Lige siden luftfartøjer første gang blev anvendt ved militære operationer under felttoget i Frankrig i august— september 1914 har deres betydning inden for helheden været i stadig og hurtig stigen, og det er vist nu af alle anerkendt, at kampen om luften vil være afgørende for krigens gang. Atom- og brintbombens til­ komst har yderligere fremmet denne udvikling, navnlig fordi den strategiske luftkrig herved er blevet den afgørende faktor, først og frem m est i krigsforebyggende henseende, men også med hen­syn til at vinde krigen, hvis deime trods alt skulle komme.

Formålet med nærværende artikel er at diskutere nogle af de konsekvenser, NATO i almindelighed og vi i særdeleshed kan drage af denne luftstridskræfternes afgørende betydning og af atom- og brintvåbnenes indflydelse på de m ilitæ re problem er, alt med henblik på forholdene, som de vil være, når den vesttyske oprustning er gennemfort.

Den grundlæggende konklusion, der må drages, er, at for­ holdene i dag er afgørende forskellige fra, hvad man kan kalde „i gamle dage“, altså i 1939 og tidligere.

Dengang regnede man med at få så meget varsel gennem forvæ rring af den udenrigspolitiske situation, m eddelelser om den anden parts m ilitæ re forberedelser o. s. v., at m an kunne nå at træffe visse foranstaltninger, i første række mobilisering, for at møde angrebet. Samtlige kontinentale hæres organisation var ind­ rettet herpå.

I dag er det nødvendigt at regne med, at krigen kan komme praktisk taget uden varsel, nemlig i form af åbning af den stra­ tegiske luftkrig fra angriberens side først og fremmest for at slå modstanderens flyvevåben (navnlig det strategiske) ud på dets baser, at sonderslå m odstanderens atom industri og andre nøgle­ anlæg og muligvis at terrorbombe visse store beboelses- og indu­ striområder for at søge at knække modstandsviljen.

Jo mere lagrene af atom- og brintvåben vokser på begge sider af jerntæppet, desto mere bliver det nødvendigt for en angriber at søge en global krigs åbning gennem ført som et lynagtigt angreb i form af strategiske luftangreb. Et sådant angreb må forventes at blive mødt med en øjeblikkelig gengældelse.

Selv om der er megen grund til at tro, at netop de frygte­ lige konsekvenser af en brintbom bekrig v il bevirke, at ingen vil vove at udløse den, at brintbomben altså i overvejende grad har fjernet truslen om en global krig (under forudsætning af, at den vestlige verden opretholder og udbygger sin m ilitæ re styrke), er det dog det ovenfor beskrevne billede af en krig, man fra militær side må lægge til grund for overvejelserne vedrørende forsvarets organisation. D. v. s., at man må træffe sådanne foranstaltninger, at tab og ødelæggelser bliver mest muligt begrænset, og at man kan udnytte egen ripost i den strategiske luftkrig. Man må med andre ord først og frem m est koncentrere sig om at overleve en krigs indledende fase, således at man kan hindre fjendtlig erob­ ring af territoriet.

Man har af denne fremstilling af forholdene fra visse sider draget den konklusion, at når krigen i luften er så afgørende, at det ikke kan udelukkes, at krigshandlinger på jorden under den indledende fase kun vil få et begrænset omfang, må man kunne indskrænke de konventionelle styrker i meget væsetlig grad. Man siger f. elks., at i atomalderen bar det intet formål at holde store dele af landets ungdom på kaserner.

Set fra et nationaløkonomisk synspunkt er dette naturligvis en bestikkende tankegang, som også er bekvem for visse p o liti­ kere, bl. a. fordi den almindelige borger er modtagelig for en sådan argumentation, som er enkel og ligetil, medens det er no­ get mere indviklet at imødegå den; men undersøger man proble­ met ud fra et m ilitæ rt synspunkt, må man konstatere, at de konventionelle styrker — i hvert fald i dag — inden for den samlede militære magtbalance er et uundværligt supplement til de strategiske flyverstyrker og de nye våben. Så længe man øst for jerntæppet holder meget store konventionelle styrker under vå­ ben, kan man vest for jerntæppet ikke undvære en modvægt af samme art. Jo mere en angriber bliver klar over, at en global krig eller trusel heroin må opgives som politisk magtmiddel, fordi den ikke betaler sig, i desto højere grad vil han aktivere andre veje til at nå sit mål: Verdensherredømmet. Som sådanne veje kan f. eks. tænkes lokale krige, krige ved stedfortræder o. lign., kupagtige overfald og infiltration, altså foretagender, udført alene ved konventionelle styrker.

NATOs konventionelle styrker skal således bl. a. kunne løse følgende opgaver:

a) Inden for den samlede krigsforebyggende anstrengelse dan­ ne modvægt mod de stærke konventionelle styrker øst for jerntæ ppet og ved deres tilstedevæ relse hindre, at de i Østtyskland stående styrker uden forstærkninger østfra og således uden varsel skulle kunne gå til angreb på Vest­ europa som helhed.

b) Hindre, at angriberen ved kupagtige overfald med mindre styrker, evt. halvmilitære formationer, folkepoliti o. lign. eller ved 5. kolonne og infiltration skulle kunne tilrive sig begrænsede områder uden at møde modstand og så­ ledes stille NATO over for et fait accompli. De stående styrkers eksistens skal gøre det klart, at et forsøg på over­ fald vil føre til alvorlig kamp på stedet, en kamp der vil sætte hele NATO i aktivitet.

c) I tilfælde af, at en storkrig trods alt skulle udbryde, skal de konventionelle styrker hindre erobring af det vest­ europæiske territorium så længe, at virkningerne af NATOs strategiske gengældelsesangreb mod angriberen får tid til at gøre sig gældende.

Hvad enten forsvaret planlægges med henblik på en global krig, på lokale krige el. lign. eller med henblik på den krigs- forebyggende opgave, bliver forudsætningen den samme, nemlig at forsvaret må kunne imødegå angreb iværksat uden varsel. Kon­ klusionen heraf er, at NATO i fredstid må råde over et sådant minimum af stående styrker af alle tre værn, at de dels virker krigsforebyggende, dels er i stand til at hindre en erobring af dele af territoriet ved et kupagtigt angreb. Inden for de kon­ ventionelle styrker må de stående styrker derfor have 1. prioritet, da deres tilstedeværelse og indsats er forudsætningen for, at for­ beredte foranstaltninger overhovedet kan komme til udførelse.

Man vil kunne spørge, om denne ide om de stående styrkers primære rolle betyder, at man ingen reservestyrker (mobilise­ ringsstyrker) behøver at have. H e rtil m å svares, at de stående styrkers beskedne omfang nødvendiggør, at de snarest suppleres med mobiliseringsstyrker, der har en sådan uddannelse, at de straks efter at være mobiliserede kan indsættes side om side med de stående styrker. Der må endvidere også rådes over en kategori mobiliseringsstyrker, der — selv om deres uddannelse ved mo­ bilisering ikke er på højde med de forannævntes, bl. a. fordi de tilhører ældre årgange, og de derfor ikke uden yderligere træ­ ning vil kunne indsættes i bevægelig, moderne krig under alle forhold — dog um iddelbart efter m obilisering kan løse defensive opgaver og herved danne faste holdepunkter, som den bevægelige kamp kan støtte sig til.

I denne forbindelse vil en kort omtale om den taktik og kampmåde, som atomvåbnet indsat i taktisk rolle vil kunne med­ føre, måske være på sin plads.

Som bekendt er spredning det virksomste middel til at und­drage sig eller reducere virkningen af fjendtlige atomvåben. For at denne spredning ikke skal gøre føringen umulig, er det nød­ vendigt at øge bevægeligheden således, at hurtige koncentrationer af begrænset varighed er mulige. Hyppige flytninger af enheder kunne tænkes som m iddel til at vanskeliggøre den fjendtlige ef­ terretningstjeneste, men mulighederne herfor er begrænsede dels af hensyn til sårbarheden under flytninger, dels for ikke at slide for meget på personel og materiel. Kravet om at grave sig dybt ned kommer også til en vis grad i strid med ønskeligheden af at foretage hyppige flytninger. Troppeføreren må træffe beslutnin­ gen i disse forhold under afvejning af „for og imod“.

Under hensyn til kravene om beskyttelse af tropperne må man finde frem til en kampmetode, der på den ene side muliggør det for afdelingerne at overleve og på den anden side muliggør det for troppeføreren at gennemføre kampen. Det må herunder huskes, at også modstanderen har disse vanskeligheder at kæmpe med.

Man kan forestille sig, at kampen vil blive en kamp over fla­ der eller zoner og ikke om successive linier eller forsvarsstillinger. Ved at basere sig på en afventen af fjenden i forsvarsstillinger vil man på forhånd have afskrevet en væsentlig del af chancen for succes. Kampen vil kræve smidighed, fantasi og dynamik fra førernes side på alle trin og hurtige bevægelser. Det vil ved an­ greb eller modangreb mindre dreje sig om at erobre eller fast­ holde visse terrainafsnit, men mere onv at ødelægge fjendtlige styrker i visse områder for måske derefter atter at trække sig tilbage. I jo højere grad atomvåbnet i fremtiden vil blive „kon­ ventionelt“ som et „ground to ground“ våben, desto mere vil be­ vægeligheden blive grundlaget for føringen.

Een ting må imidlertid ikke ske: At man for at gennemføre den ønskede spredning fordeler sine styrker jævnt over det hele. Princippet om tyngdedannelse i tid og rum er fortsat gældende både i angreb og forsvar.

Fodfolk, artilleri og ingeniørers rolle i helheden vil ikke blive mindre end før. For at kunne gennemføre den bevægelige taktik, må der være nogle områder, hvor man holder fast. Som chefen for den nordlige armégruppe i Tyskland, general Gale, har sagt: „Somebody has got to stand somewhere“. Kravene til fodfolkets poster og patrouiller vil være stigende bl. a. under hensyn til den taktiske efterretningstjenestes voksende betydning og under hensvn til at imødegå infiltration.

Af afgørende betydning vil det være, at hele kommando- apparatet kan virke, således at føringen selv imder de vanskelig­ ste forhold kan gennemføres. Kravet til signalmidler, særlig radio og radiorelæ, vil derfor vokse, også fordi en leddeling af kom­ mandostationer bliver nødvendig. Signalmidler vil imidlertid ikke være nok. Førernes personlige aktivitet på alle trin vil være af større betydning end nogen sinde. Ansvarsglæde og karakterstyrke til at tage en velberegnet risiko kombineret med offensiv ind­ stilling er nødvendig. En moderne krig vil atter sætte disse klas­ siske føreregenskaber i højsædet — den vil blive „la guerre des chefs“.

Betydningen af den taktiske efterretningstjeneste vil være stadig voksende.

Af det ovenfor fremførte fremgår, at krigen må regnes at stille krav til stor bevægelighed og slagkraft, herunder ildkraft. Spørgsmålet om, hvorledes den fremtidige organisation bør være, studeres overalt, og omfattende forsøg i de store lande skal bi­ drage til at klare problemerne. Forinden de for Danmark gæl­ dende forhold omtales, skal som almindelig orientering gives en kort fremstilling af de i Frankrig og Tyskland i øjeblikket her­ skende ideer. At disse kan ændres, efterhånden som studier og forsøg skrider frem, er klart, og det kan meget vel vare nogen tid endnu, før nogenlunde klarhed over problemerne kan foreligge.

I Frankrig har den ledende tanke været at skabe divisioner, der for at kunne overleve skal kunne kombinere spredning med muligheden for hurtig koncentration af begrænset varighed og for at kunne kæmpe skal besidde stor taktisk bevægelighed kom­ bineret med en stærk konventionel bevæbning. Man har derfor stræbt mod smidige, hurtige divisioner på omkring 11.000 mand nted et betydeligt antal terraingående vogne og med en ildkraft af samme størrelsesorden som de „gamle“ divisioner. Føringen skal lettes ved udviklingen af signalmidlerne. Inden for divisio­ nen er regimenterne o. lign. „interarmes“, altså kampkrupper omfattende alle våbenarter og bygget op efter „4-princippet“ (4 lette kompagnier i bataillionen, 4 delinger i kompagniet og i eskadronen).

Franskmændene arbejder navnlig med udvikling af to typer divisioner: En motoriseret infanteridivision og en let mekaniseret division (Division Mécanique Rapide).

Den motoriserede infanteridivision er på 11.000 mand (mod 18.700 i den nuværende franske division).

Den består af
— divisionskommando,
— telegrafbataillon,
— ingeniørbataillon,
— logistik-bataillon samt af 5 kampgrupper (kaldet regimenter) 1 chokgruppe (regiment de choc) 1 artillerigruppe. Kampgruppen (groupement interarmes også benævnt Regi­ment motorisé) er på 1200 mand og omfatter:
— et opklarings- og panservæmskompagni med lette kampkøretøjer,
— 1 tungt kompagni med luftværn, 4 120 mm morterer og panserværn,
— 4 lette kompagnier å 4 delinger og 2 81 min morterer. Chokgruppen (Regiment de clioc) er på 1000 mand og inde­holder kampvogne, panservæm og andre kampkøretøjer. Artillerigruppen består af 1 afdeling 105 mm FH å 3 bat­ terier å 6 piecer, 1 afdeling 155 mm FH å 3 batterier å 6 piecer og 1 afdeling 40 mm luftværn å 2 batterier å 8 piecer.

Denne division, der er baseret på små kombinerede kamp­ grupper, der er stærkt udstyrede med terraingående vogne og der­for meget smidige, regnes at have samme ildkraft som den gamle division. Reduktionen med hensyn til artilleri er søgt opvejet ved tildeling af 20 stk. 120 mm morterer. Den er i stand til at optage forstærkning af panser og artilleri.

Den lette mekaniserede division skal løse de opgaver, man tidligere anvendte kavaleridivisioner til, nemlig strategisk opkla­ ring på store afstande, lukke mellemrum på kamppladsen, gen­ nemføre sikringsopgaver over bred front o. lign.

Divisionen er på 7400 mand og består ud over telegrafenheder, ingeniørenheder m. v. af

— 1 opklaringsregiment med panservogne,
— 2 kombinerede regimenter (regiments interarmes) hvert med
   — 1 opklaringseskadron på jeeps,
   — 2 eskadroner lette kampvogne,
    — 2 kom pagnier panservæm,
— 1 infanteriregiment med
   — 1 let kampvognseskadron,
   — 4 lette kompagnier,
— 1 artilleriafdeling å 3 batterier 105 nun FH (S/P).

Ud over disse to divisionstyper regner franskmændene med panserdivisioner å 3 panserkampgrupper (1300 mand) og en „di­ vision de voltigeurs“ på ca. 7000 mand bl. a. til „fladeforsvar“, altså hvad vi vil kalde regionalt forsvar.

I Tyskland er planerne gået ud på at skabe to typer, nemlig en infanteridivision på 13000 mand og en panserdivision på 12000 mand.

Infanteridivisionen skulle omfatte: divisionskommando, 2 kampgruppestabe, 1 telegrafbataillon, 1 opklaringseskadron, 7 batailloner fodfolk ca. 850 mand, 1 kampvognsbatillon, 2 artilleriafdelinger 105 mm, 1 artilleriafdeling 155 mm, 1 ingeniørbataillon, 1 luftværnsafdeling, 1 panserværnsbattaillon, faglig enhed.

Panserdivisionen skulle omfatte bl. a. 2 kampgruppestabe, 3 kampvognsbatailloner og 3 infanteribatailloner.

Som det ses, er begge de tyske typer divisioner organiseret efter det system, som amerikanerne allerede under krigen an­ vendte ved deres panserdivisioner, en organisation der muliggør en efter situation og opgave skiftende sammensætning af kamp­ grupper, altså stor smidighed under operationerne.

I USA og Storbritannien synes tendensen at gå i retning af noget talstærkere og mindre lette divisioner end de ovenfor om­ talte franske og tyske.

Hvis vi herefter vender os til vore egne forhold, må først og fremmest den foran omtalte forudsætning lægges til grund, nemlig at situationen er radikalt ændret i forhold til tidligere. Vi må ordne vort forsvar således, at det kan møde et uvarslet angreb, at det kan overleve den indledende fases voldsomme be­givenheder, og at det inden for den givne ramme kan hindre erobring og besættelse af vort territorium. Ved at have en rimelig chance for at kunne løse disse opgaver, vil det tillige kunne bi­ drage effektivt til NATO s hovedopgave: At forebygge krigen.

Når vi derfor skal diskutere, hvilke opgaver det landmilitære forsvar skal kunne løse, må vi klargøre os rammen, inden for hvilken de landmilitære styrker skal virke, herunder den hjælp, vi vil kunne vente fra vore allierede.

Den mest effektive hjælp, vi under de givne forhold kan få, vil være den indirekte hjælp i luften, som NATOs kamp om det europæiske luftrum vil kunne give, en kamp, hvori vort eget flyvevåben vil have sin rolle at spille. En angribers muligheder for fortsat flvverstøtle af et konventionelt angreb mod Danmark vil være direkte afhængig af udfaldet af NATOs bekæmpelse af angriberens flyverstyrker og af kampen om det enropa'iske luft­ rum.

Den anden form for hjælp, vi kan bygge på, et, at allierede divisioner forsvarer det holstenske område og herved allerede i krigens indledende fase spærrer adgangsvejene op gennem den jydske halvø. Hertil kommer den væsentligste ændring på søen, som vesttyske flådestyrker i den vestligste del af Østersøen vil betyde også for forsvaret af dansk territorium.

Inden for denne ramme vil opgaven for vore landmilitære styrker først og fremmest være offensivt at imødegå tropper, der landsættes fra luften og/eller fra søen. Sådanne styrker kan tænkes landsat i form af et mere omfattende angreb, f. eks. for at erobre Sjælland. De kan endvidere både i Jvlland-Fyn og på den sjællandske øgruppe tænkes indsat i form af mindre styrker for at erobre visse nøgleobjekter og endelig som små grupper af faldskærmsfolk for at udføre sabotage el. lign.

Luftbårne tropper må regnes at være hårdt trænede elite­ tropper med tunge våben som f. eks. morterer og feltartilleri, derimod kan kampvogne næppe regnes nedkastet ved faldskærm. Luftbårne styrker vil ifølge sagens natur kun råde over begræn­ sede transportmidler og vil derfor næppe være motoriserede i egentlig forstand. Men såvel kampvogne som andet tungt ma­ teriel kan hurtigt landsættes, hvis det lykkes de først landsatte tropper at erobre og udnytte en flyveplads.

Tropper landsat fra søen må påregnes at medføre tungt ma­ teriel af enhver art og vil, hvis de får rådighed over en eller flere havne, have forbedrede muligheder for at gennemføre en hurtig landsætning. Sker landsætningen over åben strand, må der — uanset anvendelse af moderne materiel — regnes med vanskelig­ heder. Dog må man være forberedt på landsætning af kampvogne i 1. vending. Anvendelse af helikoptere vil kunne lette land­ sætningsoperationen.

Formen for en landsætning under atomkrigens vilkår må påregnes at være meget forskellig fra den anden verdenskrigs landsætninger, hvis store koncentrationer ville være udprægede atommål. Der må forudses en landsætning spredt over store kyst­ strækninger med mindre styrker indsat på de enkelte landsæt­ningssteder.

Tilsvarende gælder også for landsætninger fra luften, hvor fornøden spredning må gennemføres.

Problemet om vore landmilitære styrkers organisation liar to sider, nemlig organisationen i almindelighed med henblik på beredskabet og selve sammensætningen af divisioner, regimenter o .s. v.

Som ovenfor nævnt må der skabes det højest mulige bered­ skab af stående kampklare styrker. Det er nødvendigt, at de stående styrker får det talmæssigt set størst mulige omfang. Det er dette forhold, der nødvendiggør indførelse af personelerstat­ ningssystemet, hvorved grunduddannelsen af de værnepligtige for flertallets vedkommende kan nedsættes fra ca. 8 måneder til 4 måneder; man vil herved opnå maksimal udnyttelse af værnepligtsmassen i form af stående enheder med størst mulig talmæs­ sig styrke, konstant beredskab og konstant uddannelsesstandpunkt. Man undgår således svingninger i beredskabet.

Dernæst må vi have styrker, der um iddelbart ved mobilise­ring skal være fuldt kampklare og kan indsættes side om side med de stående styrker, som altså herved kan få en hurtig for­ stærkning. Sådanne enheder må dels allerede i fredstid råde over et vist nøglepersonel, bl. a. for så vidt angår signaltjenesten, dels sammensættes af værnepligtige og reserveofficerer, der enten nylig er hjemsendt efter første uddannelse eller som nylig har været genindkaldt. Derfor vil genindkaldelser være af stor betydning for hærens kampkraft.

Resten af mobiliseringsstyrkerne skal som nævnt løse regio­ nale forsvarsopgaver, og de skal sammen med hjemmeværnet, hvis indsats her vil være uundværlig, sikre de mobile styrkers ryg, flanker og forbindelseslinier mod mindre grupper faldskærms­ tropper, mod mekaniserede opklaringsstyrker og mod 5. kolonne. De skal kort sagt ved forsvar af nøglepunkter og nøgleområder give det bevægelige, offensivt førte forsvar nogle sikre områder, som det kan støtte sig til. Også disse enheder må i fredstid råde over de nødvendige linie- og reserverammer, ligesom genindkal­ delser må gennemføres, omend med større mellemrum og af kor­ tere varighed.

Den forøgede fasthed og uddannelse, som disse enheder vil kunne opnå efter mobilisering, skal efterhånden gøre dem an­ vendelige på lige fod med de to førstnævnte kategorier.

Det ses således, at den nuværende inddeling i regionsforsvar og felttropper stadig vil være gældende, således at man i de to kategorier anvender tropper, der har den for opgaven nødvendige uddannelse.

Når man skal diskutere selve organisationen af enhederne, kan man vist sige, at infanteridivisionen på 18—20.000 mand, således som den indtil nu har eksisteret overalt i de vesteuropæi­ ske hære, for vore forhold må betragtes som en noget stor og uhåndterlig enhed, som faktisk kræver betydelig tid til sammen- arbejdning for at kunne virke. Dette kan til en vis grad nås ved, at divisionen eksisterer i fredstid med sit kommandoapparat og en vis procent af sine styrker og får lejlighed til at holde nødven­ dige øvelser. Det må imidlertid anses for tvivlsomt, om dens or­ ganisation kan anses for hensigtsmæssig for vore forhold med henblik på den nødvendige bevægelige optræden, altså om den har den fornødne smidighed. Ved overvejelserne herom føres tanken hen mod en lettere division af væsentlig mindre størrelse, hvori indgår bevægelige enheder med et stærkere islæt af panser.

For vore forhold gælder det som nævnt om at have enheder, der først og fremmest skal være i stand til ved offensiv optræden at nedkæmpe tropper landsat fra luften eller søen. Desuden må vi have enheder, som kan fastholde fjenden, spærre vejen for ham og således hindre de enkelte landsatte grupper i at forene sig. Operationerne kan således tænkes at ville forme sig som mindre operationer forskellige steder, dels defensive, dels offen­ sive og bevægelige.

Uanset hvilke resultater man endeligt når til i USA, Eng­ land, Frankrig og Tyskland, bør vi søge at opbygge vore styrker først og fremmest med henblik på disse specielle forhold og opgaver.

Opgaverne vil kræve bevægelighed og pansring samt smidig­ hed i organisationen, således at man i givet fald kan formere kombinerede grupper, sammensat efter de foreliggende konkrete taktiske opgaver.

Ved at have divisioner på f. eks. 8— 12.000 mand, bestående af 2— 3 brigadestabe (kampgruppestabe) og 6— 8 batailloner, 2— 4 artilleriafdelinger samt øvrige våben, ville man kunne opnå dels betydelig smidighed, dels en styrke af en størrelse, det vil være overkommeligt at føre under bevægelige og skiftende operationer.

Ved under divisionen at have kampgrupper eller brigader, opbygget omkring fodfolk og panser, og med enheder af de øvrige våben efter behov, vil man kunne disponere over smidige, hånd­ terlige operative enheder, der hurtigt vil kunne sættes ind i be­ vægelige operationer m od luft- eller sølandsatte styrker. En be­tydelig bevægelighed og et kraftigt islæt af panser vil være en forudsætning for, at en sådan division virkelig kan klare sig under den nævnte form for krigsførelse. En vis decentralisering af panserstyrkerne vil være nødvendig, dels af hensyn til situatio­ nen i luften, dels for at kunne danne et så stort antal pansrede stødgrupper som muligt. Et antal af divisionens batailloner må derfor være panserbatailloner, bestående af kampvognseskadroner og panserskytteeskadroner og resten af batailloneme rene fod- folksbatailloner. Disse sidste skulle da bl. a. anvendes til at danne den „front“ i tilslutning til hvilken, panserbatailloneme blev ind­ sat til angreb.

Et stort problem vil være transportmidler til fodfolket. At det ideelle ville være pansrede bæltekøretøjer, kan man hurtigt blive enige om; men sådanne køretøjer er meget kostbare i drift og vedligeholdelse. Problem et øvelsespladser spiller også ind. Et nøje studium af disse problemer og afvejning af det ønskelige kontra det økonomisk mulige vil blive nødvendigt. Spørgsmål om anvendelse af cykeltransport (operativt, ikke taktisk) må også undersøges.

Det bliver nødvendigt at gennemgå organisationsskemaerne og bortskære alle ikke strengt nødvendige folk i underenheder og enheder, således at disses talmæssige styrke ikke overstiger det for den nødvendige ildkraft eller for løsning af den forudsatte opgave absolutte minimum.

At en forøgelse af panserelementet i hæren er ønskelig, er hævet over enhver tvivl. Over for landsætninger fra søen vil pansrede enheder kunne gribe ind på et tidligt tidspunkt, og for luftbårne tropper er panser den mest frygtede modstander. Jo stær­kere panserelementet er i fredsberedskabet, desto mere forebygger man, at luftbårne angreb i større stil overhovedet vil blive sat ind.

En af de store vanskeligheder bliver den faglige tjeneste, hvis problemer f. eks. kunne tænkes løst ved udlægning af et antal mindre depoter, som afdelingerne under de bevægelige ope­ rationer kan trække direkte på for således navnlig i den indle­ dende fase at være uafhængig af sårbare forsyningslinier.

Endnu en ting skal nævnes, nemlig nødvendigheden af, at kommandoapparatet med tilhørende minimum af signalmidler eksisterer og virker allerede i fredstid — lielt op til de overste myndigheder. Den sidste krigs erfaringer bar understreget dette krav, der i hvert fald ikke ville blive mindre under en atomkrig.

Til slut et par ord om de tre værns roller inden for hel­ heden. De tre værn danner et samlet hele, der må opbygges af­ balanceret — intet af de tre værn kan undværes, de er i hele deres virksomhed afhængig af hverandre. Om flyvevåbnets store betydning hersker almindelig enighed. Søværnets opgaver med hensyn til at spærre gennemsejlingsfarvandene og at sikre for­ syningslinierne i vore farvande, er åbenbare. Men betingelsen for, at de to andre værn kan løse disse opgaver, er, at territoriet med dets flyvepladser, krigshavne, radarstationer og forsyninger hol­ des, og dette kan ikke gøres uden stærke og slagkraftige hær­ styrker.

Erik Kragh.