Log ind

Beretning fra d. 9 april 1940 i Hove

#

Som sædvanlig stod jeg med hovedet i radioen kl. 8 for at høre sidste nyt. Det havde jeg gjort mange morgener siden 2. Verdenskrig begyndte. Mit barndomshjem i Hove Skole v. Lemvig lå på kirkens grund og ud ad vinduet var kun ca. 2 m til kirkegården. Pludselig lød en kraftig larm, og i et hurtigt blik så jeg bag kirken halepartiet med kokarde samt hagekors på sideroret af en flyvemaskine, der i en højde under 50 m tilsyneladende var ved at lande mod Øst. Jeg kom hurtigt ud på legepladsen og så den tre-motorede Luftwaffe Ju 52 transportmaskine cirklede. Den landede kort efter et par km. mod nord på Sønderby Mark i Hygum.

Min far, der var lærer, sendte alle børn hjem, og da jeg erfarede, hvor maskinen var landet, fik jeg hurtigt fat i cyklen. Det var første gang jeg i mit liv, jeg stod ved en flyvemaskine. De var yderst sjældne med undtagelse af tyske Messerschmidts Me-109 jagerfly, som vi også om sommeren før kunne se øve luftkamp langt ude over Vesterhavet. Politiet havde været ved maskinen for at arrestere besætningen, men var blevet afvist, idet man pegede på en soldat, der stod ved et maskingevær. Flyet var sunket i den bløde muld, men blev med lokal hjælp trukket fri. Den efterfølgende dag landede endnu en Ju-52, som skønnes at have givet teknisk assistance før den fløj igen. Den første Ju-52 transportmaskine forlod 11. april stedet.

De fem år fulgte med mange oplevelser, hvor bl. a. tog med op til 100 vogne kørte materiale til Thyborøn, og hvor flyvepladsen i ROM blev anlagt. Anlæggelsen af Atlantvolden tog fart. Pionersoldater blev indkvarteret på mange gårde, hvorfra man i sommeren 1943 udførte minering med over 380.000 landminer. Efterhånden var der indkvarteret op mod 2.000 soldater i barakker og på alle gårde i den lille kommune på ca. 800 indbyggere

På Lemvig Mellem- & Realskole oplevede jeg i frokost-frikvarteret 6. december 1943, at Generalfeltmarskal Rommel og følge ankom til frokost på Jespersens Hotel. Hans besøg kom hurtigt til at præge familiens hverdag, da vi to dage før jul 1943 blev beordret til at forlade Hove Skole. Vor familie på i alt 9 personer fik resten af krigen husly i et lille hus.

I alle årene siden har vor stillingtagen dengang præget min verden. Takket være min gode, inspirerende lærer L. Moustgård, der døde i Frøslevlejren og bl.a. min gæve klassekammerat Carsten Honore med mange flere, kom vi igennem med lidt af æren i behold.

 

O. Eriksen