Af Rune Holmeå Iversen. Krigs- og militærhistoriker, mag.art.
Amerikanske F-105D Thunderchief jagerbombere på Flyvestation Skrydstrup 1981.
I de sene faser af den Kolde Krig blev betydelige amerikanske flyforstærkninger øremærket til Danmark og Slesvig-Holsten. Disse betød en stærk kvalitativ og kvantitativ forøgelse af NATO´s flystyrker i området. (Foto, Flyvevåbnets Historiske Samling, Forsvarsgalleriet.dk).
Udmeldingen om den mulige udstationering og oplagring af materiel til amerikanske militære enheder i Danmark repræsenterer et klart brud med de seneste års dansk forsvarspolitik. Set i et lidt længere perspektiv er der dog ikke noget specielt nyt ved mange af de muligheder og problemer forbundet med en sådan udstationering. Tværtimod har spørgsmålet om amerikanske forstærkninger til Danmark været relevant i over 70 år. Her analyseres kort, og i et historisk perspektiv, nogle af de muligheder og problemer, som udstationeringen af amerikanske enheder frembyder.
Kort efter Danmarks indtræden i NATO var det klart, at USA sandsynligvis ville blive den primære leverandør af militær hjælp til Danmark. Problemet her var blot, at Danmark lå så geografisk udsat, at det i 1950´erne ville være vanskeligt at tilføre forstærkninger før et muligt angreb fra Østblokken. I tilgift valgte den danske regering dengang at takke nej til den tilbudte permanente udstationering af lidt over 200 amerikanske jager- og jagerbombefly på flyvepladser i Jylland - et politisk princip, der er blevet opretholdt til i dag. Indtil slutningen af 1960´erne var forventningen også, at en kommende krig ville finde sted i form af en kernevåbenudveksling på både taktisk, operativt og strategisk niveau. Denne kamp ville forventeligt være så kort og voldsom, at eventuelle forstærkninger alligevel først ville kunne ankomme, efter en afgørelse var nået.
Efter Danmarks indtræden i NATO var enkeltpersoner fra det amerikanske forsvar kontinuerligt tilknyttet de NATO-hovedkvarterer, som havde ansvaret for forsvaret af Danmark og Vesttyskland nord for Elben. Det drejede sig om under 50 personer, som var tilknyttet stabe placeret i Danmark.
Forstærkningsspørgsmålet fik afgørende betydning i løbet af 1970´erne, idet man nu måtte regne med muligheden for, at en kommende krig kunne have en omfattende indledende konventionel fase og dermed ville blive af længere varighed. I tilgift var det klart, at de få danske og vesttyske styrker der befandt sig i området nord for Elben og på de danske øer ville have svært ved at fastholde deres stilling alene ved hjælp af konventionelle våben, hvis de ikke modtog hjælp udefra. Løsningen på dette problem var tildelingen af betydelige amerikanske forstærkninger til Danmark og Slesvig-Holsten, der enten var øremærkede eller blot havde indsættelsesoptioner her.
De primære øremærkede amerikanske styrker bestod af 7 flyeskadriller, der antalsmæssigt næsten ville fordoble det antal kampfly der var til rådighed for Air Forces Baltic Approaches, der var det NATO-hovedkvarter som fra sin base i Karup skulle koordinere luftindsatsen nord for Elben samt over den vestlige del af Østersøen. En af disse eskadriller bestod af fly specielt udrustet og uddannet til at bekæmpe fjendtlige luftforsvarssystemer, imens tre andre var dedikerede nærstøtteeskadriller. Dette var kapaciteter som de dansk-vesttyske flystyrker enten ikke rådede over eller kun vanskeligt kunne udfylde, på grund af deres begrænsede størrelse. De amerikanske flystyrker udgjorde således både en kvantitativ og kvalitativ forstærkning.
For at kunne støtte disse amerikanske flystyrkers indsættelse blev der opmagasineret store mængder materiel, reservedele og forbrugsgenstande i depoter i Jylland. Herunder blev der på Dragonkasernen oplagt materiel til et felthospital, der skulle give de flyvende enheder sanitetsstøtte. Under Operation Desert Shield/Storm 1990-1991 blev forbrugsgenstande fra disse depoter i øvrigt overført til de amerikanske styrker i Mellemøsten, og felthospitalet blev klargjort i Holstebro til at modtage sårede fra de kommende kampe imod de irakiske styrker.
Ud over flystyrkerne havde to større amerikanske troppeenheder indsættelsesoptioner i Danmark og Slesvig-Holsten. Det drejede sig om en division fra den amerikanske hær, hvis primære indsættelsesoption var på den jyske halvø. Herudover havde en brigade fra det amerikanske marinekorps også en indsættelsesoption på enten den jyske halvø eller den sjællandske øgruppe. Det var muligt at yderligere enheder fra marinekorpset kunne indsættes i Danmark, hvis der ikke var brug for dem i Nordnorge eller Middelhavsområdet. Marinekorpsbrigaden ville også medbringe yderligere 2-3 flyeskadriller bestående af en blanding af jager- og nærstøttefly. For at assistere disse enheder opstillede den danske hær værtsnationsstøtte i form af såkaldte Host Nation Support Units, der kunne yde logistisk hjælp til NATO-forstærkningerne.
Både de amerikanske flyeskadriller og landstyrker var fredstidsmæssigt garnisoneret i USA, så det ville kræve en anmodning fra den danske regering, før de enheder der havde opgaver i Danmark kunne overflyttes hertil. Der fandt dog en hyppig øvelsesaktivitet sted. Således blev overflytningen af amerikanske fly øvet årligt og marineinfanteribrigaden øvede fra midten af 1970´erne ca. hvert andet år i Danmark og Slesvig-Holsten. Disse øvelser fortsatte efter den Kolde Krigs afslutning i 1991 og amerikanske fly og enheder fortsatte med øvelsesaktiviteter i Danmark helt indtil slutningen af 1990´erne, hvor Polens optagelse i NATO gjorde det klart, at Danmark ikke var nogen frontlinjestat længere.
Af disse forstærkninger var nogle af flyeskadrillerne certificeret til at fremføre taktiske atomvåben i form af fritfaldsbomber, imens både den amerikanske division og marineinfanteribrigaden kunne støtte deres egen kamp med taktiske atomvåben leveret med artillerigranat. Det ville dog kræve den danske regerings accept før disse våben kunne medbringes, idet man i 1950´erne havde frabedt sig oplagring af atomammunition i selve Danmark.
Fra dengang til nu:
Der er intet nyt i tilstedeværelsen af amerikansk militært personel i Danmark eller i oplagringen af militært materiel på dansk jord. Amerikanske stabsofficerer har rutinemæssigt været til stede og forbrugsgenstande samt materiel har allerede været oplagt i fredstid. Amerikansk personel fra de udpegede forstærkningsenheder var et almindeligt syn i Danmark på øvelser i 1970´erne og helt op i 1990´erne. Den primære forskel i forhold til dengang vil således være muligheden for, at amerikanske enheder garnisoneres permanent i Danmark, med hvad dette medfører af mulig suverænitetsafgivelse fra dansk side. Det åbne spørgsmål i dag er derfor omfanget af et potentielt amerikansk engagement samt, hvilke enheder vi kan forestille os udstationeret i Danmark set i lyset af, hvad USA var villig til at indsætte i Danmark dengang?
Den første begrænsende faktor er, at Danmark ikke længere er en frontlinjestat. Den eneste del af Danmark, der er direkte invasionstruet, er Bornholm. Resten af landet er i første omgang truet af luftangreb fra fly og missiler. På denne måde minder Danmarks nuværende situation, således om den Holland og Belgien oplevede under den Kolde krig, hvor disse lande både skulle være parat til at sende landstyrker til deres tildelte forsvarssektorer i Vesttyskland, og samtidig skulle fungere som modtageområder og logistisk bindeled for amerikanske og britiske forstærkninger af fly- og landenheder overført til Europa.
Den anden begrænsende faktor er i dag, hvilke enheder amerikanerne reelt vil være villige til at udstationere i Danmark. Fra dansk side er ønskelisten givetvis lang, idet det kapacitetslette danske Forsvar har en akut mangel på alt fra tunge pansrede kampenheder, over jordbaseret luftforsvar til kampfly- og luftenheder, der kan løse de specialiserede opgaver det danske Flyvevåben ikke selv er i stand til, såsom bekæmpelse af fjendtlige luftforsvarssystemer samt eftersøgning og redning under kampforhold.
De stående styrker som det amerikanske forsvar råder over i dag, er ganske små i forhold til de styrker, USA opretholdt under den Kolde Krig. Yderligere enheder findes i de forskellige værns reserveenheder og i de forskellige delstaters nationalgarde-enheder, men disse vil først skulle mobiliseres og overføres, hvilket vil tage fra uger til måneder. Set i lyset af, at Danmark ikke længere er en frontlinjestat, forekommer udstationeringen af større landstyrker i Danmark ikke sandsynligt. Dette også set i lyset af, at det amerikanske marinekorps allerede er tildelt kampopgaver i Asien og Nordnorge. Og selv hvis større amerikanske troppeenheder garnisoneres i Danmark, vil deres sandsynlige kampopgaver ligge i Østeuropa og Baltikum. Et effektivt amerikansk forsvar af Baltikum og Østeuropa vil dog i sagens natur have den velkomne bi-effekt, at det også effektivt forsvarer Danmark imod angreb.
Enheder fra det amerikanske marineinfanteri under øvelse Northern Wedding i 1982.
Under den Kolde Krig havde betydelige amerikanske kampenheder indsættelsesoptioner i Danmark og Slesvig-Holsten. På grund af Danmarks nuværende tilbagetrukne stilling i forhold til det potentielle kampområde længere imod øst, vil en sådan udstationering næppe være af relevans for det amerikanske forsvar i dag. (Foto, Forsvarsgalleriet.dk).
Bornholm, der er den eneste del af Danmark, som ligger sårbart, kunne af flere grunde nyde godt af amerikanske landenheders tilstedeværelse. For det første fordi det danske forsvar af øen for nuværende er svagt, for det andet fordi NATO-enheders tilstedeværelse øjeblikkeligt ville gøre en russisk trussel eller angreb på øen til mere end bare et dansk problem. Der er dog en diplomatisk udfordring med den danske note til Sovjetunionen fra 1946 og den efterfølgende danske praksis med ikke at lade udenlandske styrker være permanent på Bornholm, hvilket teoretisk set begrænser Danmarks handlefrihed, men det vil der givetvis kunne findes en politisk løsning på, netop begrundet i en ændring i trusselsbilledet.
Desuden er det tvivlsomt om den amerikanske hær eller marinekorpset vil kunne finde stående enheder til permanent udstationering på øen. Hvis man ser på det nuværende amerikanske svar på krisen i Ukraine, har det primært omfattet re-deployeringen af enheder, som allerede befandt sig i Europa til de udsatte NATO-lande i Østeuropa. Hvis det amerikanske forsvar ikke kan fremsende flere landstyrker i en situation som denne, vil det nok heller ikke være muligt at binde enheder til forsvaret af Bornholm. Det amerikanske forsvar vil næppe heller løbe risikoen for, at enheder på øen vil blive efterladt en prise, hvis Rusland skulle få etableret luftoverlegenhed over de centrale dele af Østersøen, eller de russiske styrkers målopklaring omkring Bornholm skulle være af en sådan kvalitet, at truslen om indsættelse af langtrækkende sømålsmissiler fra Kaliningrad-eksklaven er tilstrækkeligt til at afskære øen fra kontakt med omverden.
Hvis den nuværende krise i Ukraine resulterer i en permanent overførsel og garnisonering af amerikanske enheder i Østeuropa og Baltikum, vil disse enheder skulle bruge et logistisk bindeled bagud. Danmark vil her kunne komme til at fungere på samme måde som Holland og Belgien under den Kolde Krig. Dette vil ikke medføre udstationering af amerikanske landenheder med kampopgaver, men derimod af bl.a. faglige, logistiske og sanitetsmæssige faciliteter. Dette kunne medføre store værkstedsfaciliteter til vedligeholdelse og reparation af materiel og køretøjer, depoter med ammunition og forbrugsgenstande samt et stort hospitalskompleks i stil med det, som det amerikanske forsvar opretholder i Landstuhl, Tyskland.
Danmark udgør, ligesom under den Kolde Krig, en ideel base for flyenheder og ligger nu, i modsætning til dengang, heller ikke voldsomt fremskudt i forhold til det potentielle kampområde. Dette gør dog også, at Danmark her måske primært vil udgøre et baseområde for flyenheder der skal støtte hovedkampen længere mod øst. I et sådant scenarie vil danske flyvepladser være base for amerikanske radarovervågningsfly, tankfly, transportfly og de enheder der skal udføre eftersøgning og redning under kampforhold.
Luftforsvaret af Danmark vil i dette scenarie således stadig primært være et dansk anliggende, idet allierede kampfly vil være bundet af opgaver over det primære kampområde længere mod øst. Igen vil et effektivt luftforsvar over Polen, Baltikum og Østersøen dog have den velkomne bi-effekt, at det også forsvarer Danmark imod angreb fra luften.
Både udstationeringen af amerikanske luft- og landenheder vil dog stille betydelige krav til dansk forsvar. I første omgang kan det tænkes, at Danmark vil kunne komme til at bekoste opførelsen eller konverteringen af strukturer til garnisonering af de amerikanske enheder. I anden omgang vil Danmark også skulle yde værtsnationsstøtte til disse enheder, sådan som f.eks. Vesttyskland gjorde under den Kolde Krig, ved at bekoste nogle af driftsudgifterne til amerikanske militærinstallationer i landet.
Herudover kan det også tænkes, at det amerikanske forsvar vil stille krav til den støtte det danske forsvar skal yde, før de er villige til permanent at udstationere enheder i Danmark. Det primære spørgsmål her vil nok dreje sig om hjælp til logistik, bevogtning, nærforsvar og reparationskapacitet samt jordbaseret luftforsvar af de amerikanske installationer, især flyvepladserne. I det amerikanske forsvar er det hæren, og ikke flyvevåbnet, som opstiller og bemander jordbaserede luftforsvarsenheder. Dette er en kapacitet som den amerikanske hær i de seneste 20 år har nedprioriteret. De få luftforsvarsenheder den amerikanske hær råder over, vil således primært skulle dække den amerikanske hærs egne troppeenheder samt forsvaret af det amerikanske fastland. Indtil kapaciteten er udvidet betragteligt, vil der således næppe være kapacitet til at dække amerikanske enheder udstationeret i Danmark.
Amerikansk logistikenhed i arbejde under øvelse Action Express på Sjælland 1993.
De enheder som den amerikanske hær sandsynligvis vil stationere i Danmark, vil være beregnet på at yde faglig, logistisk og sanitetsmæssig støtte til kampenhederne længere mod øst. (Foto, Hans Kelstrup, Forsvarsgalleriet.dk).
Under den Kolde Krig var opgaven med at nærsikre og luftforsvare de flyvestationer og logistiske faciliteter, som amerikanske enheder skulle anvende, da også primært et dansk anliggende. Hvis det danske forsvar skal kunne løse denne opgave igen, foreligger der betydelige udgifter til et nyt integreret luftforsvarssystem, der kan forsvare militære installationer i Danmark imod angreb fra fly, droner og krydsermissiler. En udstationering af amerikanske enheder, selv hvis disse primært består af faglige, logistiske og sanitetsmæssige installationer vil derfor ikke være gratis for Danmark.
Et beslægtet problem er spørgsmålet om atomvåben. Kunne det tænkes, at amerikanske enheder, der skal udstationeres i Danmark, vil medbringe sådanne? Hvad amerikanske hærenheder angår, er svaret nok nej. Taktiske atomvåben affyret fra landjorden udgik af USA og NATO´s doktrin allerede i 1992. Leveringsmidler til opgaven, i form af granater og raketter, udgør så vidt vides heller ikke en del af det amerikanske atomarsenal, der primært består af strategiske våben rettet imod Rusland og Kina.
Hvad det amerikanske flyvevåben angår, består dets fremføringsmidler primært af strategiske missiler og bombefly med interkontinental rækkevidde, som næppe vil blive baseret i Danmark. Et mindre antal taktiske jagerbombere med nukleare fritfaldsbomber bliver opretholdt i Storbritannien og Italien, men ud over det, er det begrænset, hvad det amerikanske flyvevåben har af leveringsmidler til taktiske atomvåben. Herudover opretholder mange europæiske NATO-lande stadig jagerbomberenheder certificeret til at levere amerikanske fritfaldsbomber med atomladning. Der er således ikke noget der tyder på, at udstationeringen af atomvåbenbevæbnede jagerbombere i Danmark vil give NATO en slagstyrke, som alliancen ikke allerede råder over i Europa. Hvis atomvåben skal udstationeres i Danmark, foreligger der også et bekosteligt arbejde fra dansk side med at (gen)opbygge faciliteter, hvor disse våben kan opbevares og bevogtes forsvarligt.
Amerikanske soldater på dansk jord:
En del af løsningen for at øge det danske forsvars kapaciteter?
Udstationeringen af amerikanske enheder i Danmark har potentiale til at forstærke NATO-alliancens samlede forsvar af Polen og de baltiske lande, og vil dermed potentielt hjælpe med til at forstærke alliancens samlede afskrækkelse og derved forhindre krig. Som påpeget ovenfor, vil en sådan udstationering dog kun indirekte forsvare Danmark, og vil også potentielt medføre store udgifter for den danske stat.
Denne forøgelse af alliancens forsvarsværdi og afskrækkelse vil også først indtræde i det øjeblik det amerikanske forsvar reelt overfører enheder stationeret i USA til Danmark. Hvis den kommende sikkerhedspolitiske aftale med USA primært udmønter sig i en løst formuleret ramme om samarbejde, hvor amerikanske enheder allerede stationeret i Europa rutinemæssigt roterer til Danmark, vil der hverken være tale om nogen forøgelse af afskrækkelses- eller forsvarsværdien.
Afskrækkelsen vil også være ganske begrænset, hvis aftalen ender med kun at omhandle øremærkede forstærkninger fra de amerikanske værns reserve- eller nationalgardeenheder, der ikke vil være stationeret permanent i fredstid og som har lang mobiliserings- og deployeringstid. En overførsel af sådanne enheder vil dog, ligesom under den Kolde Krig, kunne ske langt hurtigere end ellers, hvis de fornødne aftaler allerede er truffet og den fornødne infrastruktur og værtsnationsstøtte forberedt fra dansk side. Dette vil dog kun bidrage til NATO´s forsvarsværdi og afskrækkelse i en spændingsperiode, som den i forbindelse med den nuværende Ukrainekrise, hvor NATO forstærker sit beredskab. Afhængigt af ordlyden i den kommende aftale, vil sådan en overførsel af enheder, i modsætning til under den Kolde Krig, måske endda kunne ske på amerikansk initiativ.
I tilgift kan udstationeringen af amerikanske enheder i Danmark, kombineret med de krav dette vil stille til dansk forsvars opbygning af infrastruktur og værtnationsstøtte, tjene som en katalysator for det danske forsvars primære opgave: En genoprettelse af den tabte evne til at gennemføre og vinde en konventionel forsvarskamp i allianceramme.
