Log ind

75 års dagen for Malmedy-massakren

#

En kronik-anmeldelse af Malmédy den 17. december 1944.

I skrivende stund nærmer 75 års dagen sig for en grusom og, i militærhistoriske kredse, velkendt massakre på amerikanske krigsfanger under 2. Verdenskrig.

Den 17. december 1944 blev 81 amerikanske krigsfanger brutalt skudt ned på en mark tæt ved byen Malmédy, egentlig ved Baugnez, i Belgien. En begivenhed, som skulle give genlyd i medierne i mange år under såvel som efter krigen. Der er fortsat stor interesse for hændelsen. Et dansk rejseselskab udbyder aktuelt militærhistoriske rejser, hvoraf én bl.a. går til stedet for massakren. Da der for nærværende findes mange udlægninger af, hvorledes massakren reelt forløb, kan man med rette stille sig spørgsmålet: Hvilken version de danske militærhistorisk interesserede rejsende mon bliver udsat for? Der er siden 1945 kommet en række udgivelser, som ud fra forskellige motiver søger at forklare den tragiske hændelse, og i de seneste år er der udkommet nye videnskabeligt funderede værker, som rykker billedet af massakren og den efterfølgende krigsretssag på plads i lyset af omfattende historiske undersøgelser og kildekritiske studier. En kort gennemgang af litteraturen for den interesserede læser vil derfor efterfølgende blive forsøgt.

Der er som følge af interessen blevet udgivet en lang række bøger o.a. om emnet, og nærværende omtale skal ikke udlægges som en fuldstændig behandling af alle bøger om emnet, langt snarere vil en række tidstypiske værker om emnet blive bragt på bane i det efterfølgende. Forhåbentlig vil omtalen løfte lidt af sløret for, hvad der egentlig skete den december-dag i 1944, og hvem der havde ansvaret for massakren.

I 1944 planlagde Hitler med sine generaler det, som skulle blive den sidste tyske militære offensiv på Vestfronten. Den tyske hærledelse planlagde at angribe gennem Ardennerne, hvilket i 1940 havde været en blændende idé, men som i 1944 skulle vise sig at være et hasardspil, som tyskerne ikke kunne vinde. En række forudsætninger skulle være opfyldt, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om en succesfuld kampagne; angrebet skulle komme som en total overraskelse for de allierede styrker, vejret skulle neutralisere den allierede luftoverlegenhed og dermed vanskeliggøre indgriben i kampene fra luften samt at de tyske styrker skulle kunne kæmpe sig frem fra amerikansk brændstofdepot til brændstofdepot, da man ikke selv havde ressourcerne til at genforsyne den angribende styrke. Amerikanerne kunne efter den første indledningsvise overraskelse, som tyskerne godt nok opnåede, hurtigt stabilisere fronten, og den, fra tysk side, stort anlagte offensiv fik lidt nedladende navnet ”Slaget om bulen – Battle of the Bulge” i amerikansk jargon og senere historiske fremstillinger (se John Tolands bog nedenfor). Den 6. SS Panserarmé udpegede SS-føreren obersturmbannführer Joachim Peiper som leder af spydspidsen for arméens angreb. Et rigtigt dårligt valg, da Peiper ikke havde de fornødne lederkvaliteter og taktiske evner til at lede et sådant angreb. Peiper blev dermed fører for en sammensat kampgruppe af forskellige våbenarter, og han var helt klart ude, hvor han ikke kunne bunde. Peipers taktiske evner kunne ligge på et meget lille sted, og han var mest kendt for sine vedvarende frontale angreb på østfronten, hvor han sled sit materiel og sit personel op i ørkesløse angreb. De finere taktiske finesser beherskede Peiper ikke. Til gengæld var han fanatisk og brutal i sin krigsførelse, og hans enheder efterlod sig et bredt blodspor såvel på østfronten som i Italien og senest i Ardennerne, hvor hans enheder mange steder langs angrebsruten myrdede krigsfanger samt civile mænd, kvinder og børn. Måske var det også den effekt ledelsen af 6. SS Panserarmé havde ønsket sig, da man valgte Peiper som spydspids for angrebet. Fra højest instans, hvilket vil sig Hitler, havde kongstanken ved angrebet været, at frygt og terror skulle følge i sporerne på de tyske styrkers angreb. Men Peiper var alligevel godt hjulpet, fordi angrebet udelukkende foregik i én akse og ofte ad én landevej, og det krævede ikke de store taktiske evner. Peiper kunne koncentrere sig om at udløse skræk og terror i kølvandet på sit angreb. En opgave han løste med stor effektivitet.

Det første værk jeg selv læste om Malmédy massakren var den amerikanske professor James Weingartners afhandling Crossroads of Death fra 1979. Man skulle tro, at det sidste ord med et så autoritativt værk om emnet, var sagt i diskussionen om, hvad der skete, og hvem der havde ansvaret, men det var langt fra tilfældet. Weingartner skrev i lyset af Vietnamkrigen, hvilket helt sikkert påvirkede hans indstilling til den tyske krigsforbrydelse, som han ville se i lyset af de amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam. Derfor begik professoren en række fejlvurderinger bl.a. i fm. vurderingen af Peiper og hans rolle i massakren, selvom professoren ikke desto mindre anførte belastende materiale imod Peiper (Weingartner s. 88–89).

Allerede i 1952 var der udkommet en bog på tysk af Dietrich Ziemssen (senere oversat til engelsk som The Malmédy Trial), hvor det blev påstået i bogen, at den uomtvistelige sandhed om massakren blev fremført heri. Dietrich Ziemssen havde imidlertid en fortid som obersturmbannführer i Waffen-SS, hvor han var operationsofficer i divisionen, som Peiper var underlagt. Ziemssen indlæg skal da også klart ses som et partsindlæg fra Waffen-SS krigsforbryderlobbyen i Mamédy sagen, og hans forklaring på massakren var da også, at det hele havde været en ulykkelig misforståelse. De amerikanske krigsfanger var blevet dræbt, da de forsøgte at flygte og havde forsøgt at opsamle de henkastede våben mhp. at gøre modstand. Der var i Ziemssens version ikke noget, som kunne tyde på en forbrydelse. I virkeligheden var det bare en ulykkelig hændelse, som ingen havde skyld i. Ziemssen skrev: ” Wer von den 71 Amerikanern beim gefechtsmäßigen Zusammenprall gefallen ist, wer von ihnen sich eindeutig ergeben hatte, wer durch schuldhaft kriegsrechtswidriges Schießen getötet wurde, wer beim Wegrennen durch das MG-Feuer gefallen ist, das ist nicht mehr zu klären.” (p. 17) Her så Ziemssen meget bekvemt bort fra beviserne fra de foreliggende amerikanske retsmedicinske rapporter, som entydigt fastslog, at der i 40 tilfælde var tale om nakkeskud på klods hold, hvilket passede meget dårligt med det billede Ziemssen fremstillede.

Ofte bliver det på den ene side i apologetiske skrifter og film anført, at amerikanske styrker og deres allierede også begik drab på tyske krigsfanger, som en undskyldende faktor. Dette er utvivlsomt rigtigt, men undskylder, på den anden side, ikke de bestialske mord på amerikanske krigsfanger og belgiske civile, som Kampgruppe Peiper begik.

Mange af de anklagede i Malmédy-sagen beskyldte de amerikanske forhørsledere for at anvende tortur under forhørene. Man kunne dog imidlertid efterfølgende konstatere, at de pågældende ved lægeundersøgelser ikke havde nogle ydre tegn på tortur, som ellers burde inkludere brækkede kæber, ituslåede tænder og brækkede lemmer. Beskyldningerne var, ligesom vidneudsagnene, løgne fabrikeret af de anklagede for at undgå eller opnå nedsatte domsfældelser. Den rangældste SS-fører anklaget i Malmédy-sagen (Josef (Sepp) Dietrich) indrømmede da også, at torturbeskyldningerne udelukkende var et led i forsvaret for de anklagede i Malmédy-sagen
(Westemeier p. 450).

Forfatteren John Toland udgav i 1959 bestselleren ”Battle: The Story of the Bulge”, som stadig kan købes i handelen. Også Toland blev under sin research påvirket af SS krigsforbryderlobbyen. Som følge af denne lobbys kritik, blev Malmédy-massakren nedtonet til kun at blive nævnt perifert i den store fortælling, og Peiper, føreren af spydspidsen af angrebet, blev fuldstændig frikendt for ethvert ansvar i fm. krigsforbrydelserne ved Malmédy. De overgreb, som fandt sted, skete angiveligt helt uden Peipers vidende, påstod Toland.

Den amerikanske forfatter Danny S. Parker udgav i 2012 efter 15 års research en usædvanlig grundig gennemgang af hele massakren. 1 Heri kunne man læse vidneudsagn fra belgiske civile øjenvidner, amerikanske soldater, som det var lykkedes at undslippe massakren, og tyske krigsforbrydere. Desuden indeholdte bogen en række tegninger af, hvor de enkelte køretøjer stod, hvor de enkelte personer befandt sig, og hvor de amerikanske soldater blev myrdet, og sågar flugtruterne for de, det var lykkedes at flygte. Desuden havde Parker tilføjet bogen et omfattende tillæg. Til gengæld fejlede Parker i perspektiveringen, og det lykkedes ham aldrig at komme ind til benet i spørgsmålet om, hvor skylden skulle placeres. Han frikendte i det store og hele Peiper i denne sag. Bogen skal derfor først og fremmest læses for sin store grundighed, hvor man desværre ind i mellem kan blive fortabt i alle detaljerne.

Den tyske historiker og oberstløjtnant af reserven Jens Westemeier udgav i 2014 en videnskabeligt funderet biografi om Peiper, som må betegnes som et mesterværk og det mest dækkende faghistoriske værk om personen Peiper, som endnu er udgivet. Uomgængeligt beskæftigede sig Westemeier også med Malmédy-massakren og den efterfølgende retssag i stor detalje. Genstandsfeltet for bogen var ikke kun Joachim Peiper, men også historien om Waffen-SS og hele SS-organisationen generelt herunder dens mange krigsforbrydelser. Bogen var en rigtig mytedræber, der gjorde op med efterkrigsløgnene om Waffen-SS, som en ren militær organisation, og som en organisation, som helt undtagelsesvis kom til at begå krigsforbrydelser i kampens hede. I virkeligheden var Waffen-SS vævet ind i nogle af de værste forbrydelser, som blev begået af den tyske stat under 2. Verdenskrig. Organisationen var et uundværligt led i en tilintetgørelseskamp på alle fronter – også Vestfronten i 1944. Westemeier beskriver detaljeret de mange krigsforbrydelser, som blev begået af denne partiorganisation, og hvorledes disse var begrundet i den nationalsocialistiske verdensanskuelse – ikke kun Peipers forbrydelser. Forfatteren opregnede efterkrigsløgnene, som blev kolporteret af højtstående SS-førere i SS- organisationen, og bragte disse i deres rette sammenhæng.

Da Peiper blev indstillet til medaljen ”jernkorsets ridderkors med sværd”, for sit fejlslagne angreb med kampgruppen under Ardenneroffensiven, skrev hans divisionschef (Wilhelm Mohnke) i motivationen bl.a., at Peiper havde udvist afgørende hensynsløshed og koldblodighed ved bl.a. at have gennemført udslettelsen af en amerikansk forsyningsenhed ved Baugnez, hvor der i indstillingen sikkert blev henvist til Malmédy-massakren, som i divisionschefens øjne var fuldt ud retfærdiggjort.2

Steven Remy skrev i 2017 en bog om selve Malmédy-retssagen; i bogen indgik det retslige efterspil og kontroversen i USA og Tyskland, som endte med løsladelsen af alle dømte krigsforbrydere, herunder dødsdømte tyske Waffen-SS folk, som deltog i massakren. De amerikanske anklagere og forhørsledere var blevet anklaget for at have anvendt ulovlige forhørsmetoder og tortur. Anklager, som Remy påviste, ikke havde noget som helst på sig. Jødehad på både den tyske såvel som på den amerikanske side skulle vise sig at have spillet en afgørende rolle i dette mummespil i årene lige efter krigen ud over de realpolitiske overvejelser fra den tyske regerings side i lyset af det tyske tilhørsforhold til USA under den kolde krig.

Steven P. Remy remsede en lang række af Peiper-kampgruppens forbrydelser op i sin bog foruden massakren i Malmédy. Ikke alene krigsforbrydelser mod krigsfanger men også drab på belgiske civile mænd, kvinder og børn. Disse er ikke ukendte, men giver alligevel læseren kuldegysninger, når de blev sammenstillet og optalt. Remy gjorde det klart, at disse handlinger tydeligvis var en del af et større mønster.

Remy skrev bl.a.: ”In this book, I suggest another way of looking at the most controversial war crimes trial in American history. Contrary to the claims of its veterans and their sympathizers, the Waffen-SS was an integral part of the SS and, along with the Wehrmacht, an instrument of the regime’s war of genocidal conquest. In the Ardennes, the Waffen-SS waged a terror war, just as it had done elsewhere in Europe. It sought a reputation as a fearsome fighting force by making no distinction between armed combatants, prisoners of war, and civilians. SS soldiers considered themselves not “ordinary” – and hence law-abiding – but modern-day Mongol warriors and a spearhead of Nazi Germany’s race war. American investigators came to understand this in the course of a lengthy investigation and produced a damning case against seventy-four former SS officers and enlisted men.” (Remy side 3).

Westemeier og Remys værker efterlader ingen tvivl om, at Peiper var den hovedansvarlige for de omfattende nedskydninger af amerikanske krigsfanger ved Malmédy og i øvrigt også de mange mord på belgiske civile under fremrykningen. Mange andre, herunder også Danny Parker, peger på SS-føreren Werner Poetschke, som den egentlig ansvarlige for ordren til at nedskyde de amerikanske krigsfanger. Werner Poetschke blev dræbt i kamp i Ungarn den 24. marts 1945 og var derfor en bekvemmelig syndebuk for massakren. 3 Man fulgte her et velkendt mønster med at pege på afdøde personer som de egentlige ansvarlige, ligesom begrundelsen, at krigsfangerne blev skudt under flugt, hyppigt blev fremført i mange lignende sager, og således også denne. I virkeligheden var der, jf. Malmédy-krigsforbryderkartellet, tale om en uheldig episode, som den kunne forekomme under angreb under bevægelse, hvor kampgruppen stødte på en gruppe amerikanerne, som udelukkende blev dræbt, da de forsøgte at flygte. At så 40 – ca. halvdelen, jf. retsmedicinernes rapporter - var blevet skudt ved nakkeskud på klods hold, ændrede ikke noget ved denne søgte forklaring, og denne version var blevet SS-veteranernes ”officielle” primære
forklaring på hændelsen.

En officiel amerikansk undersøger af de mange beskyldninger af krigsforbryderkliken mod anklagemyndigheden i Malmédy-sagen konkluderede: ”Efter min opfattelse er der ingen tvivl om, at Peiper i virkeligheden var hovedpersonen i Malmédy-affæren. Jeg er også overbevist om, at Peiper var årsagen til den udbredte terror og praksis at dræbe krigsfanger i spydspidsen af angrebet. Præcis argumenterne for Peipers egenskaber som leder i felten, må overbevise enhver upartisk iagttager om, at drabet på krigsfanger, som fandt sted mange forskellige steder, overhovedet ikke ville have kunnet finde sted uden hans vidende – og i sidste ende – uden hans personligheds drivende kraft. Alle, der er bekendt med kendsgerningerne og ethvert rettænkende menneske, ville give Peiper den hårdeste straf i modsætning til alle andre deltagere i Malmédy-massakren.”4

Der blev sågar udgivet film med massakren som hovedtema. Foruden den almindelige kursoriske omtale af massakren i engelsksprogede dokumentarfilm om 2. Verdenskrig, udgav den tyske fjernsynsstation ARD i 1977 en hel ”dokumentarfilm” om Malmédy-massakren. Desværre havde regissøren søgt sit baggrundsmateriale for filmen i SS krigsforbryderkliken, og det blev til en noget ensidigt opremsning af, hvordan krigsforbryderne selv så på hele affæren, som det også fremgik af filmtitlen ”Malmédy oder das Gericht der Sieger”. En anden helt specielt uvederhæftig og modbydelig film, kan ses på Internettet og købes som DVD (Über den Galgen wächst kein Gras. US-Folterjustitz vom ”Malmédy-Prozess” bis Abu-Ghraib) blev udgivet af krigsforbryderkliken. (Filmen kan ses i hele sin udstrækning på dette link: https://www.youtube.com/watch?v=pH2dEGWY_To). I forklædning som dokumentarfilm bedrev filmmagerne propaganda for den påstand, at retssagen i forbindelse med Malmédy-massakren var et led i en bevidst amerikansk politik, som gik ud på, at krigsfanger skulle tortureres, tilståelser aftvinges, og at der kunne forefindes en lige linje fra (den angivelige) tortur af Malmédy-fangerne og den senere tortur af fangerne i Abu Graib fængslet i Irak. Selvom man i en slags alibifunktion havde hentet én af de mest uvederhæftige professorer fra den tyske politiske højrescene, Franz W. Seidler, emeritus fra et anerkendt tysk universitet til at kommentere filmen, så ændrede filmen ikke ved, at disse påstande var det rene pure opspind, som Westemeier også påviste overbevisende i sin bog. 5 Seidler fremførte da heller ikke selvstændig forskning men udelukkende de uvederhæftige påstande, som var blevet beskrevet i Ziemssens bog. Hvis man læser Westemeiers bog, er man imidlertid godt rustet til at imødegå ”dokumentarfilmens” konspiratoriske og fabulerende spind af løgne.

Myterne om Malmédy holder sig den dag i dag. Én af dem var, som tidligere anført, at de tyske krigsfanger under Malmédy-retssagen blev tortureret af de ”onde” amerikanske fangevogtere, hvoraf nogle af dem var af jødisk oprindelse og polakker, som passede fint ind i SS-soldaternes forvrængede raceopfattelse og fjendebillede. Så selv antisemitisme spillede en ikke uvæsentlig rolle i apologeternes historie. Antisemitismen skulle også spille en rolle, da den amerikanske senator Joseph McCarthy kastede sig ind i kampen for at få løsladt de tyske krigsfanger og mordanklagede. I forbindelse med Malmédy-sagen var dette McCarthys første optræden, hvor offentligheden kunne opleve den sensationshungrende senator, der senere blev kendt for forfølgelsen af angivelige kommunister i USA og fik en hel epoke opkaldt efter sig.

Den afsluttende konklusion må være, at hvis man virkelig vil vide noget om Joachim Peiper og Malmédy-massakren, så må man gribe til de to seneste værker af hhv. Steven Remy og Jens Westemeier. Heri vil man finde den mest saglige og opdaterede faghistoriske viden om emnerne, når man vil undgå løgnene og myterne som florerer om Malmédy massakren den uheldssvangre decemberdag i 1944 – nærmere betegnet den 17. december 1944.

Film:
- Regissør Jost von Morr ”Malmédy oder das Gericht der Sieger” Chronos Film (ARD) 1977.
- „Über den Galgen wächst kein Grass. US Folterjustiz von ‚Malmédy Prozess‘ bis Abu Graib“ Polar
Film 2005.

Bøger:
Dietrich Ziemssen Der Malmédy Prozess. München 1952. (0–1 fane)
John Toland Battle: The Story of the Bulge. 1959 (3 faner)
Charles Whiting Massacre at Malmédy. The Story of Jochen Peiper’s Battle Group. Ardennes 1944.
London 1971. (2 faner)
James J. Weingartner Crossroads of Death. The Story of the Malmédy Massacre and Trial.
University of California Press 1979. (4 faner)
Danny S. Parker Fatal Crossroads. The Untold Story of the Malmédy Massacre at the Battle of the
Bulge. Da Capo Press 2013. (3 faner)
Steven P. Remy The Malmédy Massacre. The War Crimes Trial Controversy. Harvard University
Press 2017. (5 faner)
Jens Westemeier Himmlers Krieger. Joachim Peiper und die Waffen-SS in Krieg und Nachkriegszeit.
Paderborn 2. oplag 2019. (5 faner)

Fodnoter:

1) Parker har også skrevet en bog om Peiper, som er blevet anmeldt på denne platform: https://www.krigsvidenskab.dk/hitlers-warrior-the-life-and-wars-of-ss-colonel-jochen-peiper

2) Wilhelm Mohnke blev i øvrigt selv efterlyst efter krigen for en massakre på 80 britiske og franske krigsfanger ved Wormhoudt i maj 1940. Han blev aldrig retsforfulgt og dømt.

3) Christensen, Claus Bundgård, Peter Scharff Smith, Niels Bo Poulsen Waffen-SS – Europas nazistiske soldater 2015, side 355–356 og 539. De tre danske historikere peger på Poetschke som hovedansvarlig for massakren. Herom skriver Remy: ”American officials would come to suspect that the surviving former battle group members under investigation for the Baugnez massacre were scapegoating their dead comrade to deflect blame from themselves and Peiper.” Remy p. 20.

4) Westemeier p. 400.

5) Én af Seidlers bøger er tidligere blevet anmeldt i Militært Tidsskrift (https://krigsvidenskab.dk/die- wehrmacht-im-partisanenkrieg-militarische-und-volkerrechtliche-darlegungen-zur-kriegsfuhrung-im)