Log ind

Berlinkrisen indenfor den totale krigs rammer

#

Af oberstløjtnant M. L. Lauesen, kommandant i Borrislejren.

»Der erste, der grossartigste, der entschiedendste Akt des Urteils nun, welchen der Staatsmann und Feldherr ausiibt, ist der, dass er den Krieg, welchen er unternimmt, richtig erkenne, ihn nicht für etwas nehme, oder zu etwas machen wolle, was er der Natur der Verhältnisse nach nicht sein kann. Dies ist also die erste, umfassendste aller strategischen Fragen.«

Clausewitz.

Den russisk-kommunistiske totalstrategi i kampen for oprettelsen af det kommunistiske verdensherredømme har, lige siden den totale krig mellem verdenskommunismen og den frie verden begyndte i 1917 med opbygningen af verdenskommunismens magtstat, Sovjetunionen, fulgt retningslinien i Lenins genialt krystalklare og enkle anvisninger:

— Opbygningen af den kommunistiske stormagt som magtens rygstød bag strategien og bag infiltrationen i og undergravningen af de borgerlige samfund. Denne fase fuldbyrdedes i tiden inden den anden verdenskrig.

— Tålm odig tillid til Lenins forudsigelse: »Vor magt er endnu svag og ringe; men vor tid kommer, når de borgerlige stater har svækket sig selv i indbyrdes militæ re og økonomiske krige, og når revolutionen i kolonierne er så vidt fremskreden, at den har frataget dem deres rigdomskilder.«

Denne fase begyndte sin udvikling under og efter den anden verdenskrig.

Medens Lenin var den kommunistiske totalstrategis teoretiker, blev Stalin dens store praktiker. Han opbyggede den sovjetrussiske magtstat, og gennem foreningen med det kommunistiske Kina skabte han den kommunistiske verdensmagt. For yderligere at udbygge denne kommunistiske verdensmagt til det magtens arnested, hvorfra den frie verdens kernestater, U.S.A. og Canada, skulle endeligt besejres og ødelægges, stillede han den kinesiske kommunisme den opgave at erobre Asien med Indonesien, medens den russiske kommunisme skulle erobre Europa med Middelhavsrummet.

Fo r at den verdenskommunistiske totalstrategi under disse offensive operationer ikke skulle udsættes for en ødelæggende modaktion fra den frie verdens langt overlegne samlede totalpotential, hævdede Stalin stedse nødvendigheden af »den fredelige sameksistens« med de borgerlige stater: »Vi må huske, at Lenin har fremhævet, hvor meget der afhænger af, at vi kan udskyde den uundgåelige storkrig med kapitalistlandene, enten til revolutionen i kolonierne gør sig gældende, eller til de kapitalistiske stater bekæmper hinanden indbyrdes. Derfor er fredelig sameksistens med de kapitalistiske lande en forpligtende opgave for os. Grundlaget for vort forhold til de kapitalistiske lande består i, at vi stedse hævder den fredelige sameksistens mellem de to uforsonlige systemer.«

Hvorledes denne »fredelige sameksistens« derpå skal udnyttes totalstrategisk, forklarer så Manuilsky: »Når den tid er kommen, skal vi få de borgerlige samfund til af skræk for os i fredelig sameksistens at arbejde glade og forventningsfulde sammen med os på deres egen snarlige undergang. Så falder vi over dem en morgen og udsletter dem.« Denne fase forsøger den kommunistiske strategi nu at føre os ind i. Det står endnu til os — den frie verden — hvordan denne fase skal ende, thi omend den kommunistiske strategi har holdt nøje fast ved Lenins anvisninger, så har udviklingen ingenlunde været udelukkende til dens fordel. Det er klart at se, hvor langt verdenskommunismen er nået ad sin planlagte vej siden 1917; men det er også klart at se, hvad der endnu mangler. Endelig er det også klart at se, at der endnu er tid til at bibringe den det afgørende nederlag, endda uden en m ilitæ r global storkrig. Før kommunismen kan gå til den totale krigs militæ re slutaktion, skal dens totalstrategi have nedbrudt den frie verdens forsvarsmuligheder, og den slavisk-mongolske enhed skal være tømret ubrydeligt sammen. Asien skal være fast i kommunistisk hånd, A frika skal være uanvendelig for den frie verdens hasesystem, Syd- og Mellemamerika skal give militæ re og politiske vilkår for offensive kommunistiske baser mod U.S.A., Vesteuropa skal — ligesom allerede Østeuropa — være forsvarsløst og indlemmet i det kommunistiske vasalsystems produktionsapparat »i fredelig sameksistens mellem de fredselskende nationer«, og den frie verdens civile og militæ re tekniske og sociale overlegenhed skal være udlignet. Endnu skaber mulighederne en vej for den frie verdens strategi: Kom ­ promisløs modoffensiv mod enhver kommunistisk ekspansion udfra en ubrydelig kollektiv sikkerheds uomtvistelige overlegenhed. Der er ingen mulighed for kompromis. Krigen fortsætter, in d til enten verdenskommunismen eller den frie verden er ødelagt. K rigen v il im idlertid ofte, sålænge den føres på den totalstrategiske opmarch’ plan, skifte kampform og kampmidler; men den v il aldrig skifte målsætning. Den v il i al vor tid og sandsynligvis også i kommende slægtleds på alle områder danne rammen om nationernes og folkenes tilværelse over hele kloden.

Den nærmest forestående udvikling på den totale krigs europæiske front præges af den russiske kommunismes magtreduktion i kappestriden med den kinesiske kommunisme om førerskabet inden for verdenskommunismen — den indrekommunistiske arvefølgekrig om Stalins kommunistiske enevoldstrone. Skal den russiske kommunisme sikre sig fornøden styrke for at vinde denne indrekommunistiske arvefølgekrig — og senere den totale krig mod den frie verden — må den inden længe indlemme Vesteuropa og Middelhavsrummet med deres rigdomme i sit europæiske vasalsystem, således som allerede Østeuropa er indlemmet. Lykkes dette ikke, går den russiske kommunisme en fortsat magtreduktion og dens konsekvenser i møde. Den russiske kommunismes magtreduktion over for K ina og dens totalpotentielle underlegenhed overfor den frie verden fratager den muligheden for at erobre Vesteuropa igennem en m ilitæ r storkonflikt med NATO . Resultatet af en sådan russisk-kommunistisk strategi kunne foruden omfattende katastrofer i den frie verden kun blive Sovjetunionens ødelæggelse og et derefter uimodståeligt Kina i spidsen for de farvede folkeslags fællesskab med den hvide races fortsatte magtreduktion som mål. For den russiske kommunisme går vejen til den livsnødvendige erobring af Vesteuropa gennem en om fatning af Vesteuropas sydlige flanke ved erobring af magten i Det nære Østen, i Nord- og Centralafrika og i Sydamerika, over sprængningen af N A TO og opløsningen af den frie verdens kollektive sikkerhed mod den russisk-kommunistiske aggression.

Den russisk-kommunistiske offensiv mod Vesteuropa har derfor i øjeblikket form af en stadig hektisk politisk og diplom atisk kamp mod N ATO , støttet vekselvis på skrækkelige krigstrusler og lokkende fredstilbud, for hos de ansvarlige ledere at skabe et frygtens og tvivlens nervepres om den kollektive sikkerheds virkelige overlegenhed og effektivitet samtidig med, at den kommunistiske propagandas in filtra tion i den offentlige meningsdannelse skjuler den virkelige trussel fra den kommunistiske strategi og nedbryder nationernes vilje til selvhævdelse og modstand, idet den mere og mere trækker dem ind i dagdrømmen om »fredelig sameksistens« med kommunismen. M ålet for den »kolde krig« er klart gennem skræk at sprænge sammenhold og loyalitet i den alliance, som er for stærk til at sprænges militæ rt. Først, hvis det kan lykkes den russisk-kommunisliske strategi ad denne vej at ødelægge vor modstandsvilje, sprænge vort kollektive forsvar og skabe den fornødne militæ re underbalance hos os, truer den militæ re operation mod Vesteuropa. Sålænge den militæ re underbalance ikke er hos os, har vi militæ r fred. Æ ndres dette forhold, først og fremmest hvis vi lokkes eller tvinges af den kommunistiske in filtra tion i vor meningsdannelse til at svække vort atomvåben, så er udslettelsen over os. Den totale krig mellem verdenskommunismen og den frie verden er ifølge hele sin problem stilling kompromisløs. Der er ingen muligheder for »fredelig sameksistens«. A l tale om »fredelig sameksistens« er kun den kommunistiske totalstrategis defensive kampmidler for at skabe forbedrede muligheder for den uforanderlige offensive målsætning: Den frie verdens tilintetgørelse, afsluttet med dens uoprettelige militæ re nederlag, og derefter opbygningen af det kommunistiske verdensherredømme. Neutralitet er ikke praktisk mulig, thi dels omfatter kommunismens offensive mål tilintetgørelsen af alle den frie verdens statssamfund, dels v il ingen enkelt stat kunne opbyde en sådan magtkombination, at den overfor en aggression fra verdenskommunismen v il kunne værge en neutralistisk holdning den dag, det må ligge i den kommunistiske strategis afgørende interesse at bryde denne holdning. Der kan kun findes værn indenfor en overlegen kollektiv sikkerhed. En neutralistisk holdning er en klar positiv begunstigelse for den kommunistiske strategi, thi den baner vejen for den ideelle offensive totalstrategi: den billige, stykkevise erobring. Med den nye Berlinkrise stiller den russisk-kommunistiske totalstrategi atter Vesteuropa overfor den altomfattende krigstrussel, og resultaterne af dette totalstrategiske kampmiddel — krigstruslen — begynder allerede at vise sig efter de russisk-kommunistiske hensigter. Særlig indenfor den britiske strategis indflydelsessfære rejser kravene sig i den offentlige meningsdannelse om kompromis, afspænding, fredelig sameksistens, neutralitet, selvstændig udenrigspolitik, ensidig atomafrustning o. s. v., — altsammen krav, som i deres realisation ville betyde russisk-kommunistisk sejr, nemlig det vigende kompromis, som ville ødelægge den frie verdens muligheder for at hævde og forsvare Vesteuropas frihed overfor de uundgåelige, tilsigtede og planlagte næste krav fra den russisk-kommunistiske totalstrategi.

Disse næste krav v il omfatte Vesteuropas indlemmelse i det russiskkommunistiske vasalsystem, således som allerede Østeuropa er indlemmet og udbyttet. Ubegribeligt, at Vesteuropas offentlige meningsdannelse ikke v il huske — og lære af — en tidligere agressors »uigenkaldeligt sidste territoriale krav i Europa«, og hvad det kostede at gå med på den spøg. Berlinkrisens problem stilling er ikke et spørgsmål om Vestberlins forhold, og den er slet ikke et spørgsmål om »spænding« eller »afspænding«. Sålænge den totale krig for og imod det kommunistiske verdensherredømme raser over hele kloden, v il »spændingen« vedvare, og »afspænding« v il være en utopisk ønskedrøm. Myten om »fredelig sameksistens«, som altid skal købes gennem det vigende kompromis — det uigenkaldeligt sidste kommunistiske krav i Europa!! er blot den stærke, men dog underlegne angribers traditionelle totalstrategiske kampmiddel. I Berlinkrisen v il den frie verden således blive stillet overfor den russiske kommunismes krav om den »endelige« løsning på »Berlin- og Tysklandsspørgsmålet«, således at den frie verdens vesttyske hindring for den russisk-kommunistiske erobring af Vesteuropa ryddes af vejen. Vesteuropa er ikke verdenskommunismens hovedfjende, det er og bliver Nordamerika: U.S.A. og Canada. Vesteuropa er im idlertid den totalpotentielle magtfaktor, hvis indlemmelse i en af den totale krigs to store modstandergrupper, verdenskommunismen eller den frie verden, v il give denne magtgruppe det totalpotentielle magttilskud, som v il betyde, at han har sikret sig den endelige, afgørende overlegenhed over modstanderen.

Det vesteuropæiske totalpotential er ikke tilstræ kkeligt til at sikre en selvstændig vesteuropæisk strategi til værn om en vesteuropæisk neutralitet. En sådan magtkoncentration som en europæisk »tredie verdensmagt« havde kun kunnet lade sig opbygge over en vesteuropæisk-afrikansk magtblok. Denne mulighed er blevet forpasset. Nu er den kommunistiske strategi i færd med helt at ødelægge disse muligheder for Vesteuropa. De nordafrikanske muligheder v il muligvis på grund af verdenskommunismens voksende underlegenhed — den indrekommunistiske arvefølge krig — tilsidst indføjes i den franske magtkombination, medens mulighederne i det øvrige A frika v il ende på amerikansk hånd, men først gennem voldsomme kriser. Vesteuropa vil da fortsat være det — i sig selv magtesløse — magttilskud, som de to store magter rives om, og vil på grund af sit utilstrækkelige totalpotential kun kunne bestå indenfor en af de to store magtgrupper. Vesteuropa er i øjeblikket tilknyttet den frie verden, hvor det ifølge sin kulturelle udvikling har sit naturlige tilhørsforhold som den europæisk-amerikanske kulturs udspring, men erobringen af Vesteuropa er kommunismens vigtigste »foreløbige mål« til etablering af den totalt overlegne udgangsstilling, hvorfra den endelige ødelæggelse af den frie verden skal udføres. Berlinkrisen er skabt af den russisk-kommunistiske totalstrategi som en totalstrategisk aktion med Vesteuropas endelige erobring som mål. T il denne aktion er den russiske kommunisme trådt an med et totalpotential, som, uanset den russiske kommunismes vældige militæ re magtmidler, dog er den frie verdens totalpotential udpræget underlegent. Den russsike kommunisme er tvunget til dette forsøg af sin hastigt fremadskridende magtreduktion.

Gennem Stalinstrategiens sammensmeltning af den russiske og den kinesiske kommunismes magtkombinationer gennemførte Stalin en vældig verdenskommunistisk magtopbygning i Asien og Europa for at skabe den overlegne verdenskommunistiske udgangsstilling for den endelige ødelæggelse af den frie verdens nordamerikanske kernestater. Disse verdenskommunistiske opmarchkampe nåede Stalin ikke at gennemføre til deres endelige mål: Asien i kinesisk-kommunistisk hånd, Europa i russiskkommunistisk hånd. Det verdenskommunistiske totalpotential, således som Stalin opbyggede det gennem de kommunistiske erobringer i disse opmarchkampe, nåede vel en omfattende magtfylde, som kom til at betyde en dødelig fare for den frie verden; men det lykkedes ingensinde verdenskommunismen at udvikle sit totalpotential til jævnbyrdiglied med, endsige til overlegenhed over den frie verdens. Den frie verdens kræfter, således som de samledes og udvikledes indenfor det kollektive sikkerhedssystems magtkombination under U.S.A.s ledelse, forblev verdenskommunismen klart overlegen. Det verdenskommunistiske totalpotential nåede sit kulminationspunkt i Stalins sidste leveår. Stalins død og de deraf følgende ændringer såvel i Sovjetunionens magtsystem som i den kinesisk-kommunistiske strategi førte til den indre-kommunistiske arvefølgekrig mellem den russiske og den kinesiske kommunisme om Stalins verdenskommunistiske enevoldstrone. Hermed skrinlagdes Stalinstrategiens forudsætning: sammensmeltningen af den russiske og den kinesiske kommunisme om en fælles verdenskommunistisk totalstrategi og målsætning og opløstes i en russiskkommunistisk og en kinesisk-kommunistisk magtkamp om egne interesser og målsætninger i gensidig modsætning, mistro og misundelse. Med denne udvikling begyndte en klar reduktion at gøre sig gældende i det verdenskommunistiske totalpotential og særlig i det russiskkommunistiske. Denne reduktion viste sig på den totale krigs valplads gennem den russiske kommunismes totalstrategiske nederlag i Suez-krisen i 1956 og er fortsat sidenhen.

Den russisk-kommunistiske offensiv i Middelhavsrummet som indledningen til Vesteuropas lammelse og erobring blev bragt til standsning. Indlemmelsen af den arabiske verden i det russisk-kommunistiske magtsystem mislykkedes, og den øvrige del af de farvedes fællesskab blev ejheller nogen tilforladelig forbundsfælle. Tværtimod, de farvedes fællesskab står afventende for at se, hvor den endelige, afgørende styrke i den totale krig i virkeligheden ligger. Fo r denne styrke er de farvedes fællesskab til fals, og de v il da gå deres egne veje efter deres egne farvede interesser og målsætning: Ødelæggelsen af den hvide races sidste magtstillinger. I atomrustningen lykkedes det ingenlunde Sovjetunionen at komme til jævnbyrdighed med U.S.A. endsige til overlegenhed —• undtagen i reklamen. I den totale krig mod den frie verden lykkedes det ikke den russiskkommunistiske totalstrategi at splitte sammenholdet i N ATO , omend den nåede at skabe en følelig svækkelse. Vasalstaterne forblev upålidelige og hælder stadig til Titoismen, som fortsat modsætter sig en russisk-kommunistisk erobring af Vesteuropa, som ville betyde Titoismens — og Marskalk Titos — forsvinden. Endelig og afgørende er den kinesiske kommunisme med sine egne kinesisk-nationale ambitioner og målsætninger og sin egen kincsisk-kommunistiske totalstrategi vokset op til en magtfaktor, som gør Kina til en jævnbyrdig modstander i den indrekommunisliske arvefølgekrig og desuden til en særdeles farlig medbejler for den russiske kommunisme i den kommunistiske hvervekampagne indenfor den farvede verden. Netop på grund af denne fremadskridende russisk-kommunistiske magtreduktion bliver Vesteuropas snarlige indlemmelse i det russisk-kommunistiske totalpontential, således som Østeuropa længe har været udbyttet, en tvingende nødvendighed for den russisk-kommunistiske totalstratcgi. En yderligere udvikling af denne magtreduktion v il føre til katastrofale konsekvenser for den russiske kommunisme. Kun Vesteuropas indlemmelse i det russisk-kommunistiske vaselsystem v il kunne tilføre den russiske kommunisme det magttilskud, som er nødvendigt for at ændre udviklingen. V i står overfor indledningen til denne totalstrategiske aktion. Hvorledes den v il udvikle sig, hvilken løsning, den v il blive bragt til, og hvorledes den v il sluttes, lader sig endnu ingenlunde overse.

Eet står dog klart: Med afgørelsen på Berlinkrisen v il een fase i den totale krig være afsluttet og en helt anden være indledt. Ender Berlinkrisen med et nederlag for den frie verden, står vi foran opløsningen af dens kollektive sikkerhed og Vesteuropas sluttelige indlemmelse i det russisk-kommunistiske totalpotential og dermed foran opbygningen af en russisk-koinmunistisk overlegenbed, såvel i den indrekommunistiske arvefølgekrig mod Kina som i den totale krig mod resterne af den frie verden. Ender Berlinkrisen med russisk-kommunistisk nederlag, står vi foran indledningen til det totalstrategiske slag om Sovjetunionen mellem den frie verden og en kinesisk ledet verdenskommunisme, tlii kan den russiske kommunisme ikke lamme Vesteuropa og indlemme det i sit totalpotential, står den foran konsekvensen af sin fortsatte svaghedsaktion: Den må da enten underkaste sig kinesisk ledelse af verdenskommunismen og vil da blive et totalstrategisk kinesisk kampmiddel for verdenskommunismens efterhånden farvede målsætning: udryddelse af de sidste rester af hvid magt — og Sovjetunionen er en hvid nation — eller den må, under en titoistisk totalstrategi tilslutte sig den frie — hvide — verdens forsvar mod verdenskommunismen. Ender Berlinkriscn uafgjort i et eller andet kompromis, hvor begge parter kan hævde at være sejrherre, står vi foran en periode »efter Miinchen-forliget«. I alle tilfæ lde står vi foran en skærpelse af den totale krigs totalstrategiske form: den kolde krig. Ender Berlinkrisen i et m ilitæ rt sammenstød mellem begge de to store modstandere i den totale krig, står vi foran store katastrofer i Europa og Am erika, foran den underlegne Sovjetunions undergang og med kun een sejrherre: Det verdenskommunistiske Kina i spidsen for de farvedes fællesskab og dets målsætning: udryddelsen af de sidste rester af hvid magt.

En militæ r storkonflikt som udgang på Berlinkrisen er således næppe hverken ønsket eller tilstræbt af den russisk-kominunistiske totalstrategi. Dens håb står til resultaterne af afpresningen gennem krigstruslerne. Målet for denne afpresning er splittelsen af den frie verdens kollektive sikkerhed og gennemtvingeisen af et vigende kompromis, som skaber den russisk-kommunistiske totalstrategi en uimodståelig overlegen udgangsstilling for Vesteuropas endelige erobring. Berlinkrisen blev skabt af den russisk-kommunistiske totalstrategi selv, for at tjene dens offensive formål. Sovjetunionen er tvungen af sin fremadskridende magtreduktion til at forsøge denne aktion med et underlegent totalpotential; men den finder sine muligheder i uenigheder og indre modsætninger indenfor den frie verden, som den mesterligt udviklede kommunistiske in filtra tion i den frie verdens offentlige og politiske meningsdannelse forsøger at udvikle til lammelse af den kollektive sikkerhed. Den frie verdens strategi finder sin eneste mulighed i et fast sammenhold om sin kollektive sikkerheds langt overlegne magtkombination: Een for alle og alle for Een. Den varme krig er hverken ønsket eller tilstræbt af nogen af parterne; men den kolde nervekrigs skærpelse gør tilfæ ldet til en mulighed. Den af parterne, som på forhånd ikke tør tage denne mulighed med i sine beregninger, har allerede tabt. Mon det til syvende og sidst ikke skulle være den russiske kommunisme! Da Hitlers og Mussolinis diktaturer var på højdepunktet af deres afpresningers erohringsmarch lige inden den anden verdenskrig, stod en stor statsmand på sin nations fornemste politiske talerstol og talte til sit politiske følge. Han spurgte bl. a.: »Er det da således, at diktatorerne er demokratierne overlegne?«, og han svarede selv: »Ingenlunde«. Han forklarede videre: »Demokratierne råder over en overlegenhed, som langt overgår de aggressive diktatorer. Hvor kan det da være, at diktatorerne kan gå fra sejr til sejr?« Han fandt forklaringen: »Det er fordi demokratierne viger tilbage for de ofre og savn, som ville kræves af deres sammenslutning i en kollektiv sikkerhed.« Kunne de samle sig sammen om at bringe disse ofre, ville diktatorernes målsætning styrte sammen som korthuse. Statsmanden var Stalin på den 18. partikongres i Moskva. Ingen kender den kollektive sikkerheds styrke bedre — og respekterer den mere omhyggeligt — end den russiske kommunisme. I samme grad, som vi kan lokkes bort fra den kollektive sikkerheds overlegne styrke, og i samme grad, som vi kan lokkes til selv at skabe den militæ re underbalance, som overfor en målbevidst magtstræbende angriber er den sikrest virkende krigsårsag, i samme grad forbereder vi vor egen ødelæggelse.

Da den russisk- kommunistiske magtreduktion efter Suezkrisen begyndte at gøre sig mærkbar, forsøgte den russisk-kommunistiske totalstrategi at opnå en aflastning gennem forståelse med U.S.A. Krustscliow besøgte Eisenhower i Amerika. Krustscliow viste hen til den truende fare fra den kinesiske magtopbygning, som er ligeså betænkelig for U.S.A., som den er for Sovjetunionen. Han forsøgte at opnå »afspænding« på betingelse af russiskkommunistiske fordele i Europa, således at den russiske kommunisme kunne forstærke sine totalstrategiske kræ fter mod K in a i den indrekommunistiske arvefølgekrig i stedet for at have hovedparten af dem bundet i store militæ re anstrengelser i Europa overfor en modstander, som den alligevel ikke kunne nå til overlegenhed over. Den amerikanske totalstrategi gjorde det da klart for den russiske, at den frie verden under amerikansk ledelse ikke opgav nogen del af Vesteuropa. Den frie verden forblev i Vesteuropa, fordi den havde den fornødne styrke hertil, og fordi den meget vel var klar over, at den af de to store modstandere, den frie verden og verdenskommunismen, som rådede over det vesteuropæiske totalpotential, også ville have sikret sig den afgørende overlegenhed i den totale krig.

Denne overlegenhed ville den frie verden ikke prisgive. Hvis den russiske kommunisme ønskede aflastning mod Vest og ærlig afspænding, så kunne det nemt opnås, når den begyndte at rømme Østeuropa og opgav sin kamp for det kommunistiske verdensherredømme. E fter dette nederlag på »den private topkonference« forsøgte den russisk-kommunistiske totalstrategi at opnå britisk støtte til et vigende kompromis på Vesteuropas bekostning. Den russisk-kommunistiske strategi var af den opfattelse, at et betrængt England altid ville være tilbø jelig til at købe sig britisk beskyttelse og britiske fordele på Europas bekostning, og at britisk indflydelse på den frie verdens totalstrategi til syvende og sidst ville være afgørende. Den russisk-kommunistiske in filtra tion virkede dybt og energisk i offentlig og politisk engelsk meningsdannelse, og den britiske strategi begyndte både at arbejde for en topkonference og for et vigende kompromis på Vesttysklands bekostning, men uden at kunne opnå amerikansk tilslutning. Topkonferencen kom i stand i Paris ikke mindst på britisk initiativ, og et eller andet resultat må vel den britiske strategi have stillet den russiske kommunisme i udsigt. K ort før topkonferencen erindrede Krustschow sig Eisenhowers standpunkt under Krustschows besøg i Am erika, og han kom i tvivl om, hvorvidt nu også den amerikanske strategi lod sig slæbe med af den britiske. Han spurgte efter i Washington og fik endnu engang det gamle svar: V i står i Vesteuropa, og vi bliver i Vesteuropa, for vi er de stærkeste. Fredelig sameksistens kan vi tales ved om, når den russiske kommunisme begynder at forlade Østeuropa. Overfor dette ubøjelige og realistiske amerikanske standpunkt kunne Krustschow ikke indlade sig på topkonference for åbent tæppe. Enten havde han måttet lade hele verden — og K ina — se sit nederlag, eller også måtte han begynde den varme krig, som kun kunne ende med Sovjetunionens undergang og Kinas sejr. Han valgte derfor at torpedere topkonferencen; men han opnåede store propagandasejre, som hele den vesteuropæiske presse, først og fremmest den dybt skuffede britiske presse, h jalp ham med at indkassere, således som den -—- velinfiltrerede — britiske (og skandinaviske) presse altid står til rådighed for ethvert russisk-kommunistisk reklame- og forskrækkelsesfelttog.

Netop alle de europæiske lande, som liver gang efter en vellykket U2 flyvning fik hvisket i øret af den amerikanske efterretningstjeneste: »I kan godt sove videre, der er stadig ingen fare«, fik frygtelige forargelsesopstød og faldt — som sædvanlig — U.S.A. i ryggen. Ingen af dem havde nogensinde luftet en blot tilnærmelsesvis oprigtig forargelse over den russiske efterretningsvirksomhed. I sin store skuffelse over, at der ikke blev noget vigende kompromis ud af topkonferencen, skreg hele den vesteuropæiske presse Eisenhowcr ud som topkonferencens store taber. I virkeligheden havde den amerikanske strategi — endnu engang — reddet Vesteuropa mod dets egen viden og vilje fra »den fredelige sameksistens med kommunismen«, den som Østeuropa er det belærende skoleeksempel på. Topkonferencens sejrherre var Eisenhower. De to tabere var den russisk- kommunistiske og den britiske strategi. Forud for topkonferencen havde de russiske marskalker alvorligt advaret Krustschow mod at drive udviklingen ud i ct militæ rt opgør med NATO , som uanset store ødelæggelser i den frie verden måtte føre til Sovjetunionens nederlag og Kinas uimodståelighed. Marskalkeme hævdede, at den eneste mulige vej til militæ r lammelse af den frie verdens overlegne kollektive sikkerhed gik gennem M iddelhavsrummet, videre gennem A frika og endeligt til Sydamerika. Derfor var det øjeblikkelige militære tyngdepunkt ikke Europa, men Mellemøsten, først og fremmest Persien. Krustschow gjorde gældende, at vel kunne marskalkerne have ret udfra et rent militært-strategisk, men ikke fra et totalstrategisk synspunkt. Den kommunistiske fremtrængen i de farvedes fællesskabs lande måtte ske i stadige totalstrategiske kampe ikke alene med den frie verden, men også med den russiske kommunismes anden dødsfjende, den kinesiske kommunisme. Overalt i den farvede verden udkæmpedes der svære slag i den indrekommunistiske arvefølgekrig, og netop på disse slagmarker var betingelserne ingenlunde gunstige for den russiske kommunisme. Den kinesisk-kommunistiske in filtra tion i den arabiske verden, i den algierske oprørsbevægelses ledelse, i Centralafrika og efterhånden også i Sydamerika var yderst ubehagelig for den russiske kommunisme. Selv i de østeuropæiske vasalstaters kommunistiske lederkredse gjorde kinesiskkommunistisk in filtra tion sig mærkbart gældende i modsætning til russisk-kommunistiske interesser.

Det ville være et skidt resultat, hvis russisk-kommunislisk indsats på slagmarken indenfor de farvedes fællesskab endte med en kinesiskkommunistisk sejr. Den eneste russisk-kommunistiske mulighed i den totale krig såvel som i den indrekommunistiske arvefølgekrig er og bliver Vesteuropas indlem ­ melse i det russisk-kommunistiske totalpotential. Drøftelserne førte til, at man enedes om Krustschows strategi, men på den udtrykkelige betingelse, at den ikke førte til væbnet kon flik t med N ATO , men at den kun spillede på splittelse af den frie verdens kollektive sikkerhed, først og fremmest gennem in filtra tion i den britiske strategi og i de britiske særinteresser. Ved en o fficiel diplom atisk repræsentation i Krem l i 1958 kom den drukne Krustschow i skænderi med vestlige diplomater om »fredelig sameksistens«. Han sluttede med at råbe til dem: »Vi skal begrave jer!« Lenin — Stalin — M anuilsky — Krustschow !! Personer og tider kan skifte, den kommunistiske målsætning forbliver den samme. For at sikre sig mod uoverskuelige følger af en ophidset og skuffet Krustschows mulige desperate handlinger og ord på topkonferencen lod marskalkcrne marskalk Malinowsky ledsage Krustschow som garant for deres standpunkt: Ingen krig med NATO . Han lod ingensinde under konferencen Krustschow alene. E fter den strandede topkonference fortsatte den russiske totalstrategi sine anstrengelser for at nå til et vigende kompromis i Vesteviropa med britisk billigelse, og in filtrationen i britisk offentlig og politisk meningsdannelse vidcreudviklcdcs. Britiske personligheder af alle slags politisk tilhørsforhold havde som enkeltrejscnde privatpersoner møder, konferencer og forhandlinger med den russiske kommunisme om den europæiske og den tyske løsning, om verdens-problemerne og om en Berlinordning. Hvad de, hver for sig, har lovet den russiske kommunisme eller stillet den i udsigt, og med hvilken fuldmagt de har foregøglet sig selv og den russiske kommunisme at kunne tale, lader sig næppe overse; men standpunkterne i den britiske offentlige og politiske meningsdannelse blev omhyggeligt bearbejdet for det vigende kompromis. Den russisk-kommunistiske totalstrategi vejrede morgenluftninger i Vesteuropa og slap Berlinkrisen løs med frygtelige krigstrusler i tillid til sin in filtra tion i den britiske strategi. For den amerikanske og den europæiske strategi, såvel som for den britiske strategis realistiske, radikale retning, som kæmper for en loyal britisk tilslutning til den frie verdens totalstrategi indenfor et europæisk fællesskab (se M ilitæ rt Tidsskrift april 1961: Danske vilkår overfor problemet: Den vestlige strategi.) blev efterhånden den britiske holdning en stor bekymring, og for at gøre en ende på britisk illoyalitet gik disse kræ fter i gang med at føre England ind i det europæiske fællesskab, fællesmarkedet, støttet af det amerikanske greb om engelsk økonomi. Med en sådan udvikling v il mulighederne for et vigende kompromis i Europa med engelsk støtte være frataget den russiske kommunisme. Spørgsmålet om en m ilitæ r storkonflikt i Europa som udgang på Berlinkrisen er ikke et spørgsmål blot om den europæiske indledning til en sådan krig. Ganske vist v il den russiske kommunisme uden tvivl kunne nå betydelige militæ re indledningsresultater — det v il enhver angriber kunne, som selv har forberedt angrebet og valgt angrebstidspunktet — men dermed er krigen ikke vunden. I en m ilitæ r storkonflikt mellem en offensiv centrallandmagt, den russiske kommunisme, og en defensiv søbeherskende ringmagt, den frie verden, v il der indtræde en operativ pause, senest når den offensive centrallandmagt har nået sit nødvendige første mål: kysten. I denne pause, den operative pause, bliver tiden ringmagtens forbundsfælle, giver den initiativet og udsuger uforholdsmæssigt den h id til sejrrige centralmagts totalpotential. Den operative pause skaber mulighederne for, at ringmagtsaktioner via en eller anden centralmagtskulmination fører krigen ud i det uvisse, og her opslider centralmagtens totalpotential og bereder lians endelige nederlag. Centralmagtens totalstrategi må derfor inden storaktionen liave skabt sig en sådan overlegenhed, at dens samlede totalpotential kan gennemtvinge den fred, han må tilstræbe efter offensivens kulmination, så han ikke føres ud i en uvis fortsættelse af krigen, hvis retningslinie altid vil trække hen mod lians nederlag. I den anden verdenskrig nåede det nationalsocialistiske Tyskland hurtigt og sikkert sine indledende mål: Polen og Atlanterhavet. Dets totalpotential kunne im idlertid ikke bære det frelst over den operative pause. Det var for ringe til at overleve de tyske angrebskulminationer: T il lands Ruslandskrigen, til søs slaget om Atlanten, i luften slaget om England. Såvel til lands, til søs som i luften kulminerede den tyske offensiv efter pausen med store sejre, gik i stå og opløstes i defensiv, som hastigt udvikledes til nederlag, fordi det tyske totalpotential ikke magtede efter offensivens kulm ination at gennemføre en tysk fred. Måtte nu erkendelsen af den russiske kommunismes totalpotentielle underlegenhed og af dens fremadskridende magtreduktion advare marskalkerne inden topkonferencen i Paris, hvad skulle da i dag have ført dem til en anden vurdering? Ganske vist er den russisk-kommunistiske offensiv i Persien og gennem A frika i udvikling, og infiltrationen i Sydamerika er i tiltagende; men om til syvende og sidst sejrherren på disse slagmarker bliver den frie verden, den kinesiske kommunisme, de farvedes fællesskab eller den russiske kommunisme lader sig ingenlunde overse. En storkonflikt mellem de store hvide verdensmagter v il i hvert fald være en afgørende fordel for Kina og den øvrige farvede verden. Vilkårene på verdenshavene er helt uoverskuelige, fordelene er helt og fuld t —- som sædvanlig — hos ringmagterne, såsnart indledningen er overstået. I atomrustningen har U.S.A. stadig sikker overlegenhed, såvel i det lille — taktiske — som i det store — strategiske — atomvåben. Kun på eet område udfolder den russiskkommunistiske totalstrategi ubestridelig overlegenhed: dens mesterlige in filtra tion i den frie verdens offentlige og politiske meningsdannelse og dermed i dens indre loyalitet, enighed og sammenhold. Kommer det im idlertid til væbnet kon flikt, så v il dog den frie verden stå sammen, om ikke for andet så for at redde det nøgne liv. — De hårdeste kæmpere v il da være Briterne! — Man lære af historien! E r det nu erkendt, at det russisk-kommunistiske totalpotential langt fra er stærkt nok til at skabe de nødvendige betingelser, ikke bare for krigens indledning, hvordan den nu kan være planlagt og forberedt, men også for dens langt mere krævende og uoverskuelige fortsættelse efter den operative pause for at gennemtvinge den russisk-kommunistiske fred, så kommer der næppe nogen m ilitæ r storkonflikt. I Suezkrisen i 1956 stilledes verden overfor skrækkelige russisk-kommunistiske krigstrusler. A lle europæiske knæ sitrede; men da U.S.A klart kundgjorde, at enhver angrebshandling mod en af U.S.A.s allierede omgående ville udløse hele den amerikanske gengældelse direkte mod Sovjetunionen, så blev der ingen krig. I den tyrkisk-syriske krise gentog det samme sig. De frygtelige krigstrusler var atter ved at slå Vesteuropa ud af den kollektive sikkerhed; men da U.S.A. forsikrede, at »ethvert angreb på Tyrkiet, uanset om det kommer fra russisk eller ligegyldigt hvilket andet område, omgående vil udløse hele den amerikanske gengældelsesaktion direkte mod Moskva«, så blev der ingen krig. Da U.S.A. med væbnede m idler sammen med England greb ind i Libanon-J ordan krisen — så blev der ingen krig. Da U.S.A. på topkonferencen i Paris erklærede ikke at ville vige i Vesteuropa — så blev der ingen krig. Hvis U.S.A. i »Berlinkrisen« kan bolde sammen på den kollektive sikkerhed og først og fremmest afvæbne den russisk-kommunistiske in filtration i den britiske strategi — så bliver der næppe nogen krig. Overfor en bevidst magtstræbende aggressor bar militæ r underbalance altid været den sikrest virkende krigsårsag. M ilitæ r styrke virker derimod afsvalende. I Berlinkrisen er den russisk-kommunistiske strategi stedse gået meget forsigtigt til værks i sine aktioner. I enhver handling lod den Ulbrichts østtyske hånd gøre arbejdet, medens Krustschows russiske slemme fra baggrunden talte de truende ord. Om de britiske velsignelser lod sig opnå på denne måde får stå hen!!

Var de kommunistiske handlinger stødt på alvorlig modstand, havde den russiske kommunisme altid kunnet desavouere sin østtyske avantgarde i det traditonelt sejrrige tilbagetog. Hvad i alverden skulle man ellers have en avantgarde til!!? De h id til fremsatte reelle russisk-kommunistiske krav: østtysk fredstraktat og østtysk udøvelse af den form elle adgangskontrol til Vestberlin er ikke nogen større kamp værd. De rummer heller ingen russisk-kommunistisk sejr. — Men de kan hurtigt udvides, hvis der viser sig m uligheder! Udgangen på Berlinkrisen afhænger ikke af de russisk-kommunistiske trusler, men alene af det ubrydelige sammenhold om den frie verdens overlegne, kollektive sikkerhed og om den amerikanske strategis vilje til — om fornødent — også at bruge denne overlegenhed: Een for alle og alle for een. Det kommunistiske mål for Berlinkrisen er ikke »en Berlinordning«, det er Vesteuropas indlemmelse i vasalsystemet. Berlinkrisens slagmark er ikke Vestberlin. Slagmarken er den offentlige og politiske meningsdannelse i Vesteuropa, først og fremmest den britiske, hvis positive holdning er forudsætningen for sammenholdet i den kollektive sikkerhed. Skal vesteuropæisk sammenhold bevares om vor kollektive sikkerheds overlegenhed, må den offentlige og politiske meningsdannelse erkende den totale krig rigtigt, som den er tvunget til at deltage i; den må ikke tage den for noget eller gøre den til noget, som den ifølge forholdenes natur ikke er og ikke kan være, men som modstanderens in filtra tion hektisk arbejder på at foregøgle os.

Dansk meningsdannelses opfattelse og erkendelse af strategi og af strategis realiteter og muligheder befinder sig for flertallets vedkommende på samme stade som lægevidenskaben for to hundrede år siden. Den er — indædt -— hildet i uvidenheds, fordommes og overtros dagdrømme og fatalisme. Realister betragtes som gudsbespottelige kættere. Da Danmark i 1949, presset af truslen fra begivenhederne i Europa og af erfaringer og iagttagelser fra den anden verdenskrig indmeldte sig i N A TO og tiltrådte den frie verdens kollektive sikkerhed, forlod nationen sin hidtidige neutralitets- og kapitulationsstrategi. Det lykkedes im idlertid ikke at skabe en klar dansk forsvarsstrategi. Dansk strategi forblev under stadig påvirkning af inertien i den traditionelle kapitulationsstrategi. Det politiske element i det danske totalpotential forblev svagt og værgeløst overfor in filtra tion af neutralistiske og kapitulationskrævende påvirkninger, og opbygningen af totalpotentialets militæ re element forblev indenrigspolitisk skillem ønt mellem kapitulationsstrategiens og forsvarsstrategiens tilhængere. — Talen blev som bekendt givet menneskene, for at de dermed kan skjule deres tanker, — flertallet må følgebg nøjes med at bruge den til at skjule deres mangel på tanker! Dansk strategi blev efterhånden med fuld støtte af den offentlige og politiske meningsdannelse bragt ud i den tvetydighed, som reelt betyder kapitulationsstrategi: at nok anerkendte den sit tilhørsforhold til den frie verdens kollektive sikkerhed, men den nægtede at deltage helhjertet i denne sikkerheds ofre og risici for ikke at virke udfordrende på den kommunistiske angriber ved at vanskeliggøre — endsige da hindre — m ulighederne for hans erobring af dansk område — og så for ikke at spilde de indenrigspolitiske muligheder for samarbejde med kapitulationsstrategiens politikere!! Forsvaret af det danske rum er uløseligt forbundet med forsvaret af Centraleuropa. Falder Danmark, falder Vesttyskland; falder Vesttyskland, falder Danmark. Prisgives Vesttyskland i et vigende kompromis med den russiske kommunisme, er også Danmark prisgivet — og omvendt.

Tvetydighed i dansk strategi er en klar begunstigelse af den russiskkommunistiske totalstrategis offensiv mod Vesteuropa. A t Danmark er de jure medlem af N A TO er mindre væsentligt for den russiske kommunisme, det kunne den nok tilgive, blot forudsat, at Danm ark:

— ikke opbygger et effektivt forsvar,

— ikke tillader stationering af fremmede NATO-kræfter,

— ikke modtager taktiske atomvåben,

— ikke indlader sig i militært samarbejde med Vesttyskland.

Mon ikke russisk-kommunistisk diplom ati skulle have fremsat disse synspunkter for danske politikere? Hvis dansk kapitulationsstrategis — indædte — forkæmpere fortsat v il fremme spændingen i Vesteuropa, er det kun nødvendigt — fortsat — at skaffe disse russisk-kommunistiske krav opfyldt. Hvis derimod dansk forsvarsstrategi v il fremme afspænding, har den kun een vej: at vedkende sig sine pligter indenfor den kollektive sikkerhed og i tide bringe sit danske bidrag til at umuliggøre en russisk-kommunistisk erobring af Vesteuropa — in casu af Danmark. Een for alle og alle for een! Skal det lykkes dansk forsvarsstrategi at skabe muligheder for bevaralsen af dansk fred og frihed indenfor den vestlige kultur i stedet for at overlade kapitulationsstrategien at bringe os ind i den »»fredelige sameksistens« (spørg vasalstaterne om vilkårene!!), så må den offentlige og politiske meningsdannelse følge opfordringen til rigtigt at erkende den totale krig, som Danmark, enten det passer os eller ikke passer os, er gjort til deltager i. Vor meningsdannelse må undgå at tage krigen for noget eller at ville gøre den til noget, som den ifølge forholdenes natur ikke er og ikke kan være. Der er et par realiteter, som det nok er værd at skrive sig bag øret, selv om de v il ødelægge mange søde dagdrømme og vække megen forargelse :

— Den totale krig er kompromisløs, fordi det kommunistiske mål er og bliver det kommunistiske verdensherredømme.

— »Afspænding« er ikke mulig. Kommunistiske tilbud om »afspænding« er kun opfordring til et vigende kompromis, som skal danne grundlag for en overlegen kommunistisk udgangsstilling for fornyet offensiv.

— »Fredelig sameksistens« er kun opnåelig på kommunismens betingelser. Om disse kan man spørge vasalstaterne.

— Realiteten i den såkaldte »magtbalance« er — uanset den russiske kommunismes vældige militæ re magtmidler — en klar overlegenhed i den frie verdens kollektive totalpotential og en fremadskridende russisk-kommunistisk magtreduktion. Den russisk-kommunistiske totalstrategi stræber efter at udjævne vor overlegenhed og standse sin egen magtreduktion gennem stykkevise erobringer og splittelse af vor kollektive sikkerhed.

— Den frie verdens — også Danmarks — eneste vej til redning er et ubrydeligt og loyalt sammenhold om vor kollektive sikkerheds overlegenhed og om vor vilje til om fornødent at bruge den til vort forsvar.

— Overfor en bevidst magtstræbende aggressor har m ilitæ r underbalance altid været den sikrest virkende krigsårsag. M ilitæ r styrke virker derimod kendeligt afsvalende.

— Og endelig, at kampens risiko altid er fredens og frihedens pris

Nations have passed away and le ft no traces, and bistory gives the naked cause of it. This single, simple reason in cach cases: they feil, because their peoplcs were not fit.

(Kipling)

M. L. Lauesen.