At dyrke de faldne - Eksempler på mindekultur blandt danske veteraner fra allieret tjeneste 1939-1945

Resten var fordelt mellem norsk, canadisk, amerikansk og fransk tjeneste. Efter krigen dannede de frivillige kortvarigt deres egen forening, men sluttede sig hurtigt til den allerede eksisterende forening De allieredes Danske Våbenfæller (DADV) i 1952. DADV var dannet efter Første Verdenskrig og fik med de ”nye” frivillige et tiltrængt aktivitetsløft. Men hvordan etablerer en sådan forening en mindekultur og hvordan kommer den konkret til udtryk? Det er emnet for denne artikel at give eksempler på dette.

Foto: Her ses Minedronerne MSF1 og Hirsholm der leder efter miner i langelandsbæltet fra første og anden verdenskrig. Forsvaret.dk

I oktober 1956 kunne DADV på forsiden af foreningens medlemsblad præsentere billedhugger Sven Lindhards udkast til et monument over danske faldne i allieret krigstjeneste. Foreningens medlemmer omfattede danskere, der havde været i allieret tjeneste under enten Første eller Anden Verdenskrig, og nu fandt man, at det var på tide at få etableret et monument for indsatsen. Det monument, som blev opført består af en sokkel, hvorpå der står en tre meter høj statue forstillende en soldat med britisk hjelm på. Soldaten står rank og med bøjet hoved, og i hænderne holder han et gevær foran sig. Det er et enkelt og klassisk motiv, den sørgende soldat, der giver sig tid til at bøje hovedet og mindes de faldne kammerater. I lederartiklen omtales det da også som et motiv, der er ”så enkelt, at selv de mindste vil forstå ”. Tanken var, at monumentet skulle afsløres på 15-årsdagen for Danmarks befrielse. I det store jubilæumsnummer – foreningens 40-års jubilæum faldt samtidig med 15-årsjubilæet for befrielsen – hvor Lindhards statue blev afsløret, tages monumentsagen op igen. Hele forsiden prydes af et bilede af statuen i fuld figur, og inde i bladet gennemgår artiklen ”Monumentet og dets tilblivelse” historien bag.

Selve afsløringen af monumentet blev lidt af en begivenhed. Kong Frederik lagde den første krans, og ud over pårørende og veteraner var pressen mødt talstærkt frem, inklusive Danmarks Radio, der bragte et kort klip i fjernsynet, og foreningens eget medlem Verner Jerram tog ”adskillige ruller farvefilm”.

Men hvad var det egentlig for et monument, foreningen havde rejst? Først og fremmest kan man hæfte sig ved inskriptionen på monumentet, der ganske enkelt lyder: ”Vore faldne – I dansk og allieret krigstjeneste 1940-1945”. Afsenderen er ikke DADV, selv om det var foreningen der havde sat opstillingen i gang. Det fremgår af monumentets forside, at det er ”Skænket af det danske folk”. Med bemærkningen om, at det er faldne i dansk og allieret krigstjeneste, der skal mindes, understreges forbindelsen eller tilhørsforholdet, om man vil, til de faldne såvel den 9. april og 29. august som de faldne i allieret tjeneste. Fællesskabet mellem de to grupper – de frivillige og soldaterne i de danske styrker – er et fællesskab med to centrale og tæt forbundne temaer, nemlig det at give sit liv for fædrelandet og det at gøre det iført uniform. Det er for så vidt bemærkelsesværdigt, at monumentet ikke alene blev rejst for de frivillige, men at de danske soldater, der faldt i hjemlandet, også er medtaget. Der er ikke nogen debat eller nogen stillingtagen til denne udvidelse af kategorien i medlemsbladet, og det virker i det hele taget ikke, som om denne ”udvanding” af begreberne på nogen måde støder foreningens ledelse eller foreningens medlemmer. Man skal næppe lægge andet i denne udvidelse af monumentets mindegruppe i forhold til foreningens virke i øvrigt, end at de frivillige i allieret krigstjeneste følte et stort fællesskab med de faldne danske soldater og i forlængelse af dette et større fællesskab, end de for eksempel følte med modstandsbevægelsen. Det var et monument for den militære indsats, og man kan måske ligefrem se sammenkoblingen mellem de frivillige og de danske soldater som en understregning af det legitime i den uniformerede kamp, i modsætning til den paramilitære modstandskamp.

I den forbindelse blev der altså ikke stillet skarpt på, at de faldne deltog i allieret krigstjeneste, men at de deltog i en eller anden form for officiel krigstjeneste og faldt i en situation, som gavnede Danmark, og hvor det principielt var ligegyldigt, om man faldt 9. april 1940 i Sønderjylland eller 6. juni 1944 i Normandiet. Dette rejser et spørgsmål, der ligger i forlængelse heraf, nemlig hvor denne generelle identifikation med den faldne soldat kommer fra. Dette spørgsmål vil imidlertid først blive behandlet senere i artiklen.

Pilgrimsrejserne

En stor del af DADV’s aktiviteter bestod i at tage på busrejser til ind- og udland for at besøge monumenter og soldatergrave. Den første af disse rejser blev annonceret i februar 1965, i kølvandet på en talstærk dansk repræsentation ved Winston Churchills begravelse i London 30. januar 1965, hvor hele 300 danske modstandsfolk deltog – angiveligt den største delegation fra noget andet land end Storbritannien. I forbindelse med omtalen af denne delegations rejse, der også omfattede medlemmer af DADV, blev det i medlemsbladet foreslået at mindes 20-årsdagen for Anders Lassens død, der tilfældigvis samtidig var 25-årsdagen for den tyske besættelse 1940, ved et besøg ved hans gravsted, ”krigergraven”, som den kaldes i bladet, på den britiske kirkegård i Argenta i Norditalien, hvor 617 faldne britiske soldater lå begravet. Anders Lassen er uden tvivl den mest kendte danske frivillige og hans enestående handlinger under krigen gjorde ham i sidste ende til den højest dekorerede udlænding i britisk tjeneste. Ved hans sidste aktion blev han således tildelt den højeste orden i Storbritannien, Victoriakorset. Kun 99 blev uddelt under Anden Verdenskrig.

Rejsen blev en realitet med 28 deltagere, der den 7. april kunne vinke farvel til Hovedbanegården og derefter ”dundrede sydpå”. Rejsen havde et stærkt officielt præg. Således blev delegationen modtaget af den lokale militærkommandant, oberst Scuto, og turen til militærkirkegården på årsdagen for Lassens død den 9. april foregik med politieskorte. På selve kirkegården deltog en repræsentant for det italienske forsvarsministerium, Argentas borgmester, distriktets politichef og repræsentanter for lokale soldater- og veteranforeninger. Ved selve graven stod to æresvagter, og i et stykke fra graven var der opstillet et 30 mand stort æreskompagni af italienske soldater samt 20 fra luftværnet. Dertil kom journalister og pressefotografer foruden et kamerahold fra det italienske fjernsyn. Foreningens formand, Roland Olsen, nedlagde en krans ved graven og holdt en tale på dansk: ”I dag for 25 år siden blev vort fredelige Danmark besat af tyske tropper. Vi var et lille land næsten uden militær. Modstand var dengang håbløs. Men som tiden gik blev det anderledes. Danskerne modsatte sig Hitler og hans nyordning af Europa. På hjemmefronten gik folket til modstand, danske skibe stak af til England og sejlede for de allierede. Ca. 1.000 unge danske meldte sig til krigstjeneste under britiske faner. En af dem var Anders Lassen. I dag nationalhelt, han gjorde sit land ære, hans mod og tapperhed var uforlignelige. […] Vi bringer ham en hilsen fra Danmark og det danske folk. Og vi siger oprigtigt: Æret være hans minde.”

Herefter blev en italiensk krans ligeledes lagt ved graven, og følget iagttog et minuts stilhed. Derefter gik man videre til et fællesmonument, og også her lagde såvel foreningen som italienerne hver en krans.  Dette afsluttede den officielle del af turen, der derudover indbefattede et besøg i Venedig, inden turen gik hjemad igen.

I februar 1968 fortsatte man med planlægningen af endnu en rejse, hvor lederen ”Pilgrimsturen” kunne berette, at man agtede at arrangere en tur til gravstederne for de danske frivillige, der var faldet i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig og begravet der. Tanken var, at denne første tur skulle vare 10 dage og omfatte et besøg ved invasionskysten i Normandiet, tre dages ophold i Paris i forbindelse med højtidelighederne ved 50-årsdagen for afslutningen af Første Verdenskrig og endelig en hjemtur langs Rhinen ”med besøg de steder, der blev aktuelle i 1944-45”. I lederen forholdt man sig også til termen ”pilgrimsrejse”, der jo normalt forstås som den rejse, en person foretager til et helligt sted. ”De danske grave på de store kirkegårde sydpå, må betegnes som sådanne [helligdomme, forf.], her fandt landsmænd og kammerater deres sidste hvilested i den kamp, der bragte Europa friheden tilbage”. I det følgende nummer kunne sløret løftes for, hvilke grave man havde planlagt at besøge, 14 i alt, og hvor de befandt sig. Planen var at nedlægge en krans hvert sted, og kransene blev medbragt hjemmefra. Turen var berammet til at finde sted mellem 7. november og 16. november 1968, og på vejen skulle de relevante ”krigergrave” besøges. Forhåndsinteressen var stor, og mere end 60 medlemmer meldte sig som interesserede i forsommeren 1968.

Disse rejser, der er fortsat helt frem til i dag – med deltagelsen i 60-årsdagen for invasionen i Normandiet som et foreløbigt højdepunkt – har været foreningens mest omfattende aktivitet. Alt tyder på, at rejserne har været populære blandt foreningens medlemmer, og gennem årene har der været arrangeret rejser til f.eks. Normandiet og Paris af flere omgange, mens andre rejser, som f.eks. besøget i koncentrationslejren Neuengamme i 1965, var ”enlige svaler”.

At dyrke de faldne

Man kan – foruden det sociale samvær og fællesskab, som bestemt ikke er uvæsentlige elementer – med andre ord pege på to centrale aktiviteter i foreningens arbejde, nemlig gennemførelsen af de årlige mindedage og gennemførelsen af pilgrimsrejser til ind- og udland. Dertil kan lægges, at etableringen af monumentet ved indgangen til Kastellet i København ligeledes er en del af disse centrale aktiviteter, især naturligvis i forbindelse med mindedagene.  De to centrale aktiviteter er tæt forbundne, nemlig i kraft af dyrkelsen af og erindringen om de faldne. Det er lige præcis det fænomen, som Claus Bryld og Anette Warring kalder ”kulten af den faldne soldat” med inspiration fra George L. Mosses begreb ”myten om krigserfaringen”.[1] Myten har i korte træk til formål at forandre krigens realitet fra det brutale og meningsløse til noget, der gør den meningsfuld og ligefrem hellig. Det understreges, at Anden Verdenskrig kom til at markere en forandring i den måde, hvorpå vi som samfund har mindet de døde i krigene. Som Bryld og Warring fremhæver, blev tabstallene så at sige diffuse, i og med at de civile tab i Anden Verdenskrig oversteg de militære, og derfor kunne mindekulturen efter verdenskrigen dårligt have nøjedes med at gøre som tidligere og blot hylde heltene fra slagmarkerne, men måtte i højere grad inddrage tabene blandt de civile – og de dræbte civilister tab lod sig ikke erindre på samme heroiske vis som de faldne soldater. Derfor så man som helhed en forandring i monumenterne på europæisk plan, hvor det i højere grad var sorgen end det heltemodige, der blev omdrejningspunktet. Monumentet ved Kastellet passer glimrende ind i denne karakteristik, for soldaten, der stopper op og mindes de faldne kammerater, er netop et motiv med sorgen i centrum. Mosse fremhæver, at de monumenter, der blev rejst efter 1945, ikke længere fokuserede på ”the heroic example set by the fallen”, men altså i stedet fokuserede på sorgen eller valgte pragmatiske løsninger som f.eks. at tilføje navnene på de faldne på allerede eksisterede monumenter – typisk over faldne i Første Verdenskrig, som det ses i Frankrig – eller efterlade en ruin eller lignende som erindring om krigen – som et symbol på krigens gru og en advarsel mod en gentagelse i fremtiden. Monumentet ved Kastellet præsenterer sig i forhold til dette som lidt af en hybrid – på den ene side er det sorgen og tabet, der symboliseres, på den anden side udtrykker monumentet med foreningens egne ord symbolet på offerviljen, ”så enkelt, at selv de mindste vil forstå ”. Så nok skal man sørge og mindes, men man skal også inspireres til at handle, hvis en tilsvarende situation opstår i fremtiden. Det er med andre ord muligt at favne begge symboler i samme monument, og det spiller sandsynligvis ind, at Danmark som helhed led ganske beskedne tab i sammenligning med andre nationer under verdenskrigen, og at det faktisk også, som Bryld og Warring fremhæver, kun er en lille del af de samlede tab, nemlig de faldne modstandsfolk, der tegner sig for langt hovedparten af de tusindvis af mindesten og monumenter, der er rejst for perioden. Med de i international sammenhæng yderst beskedne civile tab og meget begrænsede ødelæggelser i forbindelse med f.eks. luftangreb virker det sandsynligt, at man i Danmark ikke havde behov for det samme stramme fokus på krigens gru og advarslen mod fremtidige krige som i andre besatte eller krigsførende lande – i hvert fald ikke i tilfældet med monumentet ved Kastellet. Omvendt skal man bestemt heller ikke overfortolke dette, for monumentets funktion som inspirationskilde til fremtidig offervilje fremstår snarere som DADV’s betydningstilskrivning end som en tolkning, tilfældigt forbipasserende foretager. I denne sammenhæng må foreningens intentioner med monumentet imidlertid komme i første række – om det så er lykkedes billedhuggeren at formidle dem, ”så selv de mindste forstår det”, er et andet spørgsmål.

      Det er et tydeligt træk ved de frivilliges rejser til udlandet, at de søger mod erindringssteder, der ikke først og fremmest har relation til Danmark, men snarere var centrale krigsskuepladser i verdenskrigen, herunder diverse allierede soldatergrave. Med andre ord kunne denne erindringsdyrkelse ikke foretages hjemme, men måtte nødvendigvis udspille sig uden for landets grænser, i og med at det var her, de frivillige ydede deres indsats.

      Måske er det derfor at de danske veteraner fra de allierede styrker har levet et så afsides liv i vores erindring herhjemme siden krigen. Vi har haft fokus på den nationale modstand, på spørgsmålene om samarbejde og modstand. Vi har kun undtagelsesvis haft blikket rettet mod den verden der ligger uden for Danmark – og det var i den veteranerne fik deres historie.

Litteratur

Claus Bryld & Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring,

Samfundslitteratur, 1998.


[1] Claus Bryld & Anette Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring, Samfundslitteratur, 1998, s. 257 og George L. Mosse (1986), s. 491ff.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Litteraturliste

Del: