Log ind

Bavnen - fortidens militære signalblus

#

Denne artikel er skrevet af major Ole A. Hedegaard, der er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.

Slagkraft kan - militært set - defineres som et produkt af antallet af krigere, disses bevæbning, uddannelse og moral, multipliceret med deres bevægelighed. En uafviselig facet af en hærs slagkraft er - og har altid været - dens evne til hurtig signalgivning, den være sig kompliceret og på et højt teknologisk plan eller yderst spontant og primitivt udført. Ilden er et ældganmielt våben i den internationale krigshistorie og kendt tilbage til fortællingerne i Det gl. Testamente og formenthg også før den tid, hvis ældste dele rundt regnet foregår omkring 1200 f.Kr. Som "våben" benyttedes den primært ved belejringer af byer og fæstninger, men en afart af den er lige så ganmiel og kendt verden over, også hos naturfolk, hge frem til vore dage. At tænde ild for at gøre andre mennesker, der opholder sig langt væk, opmærksom på noget eller herigennem hurtigt sende et kort budskab, er en ældgammel foreteelse i menneskets historie, primært den militære. Fx begynder den oldgræske digter Aischylos' store tragedie ”Agamemnon’’ - forfattet omkring 475 f.Kr. - med at skildre, at vagten højt over borgen Mykene på Kreta spændt venter på det ildsignal, hvormed grækerne skulle meddele hjemlandet, at Troja var faldet:

"Nu stirrer jeg som altid før mod faklens tegn det ildblus, som skal bringe bud om Trojas fald...."

Også fra Cæsars Gallerkrig, bd. II, kendes foreteelsen (" ...Øjeblikkelig gaves, som Cæsar havde foreskrevet, alarmsignal ved hjælp af ild, og man skyndte sig til skanserne ...”). Foreteelsen er i vore dage repræsenteret ved bl.a. lysbomber, lysraketter og -granater samt alarmblus. Inden for dansk kulturområde kan vi reglementarisk følge brugen af ild som signalmiddel helt tilbage til Brik af Pommems (1397-1439) håndfaste mobiliseringsbestemmelser fra 1438, der ikke levnede mulighed for nogen form for militæmægtelse af hverken samvittigheds - eller bekvenmiehghedsgmnde. Det hedder bl.a. heri, at 

"naar fyende komme fore landet oc bavn brænder oc vidie brand gingce, hvilken i then stadt hiemæ sadhæ, oc til logh aller komen waare, oc foor man hanwm, bør at hengce weth syn eg en byelkæ",

hvilket - oversat til vore dages dansk - siger, at den, som bliver siddende hjemme, når bavnen brænder, og vidiebranden går fra mand til mand ved mobilisering, han skal hænges under sin egen bjælke. Helt i tråd hermed hedder det med landstingsvidnet 1428, at "bønderne ved søsiden i lenene på Sjælland, Fyn, Nørrejylland, smålenene og Langeland skal rejse bavn og holde strandvagt. Hvis der sker indfald, skal bønderne, når de ser bavnerne brænde og hører kirkeklokkerne ringe, begive sig til stranden og gøre modstand". Også i 1510 under krigen med Lübeck og Sverige beordres statholderen over Sjælland, rigsråd Anders Bille (1475-1555) til at holde vagt langs strandene på Møn, så almuen ved fjendtlig landgang kan rejses, og sidst i århundredet udgår lignende ordrer til bønderne på Bomholm, idet de samtidig pålægges at have "rør (skydevåben) og andre våben parat". Det ord, der på dansk danner grundlag for dette ældgamle signalmiddel, er "Bavn" (middelalderdansk "baken"), der betyder "tegn" og den ofte dertil knyttede "bavnehøj". Ordet er i sin oprindelse lånt fra oldfrisisk, der bruges om "lärmfeuer um dasz volk zu versammeln". Af alle højnavne på dansk er der ingen, vi så ofte træffer på, end ordet "bavnehøj". I mange danske sogne findes en høj af dette navn med den kendteste "Ejer Bavnehøj" på 170 m ni km syd for Skanderborg i spidsen. Fx oplyser en præsteindberetning fra 1754 fra Sydjylland, at en høj i sognet kaldes "Boven Høy, fordj der, ved forhen befrygtede findtlig Jindfald fra søe kanten, af deels end (n)ulevende gamle mænd i deres yngre aaringer skal være holden vagt og derpaa en boven været opreist, nemlig en tiære-tønde oven paa en stor lang bielke". Definitionen på en bavn må være 1) en samling af brandbart materiale, primært halm/træ, som - lig et Set. Hans bål - anbringes på et højtliggende sted i terrænet eller 2) en høj stang, ligeledes højt placeret, hvor der på enden er fastgjort brændbart materiale, evt. overhældt med letantændelige stoffer, fx harpiks, beg, tran eller stenkulsolie. Strand- eller grænsevagt har altid i ældre tid været den basale forsvarsfunktion i det militære system for Danmark med den 7437 km lange kystlinie. Uden en (tidløs) varslingstjeneste ville det være yderst problematisk at få iværksat og fuldendt en mobilisering og koncentreret styrkerne på de forud planlagte steder. Det drejede sig oprindelig i al sin enkelhed om for bønderne langs kysterne og fiskerne at kunne forsvare liv og gods - og først i anden række så fjerne og vel nærmest æteriske begreber som konge og fædreland - mod en indtrængende/plyndrende fjende. Det må fastslås, at bavnesystemet har spillet en særdeles stor rolle i rigets forsvar i såvel historisk som forhistorisk tid. I løbet af middelalderen, hvor adels- og lensvæsenet forstærker statsmagtens rækkevidde ned i bondesamfundet, bliver bavnetjenesten lagt i mere faste rammer. Den byggede på, at man langs kysterne - og da især de mod Venden og Nordtyskland vendende - på en række højdedrag, hvorfra der var udsyn over havet og kystlinien, etablerede faste havnepladser, hvor der i givet fald kunne antændes et stort bål, som via sin ild og - især i dagtimerne - røg kunne ses fra de til siderne liggende høje. Filosofien var så, at de høje, ud for hvilket fjendtlige flåder eller ansamlinger af skibe viste sig, eller hvor disse måske allerede var i færd med en landgang, tændte bavnen, og som en kædereaktion tændtes andre bavner. Det budskab, som en antændelse havde startet, løb nu videre gennem landsdelene til enten borgherre, lensmand eller - måske Uge til kongens opholdssted, således at der levnedes en vis tid til formering af lokalforsvarsstyrkeme, i første omgang landevæmet og - ved større affærer - ledingen, senere kystmilitsen og regulære hærstyrker. Der eksisterede i hvert fald to former for meldeUnier: Én langs kysterne og én eller flere inde i landet, fx fra sydkysten af Sjælland og til rigets royale centrum omkring Roskilde, fra syd til nord gennem Jylland o.s.v. Selv om bavnen og dens brug er et militært enme, der hidtil ikke har været genstand for en historisk undersøgelse, er det påfaldende, i hvor høj grad vi alligevel er i stand til at følge foreteelsen ”reglementarisk” gennem vort lands historie i krig og fred. Det bærer utvetydigt og velunderbygget vidnesbyrd om, hvor stor betydning de skiftende perioder har tillagt denne ældgamle form for hurtig signalgivning. Det fremgår endvidere tydehgt af disse mange bestem­ melser, at der har eksisteret to hovednet: Ét langs kystlinien og ét gennem landsdelene fra herred til herred. Det hgger også klart, at det påhvilede de lokale "regionschefer", d.v.s. borgherrer, slotsbefalingsmænd, senere herredsfogeder, lensmænd, amtsforstandere og - sidst - kommanderende generaler at drage omsorg for en effektiv og permanent virkende varslingstjeneste. Allerede fra sommeren 1563 blev der som et forvarsel til den officielle åbning af krigen {^’Syvårskrigen" 1563-70) 1. september fra kanceUiet givet ordre til bønderne i Skåne, Halland og Blekinge om at være forberedt på et fjendthgt angreb og derfor holde ”god vagt”. I Kancelliets brevbøger 1655-70 ses mange punkter om bavner under Syvårskrigen. Fx 4. maj 1566 udgår befaling til bønderne ”hvem de end tjene, i Stevns Herred at holde flittig strandvagt i herredet efter Erik Valkendorfs (lensmand) og herredfoged Ibsens tilsigelse, for at de kunne være rede, hvis jjenden skulle gøre landgang... Kongen vil uden nåde straffe enhver forsømmelse". Hidtil har vi blot haft de kortfattede, reglementariske bestemmelser, der fastsatte brugen af bavner, men under Christian IV's krig 1627 mod Wallenstein fås fra en bestemmelse af 2. september til lensmændene i hele riget lidt mere konkret viden om bavnetjenesten i forbindelse med en udskrivning af bønder til krigstjeneste. Heri står, at "hvert herred skal have sin alarmplads, hvor folkene skal møde. Desuden skal der holdes strandvagt og landbål med den allerstørste flid, hvortil der skal forordnes godt og skikkeligt folk. Påkommer fare, skal en vagten (ved havnerne) straks meddele det til lensmanden og kaptajnen, hvorefter bønderne skal søge deres alarmplads, eller hvorhen de kommanderes. For at vagten ikke skal forsømmes, skal lensmanden selv, kaptajnerne og fogederne i lenet have opsyn med bavnen. Hvor der oprettes bål, skal der foruden strandvagten holde to duelige karle til hest, som straks skal advare lensmanden og ojflcererne, om der sker indfald eller landgang under deres fæstes fortabelse". Også under Skånske krig 1675-79 ses gentagne instrukser om etablering af landsdækkende bavnelinier "langs kysterne og holdes strandvagt til afværgelse af landgangsforsøg". Store nordiske JCrig 1700-1720, som i høj grad var en søkrig, motiverede en intensiveret kystvarslingstjeneste. Svenske krigsskibe sværmede om store dele af Sjælland, og ved en forordning af 8. maj 1700 resolverede Frederik IV opstilling af "almindelig vagt og landevæm". Det bestemtes, at der "på øerne og ved strandsideme efter amtmændenes nærmere befaling skulle etableres bavner, som af de omliggende sogne skulle forsynes med tørt ved, halm, tjæretønder m.m. Bavnerne skulle indhegnes og en "Dannemand" af de næstboende beskikkes som bavnemester. Når bavnerne tændtes, eller når alarmtrommen eller stormklokken lød, skulle alle stille på de befalede mødepladser". I modsat fald agtede kongen o.s.v., hvorefter følger de sædvanlige trusler om tab af Uv og ejendom, hvis man unddrager sig mødephgten eller er efterladende med tjenestens udførelse. Bavnen kunne tilsyneladende være noget af et tveægget "våben" at bruge, hvis man var uforsigtig. Under Store nordiske Krig blev Sjælland inddelt i tre bavnedistrikter, den nordøstlige, nordvestlige og sydHge del af øen. Når en bavn blev antændt, skulle signalet videregives over hele distriktet, men i nabodistrikteme måtte bavnerne kun tændes efter udtrykkelig ordre fi-a amtsforval­ teren. Årsagen hertil var, at det for en lokalpræget landgang/plyndring, der var til at overse, ikke var nødvendigt at alarmere hele Sjælland. Ved en enkelt lejlighed havde bavnerne stået i lys lue over hele Sjælland, bønderne strømmede til alarmpladseme, og for mange af den slags episoder ville selvsagt svække bøndernes agtpågivenhed og iver.

Bavnemes store tid blev imidlertid en ret sen periode i vort lands historie, nemlig krigsperioden (1801) 1807-14. Påstanden er måske lovlig dristig og en ubevidst form for efterrationalisering, og den skyldes i sit inderste væsen blot, at vi fra denne periode har særdeles mange efterretninger og reglementariske bestemmelser at kunne tappe. Landet var, som bekendt, efter flådens ran i september 1807 nærmest værgeløst over for angreb fra søsiden, og engelske orlogsskibe og kapere krydsede nærmest ugenert om vore kyster og truede uafladeligt diss^ med landgang og strandhugst. Vor kommunikation mellem landsdelene var stærkt hæmmet, og den vigtige forbindelse mellem Sjælland og Fyn til hertugdømmerne, hvor store dele af hæren stod, var i perioder nærmest umuhg. Allerede 25. marts 1801, altså syv dage før slaget på rheden, og medens den engelske flåde lå for anker i Øresund, udstedte den kommanderende general i Nørrejylland generalmajor A.L. Moltke (1743-1810) en bestemmelse ”angående strandsignalerne, strandvagterne og den dermed forbundne kystmilits”, som lige var blevet formeret af det personel, som boede ”ved havet og fjordene”, fra strandkanten henved 2 mil (ca. 14,5 km) ind i landet. Dokumentet er et af de mest detaljerede, vi har om bavnetjenesten og vidner atter klart om den altafgørende rolle, signalmidlet spillede i varslingstjenesten. Cirkulæret pålægger entydigt beboerne langs kysten ansvaret for en effektiv bavnetjeneste, således at ”landeværnet, understøttet af geworbne (linieregimenterne) og kavalleri kan ile til hjælp”. Vi savner i denne forbindelse atter oplysninger om, hvordan denne hjælp skulle udmønte sig, og hvorledes modangreb af en kombineret styrke, bestående af bønder og linietropper, skulle iværksættes. General Moltke indledte sit opråb med - helt i tidens svulstige, royale stil - en national ”saltvandsindsprøjtning”, hvori han appellerede til borgernes fædrelandskærlighed: ”...Op da, alle I statens ophøjede mænd, alle I mine jævne og ikke mindre ædle medborgere, alle I her i Jylland, som føler et dansk hjerte slå i Eders barm. Vor konge, vor ædle kronprins, som Europa ærer, som for hver dansk, der ikke er en nidding, bør være Guds billede på jorden, har udnævnt mig til kommanderende general i denne store provins. Stræber da for, alle danske mænd” o.s.v. Anordningen beskrev derefter i detaljer sognevis, hvorledes bavneme skulle oprettes, vedligeholdes og bevogtes. Endvidere - som før set - at der altid skulle holde melderyttere klar til at alarmere ”forstanderne for sognenes kystmilits”. Sogneforstandeme skulle derefter, på grundlag af meldingerne fra rytterne, øjeblikkelig lade antænde deres distrikts bavner og tillige de bavnelinier, der gik ind i landet til landevæmet og garnisonsbyerne, hvis der var udsigt til større fjendthge landsætninger.

Generalmajor Moltkes jyske forordning sættes automatisk ind i en større ramme, når man læser generalkvartermester Wolfgang von Haffners (1770- 1829) "Flygtige bemærkelser til Sjællands forsvar mod et overlegent angreb betræffende". Heri står bl.a., at "...når det antages, at en almindelig ringen fra alle kirketårne tilligemed antændelsen af blus, dette sidste i særdeleshed om natten, vil være tjenstligt til hurtigt at samle såvel de kantonnerende tropper som bøndervogne og forspændsheste på alarmpladserne, så vil herved følgende blive foranstaltet: 1) At de fornødne alarmstænger således og i det antal anbringes i distrikterne, at de straks ved antændelsen kan ses den ene fra den anden, for så hurtigt som muligt alle at antændes og da at kunne observeres såvel over hele kantonnementsdistriktet som over det større distrikt, hvoraf vognene skal leveres. 2) Signalstænger kan placeres som fø lg er:...." Tilsyneladende var en del af bavnelinieme nu ikke kun store bål på jorden, men også "signalstænger" med brændbart materiale på toppen af disse. Forordningen fastsætter, at der fx ved Roskilde, Høje Taastrup, Tune og Allerslev mod København skal placeres signalstænger på højtliggende terrængenstande. Ved signalstængeme rejstes endvidere små "vagthytter" for det vagtgående mandskab, ligesom det nøje forordnedes, at der ved hver station skulle forefindes "flere knipper halm (vådt og tørt), fyrtøj, tov, spade, økse, svovlstikker og svovltråd samt en styrke på tre mand i 24 timer, den ene på post og de to øvrige som frivagter". Bavnetjenesten suppleredes under kanonbådskrigen 1807-14 i vid udstrækning med "den optiske telegraf. Denne bestod af en række linier af høje master med et system af bevægelige arme, hvorpå 18 bevægelige klapper kunne kombineres til ca. 40.000 forskelUge stillinger, der udtrykte ord eller ordsammenstilhnger. I alt var der 23 "stationer" med telegrafister fra København over Fyn til Slesvig, hvormed der på få timer - når vejret var sigtbart - kunne nå et kort budskab gennem det meste af riget. Den optiske telegraf, der etableredes i Danmark 1802, blev nedlagt i 1862. Også under Treårskrigen 1848-50 benyttedes bavnen som signalmiddel. Under "Slavekrigen" i marts 1848, hvor det falske rygte gik, at straffefangerne i Rendsborg tugthus var brudt ud og drog hærgende op gennem Jylland, benyttedes signalblussene atter fra sogn til sogn. Også under selve krigen i Slesvig benyttedes bavner. Der fmdes på Frederiksborg slot to pragtfulde, kolorerede akvareller af infanterister, der betjener bavner. De er udført af vor store kunstnerisk og militært vederhæftige bataljemaler Niels Simonsen (1807-85). Her ses den ene signalstang med en brændende tjæretønde på den ene ende udformet som vippefyret på Skagen, en type, der daterer sig tilbage til slutningen af 1500-tallet. Så kunne man hurtigt og bekvemt udskifte den nedbrændte tjæretønde med en ny. Begge tegninger er udført i efteråret 1850, ahså umiddelbart efter slaget ved Isted.

Det er som bekendt i al historisk forskning farligt at "presse" et stof. Jo rigere, mere fyldigt og alsidigt et historisk materiale er, des bedre tåler det trykket af store, vidtgående slutninger. Der må på baggrund af det her anførte formodentUg - atter en gang - være tilstrækkeligt belæg til at postulere, at bavnen i vor nations historie op til nyeste tid har spillet en overordentUg stor rolle i det militære varslingssystem. Sidste gang, bavner militært tages i brug, var så sent som i krigen 1864, og man må sige, at denne krig blev - visuelt set - bavnens svanesang, så flot og intens som måske ikke set før i vor årtusindgamle krigshistorie. I 1864 var telegrafen opfundet og også i brug i hæren, selv om telegraftropper endnu ikke var indført, og det kunne umiddelbart synes antikveret, at man i denne krig stadig anvendte bavner som signalmiddel, som næppe overgås af telefon, fjernskriver m.m., og antændelse af en bavn svarer i virkeligheden til, at vi i vore dage affyrer en lysraket eller lyskugle, hvorved et stort område øjeblikkehg er alarmeret. Krigen i 1864 blev altså sidste gang, bavner anvendtes i hæren,- og de gjorde med bravour deres - omend forgæves - nytte. Efter stormen på Dybbøl 18. april trak hæren sig over til Als, hvis vestkyst blev stærkt besat, specieh siden langs Alssund. Alssund er ved Sønderborg kun ca. 200 m bredt og nordpå ved Amkilsøre ca. 735 m bredt, det vil sige, at der begge steder kun var få minutters roning for preusserne og et tilsvarende kort varsel for danskerne til at alarmere de kantonnerede regimenter. På Als stod ikke mindre end 2., 5 og 6. Brigade, hver med to infanteriregimenter, artilleri og ingeniørtropper og to eskadroner, altså en betragtelig styrke med i ah ca. 12.000 mand, hvoraf adskillige nu - efter Dybbøls fald - havde fronterfaring. Langs den ca. otte km lange kyststrækning fra Sønderborg op til Amkilsøre var gravet 35 batterier og indskæringer, og i disse var monteret i alt 64 kanoner og morterer, Ugesom der var gravet skyttegrave mellem kanonstillingerne. Endvidere - og det er det centrale - var der på synhge steder rejst syv bavnestationer langs sundet, således (fra syd mod nord): Ved Sønderborg ladegård, Straabjerggaard, Engeshøj, Byggegaard, Rønhave, Amkilsøre og "gård nr. 1" (allemordligst), ahså en tæt bavnelinie til en strækning på blot otte km. Ved hver bavn udstilledes dobbeltposter, og den kompagnichef, der var nærmest det sted, hvor overgangsforsøget foretoges, skulle samtidig sørge for afbrænding af halmviske på en høj stang 50 m fra bavnen. Såsnart én bavn brændte, skulle alle antændes. Bavnemes bestemmelse var altså kun at alarmere, ikke at avertere om angrebspunktet. Meldinger skulle selvfølgelig afsendes samtidig med antændelserne. Desuden oprettedes en bavnestation til alarmering af panserbatteriet "Rolf Krake". Telegrafstationer var tillige oprettet i Ulkebøl, Augustenborg, Egen, Mels, Tandslet og Hømphav. Stationen i Ulkebøl havde forbindelse med alle de øvrige.

Den 29. juni kl. 0200 iværksatte preusserne, dækket af mørket, deres overgang, Bismarcks og von Moltkes sidste skaktræk for at tvinge Danmark i knæ. Tæt sammenstuvede sad de preussiske infanterister i bådene med geværet lodret mellem knæene under de 10-15 minutters roning. Da bådene var i midten af sundet, blev de opdaget. Der faldt et geværskud fra en dansk vagtpost på Als, og et øjeblik efter knitrede ilden fra hele kysten på Als, hvor de danske styrker stod i skyttegravene. Kanonerne sendte deres kardæskladninger ud over vandet, bavneme lyste øjeblikkelig langs hele sundet og kaldte de bagved stående danske styrker under våben. Samtidig blev også tavsheden brudt fra Sundeveds kyst, hvor den planlagte ildstøtte for bådene indledtes. Alle de preussiske batterier og alt det opkørte feltskyts gav sig til at overdænge tangen ved Arnkilsøre med granater, medens de langs kysten opstillede geværskytter rettede deres ild mod den modsatte kyst. Den preussiske kanon- og geværild, der indrammede landgangsstedet, var overvældende. Kaskader af geværprojektiler og granatsplinter for som opspringere rundt i Amkilskoven og nord for Kær Vig og ramte planløst træer, huse, hegn m.v. Det fortælles, at savværkerne senere ikke gerne modtog træ fra Amkilskoven, da veddet ofte indeholdt så meget metal, at savene blev ødelagt. Løbet var dog kørt, og uanset alarmskydning og de brændende bavner, der hidkaldte de i landsbyerne bagved kantonnerede regimenter, fik preusserne i de første vendinger for mange folk i land til, at de lod sig fordrive, og bagladegeværeme gjorde igen udslaget. Det var sidste gang, hæren gjorde brug af bavner. I en række følelsesladede breve og dagbøger fra deltagere i kampen har vi adskillige udsagn om, hvilket imponerende syn det var i den lyse sommernat at se hele kystlinien oplyst, næsten som om den stod i flammer. En vestjysk bondesoldat, der havde været i København, sammenlignede i et brev til hjemmet det betagende skue med fyrværkeriet i Tivoli. Nået hertil er der givet en række spørgsmål, som en officer naturligt vil stille, om ikke til selve bavnetj enesten og dens fysiske udførelse, som formenthg er uden større interesse, men snarere til den effekt, bavnerne i givet fald var påregnet at skulle udløse, set fra et taktisk-strategisk synspunkt. Hvor virksom tjenesten ved bavnerne er blevet udført i de skiftende krigsperioder, ved vi ikke meget om, for ét er som bekendt at befale, et andet at få ordrerne udført. Det er klart, at det - fælles for alle perioder - har været en belastende, uproduktiv og yderst upopulær tjeneste hos bønderne, som måske ikke altid forstod og accepterede den overordnede nytte af tjenesten. Der eksisterer altså også en række udtalelser i forordninger m.fl. om, at såfremt man ikke udførte tjenesten til punkt og prikke, ville det få alvorlige konsekvenser for de ansvarhge. Landalmuen var i ældre tid ikke altid lige viUig til at gribe til våben på rigets vegne, og man har i visse tilfælde - formentlig primært efter ledingens hendøen i slutningen af 1300-tallet og den tidligere så krigeriske danske bondestands afvæbning og afmilitarisering - simpelthen ikke stolet tilstrækkeligt på bøndernes engangement. Fx udgik i 1565 ordre til en række lensmænd på øerne om at holde øje med strandvagten, så den ikke spionerede for fjenden eller solgte forsyninger til ham. Lensmand Jørgen Bille (- 1601) beklager sig samtidig over bønderne, ikke deres loyalitet, men deres mod. Efter hans opfattelse var medicinen herimod, at kongen sendte nogle fænniker tyske landsknægte til hjælp (" ... så skulde de nok holde sig rede og vide at oppe sig!”) Vi ville også gerne have haft svar på, hvorledes modangrebene på landsatte styrker har været planlagt. Det er urimeligt og stridende mod militær tankegang at tro, at der ikke - fælles for alle historiske perioder - har hgget en form for færdigstøbte skuffeordrer, SOPer eller, hvad man nu har benævnt dem, for opmarch og angreb på de landsatte styrker, men vi ved ikke noget herom. Mere jordnært: Hvorledes har en samling af en 7-800 slet bevæbnede og dårligt uddannede bønder med et par kompagnier geworbne og eskadroner og måske et par kanoner fra de nærmeste garnisonsbyer grebet sagen an? Vi ved det ikke. Vi har - som anført - masser af ordrer og bestemmelser fra skiftende perioder om, at bønderne og evt. landevæm skulle møde på alarmpladseme, når bavneme brændte, men hvad så? Der har selvfølgelig været forskel på faren ved fjendtlige foretagener mod danske kyster, og nogle har næppe krævet egenthg militær indsigt at vurdere faren ved. Ankrede et par brigger eller fregatter op og begyndte at sætte bemandede både i vandet, var det selvfølgelig slemt nok for de nærmeste gårde og mindre bebyggelser, men et sådant foretagende kunne i sagens natur "kun" munde ud i plyndringer af nogle gårde, brandstiftelse, tyveri af kvæg m.v., og man måtte med føje regne med, at styrken nok skulle sørge for at indskibe sig inden mørkefald og danske forstærkningers ankomst. Drejede det sig derimod om en større koncentration af orlogsskibe, måske medhavende deciderede transportskibe, der kunne sætte regulære infanteriafdelinger, artilleri og rytteri i land, var det selvsagt en helt anden affære. Her måtte regnes med etablering af et permanent brohoved som basis måske for en regulær besættelse af en landsdel eller en direkte invasion af landet. At kunne dæmme op heroverfor betød hurtig tilkaldelse af landevæm, kystmilits - tidhgere ledingen - og regulære enheder fra de nærmeste garnisonsbyer, og hvordan disse uensartede enheder og formationer i samvirke ville have grebet en sådan sag an, ville have været interessant at vide. Det er højst tænkeligt, at det for enhver større landgang nærmest tidløse problem, som i så høj grad eksisterede for bl.a. generalfeltmarskalleme von Rundstedt og Rommel ved landforsvaret i Normandiet, og som skabte dybe uoverensstemmelser i Værnemagtens overkonmiando, også klart har eksisteret i det danske kystforsvar, nemlig: 1) Skulle fjenden standses allerede på strandbredden og kastes i vandet, inden han fik tid til at få større styrker i land og koncentrere og udfolde disse (som Rommel ønskede), eller skulle han have lejlighed til komme i land med sin hovedstyrke for så at stole på egen overlegne føring og egne stridskræfters styrke og derefter slå ham afgørende i et regulært feltslag (som von Rundstedt ønskede). Vi ved intet herom, og kilderne til besvarelse af sådanne hypotetiske spørgsmål tier eller eksisterer ikke længere. De bavner, der gennem århundreder ved angreb på riget med deres blus kaldte de danske militære styrker under våben og foranledigede dem sendt mod landgangsstederne, tog desværre denne viden med sig ind i historiens uigennemtrængelige mørke.

Bibliografi

Aktstykker fra Johan Adolf af Plöns Arkiv (1676-79), 1689 og 1700, medd. af A. Tuxen i Danske magasin, 5 R V (Kb. 1904) Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50, udg. af Generalstaben, bd. I-X (Kbh. 1867- 87) Den dansk-tydske Krig 1864, udg. af Generalstaben, bd. I-III (Kbh. 1890-92) Bidrag til Den store nordiske Krigs Historie, udarbejdet ved Generalstaben, bd. I-IX (Kbh. 1900-1934) Blom, Carl: Bidrag til den danske Krigsmagts Historie, bd. I-III (Kbh. 1869- 70) Haffner, Wolfgang: Flygtige Bemærkelser Sjællands Forsvar mod et overlegent fjendtligt Angreb betræffende, G.S. Krigen 1808-13 (Forsvarets Arkiver) Hedegaard, Ole A.: Leding og landeværn. Middelalderens danske forsvar (Vedbæk 1985) Jensen, N.P.: Den skånske Krig 1675-79, bd. I-III (Kbh. 1900) Kancelliets Brevbøger vedr. Danmarks indre Forhold. I uddrag udgivet af Rigsarkivet (1561-88) (Kbh. 1906) Klitgaard, C.: Landeværn og Bavnevagt, tr. i Vendsyssels aarbøger 1937 Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, bd. I (Kbh. 1956) Larsen, Karl: Et Folk i Krig (Kbh. 1914) Liljefalk, Axel og Otto Liitken: Vor sidste Kamp for Sønderjylland (Kbh. 1914) Meddelelser fra Krigsarkiverne, udgivet af Generalstaben, bd. I-IX (Kbh. 1883-1902) Oberstløjtnant J. Nordentofts seddelarkiv (ca. 200.000 kort) i Hærens Militærhistoriske Arbejders arkiv Ravn, J.T.: Fremstilling af Krigsbegivenhederne paa Als fra den 18. April til den 1. Juli 1864 (Kbh. 1870) Steenstrup, J.C.V.: Forelæsninger i krigsbygningskunsten ved Den Kgl. Militaire Høiskole, Del I-III m. 5 folianter fig. (Kbh. 1836-38) Steenstrup, J.C.H.R.; Studier over Kong Valdemars Jordebog (Kbh. 1874) Trap, J.P.: Danmark. Femte Udgave, bd. 1-31 (Kbh. 1958-1972) Vaupell, Otto: Den dansk-norske Hærs Historie, bd. I-II (Kbh. 1872-76)