Log ind

Bortkomne Udrustningsgenstande

#

I Tiden efter Indkaldelserne i 1945 er der i Hæren bortkommet langt flere Udrustningsgenstande (dette Ord benyttes her og i det følgende om alle de Ting, der udlaanes til en Soldat og til en Underafdeling), end det tidligere har været Tilfældet. Tabsattesternes Antal er stort, specielt efter et Holds Hjemsendelse. Aarsagerne hertil er mange. Nogle af de mest iøjnefaldende e r :

1. De store indkaldelser. Antallet af Soldater er om Sommeren ca. 3 Gange, og om Vinteren ca. 10 Gange, saa stort som i Trediverne.

2. Men Antallet af faste Befalingsmænd er omtrent uforandret, og de værnepligtige Befalingsmænd ved Sommerholdet 1945 og Vinterholdet 1945—46 var i Hovedsagen udnævnt fra Geleddet og stod — trods megen Iver i Tjenesten for manges Vedkommende — paa saadanne Omraader som Interesse for Udrustningsgenstandenes Tilstedeværelse og Vedligeholdelse ikke paa Højde med de tidligere værnepligtige Befalingsmænd med 7 Maaneders Korneteller Korporalskoleuddannelse.

3. Underafdelingerne har i en Uddannelsesperiode maaske skiftet Chef 3—4 Gange, hvilket ogsaa gælder for Underafdelingernes Vaabenmester.

4. En meget væsentlig Del af Tjenesten har været Vagttjeneste, hvorved Tilsynet med Udrustningsgenstandene besværliggøres i høj Grad. Soldaterne har nu og da laant hinandens Vaaben at gaa paa Vagt med, hvorved Konstateringen af et Vaabens eventuelle Forsvinden let forsinkes.

5. Underafdelingerne er blevet flyttet ret hyppigt, hvilket bl. a. for Vaabenkammertjenesten har været meget uheldigt, og uden for de egentlige Kaserner og Lejre har Vaabenkammerforholdene ofte været meget primitive.

6. Der har paa Kaserner, i Lejre o. s. v. været beskæftiget civile Personer i et Omfang, der tidligere var ganske ukendt. Der tænkes her ikke alene paa Køkken- og Rengøringspersonale, men ogsaa paa det store Antal Haandværkere, der har været beskæftiget med Reparationer.

Ovennævnte Forhold har gjort det lettere at »organisere«, og man maa antage, at selv om mange af de bortkomne Ting virkelig er tabt, saa er Gruppen af »organiserede« Ting formodentlig foriioldsvis større end før Krigen. Erstatningsprisen for en bortkommet Udrustningsgenstand vil normalt ligge en Del over Genstandens virkelige Værdi, men dette har — i alt Fald regnet efter Sortbørspriser — ikke været gældende i alle Tilfælde efter Kapitulationen. De fleste af de Udrustningsgenstande, som man kan se Civilbefolkningen benytte — der tænkes her ikke paa f. Eks. de engelske Uniformer, der sælges i adskillige Forretninger, men paa saadanne Udrustningsgenstande, som virkelig stammer fra Hærens efter Kapitulationen anskaffede Beholdninger — er derfor ikke »organiserede«, men »købt« af den enkelte Soldat, der har meldt Genstanden bortkommet og derpaa har betalt Erstatningsprisen for den. En Del af ovennævnte Aarsager gælder ikke mere, eller kun delvis, og da man klog af Erfaring sikkert har skærpet Tilsynet med Udrustningsgenstandene, vil de bortkomne Genstandes Antal nok reduceres noget, men alligevel vil der blive mange tilbage, og da næppe noget ved en Afdeling eller en Underafdeling er saa irriterende som forsvundne Sager, bør enhver Chef og hans Hjælpere tilrettelægge Tjenesten paa en saadan Maade, at Sandsynligheden for Tab af Udrustningsgenstande bliver den mindst mulige. Nedenfor skal omtales nogle Forholdsregler, der vil bidrage til at formindske Tabene. Man maa sikre sig, at Underafdelingen ved Modtagelse af Udrustningsgenstande virkelig faar, hvad der kvitteres for, saaledes at der f. Eks. ikke kvitteres for 200 Stk. Drejlstrøjer, dersom der i Virkeligheden kun er leveret 198. Det vil betyde en stor moralsk Støtte for Vaabenmesteren og for hele Underafdelingens Omgang med Udrustningsgenstandene, at Underafdelingschefen personlig tæller Tingene op, ide c det heraf klart fremgaar, at Chefen for enhver Pris vil have Orden paa dette Omraade. Mange Chefer vil maaske mene, at det vil være en Fejl selv at tælle op, men under Henvisning til Tjenestereglementets Ord om Underafdelingschefen, der »personlig bør føre et virksomt Tilsyn med Tjenestens Udførelse i alle dens Grene«, og til det møjsommelige Arbejde, som det kan være at finde tilbage til Aarsagen til en Mangel, vil den personlige Optælling være berettiget, og den dertil anvendte Tid vil maaske spare et langt mere tidsrøvende Arbejde senere. Det er selvfølgelig ikke Meningen, at kun Underafdelingschefen skal tælle op. Modtagelsen af en Underafdelings Udrustning kan praktisk ordnes saaledes, at den første, der tæller op, er den menige Hjæiper for Vaabenmesteren, derpaa Vaabenmesteren og sluttelig Chefen. Intet indprenter en Vaabenmester Omhyggelighed saa godt som dette, at Chefen viser Vaabenmesteren, at det Bundt Tæpper, som denne har optalt til 20 Stk., i Virkeligheden kun indeholder 19 Stk. Uden her at komme ind paa Optællingsteknik kan der dog være Grund til at omtale, at f. Eks. Tæpper og Lagner ikke kan tælles ved at tælle Folden. Hvert enkelt Tæppe skal flyttes fra Bundtet over i et andet Bundt, og det vil dertil ofte være nødvendigt at lade Tæpperne brede ud til Kontrol af, at et halvt Tæppe ikke passerer som et helt. Der findes næppe mange Depotofficianter, der ikke paa et eller andet Tidspunkt i et Bundt Lagner til Ombytning har været ude for 2 halve Lagner, der udgives for 2 hele. Numrene paa nummererede Udrustningsgenstande maa omhyggeligt noteres op, hvilket ogsaa skal ske ved den senere Udlevering til Mandskabet. Det burde være komplet overflødigt at bemærke dette, men Erfaringen viser, at selv en saa indlysende Regel ikke altid overholdes. Transport fra Afdelingsdepot til Underafdelingsdepot maa ske paa en saadan Maade, at de paa Afdelingsdepotet optalte 100 Livremme ikke er skrumpet ind til 99, naar de oplægges i Underafdelingens Vaabenkammer. Ikke alle Vaabenkamre er, som de bør være. Et Vaabenkammer maa være tilstrækkelig stort, have en passende Beliggenhed, være tørt, have en Overflod af Stativer, Hylder, Kroge o. s. v. samt en ordentlig Belysning. Vinduer og Døre skal være hele (i nogle Indberetninger om stjaalne Sager angives disse at være »fisket« gennem en itugaaet Rude). Yderligere bør Vinduer (og Døre med Glas i) være forsynet med et stærkt Staaltraadsnet. Fra nogle Vaabenkamre angives Ting at være forsvundne paa den Maade, at der er lukket op med falske Nøgler. Man maa derfor have solidt Laasetøj og gode (og dermed dyre) Laase. Der er intet mærkeligt i, at der forsvinder Ting fra et Vaabenkammer, der som eneste Laas har en 2 Kroners Hængelaas, der maaske kan købes i Kantinen og ogsaa findes' paa en Del af Pudsekasserne. For ikke at forflygtige Ansvaret for Beholdningen bør kun een Mand have Nøgle til Vaabenkammeret, og den anden Nøgle bør i forseglet Konvolut ligge i Regnskabsførerens Pengeskab. I Vaabenkammeret skal Genstandene være anbragt paa let overskuelig og let optællelig Maade. Eksempel: 10 Pigtraadssakse bør ikke hænge i et Bundt, men hver paa sit Søm paa Væggen paa ensartet Maade, saa et Blik er tilstrækkeligt til Optælling. Ved en hensigtsmæssig Ordning vil et Vaabenkammer kunne optælles paa kort Tid. Til Ting, der er særlig værdifulde, eller som erfaringsmæssigt let bliver borte (f. Eks. Pistoler, Kikkerter, Kompasser, Fløjter), skal der i Vaabenkammeret findes et særligt Skab forsynet med en god Laas. Noget af det vigtigste i et Vaabenkammer (men noget, som sjældent findes) er en bred Skranke eller Disk i eller umiddelbart inden for Døraabningen. Over denne Skranke skal al Ekspedition foregaa, og inden for den maa ingen uvedkommende komme, heller ikke værnepligtige Befalingsmænd. Alt for ofte ser man en halv Snes Mand ad Gangen inde paa Vaabenkammeret. At lade Vaabenkammeret og Depot for syges Tøj være eet og samme Rum er i højeste Grad forkasteligt, da Tilsynshavende maa have Nøglen til Depot for syges Tøj, hvorved i Realiteten alle og enhver faar Adgang til Vaabenkammeret, hvilket med Sikkerhed resulterer i Mangler. Depot for syges Tøj er ofte en Kilde til megen Besvær, og hvor det er muligt at eliminere dette Depot, bør det gøres. Det synes at være en jævnligt tilbagevendende Begivenhed, at den syge paastaar, at der var 2 Par Støvler i Bylten, da den blev afleveret til Depotet, men kun eet Par, da han fik Bylten igen. Dersom hver Mand har sit Skab, kan alle udleverede Sager samles i dette Skab, naar Brugeren er paa Sygehus eller har Orlov. Der skal være en god Laas paa Skabet. Det var tidligere almindeligt, at Tæpper og Lagner laa sammenlagte paa Sengen om Formiddagen, hvorpaa Sengen blev redt i Middagshvilet. De ensartet og glat redte Senge giver et godt Indtryk af System og Orden, men med de mange Afgivelser og Vagter kan man alligevel ikke opnaa Ensartethed, idet f. Eks. Vagternes Senge vil være redte om Formiddagen, og man kan derfor praktisk gaa over til, at Sengene overhovedet ikke forlanges redte. Derved lettes tillige Optælling og Kontrol med Lagner og Tæpper. Det almindeligt anvendte Sted for Opbevaring af det personlige Vaaben er paa Knager uden for Belægningsstuen. Dette har sine Fordele, men ogsaa sine Mangler, og hvis der findes Skabe, er det sikkert bedre at opbevare Vaabnene deri sammen med den øvrige Udrustning. Det er nogle Steder forlangt, at Vagtposter, der er Honnørposter, skal være bevæbnet med Gevær. Da det personlige Vaaben for saa manges Vedkomménde er Maskinpistol, volder denne Ordning megen Bytning af Vaaben mellem Soldaterne indbyrdes og bør kun i ganske specielle Tilfælde opretholdes. Enhver Soldats enkelte Udrustningsgenstande saavel som hans private Ejendele bør være mærkede med hans Nummer. Om Mærkning hedder det i første Hefte, Hærens Munderingsvæsen, Pkt. 72: »Munderingssager og Fodtøj skal være forsynede med Mandens Nummer eller med Løbenummer. Hertil anvendes Nummermærker af Messing, der rekvireres ved Munderingsdepotet mod Betaling.« I samme Hefte, Pkt. 86, anføres, at Afdelingen (Underafdelingen) skal paase, at Undermunderingssager og Sokker er mærkede med Navn og Nummer. Mange Kvaler paa Grund af bortkomne Udrustningsgenstande vilde undgaas, dersom disse Bestemmelser virkelig overholdtes, men i Almindelighed udleveres der et langt ringere Antal Mærker, end der er Behov for, saaledes at kun en Brøkdel af Sagerne bliver mærkede. Mærkerne er i Øjeblikket af 2 Slags, nemlig ovale Mærker til Paasyning og aflange Mærker til Fastklemning. Da Mærkning af Udrustnings genstandene spiller en saa stor Rolle i den daglige Tjeneste ved Underafdelingen, bør der sikkert lægges megen Vægt paa at udbygge det nu anvendte System, hvilket f. Eks. kunde ske efter følgende Retningslinier :

1. Mærkerne, der alle skal være af Messingblik og til at klemme fast, gøres kun halvt saa lange og halvt saa brede som de nu anvendte Fastklemningsmærker, og de forsynes paa de 2 korte Sider med en lille Spids, der kan stikkes ned i Tøj og bøjes, uden at Tøjet lider Skade.

2. Disse Mærker udleveres i et Antal af ca. 100 til hver Mand.

3. Mærkerne fremstilles af Afdelingerne, der forsynes med en lille Maskine til Stempling af Mærkerne.

4. Denne Maskine skal — samtidig med at den slaar Soldatens Nummer paa den ene Side af Mærket — slaa Afdelingens forkortede Betegnelse (f. Eks. 3. B) paa den anden Side af Mærket.

5. Der skal for Mærkernes Anbringelse paa den enkelte Udrustningsgenstand udgives ensartede Bestemmelser for hele Hæren (vist f. Eks. ved Fotografier).

at man bliver fri for at høre, at »da Støvlerne kom tilbage fra Skomageren, var der ingen Mærker paa dem«, thi Soldaten har nu saa mange Mærker i Reserve, at han blot kan sætte nye paa. Ting, der tabes eller findes, vil lettere komme tilbage til Ejermanden. Tyverier vil i nogen Grad modvirkes. Mærkerne kan udleveres til Soldaten samme Dag, han møder. Da Mærkerne bliver meget billige og lette at fremstille, kan det betale sig, at ogsaa genindkaldte faar Mærker udleveret. Hvis særlige Forhold gør det paakrævet at identificere en Soldat, vil Mærkerne og deres i hele Hæren ensartede Anbringelse lette dette. Den Person, der ved Underafdelingen i første Række har Ansvaret for Underafdelingens Beholdning af Udrustningsgenstande, er Vaabenmesteren, hvis Opgaver er anført i Tjenestebestemmelser for Hæren. Vaabenmesteren, der i Regelen er Sergent eller Oversergent, maa have tilstrækkelig Tid til at holde sit Vaabenkammer i Orden. Alle Bevægelser i Underafdelingens Beholdning af Udrustningsgenstande maa straks bogføres af ham. I 1. Hefte, Hærens Munderingsvæsen, er anført i Pkt. 106, Stk. h, at der ved Underafdelingen skal føres Bog over,, hvad der er udleveret hver enkelt Mand. En Vaabenmesters Bogføring viser sig somme Tider ved nøjere Eftersyn at bestaa af forskellige Papirer med lange Rækker blyanlskrevne Tal forsynede med eet eller flere Tegn, hvorimod Dato og Tekst maaske slet ikke findes paa Listerne, der er uforstaaelige tor andre end Vaabenmesteren selv, hvilket er meget uheldigt, da en Kontrol derved ikke bliver effektiv, og da Vaabenmesterens Arbejde derved vanskeligt kan overtages af en anden. Det maa derfor anses for ønskeligt, at der for en Vaabenmester fremstilles Bøger, hvis Skema — i Lighed med hvad der gælder for de fleste af de i 14. Hefte, Almindelige Tjenestebestemmelser, Pkt. 284, for en Underafdeling foreskrevne Bøger — fastsættes af højere Myndigheder, hvilket vil lette Vaabenmesteren Arbejdet, ligesom Tilsynet med Vaabenmesterens Arbejde derved vil gøres lettere. Ligeledes bør alle Følgesedler for Ting, der skal ombyttes ved Afdelingsdepotet, eller som skal sendes til Reparation i Byen, have bestemt Skema og bestemt Farve i hele Landet. Det maa forlanges af en Vaabenmester, at han ved et Opslag i sine Bøger straks kan redegøre for en bestemt Udrustningsgenstand, altsaa oplyse, hvor mange Eksemplarer af den paagældende Udrustningsgenstand der er modtaget ved Underafdelingen, og hvor hver enkelt af disse Genstande i Øjeblikket befinder sig (hvor mange udleveret til Befalingsmænd og menige, hvor mange paa Vaabenkammeret, hvor mange til Reparation o. s. v.), og dette skal kunne dokumenteres ved Udrustningslister, Kopi af Følgesedler, Kvitteringer m. v. En omhyggelig Vaabenmester vil hele Tiden have alle Bøger å jour og ingen Vanskelighed have ved at holde Orden, hvorimod den mindre omhyggelige vil udsætte mange Vaabenmesterforretninger til et senere Tidspunkt, hvor han mener at have bedre Tid, men vil da, naar han med Mellemrum skal have gjort op, opdage, at Hukommelsen alligevel ikke slog til. Ved at iagttage ovennævnte Forholdsregler vil man kunne reducere Antallet af bortkomne Udrustningsgenstande, men kun, dersom man følger den vigtigste Regel, og den vigtigste Regel hedder: Tilsyn og atter Tilsyn.

O. Mathiassen.