Efterårsøvelser og andre større øvelser

Under øvelser på kompagni-, eskadrons- og battcriplan ser vore felttjenester i reglen nydelige og korrekte ud. — Der er afvigelser: dårlig sløring, ufeltmæssig optræden, en blanding af instruktion og føring, en maskingeværskytte, der ligger og plaffer ud i luften, fejl i føring og terrain- benyttelse, forkerte principper, m. v., m. v., men stort set går det fint, der er intet at skamme sig over, tværtimod man frydes ofte. Det viser sig også, at jo mere disse feltmæssige færdigheder bliver øvet, des mere er den enkelte menige interesseret i at udføre dem korrekt. For et år eller to siden så jeg et kompagni fra Dronningens Livregiment, hvor de meniges iver for at melde, for at foretage sig det rigtige, var direkte hjertevarmende. En gruppe havde mavet sig frem på patrulje til et givet mål. Fint arbejde resulterede i fine meldinger, som blev bragt korrekt tilbage. Til meldingen føjede ordonnansen oven i købet, at hvis de måtte, så kunne de nå endnu længere frem og se endnu mere, måske også lave et fint ildoverfald. Det var hans personlige mening. Sporadisk oplever vi det samme på vore større øvelser —- gad vist, om ordet sporadisk dækker? Det er nok endnu sjældnere. Ofte ser vi noget andet på disse øvelser: vogne kørt op bag i hinanden, stående over for en kø af andre vogne med modsat front og bugnende af folk på ladene. Eller vogne, der kører forbi egen forreste linie lige lukt igennem fjendens og sikkert ud igen. Man spørger sig selv, hvor de nydelige og friserede kompagniøvelser blev af?

Jeg græmmer mig over synet, og jeg ved, at andre har samme fornemmelse. Dels virker det disciplinnedbrydende, dels går en masse tid til spilde for os alle. Tid, der kunne bruges til at uddanne os selv i. Alle spændingsmomenter falder bort. De implicerede keder sig groft. Det værste bliver vel nok følgerne, såfremt disse øvelsesmanerer føres med i krigens første fase, hvad de uvægerligt gør. Det bliver til en skrækkelig gang brodne pander, der for en stor del ville være ganske overflødige. Det bliver til ineffektivitet i stedet for effektivitet. Hvad or grunden til at tingene som oftest ikke bliver udført ordentligt, til lige stor opbyggelse for stabe som for geled. 
Man kunne komme let igennem det ved at sige: dårlig kommandoføring. Men tingen er speget: hvorledes har det sig med føringen? — Efter min mening har det sig således, at man ikke får nok personligt udbytte af god føring i dag. Føringen er i forfald af samme årsag. En årsag til til føringens forfald er nok følgende: Omkring 1953— 54 lød det: vore førere er ikke dygtige nok. Man indledte en kampagne ved hjælp af standardøvelser. Man udlagde skinner, ad hvilke øvelserne skulle køre. Førereren blev herved uddannet til sporskifter, køreplanen var lagt af andre, og øvelse på øvelse gik ad de samme baner. Den eneste kritik efter en sådan øvelse var hygget over tidsmålinger. Vi er nogle stykker, der har hørt på nogle liundrede af kritikker efter standardøvelser. Det kan vist nok bevidnes, at de er trivielle at høre på. Ganske uden kolorit.

Jo, selve standardøvelsen indeholder visse føringsmomenter, faktisk dem alle på nær et: føringens salt. Dette salt er muligheden for fejltagelser. Men denne lille ingrediens, der skal syrne det hele, mangler til gengæld helt og påvirker føreren og alle led ned til den menige, hvis hoved og øjne man helt kan undvære. Under en øvelse havde sporskifteren taget fejl: hans kampvogne var trukket tilbage, men hans panserværn var ikke kommet frem. En menig opdagede, at de fjendtlige kampvogne begyndte at røre på sig i forter- rainet. Han meldte. Dette var vigtigt, og en premierløjtnant for afsted med meldingen til bataljonschefen. Denne så koldblodigt på sit ur, da han fik meldingen. Dette fik premierløjtnanten til stakåndet at melde om, hvad også han havde set: fjendtlige kampvogne, de støvede, de røg, de kom nærmere. Isnende koldt kom svaret: »De må have set forkert, de fjendtlige kampvogne skal først komme om 17 minutter.« Resultatet af et par gode øjne og et par kvikke hoveder i forreste linie: nul. Markeringen havde taget fejl af klokken, og sporskifteren havde ingen grund til at kalde sine egne kampvogne frem eller blot at handle. Den slags øvelser sløver vor forreste linie. Hvorfor se, hvorfor melde, enhver kan da se skinnerne. Vort mandskab er uhyre fintfølende, værdsættes dets iver ikke, er det let for det at skjule den. Standardøvelsen har en masse tilhængere. Ikke mærkeligt, da den er dyrket med intensitet i lang tid, og da den ser så herligt velordnet ud fra feltherrehøjen. Alt klapper. For hvert hug viger fjenden, og fjenden er aldrig andre steder, end hvor hugget falder. Ordreudgivelsen er ganske vist en langsommelig affære, men hvor er den fuldendt, (jeg har set englændere øve ordreudgivelse pr. stopur, tempo, tempo), den var også skrevet af en anden i forvejen, en yderst kompetent, og man behøvede ikke at overvære den, og at der til visse førere blev sagt: »Lige som sidst«, tror man næppe.

Vore store øvelser har lidt af samme skavank mange gange. Hvem af os har ikke hørt udslynget, (hvor sandhedssøgende sjæle afventede kampdommernes taktisk retfærdige afgørelse), ordet: »Drejebogen«? Hvorpå alle føjede sig hver til sit som ved et fejlagtigt dømt straffespark. Føringen bygges på en fast vilje til at lægge en plan, som man i det mindste selv tror på, fordi man selv har hygget den op. Den kan ikke være ens for alle. Et andet element er de »nervetråde«, der går fra forreste mand op til føreren, så meldinger om observationer registreres og modstanderens anslag pareres. Føringen er en fortsat fægtning med fægtningens stød og parader. Ganske vist har vi alle lært bajonetfægtningens stød og parader ekser- cermæssigt, men da vi kunne dem, gik vi over til fri kontra, og her lærte vi at fægte.

Føringens stød og parader kan indøves eksercermæssigt. Blot bliver eksercitsen aldrig til føring, lige meget hvor mange tusinde standardøvelser, man end gennemfører. Se efter standardøvelsernes spor i vore øvelser, og der er »varm fod« af dem alle vegne. Jeg har hørt en bataljonschef sige, at han ikke kunne føre sin infanteribataljon ad en akse, for standard siger to. Jeg har set en anden chef stå i en oplagt situation og sprede sine syrker i stedet for at samle dem, ført da »drejebogen« kom ind i billedet, blev der orden i sagerne. Man er skam ikke vant til at tage beslutninger, der kan få konsekvenser, og det virker helt til bunds i vort mandskab. Jeg har set en bataljonschef under »fri føring« lave sin egen plan på sit kort for de næste tre døgn uden at vide, hvad fjenden ville foretage sig. Og hvad fjenden end foretog sig, ændrede han ikke sin plan, men kampdommerne måtte hver aften lede fjenden ind på de rette baner, for at det kunne passe til de blå boller på den anden side. Den var blevet til en selvgjort standardøvelse. Det fremkaldte en del hovedrysten hos modstanderen, der var vant til facts. En årsag til er vel kampdommertjenesten. Blot er det ganske umuligt at være kampdommer, når to enheder uden nogen form for opklaring rasler ind på livet af hinanden direkte med deres hovedstyrker. Kampdommeren siger: »»Brake«, væk med jer, til hver sin side«. Atter mangler følingen, og man tørner igen sammen ved »fuldt stop«-skiltet midt i byen, for bortset fra manglende føling, var der heller ingen terrainbenyttelse.

En undskyldning er: vi ville ikke volde markskade. Nej, den smule ville vi nok kunne komme over, men det vil tage tid at komme i terrainet, og den tid giver man sig ikke, men man sætter sig gerne i rabatten eller sidder på køretøjet på vejen og venter i timevis og »tænker« på det dejlige terrain, og hvor godt det kunne udnyttes, hvis bare vi kunne komme derud, hvad intet hindrer. Eventuelle markskader er en dårlig undskyldning for dårlig eller ingen terrainbenyttelse. Øvelserne kan lægges på steder og på tidspunkter, hvor markskademe vil kunne overskues. Opklarings- og fægtningspatruljers markskade vil være minimale. Dybde i en fremrykning volder ingen markskade. Infanteri skal ikke gå i spredt orden før umiddelbart før sammenstød. Hegn og grøfter er de fremrykke- veje, der udnyttes ved den daglige undervisning, de må også kunne anvendes under større øvelser. Muligvis må der gås ad omveje af og til, men det kunne være, at krigsmæssige hensyn gjorde andre, men lignende omveje nødvendige. Observationer fra højdepunkter er en nødvendig forudsætning for føringen. Der skal ikke mange folk derop, for at den kan blive effektiv. Jeg så engang i et stærkt bakket terrain en INFBTN + en PNBTN stå naglet til stedet i over en time i en hulvej. Det, der boldt denne styrke inaktiv, var en engelsk gruppe på 6 mand med et maskingevær. Man må have troet, det var et fjendtligt regiment. Som kampdommer gik jeg op på en bakketop 100 m fra hulvejen. Herfra kunne man omtrent skyde lodret ned på den tapre fjende, men ingen gjorde det, og ingen melding kom frem om, hvad det var, der stoppede det hele. (Terrainet?: græsmark i vinterhalvåret. Det kostede højest et par kalorier at gå derop).
 

Vore førere og alle førere vil begå fejl, som de også vil yde bedrifter i føring. Jeg husker en INFBTN (+)-øvelse, der i 1941 gik fra skoven øst for Klausholm imod vest. Opgaven var at angribe en motoriseret kolonne, der var startet i Ålborg og som skulle til Århus ad hovedvej 10. Ordren var klar*). Bataljonen blev sat i march. Lige vest for Klausholm stødte opklaringen på en vejspærring og dens bevogtning. Bataljonen blev i sin helhed foldet ud til angreb. Det tog tid, der var systematisk ordreudgivelse på alle trin. Angrebet gik frem og overfløjede broen i et rent Cannæ efter de bedste klassiske mønstre. Da viste det sig, at den fjendtlige bevogtning havde været forsvundet i 2 timer. Cannæ blev forvandlet til det kendte dødfødte barn, der løb ud i sandet.

*) NB. Bemærk, hvor klar ordren er, den står som et dirrende spyd i målet. Den kan forklares for enhver i styrken.

Øvelsen var mislykket? Nej. Ingen underfører, der var med, glemmer nogensinde, at det at kontrollere en melding er nødvendigt, ej heller at det er aldeles nødvendigt at bolde føling med fjenden, og at et angreb ud i det blå er temmeligt dumt. Føreren glemmer det næppe heller. Han nåede ikke målet. Den lille patrulje grinede tykt, men dens grin blev mere kortvarigt, næste gang bataljonen stødte på den. Det var inden drejebogens opfindelse. Der var ikke gangkurv for førere. Vi lærte meget andet under den øvelse. Jeg har 1 y2 side optegnelser derfra, hvor denne episode fylder 2 linier. Egentlig behøvede jeg ikke optegnelserne, for billederne står mejslet ind, støttet af den kritik, der fulgte. Kritikken var blændende og overlegen uden antydning af personlig brod, men yderst lærerig og bemærkelsesværdigt præcis og kort. Selv om principperne i føring ikke er ændret en døjt fra da til idag, kommer de kun sjældent frem i kritikken efter en øvelse. De udviskes på vejen af ikke udført eller dårligt udført felttjeneste og af en drejebog, der blev fulgt, og som aldrig rammer helt ved siden af. Det lærerige forsvinder, for en del udvandes. Der er undtagelser. Under Forår 65, lå der et vældigt bid i »— angrebet var vel ført, under forudsætning af at det måtte tage to dage at likvidere brohovedet ...«, men det var jo lykkedes, fordi øvelsesledelsen den sidste dag greb ind og lagde skinner. Blot står det uvist, om disse skinner ikke var blevet erstattet af en endnu bedre plan. I hvert fald havde det givet en større tilfredsstillelse med »eget arbejde«. Artilleriet er vel den våbenart, der udnytter terrainet bedst, og man hører ikke ramaskrig om markskader forvoldt af det. Dets observatører finder oftest udmærkede observationsstader.

Vist udfører vi ting i dag, som vi var aldeles ude af stand til tidligere, man behøver ikke at have været i hæren mere end i 12 år for at have et begreb om en vældig udvikling. Til gengæld tror jeg nok, at det, jeg kaldte »føringens salt«, er blevet noget temmeligt grundet brakvand. Nu vil jeg ikke misforstås m. h. t. »standard-øvelser«. At en øvelse går igen på samme grundlag og ordre er efter min mening ikke en standardøvelse. Det gælder kun den øvelse, der i bevægelser og minutter er nøje fastlagt af øvelseslederen. Endelig er der til samme situation og grundlag at sige, at heller ikke disse 2 faktorer kan stå sig ret længe uden at forkalke og stivne. Man må som øvelsesleder have en trang til at gøre øvelserne bedre og bedre. Synes man, at man har gjort sit livs bedste værk og lader det stå ved det, er man på retur.

Jeg mener ikke, vi skal lave flere markskader, tværtom. Mange markskader skyldes ubesindighed eller iver på et ungdommeligt trin, som kan dæmpes af en lidt mere moden mand, hvis han har hold i strikkerne. Det vil kræve rekognoscering at indsætte bæltekøretøjer, men det vil det også i krig. (De skulle bare vide, hvorledes et bæltekøretøj kan føres, når køreren er indstillet på ingen markskade at forvolde. Det kan lempes igennem som en barnevogn). Der skal også under en fredsøvelse være tid til det hele: rekognoscering, indsættelse af støttevåben, opklaring, kontrol af at alt er i orden, før tingene sættes i værk. Under øvelse »Gudenå« blev der sagt, at det var helt galt med afstanden mellem køretøjer i en bataljon, den var ringe, og det så ringe ud. Det blev sagt til bataljonschefen, at han ikke kunne føre sin bataljon, hans køretøjer kørte helt op i hinanden. »Hvad kan jeg ikke?« lød svaret, og næste dag var der en fodboldbanes længde imellem dem. Vist lader det sig gøre. Det lader sig gøre med kompagnier enkeltvis, og det er da kompagnier, der arbejdes med. En vis tilbøjelighed ligger der i at skyde skylden på manden ved rattet. Han er nu ellers god nok, findes næppe bedre eller klogere. Han er begavet nok til både at holde afstand og sin vogn sløret. Han kan lide at gøre sit arbejde godt. Blot må han have at vide, hvor han skal hen, ellers klæber han, egentlig kun af pligtfølelse, af frygt for at blive væk og til grin.

Og så kan sjuskeriet med detaljen måske findes et andet sted også. Det er påvist, at køreren skal liave haft tid til at blive orienteret. Han skal orienteres af gruppeføreren om vejen, om afstanden, om hvor han skal gøre holdt, om hvor han skal sætte sin vogn, (hvis han trods alt er lidt tung i det, eller det er første gang), og om hvordan han skal holde forbindelse med sin omverden.

Jeg mener, at en brigade skal handle i dag som den disponerede i går -— normalt. Den skal disponere en dag frem. Det sker, at en øvelsesledelse giver en brigade ordre ved midnat, og at vor kører kl. 0600 skal afmarchere på den ordre. Det lader sig gøre, for alt lader sig gøre, men så når vi aldrig ned til køreren med ordren. Det bliver efter princippet: »Efter mig — løb!«. Visse engelske enheder øver, som angivet, den meget hurtige ordreudgivelse, (Max: bataljon: 5 min., kompagni: 2 min.). Den er mulig, når man samtidigt har radioen at falde tilbage på med korrektioner og suppleringer. Den rummer to andre meget store fordele: enkelhed i udformning og klarhed i underførerens ansvarsområder, der bliver ikke plads til brogede mosaikker. Vi bør givetvis øve det samme, nemlig en lynhurtig og korrekt ordreforplantning. For to år siden var en dansk og en engelsk eskadron stillet over for hinanden i den klassiske øvelse: lige langt fra en og samme bro på hver sin side af en flod. Begge eskadroner fik startsignal samtidigt over radioen. Det tog den engelske eskadron et minut at få givet sine ordrer, den danske 12 minutter. Danskeren syntes, han havde været lynhurtig, men englænderen havde haft elleve minutter til at tilrettelægge sin modtagelse af danskeren. Han blev varmt modtaget. Dog, selv om vægten bliver lagt på denne disciplin, vil det kræve en vis tid at få fire våbenarter til at spille sammen ad samme akse og at få givet ordren helt ned til mandskabet. (Ironisk nok findes der ikke en højttaler i mandskabsvognene, men næsten hver mand har en transistor, (på denne kan man dog være så heldig at finde den militære frekvens en gang imellem)).

Disse overvejelser fremkommer, fordi jeg ved en lille friseret øvelse forleden sagde: »Sådan burde vore efterårsøvelser se ud«. Og spørgsmålet lød: »Hvordan får man dem til det?«. Svaret er efter min mening:

1) Giv føreren det fulde ansvar for sine handlinger. Lad ham høste både sejre og tidsler. Og han vil vise det ypperste, han formår. Hans iver vil forplante sig helt ud til de forreste af hans undergivne, som han er så afhængig af.
2) Gør opgaverne klare, d. v. s. enkle, herved har
3) ordrerne en mulighed for også at blive det, og en klar og konkret ordre går hurtigt igennem, men dog skal den have en vis rimelig tid til at forplante sig, for på hvert trin, må der en overvejelse til for at finde den bedste løsning på enhedens opgave og en vis tid til opklaring og sikring.
4) En ting til vil det kræve: mere løs ammunition, dels af de arter, vi allerede har, men vore kampvogne, som har skudvidder på omkring 2 km, må kunne tilkendegive, at de skyder, så det ses og
5) kampdommerne i forreste linie må have en effektiv indbyrdes radioforbindelse og et afløsningssystem, så kampdommertjenesten bringes i døgndrift.

Nok vil vi så ikke få fremrykninger på 120 km om dagen, men alle vil få fuldt op at gøre, også fjenden (med os).

Jylland, november 1965.                                                             V. Carneiro.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

PDF icon efteraarsoevelser_og_andre_stoerre_oevelser.pdf

 

 

 

Litteraturliste

Del: