Eesti Leegion sõnas ja pildis – The Estonian Legion in Words and Pictures

Anmeldt af Kai Willadsen

Af Mart Laar. Udgivet af forlaget Grenader, Tallinn den 12. juni 2008. ISBN: 9789949422616. 480 sider indbundet, illustreret. Føres i Nyboder Boghandel. Pris kr. 625 (vejledende).

Hvor blodsudgydelserne for Danmarks vedkommende i den tyske besættelses første år var begrænset til de faldne soldater 9. april, voksede det estiske folks tab kraftigt i løbet af den sovjetiske besættelses første år, selv om der i løbet af selve indmarchen kun blev myrdet et begrænset antal mennesker af Den røde Hær og den sovjetiske „sikkerhedstjeneste“. Dette sammen med de generelle sovjetiske røverier og den almindeligt udbredte kommunistiske terrorisme i perioden er baggrunden for, at mange estiske mænd, efter den tyske hær havde smidt den sovjetiske besættelsesmagt ud af Estland i sensommeren 1941, meldte sig til tyske tjeneste. Eftersom der ikke længere var nogen estisk hær, så man dette som den eneste måde, hvorpå man kunne forsvare sig og sine imod kommunismen.

Efterhånden, som krigslykken på østfronten vendte sig imod de tyske styrker, blev der brug for betydeligt flere soldater, end Tyskland selv kunne stille. Derfor blev der oprettet flere og flere estisk bemandede enheder på gradvis højere niveau. Den estiske Legion blev oprettet i 1942 og voksede sig i 1944 til den fuldt udrustede 20. Waffen-Grenadierdivision, som spillede en nøglerolle i blokeringen af Den røde Hærs fremrykning på Narva-fronten i sensommeren 1944.

Bogen er udformet som et billedalbum, der giver en oversigt over Den estiske Legion fra begyndelsen og indtil krigens slutning samt soldaternes skæbne efter krigens slutning og til i dag – mange fortsatte som modstandsfolk kampen mod okkupanterne fra øst i flere år efter den officielle afslutning af 2. verdenskrig. For at forstå perspektivet skal det huskes, at for Estland sluttede 2. verdenskrig reelt først i 1994, da de sidste russiske enheder som den sovjetiske okkupationsmagts arvtagere forlod landet. Billederne er fundet i en lang række offentlige og private arkiver. Teksten løber parallelt på estisk og engelsk, den omfatter 12 kapitler. Bogen er vedlagt en CD med sange sunget af soldaterne.

Billedteksterne er ikke i sig selv særlig informative. Som eksempel tjener billederne på siderne 210-211, hvor teksten oplyser, at der er tale om et tog på vej østover i oktober 1943. Her kunne der udmærket have været en identifikation af de på troppetransporttoget viste køretøjer (RSO = Raupenschlepper Ost) og panserværnskanoner (75 mm PaK 40).

Del: