Log ind

Boganmeldelser 1998 - 3

#

Af kaptajn Claus E. Andersen ved Hærens Operative Kommandosstab.

Inge Borup (udg.):

Og det kalder man at være civiliseret. Hans Lorentzens dagbog fra 1. Verdenskrig. Odense Universitetsforlag 1998. 203 sider. Illustreret. Kr. 175,-

Hans Lorentzen gik i 1915 i krig for et land, som åndeligt set ikke var hans fædreland. Hans Lorentzen var, skønt født i 1894, ved den ulykkelige dansk/tyske krig i 1864 blevet preussisk statsborger, og som en sådan måtte han trække i den feltgrå uniform og drage i krig på vestfronten. Imidlertid var han opvakt mand, der interesseret i sine omgivelser - og vel også af egen selvopholdelsesdrift - skrev dagbog i felten. Det er der kommet en interessant lille bog ud af, idet hans datter har påtaget sig at oversætte den fra tysk, og forlaget har forsynet bogen med en historikers epilog. Det sidste er nødvendigt, for det er sjældent, at Lorentzen - og det kan man vel ikke fortænke ham i - løfter blikket højere end til en filosoferen over de nærmeste begivenheder, samt naturligvis over landbruget og dets tilstand de steder, hvor han kommer frem. For der skal ikke herske tvivl om, at Lorentzen var landmand med hud og hår.

Bogen overrasker positivt med sin levende fortællestil. Hen ad vejen kommer man godt nok lidt i tvivl, om Lorentzen virkelig har været udsat for gas, som det bliver hævdet i forordet. I så fald er det utroligt lidt, Lorentzen har at sige om den sag. “Og det kalder man at være civiliseret” er en bemærkning, der falder i bogen, og den er egentlig repræsentativ for Lorentzen som person. Skeptisk, afventende men alligevel en soldat, der gør sin pligt og til sidst far jernkorset for det. Det store oprør er der ikke i Lorentzen.

Som det nok var ganske reelt, men ikke som krigen blev opfattet af den brede offentlighed, var det faktisk ganske lidt, at hovedpersonen i bogen kom i egentlig kamp. Det meste af tiden gik med at vente, eksercits, vedligeholdelse af våben og udrustning. Dertil kom, at sulten i slutningen af krigen satte sit præg på de nedfældede notater. Soldatens tre vigtigste spørgsmål: hvor skal jeg sove, hvornår skal jeg spise, hvor kan jeg Vi! De har evig gyldighed, Bogen er generelt udmærket oversat, men det skurer nu noget i ørene på en soldat at høre de germaniserede termer, såsom “stollen” (feltbefæstede gange), “understand” (overdækket mandskabsrum), “afslibning” (røvtur) eller “revir” (infirmeri). Ord, som, jeg er af den opfattelse, forlaget med nænsom hånd burde have luget ud. En glemt historie kunne man kalde den 1 .Verdenskrig, som sønderjyderne deltog i. Det er for størsteparten glemt i Danmark, at forfærdelig mange søndeijyder måtte lade deres liv i en krig, som ikke var deres. Mange mindesmærker i det sønderjyske minder os den dag i dag om disse ulykkelige skæbner. Bl.a. også derfor har grænselandet og de militære gamisoneringer deri så stor symbolværdi for sønderjyderne. Kortskitserne i bogen kunne godt have været en smule mere moderne og overskuelige. Med moderne computerteknologi kunne det have væiet muligt at opdatere og forenkle de anvendte kort fra 1922. Man har benyttet sig af nogle kort fra denne ældre udgivelse, som ikke er møntet netop på Lorentzens fortælling, og det betyder, at man skal lede længe med lup, før man finder de relevante steder på kortet. Den historiske kommentator opremser i sin fremstilling en lang række litterære værker, kendte klassikere, om den 1. Verdenskrig. Et stort litterært værk er Lorentzens lille dagbog ikke, men den føjer en lille brik til det store billede af forståelsen for soldatens vilkår ved fronten under 1. Verdenskrig.

Af kommandørkaptajn Anders Gjedde

Nye kilder om Soviet 1941-45

Der er efterhånden skrevet så meget om Sovjets rolle under Den anden Verdenskrig, at det dårligt nok bliver bemærket, at der stadig udkommer nye publikationer og studier. Men nu tager de udgangspunkt i en række allierede kilder, der først er blevet frigivet i halvtredsåret for krigens afslutning. I hvilken forbindelse det er værd at bemærke, at arkiverne fortsat rummer mange, mange dokumenter, der ikke er blevet tilgivet Der kan således endnu gemme sig spændende ting til glæde for vore efterkommere. To væsentlige emner, der påkalder sig opmærksomhed, er dels optakten til Operation Barbarossa, der nu synes at antage karakter af en forebyggende operation (pre-emptive attack), og dels hele den udvikling indenfor ledelse, organisation, strategi, operation, taktik, logistik m. m. m., der omsider satte Sovjet i stand til at standse den tyske Værnemagt og vende billedet. Et forhold jeg, og mange andre med mig, nok har været for tilbøjelig til alene at tilskrive Sovjets enorme menneskemasser og den endeløse række af alle arter af forsyninger fra dets allierede.

Ét af de grundigste værker om denne udvikling - med vægten på nye Sovjet-kilder - er bogen, "When Titans Clashed". Den er samtidig meget velskrevet og letlæselig, ja spændende, når man interesserer sig for emnet. Den ene forfatter er Colonel David M. Glantz, U.S.Army, Ret., der betragtes som Vestens mest fremtrædende ekspert i Den røde Hærs aktiviteter under Den store Fædrelandskrig. Han blev pensioneret i 1993 som leder af U.S.Army’s Foreign Army Studies Office. Den anden forfatter er Lieut. Colonel J.M.House. Han er doktor i historie og underviser ved Gordon College i Bamesville, Georgia. Bogen giver en kronologisk skildring af operationerne samt en vurdering af de indhøstede erfaringer og de foranstaltninger, der blev truffet af stabe, inspektører og skoler (institutional responses). Fra det andet Kharkov-slag nævner jeg i flæng: Behovet for bedre opklaring, Koordinering imellem Fronter, Udarbejdelse afTransportplaner og Brugen af Ingeniørtropper. Et stort og fyldigt noteapparat bidrager  til, at bogen er så letlæselig. Bogen identificerer blandt andet en lang række enkeltpersoner og beskriver deres rolle, hvorved den løfter det upersonlige, anonyme slør, der hidtil har hvilet over Den Røde Hær. Iøvrigt kan man fornemme, at forfatterne er fulde af beundring for Den Røde Hær og dens bedrifter. Der er ikke megen omtale af Sovjets flyvevåben; men operationer af særlig betydning nævnes dog. Som f. eks. Sovjets etablering af den første integrerede Air Defencezone omkring Stalingrad. Krigen på havet nævnes af gode grunde kun en enkelt gang. At to kvindelige sekretærer i Værnemagtens Overkommando røbede planerne for den sidste strategiske, tyske offensiv (Operation Citadelle ved Kursk) til en Sovjet-spion, omtales slet ikke. Men resultatet bliver.

Under Borgerkrigen gjorde Stalin tjeneste som kommissær ved forskellige frontafsnit. Han har altid elsket Den Røde Hær, men udviklede allerede som kommissær en dyb mistillid til officerskorpset. 11938-40 førte dette til massehenrettelser af 35.000 officerer. Kun de gamle kammerater fra kavaleriet gikfti. Ved krigens udbrud havde blot 25% af Sovjets officerer haft deres poster i mere end eet år. Det tyske angreb 22.juni 1941 førte allerede dagen efter til, at det nationale sikkerhedsråd blev etableret som et Overordnet militært Hovedkvarter: Stavka’en. Og i løbet af sommeren 1941 blev de politiske kommissærer atter sideordnet med de militære chefer. Da Stalin var kommet sig ovenpå de første dages chok vendte han tilbage til ledelsen af Sovjets anstrengelser som titulær øverstkommanderende (Commander-in-Chief), men var stadig meget præget af mistillid til sine officerer. Det var således ikke bare karrieren, man kunne sætte på spil, men også hovedet! Stalin havde imidlertid gode evner til at bringe velprøvede folk frem i organisationen. Det var ikke mindst deltagerne i slaget om Stalingrad, der senere fik en glorværdig karriere og besatte ledende stillinger langs hele fronten. Og i 1942 blev kommissærerne rykket ned på stabsniveau igen I løbet af 1943 lærte Stalin endelig at sætte pris på sine officerers militære evner og professionelle dygtighed. Forfatterne hævder, at udvikling af initiativ og selvstændighed således forløb stik modsat i Den Røde Hær og Den tyske Værnemagt.

Den offensive holdning, der kendetegnede både Den Røde Hær og Stalin selv, går helt tilbage til borgerkrigens tid i 1918-20. For at klare sig imod "De Hvide" var det nødvendigt ustandseligt at forlægge enhederne over meget store afstande imellem de forskellige brændpunkter. Det klarede man ved udstrakt brug af kavaleri og jernbanetransporter. En videreudvikling af denne mobile koncept, kaldet "the deep operation" var stærkt medvirkende til, at Sovjet i midten af trediverne blev verdens førende magt med hensyn til produktion, planlægning og operativ drift af panserstyrker (mechanized forces). Det lå faktisk langt foran Tyskland! Men allerede i 193 9 var dette forspring gåettabt. Hovedsagelig på grund af Stalins politiske udrensninger i officerskorpset. Og Sovjethærens organisation reflekterede nu manglerne i koncepter og lederskab. Den Røde Hær havde ingen pansergrupper eller-arméer. Den største panserenhed var panserkorpset, hvis organisatoriske koncept gennemgik store ændringer, både i 1935, i 1940 og i februar 1941. Fra at være stort og uhåndterligt med en stiv struktur uden balance imellem korpsets enkelte våbenarter, indtil det i marts 1942 fik en struktur, der  både i størrelse og sammensætning mindede meget om en tysk panserdivision. Dermed havde Sovjet skabt sig den nødvendige byggeklods til "deep operations", og i foråret 1942 kunne man samle de fire første panserarméer. I disse indgik også - kavalerienhe- der! Sovjet havde dog endnu en række dyretøfote, meget blodige erfaringer til gode, før brugen af panserarméer kom på skinner.

Interessant er beskrivelsen af den sovjetiske opmarch før krigsudbruddet. 171 divisioner fordelt på tre operative echeloner langs Bug-floden, som dannede 1939- demarkationslinien til det tysk-forvaltede Generalguvemement Warszawa. Hvilket iøvrigt svarede til den gamle grænse indtil 1918.1 fredstid var de underlagt de stedlige militærdistrikter. Ved et eventuelt krigsudbrud ville distrikterne blive omdannet til fem armégrupper, på russisk hver betegnet en Front. Bag de fem fremskudte Fronter begyndte man i April 1941 at deployere yderligere fem feltarméer som en armégruppe i strategisk reserve mellem Dnepr og Dvina. Forfatterne søger at bortforklare den fremskudte, offensive opmarch med, at Sovjet grundlæggende havde misforstået situationen ved at koncentrere sine styrker så langt fremme. Fra anden nyere forskning ved vi nu, at det var et velovervejet led i en offensiv planlægning. Vi ved blandt andet, at luftstøtte til alle disse hærstyrker blev etableret ved anlæg af en lang række fremskudte flyvepladser i det tidligere polske område, nogle endda kun fa kilometer fra demarka- tionslinien. Forfatterne affærdiger betydningen af dette med den falske følelse af overlegenhed, der havde grebet visse højtstående Sovjet-flyverofficerer efter krigen med Finland og træfningerne med Japanerne. Fra anden nyere forskning ved vi også, at tusindvis af polakker i mellemtiden blev evakueret fra området og bragt til Sibirien. Samtidig nedlagde man den defensive Stalin-linie, der udgjorde Sovjet-Unionens forsvar, før man overtog de tidligere polske områder. Og dermed forlod Sovjet sin defensive koncept til fordel for de offensive forberedelser i en altfor fremskudt depbyering. Eller som den russiske historiker, oberst Danilov udtrykker det: Da vi var igang med forberedelserne til et angreb, så havde vi hverken en defensiv eller en offensiv koncept på det kritiske tidspunkt.

Forfatterne beskriver, hvorledes Sovjet i perioden april til juni 1941 fremskyndede processen: at snige sig op på krigsfod. En proces, de erkender, reelt går helt tilbage til 1937. Alene i løbet af de tre måneder blev der indkaldt 800.000 reservister. Trods dette var Sovjet ikke klar til krig. Heller ikke, skriver de, som en forebyggende foranstalt- ning. Diskussionen om et Sovjet-angreb kan muligvis føres tilbage til dén offensive plan af 15. maj 1941, som med marskal Timoshenkos underskrift blev fremlagt af general Zhukov. Mens forfatterne tillægger Zhukov initiativet til planen, så kan anden nyere forskning blandt andet henvise til den russiske historiker, oberst Danilov, der siger, at en sådan plan på det tidspunkt kun kunne være udarbejdet med Stalins accept. Danilov er faktisk sikker på, at det var Stalins egen idé. Stalin, som lod sig udnævne til regeringschef den 5. maj 1941 og samme dag i en tale til unge officerer i Moskva slog fast: "Tyskland er den sande ijende". Hvorfor affærdigede Stalin så alligevel planen ? Svaret er, at Den Røde Hær i 1941 ikke var klar endnu. Det var for eksempel ikke engang tre år siden, at Stalin havde henrettet halvdelen af sine egne officerer (35.000 personer). Et Sovjet-angreb nu ville derfor have været det rene hazard! Herom er alle forskere enige. Hertil kommer ifølge en anden russisk historiker, dr. Anfiby, at Stalin var overbevist om, at Hitler ikke kunne klare en krig på to fronter. Hitler måtte altså først gøre sig færdig med England. Ved at forholde sig i ro, kunne Stalin måske tjene endnu et år til forberedelserne. Og i 1942 ville Stalin så være klar til selv at angribe. Vi kan derfor idag slå fast -selvom forfatterne indigneret afviser al tale om muligheden af et senere Sovjet-angreb - at udfra en nøgtern, militær vurdering af modpartens evner (capabilities) valgte Tyskland at komme Stalin i forkøbet med et forebyggende angreb på Sovjet på et tidspunkt, hvor man dels pådrog sig en tofrontskrig og dels startede for sent på året. Som allerede bevist af Napoleon, da han i 1812 angreb på samme dato, den 22.juni. En hasarderet, men rationel tysk beslutning, der satsede på det mindste at to onder. Hvor alternativet var at holde sig i ro, overlade initiativet til Stalin og afvente, at den offensive Sovjet-opmarch ved demarkationslinien blev fuldendt. Rigtig interessant bliver det dog først i forbindelse med de samtidige politiske og militære begivenheder i Vest-Europa, som nylig afdækket af en kendt angloamerikansk historiker. Men herom en anden gang.

Kilder

Glantz, David M. and Jonathan M. House: When Titans dashed. How the Red Army stopped Hitler. University Press of Kansas. 1995.

Dangerous Liaisons. Uddrag at nyere historisk forskning ved Thibaut d'Diroy og Jean Francois Delassus. Co-production: France 3 (Dep. of Documentaries), NHK (Japan), RTBF (Belgium), Transparences Production. Video. 1997.

Læsekredsen 1998/99

Af oberstløjtnant Kristian Hofgaard, formandfor Det Krigsvidenskabelige Selskabs Læsekreds.

Blandt de aktiviteter, Det Krigsvidenskabelige Selskab tilbyder sine medlemmer, er læsekredsen. Formålet med dette indlæg er at orientere om og reklamere for læsekredsen.

Læsekredsens formål er at præsentere medlemmerne for danske ogudenlandske nye eller nyere bogudgivelser blandt andet inden for emnerne international politik, strategi samt militær- og krigshistorie. Den årlige læsekreds indeholder fem bøger, hvorfor den samlede læsekreds opdeles i undergrupper á fem personer, imellem hvilke, bøgerne rundsendes. Der gives normalt det enkelte medlem ca. én måneds læsetid. Det koster 225,00 kr. at deltage i læsekredsen, og for dette beløb far deltagerne altså lejlighed til at læse fem aktuelle bogudgivelser, og ydermere modtager hver deltager én af bøgerne tii ejendom. Dette er faktisk et for deltagerne ret fordelagtigt tilbud.
Normalt tilmelder ca. 50 af selskabets medlemmer sig læsekredsen, hvilket tal, efter min mening, er i underkanten. Jeg skal derfor opfordre flere af selskabets medlemmer til at tage aktiv del i læsekredsen. De enkelte tjenestesteder kan med fordel oprette lokale femmandsgrupper, og hervedkanman så ydermere få lejlighed til at drøfte det læste med andre. Jeg opfordrer chefer på alle niveauer til at initiere oprettelsen af lokale læsegrupper.

I dette nummer af Militært Tidsskrift præsenteres dette års læsekreds fem bogtitler. Jeg håber, at mange vil benytte dette gode tilbud. Man kan faktisk få udvidet sin horisont.

Det krigsvidenskabelige Selskab tilbyder i læsekredsen 1998/99 følgende fem titler:

1. Kjeld Erik Brødsgaard: Kina efter Deng.

Forfatteren er ansat ved Københavns Universitets Asiens-institut og underviser og forsker i Østasiens moderne historie og samfundsforhold. Værket behandler Kinas nutidshistorie og gennemgår de sidst 25 års turbulente udvikling i Kina frem til overtagelsen af Hong Kong den 1. juli 1997.

2. Bo Lidegaard: I Kongens navn.

Forfatteren er ambassaderåd og historiker. Denne disputats omhandler den danske diplomat Henrik Kauffmann, der som dansk ambassadør i USA under 2. verdenskrig førte sin egen udenrigspolitik for at sikre det besatte Danmark en “plads i det gode selskab”. Disputatsen er blevet benævnt “et hovedværk om Danmarks indsats under og efter krigen”, og forfatteren har i forbindelse med udgivelsen modtaget Ebbe Muncks Mindepris.

3. Jørgen Høigaard: Tapperhed ærer.

Udgivelsen er en Peter Willemoesbiografi. Peter Willemoes, der kun blev 24 år, er af historikeren Kristian Hvidt blevet betegnet som hippien blandt sine kammerater på søkadetakademiet, uegnet til en almindelig karriere i flåden, men genial til den umulige, dumdristige opgave. Dette demonstrerede han til overflod under slaget på Rheden i 1801. Værket tegner et portræt af søhelten frem til han falder i kamp ved Sjællands Odde i 1808.

4. Claus Bjørn: 1848, Borgerkrig og revolution.

For tiden kan vi markere 150-årsjubilæet for begivenhederne omkring Treårskrigen og folkestyrets indførelse. Denne bog er ny og moderne derved, at den handler lige så meget om “ijenden” i hertugdømmerne som om politikerne i København. Forfatteren behandler ikke alene den politiske historie, men inddrager også interessante lokale rapporter, som levendegør stemninger og tilstande i det kaotiske år.

5. David A. Morehouse: Nonlethal Weapons: War without death.

Forfatteren præsenterer i denne bog alternative løsningsmodeller i fredsbevarende operationer: Ikke-dræbende-våben som et alternativ til konventionelle dræbende våben og masseødelæggelsesvåben. Bogen indeholder en historisk analyse af våben og styrker i dette århundrede og redegør for udviklingen af ikke-dræbende-våben, teknologi og udviklingstendenser. Det er forfatterens vision, at udviklingen af den ikke-dræbende-våbenteknologi må nyde fremme i det 21. århundredes forskning og frem for alt må blive politisk accepteret.

Pris for deltagelse i læsekredsen er 225,00 kr.