine kalkstensforekomster (45). I Cap- Français byggede man af lokale sten, eller kvadre fragtedes til kolonien fra Nantes; også tagmaterialer kom fra Frankrig (46). Ved siden af lokal teglbrænding af mindre omfang (47) blev mursten i betydelige mængder som ballast sejlet fra Europa til næsten alle kolonier. Den alsidigt interesserede pater Labat, som besøgte Vestindien omkring år 1700, beretter overvejelser om anlæggelse af en ny by på Guadeloupe, hvor man havde udset et fladt, næsten kvadratisk areal ud til havet mellem to floder. Lahat fremhæver, at det valgte område bød på velegnede byggematerialer: Sten til kvadre, ler til teglbrænding, træ, sand, kalk og vand (48).

I sin rejsebeskrivelse gennemgår Labat øernes materialer og deres anvendelse (49). Med glæde konstaterer lian efter at have konsulteret sin Vitruv-udgave med Pcrraults tegninger, at Terre Rouge på Guadcloupe svarer til Antikcns Pozzolanerjord (50). Træ vedblev som nævnt at spille en stor rolle for bebyggelsen i kolonierne. Sine steder er træhuse endnu i vore dage dominerende. Træ blev taget af de lokale forråd. Med tiden blev Nordamerika storleverandør af trævarer: Bygningstømmer, planker, træspån og tøndestave. Alle materialerne til opbygning af Gustavia kom herfra (51). N. L. Basseterre, hovedstaden på St. Christopher, var i tidlig tid en af Vestindiens førende byer og blev ofte fremhævet for sine velbyggede huse, Allerede de Rochefort omtaler teglbygningcr, men træhuse har øjensynligt domineret. Kirken havde sokkel af bugne sten og tegltag, men var iøvrigt bygget af træ (52). Husene, som efter krigens hærgen genopbyggedes under Labats besøg, blev murede (53). På Guadcloupe og Martinique var træhusene ganske overvejende endnu omkring 1700 (54). Murede huse fra velmagtstiden pryder Oranje på St. Eustatius (55). Bridgetoivn på Barbados, der oprindelig efter kirken kaldtes St. Micbael’s, blev hurtigt en anselig kvader, nogle med gallerier »et autre agrémens å la mode Anglaise« (56). Byen gjorde indtryk på fremmede: Labat omtaler »un air de propreté, de politesse et d’opulence«, som han ikke havde mødt på andre øer (57), mens englænderne selv fandt den meget uordentlig (58) og bygget med mindre hensyn til udseende og indbyggernes sundhed end til handelens fordel og den enkeltes profit (59). Kolonisternes byggeri udtrykte gerne - så vidt det lod sig gøre - hjemlige træk og traditioner. Bygningskulturen blev i stigende omfang forbavsende forskellig fra ø til ø. På nordlige øer foretrak englænderne træhuse, som de malede med oliefarve for at beskytte træværket, men de gjorde ingen pynt og ornamenter, har Labat noteret sig (60). Hertil føjer sig de Rocheforts illustrerende iagttagelse, at deres huse er de bedst udstyrede, fordi englænderne opholder sig i dem som hjemme, de fleste af dem er nemlig gifte (61).

I landnamsperioden havde der ikke været plads til arkitektoniske overvejelser eller kunstfærdige byplandispositioner. Støtten hjemmefra var ringe og vanskelighederne store. Men senere, ved udvidelser, eller når en stad skulle grundlægges og stundom, når man kunne bringe ordnede forhold efter en alvorlig katastrofe, var de fornødne betingelser til stede for at hjemlandets arkitekturprogram og herskende byplanprincipper kunne finde efter lokale forhold passende udtryk. De regulære byer, ofte med retlinet omrids, skriver sig fra det 17. århundredes senere del og tiden derefter (62). Særlig på fransk jord søgte man at udtrykke barokkens byideal og udviste i det hele en vilje til udformning af akser, monumentale pladser, behagelige promenader og hæderlige bygningsværker (63).

På Saint-Domingue anlagdes i det 18. århundrede en række byer, der ved stramme skakbrætplaner adskilte sig fra koloniens første bysamfund, f. eks. Port-aux-Paix på nordkysten overfor La Tortue (64). I atlasbindet til Saint-Mery’s omhyggelige beskrivelse af kolonien bemærkes kortene over P or t-au-P rince, der blev grundlagt 1749 af de la Cuza under navnet L’ Hospital (65),LesCayes, Môle St. Nicholas, St. Marc ogLeogane (66). Koloniens hovedstad Cap-Français (nu kaldet Cap Haïtien) nybyggedes efter 1690’erne og havde i sin glanstid knap 1000 ejendomme. Byen med sit retvinklede gadenet og kvadratiske karréer (sidelængde 120’) strakte sig fra havnepromenaden ind i beskyttede dalsænkninger mellem bjergryggene og rummede flere store bygningskomplekser og monumentale torve. Place d’ Armes eller Notre Dame, der målte ca. 105x105 m, var hovedplads med kirken på sydsiden, anlagt og systematisereet efter 1706. Overklassens liv i den blomstrende og ambitiøse koloni udfoldede sig i en brillant festivitas med teatre, koncerter og stor selskabelighed (67).

Byen nedenfor Fort Royal på Martinique anlagdes efter den anden hollandske krig med simpel skakbrætplan og hovedsagelig murede huse i lange, rektangulære karréer (68), fig. 10. På Guadeloupe (Grande Terre) grundlagde engelske besættelsestropper i slutningen af syvårskrigen Pointe- a-Pitre.

Den engelske politik over for egne kolonier stimulerede ikke bydannelser af frygt for konkurrerende industri (69). På J amaica grundlagdes 1692 Kingston til afløsning af Port Royal, der var blevet ødelagt ved jordskælv og brande. Den nye by blev lagt ud efter en skematisk plan med retlinede grænser på landsiderne; oberst Christian Lilly, der ledede arbejdet, placerede kirken i byens midte (70). På Antigua var der i de første årtier ingen rigtig bydannelse (71). I 1666 anlagde Wilhelm lord Willoughby, der havde fået øen som gave af Charles II, en koloni; men kort tid efter blev den besat af franskmændene. Grundlæggelsen af hovedstaden St. Johns skriver sig imidlertid fra disse år, sandsynligvis fra tiden efter fredslutningen i Breda (1667), da øen atter blev overdraget England. Byen blev udstukket med brede gader, der krydsede hinanden i rette vinkler, og kirken lagdes højt på det skrånende terræn, så den blev synlig viden om, men uden kompositionelle relationer til omgivelserne. Omkring strakte sig kirkegården, der indtog flere karréer. Lave, oliemalede træhuse, ofte med en muret underetage til vareoplag, blev - som allerede berørt - den foretrukne bebyggelse. De spinkle, galleribærende søjler vidner om skibstømrerens virke. Domhuset udmærker sig blandt St. John’s få murede bygninger (72).

De engelske byer var købmandsbyer, praktiske indretninger. Nobiliteten boede på landet i sukkerplantagernes ofte omfangsrige hovedbygninger. Ejerne byggede sig veludstyrede boliger, indrettet så vidt gørligt på hjemlig manér, hvor man endda sine steder ikke ville undvære kaminen! Du Terre ligner Barbados’ plantageejendomme med fyrsteslotte (73).

Den første kolonitids mest interessante og egenartede landsted fandtes dog utvivsomt på St. Christopher (74). Ved foden af en bjergside byggede en af periodens mange fængslende skikkelser, den foretagsomme franske guvernør Philippe de Lonvilliers, Sieur de Poincy i 1640’me sit ehåteau »La Montagne«, fig. 11. Indkaldte franske håndværkere brændte tegl og forestod opførelsen efter »den gode bygningskunsts love«. Den knap tolv meter høje hovedbygning var i tre etager med rez-de-chausée; den havde fladt tag på italiensk facon, og foran huset var anlagt en symmetrisk parterrehave. En rigt strømmende bjergbæk med »Karaibiens bedste vand« (Sloane) forvandledes til vandkasteller og fontæner. I tilknytning til slottet placeredes negerlandsbyen Angole, økonomibygninger og forskellige forsvarsindretninger med et velforsynet tøjhus. Komplekset blev beskadiget af jordskælv og endelig ødelagt af englænderne før Labats besøg (75).

En sen byskabelse fortjener at bemærkes inden øernes forsvarsværker omtales. Det er den svenske koloni St. Barthélemy, som Gustav III 1784 under sit besøg i Paris fik overladt mod at give Frankrig rettigheder i Gøteborg havn. Det var en fattig, betydningsløs ø (jfr. Raynols beskrivelse), som man efter forslag fra bl. a. den danske justitsråd, agent Will- man valgte at give frihavnsstatus med forbillede i St. Thomas og den hollandske koloni St. Eustatius. Bebyggelsen lagdes ved bugten Le Caré- nage, hvor der i forvejen kun fandtes nogle få usle hytter, fig. 12. Kommandanten, friherre von Rajalin, gav i marts 1785 ejerne af lodderne ved havnen ordre til at rydde disse og rense for busk, for at man kunne udstikke gader og angive hvilke områder, der skulle bebygges. Kirurgen Samuel Fahlberg fungerede i den første tid som landmåler og udførte kort og tegninger. Byen voksede hastigt og fik 1786 efter monarken navnet Gustavia. I modsætning til de ovenfor omtalte, velplanlagte grundlæggelser, hvor byplanen almindeligvis var af rektangulært omrids, måske med havnesiden bugtet som kystlinien, blev Gustavia på ældre facon strakt ud langs vandet og i U-figur placeret langs havnebassinets tre sider. Dog synes gadenettet at være nogenlunde retvinklet (76).

Kompagnierne og kolonisterne interesserede sig først og fremmest for handel og opdyrkning. Ved de europæiske hoffer tillagde man i begyndelsen ikke de nyerhvervede områder større værdi og lod dem skytte sig selv. I perioder var visse øer privatejede eller bortforpagtede, undertiden givet som len (77). Forsvarsforanstaltningerne måtte da blive primitive, lidet holdbare jordværker til dækning af de mest nødtørftige behov. Men stridigheder blev også kun udkæmpet med forholdsvis små styrker (78).

Den fornemste befæstningsmæssige opgave var koloniens sikring og havnens eller den åbne rheds beskyttelse mod ydre angreb, det være sig fra andre europæere eller af karaibiske stammer. Sine steder måtte man gardere sig mod indre uroligheder, når flere grupper, som f. eks. på Bar- bados, stredes om herredømmet. Clodoré byggede fortet i St. Pierre på Martinique nok så meget for at dæmpe indbyggernes hyppige opstande ( 79 ). Som tilførslerne af arbejdskraft fra Afrika tog til, og negrenes antal med tiden langt overgik de hvides, blev det en bydende nødvendighed at træffe effektive forholdsregler til hindring og eventuel nedkæmpning af de stadig lurende slaveoprør. Allerede i midten af det 17. århundrede meldes det, at mange plantageejere på Barbados byggede buse i fæstningsform af hensyn til truende opstand (80).

Man valgte naturligt at placere sine forsvarsværker på højdedrag ved kysterne. Labat fremhæver, at englænderne var de kløgtigste til at drage fordele af de muligheder, der blev budt dem (81). Sine steder placerede man sig ikke højt nok, hvad der siden måtte hødes for (82).

Hovedparten af forsvarsværkerne var simple, isolerede forskansninger, ofte af nogen militær værdi, men uden arkitektonisk interesse. Den samtidige litteratur er usikker i terminologien, de hyppigste benævnelser er redouter, platforme, halvmåner, brystværn, grave, forbindelsesvolde og palisader. Du Tertre skriver om St. Christopher, at forter og vagthuse dér er bygget, som det er skik i de områder, nemlig af palisader og jordvolde, nogle har grave. Alle værker, der beskytter ankerpladserne, har kanoner (83). I sin redegørelse for defensionen ved Cap-Français, fortæller Saint- Mery oplysende, at man i 1692 foreslog at lægge et fort i byen, »c’est-a-dire«, ce qu’on appelait alors un fort, et dont on peut prendre une idée par de misérable redoutes qu’on a décorées de ce nom, même depuis cette époque« (84).

Et interessant og dygtigt værk fra 1640’rne var det franske fort på Tortuga, opført på en bjergside ovenfor rlieden, fig. 11. Det relativt store, svært tilgængelige kompleks var beregnet til en styrke på 300-400 mand. Guvernørens hus red på en klippespids midt på gårdspladsen. Lederen af arbejdet var Le Vasseur, der havde høstet sine fortifikationserfaringer ved belejringen af La Rochelle. 1667 byggede d’Oreron fortet La Tour i nabolaget (85).

Den delte ø St. Christopher, var udstyret med fire franske og to engelske forter. De Poincy’s fæstning ved Pointe de Sable var af mindre betydning, men fremhævedes som et lukket, regulært fort »like a citadel«. Labat så lier et stjerneformet anlæg med mere »propreté« end »solidité« (86). Ved øens landingspladser var anlagt kanonbatterier. Kraftigere fæstningsværker fandtes dels ved den engelske sOld Road«, og dels øst for Basseterre, hvor de franske havde hovedkvarter. 1690 lod Timothy Thornhill de første forskansninger grave på Brimstone Hiil, den markante, svovlholdige kalkstensklippe ved øens sydkyst oven for Fort Charles (87).

Hovedstaden på Martinique var fra d’Esnambuc’s tid Saint-Pierre, der så katastrofalt blev ødelagt ved Mt. Pelées udbrud 1902. I Clodorés aktive periode omkring 1660 udbyggedes fortet, hvorefter byen havde taget navn, til et trapezformet anlæg med to svære hjørnetårne på landsiden mod den kvadratiske Place d’Armes, fig. 13, jfr. fig. 9. På østsiden lå en beskyttet forgård med corps-de-garde og kapel. Borgens landside var ca. 40 m lang med godt halvanden meter svære mure opført af lokale sten og kronet af kreneleret brystværn. I hvert tårn var fire skytsporte og på søsiden et batteri (»une simple terrace«, du Tertre) med en halv snes kanoner. Komplekset var uden grave og har utvivlsomt haft et særegent, næsten middelalderligt præg. Flere effektive kanonhatterier supplerede beskyttelsen af rheden foran den langstrakte by (88).

Som led i forberedelserne til krigen mod englænderne anlagdes i 1660’ erne på hele øen mere end 20 batterier med sammenlagt over 60 kanoner, foruden skyttegrave på udsatte steder (89). Martiniques hovedforsvar blev imidlertid i perioden efter den spanske arvefølgekrig koncentreret i Fort Saint-Louis på en egnet klippehalvø, der med stejle, 30-35 m høje sider skød sig ud i en fortrinlig naturhavn, Grand Cul-de-sac-Royale. Allerede 1680 var administrationen flyttet hertil fra St. Pierre. Ingen ringere end François Blondel (1617-1686), Maréchal de Champ aux Armées du Roy, inspicerede de franske kolonier i 1660’erne under den såkaldte anden hollandske krig og gav direktiver for arbejderne (90). I Fort Royal, nuværende Fort de France, kom man først rigtigt i gang henimod århundredskiftet, på den tid, da den hyppigt citerede pater Labat opholdt sig på Martinique. Lahat havde hjemme i Frankrig befattet sig med matematiske studier og agtedes som bygningskyndig.

I sine øbeskrivelser leverer han skolet kritik af flere monumenter. Hvor han kom frem, blev han taget med på råd ved igangværende eller planlagte arbejder, og han fik lejlighed til at give tegninger til et kloster i St. Pierre. Hans beskrivelser giver et værdifuldt billede af bygningssituationen omkring år 1700 (91). Koloniernes generalingeniør de Cailus var i gang med at forbedre Fort Royal, hvis forskansninger og batterier blev placeret og udformet efter terrænforholdene, på lignende måde som ved de næsten samtidige anlæg herhjemme på fæstningen Christiansø. Labat gengiver tegninger af den nyopførte, kombinerede magasin- og kommandantbygning i Vauban’sk udformning med kraftige stræbepiller på langsiderne, fig. 14 (92). De Cailus havde givet forslag til befæsning af Capucinerhøjen på havnebassinets sydlige side med et lukket, cirkulært batteri til 15 kanoner, fig. 15 (93).

Forsvaret af Guadeloupe koncentredes om hovedstaden på Basseterre med enkelte forter og skanser på udsatte steder. Vi bemærker du Tertres prospekt af Fort de la Magdelene på øens vestkyst, fig. 11. Det er et firkantet kompleks med bjørnebastioner; i gården ligger overfor indgangen et treetages bus med fladt tag. Sydligere ved kysten fandtes Houels befæstede slot, udbygget i 1660’me til ottetakket stjerneform og siden udvidet med mure og bastioner; 1703 blev det ødelagt af englænderne.

På den mindre af øerne, La Grande Terre, der sammen med den bjergrige Basseterre udgør kolonien Guadeloupe, lå Fort Louis på et højdedrag ovenfor rheden. Anlægget havde form af et skævt parallellogram med største udstrækning på ca. 100 m og var et jordarbejde styrket af palisader og faskiner. Nogle fremspringende hjørner var indrettet til kanonplatforme (94).

Det engelske Barbados var relativt kraftigt befæstet. Øens landingspladser fandtes på vestkysten (Leeward side, jfr. Sloane p. 46) og her var fra tidlig tid indrettet en serie skanser og »Batteries at every place where a Canoa can land, to hinder an Enemies’ approach« (95). Det samlede antal af disse, hovedsagelig simple jordværker har svinget; Labats kort over øen viser 15 batterier af forskellig størrelse og type, Schlozer angiver knap 50. Ved Speightstown lå et mindre anlæg, som hed »Denmark Fort«. Over for samtlige, lovprisende fremstillinger af situationen står guvernør Willough- by’s bekymrede indberetninger fra 1667-68, hvori han meddeler, at indbyggerne villigt havde medvirket ved befæstningen af øens landingspladser, men ingen ø med halvt så stort behov var så dårligt forsvaret, og han tilføjer, at der helt manglede særligt kraftige forter (96). De betydeligste anlæg lå ved Carlisle Bay foran Bridgetown og formåede at tilbagevise de Reyters angreb 1664 (97). Forterne ved indsejlingen til byen forøgede havnens skønhed, iagttog Pinckard (98). Du Tretre nævner her tre forter karakteriseret som simple plateformes med sammenlagt 61 kanoner. Der foretoges en stadig udbygning af bugtens forsvar, der i 18. århundrede tæller otte forter og batterier. Befæstningerne på Needham’s Point benævnes af Pinckard som ’a formidable Battery together with extensive Barracks’ (99).

Forsvaret i andre områder i Vestindien har været af lignende indretning som på de tre øer, Martinique, Guadeloupe og Barbados, hvis situation ovenfor er beskreven i nogen bredde (100). Simple åbne jordværker til beskyttelse af ankersteder og sikring mod mulige landgangsforsøg bar været normen. Murede værker, endsige regulære kasteller har været sjældne undtagelser i de første tider, og anlæggenes størrelse er gennemgående ringe. Mange nyanlæg og udvidelser af ældre anlæg finder sted i 18. århundredes første del. Fra denne tid ses flere regelmæssige kasteller på St. Domin- gue (101), jfr. fig. 16. Efter den spanske arvefølgekrig og accelereret i Syvårskrigen udbyggede spanierne, englænderne og franskmændene deres vestindiske hovedpositioner til omfangsrige, kostbare fortifikationer, anlagt af skolede ingeniører (102).

Englænderne

De enkelte øer og områder i Vestindien fik som alt berørt en indbyrdes afvigende udvikling og historie. Forskelle i afgrødearter, kultiveringsmetoder afhængig af kolonisationstidspunkteme, tillige med lokale ejendommeligheder og specielle historiske situationer betingede de fremtrædende variationer.

Efter at sukkerdyrkningen omkring 1650 var introduceret af hollænderne, blev den hovednæringsvejen for de små Antiller og en gylden rigdomskilde for plantere og købmænd. Efter mange års forløb kunne engelsk sukker af flere årsager ikke klare sig i åben konkurrence med fransk på de europæiske markeder. Bekymring og misfornøjelse i det indflydelsesrige engelske planteraristokrati så den bedste afhjælpning af problemerne i ødelæggelse af de franske producentområder og fandt lejlighed til at skærpe det traditionelle modsætningsforhold mellem de to nationer.

I skæbnesvangre krige med Syvårskrigen 1756-63 som det afgørende vendepunkt lykkedes det for England at få det militære overtag, hvilket i Vestindien udlrykte sig ved besættelse af Martinique (1762, afvist 1759) og Guadeloupe (1759), mens Saint-Domingue sluttede neutralitetstraktat. Gre- nada, St. Vincent og Dominiea og andre øer blev engelske besiddelser.

Under krigen og ved Pariserfreden drøftedes Frankrigs landafståelser. Det er oplysende om sukkerøernes daværende værdi, at mange med Choi- seul i spidsen ønskede at beholde Martinique og Guadeloupe fremfor de canadiske provinser. Man valgte områder, der i øjeblikket var af betydning i stedet for lande med stor fremtid, konstaterer den franske historiker Blet beklagende (103).

Af afgørende virkning for kampenes udgang var den engelske krigsmarines overlegenhed med særlig eet fremtrædende træk i dens organisation, der mangen gang gav den en glimrende fordel over for franske flåde- styrker. Englænderne havde i 1740’erne i English Harbour på Antigua og ved Port Royal på J amaica anlagt depoter og reparationsbaser for mindre enheder, der derved sattes i stand til næsten permanent at operere i de vestindiske farvande. Frankrig betjente sig udelukkende af flåder, der udsendtes fra Europa, men disse måtte af hensyn til orkansæsonen og nødvendige udbedringer vende hjem hvert år for at klargøres til nyt togt. 1784 anlagde Frankrig en flådebase på Martinique (104).

Trods udfordringerne under den Amerikanske Frihedskrig, da Frankrig aspirerede til endeligt at erobre Britisk Vestindien, og gennem århundredets sidste bevægede årtier bevarede og befæstede England sit herredømme i området. Slaverne i Saint-Domingue frigjorde sig under den store revolution med blodige revolter og erklærede kolonien for den selvstændige republik Haïti. Efter Napoleonskrigene var Frankrigs indflydelse begrænset og dets område indskrænket til Martinique og Guadeloupe med omliggende småøer.

I perioden var kravene til forsvaret steget; militære operationer udførtes med betydelige styrker og var som regel vel planlagte. I den situation mister de ældre, simple jordværker og kanonbatterier næsten al betydning. Efter Frihedskrigen blev flere små kystforter på Antigua således afhændet til private (105). Forsvaret koncentreredes i udvalgte fortifikationer, der udbedres og udbygges for at være på højde med tidens krav (106).

Frankrig udvider befæstningerne i Fort Royal på Martinique, hvor Fort Bourbon bygges på Mt. Garmier (107) og på den engelske ø St. Christopher (St. Kitts) udførtes omfattende arbejder på Brimstone Hill, hvor, som oven for nævnt, de første skanser var gravede i slutningen af det 17. århundrede, fig. 18. Portene i det endnu ret velbevarede, omfangsrige anlæg bærer årstal omkring 1793. Citadellets gård og flere indkvarteringsbygninger blev på traditionel militærvis forsynet med åbne arkader (108). Lignende bygningstyper og vidtstrakte murforløb og bastioner spredtes over bjergene omkring Falmouth og Shirley Heights oven for English Harbour på Antiqua til dækning af den samtidigt udbyggede flådehavn (109), jfr. 19.

Efter Pariserfreden bevirkede ændrede strategiske forhold i forening med, at Spanien opgav det traditionelle konvojsystem, at Havanas militære betydning dalede til fordel for San Juan på Puerto Rico. Fæstningerne her, San Cristobal og San Felipe del Morro, udbyggedes efter Vauban’ske principper til forter af kolossalt format, bestykket med over 400 kanoner, fig. 20. Beliggenheden ud til kysten, hvor de svære mure rejser sig tårnhøje og massive op af brændingen, giver det gradiose arbejde en overvældende dimension. Fortifikationerne i San Juan var utvivlsomt de kraftigste i den nye verden. El Morro var sat i forsvarsberedskab endnu under sidste verdenskrig!

I begyndelsen af forrige århundrede befæstede spanierne Krabbeøen (Viéques) mellem Puerto Rico og St. Thomas. Det anakronistiske fort fik en arkitektonisk iscenesættelse med sætstykker med gamle motiver og blev - ufrivilligt må man antage — et monument over imperiets gyldne tider.

Fæstningsbyggeriet i Vestindien sætter sine sidste, særprægede, men storslåede blomst i Haitis bjergrige nordland, hvor selvherskeren Henri Chri- stophe, der stammede fra St. Kitts, byggede det skulpturelle »La Citadelle«.

Den hele økonomiske og militære situation i det 19. århundrede udviklede sig derhen, at øerne tabte næsten enhver betydning. England opgav Brimstone Hili på Krimkrigens tid. I regulære bataljer havde næppe nogen ø kunnet forsvare sine egne kyster (110). Man havde ikke med borgermilitsen på samme tid kunnet forsvare øen og være på vagt overfor slaveopstande.

Nye koloniområder optog stormagterne, og de karaibiske øer med fri- givne slavemasser stævnede mod andre problemer og prøvelser.

 

Fodnoter:

 

x) Jvf. Jan van der Meulen, Der europäische Grundlage der Kolonialarchitektur am Kap der Guten Hoffnung. Marburg/Lahn 1962, og Northern European Origins of South African colonial Architecture. JSAH XXII (1963), 51-61. Sten Åke Nilsson, Europeisk Arkitektur i Indien 1750-1850, Lund 1967.

2) C. E. Meinicke, Versuch einer Geschichte der europäischen Colonien in Westindien, Weimar 1831, p. 12 ff.

3) Engelsk oversættelse af Richard Eden, 1555, Bryan Edwards, History of the British West Indies, London 1818, III 189 ff.

4) Erwin Walter Palm, Los Monumentos arquitectonicos de la Espanola, Ciudad Trujillo, 1955, I, p. 45 ff vier generelle træk ved de spanske kolonibyer en bred behandling. Det ældste daterede og bevarede hus i Santo Domingo er Diego Columbus’ palads fra 1510. Loggiaer med arkader i to etager (jfr. note 8). Alment: G. Kubier, Mexican Architecture of the Sixteenth Century, 1948; George Kubier og Martin Soria, Art and Architecture in Spain and Portugal, Harmondsworth, 1959; Diego Angulo Iniguez, El Gotico y el Renacimento en las Antillas. Sevilla 1947.

5) Jvf. reproduktionerne efter Montanus og Ogilby i Justin Winsor (red.) Narrative and Critical History of America, Boston og New York 1884-1889. II.

6) Dan Stanislawski, The Origin and Spread of the gridpattern Towns, Geogr. Review XXXVI (1946) p. 105-120 og Early Spanish Town Planning in the New World, Geogr. Review XXXVII (1947) p.94-105, betvivler, der skulle foreligge en (medvirkende) aztekisk inspiration fra Tenochtitlån. Herbert Wilhelmy, Südamerika im Spiegel seiner Städte, Hamburg 1952, p. 74.

7) Zelia Nuttall, Ordinances concerning the Laying Out of new Towns, Hispanic American Historical Review IV (1921), p. 743 ff., jvf. for disse afsnit Stanislawski, op. cit., og Herbert Wilhelmy, særlig p. 71 ff.

8) Jvf. eks. hertil: Vitruv V 1,2.

9) Blandt de mange eksempler på arkadebygninger - bortset fra klostrene - nævnes: Plaza Mayor i Santo Domingo (Casa de Borgellå) og Mansion del Ingenio i Engombe (Palm, op. cit., I p. 154, II pl. XCVIII, fig. 214 A-B og I pi. IX fig. 18, II pl. LXVII fig. 157) ; Toldbod, pakhus, Cabildo i Cartagena (Enrique Marco Dorta, Cartagena de Indias, Sevilla 1955, fig. 11, 12, 31); Plaza Mayor i Veracruz (José Antonio Calderon Quijano, Historia de las Fortificaciones en Nueva Espana, Sevilla 1953, fig. 75); Offentlige bygninger i Campeche på Yukatanhalvøen (Calderon, fig. 97); Forskellige huse i Guadalajara (Fernando Chueca Gortia og Leopoldo Torres Balbas, Pianos de Ciudades Iberoamericanos y Filipinos existentes en el Archivo de Indias, 1951, pl. 222); Peruvianske eksempler i Truxillo (E. W. Middendorf, Peru, Beobachtungen und Studien, Berlin 1894, II, p. 360) og Cuzco (H. E. Wethey, Colonial Architecture and Sculpture in Peru, 1949, p. 21 ff., fig. 21).

S. D. Markman, The Plaza Mayor of Guatemala City. JSAH XXV (1966) 181-96.

10) V. Rodriguez Casado og F. Perez Embid, Construcciones militares del Virrey Amat, Sevilla, 1949, f. eks. pl. 41 og 45. Vicekongens (1704-82) krav til egne omgivelser turde efter forslaget pl. 8 have været beskedne.

H) Miguel Feyjoo, Relacién Descriptiva de la Ciudad y Provincia de Truxillo del Peru. Madrid 1763, p. 6 ff (Feyjoo’s landkort gengives af Vindel, op. cit., p. 251-52), Chueca og Torrez, op. cit., pl. 316, II p. 277 ff. Middendorf, op. cit., p.358 ff.

12) V. E. Châtelain, Military Defenses in Spanish Florida 1565-1763, Washington 1941, p. 4.

13) Betragt Chueca og Torrez’s mange byplaner. Wilhelmy, op. cit. Santiago de Guayaquil i Equador, grundlagt 1535, flyttet et par år senere, gengives hos Francisco Vindel, Mapas de America en los libros espanoles de los siglos XVI al XVIII, Madrid 1955, p. 179-180.

14 ) C. N. Parkinson, The Trade Winds, p. 157.

15) C. P. Lucas, A Historical Geography of the British Colonies. Oxford. II 1905, p. 53 ff. Léon Vignols, Les Antilles françaises sous l’Ancien Régime. Flibuste et Boucane. Revue d’Histoire économique et sociale XVI (1928) p. 137—181. Alan Burns, History of the British West Indies, London 1954, p. 135 ff.

18) J. H. Parry og P. M. Sherlock, A short History of the West Indies, London 1957, p. 32 ff.

17) Litteratur hos Châtelain, op. cit., p. 17, n. 1 (p. 113).

18) Diego Angulo Iniguez, Bautista Antonelli, Las Fortificaciones Americanas del Siglo XVI. Madrid 1942. Kubler og Soria, pp. 65-66.

19) Jvf. Carlos de Azevedo, Arte crista na India Portuguesa. Estudos, eusaios documentes n° 56. Lissabon 1959, og A. W. Lawrence, Trade Castles and Forts of West Africa. London 1963, specielt p.25-29.

20) San Juan. Guide to the National Historic Site, 1957.

21) Der foreligger i Marco Dorta’s bog om Cartagena de Indias en glimrende oversigt over byens huse og vekslende forsvarsværker.

22) Calderon, op. cit.

23) Le Moynes tegninger hos J. G. Shea, Ancient Florida i Justin Winsor, II p. 268-69.

24 ) Châtelain, p. 10. Chueca og Torrez, pi. 128: St. Agustin i 1595.

2B) Châtelain, p.41 ff redegør deta_jeret for bygningshistorie og udformning; p. 14 og p. 36 ff gennemgås problemer i den spanske strategi.

20) Marco Dorta, fig. 105, 112 ff gengiver tegninger fra 17. århundrede.

27) Palm, II p. 169 og fig. 22. Anlægget er sløjfet i nyeste tid.

28) Calderon, p. 119 ff., fig. 40 ff; figs. 129 og 162, 164.

29) Vindel, p. 307-08.

30) Rodriguez Casado og Perez Embid, pi. 45.

31) Calderon, fig. 134 ff.

32) Philippe Barrey, Les origines de la colonisation française aux Antilles. Le Havre 1918 med recension i Revue de l’Histoire des Colonies Françaises VIII (1920) pp. 163-172. Foruden moderne landkort henvises til Pieter Goos, Het eerste Deel van het Brandende Veen, verlichtende aile de vaste Kusten ende Eylanden van geheel WeBt-Indien. Amsterdam 1675. Thomas Jefferys, The West-India Atlas. London 1750. Atlasbindet til Bryan Edwards, History of the British West Indies. En række kort over vestindiske områder befinder sig såvel i Frederik V’s atlas som i Dronning Juliane Maries.

33) Henri Blet, Histoire de la colonisation française, Paris (1946-50) I p. 107 ff.

34) Alan Burns, p. 214.

3B) Burns, op. cit., p. 252 ff; Frank Wesley Pitman, The Development of the British West-Indies 1700-1763, New Haven 1917, p. 14 ff.

36) Parry og Sherlock, p. 56.

37) Blet, I p. 165, jvf. p.232. Om tvangsforflyttede etc. Leon Vignols, Les Antilles Françaises sous l’Ancien Régime, l’institution des Engagés, Revue d’Histoire écon. et sociale XVI (1928) p. 12—45. Generalguvernementet for de franske besiddelser var placeret på Martinique. I begyndelsen af 18. århundrede fik Saint-Domingue guvemement, der i den første tid havde sæde i Leogane, senere i Cap-Français. Blet, I pp. 225, 229, 232.

38) César de Rochefort, Historische Beschreibung der Antillen Inseln, Frankfurt 1668, II p. 55. De Rocheforts fremstilling er hyppigt uoverensstemmende med andres, og må i almindelighed anses for den mindst pålidelige. Rochefort besøgte aldrig selv Vestindien.

39) Jean Baptiste Labat, Nouveau voyage aux Isles de l’Amerique I-VI1I. Paris 1742. I 350 ff.

40) Ingegerd Hildebrand, Den svenske koloni Saint Barthélemy och vastindiske Kompagniet fram till 1796. Lund 1951, p. 91.

41) De Rochefort, I p. 81 og 88 ff; I. P. du Tertre, Histoire Generale des Antilles habitées par les François I-IV, Paris 1667-71. III p. 204 ff, hertil I p. 155 ff og II p. 5 ff. Richard Blome, A Description of the Island of Jamaica. London 1678, p.44 jvf. Labat, I p. 78 om offentlige bygninger i St. Pierre.

42) Encycl. Brit., s.v. Guadeloupe.

43) Johann Luffman, Kurze Beschriebung der Insel Antigua. Leipzig 1790, p. 15.

44) A. L. Schlözer (udg.), Neue Erdbeschreibung von ganz Amerika. Göttingen-Leipzig 1777, II p. 534.

«) Labat, VII p. 188.

40) M. E. L. Moreau de Saint-Mery, Description topographique de la partie française de file Saint-Domingue, Paris 1875, I 356.

47) Eksempelvis på St. Christopher i de Poincy’s tid. Labat nævner teglbrænding under opførelsen (1701) af fortet ved Saint Louis på Saint-Domingues sydkyst, VII 240 ff; jvf. Schlözer, II p. 574, og ovenfor fig. 16.

«*) Labat, III p. 62 ff.

4n) Labat, III p. 182 ff: Kalk og kalkbrænding; 191 ff: Sand, sten, 1er etc.; p. 207ff: Træarter; p. 220 ff: Stråtækning. P. L. Oxholm i sin rapport 1780 til Det kgl. Vestindiske Kammer har en længere redegørelse for byggematerialerne på de danske øer (Rigsarkivet).

5°) Labat VII 393 ff., jvf. Vitruv II, 6 og M. L. Guesde, La Guadeloupe et Dépendances. Publiée à Toccacion de l’exposition universelle, Paris 1900, p. 31. Tilsvarende forekomster på Martinique.

51) Bryan Edwards, II p. 484 ff ; S. Dahlman, Beskrifning om S. Barthélemy, svensk ø i Westindien. Stockholm 1786, p. 18.

52) De Rochefort, I p. 79 ff, jvf. Blome, p.44. »Eine artige Stadt« mener Schlözer,

I p.428.

53) Labat, VII 30.

B4) Labat, I p. 70 og II p. 326. Jvf. de Rochefort, I p. 61 ff.

55) M. D. Teenstra, De Nederlandsche West-Indische Eilanden. Amsterdam 1836—37.

II p. 327.

5ß) Du Tertre, III p. 294 ff, jvf. de Rochefort, I p. 40, Blome, p. 34, Schlözer, I p. 489 ff.

ö7) Labat, VI 188 ff.

58) Guvernørindberetning fra 1668, Pitman, p. 8.

53) George Pinchard, Notes on the West-Indies, London 1816. II p. 81.

60) Labat, VII 30.

61) De Rochefort, II p. 56.

ß2) Visse slavelandsbyer opviser regulær plan, eks. Castle Coakley og Piessens plantage på St. Croix, jvf. W. Beckford, A descriptive Account of the Island of Jamaica, London 1790, I p.228.

°3) A. E. Brinkmann, Stadtbaukunst, Berlin 1920, p. 35 ff, 59 ff. P. Lavedan, Histoire de l’Urbanisme, Renaissance et temps moderne, 1959, p. 193 ff, 469 ff.

°4) Vue fra 1687 hos P. de Vassière, Saint-Domingue (1629-1789). Paris 1909, pi. 5.

65) Prospekt af N. Ozanne fra 1780 hos Blet, II overfor p. 32.

°6) Saint-Mery, op. cit., atlas (1791), pi. 30, 31 og 34-36. For Leogane jvf. Labat, VII, 115 ff.

fi7) Labat, VII p. 124 ff., Saint-Mery. I p. 351 ff (Her redegøres bl. a. for byggematerialer, gadebelægnnig, husenes udseende og vedligeholdelse med kalkning etc.) ; Vassière, op. cit. pi. 9 og 11; Blet, op. cit. I p. 233.

68) Labat, I, 206 ff, II p. 171. Byggegrundenes jordbundsforhold sammenlignes med dem på St. Thomas, VII p. 239. Lavedan, p. 480 ff, hvor Blondel formodes at have givet udkast til byplanen.

 

°9) Pitman, op. cit. p. 20.

70) Beckford, I p.XXI; Pitman, loc. cit.; Algernon E. Aspinall, The Pocket Guide to the West Indies, London 1914, p. 168, jvf. Chueca og Torrez, op. cit., pi. 187, kort over området ved »Puerto Real de Jamaica«. Lidt oppe i landet lå fra den spanske lid St. Jago de la Vega.

71) Johann Bernoulli, Sammlung Lurzer Reisebesrhreibungen, Berlin 1781-85, V, p. 328 efter du Tertre.

72) Schlozer, I p.448, Luffman, j. 14 ff; Bryan Edwards, Atlas, pi. 13 (bemærk også Parham). A. W. Ackworth, Treasure in the Caribbean, London 1949, p. 16 ff. Porth- mouth i Prince Rupert’s Bay på Dominica har tilsvarende plantype.

73) Du Tertre, III p.294 ff.; jvf Pitman, p. 12 ff og p.22, hvor Leslies omtale af Jamaica8 bebyggelse omved 1740 refereres.

74) Som første koloni indtog øen i ældre tid en førende plads. I franske kredse hed det: La Noblesse étoit å Saint Christophe, les Burgeois å la Guadeloupe, les Soldats å la Martinique, et les Paisans å la Grenade. Labat, VII p. 20.

7B) Du Tertre, I p. 156 ff og pi. IV, II p. 8 ff; de Rochefort, I p. 82 ff, jvf. p. 409 ff (Rocheforts prospekt gengives Blet, I ved p. 176), Blome, p.44; Labat, VII p. 38. Meinicke, p. 56 ff. P. Cultru i Rev. l’hist. Col. Fr. III (1915) p. 289-354 omtaler nøje slottet og redegør for de Poincy’s virksomhed som guvernør og koloniernes selvhersker (1638-60). Burns p.221 n 3 oplyser, at en del af slottet er bevaret i plantagen »Fountain Estate«. L'e Poincy interesserede sig for botanik, og hans navn er bevaret i Poinciana Regia eller Flamboyant, et stort træ med glødende blomster.

76) Dahlman, op. cit., Hildebrand, p. 64 ff med Fahlbergs kort; E. O. E. Hogstrom, Barthélemy under svenskt Vålde, Uppsala 1888, p. 2 ff. Øen solgtes til Frankrig 1878. Under Napoleonskrigene var det lige ved, at Sverige blev ejer af Guadeloupe. Lucas, op. cit. p.53.

77) Den engelske konge praktiserede samtidig at udstede rettigheder til flere parter. Parry og Sherlock, p. 53 ff.

78) Se eksempelvis stikkene hos du Tertre af kampene i såkaldte anden hollandske krig. De Rochefort, I p. 74 tiltror dc g allerede sin helt, de Poincy, at kunne stille 8-9000 mand på benene. Jvf. fig. 17.

79) Labat, I p. 74. Tilsvarende Houel, ejer af Guadeloupe, Labat, II p. 315, jvf. Meinicke, p. 44 ff.

80) Bums, p. 216 med henvisning til R. Ligon, A True and Exact History of the Island of Barbados, 1657, p.29.

81) Labat, VI p. 230. Jvf. Fort Raleigh i North Carolina fra 1585, der formodentlig er det første engelske anlæg i Nord Amerika. J. C. Harrington, JSAH XV, 4 (1954), 27-28 med litt.

82) Eksempler: Brimstone Hill og fortet nedenfor (St. Christopher) og fortet St. George og det højere liggende batteri (Grenada), Labat, VI, 227 ff, VII, p.16.

s3) Du Tertre, II p.8.

84) Saint-Mery, II p. 284 ff.

85) Du Tertre, I pi. IV, p. 171 og II p. 31. Labat V p. 82 ff, i VII bind beskrives de mange skærmydsler og kamp3 på Tortola og de derværende fæstningsværker. Vindel, op. cit., p. 125—26 gengiver mexikansk kort fra 1658. Saint-Mery, II p. 429, 435 ff; Parry og Sherlock p. 82 ff.

86) Du Tertre, I p. 155 ff, II p. 5 ff; Rochefort, I 75 ff; Blome p.43; Labat, VII17.

87) Hans Sloane, A Voyage to the Islands Madera, Barbados, Nieves, St. Christophers and Jamaica, London 1707-25, I p.46; Labat, VII 16, Schlozer, I 427 ff, Aspinall, p. 319, jvf. henvisningerne i note 78.

88 ) Du Tertre, II 23 ff. Ill 221 ff, Labat, I 74 ff, Schlozer II 549 ff. Jvf. Blet, I ved p. 177, der gengiver de Reyters angreb 1674, og pi. ved p. 289, prospekt af Ozanne fra 1780.

8B) Du Tertre, IV p.4ff, jvf. p.275.

90) G. Hanotaux og A. Martineau, Histoire de la colonisation française. I (1929) p. 407; Labat, I p. 199 jvf. note 68. Om de Reyters angreb på Fort Royal 1674: Ch. de la Roncière i Rev. de l’Histoire des Col. Fr. VII (1919) p. 35^16. Blondel har senere sammenfattet sine erfaringer: Nouvelle Manière de fortifier les Places. 1683.

»1) Labat, I p. 2. Eksempler: I p. 77, II p. 318; VI p. 1 ff; VII p. 116.

92) Tegning fra 17. årh. gengives af Hanotaux og Martineau, loc. cit. Labat, I p. 197 ff. Schlozer, II p.550 ff. (Indeholder skildring af det engelske angreb 1761).

93 ) Labat, I p. 206 ff.

°*) Du Tertre, I p. 77, II p. 10 ff, de Rochefort, I p. 61 ff ; Labat, II 311 ff, 326 ff, III p. 77 ff, V 161, VI p. 174 ff, Schlozer II p. 537 ff.

B5) Hans Sloane, I p. 34.

8S) Pitman, p. 7 ff.

B7) Parry og Sherlock, p. 26. På et i Nürnberg udgivet kort over Barbados i Frederik V’s atlas (LII, 49) nævnes forterne: James, Willoughby, Line, Ormonds, Charles og St. Anns.

98 ) Pinckard, I p. 196.

") Du Tertre, III p. 294 ff; Blome, p. 35 ff ; Labat, VI p. 184 ff; Schlozer, I p. 425, 490; Bryan Edwards, op. cit., Atlas pi. 7; AspinaR, p. 122.

100) Nogle andre øer: ANTIGUA: Beskyttede landingspladser, forter ved indsejlingen til St. John’s (Vigtigste: Fort James og Rat Island). Fæstningsværker ved Falmouth på øens sydøstside. Anlæggene udbygges i første del af 18. århundrede. Du Tertre, IV p. 144 ff, Luffman, p. 15 ff, Schlozer, p. 446, Aspinall, p. 299 ff.

Der opregnes flere batterier ved Port Royal på JAMAICA, hvor befæstningen allerede i 17. århundrede anses for meget kraftig. Fort Charles fra 1662 blev genopført af ovenfor nævnte Lilly i 1699 efter de Casse’s ødelæggelse. Blome, p.l4ff; Labat, VII 103 ff; Beckford, I p. XXIII ff. Aspinall, 183. Forskansninger sikrede rheden foran Charlestown på NIEVIS, de Rochefort I p. 71; Sloane I p.42; Blome, p.46; Schlozer I p.439. Du Tertre III pi. ovenfor p. 215 gengiver fortet på MARIE- GALANTE. Før ThomhiRs ødelæggelse i 1689 var ST. BARTHELEMY en blomstrende koloni, hvor indbyggerne havde bygget et omfangsrigt forsvarsanlæg, der indtog godt tre tønder land og var udstyret med batterier og brystværn og omgivet af en dobbelt række, knap to meter høje palisader. Schlozer, II p. 533. Da svenskerne overtog øen, udbedrede de en forfalden fransk skanse ved La Carenage, anbragte otte salutkanoner og rejste en ny flagstang! Man anså i Stockholm 24 mand for en passende garnison og regnede med fransk bistand i påkommende tilfælde. Dahlman, p.8 og kortet; Hogstrom, p. 3, 8, 17 ff, Hildebrand, p. 63, 89, 114.

Labat beskriver et fransk fort på ST. LUCIE fra 1640 (VI, p.230) og et engelsk på DOMINICA fra 1690erne (VI, p. 108). Fort Young ved Roseau på sidstnævnte ø anlagdes 1775, Aspinall, p. 345.

På GRENADA omtaler du Tertre (II p.41), at han under sit besøg 1656 havde set en militærstation bestående af en træbygning omgivet af palisader og udrustet med nogle få kanoner, jvf. Labat, VI 216. Hovedforsvaret, Fort Royal, anlagdes 1705-06 af de Cailus som befæstning af en halvø ved havnen Port Louis. Beliggenheden nedenfor højdedrag gjorde fortifikationen betydningsløs i krigstid. Labat VI p. 227 ff, Schlozer II p.509, Aspinall, p. 245 ff.

Forskansninger og heldigt placerede batterier ved Oranje på det hollandske SINT EUSTATIUS formåede ikke at hindre admiral Rodneys besættelse 1781, der alvorligt knækkede den foretagsomme og blomstrende frihavn. Midt i byen lå Fort Hol- landia, der var bygget af tegl og kvadre. Murene meldtes i 1830’erne ruinerede og overgroede med ukrudt, de Rochefort, I 92; Schlozer, II 562 ff; Meinicke, 310; Teenstra II 325 ff; H. D. Benjamins og J. F. Snelleman (red.), Ene. Ned. W. I., S'Gravenhage 1914-17, s. v. St. E; Pitman, 282 n 21. Ved Philipsburg på SINT MÅRTEN nævnes batterierne Fort Willem I og Fort Amsterdam, Ene. Ned. W. I., s. v. St. M. CURAÇAO’s forsvar er fornylig omhyggeligt fremlagt af M. D. Ozinga, De Monumenten van Curaçao in Woord en Beeld, S’Gravenhage 1959, jvf. Teenstra I p. 42 ff. Ozinga, pi. 18 gengiver projekt fra 1634 til regulært femkantet kastel med bastioner ved indsejlingen til St. Annabugten. Planen blev under opførelsen ændret til trapezoid firkant under opgivelse af den ene bastion, ydre sidelængde ca. 100 m. Mindre arbejder og omfattende udvidelsesplaner i 18. århundrede, pi. 20 ff. Til beskyttelse af Caracasbugten byggedes 1701-04 Fort Bechenburg, der beherskes af kraftigt kanontårn (fig. 15-16, IX pi. 80 ff).

Et større palisadefort på SAINT-DOMINGUE gengives uden nærmere oplysninger af Vassiére, pi. 4.

tot) Ved hovedstaden Cap-Français var forsvaret i elendig forfatning ved Labats besøg (VII, 134). Først henimod midten af det 18. århundrede opførtes større befæstninger, Fort Picolet, Fort Saint-Joseph, suppleret af mindre batterier og skyttegrave, Saint-Mery, II 288 ff. Betydeligt forsvarsanlæg i Port-au-Paix, anlagt af »koloniens fader«, du Cussy, guvernør 1679-91. Anlægget delvis ødelagt af englændere og spaniere i århundredets slutning, da en ukyndig besætning ikke vidste at forsvare det. Labat, VII 143 ff, Saint-Mery, Atlas pi. 33. De franske besiddelsers forsvar sorterede under marinen indtil nyordningen efter syvårskrigen. Blet, I 290. Fort Royal ved Petit Goave er et firsidigt anlæg med ydre sidelængde på ca. 150 m, Saint- Mery, pi. 37. Marinens generalingeniør, Reynau, projekterede 1700 et noget større fort på en ø ved koloniens sydkyst udfor Saint Louis. Dispositionen kritiseredes hårdt af Labat (VII 240 ff), der besøgte stedet, mens opførelsen var igang. Allerede Saint-Mery (1791), pi. 39, anvender påskriften »Vieux Fort«, jfr. ovenfor.

102) 5panske anlæg fremhæves SAN JUAN de ULUA og VERACRUZ: Manuel de Santistebans plan af kastellet med udvidelsesforslag fra 1766, Calderon, fig. 39. Modelfotografier af den udbyggede skikkelse omkring 1780, fig. 59 ff. Projekter til volde og bastioner om byen fra 1760’erne, figs. 33 og 36 ff. SAN JUAN på PUERTO RICO var forsynet med kraftige, bastionære mure indbefattende forterne El Morro og San Cristobal allerede i 17. århundrede. San Juan, Guide to National Historie Site, 1957.

103) Blet, I 264 ff, jvf. Parry og Sherloek, p. 124 ff, Bums, p. 485 ff.

101 j Parry og Sherloek, p. 114 ff.

105 ) Luffman, p. 21.

10(i) Saint-Mery, II 283 og 294 ff meddeler overvejelser om det mest hensigtsmæssige forsvar af kolonier, jvf. Ozinga, p. 26 ff.

107) Gaston Landes, La Martinique. Publiée a l’occasion de l’exposition universelle 1900, p. 38.

108) Ackworth, p. 17 ff. Arkadebygningeme har lighed med samtidige militærbygninger i Cartagena, Marco Dorta, p. 188 ff, fig. 83.

109) Luffman, pr. 19 ff; Aspinall, p. 304, Ackworth, p. 13 ff. Kaserneanlæggene ved ST. ANN’s CASTLE indenfor Needham Point skriver sig fra denne periode. Ackworth, p. 34.

11°) Jvf. allerede angrebet på Martinique 1761—62, Schlozer II, p. 555 ff, og englændernes besættelse af Havanna i samme krig, Burns, 487 ff.