Beatrice Heuser: Reading Clausewitz. London 2002. 256 sider. £ 12,50
Anmeldt af major Claus E. Andersen.
Ind i mellem så må man ryste på hovedet, når man læser forlagenes omslagstekster til deres udgivne bøger. Således hævder foreliggende forlag, at professor D.B.G. Heusers lille værk om Clausewitz er både den første bog, der vejleder sin læser og den første bog, som beskriver, hvorledes andre har læst ham. Dette er under ingen omstændigheder korrekt – man kan blot anskue den mængde af litteratur, der i dag findes om den preussiske krigsteoretiker på det punkt øjensynligt umættelige bogmarked. Mange af de hidtil udgivne værker er netop fortolkninger, læsevejled- ninger samt beskrivelser af Clausewitz’ mere eller mindre hårde medfart af kriti- kerne siden hans udgivelse af Om Krig i 1832. Bortset fra den lille ovennævnte detalje, som forfatteren næppe har noget ansvar for, så har professor Beatrice Heuser udgivet en interessant bog om Carl von Clausewitz. Heuser er desuden, skal det anføres, professor i ”Strategic and Interna- tional Studies” ved Department of War Studies, Kings College i London.1 Bogen, hvorledes man læser Clausewitz, er opdelt i følgende afsnit: Historien om manden og bogen; Clausewitz - idealisten versus realisten; Politik, treenigheden og de civil–militære relationer; Om geniet, moral, koncentration af styrkerne, vilje og friktionen; Defensiv-offensiv-debatten, tilintetgørelsesslaget og total krig; Clause- witz et skridt videre: Corbett og maritim krigsførelse, Mao og Guerrilla-krigsførelse; Clausewitz i den nukleare tidsalder; og endelig Clausewitz’ relevans i det 21. århundrede.
Bogen strejfer dermed alle vigtige emner, der kan betegnes som centrale grund- tanker i den aktuelle Clausewitz-forskning. Carl von Clausewitz, som Heuser i øvrigt nævner som discipel af den italienske renæssancetænker Niccolò Machiavelli (side 50), deles i teorien op i ”to” personer. En, som Heuser betegner som idealist (også ofte kaldet den tidlige Clausewitz), og en anden, som hun kalder realisten (den sene Clausewitz). Herefter anvender Beatri- ce Heuser konsekvent disse betegnelser i teksten til at forklare, hvorfor der er uoverensstemmelser mellem forskellige udsagn i det samme værk. Clausewitz kom nemlig sent i skriveprocessen til nogle afgørende erkendelser, som blev indføjet i dele af værket, men som aldrig nåede at blive indarbejdet i resten af værket, inden Clausewitz døde i en forholdsvis ung alder. Som Heuser gør opmærksom på, er dette en særdeles vigtig detalje at holde styr på, når man læser Clausewitz - desuden har denne forvirring medført mange misforståelser og mistolkninger af Clausewitz’ sidetunge værk.
I al den aktuelle snak om moderne og asymmetrisk krigsførelse er vi tilbøjelige til at glemme, at ”Clausewitz laid the foundations of our thinking on asymmetric warfare, by considering on several occasions in On War what the relationship is between a stronger and a weaker adversary” (side 137), som professor Beatrice Heuser ganske rigtigt anfører. Heuser citerer ligeledes Colin Gray for at have anført, at ”in principle, small wars, terrorism, etc., are also continuation of politics by other means, and that Clausewitz’s basic analytical approach (’war is a continuation ...’) can apply even in the absence of the state actors he emphasised so much” (side 138). Endvidere er Clausewitz’ ”contribution to the understanding of the guerrilla (...) widely underestimated, and he is often associated only with ’regular’ or ’classical’ inter–state war” (side 141). Beatrice Heuser er enig med den amerikanske professor Michael Handel (anmeldt andet sted her i tidsskriftet) i, at den israelske historiker Martin van Crevelds kritik af Clausewitz’ forunderlige treenighed er misforstået og malplaceret, selv om hun mener, at den kan have nogle fundamentale svagheder (side 54–55). Heuser sporer tillige Clausewitz’ indførelse i såvel det vestlige som det sovjet- russiske doktrinære militære grundlag, hvilket er overordentligt interessant. Den mest velskrevede og spændende del af bogen er afsnittet om Clausewitz i den nukle- are tidsalder. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren føler sig på hjemmebane. Professor Heuser har afslutningsvis denne bedømmelse af Carl von Clausewitz’ betydning for krigsteoretisk tænkning siden udgivelsen af Om Krig i 1832: ”At the beginning of the twenty-first century, Clausewitz’s concepts and language have deeply penetrated the world’s military literature, whether they are correctly or incorrectly used. Whether it is a Russian general or an American political scientist writing about the importance of chance in warfare, whether we read about centres of gravity and what they might be, or about ”Compellence and the Role of Air Power as a Political Instrument”, we are dealing with derivatives of Clausewitzian terms and ideas. War as an instrument of politics, war as contest of wills, limited war and unlimited war, friction, the danger of escalation. All these are Clausewitzian concepts which today are virtually taken for granted in the military manuals and the key literature of the world’s leading military powers” (side 179). Med andre ord - her foreligger endnu et forsvar for Clausewitz, og hans fortsat- te relevans i debatten om krigen og dens natur i det 21. århundrede. Professor Heu- ser tager de vigtigste temaer omkring Clausewitz’ mesterværk op i sin bog, og afhandlingen skal anbefales enhver med interesse for Clausewitz og ikke mindst hans anvendelse op til vor egen tid.
1 For yderligere oplysninger se
www.kcl.ac.uk/ip/andrewsteele/prospectus/staff/beatriceheuser.html
