Eksekutionskorpset til Luxembourg 1831

I 1831 anmodedes den danske konge om at stille en troppestyrke til rådighed til et eksekutionskorps til Luxembourg.

Major Gordon Norrie beskriver her baggrunden for korpsets opstilling, dets sammensætning, og den skæbne der blev korpset til del.
 

Efter Napoleonskrigene fik Danmark 1816 en ny hærlov, bygget på erfaringerne fra den lange krigsperiode. Denne hærlov blev gældende i princippet indtil 1842, da der gennemførtes en meget revolutionerende hærplan, der var herskende såvel i Treårskrigen som i 1864.

Værnepligten til felthæren hvilede stadig udelukkende på landbefolkningen, medens bybefolkningen skulle sikre havne o. 1. ved deres borgervæbninger. Hæren deltes i 3 generalkommandoer, hvorunder de inden for distriktet indkvarterede regimenter sorterede. En inddeling i brigader var vel forudset, men fandtes ikke i fredstid.

Det værnepligtige mandskab mødte i deres 22. år ved regimenterne for først at gennemgå en rekrutskole på 70 dage og derefter indgå i krigsstyrken. Tjenestetiden var, regnet fra mødedagen, 2 år, hvorefter folkene hjemsendtes og indkaldtes hvert af de følgende 4 år i 28 dage. De følgende 2 år stod de derefter i krigsreserven, blev ikke indkaldt i fredstid, men kunne benyttes til at supplere liniens mandskab til fuld krigsstyrke. Linien og krigsreserven talte således folkene mellem det 22. og 30. år. I de følgende 8 år indgik de i forstærkningsbataillonerne (fastmandsklassen), hvortil der dog i 1831 ikke fandtes befalingsmænd udover nogle få, der udtoges fra linien eller endnu kunne bruges mellem de afskedigede. Endelig overførtes de til den almindelige reserveklasse, hvor de førtes i nummer i 7 år sammen med det ret store antal folk, der var fritaget for uddannelse på grund af deres stilling i familien, uddannelse e. 1.. Mandskab, der var blevet kasseret som ikke egnet til den egentlige krigstjeneste, og folk med for ringe højde samledes i stykkuskeklassen, der ikke fik nogen militær uddannelse, men kunne indkaldes i krigstid for at forrette tjeneste ved trænet, afdelingernes vogne eller som oppassere for officererne. At de ikke havde fået nogen militær uddannelse kom til at give sig udslag i ulydighed og mangel på disciplin, og det påførte ved særlig alvorlige lejligheder hæren store tab som under tilbagetoget fra Danevirke i 1864.

Hvert infanteriregiment talte 2 linie- og 2 forstærkningsbatailloner, af hvilke der i krigstid skulle formeres 3 batailloner, hvoraf den tredje dog »fornemmelig« skulle anvendes som besætning i fæstninger o. s. v. Regimenternes 1. bataillon bestod af 1 grenaderkompagni og 4 musketerkompagnier, medens de 2 andre talte 4 musketer- og 1 jægerkompagni. Regimentets krigsstyrke ville herefter blive godt 3000 hoveder. Jægerkorpsene skulle formeres i 2 batailloner à 4 kompagnier, og deres 1. bataillon talte 881 hoveder, medens 2. bataillon kun havde 607.

Kavaleriet havde under krigene slået over for rytteri af vidt forskellige typer, lige fra kyrasserer til kosakker, og under påvirkning heraf havde man delt vort kavaleri i Livgarden til Hest, 2 kyrasserregimenter, 4 regimenter lette dragoner, 2 lansenerregimenter og 1 husarregiment. I eksekutionskorpset indgik et regiment lette dragoner, bestående af 4 eskadroner, der i krigstid formeredes med 2 skyttedelinger og 3 sabeldelinger med tilsammen 664 hoveder.

Til korpset blev afgivet et 6-pds batteri, der i krigstid omfattede 6 6-pds kanoner og 2 12-pds haubitser med en styrke på 209 kombattanter.

Endelig fandtes ved artilleriet en del pionerer og et brokompagni, men da hannoveranerne stillede pontonnerkompagniet, skulle vi kun medføre nogle pionerer.

Denne hærlov vakte i det lange løb megen uvilje hos de yngre, ærgerrige hedsporer. Regimentet var nemlig kun en administrativ enhed, og da der hverken fandtes aldersgrænser eller faste pensionsregler, blev cheferne hængende så længe som gørligt. Kampenheden var og havde altid været bataillonen med regimentschefen som fører for 1. bataillon og oberstløjtnanten for 2. Den højere taktiske enhed i krig var brigaden, der blev formeret af batailloner, jægerkorps, nogle ryttere og kanoner efter behov. Ved hærloven 1842 blev regimentet derfor ofret. Samtidig afskaffedes grenadererne, og regimentsjægerne samledes i nye jægerkorps. Men tænk, hvor nogle håndgranater ville have gjort god virkning ved erobringen af Trelle- og Igumskanserne. Jægerkorpsene var der for få af, og man måtte i 1849 ændre en del liniebatailloner til Mette«. Det danske terræn egner sig ikke for store rytterstyrker, derfor blev alle kavaleriregimenterne ændret til dragoner undtagen garden og husarerne, men kort før krigen 1864 tænkte man på igen at indføre lansen, og man var under hele krigen meget interesseret i, hvor de preussiske kyrasserer færdedes. Endelig overførtes i 1848 pionererne og sapørerne til Ingeniørkorpset, hvor de rettelig hørte hjemme.

Men lad os nu gå over til eksekutionskorpset til Luxembourg 1831.

I omtrent 200 år havde de nederlandske provinser været skilt, de syv nordlige som en selvstændig republik med en meget stor sømagt og en verdensomspændende handel, de sydlige som en habsbursk provins, styret af vicekonger. Men 1793 erobrede den unge franske republik hele Nederlandene og oprettede den bataviske republik, der senere blev til et kongerige under Napoleons brodér Louis for til sidst at blive inkorporeret i Frankrig. 1813 erobrede koalitionen landene, efter at den stærke fæstning Luxembourg havde måttet kapitulere, og dermed var nøglen til Lorraine og derefter til Frankrig falden i sejrherrernes hænder.

Preussen søgte først at få magten over fæstningen ved at gøre det gamle hertugdømme Luxembourg til et storhertugdømme, knyttet til Preussen. Men 1814 ønskede de forenede magter at skabe en stærk stat på Frankrigs nordgrænse ved at oprette et kongerige Nederlandene under den sidste »arvestatholder« over »De 7 forenede Provinser«, prins Wilhelm af Oranien-Nassau. På Wienerkongressen blev denne ordning også godkendt, men magterne ønskede Luxembourg knyttet til Det tyske Forbund, dog ikke som en preussisk provins. Storhertugdømmet blev derfor forenet med kongeriget Nederlandene med kong Wilhelm som regent og fæstningen Luxembourg som tysk forbundsfæstning med preussisk garnison. Samtidig indgik de nordligste dele af hertugdømmet i kongeriget, medens Preussen fik de østligste.

Kong Wilhelm var således konge over det frie Nederlandene og samtidig medlem af Det tyske Forbund som regent over Luxembourg. Han styrede sine lande klogt og godt, men det lykkedes ham ikke at få udjævnet skellet mellem de nordlige og sydlige provinser, da deres afstamning, kultur, religion og hele indstilling var for forskellig.

Det meste af Europa blev på denne tid regeret enevældigt, til trods for at Wienerkongressen havde bestemt, at der skulle oprettes stænderforsamlinger. Det havde til følge, at der rundt om i alle stater opstod illegale frihedsbevægelser, der søgte at samle tilhængere ved flyveblade og provokatører.

I juli 1830 udbrød der revolution i Frankrig, hvor den reaktionære regering forbavsende hurtigt faldt sammen og blev afløst af et mere liberalt styre med Louis-Philippe som konge. Bevægelsen bredte sig snart over store dele af Europa. Polen gjorde oprør, og zaren fik foreløbig nok at gøre med at kvæle opstanden. I Norditalien måtte Østrig samle store troppestyrker for at dæmme op mod truslen om angreb fra Sardiniens side.

I Bruxelles skulle kongens fødselsdag den 24. august fejres med fester og illumination, men de udeblev. Dagen efter opførtes på operaen »Den stumme i Portici«, og den gav signalet til en opstand over hele den sydlige del af kongeriget, der antog navnet Belgien. Bruxelles blev omgående besat af tropper, og kronprinsen (prinsen af Oranien) forsøgte at forhandle, men skønt han var meget populær, var alt forgæves. De kongetro tropper forsøgte at dæmpe opstanden, men blev drevet tilbage. Den 4. oktober erklærede Belgien sig for uafhængig, hvorefter stormagterne, Østrig, Preussen, Storbritannien, Rusland og Frankrig samledes til en ministerkonference i London med den opgave at mægle i borgerkrigen. Den 4. november udstedte den en proklamation om våbenstilstand, som ingen af parterne dog ville rette sig efter.

Da alle forhandlinger var forgæves, bestemte konferencen den 20. december, at fællesskabet mellem Nederlandene og Belgien skulle ophæves. Det gjaldt nu at finde et statsoverhoved til Belgien, og Frankrig foreslog hertugen af Nemours, kong Louis-Philippes anden søn, men forslaget blev så unådigt optaget af Preussen, at hans kandidatur få dage efter måtte opgives, skønt den belgiske forsamling støttede tanken. I stedet valgtes Sorbritanniens kandidat, prins Leopold af Sachsen, der havde været gift med den engelske konge, Georg IVs datter, som havde været arving til tronen, men var død før faderen.

Storhertugdømmet Luxembourg var ved oprøret blevet skilt fra de nordlige provinser. I hovedstaden Luxembourg sad dels statholderen og den øverste civiladministration, dels den preussiske garnison. De forstod at holde ro i byen og den del af omegnen, der betegnedes som fæstningsrayonen. Men uden for dette magtområde havde de belgiske agitatorer frit spil, således at de storhertugelige embedsmænd og de loyale indbyggere efterhånden blev fordrevet. Da agitatorerne også forsøgte at drive deres spil i hovedstaden, erklærede kommandanten fæstningen i belejringstilstand.

Forbundsdagens præsident var den østrigske gesandt, Metternichs tro mand, baron Münch-Bellinghausen, og hans stræben havde hidtil været at holde selve Forbundsdagen uden for urolighederne. For det var ikke blot i Nederlandene, der var uro. I vore nabolande var der mindre optøjer, i Braunschweig blev hertug Carl forjaget, og der blev først ro, efter al hans broder Wilhelm havde overtaget magten. I Hannover opstod så alvorlige tumulter i Osterrode, Göttingen og Harzen, at de måtte dæmpes med indsats af større troppestyrker. I Kurhessen og Nassau var der også uroligheder, ligesom Baden og Württemberg havde besvær med at skaffe ro. Det førte til franske troppekoncentrationer langs den belgiske grænse og Rhinen. Østrig måtte samtidig sende store styrker ned i Norditalien for at sikre sine grænser.

Som nævnt ønskede Münch at holde selve forbundet uden for spektaklerne, og da kong Wilhelm midt i oktober bad om hjælp, blev Forbundsdagen den 15. oktober enig om dels at lade alle medlemmerne få oplysning om kongens bøn, dels at spørge ham, om alle hans kræfter var opbrugt, dels at indhente udtalelser fra de forskellige medlemsstater om deres syn på en intervention.

Kongen af Danmark repræsenteredes på dette tidspunkt i forbundets hovedstad Frankfurt am Main af baron Frederik Christian Ferdinand Pechlin med oberstløjtnant Christian Frederik Trepka som militærbefuldmægtiget. Pechlin var selvsikker, klar, myndig og personlig modig. Hans indberetninger var særdeles velskrevne og gav et tydeligt billede af »Forbundets Impotens«, som han senere skrev i et memorandum til Münch. Han følte sig mest knyttet til Østrig og var vellidt af Metternich, men var til gengæld mindre velset af Preussen. Han havde særdeles god støtte i Trepka, der også nød stor tillid hos kongen.

I Luxembourg var der stadig uroligheder, og fæstningskommandanten lod igen byen erklære i belejringstilstand, hvilket fik Münch til at indskærpe, at han kun måtte give sig af med militære forhold og ikke blande sig i politiske. Men endnu i begyndelsen af november var der ikke faldet ro i storhertugdømmet.

Samtidig meddelte den preussiske gesandt i Frankfurt, at konferencen i London havde bedt om, at 10. Forbundsarmékorps måtte blive sat ind for at bringe ro, men foreløbig havde militærkommissionen i Frankfurt ikke truffet beslutning. Den 20. november blev spørgsmålet rejst i Forbundsdagen, og efter en lang disput, hvor det vanskelige punkt var, at man ved at intervenere kunne komme til at stå over for belgiske tropper, besluttedes det at bede Østrig og Preussen, der var medlemmer af konferencen i London, om at formå den til at lægge pres på Belgien. Men Londonkonferencen svarede, at den intet havde at gøre med det tyske storhertugdømme Luxembourg.

Endelig i begyndelsen af december besluttede Forbundsdagen at lade en styrke på ea. 10.000 mand af 10. Forbundsarmékorps foretage en eksekution i Luxembourg for at skaffe ro. 10. Armékorps bestod af to divisioner, hvoraf 1. skulle formeres af Hannover og Braunschweig, medens 2. dannedes af kontingenter fra Holsten og Lauenborg, Mecklenborg, Oldenborg og Hansestædeme Lübeck, Hamborg og Bremen. Men Hannover erklærede, at det ikke kunne afse tropper på grund af indre uroligheder, og Forbundsdagen besluttede derfor, at kommandoet skulle opstilles af 2. Division.

Pechlins depeche nåede frem den 19.1), og dagen efter kunne departementet gøre forestilling for kong Frederik VI. Den 21. kunne kongen underskrive sit svar, der gik ud på, at han kunne tiltræde, at styrken benævnedes eksekutionskorps, og at Trepka skulle indlede forhandlinger med general Hinüber, som Hannover havde udpeget som chef for korpset. Men kongen fandt det uheldigt, at korpset skulle tages af 2. Division, der lå længst borte fra Luxembourg. »Hertil kom endnu, at naar Belgierne kaste sig med Overmagt paa et saa lidet Korps som 10,000 Mand, dog ei er meget at vente af samme, og dets Faner ville i Sandhed ei derved indlægge sig den Ære, en Armé bør leve og dø for«. Endvidere var der intet ordnet til den fornødne egalitet af våbnene, såsom geværernes og kanonernes kalibre. Kongen ville dog bidrage til alt, der kunne tjene til forbundets sikkerhed, men ønskede, at hans brigade blev reserve for korpset. Skrivelsen skulle være færdig så betids, at den kunne afgå til Pechlin med dagsposten. Trepkas instruktion blev dog først underskrevet den 25. december. Derefter fik generalstaben ordre til at udarbejde det fornødne for korpsets opstilling m. m.

1) Den normale tid mellem en depeches afsendelse fra Frankfurt og modtagelse i København var en uge, når vind, vejr og is ikke yderligere forsinkede den.

Imidlertid kom en ny depeche fra Pechlin, hvori ban fortalte, at Münch ønskede 10. Armékorps, men at den hannoveranske gesandt havde bedt om, at 9. Armékorps kom til at deltage i kommandoet. Münch havde været imod, at sachserne og kurhesserne kom til at deltage, da en sachsisk prins var tronprætendent i Belgien, og Pechlin udtalte som sin egen mening, at det var nødvendigt, at Hannover deltog. Dagen derefter udstedte kong Frederik en ordre, hvori han henholdt sig til sin ordre af 21. december, men tilføjede, »at Vi umuligen kunne lade Vort Armee-Contingent marschere, naar saadant ikke bliver Tilfældet med de øvrige Staters, især Hannoveranske Tropper. Hvad Styrken af det Holstensk-Lauenborgske Contingent angaaer, da vilde det være Os ubehageligt, om det skulde forstærkes, selv endog imod Betaling, eller om Antallet af Tropper skulde forringes, thi da vilde Vore Tropper vorde indblandet i andre Brigader, og dette er skadeligt, saavel i militairt som politisk Henseende«.

Den 30. december skrev Pechlin, at Forbundsdagen havde vedtaget, at de stater, der skulle afgive tropper til 10. Armékorps, ufortøvet skulle gøre deres kontingenter marchklare, men man var klar over, at de 10.000 mand ikke slog til, selv om man havde en preussisk reserve ved Trier på 10.000 mand foruden fæstningen Luxembourgs garnison på 7000 mand.

Omkring nytår 1831 blussede urolighederne op i Hannover, der var oversvømmet af franske agitatorer, som kunne skaffe vort kontingent mange ubehageligheder på dets march gennem landet. Pechlin havde hørt fra Wien, at hoffet der var mest opsat på at opgive eksekutionen og lade kongen af Nederlandene klare sig selv. Under forhandlingerne i militærkommissionen var der blevet rejst tale om at benytte 24.000 mand af 9. Armékorps.

Den 19. januar kom Münch tilbage fra ferie i Wien og indkaldte Forbundsdagen til et møde. Men inden dette kunne finde sted, gik den hannoveranske gesandt til ham for at meddele, at Hannover ikke kunne deltage på grund af urolighederne. Så snart Pechlin hørte dette, ilede også lian til Münch og meddelte, at den danske regering var i gang med opstillingen af kontingentet, men stillede som betingelse, at Hannover deltog. Münch takkede for tilsagnet, selv om han var ked af forbeholdet. Østrig og Preussen var sikkert uvillige til at ændre beslutning. Men Pechlin håbede, at han havde befriet os for forpligtelser.

Den 29. januar skrev kongen til Trepka, at man på denne årstid måtte regne med, at isvanskelighederne kunne forsinke depecher og de deraf følgende ordrer. Den sidste depeche havde været 5 dage forsinket, og en indkaldelse af mandskab for ikke at tale om udskrivning af trænkuske og indkøb af heste ville tage lang tid.

Den 5. februar kunne kong Frederik underskrive formationsplanen for det holsten-lauenborgske kontingent, der desuden skulle omfatte divisionair med stab for 2. Division. Kontingentet var beregnet til at omfatte 3600 kombattanter fordelt med 2791 af fodfolket, 1 fjerdedel af styrken, 514 ryttere, et batteri på 8 piecer med 36 mand pr. piece eller 259 artillerister, 1 procent pionerer og pontonnerer eller 36 mand. De enkelte led fik ved den kgl. resolution og et par senere resolutioner følgende sammensætning:

Divisionair med stab talte 10 officerer, 10 andre officianter (stabslæge, underkirurg, overkrigskommissær, krigskommissær, 2 skrivere), 69 rationer til officerernes og officianternes rideheste (som de dengang selv skulle holde sig med), 4 4-spændige og 8 2-spændige voiturer med 16 stykkuske og 32 trænheste.

Brigadegeneral med stab omfattede 5 officerer, 8 andre officianter (kontorpersonale), 38 rationer, 3 4-spændige og 6 2-spændige voiturer med 11 trænkuske og 22 trænheste.

Fodfolket skulle bestå af:

a. 1. bataillonerne af Dronningens Livregiment, Oldenborgske og Holstenske Infanteriregiment, således at hver udrykkende bataillon omfattede 1 grenader-, 4 musketerkompagnier samt jægerkompagniet af regimentets 2. bataillon. Hver bataillon talte: 23 officerer, 803 underofficerer og menige, 10 af mellemstaben (regimentskvartermester, regimentskirurg og 6 kompagnikirurger), 11 af understaben (justitssergent, 8 hoboister, bøssemager og profos), 12 rationer, 6 4-spændige patronvogne, 6 4-spændige brødvogne, 1 4-spændig bøssemagervogn med 26 trænkuske og 52 træn- heste samt 11 vogne udskrevet under marchen til bagage m. m.

b. Lauenborgske Jægerkorps med 4 jægerkompagnier med 15 officerer, 539 underofficerer og menige, 6 af mellemstaben, 3 af understaben, 13 rationer, 4 4-spændige ammunitionsvogne, 4 4-spændige brødvogne, 1 4-spændig bøssemagervogn med 18 trænkuske og 36 trænheste samt 10 udskrevne 2-spændige bagagevogne.

c. For hele infanteriet desuden 1 auditør med 2 rationer og 1 feltpræst med udskrevet 2-spændig vogn.

d. Oppassere skulle udtages mellem kombattanterne.

Fodfolkets udrustning med geværer ændredes derhen, at riflerne den 22/4 og 26/4 ombyttedes med glatløbede flintemusketter m/18221), hvorfor jægernes runde patronposer 10/5 erstattedes med 4-kantede patronposer. Desuden indførtes 3/5 en taske til 10 rendekugler, der skulle bæres i en rem om livet. Hvad ammunitionen angår, var der beregnet 150 patroner pr. grenader og musketer og 200 pr. jæger. Heraf skulle manden bære 60 skud, medens resten for grenaderernes og musketerernes vedkommende kørtes i kompagniernes patronvogne, der hver kunne rumme 12.600 skud, medens jægernes overskydende patroner opbevaredes i en særlig patronvogn ved parken. Patronerne var af en nyere model med 2% quintin krudt. Rendekuglepatronerne var af model af 2/3 1831 og havde mellem krudtladningen og de to 48-lødige (12,1 mm) rendekugler et blyspejl, hvoraf der gik 38 stk. pr. pund. Brød for 3 dage skulle medføres i brødposen, der ved jægerne skulle males mørkegrøn og ved infanteriet lyseblå; dog måtte de ikke smitte af. Desuden havde hver mand en blikkogekedel i futteral og fik senere en snapseflaske af hvidt glas fra Holmegaard. Af de tidligere brugte større kogekedler skulle kun det fornødne til den halve styrke medføres på brødvognene.

1) Denne musket var 16-lødig (d. v. s. at der gik 16 kugler på pundet); i moderne mål 17,5 mm. På grund af tilslamning af løbet under skydning brugtes en 20*lødig kugle (16,3 mm).

Kavaleriet skulle bestå af Livregiment Dragoner, idet dog eksercerskolen skulle blive hjemme. Den udrykkende styrke på stab og 4 eskadroner skulle tælle 17 officerer, 497 underofficerer og dragoner, 7 mellemstabsbetjente samt feltpræst for rytteriet og artilleriet, 7 understabsbetjente, 27 oppassere for officerer og mellemstab, 59 rationer, 4 4-spændige patronvogne, 4 4-spændige brødvogne, 1 4-spændig bøssemagervogn, 1 6-spændig smedevogn samt 9 udskrevne bagagevogne.

Oppasserne var trænkuske, og deres uniform blev 10/3 fastsat til at være lyseblå med tinknapper, rød krave og rød stribe ned ad bukserne og langs huens kant. Denne uniform blev samtidig fastsat for de håndværkere, der hidtil ikke havde været uniformerede. Regimentet havde for nylig fået nye karabiner med viser og 90 skud. 30/4 bestemtes, at hver mand skulle have 5 rendekuglepatroner i en lille lædertaske, og 2/5 fastsattes, at der til pistolammunition kun måtte bruges rendekuglepatroner. Desuden skulle der på hver eskadronpatronvogn medføres 1 hakke, 1 spade og foruden håndøksen en stor økse (reskript af 23/4).

Artilleriet bestod af 1 6-pundigt batteri med 6 kanoner og 2 haubitzer. Styrken skulle bestå af 6 officerer, 203 underofficerer og menige kombattanter, medens nonkombattanterne omfattede 1 kirurg, 1 kursmed eller dyrlæge, 3 håndværkere og 14 officersoppassere. Dertil kom de 8 piecer, 10 køretøjer, 11 rationer og 159 heste. Af ammunition medførtes 300 kugle- og kardæskskud pr. piece.

Pionererne, der dengang hørte til artilleriet, omfattede kun 1 underofficer og 16 pionerer.

Reserveparken, hvis personel regnedes blandt nonkombattanterne, skulle bestå af 3 officerer, 2 af mellemstaben (kirurg og kursmed), 51 underofficerer og menige, 73 stykkuske, 7 rationer, 145 heste og 10 6-spændige voiturer til jægerammunition, laboratoriesager, smedevogne, fourage og skansetøj, 2 4-spændige vogne til krudt og brød samt 1 2-spændig kompagniammunitionsvogn. Hertil måtte man rimeligvis regne med nogle rideheste som reserve for kavalleriet, der dog selv skulle levere dem.

Lazaretdivisionen beregnet til 300 syge talte 14 officerer og ligestillede (inspektør [løjtnant], overlæge, 5 læger, apoteker, skriver, økonom, underinspektør, kok, 2 arbejdsmænd), 40 sygevartere, 6 rationer, 9 4- spændige rekvisitvogne, 1 4-spændig apotekervogn, 4 2-spændige voiturer med 24 stykkuske og 48 heste.

Sygevartere skulle udskrives af landet mellem fuldkommen tjenstdygtige, men dog egnede til denne tjeneste. Divisionen var organiseret således, at der kunne etableres 2 komplette lazaretter på forskellige steder.

Proviantpark var ikke forudset i forbundsakten, men den kunne formeres af kontingentets brødvogne.

Den udrykkende styrke ville på denne måde blive lidt større end forlangt af Forbundsdagen, og ville komme til at tælle: 3793 kombattanter, 560 nonkombattanter, 1322 heste, 8 piecer og 139 voiturer.

Af landet måtte der udskrives 86 batterikuske, 381 stykkuske og 892 heste, medens de 9 håndværkere skulle leveres af byerne. Der måtte desuden ansættes 2 regimentskirurger, 2 bataillonskirurger og 20 kompagnikirurger, 1 apoteker og 2 dyrlæger eller kursmede.

24. april blev styrken forøget med en del personel til 10. Armékorps’ stab, og til brug for dem skulle der i Holsten udskrives 7 4-spændige og 3 2-spændige vogne med 17 kuske og 34 stykheste.

De marcherende styrker havde hidtil afgivet detachementer rundt om, men de skulle afløses den 12. maj, således at afdelingerne var samlede og hurtigt kunne blive marchklare.

I den følgende tid var forbundet optaget af kongevalget i Belgien, der nemt kunne føre til en krig mellem Preussen og Frankrig, da Preussen under ingen omstændigheder ville tolerere en fransk prins på den belgiske trone. Samtidig taltes der om de store franske troppesamlinger ved Belgiens og Pfalz’ grænser og en fremmedlegion, der skulle støtte utilfredse i de andre tyske stater. Det førte til, at talen om eksekution gled i baggrunden. Denne uro fortsattes langt ind i marts og næredes kraftigt ved, at kommandanten i fæstningen Luxembourg bad om støtte, da han frygtede at blive indesluttet ved en krigs udbrud og desuden kunne melde om, at belgiske tropper krænkede fæstningens rayon, og at franske officerer rekognoscerede landet og udfærdigede croquis’er af forskellige pas o. 1. For at undersøge forholdene blev det preussiske medlem af militærkommissionen, generalløjtnant, friherre v. Wolzogen sendt derover, og han meldte, at der måtte 12.0 )0 mand til at skaffe ro og orden i landet og andre 12.000 til at afvise de belgiske tropper.

Wolzogens rapport blev grue digt debatteret i militærkommissionen, der fastslog, at beslutningen om eksekutionen stadig stod ved magt, og at den kun var udsat, fordi man håbede, at konferencen i London havde midler til at bringe sagen i orden. Nu måtte man genoptage sagen, og kommissionen besluttede at opbyde 10. Armékorps med en preussisk division som reserve. Dette forslag kom fer i Forbundsdagen den 18. marts, men Hannover søgte at blive fri på grund af uroligheder, hvortil Pechlin dog bemærkede, at han ikke fandt undskyldninger tilstrækkeligt gode. Eksekutionskommandoet ville herved blive desorganiseret, og 2. Divisions march meget besværet. Det endte med, at den hannoveranske gesandt skulle hente nye instrukser.

Spørgsmålet kom for igen den 22. marts, og nu tilbød Kur-Hessen at sende en division og Nassau li3le sin styrke på 4000 mand og 1 batteri. Hvad Nassaus tilbud angik, mente Pechlin, at hertugen derved ville undgå at benytte sine egne tropper, hvis der skulle opstå uro i landet, men kunne få den dæmpet ved at tilkalde hjælp fra naboerne.

Imidlertid havde Trepka forhandlet med general Hinüber og gesandterne for de lande, der skulle stalle tropper til 2. Division, men han havde endnu ikke fået styrkelister fra dem. Hannover ville stille det halve af sit kontingent, og militærkommissionen beordrede nu, at de marcherende tropper skulle være klar til udrykning med kort varsel. Samtidig fortalte Pechlin, at Waldeck, der havde fået ordre til snarest at forstærke Luxembourgs garnison med 500 mand, kun kunne sende 90 med 50 geværer, da resten var optaget af at pløje. Lippe havde fået den samme ordre, men der var forholdene ikke bedre.

Situationen omkring begyndelsen af april var denne, at forbundet ikke ønskede at trække eksekutionskommandoet ind i en begyndende krig mellem Frankrig og Preussen og derfor bestemte, at kommandoets opbrud først måtte finde sted med forbundets tilladelse. Man var bange for en krig, »da weder der Bund, der seiner ganzen Organisation nach in seinen Maassregeln langsam und überhaupt ein schwerfälliger Krieger ist, genügend vorbereitet und gerüstet ist, noch Rusland den Polnischen Krieg beendiget hat«. Østrig var ganske vist uangribelig bag Piémonts bjerge og Schweiz’ neutralitet. Faren for krig afhang af det franske kabinet, selv om den var størst fra belgisk side. For øvrigt var Ober-Rhein meget udsat på grund af Württembergs og Badens svaghed, men Bayern dannede her et godt rygstød.

Så skiftede Fraukrigs regering; det nye ministerium var mere fredsvenligt, og dertil kom, at konferencen i London kunne meddele, at dersom Frankrig greb ind i en belgisk borgerkrig, ville det betyde krig med de fire stormagter, hvis blot én fransk soldat satte foden på belgisk jord. Som svar på en depeche fra det danske departement trak Münch kong Frederiks stilling op med følgende udtalelse: »... il pouvoit contrarier le gouvernement du Roi, étant principalement puissance Européenne d’être enveloppé pour une partie de ses provinces dans les phases du corps Germanique; mais ... qu’une fois entrés dans ce lien, il ne restât pour nous, ainsi que pour l’Autriche, la Prusse et les Pays-Bas, que la nécessité d’en subir les conséquences; que, bien que cette composition mixte des états du Roi ne pût jamais empêcher d’adopter & de faire discerner une politique indépendante pour le Danemark, le lien fédéral pourroit, par événement, être aussi d’une grande ressource pour les intérêts de toute la monarchie; qu’il en paroissoit de la sagesse de tous ces gouvernements en partie Européens, en partie de la Confédération, de faire paroître aussi peu que possible deux systèmes de politique différens ...«

I København var kollegiet ved at blive betænkelig ved de store udgifter, der ville løbe på, og den 5. april skrev kongen til Trepka, at den ekstraordinære udskrivning kostede 112.100 rdl. til rug og fourage. En 14-dages march fra standkvartereme til samlingspladsen i nærheden af Hamborg ville koste 5655 rdl., 20 sk. Gage, felttillæg, løn m. m. for selve kontingentet og 2. Divisions stab for 1 måned ville blive 62.000 rdl., og dertil kom, at »Douceurpengene« skulle udbetales i juni måned, og de beløb sig til 3 rdl., 6 sk. slesvig-holstensk courant eller 13.000 rdl. Kongen ønskede derfor, at han skulle forlange pengene forud. Pechlin og Trepka skrev som svar herpå, at det var kun udgifterne til march, forplejning og felttillæg uden for kongens riger og lande, der kunne fordres dækkede, og det eventuelt endda kun gennem krigsskadeerstatninger. I de følgende måneder førtes der en lang korrespondance om dette spørgsmål, uden at kongen ville bøje sig for de to herrers forklaringer. Dertil kom, at Trepka den 13. april meddelte, at militærkommissionen i Frankfurt havde nægtet at udfærdige kvarterbilletter og anvisninger på brød og fourage til korpset under dets march, og det fik 23. april kongen til at skrive til Trepka, at disse papirer måtte være det danske kontingent i hænde, inden det fik lov til at rykke over grænsen og ind i de forskellige fremmede stater. Han forlangte, at de skulle være udstedt enten af den nederlandske militærbefuldmægtigede generalmajor, baron Tengnagel eller af generalløjtnant Hinüber, der var armékorpsets chef.

Den 25. marts havde kongen udstedt en parolbefaling om formeringen af det holsten-lauenborgske kontingent efter planen af 21. februar. Kontingentet skulle formeres som en brigade under kommando af chefen for Dronningen Livregiment, oberst Jens Leschly, der 1813 havde indlagt sig stor berømmelse ved føringen af arrieregarden gennem Holsten. Kort efter udnævntes Leschly til generalmajor. Hans stabschef blev major Hans Christian Romeling, der vandt sine laurbær under slaget ved Sehested, hvor ban tog kommandoen over 3 batailloner og 1 eskadron og kilede sig ind mellem fjendens avantgarde og hovedstyrke og derved »reddede vor højre fløj og gav os sejren«. Forbundet havde overladt til kongen at ansætte divisionens chef og stab. Hertil havde kongen i december udset hertug Wilhelm af Glücksborg — Christian IXs fader — der var ualmindelig velbegavet, dygtig og viljestærk; men han døde i februar, og i stedet valgte man prins Frederik Wilhelm Carl Ludwig af Hessen-Philippsthal-Barchfeldt, der varetog sine hverv med iver og dygtighed, var elskværdig og meget populær i København. Til stabschef fik han major Peter Frederik Steinmann, der 1813 havde været i kongens stab ved Lille Bælt og 1814 stabschef ved det 2. Auxilliairkorps. Ved selve Armékorpsstaben blev oberstløjtnant Jens Carl Bardenfleth souschef og hans broder Frederik Carl Løvenørn Bardenfleth ansat som stabsofficer fra 2. Division. Desuden ansattes en række officerer og ligestillede fra mellemstaben i højere stillinger.

Allerede den 22. april var ordre udgået til de enkelte afdelinger, der skulle deltage i eksekutionskommandoet, om at indkalde indtil 8. årgang til møde i garnisonerne, rekvirere fornødne udrustningsgenstande ved munderingsdepotet i Rendsborg, o. s. v. Nærmere ordre om opbrud til samlingspladsen ved Altona ville senere tilgå. Stykkuske skulle møde den 7. maj og de udskrevne heste dagen efter. Da 8 årgange ville dække styrken rigeligt, ville der blive en del overtallige, som kongen lod hjemsende, idet gårdmænd og folk med selvstændigt erhverv fortrinsvis skulle fritages for tjeneste. Der blev i den følgende tid arbejdet meget energisk ved tropperne, således at brigaden nåede et højt standpunkt.

Efter at der i slutningen af marts og det meste af april var ført forhandlinger i Frankfurt mellem militærkommissionen og general Hinüber, kunne forbundet den 25. april vedtage sammensætningen af eksekutionskorpset; men trykningen af ordre de bataille tog tid, så at Pechlin først fik den den 1. maj, og den nåede derfor først København den 9. maj.

Foruden nedenstående ordre de bataille blev det bestemt, at de forskellige kontingenter skulle stå på samlingspladserne 14 dage efter modtagelsen af marchordren. Det danske kontingent kunne dog møde noget senere, da marchordren skulle til København, før opbrudsordren kunne udstedes til de enkelte afdelinger, men man gik ud fra, at de hurtigt ville slutte op. De enkelte staters gesandtskaber skulle overdrage Hinüber kontingenterne, og det påhvilede derefter ham at give alle nødvendige ordrer til marchen mod Luxembourg.

Når marchordren kom, skulle det danske kontingent samles i egnen ved Altona, men da hamborsk territorium lier star sig dybt ind i det holstenske område, gav kongen Departementet for udenrigske Anliggender ordre til at forhandle med Hamborg om muligheden for, at en del af kontingentet kunne blive underbragt på stadens område, indtil opbrudsordren korn.

Medens ordre de bataille var på vej til de respektive hovedstæder, bad Pechlin Münch om at give ordre til afmarchen, men det lykkedes ikke, og Pechlin samlede så de andre gesandter, der repræsenterede korpsets stater, og som alle var under pres hjemmefra på grund af udgifterne til underholdet af kontingenterne. De gik alle til Münch og forlangte klar besked: om eksekutionen var opgivet, eller om korpset skulle marchere. Men heller ikke denne henvendelse gav noget resultat, Münch var meget afhængig af Wien, og den nederlandske gesandt grev de Grünne mente, at udgiften til eksekutionen ville blive en million florincr, og det gjorde sagen meget tvivlsom. Pechlin bemærkede hertil: »Votre Excellence en voit, å quel point le crédit de ce Souverain a faibli«. Den næste depeche fortalte, at Bayern ikke ville underskrive marchordren, før Østrig og Preussen havde meddelt det til London. Brevet af 8. maj meldte om uro i Midttyskland, en halv snes dage efter fortalte Pechlin, at konferencen i London ville forhandle med Frankfurt om korpsets styrke og afmarch. Den 20. maj erklærede baron Tengnagel efter ordre fra kongen af Nederlandene, at han kun ønskede de kurhessiske og nassauske kontingenter. Londonkonferencen søgte stadig at mægle og mente, sagen kunne glide lettere, når Nederlandene fik en større sum for Luxembourg, og 4. juni var det afgjort, at Luxembourg blev aftrådt til Belgien, dog stadig med en preussisk garnison i hovedstaden. I flere af sine depecher havde Pechlin udtalt, at han ikke troede på, at korpset kom af sted, og havde endog tilrådet kongen at hjemsende mandskabet. Så blev Forbundsdagen hjemsendt, og dermed bortfaldt eksekutionen for denne gang, selv om spørgsmålet skulle tages op igen senere på året. I den følgende tid søgte kong Frederik at få dækning for nogle af udgifterne ved forhandlinger med Nederlandene.

Efter almindelig skik skulle det hjemsendte mandskab genindkaldes i juni måned, således at der afholdtes større samlede øvelser ved en af generalkommandoerne, medens afdelingerne blev i deres standkvarterer ved de andre. 1831 skulle samlingen finde sted i generalkommandoen i Hertugdømmerne ved Rendsborg, og ordre hertil udgik allerede den 21. marts med 2. juni som mødedag. Men 9. maj ændredes befalingen på grund af en mulig marchordre til, at såvel Livregiment lette Dragoner som Dronningens Livregiment og Lauenborgske Jægerkorps skulle blive i standkvartererne. Disse større øvelser overværedes altid af kongen, der dels foretog en detailinspektion af de enkelte styrker, dels var til stede ved den afsluttende store øvelse, hvorefter han først på stedet fremsatte sine bemærkninger og uddelte ros eller dadel, derefter skriftligt nøje gennemgik hvert kompagnis optræden. Kongen forenede altid denne inspektion med en større rejse rundt i generalkommandodistriktet. 1830 var han han begyndt i Aarhus, rejste så op langs østkysten til Skagen og derfra ned langs vestkysten for at ende i Kolding. I 1831 rejste kongen den 6. juli til Korsør, var den 11.— 12. på Louisenlund ved Slien, og den 13. mødte han i Rendsborg kl. 7 og begyndte detailinspektionen over fæstningens garnison, der dog var blevet forstærket med Lauenborgske Jægerkorps.

 

Den 16. blev der til slut afholdt en manøvre mod en supponeret fjende med Oldenborgske, Holstenske og Slesvigske Infanteriregiment, Slesvigske og Lauenborgske Jægerkorps og 3 batterier. Manøvren foregik på eksercerpladsen tæt norden for Rendsborg. Der fandtes her en række haver langs landevejen til Slesvig, og styrken opmarcherede med front mod haverne. Bataillonerne skulle stå længst mod vest i »divisionskolonner« med bataillonsdistance mellem kolonnerne. Foran disse 6 kolonner holdt de 3 batterier med 100 skridts mellemrum og det 6-pundige i midten. Foran dem stod de 2 jægerkorps med en kæde af blænkere foran.

På nærmere ordre begyndte jægerne at skyde og rykke fremad, idet de forstærkedes fra jægerkolonnerne. Derpå skulle jægerne trække sig tilbage bag batterierne, der nu skulle åbne en levende ild, medens bataillonerne opdeployerede. På nærmere ordre avancerede batterierne, jægerkorpsene satte sig i kæde bag infanteriet, og regimentsjægerne rykkede frem og formerede en kæde bag kanonerne. Infanteriet rykkede nu frem omtrent til haverne med jægerne i kæde bagved og et 3-punds batteri bag hver fløj og det 6-punds bag midten.

Under manøvren greb ledelsen ind nogle gange, og flere af bataillonerne førtes hen over eksercerpladsen under talrige formationsforandringer, så den krokerende løjtnant måtte anbringe 3 klapper over det oprindelige croquis.

Hver infanterist fik udleveret 15 patroner, hver jæger 20 og hver kanon 50 karduser. Mandskabet skulle møde i dagligt tøj, blå bukser og uden tornyster.

Det var altså en meget stram og stiv øvelse, der stillede store krav til såvel befalingsmænd som mandskab, hvis det skulle lykkes at gennemføre de indviklede bevægelser og formationsforandringer, uden at de rette linier kom i uorden, men kongen var særdeles tilfreds med øvelsen og udtalte på stedet megen ros til tropperne.

Dagen efter tilbragte kongen igen på Louisenlund, men så fortsattes turen over Husum — Heide — Meldorf — Glückstadt — Altona — Kiel og tilbage til Louisenlund. Den 30. sejlede han til København.

Selv om eksekutionskorpset ikke officielt var opløst, men stadig kunne vente marchordre, gav kongen efter inspektionerne ordre til hjemsendelse af alt mandskab, der ikke var strengt nødvendigt til vagttjeneste m. m., for Rendsborg garnisons vedkommende allerede den 18. juni. At man kunne vente marchordre fremgår af, at regimenterne den 18. juni fik ordre om i så fald at rekvirere 102 felttourniqucts ved Rendsborg arsenal.

Sålunde slutter denne saga!

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon eksekutionskorpset_til_luxembourg_1831.pdf

 

Kilder:

Parolbefalinger 1830-31.

General Commissariats Collegiets arkiv.

Reskriptsamlingen.

Generalstabens arkiv.

Tøjhusmuseet.

Ræder: Den danske Armees Organisation, Kbh. 1837.

Søltoft: Bidrag til 15de Bataillons Historie, Kbh. 1928.

Departementet for udenrigske Anliggender:

Forestillinger 1830-31.

Frankfurt II, Depecher 1830-31.

Frankfurt III, Korrespondancesager betræffende det besluttede Executionstog mod Luxembourg 1831-1840.

Dansk biografisk Lexikon.

Brockhaus Conservationslexicon, Leipzig 1878.

Notomb: Histoire belge du grand-duché de Luxembourg, Paris 1915.

C.L.S.O. L ’époque contemporaine I, Paris 1953.

Histoire des relations internationales XV, Paris 1954.

 

Litteraturliste

Del: