Log ind

Anmeldelser 1930 - 7

#

Hasse, Carl: „Die englisch-belgischen Aufmarschpläne gegen Deutschland vor dem Weltkriege. Eine militärische Studie über die „Conventions anglo-belges“ mit neuen Dokumenten. Almathea-Verlag. Wien 1930.

Intet har som bekendt spillet en saa stor Rolle ved Bedømmelsen a f Krigsaarsagerne og Skylden i Verdenskrigens Omfang som den tyske Indmarch i Belgien. Ved Tyskernes hurtige Frem rykning lykkedes det dem i Bryssel i Efteraaret 1914 at komme i Besiddelse a f forskellige hemmelige Dokumenter, der omhandlede Beretninger fra belgiske Gesandter til Regeringen og dennes Stilling til disse samt nogle spredte Optegnelser om militære Forhandlinger mellem den belgiske Generalstab og højere engelske O fficerer samlede i en Mappe med Paaskrift „Conventions anglo-belges“ . Som forstaaeligt søgte man fra tysk Side at udnytte Fundet til Retfærdiggørelse a f Tysklands Brud paa Belgiens garanterede Nevtralitet; men Offentliggørelsen gjorde ikke den forventede Virkning hverken i Tyskland selv eller i Udlandet. I en Note a f 11. Januar 1917 kendetegner den tyske Regering sit Standpunkt saaledes : „Den kejserlige Regering formaar ikke at anerkende, at den belgiske Regering stedse liar overholdt de Forskrifter, som dens Nevtralitet paalægger den. Allerede for Krigen har Belgien under Englands Paavirkning støttet sig militært til England og Frankrig og har derved selv krænket Aanden i den Overenskomst, der skulde sikre Landets Uafhængighed og Nevtralitet.“ Senere fraviger den tyske Regering dette Standpunkt, idet den den 27’ Maj 1919 i Versailles overrækker et Skrift, udarbejdet a f dens Delegerede Delbrück, Weber, Grev Montgelas og Mendelssohn-Bartholdy, hvori den udtrykkelig beklager, at man under Krigen forbigaaende har opgivet at gøre en mod Belgien forøvet Uret god igen, og at man har forsøgt en yderligere Retfærdiggørelse a f den tyske Indmarch. Samme Standpunkt indager den af Schwertfeger 1925 paa Undenrigsministeriets Foranledning udgivne Samling „Die belgischen Dokumenten zur Vorgeschichte des Weltkrieges 1885 bis 1914“ . Siden er den saa lidenskabeligt forte Kamp forstummet.

I sit Forord siger Forfatteren, at der er' begaaet en tungtvejende Fejl, der væsentlig har bidraget til, at „Conventions anglo-belges“ , som oprindelig virkede som Sandhedens Fakkel, senere betragtedes som en harmløs og ligegyldig Sag. Fo r Striden om, hvorvidt de senere offentliggjorte omhandlede Tildragelser politisk retfærdiggør den tyske Indmarch, har man forsømt at underkaste selve „Conventions anglo-belges“ en grundig militær Undersøgelse. Det er Forfatterens Hensigt med Bogen at gøre denne Forsømmelse god igen, idet han kritisk behandler det militære Grundlag og i den Anledning samler alle Dokumente)', der hidtil slet ikke eller kun brudstykkevis har været offentliggjort, især de meget interessante Militærtransportplaner, der giver vigtige Oplysninger om de operative Hensigter. Disse Dokumenter fremtræder1 i Lystryk, fremstillede efter Originalen ad fotografisk Vej. Samtalerne mellem den belgiske Generalstabschef, General Ducarne, og den engelske Militærattaché, Oberstløjtnant Barnadiston, fandt Sted Januar— A p ril 1906 paa sidstnævntes Foranledning. Oberstløjtnant B. præciserede 1) at Samtalerne (conversations) var- absolut fortrolige, 2) at de ikke bandt hans Regering, o ) at hans Minister, den engelske Generalstab, General Ducarne og han selv var den eneste, der i Øjeblikket var indviede i Fortroligheden, og 4) at han ikke vidste, om hans Suveræn forud var bleven underrettet. Under Samtalerne drøftedes en Masse Enkeltheder om de respektive Landes Styrkeforhold, Mobiliseringstider, Transporter, Opmarcher og operative Maal. Akterne fremtræder ikke som et samlet og undertegnet Hele, men var som foran anført samlede i en Mappe, hvorpaa Generalstabschefen personlig havde skrevet „Conv. ang.-bel.“ , en Omstændighed, som Forfatteren tillægger særlig Betydning. Forfatteren kommer til det Resultat, at det her drejer sig om en Militærkonvention, som ikke kunde være mere fuldkommen, hvis det drejede sig om et officielt Forbund, og slutter sig til en Udtalelse a f Dr. Robert Paul Oszwald i „Kriegsschuldfrage“ , der lyder saaledes: „Belgien var forpligtet til at bevare sin Nevtralitet lige over for alle Stater. Dermed er det uforeneligt at begunstige den ene Stat (England), saaledes at man prisgiver for den Forsvarets største Hemmeligheder og forbereder fælles militære Operationer. Forsyndelsen mod Nevtraliteten blev forværret ved, iit Begunstigelsen af England var til Skade for en anden af Garanterne for Overenskomsten, Tyskland, og at dette blev holdt i den falske Tro, at Belgien stadig var nevtral“ . Bogen, der omhandler et af Verdenskrigens mest omdebatterede Emner, har saaledes paa Forhaand Krav paa almindelig Interesse. Idet den er ledsaget af de officielle Dokumenter, giver den Læseren Lejlighed til selv itt drage sine Slutninger. Disse vil maaske ikke altid falde sammen med Forfatterens, der gaar ud paa, at Belgien, der allerede før Krigen havde brudt sin ligelige Nevtralitet, ikke kunde gøre Krav paa Hensynstagen fra tysk Side. Om Bogen vil forandre noget paa Verdens Syn paa den tyske Nevtralitetskrænkelse straks ved Verdenskrigens Begyndelse er et Spørgsmaal.

C. F.

K. H. Rockstroil: General de Meza op Dannevirkes Rømninp. (C. A. Reitzels Forlag). Kaptajn Rockstrohs i 1928 udkomne: General de Mezas Krigsdagbøger“ har haft en for den slags bøger ret usædvanlig, men ikke ufortjent skæbne, at blive så godt som udsolgt straks. Hvor værdifulde krigsdagbogerne end vil være også i fremtiden, knytter interessen sig dog i særlig grad til den biografi a f generalen, som fo rfa tteren indledede dem med, og i rigtig erkendelse heraf, hvad også de talrige anmeldelser må have bestyrket forfatteren i, har denne nu påny udgivet denne biografi i en lidt udvidet form, hvortil der ligesom i den fø rste udgave er knyttet general de Mezas „sidste og uigenkaldelige votum“ , denne gang i en fuldstændig gengivelse. Endelig har forfatteren tilføjet en vurdering af, hvad der skete i hovedkvarteret bag Dannevirke i dagene 1’— 4’ februar 1864. Under disse omstændigheder samler interessen for den nye bog sig om sidstnævnte afsnit. Det er blevet en militærhistorisk studie a f stor værdi, vidnende om et betydeligt kendskab til både litteraturen og til de utrykte kilder om denne vor sidste krig, og tillige visende fo rfatterens evner til kilde-kritisk forskning. Den, der har arbejdet sig gennem generalstabsværkets tunge og langtfra afklarede stof og gennem årene har suppleret det med C. Th. Sørensens og andre, mindre fyldestgørende arbejder på det krigshistoriske omrade, foler sig straks tiltalt af kapitlet om hærens tilstand ved krigsudbruddet. Hvor kortfattet det end er, giver det et klart og uhildet billede a f forholdene og understreger kraftigt, i hvor hoj grad der tiltrænges en ny behandling a f krigens historie som helhed som a fløsning a f generalstabsværkets ofte misvisende og til tider ganske ukritiske frem stilling a f begivenhederne. Også kildestoffet er vokset betydeligt i årenes lob, og til den politiske baggrund foreligger der nu en række grundige bearbejdelser og aktstykkesamlinger. Det er forståeligt, at forfatteren efter arbejdet med de Mezas dagbøger fra 1818— 50 og med den deraf fly ­ dende biografi, har fastholdt billedet a f hans personlig hed fra treårskrigen; men det er et spørgsmål, om han har gjort helt rigtigt i, direkte at projicere dette over på 1864. De forløbne 14 år har spillet en større rolle, end forfatteren vil anerkende. Den 72-årige overgeneral besad vel endnu mange a f brigade- og divisionsgeneralens egenskaber, som de kom til fuld udvikling under treårskrigen, men hos en mand a f de Mezas særlige åndelige støbning gjorde alderen sig mere gældende end forfatteren lader formode a f det billede, han både i biografien og i beretningen om de betydningsfulde februardage giver af ham.

De Meza tog det fulde ansvar fo r Dannevirkes rømning og havde helst taget det helt alene ved som den eneste ansvarlige at underskrive protokollen fra krigsrådet den 4’ februar. Det deraf opstående billede a f en helstøbt personlighed få r dog en slagskygge ved den forunderlige passivitet overfor hærens ledelse både før og efter Dannevirkes rømning, der ikke retfærdiggøres ved forfatterens understregning a f den frihed, han gav sine underordnede efter først at have givet sine direktiver. Når forfatteren sammenligner forholdene her med de tilsvarende ved krigsrådet i 1849 i Vejlby præstegård, hvor han „lod sin stabschef, Worishoffer, udtale, „hvad han i Forvejen havde tilkendegivet som sin Opfattelse“ , halter sammenligningen; thi her var dels Kauffmann stabschefen, og om hans forhold til overgeneralen har forfatteren givet et ualmindelig klart Lullede, dels vides det ikke, at de Meza har givet ham direktiver, ja det modsiges direkte a f Kauffmanns hele mærkværdige optræden i krigsrådet. Forfatteren har rettet et ualmindelig skarpt søgelys mod hovedkvarteret i disse fire dage. A f dem, der træder inden for lyskeglen, er Kauffmann absolut den, man få r det tydeligste billede af, dernæst a f Monrad, hvis bestræbelser for at hindre en nærmere forbindelse mellem overkommandoen og kongen, er udmærket set og gengivet. Mere i periferien står krigsrådets deltagere, og de Meza — ja, hvor meget ses der egentlig af selve hovedpersonen? Vist egentlig mindre, end fo rfa tteren selv mener. Her savnes så afgjort lignende dagbognotitser som dem, der nu er udgivet fra treårskrigen, og „det sidste uigenkaldelige votum“ kan ikke træde i stedet. Det er skrevet, efter at begivenhederne havde udviklet sig, og er sunket ned i 2’— 3’ rang som kildestof. Søgelyset for den 3’ februar er faldet med fuld kra ft på Kauffmann og har ubarmhjertigt afsløret denne som manden, der bærer skylden for, at det gik som det gjorde. Men fritager det overgeneralen fuldstændig for ethvert ansvar? Projektorens lyskegle ikke så meget som strejfer ham. Og da situationen tilspidses natten mellem den 3’ og 4’, sover han 1 Troppeinspiceringen den 4’ er en stumfilm uden forklarende tekst. Det er ikke forfatterens fejl, det er de Mezas! End ikke sin stabschef lader han ane, hvilket syn han har på situationen, og krigsrådet påtvinges ham. Formodningen (pag. 67) om, at Monrad natten mellem 3’ og 4’ februar havde indtryk af, måske endog kendskab til overkommandoens overvejelser, er misvisende. Overkommandoens vigtigste person, de Mezas, overvejelser kendte ingen. Endnu i krigsrådet var hans overvejelser ikke nået frem til en beslutning, som han lod stå uimodsagt. I krigrådet gør vel de Meza,, klart og bestemt“ rede fo r forholdene, men er derefter tavs eller så godt som.

Det er Kauffmann, der gør indsigelse mod Hegermanns forslag om et natligt overfald på fjenden for at sløre a fmarchen. Først da enstemmighed ikke kan opnås for rømningen, erklærer de Meza: „Så bliver v i!“ Han kan altså lige godt bruge de to yderpunkter. Da spørgsmålet om underskrift kommer til debat, hører han uden indsigelse på, at hans stabschef truer med at kuldkaste den tagne beslutning, hvis han ikke få r sin vilje, denne forunderlige udtalelse, som stiller ham direkte op mod hans chef, og som vil blive stående som et mærkelig dunkelt punkt i det, der skete ved denne lejlighed. Ingen vil underkende den karakterfasthed hos de Meza, som forfatteren så stærkt har understreget. De senere år har allerede givet hans minde den oprejsning, han fortjente i spørgsmålet: Dannevirkes rømning. Men der er andre streger i det portræt, forfatteren har ridset a f ham. Så længe der ikke haves bedre kilder end de nuværende — og det vil være ret utænkeligt, at de kan findes — kan man ønske, at der i dagene F — 4’ februar 1864 havde været mere fremme hos overgeneralen a f det, der gav sig udslag i hans sidste votum og i hans skarphed over for Kaufmann angående konceptet til ministeriets spørgsmål angående det tabte skyts i Dannevirkestillingen (pag. 104 f.). Og man kan ønske, at man klarere havde set overgeneralens person i ledelsen a f det så vanskelige tilbagetog. Kaptajn Rockstroh benyttelse a f kildematerialet er så dygtig, at han har spillet andre opfattelser end hans egen alle midler i hænde til at underbygge disse. Man har lov at sige, at det er den største anerkendelse, der kan ydes en historisk forfatter.

Otto Smith.

Oversigt over indgaaede Bøger m. v.

DET KGL. GARNISONS BIBLIOTEK.

Juli 1930.

Ain or, K.: Handbuch zur schleswigschen Frage. Die T eilung Schleswig 1918— 20. III. Band, 1’ Lie ferung . Neum ünster 1930. — Reitz, I>. : Commando. — A Boerjournal of the Boer war. New Yo rk 1930. — Kall, R. : Krig. Kbh. 1930. — Trap, I. P.: Kongeriget Danmark, 4’ Udg. Kbh. 1929/30. — Stein, A.: Roms Smed. Kbh. 1929. — De islandske Sagaer. Kbh. 1930. — JonsRon, F. : Island fra Sagatid til Nutid. Kbh. 1930. — Martel, J. : M. Clemenceau peint par lui même. Paris 1930. — Martel, J.: Le silence de M. Clemenceau. Paris 1930. — Martel, J.: Le tigre. Paris 1930. — Fircks: Taschenkalender fü r das deutsche Reichsheer. Berlin 1930. — Groener, W.: Der Feldherr wider Willen. Berlin 1931. — Ho.sse, C.: Die englisch-belgischen Aufmarschpläne gegen Deutschland vor (lern Weltkriege. Wien 1930. — Liddell Hart, B. H. : The real war. London 1930. — v. Seeckt: Landesverteidigung. — Desgranges, P. et de Belleval: En mission chez l ’ennemi. Paris 1930. — Coulson, Th.: Mata Hari. London 1930. — Brändström, E. : Among prisoners of war, in Russia & Siberia. London 1930. — Nicolson, H.: Die Verschwörung der Diplomaten. Frank fu rt 1930. — Bessedowsky : Im Dienste der Sowjets. Leip zig 1930. — Muschler, R. C.: P h ilip zu Eulenburg . L eip zig 1930. — M a rin eA rc h iv : D er K rie g zur See 1914— 18. Die Überwasser streitk rä fte u. ih re Technik. B e rlin 1930. — H e e r und M a rin e : A u s ­ bildung svo rsch rift fü r Leibesübungen des Reichheeres u. der Reichsmarine. B e rlin 1926. — Nobile, U .: Med Italia fra Rom til Nordpolen. — Roitquerol, J. : L ’aventure de l ’amiral Koltschack. Paris 1929. — v. Glaise-Horstenau, J.: Franz Josephs Weggefährte. Das Leben des Generalstabschefs Grafen Beck. Wien 1930. — Colin, H. : La division de fer 1914/18. Paris 1930. — Heigl, F.: Taschenbuch der Tanks. München 1930. — A1 ordstedt x ViirIdsliistoria. Stockholm 1926/30. — le Goffic, C.: Mes entretien

Ledigt Legat.

Af „Generalmajor von Ohmes Legat til Understøttelse ved fattige Officersdøtres Opdragelse" er 2 Portioner å 120 Kr. aarlig ledige. Legatet kan søges for Døtre saavel a f tjenstgørende som afskedigede og afdøde O fficerer samt a f ligestillede a f Hæren og kan oppebæres til det fyldte 18’ Aar. Ansøgninger, der stiles til Kongen, indsendes til Krigsm inisteriet inden den 20/10 1930 og raaa være ledsagede af Daabsattester i bekræftede Genparter for de paagældende O fficersdøtre. . Krigsministeriet, Kjøbenhavn, den 1/9 1930..

Meddelelse fra Foreningen af Reservens faste Officerer.

Ved Landsoverskatteraadets Kendelse af 24/2 1928 blev Uniformsfradraget for Reserveofficerer, der ikke forretter Tjeneste hele Aaret, fastsat til Kr. 200,00. 1 den siden da forløbne Tid har Foreningen modtaget Klager fra adskillige Medlemmer over, at bl. a. K jøbenhavns Skatteraad kun har villet anerkende et F ra ­ drag paa Kr. 50,00 aarligt for Merudgifter ved B rugen af Uniform . Foreningen har foranlediget Sagen forelagt paany for Landsoverskatteraadet, som i en Kendelse a f 5’ September 1930 skriver: „ ..... E fter de Landsoverskatteraadet foreliggende Oplysninger om Hærens Befalingsmænds Udgifter til Uniform , hvilke Oplysninger særligt er tilvejebragt ved en stedfunden Brevveksling med Krigsministeriet, findes den O fficerer a f Reserven ved Benyttelsen a f Uniform paaførte gennemsnitlige aarlige Merudgift at kunne sættes til 200 K r .“

Under de Forhandlinger, Foreningen i de senere A a r har ført med Rigsdagens Hærlovsudvalg o. a., er der ofte forlangt Oplysning om, paa hvor stor en Procentdel a f Reserveofficerernes Vegne Foreningen fo rhandlede. Det har svækket Foreningens Stilling i meget betydelig Grad, at saa mange Reserveofficerer ikke er Medlemmer a f Foreningen. Det Arbejde, Foreningens Bestyrelse udforer, er formentlig til Gavn for samtlige Reserveofficerer; Alle bør derfor være Medlemmer. Indmeldelse i Foreningen kan ske telefonisk til Central 12670 eller skriftlig t til Amagertorv 33, Kjøbenhavn K. Medlemsbidraget er Kr. 2,50 pr. Kvartal samt Kr. 2,00 ved Indmeldelsen. Foreningens Medlemmer modtager „Militært Tidsskrift“ frit tilsendt.

Bestyrelsen.

Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste.

Holsteinsgade 3, Kjøbenhavn Ø.

Foreningen retter herred en indtrængende Opfordring til alle ikke tjenstgørende Linieofficerer om at indtræde som Medlemmer og til alle Medlemmer, om at virke for Tilgang til Foreningen. Foreningen, hvis Protektor er lians Majestæt Kongen, søger paa forskellig Maade bl. a. at arbejde for Kammeratskab, Samvirken og Forstaaelse mellem Hærens tjenstgørende O fficerer og alle dem, der er uden for aktiv Tjeneste, og derved bevare deres Interesse for vort Værn. Foreningen støttes saavel a f Krigsministeriet som af de øvrige militære Autoriteter, ligesom en stor Del af Liniens faste O fficerer — hvoraf adskillige har indmeldt sig som Medlemmer — paa forskellig Maade og med stor Beredvillighed støtter Foreningens Formaal. Foreningen er delt i 6 Lands-Kredse, hver med sin selvstændige Styrelse, medens Forretningerne for den samlede Forening varetages af en „Fællesstyrelse“ . — Den er oprettet i 1891 og har saaledes i 1931 bestaaet i 40 Aar; den tæller f. T. godt 600 Medlemmer og arbejder stadig med samme lave Kontingent som i 1891 (2 Kr. pr. Kvartal, første Gang -j- 1 Kr. i Indskud), ligesom „Militært Tidsskrift“ gennem Postvæsenet tilsendes alle Foreningens Medlemmer uden særlig Betaling.

Meddelelse fra „Kjøbenhavns Kreds": Hver Fredag Aften Kl. 8 : Sammenkomst i Kredsens Sommerlokaler (Allégade Nr. 10). Sommersaisonen slutter Fredag den 26. September.

Husk at anmelde Flytning til Postvæsnet.

Ansvarshavende Redaktør: Oberstløjtnant Jens Johansen, Steen Blichersvej 1, Kjøbenhavn F. Telf. Godthaab 4932. Ekspedition: Løjtnant M. Vedsted, Julius Blomsgade 6 . Kjøbenhavn L. Taga 2111 y. Kasserer for „Det krigsvidenskabelige Selskab": Kaptajn G. Gullaksen, Proviantgaarden, Kjøbenhavn K. I Kommission hos Vilhelm Tryde. Heydes Bogtrykkeri. — Kjøbenhavn.